Pæreskud – 2. iteration
2031. Lyset er en lethed indvendig,
Smæk af sukker, stød af fotovolt;
Ieg kenner alle mine vækster,
Hormoner stiger, vener klukker
Auxiner, ah, med cytokiner;
Frugtskud dannes, spændes op.
2032. Knopper snæres i metamorfose
Ieg indfatter dem i grønne bånd
Værner dem mod frost og råd;
Mærker mine farvers diagram
Fra den ru vækstkemi i rosa
Til glat og lysåben hvid.
2033. Jordbunden grøder og kribler,
Ieg følger enzymer og væde
Sprække op i mine vener
Fra mine rødder, i hver spids
Forbundne ud i alle limber
Indtil bristeklar, ieg slipper.
2034. Ieg er en flerhed af mig selv,
Hver en blomst, der sættes fri,
Mit offer til de levende ting;
Det sitrer i korpus hver gang
En bladkant krænges og gribes,
Og ieg genskabes i overflod.
Nyt i Index Titusind:
Hormon ◦ 2031, Metamorfose ◦ 2032, Enzym ◦ 2033, Overflod ◦ 2034.
Se også: Pæreskud, Tilstandsrapport over værkets brug af metaforer, antropomorfismer og andre banaliteter fra det poetiske feltarbejde, vers 1175.
Den fjortende årstid: Pæreskud
Den fjortende årstid: Pæreskud
2030. Topskud
Brune knopskaller vendes ud,
Bladfostre i fimrehår vælder op;
Grønne faner til forårssol.
Topskud
Mikromirakel blandt milliarder
Stjernefødsler jeg aldrig så;
Men i mit øje et pæreskud.
Nyt i Index titusind:
Topskud ◦ 2030, Pæreskud ◦ 2030.
Se også: Pæreskud
Æbleskud anno 2025
Æbleskud anno 2025
2025. Dunstilket blad på røde skæl,
Ny vækstring på knortet kvist;
Vi bærer vores år.
2026. Smal lancetformet fodflig,
Spæd, se; en lys lilla spids;
Dyrbar viden, hvorfor mon?
2027. Domestikering i årtusinder,
Den første frugt, urtandlyd;
Æbler og hunde, arkekryds.
2028. Og jeg har fulgt dig,
Vinter til løvspringsdag,
Passet dine skud.
2028. Foråret, den 17 april 2025,
Vi findes gensidigt igen;
Min ven, mit hundetræ.
Nyt i Index Titusind:
Vækstring ◦ 2025, Fodflig ◦ 2026, Domestikering ◦ 2027, Løvspringsdag ◦ 2028, Hundetræ ◦ 2029.
Se også: Visne æbleblomster.
Epifani
Epifani af oldgræsk for åbenbaring. Ordet bruges hér om en naturåbenbaring, eller en natur/jeg åbenbaring.
Det jeg kalder epifanien, er en digtform, jeg har lavet næsten ved en tilfældighed, for at beskrive netop dette: den pludselig indsigt eller fornemmelse af at være ét med sine omgivelser, med naturen, måske de titusind ting omkring mig; et øjeblik oplevet og sanset i verden.
Struktur
Formen følger denne grundskabelon, dog med plads til variationer:
Subjekt
A …… B
A …… B
n …… C
Subjekt
C …… C
D …… D
n …… C
Subjektet er emnet, tingen, det observerede. Epifanien består af to led, der hver gang indledes med samme subjekt. Subjektet består altid af ét ord.
Subjektet følges i hvert led af en kuplet, der en fremstilling af situationen eller tilstanden, der opstår som følge af subjektets eksistens.
De to linjer i første og anden kuplet er rimede på forbogstaver (A…B), A…B) i første og sidste ord i hver linje, eventuelt af to ord med et forbogstav i kombination med den samme dominerende vokal eller konsonatlyd i andet ord ( f.eks. Gennemlyst …. Igen)
En variation af kupletten i første led er denne:
Subjekt1
A …… A
B …… B
Enkeltlinjen i hvert led er en følgetilstand af den situation, der beskrives i de to første linjer. Den afsluttende enkeltlinje er som regel en jeg-oplevelse og digtets konklusion.
I begge led består enkeltlinjen af et valgfrit forbogstav i første ord (n), men med samme forbogstav i slutordet (C). Første bogstav i slutlinjen (n) er valgfrit. Dette er vigtigt for at løsne lidt op for diktionen og rytmen i det, der ellers er en ganske stram digtform, og for at give digteren lidt luft til at finde et ord, der kan passe.
Slutordet C er samtidig for- og slutbogstav i første linje i andet led (C …. C); det kan ske at der byttes om på D og C. Andet led ser da sådan ud:
Subjekt
D …… D
C …… C
n …… C
Eksempel
Et fuldt eksempel på en epifani er Monsun, en sommer:
Regnen
Rusker fra en heftig byge,
Rammer ratatat på tørre blade;
Vanddamp emmer over tagets top.
Regnen
Tung af fugt og blanke tanker,
Intet at gøre, ude eller inde;
Mudder pibler frem på mine tæer.
Begrundelse
Epifanien er en teknisk stram vers og digtform, som netop derved søger at fortætte fremstillingen af en bestemt og meget kortvarig situation. Digtets vej fra det mindste til det største er kort og skal ske hurtigt og overraskende. Epifanien skal udtrykke tanken om at hele universet kan indeholdes i et enkelt glimt.
Samtidig ligger der i epifanien en form for ophøjet indsigt, netop den poetiske indsigt, som derfor skal have meningsfylde, uden dermed at give entydige svar. Det ophøjede i den poetiske indsigt udtrykkes bedst gennem en hvis form for formalisme. Epifanien er ikke så meget en fortælling, som det er en forstærket, kortvarig oplevelse af indsigt. Formalismen i udtrykket skal holde styr på denne indsigt.
De titusind tings bog indeholder ikke mange epifanier; det ligger i sagens natur: Epifanier er ikke noget, der kommer til én hver dag; ikke en gang hver måned, men måske nok et par gange om året, især hvis man som jeg er på udkig efter dem.
Eksempler på epifanier i De titusind tings bog:
Stilheden efter regn
2024. Stilheden
Når regnen holder inde,
Drypkadencen rinder ud;
Intet sker, tyst verden.
Stilheden
Mærkes vædeduftende, mild,
Vandråber i spænd, vokser;
Jeg er blank, venter.
Nyt i Index Titusind:
Stilhed ◦ 2024, Vandråbe ◦ 2024.
Se også: Monsun, en sommer, Et sekund, en morgen.
Store Billedag – 10. April
Hver den 10. april fejrer bloggen Store Billedag, en hyldest til familien coleoptera. Dagen blev til sidste år, da jeg for første gang over tre dage mødte både den sorte og den blå oliebille lige uden for mit hus.
Så, i dag er dagen, hvor man skal i det strålende forår og møde sin bille, se en bille, beundre en bille, få en bille på hånden, eller måske bare læse om andre, der har gjort; det kan man jo gøre her på bloggen, og der masser af billeder.
I dagens anledning bringer jeg diget fra sidste år, Store billedag.
Store billedag
1403. En sort bille krydser min vej,
Mit held her på store billedag;
Jeg smider hvad jeg har ved hånden
(en tom trillebør, en skovl)
Samler billen op i kuplede hænder;
Lange ben skraber rundt derinde,
Kribler ud af alle sprækker.
1404. Jeg glemte helt at tænke på
Er den giftig, bider den,
Gi'r den eksem på hænderne?
Et kig ind på klem, og dér:
En lysende orange oliedråbe,
Stort som et knappenålshoved
På et af mange billeknæ.
Gift altså – selvforsvar.
