Forfatter: Jacob Gammelgaard

Udgivet den

Pæreskud – 2. iteration

Pæreskud – 2. iteration

2031.  Lyset er en lethed indvendig,
       Smæk af sukker, stød af fotovolt;
       Ieg kenner alle mine vækster, 
       Hormoner stiger, vener klukker
       Auxiner, ah, med cytokiner;
       Frugtskud dannes, spændes op.

2032.  Knopper snæres i metamorfose
       Ieg indfatter dem i grønne bånd
       Værner dem mod frost og råd; 
       Mærker mine farvers diagram
       Fra den ru vækstkemi i rosa 
       Til glat og lysåben hvid.

2033.  Jordbunden grøder og kribler,
       Ieg følger enzymer og væde
       Sprække op i mine vener
       Fra mine rødder, i hver spids
       Forbundne ud i alle limber
       Indtil bristeklar, ieg slipper.

2034.  Ieg er en flerhed af mig selv,
       Hver en blomst, der sættes fri,
       Mit offer til de levende ting;
       Det sitrer i korpus hver gang 
       En bladkant krænges og gribes, 
       Og ieg genskabes i overflod.


Nyt i Index Titusind:
Hormon ◦ 2031, Metamorfose ◦ 2032, Enzym ◦ 2033, Overflod ◦ 2034.

Se også: Pæreskud, Tilstandsrapport over værkets brug af metaforer, antropomorfismer og andre banaliteter fra det poetiske feltarbejde, vers 1175.
Udgivet den

Den fjortende årstid: Pæreskud

Den fjortende årstid: Pæreskud

2030.	Topskud

        Brune knopskaller vendes ud,
        Bladfostre i fimrehår vælder op;

        Grønne faner til forårssol.

        Topskud

        Mikromirakel blandt milliarder
        Stjernefødsler jeg aldrig så;

        Men i mit øje et pæreskud.


Nyt i Index titusind:
Topskud ◦ 2030, Pæreskud ◦ 2030.

Se også: Pæreskud
Udgivet den

Æbleskud anno 2025

Æbleskud anno 2025

2025.  Dunstilket blad på røde skæl,
       Ny vækstring på knortet kvist;
       Vi bærer vores år.

2026.  Smal lancetformet fodflig,
       Spæd, se; en lys lilla spids;
       Dyrbar viden, hvorfor mon?

2027.  Domestikering i årtusinder,
       Den første frugt, urtandlyd;
       Æbler og hunde, arkekryds.

2028.  Og jeg har fulgt dig,
       Vinter til løvspringsdag,
       Passet dine skud.

2028.  Foråret, den 17 april 2025,
       Vi findes gensidigt igen;
       Min ven, mit hundetræ.


Nyt i Index Titusind:
Vækstring ◦ 2025, Fodflig ◦ 2026, Domestikering ◦ 2027, Løvspringsdag ◦ 2028, Hundetræ ◦ 2029.

Se også: Visne æbleblomster.

Udgivet den

Epifani

Epifani af oldgræsk for åbenbaring. Ordet bruges hér om en naturåbenbaring, eller en natur/jeg åbenbaring.

Det jeg kalder epifanien, er en digtform, jeg har lavet næsten ved en tilfældighed, for at beskrive netop dette: den pludselig indsigt eller fornemmelse af at være ét med sine omgivelser, med naturen, måske de titusind ting omkring mig; et øjeblik oplevet og sanset i verden.

Struktur

Formen følger denne grundskabelon, dog med plads til variationer:

   Subjekt
   A …… B
   A …… B

   n …… C

   Subjekt
   C …… C
   D …… D

   n …… C

Subjektet er emnet, tingen, det observerede. Epifanien består af to led, der hver gang indledes med samme subjekt. Subjektet består altid af ét ord.

Subjektet følges i hvert led af en kuplet, der en fremstilling af situationen eller tilstanden, der opstår som følge af subjektets eksistens.

De to linjer i første og anden kuplet er rimede på forbogstaver (A…B),  A…B) i første og sidste ord i hver linje, eventuelt af to ord med et forbogstav i kombination med den samme dominerende vokal eller konsonatlyd i andet ord ( f.eks. Gennemlyst …. Igen)

En variation af kupletten i første led er denne:

   Subjekt1
   A …… A
   B …… B

Enkeltlinjen i hvert led er en følgetilstand af den situation, der beskrives i de to første linjer. Den afsluttende enkeltlinje er som regel en jeg-oplevelse og digtets konklusion.

I begge led består enkeltlinjen af et valgfrit forbogstav i første ord (n), men med samme forbogstav i slutordet (C). Første bogstav i slutlinjen (n) er valgfrit. Dette er vigtigt for at løsne lidt op for diktionen og rytmen i det, der ellers er en ganske stram digtform, og for at give digteren lidt luft til at finde et ord, der kan passe.

Slutordet C er samtidig for- og slutbogstav i første linje i andet led (C …. C); det kan ske at der byttes om på D og C. Andet led ser da sådan ud:

   Subjekt
   D …… D
   C …… C

   n …… C

Eksempel

Et fuldt eksempel på en epifani er Monsun, en sommer:

   Regnen 

   Rusker fra en heftig byge,
   Rammer ratatat på tørre blade;

   Vanddamp emmer over tagets top.

   Regnen

   Tung af fugt og blanke tanker,
   Intet at gøre, ude eller inde;

   Mudder pibler frem på mine tæer.

Begrundelse

Epifanien er en teknisk stram vers og digtform, som netop derved søger at fortætte fremstillingen af en bestemt og meget kortvarig situation. Digtets vej fra det mindste til det største er kort og skal ske hurtigt og overraskende. Epifanien skal udtrykke tanken om at hele universet kan indeholdes i et enkelt glimt.

Samtidig ligger der i epifanien en form for ophøjet indsigt, netop den poetiske indsigt, som derfor skal have meningsfylde, uden dermed at give entydige svar. Det ophøjede i den poetiske indsigt udtrykkes bedst gennem en hvis form for formalisme. Epifanien er ikke så meget en fortælling, som det er en forstærket, kortvarig oplevelse af indsigt. Formalismen i udtrykket skal holde styr på denne indsigt.

De titusind tings bog indeholder ikke mange epifanier; det ligger i sagens natur: Epifanier er ikke noget, der kommer til én hver dag; ikke en gang hver måned, men måske nok et par gange om året, især hvis man som jeg er på udkig efter dem.

Eksempler på epifanier i De titusind tings bog:

Et sekund, en morgen

Måneskin (1)

Måneskin (2)

Sne

Stilheden efter regn

Monsun, en sommer

Udgivet den

Store Billedag – 10. April

Hver den 10. april fejrer bloggen Store Billedag, en hyldest til familien coleoptera. Dagen blev til sidste år, da jeg for første gang over tre dage mødte både den sorte og den blå oliebille lige uden for mit hus.

Så, i dag er dagen, hvor man skal i det strålende forår og møde sin bille, se en bille, beundre en bille, få en bille på hånden, eller måske bare læse om andre, der har gjort; det kan man jo gøre her på bloggen, og der masser af billeder.

I dagens anledning bringer jeg diget fra sidste år, Store billedag.

Store billedag

1403.	En sort bille krydser min vej,
        Mit held her på store billedag;
        Jeg smider hvad jeg har ved hånden
        (en tom trillebør, en skovl)
        Samler billen op i kuplede hænder;
        Lange ben skraber rundt derinde,
        Kribler ud af alle sprækker.

1404.	Jeg glemte helt at tænke på
        Er den giftig, bider den,
        Gi'r den eksem på hænderne?
        Et kig ind på klem, og dér:
        En lysende orange oliedråbe,
        Stort som et knappenålshoved
        På et af mange billeknæ.
        Gift altså – selvforsvar.

