Kategori: Træ

Træstubalmanak 2023

1149.	På den bedste plads i min indkørsel,
        Hvor fine gæster, folk med andragender,
        Journalister, venner, bude, drejer ind,
        Dér hvor stolte haveejere med omhu
        Kunne udstille haven, anstille sig selv,
        Står en rådden, sort, ubestemmelig stub,
        En birk måske, godt og vel fod på tværs.

1150.	Man kunne jo rejse en kampesten,
        En prydbusk, en dresseret haveplante,
        En stensætning, et skilt, en havenisse,
        Men jeg elsker min træstub, som den er,
        Gammel, slimet og kriblende af kryb.
        Her skal den blive til den forsvinder,
        Opslugt af mulden, nedbrudt, ældet, 
        Fortæret til trøsket ukendelighed.

1151.	Den har stået der allerede ti år,
        Den varer nok mindst ti år endnu. 
        Så hvert år fra nu vil jeg lave
        En lille beretning om året, der gik,
        Om hvad der er sket, hvad jeg har set
        I træstubbens frodige økosystem.

1152.	De seneste fem år har jeg fundet
        Otte spirende takstræer på stubben,
        Der klynger sig til roden, borer sig ned 
        Gennem barkens sorte sprækker.
        Sidste år stod det klart, at en efterfølger,
        Udpeget og kåret af økosystemet,
        Skulle indtage pladsen og vokse op:
        En taks, nu cirka en halv meter høj,
        Med dusinvis af røde frugter i sommers.

1153.	I september kom en skriggul plamage,
        Tænk raps, karry, kanariefugl eller svovl.
        Den bredte sig, nej, den kravlede,
        Hen over stubben en uges tid og forsvandt,
        tørrede ind, grå og rynket overflade:
        Troldesmør, et svampedyr, men
        hverken svamp eller plante eller dyr.
        Godt navn, vi vil altid huske den,
        Næste gang vi mødes til skovtaffel.
        På engelsk bliver det helt lyrisk:
        Slim muggen hundebræk *), mig en ære;
        De kan noget med ord, de briter.

1154.	I oktober voksede en stand af gul fløjsfod
        blævrende, bævrende, brændt karamel,
        Høje svampehætter, en lys og levende farve
        Tæt sammen i en klynge, en konspiration. 
        De står der måske frem til foråret.
        Det regner, en silende efterårsregn,
        Mens svampene står derude
        Godter sig med lange sugetråde,
        Strutter af biokemiske processer,
        Dybt i ved og celluloseproteiner
        Fra stubbens svampede spisebord.

1155.   November falder i regn og blade,
        Skyer trykker, blæsten rykker.
        Træstubbens flade fedtet ind
        Til næste hold af saprofytter.
        En koloni af hvide koralsvampe
        Stikker frem fra alle sprækker 
        Mellem træets rådne bark og 
        Træets gamle yderved, dér
        På stubbens svageste sted:
        Det bizarre syn af mælketænder
        På en oldings sorte gummer.
        De skyder rundt på stubben
        overalt, hvor der er revner:
        Små nåle, hvide pinde, 
        Frugter fra stubbens indre,
        Gennemstukket, omklamret
        i et net af hyfatråde, der
        ætser, opløser, udsuger
        Stubben, der svinder ind, 
        Stille, stille, stille,
        Mørnet, år for år.

        Stadig reserveret et vers til jul **).

*) Dog vomit slime mold (fuligo septica) eller rørægslim eller denne pudsige skævert af en eufemisme: jasminmug. Den er god nok.
 
**) Index Titusind er opbygget og nummereret i hånden. Jeg kan taget et vers ud og erstatte det med et andet. Men hvis jeg sætter et vers ind, går der royalt ged i nummerrækken; jeg skal manuelt ændre nummerordenen for hvert efterfølgende stikord i tre registre. Givet at træstubbens veje er uransagelige og at en almanak er en julebehæftet sag, er det nok klogt, at lade en plads stå åben.