1405. Jeg vipper børen op med foden,
Sætter billen ned i ladet
Og triller hjem i hast,
Limousinekørsel for biller;
Fart på, op på havebordet,
Under glas fra et petrilåg.
Kroppen er tre centimeter lang,
En bille så stor og bomstærk,
At den kan skubbe låget
Frem i ryk på havedugen.
1406. Billen er svagt selvillumineret,
Changerende i sort og blåt,
Sådan som kun biller kan:
En dyb og klar aftenhimmel
Med et skær af nymåneskin,
Som vi selv så det i nat.
Den er vingeløs og langbenet,
Dækvingerne er skrumpet ind
Til halv længde af bagkroppen,
Som et sort røvbaldegardin.
1407. To fine mørkebrune bånd,
Æstetisk kantet med gråt,
På tværs af bagkroppen,
Min vej til hurtig artsID:
Dette er den sorte oliebille.
Træffes kun hist og pist,
Lokalt, varmt, tørt, sandet,
Og helt fri for pesticider.
1408. Alene dens størrelse, sorthed,
Stopper enhver op på stedet,
Også jeg; i stor begejstring.
Se bare de lange følehorn,
Den smukke leddelte struktur,
Jeg vil sige: finmekanisk drejet;
Fordi følehorn fascinerer mig:
Deres opbygning og detaljer
Ned i allermindste led.
1409. Tid til at slippe væk:
Jeg sætter hende ned
I en frostsprængt havekrukke
Og ser hende kravle op i solen.
Den sorte oliebille er kendt:
Dens livscyklus og levesteder,
Snylten i solitære biers reder,
Den kemiske formel på olien,
Cantharidin, vortedræber,
Vabelfremkaldende gift:
På engelsk derfor blister beetle,
Og oliebille på dansk.
1410. Alt dette og mere kan læres
Til glæde og livserfaring.
Her blot en solvarm tak
Til billerne og alle biologerne
For en skøn dag at kigge med
På denne store sorte oliebilledag,
Herefterdags hver den 10. april.
Samtidig bringer jeg her en liste over bloggens billedigte (mange af dem kan findes ved at søge på kategorien biller, men jeg er ikke helt konsistent, og nogle er måske registeret under kategorien insekter). Desuden findes der mange tags, der har med biller at gøre.
Vintergæk
Vintergæk
2019. Hængende hoved
Sat på svækling stilk;
Skuttende forår.
2020. Hvem ser egentlig
En vintergæk rigtig an:
Snehvid, frühlingsgrün.
2021. Tre dækblade åbne
Ah, det grønstrøgne bloster;
Gule spir i midten.
2022. En blomsterbagatel,
Velset, men oftest overset,
Formfuld enkelhed.
2023. Fem lejlighedsvers
Naturbetagne i det små;
Nu og herefterdags.
Nyt i Index Titusind:
Hoved ◦ 2019, Vintergæk ◦ 2020, Bloster ◦ 2021, Blomsterbagatel ◦ 2022, Naturbetagelse ◦ 2023, Naturbetagelse ◦ 2023.
Summeterapi
Summeterapi
2016. Halvt væltet gæslingepil
Bøjet i storm denne vinter
Overhænger havedam, nedover
Siv og spinkel fuglekirsebær;
Kronen i øre-næse-øjenhøjde,
Knopper i dun på alle kviste,
Goder daler ned fra oven.
2017. Ved udspring helt i gult
Stritpomponer svæver frit,
Ved rette vingetemperatur
Tæt befløjet af insekter:
En summen, nærhed af intens
Vibrerende lyd skellet rundt,
Symfont og cirkumferent.
2018. At stå en stund inde i træet
Med kronen rundt om hovedet
En summehjelm i tætte cirkler
Fra metropolis af slikne bier,
Ørt omgivet, varmt forført,
Alle celler suger sanser ind,
Hundrede år, og vi lever.
Nyt i Index Titusind:
Gæslingepi ◦ 2016, Vingetemperatur ◦ 2017, Sanser ◦ 2018.
Forårsfornemmelser
Forårsfornemmelser
2010. Udmugning efter stilstand
Mit drivhus, algeklædt
Stakke af priklepotter
Lommeuld med plantefrø.
2011. Kasser med kompost
Gemt fra sidste år
Aromatisk hjemmelavet,
Stablet klar til brug.
2012. Første kasse aflåges;
Væltes op i trillebør
Blandes op med sand
Savsmuld i spandevis.
2013. Næste nemli’kasse åbnes:
To insektlig endevendt
Afbleget bænkebidder
Stor løvtæge lysegrøn.
2014. Men, formidable biller,
Efter mørk overvintring
Virker kriblemotorikken
I det første forårslys.
2015. Dobbelt fryd for os:
På flade fingerspidser
Opsendt i det fri
I mariehøneritual.
Nyt i Index Titusind:
Drivhus ◦ 2010, Kompostkasse ◦ 2011, Savsmuld ◦ 2012, Bænkebidder ◦ 2013, Kriblemotorik ◦ 2014, Fingerspidser ◦ 2015, Mariehøneritual ◦ 2015.
Agurkehjulspinder – 2. iteration
Agurkehjulspinder – 2. iteration
2003. Forårsaften, tynd sol, marts endnu,
På terrassen et enetræ, en søjlevækst
Tæt på, i øjenhøjde, uventet, et spind
Håndfladestørrelse, fint og fæstnet
Minimal edderkop vugger i centrum,
Max tre millimeter stor, farvegrumset
Øjenkneb, detaljetab uden læsebriller.
2004. Næste dag, gøremål og distraktion,
Hurtigt hjem, fulgt af tordensky
Haglnedslag, styrtbrud hamrer ned,
Slagregn springer op fra havebord,
Jeg tænker på myg, på spindevæv;
Senere, lys fra tusind våde stråler,
Jeg træder ud, men spindet er væk.
2005. På køkkenarbejde og koppevask
Udsigt og øjenkontakt til enetræ
Fanges øjet af et glimt i sølv:
En spindtråd, tændstiklængde,
I en hårtynd spejlrefleks: mit
Luftspor gennem rudens glas,
Livstegn fra min miniedderkop.
2006. Jeg går straks på jagt, søger
Fra skællet kvist til kvist,
Indtil dér, på spidsen af en knop
En edderkoppeknap i dråbeform,
Glinsende grønlig rødbrun
Med cicatriceskår på ryggen,
I positur som mikrosphinx.
2007. Med min stærke lommelup
Ser jeg fire sorte prikker
På hver side af edderkroppen:
ID af en agurkehjulspinder;
Videre i luppens monokelslør
Mødes jeg af fire øjenstikker,
Kulsorte prikker, skævt på rad.
2008. Tilbage igen på tredjedagen;
Marts er på hæld, lidt lune
I blødt og mættet havelys;
Jeg kigger ind, vinkler synet,
Søger, kredser, sonderer; og
Med ét står nettet synligt
I modlys op mod solnedgang.
2009. En komposition af silkeskin
Med illumineret prismeeffekt
Af grøn gul og rødlig refraktion:
Guldstrenge i gele og spindelim;
Lyskaskader springer frem,
Splitter øjne og pupiller,
Et spindehjul i aftenglød.
Nyt i Index titusind:
Enetræ ◦ 2003, Tordensky ◦ 2004, Luftspor ◦ 2005, Dråbeform ◦ 2006, Agurkehjulspinder ◦ 2007, Modlys ◦ 2008, Prismeeffekt ◦ 2009, Spindehjul ◦ 2009.
Se også: Agurkeedderkop
Vild iris
Farver og mening
Vild iris
1996. En blåvild iris
Spidse lancetter
I vissent løv;
1997. En vilter blomst
Farvet slagkraft
Sart og rodet.