1405.	Jeg vipper børen op med foden,
        Sætter billen ned i ladet
        Og triller hjem i hast,
        Limousinekørsel for biller;
        Fart på, op på havebordet,
        Under glas fra et petrilåg.
        Kroppen er tre centimeter lang,
        En bille så stor og bomstærk,
        At den kan skubbe låget
        Frem i ryk på havedugen.

1406.	Billen er svagt selvillumineret,
        Changerende i sort og blåt,
        Sådan som kun biller kan:
        En dyb og klar aftenhimmel
        Med et skær af nymåneskin,
        Som vi selv så det i nat.
        Den er vingeløs og langbenet,
        Dækvingerne er skrumpet ind
        Til halv længde af bagkroppen,
        Som et sort røvbaldegardin.

1407.	To fine mørkebrune bånd,
        Æstetisk kantet med gråt,
        På tværs af bagkroppen,
        Min vej til hurtig artsID:
        Dette er den sorte oliebille.
        Træffes kun hist og pist,
        Lokalt, varmt, tørt, sandet,
        Og helt fri for pesticider.

1408.	Alene dens størrelse, sorthed,
        Stopper enhver op på stedet,
        Også jeg; i stor begejstring.
        Se bare de lange følehorn,
        Den smukke leddelte struktur,
        Jeg vil sige: finmekanisk drejet;
        Fordi følehorn fascinerer mig:
        Deres opbygning og detaljer
        Ned i allermindste led.

1409.	Tid til at slippe væk:
        Jeg sætter hende ned
        I en frostsprængt havekrukke
        Og ser hende kravle op i solen.
        Den sorte oliebille er kendt:
        Dens livscyklus og levesteder,
        Snylten i solitære biers reder,
        Den kemiske formel på olien,
        Cantharidin, vortedræber,
        Vabelfremkaldende gift:
        På engelsk derfor blister beetle,
        Og oliebille på dansk.
        
1410.   Alt dette og mere kan læres
        Til glæde og livserfaring.
        Her blot en solvarm tak
        Til billerne og alle biologerne
        For en skøn dag at kigge med
        På denne store sorte oliebilledag,
        Herefterdags hver den 10. april.

Samtidig bringer jeg her en liste over bloggens billedigte (mange af dem kan findes ved at søge på kategorien biller, men jeg er ikke helt konsistent, og nogle er måske registeret under kategorien insekter). Desuden findes der mange tags, der har med biller at gøre.

Udgivet den

Vintergæk

Vintergæk

2019.	Hængende hoved
        Sat på svækling stilk;
        Skuttende forår.

2020.	Hvem ser egentlig
        En vintergæk rigtig an:
        Snehvid, frühlingsgrün.

2021.	Tre dækblade åbne
        Ah, det grønstrøgne bloster;
        Gule spir i midten.

2022.	En blomsterbagatel,
        Velset, men oftest overset,
        Formfuld enkelhed.

2023.	Fem lejlighedsvers
        Naturbetagne i det små;
        Nu og herefterdags.
 

Nyt i Index Titusind:
Hoved ◦ 2019, Vintergæk ◦ 2020, Bloster ◦ 2021, Blomsterbagatel ◦ 2022, Naturbetagelse ◦ 2023, Naturbetagelse ◦ 2023.

Udgivet den

Summeterapi

Summeterapi

2016.	Halvt væltet gæslingepil
        Bøjet i storm denne vinter
        Overhænger havedam, nedover
        Siv og spinkel fuglekirsebær;
        Kronen i øre-næse-øjenhøjde,
        Knopper i dun på alle kviste,
        Goder daler ned fra oven.

2017.	Ved udspring helt i gult
        Stritpomponer svæver frit,
        Ved rette vingetemperatur
        Tæt befløjet af insekter:
        En summen, nærhed af intens
        Vibrerende lyd skellet rundt,
        Symfont og cirkumferent.

2018.	At stå en stund inde i træet
        Med kronen rundt om hovedet
        En summehjelm i tætte cirkler
        Fra metropolis af slikne bier,
        Ørt omgivet, varmt forført,
        Alle celler suger sanser ind, 
        Hundrede år, og vi lever.


Nyt i Index Titusind:
Gæslingepi ◦ 2016, Vingetemperatur ◦ 2017, Sanser ◦ 2018.
Udgivet den

Forårsfornemmelser

Forårsfornemmelser

2010.	Udmugning efter stilstand
        Mit drivhus, algeklædt
        Stakke af priklepotter
        Lommeuld med plantefrø.

2011.	Kasser med kompost
        Gemt fra sidste år
        Aromatisk hjemmelavet,
        Stablet klar til brug.

2012.	Første kasse aflåges;
        Væltes op i trillebør
        Blandes op med sand
        Savsmuld i spandevis.

2013.	Næste nemli’kasse åbnes:
        To insektlig endevendt
        Afbleget bænkebidder
        Stor løvtæge lysegrøn.

2014.	Men, formidable biller,
        Efter mørk overvintring
        Virker kriblemotorikken
        I det første forårslys.

2015.	Dobbelt fryd for os:
        På flade fingerspidser
        Opsendt i det fri
        I mariehøneritual.


Nyt i Index Titusind:
Drivhus ◦ 2010, Kompostkasse ◦ 2011, Savsmuld ◦ 2012, Bænkebidder ◦ 2013, Kriblemotorik ◦ 2014, Fingerspidser ◦ 2015, Mariehøneritual ◦ 2015.
Udgivet den

Agurkehjulspinder – 2. iteration

Agurkehjulspinder – 2. iteration

2003.  Forårsaften, tynd sol, marts endnu,
       På terrassen et enetræ, en søjlevækst
       Tæt på, i øjenhøjde, uventet, et spind
       Håndfladestørrelse, fint og fæstnet
       Minimal edderkop vugger i centrum, 
       Max tre millimeter stor, farvegrumset
       Øjenkneb, detaljetab uden læsebriller.

2004.  Næste dag, gøremål og distraktion,
       Hurtigt hjem, fulgt af tordensky
       Haglnedslag, styrtbrud hamrer ned,
       Slagregn springer op fra havebord,
       Jeg tænker på myg, på spindevæv;
       Senere, lys fra tusind våde stråler,
       Jeg træder ud, men spindet er væk.

2005.  På køkkenarbejde og koppevask
       Udsigt og øjenkontakt til enetræ
       Fanges øjet af et glimt i sølv:
       En spindtråd, tændstiklængde,
       I en hårtynd spejlrefleks: mit
       Luftspor gennem rudens glas,
       Livstegn fra min miniedderkop.

2006.  Jeg går straks på jagt, søger
       Fra skællet kvist til kvist,
       Indtil dér, på spidsen af en knop
       En edderkoppeknap i dråbeform,
       Glinsende grønlig rødbrun
       Med cicatriceskår på ryggen,
       I positur som mikrosphinx.

2007.  Med min stærke lommelup
       Ser jeg fire sorte prikker
       På hver side af edderkroppen:
       ID af en agurkehjulspinder;
       Videre i luppens monokelslør
       Mødes jeg af fire øjenstikker,
       Kulsorte prikker, skævt på rad.

2008.  Tilbage igen på tredjedagen;
       Marts er på hæld, lidt lune
       I blødt og mættet havelys; 
       Jeg kigger ind, vinkler synet,
       Søger, kredser, sonderer; og
       Med ét står nettet synligt 
       I modlys op mod solnedgang.

2009.  En komposition af silkeskin
       Med illumineret prismeeffekt
       Af grøn gul og rødlig refraktion:
       Guldstrenge i gele og spindelim;
       Lyskaskader springer frem,
       Splitter øjne og pupiller,
       Et spindehjul i aftenglød.



Nyt i Index titusind:
Enetræ ◦ 2003, Tordensky ◦ 2004, Luftspor ◦ 2005, Dråbeform ◦ 2006, Agurkehjulspinder ◦ 2007, Modlys ◦ 2008, Prismeeffekt ◦ 2009, Spindehjul ◦ 2009.

