Træstubalmanak 2023
1149. På den bedste plads i min indkørsel,
Hvor fine gæster, folk med andragender,
Journalister, venner, bude, drejer ind,
Dér hvor stolte haveejere med omhu
Kunne udstille haven, anstille sig selv,
Står en rådden, sort, ubestemmelig stub,
En birk måske, godt og vel fod på tværs.
1150. Man kunne jo rejse en kampesten,
En prydbusk, en dresseret haveplante,
En stensætning, et skilt, en havenisse,
Men jeg elsker min træstub, som den er,
Gammel, slimet og kriblende af kryb.
Her skal den blive til den forsvinder,
Opslugt af mulden, nedbrudt, ældet,
Fortæret til trøsket ukendelighed.
1151. Den har stået der allerede ti år,
Den varer nok mindst ti år endnu.
Så hvert år fra nu vil jeg lave
En lille beretning om året, der gik,
Om hvad der er sket, hvad jeg har set
I træstubbens frodige økosystem.
1152. De seneste fem år har jeg fundet
Otte spirende takstræer på stubben,
Der klynger sig til roden, borer sig ned
Gennem barkens sorte sprækker.
Sidste år stod det klart, at en efterfølger,
Udpeget og kåret af økosystemet,
Skulle indtage pladsen og vokse op:
En taks, nu cirka en halv meter høj,
Med dusinvis af røde frugter i sommers.
1153. I september kom en skriggul plamage,
Tænk raps, karry, kanariefugl eller svovl.
Den bredte sig, nej, den kravlede,
Hen over stubben en uges tid og forsvandt,
tørrede ind, grå og rynket overflade:
Troldesmør, et svampedyr, men
hverken svamp eller plante eller dyr.
Godt navn, vi vil altid huske den,
Næste gang vi mødes til skovtaffel.
På engelsk bliver det helt lyrisk:
Muggen hundebræk slim*), mig en ære;
De kan noget med ord, de briter.
1154. I oktober voksede en stand af gul fløjsfod
blævrende, bævrende, brændt karamel,
Høje svampehætter, en lys og levende farve
Tæt sammen i en klynge, en konspiration.
De står der måske frem til foråret.
Det regner, en silende efterårsregn,
Mens svampene står derude
Godter sig med lange sugetråde,
Strutter af biokemiske processer,
Dybt i ved og celluloseproteiner
Fra stubbens svampede spisebord.
1155. November falder i regn og blade,
Skyer trykker, blæsten rykker.
Træstubbens flade fedtet ind
Til næste hold af saprofytter.
En koloni af hvide koralsvampe
Stikker frem fra alle sprækker
Mellem træets rådne bark og
Træets gamle yderved, dér
På stubbens svageste sted:
Det bizarre syn af mælketænder
På en oldings sorte gummer.
De skyder rundt på stubben
overalt, hvor der er revner:
Små nåle, hvide pinde,
Frugter fra stubbens indre,
Gennemstukket, omklamret
i et net af hyfatråde, der
ætser, opløser, udsuger
Stubben, der svinder ind,
Stille, stille, stille,
Mørnet, år for år.
*) Dog vomit slime mold (fuligo septica) eller rørægslim eller denne pudsige skævert af en eufemisme: jasminmug. Den er god nok.
Last Updated on 2 måneder ago by Jacob Gammelgaard