1998. Nederste læbeblad
En lang tunge
Mørklilla åben;
1999. Gul midterstribe
Dråbeformet spids
Et indgangsspor;
2000. Hvide farvestrøg
Trukket klart ud
I grov vifteform;
2001. Sortlilla klatter
Ned langs midten
Spredte farvestænk;
2002. Kompleksitet i værk
Denne soltilbeder
Blandt haveguder;
2003. Sit eget svar
Kold mening
I forårslys.
Nyt i Index Titusind:
Iris ◦ 1996; Sarthed ◦ 1997; Tunge ◦ 1998; Indgangsspor ◦ 1999; Vifteform ◦ 2000; Farvestænk ◦ 2001; Havegud ◦ 2002; Mening ◦ 2003.
I erindring om Louise Glück (1943-2023), især Wild Iris (1992).
Lov om stilhed
De danske naturlove (6)
I
1979. Ve har levet i al stilhed frembragt på planeten gennem milliarder af år.
1980. Ve kan jo se, at ve vokser i en geologisk epoke med tab af stilhed i et biotatruende omfang.
1981. Ve ser hvordan vos fornemmelse for stilhed atrofierer og vos evne til at finde og være i stilhed svækkes.
II
1982. Ve er naturkraften, vellyden og velværet; ve er vores egne livsbetingelser i stilhed.
1983. Ve anser stilhed som en grundbetingelse for et sundt vækstmiljø og som fællesbiotisk livsbetingelse.
1984. Stilhed er mættet lyd. Den ægte stilhed er en ligevægtstilstand af naturkræfter. Stilhed er nærvær af organiske processer.
1985. Stilhed er fravær af mekanisk frembragt støj fra døde ting i fremdrift eller fald, især fra forbrændingsmotorer. Ubalance i stilheden kan også ske ved støj frembragt af organisk kraft; ve nævner til eksempel fældning af træer ved økse, brug af musikinstrumenter, opsætning af drager, pløjning, raslen med kæder, og meget mere.
1986. Stilhed er derfor ikke blot fravær af støj; stilhed er en fortættet oplevelse af ens eget nærvær, af enhver selvhed i harmoni med sin omverden.
III
1987. Til beskyttelse af stilheden bestemmer ve, at der indføres en enhed til måling af stilhed. Denne enhed er en amplitude af lyd frembragt ved organisk kraft.
1988. Ve kalder denne enhed pluribelle.
1989. Ve bestemmer videre, at der udarbejdes en skala for stilhed at forstå som en skønhedstilstand for biotisk kraftudfoldelse af stigende intensitet.
1990. Der fastsættes en basisenhed som den mindst mulige organisk frembragte bevægelse, eksempelvis et lyspartikels bevægelse over et fimrehår, en bestemt knop i skydning over et fastsat tidsrum, et enkelt sandkorns slibning af en strandsten ved en bestemt vindstyrke. Den herved frembragt stilhed kaldes en mikrobelle.
1991. Skalen er åben og omfatter alle niveau af plurabeller på en logaritmisk skala af naturkræfter; et græsstrå i skyggen, et vandløb, en solskinsmorgen, en bævers gnaven, en ulv i krattet, en hjord af gnuer, en isbræs kælven, en oceanisk orkan, kontinenters sammenstød.
1992. Ve bestemmer endvidere, at al mekanisk frembragt støj er at forstå som negativ stilhed, d.v.s. som negative værdier af pluribelle. Denne støj bliver at måle i decibel.
IV.
1993. Ve beslutter endvidere oprettelsen af et stilhedsindeks med lands- og vandsdækkende minimumsværdier for en sund og vækstfremmende organisk stilhedstilstand.
1994. Ve beslutter endelig at ethvert godkendt fravær af mekanisk støj frembragt af forbrændingsmotorer i privat og offentlig regi skal begunstiges på grundlag af stilhedsskalaen. Det samme gælder lokalsamfund, der tager andre skridt til forbedring af deres stilhedstal.
1995. Ved beregning af begunstigelser som ovenfor, skal ve minde om, at fravær af mekanisk støj ikke nødvendigivs er det samme som mættet stilhed; Stilhed optræder kun som resultat af organiske kræfter i biosfæren.
Nyt i Index Titusind:
Planeten ◦ 1979; Biotatrussel ◦ 1980; Stilhed ◦ 1981; Vellyd ◦ 1982; Vækstmiljø ◦ 1983; ; Mættet lyd ◦ 1984; Støj ◦ 1985; Nærvær ◦ 1986; Lyd ◦ 1987; Pluribelle ◦ 1988; Biotisk kraft ◦ 1989; Lyspartikel ◦ 1990; Mikrobelle ◦ 1990; Bæver ◦ 1991; Isbræ ◦ 1991; Decibel ◦ 1992; Stilhedsindeks ◦ 1993; Mekanisk støj ◦ 1994; Biosfæren ◦ 1995.
Digterfornemmelser i en kokasse
1971. En vandretur på Kullen,
Min teenagesøn og jeg,
To halve liv siden,
I løb faktisk, i skoven,
Høje af jord og krop,
Gennem overdrev med
Låger og græssende kvæg.
1972. Vi gør rast et sted,
Et minefelt af kokasser;
Jeg tar fotos af én
Fra flere vinkler,
Iagttagende,
Eftertænksom,
Æstetisk handling.
1973. Billederne er tabte,
Men substansen er skarp:
En lys, tyndskidslind,
Tallerkenstor plamage,
Stukket med stråbidder,
Skorpet overflade, hård,
Hullet som ved skud;
Gødningsbiller i drift
Underminerende og
Ivrigt ekskaverende.
1974. Hvad skete der
Den dag på Kullen
På hug ved klatten:
Tavst observerende,
Lykkeligt travende,
Personarkæologisk,
Kolortsgravende
I en mindetue.
1975. For jeg var røgterdreng,
Drev kvæget hjem
Fra marken efter skoletid,
I stalden svabede patterne,
Betjente malkemaskinen;
Så på, når dyrlægen
Hjalp med kælvning,
Arm op til skulder
I koens fødselskanal.
1976. Jeg var kokassetilbeder,
Drev rundt på marken,
Duftede til drøvet,
Det søde, lidt kvalme
Muldartede materiale,
Glad, komøgsberuset,
Opsat på landmandsliv.
1977. Nu, som ældre mand
På vandretur på Kullen *),
Kommer erindringen
Klar, uopsættelig,
Om den forårsdag
Med min søn på tur,
Den udskidte kokasse
Og den lille dreng,
Der snusede kolort
Og drømte om
At blive bonde.
1978. Bonde blev jeg aldrig;
Min søn brød ud
Og blev biolog;
Jeg brød af
Og blev digter;
Sådan sker det,
Side om side,
Titusind spor
Og alligevel
Samme vej.
Nyt i Index Titusind:
Kvæg ◦ 1971; Kokasse ◦ 1972; Gødningsbille ◦ 1973; Personhistorie ◦ 1974; Fødselskanal ◦ 1975; Drøv ◦ 1976; Mindetue ◦ 1977; Kolort ◦ 1977; Biolog ◦ 1978.
*) Se Kullaberg I aftensol.
Arvetræ – 3
Arvetræ – 3
1967. Bevaringsværdig,
lokalplanstræ;
javist så,
nærmest på nåde,
ikke kærlighed;
1968. Vi beskytter træ,
men ikke:
træ beskytter os;
men lad det nu ligge,
eller stå,
uskiltet
ufejret;
1969. Kun lunken
påskønnelse
af det
at være træ,
vi kunne sige
træets selvhed;
1970. Eller anerkendelse,
at vi går i arv,
(hvorfor gå?)
står i gæld
(hvorfor stå?)
til vores træer,
som ikke er vores,
men bare er.