Se også: Agurkeedderkop
Udgivet den

Vild iris

Farver og mening

Vild iris

1996.	En blåvild iris
        Spidse lancetter
        I vissent løv;

1997.	En vilter blomst
        Farvet slagkraft
        Sart og rodet.

1998.	Nederste læbeblad
        En lang tunge
        Mørklilla åben;

1999.	Gul midterstribe
        Dråbeformet spids
        Et indgangsspor;

2000.	Hvide farvestrøg
        Trukket klart ud
        I grov vifteform;

2001.	Sortlilla klatter
        Ned langs midten
        Spredte farvestænk;

2002.	Kompleksitet i værk
        Denne soltilbeder
        Blandt haveguder;

2003.   Sit eget svar
        Kold mening
        I forårslys.

Nyt i Index Titusind:
Iris ◦ 1996; Sarthed ◦ 1997; Tunge ◦ 1998; Indgangsspor ◦ 1999; Vifteform ◦ 2000; Farvestænk ◦ 2001; Havegud ◦ 2002; Mening ◦ 2003.


I erindring om Louise Glück (1943-2023), især Wild Iris (1992).
Udgivet den

Lov om stilhed

De danske naturlove (6)

I

1979.	Ve har levet i al stilhed frembragt på planeten gennem   milliarder af år.

1980.	Ve kan jo se, at ve vokser i en geologisk epoke med tab af stilhed i et biotatruende omfang.

1981.	Ve ser hvordan vos fornemmelse for stilhed atrofierer og vos evne til at finde og være i stilhed svækkes.

II

1982.	Ve er naturkraften, vellyden og velværet; ve er vores egne livsbetingelser i stilhed.

1983.	Ve anser stilhed som en grundbetingelse for et sundt vækstmiljø og som fællesbiotisk livsbetingelse.

1984. Stilhed er mættet lyd. Den ægte stilhed er en ligevægtstilstand af naturkræfter.  Stilhed er nærvær af organiske processer.

1985.	Stilhed er fravær af mekanisk frembragt støj fra døde ting i fremdrift eller fald, især fra forbrændingsmotorer. Ubalance i stilheden kan også ske ved støj frembragt af organisk kraft; ve nævner til eksempel fældning af træer ved økse, brug af musikinstrumenter, opsætning af drager, pløjning, raslen med kæder, og meget mere.

1986.	Stilhed er derfor ikke blot fravær af støj; stilhed er en fortættet oplevelse af ens eget nærvær, af enhver selvhed i harmoni med sin omverden.

III

1987.	Til beskyttelse af stilheden bestemmer ve, at der indføres en enhed til måling af stilhed. Denne enhed er en amplitude af lyd frembragt ved organisk kraft.

1988.	Ve kalder denne enhed pluribelle. 

1989.	Ve bestemmer videre, at der udarbejdes en skala for stilhed at forstå som en skønhedstilstand for biotisk kraftudfoldelse af stigende intensitet.

1990.	Der fastsættes en basisenhed som den mindst mulige organisk frembragte bevægelse, eksempelvis et lyspartikels bevægelse over et fimrehår, en bestemt knop i skydning over et fastsat tidsrum, et enkelt sandkorns slibning af en strandsten ved en bestemt vindstyrke. Den herved frembragt stilhed kaldes en mikrobelle.

1991.	Skalen er åben og omfatter alle niveau af plurabeller på en logaritmisk skala af naturkræfter; et græsstrå i skyggen, et vandløb, en solskinsmorgen, en bævers gnaven, en ulv i krattet, en hjord af gnuer, en isbræs kælven, en oceanisk orkan, kontinenters sammenstød.

1992.	Ve bestemmer endvidere, at al mekanisk frembragt støj er at forstå som negativ stilhed, d.v.s. som negative værdier af pluribelle. Denne støj bliver at måle i decibel.

IV. 

1993.	Ve beslutter endvidere oprettelsen af et stilhedsindeks med lands- og vandsdækkende minimumsværdier for en sund og vækstfremmende organisk stilhedstilstand.

1994.	Ve beslutter endelig at ethvert godkendt fravær af mekanisk støj frembragt af forbrændingsmotorer i privat og offentlig regi skal begunstiges på grundlag af stilhedsskalaen. Det samme gælder lokalsamfund, der tager andre skridt til forbedring af deres stilhedstal.

1995.	Ved beregning af begunstigelser som ovenfor, skal ve minde om, at fravær af mekanisk støj ikke nødvendigivs er det samme som mættet stilhed; Stilhed optræder kun som resultat af organiske kræfter i biosfæren. 


Nyt i Index Titusind:
Planeten ◦ 1979; Biotatrussel ◦ 1980; Stilhed ◦ 1981; Vellyd ◦ 1982; Vækstmiljø ◦ 1983; ; Mættet lyd ◦ 1984; Støj ◦ 1985; Nærvær ◦ 1986; Lyd ◦ 1987; Pluribelle ◦ 1988; Biotisk kraft ◦ 1989; Lyspartikel ◦ 1990; Mikrobelle ◦ 1990; Bæver ◦ 1991; Isbræ ◦ 1991; Decibel ◦ 1992; Stilhedsindeks ◦ 1993; Mekanisk støj ◦ 1994; Biosfæren ◦ 1995.

Udgivet den

Digterfornemmelser i en kokasse

1971.	En vandretur på Kullen,
        Min teenagesøn og jeg,
        To halve liv siden,
        I løb faktisk, i skoven,
        Høje af jord og krop,
        Gennem overdrev med
        Låger og græssende kvæg.

1972.	Vi gør rast et sted, 
        Et minefelt af kokasser;
        Jeg tar fotos af én
        Fra flere vinkler,
        Iagttagende,
        Eftertænksom, 
        Æstetisk handling.

1973.	Billederne er tabte,
        Men substansen er skarp:
        En lys, tyndskidslind,
        Tallerkenstor plamage,
        Stukket med stråbidder,
        Skorpet overflade, hård,
        Hullet som ved skud;
        Gødningsbiller i drift
        Underminerende og
        Ivrigt ekskaverende.

1974.	Hvad skete der 
        Den dag på Kullen
        På hug ved klatten:
        Tavst observerende,
        Lykkeligt travende,
        Personarkæologisk,
        Kolortsgravende
        I en mindetue.

1975.	For jeg var røgterdreng,
        Drev kvæget hjem
        Fra marken efter skoletid,
        I stalden svabede patterne,
        Betjente malkemaskinen;
        Så på, når dyrlægen
        Hjalp med kælvning,
        Arm op til skulder
        I koens fødselskanal.

1976.	Jeg var kokassetilbeder,
        Drev rundt på marken,
        Duftede til drøvet,
        Det søde, lidt kvalme
        Muldartede materiale,
        Glad, komøgsberuset,
        Opsat på landmandsliv.

1977.	Nu, som ældre mand
        På vandretur på Kullen *), 
        Kommer erindringen 
        Klar, uopsættelig,
        Om den forårsdag
        Med min søn på tur,
        Den udskidte kokasse
        Og den lille dreng,
        Der snusede kolort
        Og drømte om
        At blive bonde.
 
1978.   Bonde blev jeg aldrig;
        Min søn brød ud
        Og blev biolog;
        Jeg brød af
        Og blev digter;
        Sådan sker det,
        Side om side,
        Titusind spor
        Og alligevel
        Samme vej.


Nyt i Index Titusind:
Kvæg ◦ 1971; Kokasse ◦ 1972; Gødningsbille ◦ 1973; Personhistorie ◦ 1974; Fødselskanal ◦ 1975; Drøv ◦ 1976; Mindetue ◦ 1977; Kolort ◦ 1977; Biolog ◦ 1978.


*) Se Kullaberg I aftensol.