Nyt i Index Titusind:
Bevaringsværdig ◦ 1967; Beskyttelse ◦ 1968; Selvhed - træ ◦ 1969; Arv ◦ 1970.
Arvetræ – 2
Arvetræ – 2
Storbybotanik 8 - Singapore
1964. Singapores arvetræer,
Knortede stammer:
Slægtsymboler i vækst,
Tæller generationer,
Vores og deres egne,
Ligesom vi tæller dem,
Giver dem skilte på,
Ærer dem, ja, vedgår
Den fælles arv.
1965. Singapores arvetræer,
Sprukne slægtsskaber:
Vi nedstammer fra træer,
Vi deler rødder og jord,
Har fælles arvemasse,
Og sproget ved ting før
Vi selv forstår det;
En skov af metaforer
Med mavebælter på.
1966. En blomst, en frangipani,
Lagt på træets knudebark:
En træhengiven gestus
Fra en efterkommer
På parkens altersti.
(Hjemme har jeg frøformeret
To ægte kastanjer til
Min datters to små sønner;
Fire nye arvetræer).
Nyt i Index Titusind:
Arvetræ ◦ 1964; Arvemasse ◦ 1965; Kastanjetræ ◦ 1966.
Arvetræ – 1
1961. Træskænderen:
Straffri, skamløs,
Milde manerer, veg,
Hvid, tyndt hår;
En dobbelt drabsmand
Går fri - igen.
1962. To kæmpe træer:
Skovfyr og cypres;
De kvalmende dump,
Chokbølger i jorden
Under mine fødder,
I kroppens organer.
1963. Slægters tab og savn:
Træskud og børnespirer
Vokser op fremover
I amputeret minde
Om forsætlig vold
Mod to arvetræer.
1964. Her gælder Jærnens lov:
Lighed for os,
Lighed for dem;
Titusind pr. meter,
Tand for tand,
Træ for træ.
Se Vedtægter for Haveforeningen Jærnen
Nyt i Index Titusind:
Træskænder ◦ 1961; Skovfyr ◦ 1962; Arvetræ ◦ 1963 Jærnen ◦ 1964; Lighed ◦ 1964.
Dronningerunde
Højreklik for at se i fuld skærm. Bemærk lille fritflue el. lign. på 1. kronblad t.v. ved 0:15 og igen på 2. kronblad ved 0:43.
Dronningerunde
1957. Det er tid, nu skal vi ud
I årets republik af bier;
På knæ i visne blade
Helt ned i sugehøjde:
En beruset dronningebi
Vælter rundt på bunden
Af en lilla krokusblomst.
1958. Hun kan ikke tåle mosten:
Slikker sig selv i hegnet,
Går omkuld, pollenstiv,
Klamrer sig til kronen,
Drysset gul på humlepelsen.
Vi følger hende; en stok!
Hjælp hende, hun skal op.
1959. Skrumlet af en humlebi
Klavrer op på bladets kant,
Stønner, kroppen pumper,
Puster, tung, sukkerhøj;
Hjem at dampe rusen af,
Bage honningbrød, stifte bo,
Æg til søstres arvefølge.
1960. Vi forlader hende, videre
På årets dronningerunde
Som hedninge og druider
På tur i forårsriget:
En solbedugget ceremoni
Blandt åbne krokustande
Leve frås og matriarkatet.
Nyt i Index Titusind:
Dronningebi ◦ 1957; Humlepels ◦ 1958; Honningbrød ◦ 1959; Matriarkat ◦ 1960.
Trætopvandring
Trætopvandring
Storbybotanik 8
I.
Henderson Waves
1955. Fire gangbroer opsat
Mellem tre grønne øer
Til trætopvandring:
Den første på sporet,
Henderson Waves,
Et selvbevidst design
Omhu i materialer;
Denne højbro, svunget
Over træer i fri dressur;
Ikke bare dekorativ, næh,
Mentalt regenerativ
I sit udtryk og topografi;
Mere end bare arkitektur,
Den bro har ideologi
Som en hængende park
Og pilgrimsvandring
Op og ud i biofili.
1956. Op gennem junglen
Til Mount Faber ad stier,
Langs tilrettede hække,
Prydtræer sat i bede,
Kantet af hvide sten;
Vibrerende cikader,
Enorme træer og blade
I haveanlæg plejet
Af byens oppasserklasse
Sovende på bare fliser
Nøgne fødder, en sko
Aftaget til hovedstøtte
En makker klemt ind
På en havebænk stritter
Med arme og ben
Som haveredskaber.
Tjenende træer, buske,
Pergoaler i skygge anlagt
Som wellness arkader;
Ieg er her, siger træet,
For at kysse din fod.
Nyt i Index Titusind:
Trætopvandring ◦ 1955; Biofili ◦ 1955; Tjenende træ ◦ 1956; Kys ◦ 1956.
II
Forest Walk, Canopy Walk og Alexandra Arch
Min vandring langs Southern Ridges gangbroer blev afbrudt, idet Forest Walk var lukket og jeg kom på afveje. Med udsigt til at vende tilbage i 2026 forventer jeg at kunne gøre sporet og teksten færdig til den tid.
Forårsritual
Forårsritual
1952. Spinkelt spyd gennem sne og løv
Slunken bi i næringsstres, tom,
Sine sidste sukkermolekuler,
Og jeg, biotasulten, lyshungrig
I mit blege hylster af hud. Vi,
Blæstruskede, kolde, solslikne,
Mødes i urgammelt forårsritual.
1953. Biens tre par ben i nektardans,
Taktil modus, rytmisk samordning,
Ukendt for os; Men se: seks fødder
Pedipulerer livsvigtig fødekilde
På hovedet rundt i blomsterskål,
Forslugen, bespist, pollenbørstet;
Arketype for liv, håb og bonitet.
1954. Den første forårsdag i haven,
Vårkrokus skyder, bier summer,
Enkle ord, skarp blæst, kold sol;
Vi overlever hver for sig. Igen,
Hoveder ivrigt stukket sammen,
Helt tæt på, ind på tunge og øje;
Hvert forår, mine millioner af år.
Nyt i Index titusind:
Næringsstres ◦ 1952; Forårsritual ◦ 1952; Pedipulation ◦ 1953; Arketype ◦ 1953; Vårkrokus ◦ 1954; Overlevelse ◦ 1954;
Den sidste vintersol
Den sidste vintersol
1946. En skovsø drænet,
Pumpet, udsat yngelfisk,
Et sted i Bøgeskoven.
1947. Indtil ejeren en dag
Smækkede med kontakten,
Fjernede fisk, lod stå.
1948. Det blanke vandspejl steg,
Træer døde, sumpede til,
Dunhammer, siv skød op.
1949. En mose i værk,
Fauna i trængsel,
Århundreder venter os.
1950. I dag så jeg havørn,
Hejre, rød glente,
Hørte traner i træk.
1951. Den sidste vintersol
Gullig klat i dis,
Stille vand, sø i slør.
Nyt i Index Titusind:
Skovsø ◦ 1946; Fisk ◦ 1947; Siv ◦ 1948; Mose ◦ 1949; Hejre ◦ 1950; Vintersol ◦ 1951.
Syv skud for etnobotanikken
Syv skud for etnobotanikken
Storbybotanik – Singapore
1939. Ukendt sukkulent, fede blade,
Plantetilvækst sart fostergrøn,
Blomst i orangefarvet saturation,
Krukken, rumstérkammer for fluer
Det første skud, en åben mund,
Suktion og næring; til evig lyst,
Et skud for herlighed.
1940. Dybtblå pangfarvet blikfang:
En ærteblomst, clitoriaslægten,
Masser af censursynonymer;
Gengøder af udpint jord;
Det andet skud, sexbotanisk,
Vi spejler os, symbolparate,
Et skud for frugtbarhed.
1941. Slyngtråd, et drejningsmoment,
Kinetisk spænding i selvspiral,
Dunet organisme set i mikroskop
Eller vokseværk sat i mesterknob;
Det tredje skud, et vækstprincip:
Planteviljen, taktil, som idé;
Et skud for vedholdenhed.
1942. Abeskræktræ, en Norfolk pine,
Vilter livskraft i lædernåle,
Kæmpevækst i havgus og salt,
Levende fossil og helligt træ;
Det fjerde skud, en superlever
Spirer igen i sit storbybur;
Et skud for ustyrlighed.
1943. Frangipangi, champa i Asien
Blomst fra den højeste himmel,
Parfumeduft til gravpladser,
Venskabsritual, fredssymbol,
Det femte skud, en ceremoni
I hvid, gul, rosa fliget roset,
Et skud for skønhed.
1944. Kandebærer, spændstig form,
Svunget horn og honninggift,
Smækker svulstig læberand,
Seduktion i rødt, frækt faretegn,
Det sjette skud, en fælde,
Syrekar, et grin, voksvæg glat;
Et skud for dødelighed.
1945. Madras Thorn, Fort Canning Park,
Udnævnt til kulturarv, beskiltet,
Vi er forbundne, beslægtede
Under kronen, under huden;
Det syvende skud, et arvetræ,
Korket bark, min rynkede hånd,
Et skud for fælleshed.
Nyt i Index Titusind
Sukkulent ◦ 1939; Herlighed ◦ 1939; Ærteblomst ◦ 1940; Frugtbarhed ◦ 1940; Slyngtråd ◦ 1941; Vækstprincip ◦ 1941; Abeskræktræ ◦ 1942; Levende fossil ◦ 1942; Frangipangi ◦ 1943; Kandebærer ◦ 1944; Dødelighed ◦ 1944; Arvetræ ◦ 1945; Kork ◦ 1945.
Gardens at the Bay
Gardens at the Bay
Storbybotanik 6 – Singapore
1931. Jeg ville jo gerne kunne sige
At man kan kende sin by
På dens fravær af netop by,
På alt det ind imellem, i
Sprækkerne mellem det døde
Og det levende, de måder
Hvor planteliv trænger ind i byliv:
Det anarkistiske, det rebelske,
En forestilling om frihed,
På trods.
1932. Jeg ville jo gerne kunne sige
Noget klogt, noget poetisk
Om det nyeste vegationsprojekt,
Singapores fortælling om sig selv:
Gardens at the Bay,
Men da jeg nærmer mig
Kører metaforerne fast,
Deres udrejste digter
På opdagelse i storbybotanik
Forfalder til det banale,
Til vidne: paf tænker jeg
Her er det ottende vidunder
Rettere: bybotaniske vidunder,
Men det er ikke rimeligt,
For da må jeg kunne nævne
De syv andre, der går forud;
Så jeg gør som jeg plejer
I anden kultur end min:
Klapper i, smider meninger ud,
Åbner øjnene, træder op.
1933. Gardens at the Bay, Singapore,
To drivhuse af enorme dimensioner
Den ene mere i højden,
Den anden mere i længden,
Bløde, runde aflange former
Jeg vover pelsen med en metafor:
Ryggene af to sølvskinnende havdyr
I brydning mellem himmel og land,
Den ene er en blomsterkuppel
En botanisk have, middelhavsklima
Sat i højbede, man kan komme til,
Tæt på, berøre, selv om man ikke bør,
Men også en skulpturhave, figurer,
Står inde blandt planterne
Totempæle, naiv kunst,
Havvasket træ i bevægelse,
Glasblomster, strålende keramik
Mytiske tableauer, kinesisk muzak
Indbygget i blomsteropsætninger,
Underholdning, fordybelse og
Forlystelse rullet ind i ét.
1934. Det andet drivhus genskaber
Tropisk regnskov på et bjerg,
Som Humboldts berømte tegning;
Træer, planter, blomster, vandfald,
Gangbroer i flere niveauer
Dampskyer, skilte, tavler;
Inden i bjerget udstillinger
Diasshow og klimapædagogik;
Det emmer af salig frodighed, fugtighed
Fra titusinder og atter titusinder
Skinnende, strålende blomster,
Nåletræer, lianer, epifytter
Guavaer, ananasslægter, orkideer
Og kæmpe tropiske bladudhæng;
Udenfor, under kuplen:
Himmel og glitrende hav.
1935. Infrastruktur til seriøs turisme:
Åbne eltog, elevatorer og metro,
Og det virker; folk strømmer ind
Undrende, smilende, lettede, stille,
Mobilpanorerende, opadskuende
Selfiestangsmanøvrerende, selvoplevende
Betragtende, tilnærmende, børneunderholdende
Biomassebetagede betalende individer
Og mig selv opslugt indsnusende
En kvart million plantesjæle.
1936. Udenfor, i det anlagte terræn,
Atten supertræer, i højden
Tyve til halvtreds meter:
Aftræk til anlæggets biogasturbiner
Udvendigt plantebeklædte i
Hundredhalvtredstusind individer
Tilplantede, forgrende, svampeformede
Op- og udadvendte himmelstrukne,
Teknisk udformede mekaniske træer
I tydelig henvisning til kæmpefyren
Den californiske megadendron,
Komplet hver aften med lysshow
Og crescendo operamusik (italiensk)
Som om verden skulle genopstå,
Corny så det knager i alle koncepter.
1937. Alligevel, det virker, det hele,
Jeg behøver ikke nævne D-ordet;
Kæmpetræer, det ældste og inderste
Symbol på verdens harmoni,
En vision, uopnåelig, uden tvivl,
Men vi kunne ikke overleve uden,
En aftrækker fra vores junk DNA,
Det ældste mest oprindelige glimt
Af kultur og natur, ophævet,
Og tilbage står vi, små, sårbare
Under modertræet.
1938. Så vidt, tid til eftertanke,
Vi tager shuttletoget
I mørket oplyste træer
Tilbage til udgang og metro.
Dette er ikke naturromantik,
Hverken udstillet eller musealt,
Ikke ideologisk regimenteret;
Men forlystelsespark, netop,
Med alverdens planter
Som attraktion og substrat
Føjet sammen med os selv
I kunst, myter, håndværk
Snoede fortællinger, skulptur
Ikke påduttet, ikke idealistisk,
Bare økologisk cool teknologi,
Og bag det hele en kalkule,
Lige så kølig som nøgtern:
Sådan kunne vi overleve
Dem og os tilsammen;
Teknokratisk, men frodigt
Planlagt, men overdådigt
Tilrettet, men rummelig
Dyrket, men livsdueligt,
Selvbevidst og velhavende,
Javist, men rigdom vokser på træer,
Og byens fremtid gror i en have;
Frihed, trods alt.
Nyt i Index Titusind:
Frihed ◦ 1931; Bybotanik ◦ 1932; Drivhus ◦ 1933; Botanisk have ◦ 1933; Regnskov ◦ 1934; Fugtighed ◦ 1934; Plantesjæle ◦ 1935; Kæmpefyr ◦ 1936; Modertræ ◦ 1937; Myter ◦ 1938; Rigdom ◦ 1938.