Udgivet den

Arvetræ – 3

Arvetræ – 3

1967.	Bevaringsværdig,
        lokalplanstræ;
        javist så, 
        nærmest på nåde,
        ikke kærlighed;

1968.	Vi beskytter træ,
        men ikke:
        træ beskytter os;
        men lad det nu ligge,
        eller stå,
        uskiltet
        ufejret;

1969.	Kun lunken
        påskønnelse
        af det
        at være træ,
        vi kunne sige
        træets selvhed;

1970.	Eller anerkendelse,
        at vi går i arv,
        (hvorfor gå?)
        står i gæld
        (hvorfor stå?)
        til vores træer,
        som ikke er vores,
        men bare er.

Nyt i Index Titusind:
Bevaringsværdig ◦ 1967; Beskyttelse ◦ 1968; Selvhed - træ ◦ 1969; Arv ◦ 1970.
Udgivet den

Arvetræ – 2

Arvetræ – 2
Storbybotanik 8 - Singapore

1964.	Singapores arvetræer,
        Knortede stammer:
        Slægtsymboler i vækst,
        Tæller generationer,
        Vores og deres egne,
        Ligesom vi tæller dem,
        Giver dem skilte på,
        Ærer dem, ja, vedgår
        Den fælles arv.

1965.	Singapores arvetræer,
        Sprukne slægtsskaber:
        Vi nedstammer fra træer,
        Vi deler rødder og jord,
        Har fælles arvemasse,
        Og sproget ved ting før
        Vi selv forstår det;
        En skov af metaforer
        Med mavebælter på.

1966.   En blomst, en frangipani,
        Lagt på træets knudebark:
        En træhengiven gestus
        Fra en efterkommer
        På parkens altersti.
        (Hjemme har jeg frøformeret 
        To ægte kastanjer til
        Min datters to små sønner;
        Fire nye arvetræer).


Nyt i Index Titusind:
Arvetræ ◦ 1964; Arvemasse ◦ 1965; Kastanjetræ ◦ 1966.
Udgivet den

Arvetræ – 1

1961.	Træskænderen: 
        Straffri, skamløs,
        Milde manerer, veg,
        Hvid, tyndt hår;
        En dobbelt drabsmand
        Går fri - igen.

1962.	To kæmpe træer:
        Skovfyr og cypres;
        De kvalmende dump,
        Chokbølger i jorden
        Under mine fødder,
        I kroppens organer.

1963.	Slægters tab og savn:
        Træskud og børnespirer
        Vokser op fremover
        I amputeret minde
        Om forsætlig vold
        Mod to arvetræer.

1964.   Her gælder Jærnens lov:
        Lighed for os,
        Lighed for dem;
        Titusind pr. meter,
        Tand for tand,
        Træ for træ.
  
    
Se Vedtægter for Haveforeningen Jærnen
      
Nyt i Index Titusind:
Træskænder ◦ 1961; Skovfyr ◦ 1962; Arvetræ ◦ 1963 Jærnen ◦ 1964; Lighed ◦ 1964.
Udgivet den

Dronningerunde

Højreklik for at se i fuld skærm. Bemærk lille fritflue el. lign. på 1. kronblad t.v. ved 0:15 og igen på 2. kronblad ved 0:43.

Dronningerunde

1957.	Det er tid, nu skal vi ud
        I årets republik af bier;
        På knæ i visne blade
        Helt ned i sugehøjde:
        En beruset dronningebi
        Vælter rundt på bunden
        Af en lilla krokusblomst.

1958.	Hun kan ikke tåle mosten:
        Slikker sig selv i hegnet,
        Går omkuld, pollenstiv,
        Klamrer sig til kronen,
        Drysset gul på humlepelsen.
        Vi følger hende; en stok!
        Hjælp hende, hun skal op.

1959.	Skrumlet af en humlebi
        Klavrer op på bladets kant,
        Stønner, kroppen pumper,
        Puster, tung, sukkerhøj;
        Hjem at dampe rusen af,
        Bage honningbrød, stifte bo,
        Æg til søstres arvefølge.

1960.	Vi forlader hende, videre
        På årets dronningerunde
        Som hedninge og druider
        På tur i forårsriget:
        En solbedugget ceremoni
        Blandt åbne krokustande
        Leve frås og matriarkatet.

Nyt i Index Titusind:
Dronningebi ◦ 1957; Humlepels ◦ 1958; Honningbrød ◦ 1959; Matriarkat ◦ 1960.

Udgivet den

Trætopvandring

Trætopvandring
Storbybotanik 8

I.
Henderson Waves  

1955.	Fire gangbroer opsat
        Mellem tre grønne øer
        Til trætopvandring:
        Den første på sporet,
        Henderson Waves,
        Et selvbevidst design
        Omhu i materialer;
        Denne højbro, svunget
        Over træer i fri dressur;
        Ikke bare dekorativ, næh,
        Mentalt regenerativ
        I sit udtryk og topografi;
        Mere end bare arkitektur,
        Den bro har ideologi
        Som en hængende park
        Og pilgrimsvandring
        Op og ud i biofili.

1956.	Op gennem junglen
        Til Mount Faber ad stier,
        Langs tilrettede hække,
        Prydtræer sat i bede,
        Kantet af hvide sten;
        Vibrerende cikader,
        Enorme træer og blade
        I haveanlæg plejet
        Af byens oppasserklasse
        Sovende på bare fliser
        Nøgne fødder, en sko
        Aftaget til hovedstøtte
        En makker klemt ind
        På en havebænk stritter
        Med arme og ben
        Som haveredskaber.
        Tjenende træer, buske,
        Pergoaler i skygge anlagt
        Som wellness arkader;
        Ieg er her, siger træet,
        For at kysse din fod.


Nyt i Index Titusind:
Trætopvandring ◦ 1955; Biofili ◦ 1955; Tjenende træ ◦ 1956; Kys ◦ 1956.

II
Forest Walk, Canopy Walk og Alexandra Arch

Min vandring langs Southern Ridges gangbroer blev afbrudt, idet Forest Walk var lukket og jeg kom på afveje. Med udsigt til at vende tilbage i 2026 forventer jeg at kunne gøre sporet og teksten færdig til den tid.

Udgivet den

Forårsritual

Forårsritual

1952.	Spinkelt spyd gennem sne og løv
        Slunken bi i næringsstres, tom,
        Sine sidste sukkermolekuler,
        Og jeg, biotasulten, lyshungrig
        I mit blege hylster af hud. Vi,
        Blæstruskede, kolde, solslikne,
        Mødes i urgammelt forårsritual.

1953.	Biens tre par ben i nektardans,
        Taktil modus, rytmisk samordning,
        Ukendt for os; Men se: seks fødder
        Pedipulerer livsvigtig fødekilde
        På hovedet rundt i blomsterskål,
        Forslugen, bespist, pollenbørstet;
        Arketype for liv, håb og bonitet.

1954.	Den første forårsdag i haven,
        Vårkrokus skyder, bier summer,
        Enkle ord, skarp blæst, kold sol;
        Vi overlever hver for sig. Igen,
        Hoveder ivrigt stukket sammen,
        Helt tæt på, ind på tunge og øje;
        Hvert forår, mine millioner af år.


Nyt i Index titusind:
Næringsstres ◦ 1952; Forårsritual ◦ 1952; Pedipulation ◦ 1953; Arketype ◦ 1953; Vårkrokus ◦ 1954; Overlevelse ◦ 1954;
Udgivet den

Den sidste vintersol

Den sidste vintersol

1946.	En skovsø drænet,
        Pumpet, udsat yngelfisk,
        Et sted i Bøgeskoven.

1947.	Indtil ejeren en dag
        Smækkede med kontakten,
        Fjernede fisk, lod stå.

1948.	Det blanke vandspejl steg,
        Træer døde, sumpede til,
        Dunhammer, siv skød op.

1949.	En mose i værk,
        Fauna i trængsel,
        Århundreder venter os.

1950.	I dag så jeg havørn,
        Hejre, rød glente,
        Hørte traner i træk.

1951.	Den sidste vintersol
        Gullig klat i dis,
        Stille vand, sø i slør.

Nyt i Index Titusind:
Skovsø ◦ 1946; Fisk ◦ 1947; Siv ◦ 1948; Mose ◦ 1949; Hejre ◦ 1950; Vintersol ◦ 1951.
Udgivet den

Syv skud for etnobotanikken

Syv skud for etnobotanikken
Storbybotanik – Singapore

1939.	Ukendt sukkulent, fede blade,
        Plantetilvækst sart fostergrøn, 
        Blomst i orangefarvet saturation,
        Krukken, rumstérkammer for fluer
        Det første skud, en åben mund,
        Suktion og næring; til evig lyst,
        Et skud for herlighed.