🇬🇧 Six Thousand Trees in Hanoi
🇬🇧 Six Thousand Trees in Hanoi
City botany – Hanoi
1928. It becomes blindingly obvious
From the twelfth floor or twentieth:
Round and out into the horizon
Hazy, gray-dented citycrest,
Massive concrete chains of towers,
Colourless, devoid of vegetation,
Miles upon miles upon miles;
Within, in a state of embryo,
The city centre green and low,
Covered almost in tall trees,
Lining shallow, shiny lakes
A square kilometer or two:
Historic citadel, barracks
Dynastic capital and head quarters
Of power and army echelons;
Broad avenues and big trees,
Space surrounding old villas,
Shade, foliage and coolness
From colonial planting,
Open, empty luxury lawns
In a megacity with only
A square meter of park
Per each stressed city dweller.
1929. It’s all about feeling
The special bond
Between humans and trees;
A man (typically a man)
Can destroy a hundred years of growth
In an hour or two;
That’s a form of power:
Trees are weak, they live on mercy.
But when the tree is destroyed
We live at the mercy of cement,
A static, flickering asfalt oven
Where only fools go out in the sun
Uncovered in the naked city;
This is the negative power of trees
Their power of absence by violence;
Known to city dwellers by viscera.
1930. The City Council of Hanoi equipped
With police, party and generals
In twothousandfifteen did decree
Cutting down six thousand trees;
But when politics is forbidden
Everything is always political;
Townspeople understood at once
That a greedy council was eyeing
A corrupt timber deal
Of finest African mahogany,
In brief, that cutting is persecution
In a country where no one
Will defend a political detainee,
Stand up for a beaten up activist
Or a neighbour, and old friend;
Now, everyone flocked to defend
The threat to beloved trees
With such anger and rebellion
That the police dithered,
Shrunk back into the shades
And the council retreated, forgave
Itself their own excesses, as always,
Left untouched that city nature
Of which they know nothing;
Cowered to that culture
Of which they are unworthy;
And bowed to that life
In which they have no part.
A large part of the wayside trees in Hanois old town belong to the species khaya senegalensis, a tree fondly named in many languages, including African mahogany. I do not know for certain who planted them, but in view of their age, placement in the city and inclusion in the colonial layout of the city, and their origin from West Africa, it is reasonable to assume that the trees were planted by French town planners.
Sekstusind træer i Hanoi
Storbybotanik – Hanoi
Sekstusind træer i Hanoi
1928. Det bliver indlysende klart
Fra tolvte sal, eller tyvende:
Rundt om og ud i horisonten
Sløret, gråtakket storbyrand af
Massiv beton og kæder af tårne,
Farveløst, vegetationsløst,
Mil efter mil efter mil.
Indeni, en slags fostertilstand:
Bykernen, grøn og lav,
Næsten dækket af høje træer,
En kvadaratkilometer eller to:
Et historisk citadel, kaserner,
Dynastisk hovedstad, senere
Kolonibyggeri og hovedkvarter
For magt- og militærapparat;
Brede alléer og store træer
Plads omkring gamle villaer,
Skygge, løv og kølighed,
Fra kolonibeplantninger,
Åbne, tomme luksusplæner
I en megaby med blot
En kvadratmeter park
Per stresset storbyboer.
1929. Det gælder om at føle
Dette særlige bånd
Mellem mennesker og træer.
En mand (typisk en mand)
Kan ødelægge hundreder års vækst
På en time eller to;
Det er jo en slags magt:
Træer er svage, de lever på nåde.
Men når træet er destrueret
Lever vi på cementens nåde,
En statisk, flimrende asfaltovn,
Hvor kun tåber går ud under solen
Ubeskyttet i den nøgne by;
For dette er træets negative magt,
Deres magt ved forvoldt fravær,
Og enhver bybo ved det
I sine indvolde.
1930. Hanois bystyre bestykket
Med politi, parti og militær
Dekreteret i totusindogfemten
Fældning af sekstusind vejtræer.
Men når politik er forbudt
Er alting altid politisk;
Straks forstod alle byboere
At et grisk styre pønsede på
En korrupt handel med tømmer
Af fineste afrikansk mahognitræ,
Kort sagt, at fældning er lig forfølgelse
I et land, hvor ingen vil
Forsvare en politisk arrestant
Stå op for en lammetæsket aktivist
Eller en nabo, en gammel ven;
Nu flokkedes alle om at forsvare
Byens livstruede vejtræer
Med en sådan vrede og oprør
At politiet tøvede, trykkede sig i skyggen,
Og bystyret trak i land, tilgav
Sig selv sine excesser, som altid,
Lod den bynatur være,
Om hvilken de intet ved;
Dukkede sig for den kultur,
Til hvilken de ikke er værdige;
Og bøjede sig for det liv,
De ikke er en del af.
Nyt i Index Titusind:
Bykerne ◦ 1928; Park ◦ 1928; Bånd mellem mennesker og træer ◦ 1929; Nåde ◦ 1929; Vejtræ ◦ 1930; Fældning ◦ 1930; Bynatur ◦ 1930.
En stor del af allé træerne i Hanois bykerne er af arten khaya senegalensis, kært træ med mange navne, bl.a. afrikansk mahogni. Jeg ved ikke med sikkerhed, hvem der har plantet dem, men givet deres alder, placering i byen og indpasning i en kolonial byplan, samt træernes oprindelse fra Vestafrika, er det rimeligt at antage, at træerne i sin tid er sat af franske byplanlæggere.
Farquhar Garden
Farquhar Garden
Storbybotanik 4 – Singapore
1924. Der står de så:
Massive billedrammer
Lige i øjet, et vindueskig
Sat på tykke stolper,
Banale virkemidler:
Kunst, have, skiltning;
Se dér, læs hér, forstå dét;
Den rå folkedidaktik.
1925. Bag rammen den tanke
At det er folk selv,
Der formes og farvelægges;
Rammens egen virkelighed:
Beskuer eller er det mig,
Der er blankt lærred?
Indsat og beskåret
I nuancer uden fantasi.
1926. En frygt for rigtig kunst,
Og hvad det kunne være,
Omgiver disse vækster
Udpeget til opbyggelighed;
Guavatræet stikker grene ud:
Det nonkonforme selvportræt
Overskrider sine rammer,
Som planter plejer
Og altid gør.
1927. Først ser det først tæt på:
En filtret vækstkaskade
Udover og nedover;
Indeni en rulletrappe,
Maskinel niveauforskel
Mellem parkrundgang
Og vejbelægning;
Opmærksomhed i anlæg,
Venlighed i udformning,
Denne overkonstruktion
Af indendørs og udendørs,
Falder sammen,
Lidt tropisk grokraft
Isat lidt elkraft;
Vi leger med fremtiden,
Tæmmer hinanden,
Hvem opsluger hvem
Og hvornår?
Nyt i Index Titusind:
Skiltning ◦ 1924; Beskuer ◦ 1225; Guavatræ ◦ 1926; Vækstkaskade ◦ 1927; Grokraft ◦ 1927.
Edderkoppelilje i Armenian Street
Klik for at forstørre billederne
Edderkoppelilje i Armenian Street
Storbybotanik 3 - Singapore
1917. Så ses vi igen, Deres Liljehed
Fra bedet foran min Hanoi dør;
Hurtigt hilst i den skarpe morgen,
Et skønhedsgib hver aftenskumring.
1918. Edderkoppeliljens hvide jomfrukop,
Blomstens slanke bladgevandter,
Orange pollenkar vajer i luften,
Som bløde nutationer under vand.
1919. Jeg kom til Dem i Armenian Street;
Her lå den første botaniske have,
Nu, det kinesiske Peranakan museum,
Muret, malet cool i malaj pastel.
1920. Om hjørnet den armenske kirke,
Hvor stedets botaniker er begravet;
I parken gror en krydderisamling,
Et memento fra byen som koloni.