1940.	Dybtblå pangfarvet blikfang:
        En ærteblomst, clitoriaslægten,
        Masser af censursynonymer;
        Gengøder af udpint jord;
        Det andet skud, sexbotanisk,
        Vi spejler os, symbolparate,
        Et skud for frugtbarhed.

1941.	Slyngtråd, et drejningsmoment,
        Kinetisk spænding i selvspiral,
        Dunet organisme set i mikroskop
        Eller vokseværk sat i mesterknob;
        Det tredje skud, et vækstprincip:
        Planteviljen, taktil, som idé;
        Et skud for vedholdenhed.

1942.	Abeskræktræ, en Norfolk pine,
        Vilter livskraft i lædernåle,
        Kæmpevækst i havgus og salt,
        Levende fossil og helligt træ;
        Det fjerde skud, en superlever
        Spirer igen i sit storbybur;
        Et skud for ustyrlighed.

1943.	Frangipangi, champa i Asien
        Blomst fra den højeste himmel,
        Parfumeduft til gravpladser,
        Venskabsritual, fredssymbol,
        Det femte skud, en ceremoni
        I hvid, gul, rosa fliget roset,
        Et skud for skønhed.

1944.	Kandebærer, spændstig form,
        Svunget horn og honninggift,
        Smækker svulstig læberand,
        Seduktion i rødt, frækt faretegn,
        Det sjette skud, en fælde,
        Syrekar, et grin, voksvæg glat;
        Et skud for dødelighed.

1945.	Madras Thorn, Fort Canning Park,
        Udnævnt til kulturarv, beskiltet,
        Vi er forbundne, beslægtede
        Under kronen, under huden;
        Det syvende skud, et arvetræ,
        Korket bark, min rynkede hånd,
        Et skud for fælleshed.


Nyt i Index Titusind
Sukkulent ◦ 1939; Herlighed ◦ 1939; Ærteblomst ◦ 1940; Frugtbarhed ◦ 1940; Slyngtråd ◦ 1941; Vækstprincip ◦ 1941; Abeskræktræ ◦ 1942; Levende fossil ◦ 1942;  Frangipangi ◦ 1943; Kandebærer ◦ 1944; Dødelighed ◦ 1944; Arvetræ ◦ 1945; Kork ◦ 1945.
Udgivet den

Gardens at the Bay

Gardens at the Bay
Storbybotanik 6 – Singapore

1931.	Jeg ville jo gerne kunne sige
        At man kan kende sin by
        På dens fravær af netop by,
        På alt det ind imellem, i
        Sprækkerne mellem det døde
        Og det levende, de måder
        Hvor planteliv trænger ind i byliv:
        Det anarkistiske, det rebelske,
        En forestilling om frihed,
        På trods.

1932.	Jeg ville jo gerne kunne sige
        Noget klogt, noget poetisk
        Om det nyeste vegationsprojekt,
        Singapores fortælling om sig selv:
        Gardens at the Bay,
        Men da jeg nærmer mig
        Kører metaforerne fast,
        Deres udrejste digter
        På opdagelse i storbybotanik
        Forfalder til det banale,
        Til vidne: paf tænker jeg
        Her er det ottende vidunder
        Rettere: bybotaniske vidunder,
        Men det er ikke rimeligt, 
        For da må jeg kunne nævne
        De syv andre, der går forud;
        Så jeg gør som jeg plejer
        I anden kultur end min:
        Klapper i, smider meninger ud,
        Åbner øjnene, træder op.

1933.	Gardens at the Bay, Singapore,
        To drivhuse af enorme dimensioner
        Den ene mere i højden,
        Den anden mere i længden,
        Bløde, runde aflange former
        Jeg vover pelsen med en metafor:
        Ryggene af to sølvskinnende havdyr
        I brydning mellem himmel og land,
        Den ene er en blomsterkuppel
        En botanisk have, middelhavsklima
        Sat i højbede, man kan komme til,
        Tæt på, berøre, selv om man ikke bør,
        Men også en skulpturhave, figurer,
        Står inde blandt planterne
        Totempæle, naiv kunst, 
        Havvasket træ i bevægelse,
        Glasblomster, strålende keramik
        Mytiske tableauer, kinesisk muzak
        Indbygget i blomsteropsætninger,
        Underholdning, fordybelse og
        Forlystelse rullet ind i ét.

1934.	Det andet drivhus genskaber
        Tropisk regnskov på et bjerg,
        Som Humboldts berømte tegning;
        Træer, planter, blomster, vandfald,
        Gangbroer i flere niveauer
        Dampskyer, skilte, tavler;
        Inden i bjerget udstillinger
        Diasshow og klimapædagogik;
        Det emmer af salig frodighed, fugtighed
        Fra titusinder og atter titusinder
        Skinnende, strålende blomster,
        Nåletræer, lianer, epifytter
        Guavaer, ananasslægter, orkideer
        Og kæmpe tropiske bladudhæng;
        Udenfor, under kuplen:
        Himmel og glitrende hav.
 
1935.	Infrastruktur til seriøs turisme:
        Åbne eltog, elevatorer og metro,
        Og det virker; folk strømmer ind
        Undrende, smilende, lettede, stille,
        Mobilpanorerende, opadskuende
        Selfiestangsmanøvrerende, selvoplevende
        Betragtende, tilnærmende, børneunderholdende
        Biomassebetagede betalende individer 
        Og mig selv opslugt indsnusende
        En kvart million plantesjæle.

1936.	Udenfor, i det anlagte terræn,
        Atten supertræer, i højden
        Tyve til halvtreds meter:
        Aftræk til anlæggets biogasturbiner
        Udvendigt plantebeklædte i
        Hundredhalvtredstusind individer
        Tilplantede, forgrende, svampeformede
        Op- og udadvendte himmelstrukne,
        Teknisk udformede mekaniske træer
        I tydelig henvisning til kæmpefyren
        Den californiske megadendron, 
        Komplet hver aften med lysshow
        Og crescendo operamusik (italiensk)
        Som om verden skulle genopstå, 
        Corny så det knager i alle koncepter.
 
1937.	Alligevel, det virker, det hele,
        Jeg behøver ikke nævne D-ordet;
        Kæmpetræer, det ældste og inderste 
        Symbol på verdens harmoni,
        En vision, uopnåelig, uden tvivl,
        Men vi kunne ikke overleve uden,
        En aftrækker fra vores junk DNA,
        Det ældste mest oprindelige glimt
        Af kultur og natur, ophævet,
        Og tilbage står vi, små, sårbare
        Under modertræet.

1938.	Så vidt, tid til eftertanke,
        Vi tager shuttletoget
        I mørket oplyste træer
        Tilbage til udgang og metro.
        Dette er ikke naturromantik,
        Hverken udstillet eller musealt, 
        Ikke ideologisk regimenteret;
        Men forlystelsespark, netop,
        Med alverdens planter
        Som attraktion og substrat
        Føjet sammen med os selv
        I kunst, myter, håndværk
        Snoede fortællinger, skulptur
        Ikke påduttet, ikke idealistisk,
        Bare økologisk cool teknologi, 
        Og bag det hele en kalkule,
        Lige så kølig som nøgtern:
        Sådan kunne vi overleve
        Dem og os tilsammen;
        Teknokratisk, men frodigt
        Planlagt, men overdådigt
        Tilrettet, men rummelig
        Dyrket, men livsdueligt,
        Selvbevidst og velhavende,
        Javist, men rigdom vokser på træer,
        Og byens fremtid gror i en have;
        Frihed, trods alt.

Nyt i Index Titusind:
Frihed ◦ 1931; Bybotanik ◦ 1932; Drivhus ◦ 1933; Botanisk have ◦ 1933; Regnskov ◦ 1934; Fugtighed ◦ 1934; Plantesjæle ◦ 1935; Kæmpefyr ◦ 1936; Modertræ ◦ 1937; Myter ◦ 1938; Rigdom ◦ 1938.

Udgivet den

🇬🇧 Six Thousand Trees in Hanoi

🇬🇧 Six Thousand Trees in Hanoi
City botany – Hanoi

1928.	It becomes blindingly obvious
        From the twelfth floor or twentieth:
        Round and out into the horizon
        Hazy, gray-dented citycrest,
        Massive concrete chains of towers,
        Colourless, devoid of vegetation,
        Miles upon miles upon miles;
        Within, in a state of embryo,
        The city centre green and low,
        Covered almost in tall trees,
        Lining shallow, shiny lakes
        A square kilometer or two:
        Historic citadel, barracks
        Dynastic capital and head quarters
        Of power and army echelons;
        Broad avenues and big trees,
        Space surrounding old villas,
        Shade, foliage and coolness
        From colonial planting,
        Open, empty luxury lawns
        In a megacity with only
        A square meter of park
        Per each stressed city dweller.

1929.	It’s all about feeling
        The special bond
        Between humans and trees;
        A man (typically a man)
        Can destroy a hundred years of growth
        In an hour or two;
        That’s a form of power:
        Trees are weak, they live on mercy.
        But when the tree is destroyed
        We live at the mercy of cement,
        A static, flickering asfalt oven
        Where only fools go out in the sun
        Uncovered in the naked city;
        This is the negative power of trees
        Their power of absence by violence;
        Known to city dwellers by viscera.

1930.	The City Council of Hanoi equipped
        With police, party and generals
        In twothousandfifteen did decree
        Cutting down six thousand trees;
        But when politics is forbidden
        Everything is always political;
        Townspeople understood at once
        That a greedy council was eyeing
        A corrupt timber deal
        Of finest African mahogany,
        In brief, that cutting is persecution
        In a country where no one
        Will defend a political detainee,
        Stand up for a beaten up activist
        Or a neighbour, and old friend;
        Now, everyone flocked to defend
        The threat to beloved trees
        With such anger and rebellion
        That the police dithered, 
        Shrunk back into the shades
        And the council retreated, forgave
        Itself their own excesses, as always,
        Left untouched that city nature
        Of which they know nothing;
        Cowered to that culture
        Of which they are unworthy;
        And bowed to that life
        In which they have no part.
A large part of the wayside trees in Hanois old town belong to the species khaya senegalensis, a tree fondly named in many languages, including African mahogany. I do not know for certain who planted them, but in view of their age, placement in the city and inclusion in the colonial layout of the city, and their origin from West Africa, it is reasonable to assume that the trees were planted by French town planners.
Udgivet den

Sekstusind træer i Hanoi

Storbybotanik – Hanoi

Sekstusind træer i Hanoi

1928.	Det bliver indlysende klart
        Fra tolvte sal, eller tyvende:
        Rundt om og ud i horisonten
        Sløret, gråtakket storbyrand af
        Massiv beton og kæder af tårne,
        Farveløst, vegetationsløst,
        Mil efter mil efter mil.
        Indeni, en slags fostertilstand:
        Bykernen, grøn og lav,
        Næsten dækket af høje træer,
        En kvadaratkilometer eller to:
        Et historisk citadel, kaserner,
        Dynastisk hovedstad, senere
        Kolonibyggeri og hovedkvarter
        For magt- og militærapparat;
        Brede alléer og store træer
        Plads omkring gamle villaer,
        Skygge, løv og kølighed,
        Fra kolonibeplantninger,
        Åbne, tomme luksusplæner
        I en megaby med blot
        En kvadratmeter park
        Per stresset storbyboer.

1929.	Det gælder om at føle
        Dette særlige bånd
        Mellem mennesker og træer.
        En mand (typisk en mand)
        Kan ødelægge hundreder års vækst
        På en time eller to;
        Det er jo en slags magt:
        Træer er svage, de lever på nåde.
        Men når træet er destrueret
        Lever vi på cementens nåde,
        En statisk, flimrende asfaltovn,
        Hvor kun tåber går ud under solen
        Ubeskyttet i den nøgne by;
        For dette er træets negative magt,
        Deres magt ved forvoldt fravær,
        Og enhver bybo ved det 
        I sine indvolde.

1930.	Hanois bystyre bestykket
        Med politi, parti og militær
        Dekreteret i totusindogfemten
        Fældning af sekstusind vejtræer.
        Men når politik er forbudt
        Er alting altid politisk;
        Straks forstod alle byboere
        At et grisk styre pønsede på
        En korrupt handel med tømmer
        Af fineste afrikansk mahognitræ,
        Kort sagt, at fældning er lig forfølgelse
        I et land, hvor ingen vil
        Forsvare en politisk arrestant
        Stå op for en lammetæsket aktivist
        Eller en nabo, en gammel ven;
        Nu flokkedes alle om at forsvare
        Byens livstruede vejtræer 
        Med en sådan vrede og oprør
        At politiet tøvede, trykkede sig i skyggen,
        Og bystyret trak i land, tilgav
        Sig selv sine excesser, som altid,
        Lod den bynatur være,
        Om hvilken de intet ved;
        Dukkede sig for den kultur,
        Til hvilken de ikke er værdige;
        Og bøjede sig for det liv,
        De ikke er en del af.


Nyt i Index Titusind:
Bykerne ◦ 1928; Park ◦ 1928; Bånd mellem mennesker og træer ◦ 1929; Nåde ◦ 1929; Vejtræ ◦ 1930; Fældning ◦  1930; Bynatur ◦ 1930.

En stor del af allé træerne i Hanois bykerne er af arten khaya senegalensis, kært træ med mange navne, bl.a. afrikansk mahogni. Jeg ved ikke med sikkerhed, hvem der har plantet dem, men givet deres alder, placering i byen og indpasning i en kolonial byplan, samt træernes oprindelse fra Vestafrika, er det rimeligt at antage, at træerne i sin tid er sat af franske byplanlæggere.

Udgivet den

Farquhar Garden

Farquhar Garden
Storbybotanik 4 – Singapore

1924.	Der står de så:
        Massive billedrammer
        Lige i øjet, et vindueskig
        Sat på tykke stolper,
        Banale virkemidler:
        Kunst, have, skiltning;
        Se dér, læs hér, forstå dét;
        Den rå folkedidaktik.

1925.	Bag rammen den tanke
        At det er folk selv,
        Der formes og farvelægges;
        Rammens egen virkelighed:
        Beskuer eller er det mig,
        Der er blankt lærred?
        Indsat og beskåret 
        I nuancer uden fantasi.

1926.	En frygt for rigtig kunst,
        Og hvad det kunne være,
        Omgiver disse vækster
        Udpeget til opbyggelighed;
        Guavatræet stikker grene ud:
        Det nonkonforme selvportræt
        Overskrider sine rammer,
        Som planter plejer
        Og altid gør.

1927.	Først ser det først tæt på:
        En filtret vækstkaskade
        Udover og nedover;
        Indeni en rulletrappe,
        Maskinel niveauforskel
        Mellem parkrundgang
        Og vejbelægning;
        Opmærksomhed i anlæg,
        Venlighed i udformning,
        Denne overkonstruktion
        Af indendørs og udendørs,
        Falder sammen,
        Lidt tropisk grokraft
        Isat lidt elkraft;
        Vi leger med fremtiden,
        Tæmmer hinanden,
        Hvem opsluger hvem
        Og hvornår?