1921. Seks verdenshjørner samlet
På et gadekryds i Singapore;
Jeg kan næsten nå dem alle
Med udstrakte fingerspidser.
1922. Og Dem selv, Deres Liljehed,
Af sydamerikansk planteslægt; *)
Seks kronbladsnåle, en til hver,
Samlet i Deres blomsterkompas.
1923. Til sidst et etnobotanisk P.S.
Om sprog- og fantasiforbistring:
For nok er liljen lidt en edderkop,
Men den har otte ben; ikke seks.
Nyt i Index Titusind:
Aftenskumring ◦ 1917; Edderkoppelilje ◦ 1918; Botanisk have ◦ 1919; Krydderisamling ◦ 1920; Verdenshjørner ◦ 1921; Blomsterkompas ◦ 1922; Etnobotanik ◦ 1923.
*) Edderkoppeliljeslægten (Hymenocallis).
Regntræet
Regntræet
Storbybotanik 2 – Singapore
1908. Begavet er hver eneste vej og by,
Der har regntræer udvokset iblandt;
Beskyttet er alle, der dækkes ind
Under træets åbne og milde krone.
1909. Få træer kan som den udforme en by,
Gøre veje om til svale boulevarder
Med brede rabatter, lys og luftighed,
Der giver skygge, plads og velbehag.
1910. Få træer er så let at vie sig til:
Mægtige grene med spænd og styrke
Rækker ud i enorme bladoverhæng:
Lyslette pergolaer over park og vej.
1911. Træet er dækket af hængende haver,
Bregner, slyngplanter og orkideer,
Der vokser op og ud i træstrukturen,
Myldrende kompost og blomsterbede.
1912. På Connaught finder jeg et træ i blomst
Men mobilen er lille og jeg er gammel,
Ellers er det omvendt; jeg kan ikke nå op
Til et foto af dette altid skønne syn.
1913. For der få træer som netop regntræet,
Der dækkes af tusindvis af blomster
Med støvdragere i kvaster af rosapink,
Der mest ligner krontranens hovedpryd.
1914. Humboldt så træet og målte det, naturligvis,
I Venezuela, med en krone på 59 meter;
Det står vistnok endnu, fredet og stort
Og med navneskilt fæstnet til stammen.
1915. Selv har jeg siddet under et slægtningetræ,
Guanacasten, i ruinerne af et Maya tempel;
Måbende her jeg stået under et jættetræ
Bredt ud over gård og have i Honduras.
1916. Jeg kører i bus langs en regntræsallé;
Tænker på storbyen uden dem, uden lise:
Åbne solstegte veje, ovnbagt asfalt,
En ubeboelig og glohed hæslighed.
1917. Men regntræer står overalt i Singapore,
Mange er nu udnævnt til arvetræer;
By og træ tilvokset gensidigt hinanden:
En livsnødvendig træ- og mennesketraktat.
Nyt i Index Titusind:
Regntræ ◦ 1908; Luftighed ◦ 1909; Pergola ◦ 1910; Orkidé ◦ 1911; Alder ◦ 1912; Krontrane ◦ 1913; Fredning ◦ 1914; Guanacaste ◦ 1915; Asfalt ◦ 1916; Arvetræ ◦ 1917.
Regntræet (Samanea saman, også kaldet Abizia saman) har vist ikke noget navn på dansk, men er hér oversat fra et almindeligt engelsk navn.
Gaunacaste træet er gendigtet som historie i kapitlet af samme navn i min bog Liff.
Billedet nedenfor viser regntræets blomst og er med tak lånt fra Wikimedia Commons.
Sauvages de la Rue
Storbybotanik 1 – Singapore
Sauvages de la Rue A
1905. Et vildskud i betonen,
Krakelurer i cementen,
Vindbåren fuglefragt
I megabyens sprækker
Og disciplinpædagogik
For de allernederste
I rangorden for planter;
Udsatte som de andre i
Park- og vejproletariatet:
Busk- og træbeskærere,
Oppassere af blomster
Og smukseret storbyadel;
Vækster og vogtere,
Hinandens fjender
I hinandens hierarki.
Sauvages de la Rue B
1906. Vegetation på trods
I regnvandsfang
Og undergrundsvæde;
Her en pude mos,
Lidt jord, lidt salt;
På en befæstning ved
Telok Blangah Hill
Er ungplanter på vej;
I revner i en mur,
Fra nicher i en væg,
Spirer planter frem,
Skyder op, sætter skud;
En busk på en bro
Over Singapore Flod,
Et træ bag et rør
På Clarke's Quay,
Et fristed at stå
Hvor ingen kan nå.
Sauvages de la Rue C
1907. Her burde være
En botanikerrebel
Med flora-app
Og kridt i hånden
Ud i cityfelten
At identificere
Og inskribere
Gadens vilde
I byparnasset:
En cirkel, et navn
På fire sprog
Ridset i cement:
Engelsk, mandarin
Malay og tamil;
Selv har jeg ingen
Plantenøgle med
Eller penge nok
Til mange bøder,
Men vil ære den,
Der kunne, ville.
Nyt i Index Titusind:
Vildskud ◦ 1905; Plantehierarki ◦ 1905; Undergrund ◦ 1906; Salt ◦ 1906; Niche ◦ 1906; Flora-app ◦ 1907; Plantenøgle ◦ 1907.
For dem, der er interesseret i storbybotanik(ere), se til eksempel Sauvages de ma Rue på hjemmesiden for det Nationale Naturhistoriske Museum i Paris.
🇬🇧 On Stepping Out in Oodi’s Level Three
On Stepping out in Oodi's Level Three
1904. Nothing can prepare the visitor
For the uplift, the sense of air
On stepping out in Oodi's level three
Of daylight shapes and lines;
Here I must be and simply be
Under a white canopy of waves
A hundred meters long wooden floor
Tapered and raised at both ends,
And I see it, the feet understand:
A ship's deck on a warped hull
Yielding to the roll of the sea.
A polyhedron in wood up by the bow,
Round geometry by the master himself;
Quiet elation when the art is right,
Only the one, yet it commands the room,
Divina Proportione, don't get carried away;
Thirteen hundred years have passed
From one master to the other
Contemplating under layered clouds; *)
I sit sated in winter light.
New in Index Ten Thousand:
Geometry • 1904; Winter light • 1904.
Oodi is the Helsinki Central Library opened in 2018. Oodi is the Finnish word for ode.
Ai Wei Wei (1957- ) multiartist, humanist; the sculpture in Oodi is Divine Proportion (2012).
*) Du Fu (712-770), Contemplating Mount Tai (736) in David Hinton's translation or Gazing on the Peak in Stephen Owen's translation.
Om at træde ud i tredje sal i Oodi
Om at træde ud i tredje sal i Oodi
1904. Intet kan forberede en gæst
På det løft, den følelse af luft
At træde ud i Oodis tredje sal
Af lysægte former og linjer;
Her må jeg være, bare være til
Under et hvidt bølgende hvælv
Hundrede meter langt et trægulv
Tilspidset, hævet i begge ender,
Og jeg ser det, fødderne forstår:
Et skibsdæk på et bøjet skrog,
Der føjer sig til havets rullen.
I stævnen en polyhedron af træ,
Rund geometri af mesteren selv:
Tyst lykke når kunsten er rigtig,
Kun den, men den besidder rummet,
Divina Proportione, forløb jer ikke;
Tretten hundrede år skiller dem,
Den ene mester til den anden,
Eftertænksom under lag af skyer; *)
Jeg sætter mig mæt af vinterlys.
Nyt i Index Titusind;
Geometri ◦ 1904; Vinterlys ◦ 1904.
Oodi, Helsinkis hovedbibliotek, åbnet i 2018. Oodi er det finske ord for ode.
Til Ai Wei Wei (1957-) skulptør, multikunstner, humanist; skulpturen i Oodi er Divina Proportione (2012).
*) Se Du Fu (712-770), Contemplating Mount Tai (736) i David Hintons oversættelse eller Gazing on the Peak i Stephen Owens oversættelse.
Det hvide C
Det hvide C
1901. En sommerfugl, der får mig til at flagre
Mellem digt og lepidopteri, håndværk sløres:
Hvornår jeg er den ene, hvornår den anden?
Takvingens liv en slags poesi i sig selv:
At en hun vælger han efter foderstand,
At de er mesterkamuflører i visne blade,
Dette kryptografiske tegn under vingen.
1902. Så disse åndeløst skønne æg lagt på blade,
Grønne og gule krukker med hvide borter,
Som jeg kun har set på foto, men nu
Efterstræber med passion, noget jeg må se
Med denne sære og monomane og mennesketrang
At ville det fjerne, det sjældne, det høje,
Eller det unikke i det helt dagligdags.
1903. I år lader jeg alle nælder stå, også træet,
Der væltede ind over min havedam i storm:
En gammel gæslingepil og foderforsyning;
Hele foråret vil jeg jagte miniature æg
Som kodeaflæser og titusindtingfinder,
Dernæst dele verden med dem i digt;
Mit fag, min mission og mani.
Nyt i Index Titusind:
Det hvide C ◦ 1901; Sædpakke ◦ 1901; Æg ◦ 1902; Sjældenhed ◦ 1902, Gæslingepil ◦ 1903; Mani ◦ 1903
🇬🇧 The last two birds in Hanoi
The last two birds in Hanoi
A real estate agent and I chatting,
Inspecting his newest and finest flat,
Five-storey bloc on West Lake Promenade;
Sliding doors open onto the balcony,
Sunlight lazy on the fat and shiny water.
We talk, we consider, we know each other,
Money and years passed through our hands.
Two sparrows skip about out there:
The last two birds in Hanoi.
All of a sudden soft bird whistles is heard;
He flings out an arm, eyes roll heavenward:
What more in the whole wide world
Could you ever want: live birdtwitter,
A free bonus included in the rental.
I say, it could be a sound recording,
A reasonable reply in these parts,
Synthetic birdvoices, sensor activitated;
He looks insulted, but this is play.
We move in, put flowerpots on the balcony;
A sparrow couple visits now and then:
The last two birds in Hanoi.
Every Sunday morning by the lakeside
On benches in cafés, on small squares,
Arrive young men with covered cages
Held in one hand on scooterrides;
They're suspended from lines in trees,
Where the birds are fed, nursed and tended;
Men sip coffee, smoke fags, and listen,
Relishing sounds from a period gone by,
A competition of birdsong belle canto;
Maybe our sparrow couple drops by:
The last two freebirds in Hanoi.
I try to recall, I ask my love:
Were there gulls on the lake, crows in garbage,
Were there finches and tits in the trees,
Were there falcons and herons in the air?
Do we remember? Were there, really?
My love says, birds are in the countryside,
And uses a word to say bumpkin country,
Maybe she also mean to say bumpkin birds;
Not unfriendly, not anti-avian, not at all,
Just habitat-conditioned megacity language;
They've probably eaten them all, she says;
Except those on our balcony:
The last two birds in Hanoi.
Digt er
Digt er
1900. Digt er
passion, passion, passion;
Tekst er
præcision, præcision, præcision;
Derfor
revision, revision, revision.
Nyt i Index Titusind: Passion ◦ 1900.
På knopskud
På knopskud
1895. Lidt solskin, lidt lys i øjet,
Ud på skovvej og stier,
Ud i haver og blomsterbed,
Op i træer, rundt om buske,
Ind over hegn og hæk.
1896. Her er knopper, knopper,
knopper min bror:
Tjørneknopper, slåenkopper,
Bøgeknopper, æbleknopper,
Granknopper, taksknopper.
1897. Knopper, knopper i alle former,
Gemte, indrullede, lange,
Rynkede, foldede, store,
På knopskud inde hos nabo,
Ud på eng og overdrev.
1898. Her er knopper, knopper,
knopper min bror:
Ahornknopper, hasselknopper,
Pileknopper, cypresknopper,
Hægknopper, bærknopper.
1899. Lidt solskin, lidt lys i øjet,
Ud på skovvej og stier,
Ud i haver og blomsterbed,
Op i træer, rundt om buske,
Ind over hegn og hæk.
Nyt i Index Titusind:
Busk ◦ 1895; Tjørneknop ◦ 1896; Knopskud ◦ 1897; Ahornknop ◦ 1898; Blomsterbed ◦ 1899.
Ekstravagante planter – akantus
Klik for at forstørre billedet
Ekstravagante planter – akantus
1889. Strunk og statelig
Rundt havedammen
I svungne buer
Ned over vandet,
Indtil de segner
Vokset i sænk,
Ud over sig selv;
Solhungrig Ikaros.
1890. Akantus er min yndling,
En biologisk stridbarhed.
Planten har mange navne:
Bjørnelab og bjørneklo,
Bjørneklov; hvorfor mon,
Bjørn og beelzebub i én?
På engelsk kaldet bjørnebag,
Pudsig omvendt synsvinkel;
Folkeviddet er endeløst.
1891. Blomsten er befæstet:
Det nederste svøbblad
En yndefuld halvskål,
Grønlig hvid og venet,
Med et langstrakt næb
Trukket ud i sylespids
(En form eminent vegetal,
Intet menneskeskabt ligner,
Tænk soldug og karnivor),
Bladets kanter bestykket
Med kraftige, lange torne.
Jeg tænker, det er hér
Man har set en bjørnepote.
Selve blomstergabet
Opspærret og armeret
Med et nålespidst spyd
Sat lumsk på skrå,
Som partisanens baghold,
Der blokerer adgang
For sultne insekter,
Fugle og pilfingre
Som jeg, stukket skarpt
Øjeblikkeligt.
1892. Bestøvning kun af bier,
Hærdebrede humlebasser,
Der kan mase sig ned
Mellem svøb- og kronblad;
Jeg har set det,
Filmet det en gang:
Hele blomsten bæver,
Blade bugner op,
Stænglen skælver,
Når bien kravler ned
Og bakker baglæns ud,
Summer bort igen.
1893. Vi tiltrækkes og beundrer
Akantus som blomst:
En ophøjet planteform,
Som lilje og oliven,
Brugt til symboler og
Kunstneriske motiver
Gennem tusinder år.
En akantus pryder
Den korintiske søjle,
Som tempeludsmykning
Og antikt magtornament;
Jo, etnobotanikken
Lever i os alle.
1894. Ja, jeg ved, jeg ved:
Min tvivlsomme fatwa mod
Den antropomorfe metafor;
Lige så nytteløs som ikonforbud
Eller et dørslag i regnvejr;
En digterisk parole,
Der ikke rummer,
At planter lever,
Og lever meget længe,
I kulturens billeder
Og livssymboler.
Nyt i Index Titusind:
Strunkhed ◦ 1889; Akantus ◦ 1890; Bjørneklo ◦ 1890; Svøbblad ◦ 1891; Armering ◦ 1891; Bestøvning ◦ 1892; Ophøjet planteform ◦ 1893; Etnobotanik ◦ 1893; Humanmetafor ◦ 1894; Livssymbol ◦ 1894.
I erindring om Johan Lange (1911-2007), dansk botaniker og etnobotaniker, hvis storværk Ordbog over Danmarks plantenavne 1-3 er en uundværlig ledsager for enhver plantedigter og humanist med interesse for de dybe kulturelle bånd mellem planter og mennesker.