Nyt i Index Titusind:
Skiltning ◦ 1924; Beskuer ◦ 1225; Guavatræ ◦ 1926; Vækstkaskade ◦ 1927; Grokraft ◦ 1927.

Udgivet den

Edderkoppelilje i Armenian Street

Klik for at forstørre billederne

Edderkoppelilje i Armenian Street
Storbybotanik 3 - Singapore

1917.	Så ses vi igen, Deres Liljehed
        Fra bedet foran min Hanoi dør;
        Hurtigt hilst i den skarpe morgen,
        Et skønhedsgib hver aftenskumring.

1918.	Edderkoppeliljens hvide jomfrukop,
        Blomstens slanke bladgevandter,
        Orange pollenkar vajer i luften,
        Som bløde nutationer under vand.

1919.	Jeg kom til Dem i Armenian Street;
        Her lå den første botaniske have,
        Nu, det kinesiske Peranakan museum,
        Muret, malet cool i malaj pastel.

1920.	Om hjørnet den armenske kirke,
        Hvor stedets botaniker er begravet;
        I parken gror en krydderisamling,
        Et memento fra byen som koloni. 

1921.	Seks verdenshjørner samlet
        På et gadekryds i Singapore;
        Jeg kan næsten nå dem alle
        Med udstrakte fingerspidser.

1922.	Og Dem selv, Deres Liljehed, 
        Af sydamerikansk planteslægt; *)
        Seks kronbladsnåle, en til hver,
        Samlet i Deres blomsterkompas.

1923.   Til sidst et etnobotanisk P.S.
        Om sprog- og fantasiforbistring:
        For nok er liljen lidt en edderkop,
        Men den har otte ben; ikke seks. 


Nyt i Index Titusind:
Aftenskumring ◦ 1917; Edderkoppelilje ◦ 1918; Botanisk have ◦ 1919; Krydderisamling ◦ 1920; Verdenshjørner ◦ 1921; Blomsterkompas ◦ 1922; Etnobotanik ◦ 1923.

*) Edderkoppeliljeslægten (Hymenocallis).
Udgivet den

Regntræet

Regntræet

Storbybotanik 2 – Singapore

1908.	Begavet er hver eneste vej og by, 
        Der har regntræer udvokset iblandt;
        Beskyttet er alle, der dækkes ind
        Under træets åbne og milde krone.

1909.	Få træer kan som den udforme en by,
        Gøre veje om til svale boulevarder
        Med brede rabatter, lys og luftighed,
        Der giver skygge, plads og velbehag.

1910.	Få træer er så let at vie sig til:
        Mægtige grene med spænd og styrke
        Rækker ud i enorme bladoverhæng:
        Lyslette pergolaer over park og vej.

1911.	Træet er dækket af hængende haver,
        Bregner, slyngplanter og orkideer,
        Der vokser op og ud i træstrukturen,
        Myldrende kompost og blomsterbede.

1912.	På Connaught finder jeg et træ i blomst
        Men mobilen er lille og jeg er gammel,
        Ellers er det omvendt; jeg kan ikke nå op
        Til et foto af dette altid skønne syn.

1913.	For der få træer som netop regntræet,
        Der dækkes af tusindvis af blomster
        Med støvdragere i kvaster af rosapink,
        Der mest ligner krontranens hovedpryd.

1914.	Humboldt så træet og målte det, naturligvis,
        I Venezuela, med en krone på 59 meter;
        Det står vistnok endnu, fredet og stort
        Og med navneskilt fæstnet til stammen.

1915.	Selv har jeg siddet under et slægtningetræ,
        Guanacasten, i ruinerne af et Maya tempel;
        Måbende her jeg stået under et jættetræ
        Bredt ud over gård og have i Honduras.

1916.	Jeg kører i bus langs en regntræsallé;
        Tænker på storbyen uden dem, uden lise:
        Åbne solstegte veje, ovnbagt asfalt,
        En ubeboelig og glohed hæslighed.

1917.	Men regntræer står overalt i Singapore,
        Mange er nu udnævnt til arvetræer;
        By og træ tilvokset gensidigt hinanden:
        En livsnødvendig træ- og mennesketraktat.


Nyt i Index Titusind:
Regntræ ◦ 1908; Luftighed ◦ 1909; Pergola ◦ 1910; Orkidé ◦ 1911; Alder ◦ 1912; Krontrane ◦ 1913; Fredning ◦ 1914; Guanacaste ◦ 1915; Asfalt ◦ 1916; Arvetræ ◦ 1917.

Regntræet (Samanea saman, også kaldet Abizia saman) har vist ikke noget navn på dansk, men er hér oversat fra et almindeligt engelsk navn.

Gaunacaste træet er gendigtet som historie i kapitlet af samme navn i min bog Liff.

Billedet nedenfor viser regntræets blomst og er med tak lånt fra Wikimedia Commons.

Udgivet den

Sauvages de la Rue

Storbybotanik 1 – Singapore

Sauvages de la Rue A

1905.	Et vildskud i betonen,
        Krakelurer i cementen,
        Vindbåren fuglefragt
        I megabyens sprækker
        Og disciplinpædagogik
        For de allernederste
        I rangorden for planter;
        Udsatte som de andre i
        Park- og vejproletariatet:
        Busk- og træbeskærere,
        Oppassere af blomster
        Og smukseret storbyadel;
        Vækster og vogtere,
        Hinandens fjender
        I hinandens hierarki.
       
Sauvages de la Rue B

1906.   Vegetation på trods
        I regnvandsfang
        Og undergrundsvæde;
        Her en pude mos,
        Lidt jord, lidt salt;
        På en befæstning ved
        Telok Blangah Hill
        Er ungplanter på vej;
        I revner i en mur,
        Fra nicher i en væg,
        Spirer planter frem,
        Skyder op, sætter skud;
        En busk på en bro
        Over Singapore Flod,
        Et træ bag et rør
        På Clarke's Quay,
        Et fristed at stå
        Hvor ingen kan nå.

Sauvages de la Rue C

1907.	Her burde være
        En botanikerrebel
        Med flora-app
        Og kridt i hånden
        Ud i cityfelten
        At identificere
        Og inskribere
        Gadens vilde
        I byparnasset:
        En cirkel, et navn
        På fire sprog
        Ridset i cement:
        Engelsk, mandarin
        Malay og tamil;
        Selv har jeg ingen
        Plantenøgle med
        Eller penge nok
        Til mange bøder,
        Men vil ære den,
        Der kunne, ville.


Nyt i Index Titusind:
Vildskud ◦ 1905; Plantehierarki ◦ 1905; Undergrund ◦ 1906; Salt ◦ 1906; Niche ◦ 1906; Flora-app ◦ 1907; Plantenøgle ◦ 1907.

For dem, der er interesseret i storbybotanik(ere), se til eksempel Sauvages de ma Rue på hjemmesiden for det Nationale Naturhistoriske Museum i Paris.

Udgivet den

🇬🇧 On Stepping Out in Oodi’s Level Three

On Stepping out in Oodi's Level Three

1904.   Nothing can prepare the visitor
        For the uplift, the sense of air
        On stepping out in Oodi's level three
        Of daylight shapes and lines;
        Here I must be and simply be
        Under a white canopy of waves
        A hundred meters long wooden floor
        Tapered and raised at both ends,
        And I see it, the feet understand:
        A ship's deck on a warped hull
        Yielding to the roll of the sea.
        A polyhedron in wood up by the bow,
        Round geometry by the master himself; 
        Quiet elation when the art is right,
        Only the one, yet it commands the room,
        Divina Proportione, don't get carried away;
        Thirteen hundred years have passed
        From one master to the other
        Contemplating under layered clouds; *)
        I sit sated in winter light.

New in Index Ten Thousand:
Geometry • 1904; Winter light • 1904.

Oodi is the Helsinki Central Library opened in 2018. Oodi is the Finnish word for ode.

Ai Wei Wei (1957- ) multiartist, humanist; the sculpture in Oodi is Divine Proportion (2012).

*) Du Fu (712-770), Contemplating Mount Tai (736) in David Hinton's translation or Gazing on the Peak in Stephen Owen's translation.

Udgivet den

Om at træde ud i tredje sal i Oodi

Om at træde ud i tredje sal i Oodi

1904.	Intet kan forberede en gæst
        På det løft, den følelse af luft
        At træde ud i Oodis tredje sal
        Af lysægte former og linjer;
        Her må jeg være, bare være til
        Under et hvidt bølgende hvælv
        Hundrede meter langt et trægulv
        Tilspidset, hævet i begge ender, 
        Og jeg ser det, fødderne forstår:
        Et skibsdæk på et bøjet skrog,
        Der føjer sig til havets rullen.
        I stævnen en polyhedron af træ,    
        Rund geometri af mesteren selv:
        Tyst lykke når kunsten er rigtig,
        Kun den, men den besidder rummet,
        Divina Proportione, forløb jer ikke;
        Tretten hundrede år skiller dem,
        Den ene mester til den anden,
        Eftertænksom under lag af skyer; *)
        Jeg sætter mig mæt af vinterlys.


Nyt i Index Titusind;
Geometri ◦ 1904; Vinterlys ◦ 1904.


Oodi, Helsinkis hovedbibliotek, åbnet i 2018. Oodi er det finske ord for ode.

Til Ai Wei Wei (1957-) skulptør, multikunstner, humanist; skulpturen i Oodi er Divina Proportione (2012). 

*) Se Du Fu (712-770), Contemplating Mount Tai (736) i David Hintons oversættelse eller Gazing on the Peak i Stephen Owens oversættelse.

Udgivet den

Det hvide C

Det hvide C

1901.	En sommerfugl, der får mig til at flagre
        Mellem digt og lepidopteri, håndværk sløres:
        Hvornår jeg er den ene, hvornår den anden?
        Takvingens liv en slags poesi i sig selv:
        At en hun vælger han efter foderstand,
        At de er mesterkamuflører i visne blade,
        Dette kryptografiske tegn under vingen.

1902.   Så disse åndeløst skønne æg lagt på blade,
        Grønne og gule krukker med hvide borter,
        Som jeg kun har set på foto, men nu
        Efterstræber med passion, noget jeg må se
        Med denne sære og monomane og mennesketrang
        At ville det fjerne, det sjældne, det høje,
        Eller det unikke i det helt dagligdags.

1903.   I år lader jeg alle nælder stå, også træet,
        Der væltede ind over min havedam i storm:
        En gammel gæslingepil og foderforsyning;
        Hele foråret vil jeg jagte miniature æg 
        Som kodeaflæser og titusindtingfinder,
        Dernæst dele verden med dem i digt;
        Mit fag, min mission og mani. 


Nyt i Index Titusind:
Det hvide C ◦ 1901; Sædpakke ◦ 1901; Æg ◦ 1902; Sjældenhed ◦ 1902, Gæslingepil ◦ 1903; Mani ◦ 1903
Udgivet den

🇬🇧 The last two birds in Hanoi

The last two birds in Hanoi

A real estate agent and I chatting,
Inspecting his newest and finest flat,
Five-storey bloc on West Lake Promenade;
Sliding doors open onto the balcony,
Sunlight lazy on the fat and shiny water.
We talk, we consider, we know each other,
Money and years passed through our hands.
Two sparrows skip about out there:
The last two birds in Hanoi.

All of a sudden soft bird whistles is heard;
He flings out an arm, eyes roll heavenward:
What more in the whole wide world
Could you ever want: live birdtwitter,
A free bonus included in the rental.
I say, it could be a sound recording,
A reasonable reply in these parts,
Synthetic birdvoices, sensor activitated;
He looks insulted, but this is play.
We move in, put flowerpots on the balcony;
A sparrow couple visits now and then:
The last two birds in Hanoi. 

Every Sunday morning by the lakeside
On benches in cafés, on small squares,
Arrive young men with covered cages
Held in one hand on scooterrides;
They're suspended from lines in trees,
Where the birds are fed, nursed and tended;
Men sip coffee, smoke fags, and listen,
Relishing sounds from a period gone by,
A competition of birdsong belle canto;
Maybe our sparrow couple drops by:
The last two freebirds in Hanoi.

I try to recall, I ask my love:
Were there gulls on the lake, crows in garbage,
Were there finches and tits in the trees,
Were there falcons and herons in the air?
Do we remember? Were there, really?
My love says, birds are in the countryside,
And uses a word to say bumpkin country,
Maybe she also mean to say bumpkin birds;
Not unfriendly, not anti-avian, not at all,
Just habitat-conditioned megacity language;
They've probably eaten them all, she says;
Except those on our balcony:
The last two birds in Hanoi.

Udgivet den

Digt er

Digt er

1900.	Digt er 
            passion, passion, passion;
        Tekst er
	    præcision, præcision, præcision;
        Derfor
	    revision, revision, revision.
	

Nyt i Index Titusind: Passion ◦ 1900.

Udgivet den

På knopskud

På knopskud

1895.	Lidt solskin, lidt lys i øjet,
        Ud på skovvej og stier,
        Ud i haver og blomsterbed,
        Op i træer, rundt om buske,
        Ind over hegn og hæk.

1896.	Her er knopper, knopper,
 	     knopper min bror:
        Tjørneknopper, slåenkopper,
        Bøgeknopper, æbleknopper,
        Granknopper, taksknopper.

1897.	Knopper, knopper i alle former,
        Gemte, indrullede, lange,
        Rynkede, foldede, store,
        På knopskud inde hos nabo,
        Ud på eng og overdrev.

1898.	Her er knopper, knopper, 
             knopper min bror:
        Ahornknopper, hasselknopper,
        Pileknopper, cypresknopper,
        Hægknopper, bærknopper.

1899.	Lidt solskin, lidt lys i øjet,
        Ud på skovvej og stier,
        Ud i haver og blomsterbed,
        Op i træer, rundt om buske,
        Ind over hegn og hæk.


Nyt i Index Titusind:
Busk ◦ 1895; Tjørneknop ◦ 1896; Knopskud ◦ 1897; Ahornknop ◦ 1898; Blomsterbed ◦ 1899.
Udgivet den

Ekstravagante planter – akantus

Klik for at forstørre billedet 

Ekstravagante planter – akantus

1889.	Strunk og statelig
        Rundt havedammen
        I svungne buer
        Ned over vandet,
        Indtil de segner
        Vokset i sænk,
        Ud over sig selv;
        Solhungrig Ikaros.

1890.	Akantus er min yndling,
        En biologisk stridbarhed.
        Planten har mange navne:
        Bjørnelab og bjørneklo,
        Bjørneklov; hvorfor mon,
        Bjørn og beelzebub i én?
        På engelsk kaldet bjørnebag,
        Pudsig omvendt synsvinkel;
        Folkeviddet er endeløst.

1891.	Blomsten er befæstet:
        Det nederste svøbblad
        En yndefuld halvskål,
        Grønlig hvid og venet,
        Med et langstrakt næb
        Trukket ud i sylespids
        (En form eminent vegetal,
        Intet menneskeskabt ligner,
        Tænk soldug og karnivor),
        Bladets kanter bestykket
        Med kraftige, lange torne.
        Jeg tænker, det er hér
        Man har set en bjørnepote.
        Selve blomstergabet
        Opspærret og armeret
        Med et nålespidst spyd
        Sat lumsk på skrå, 
        Som partisanens baghold,
        Der blokerer adgang
        For sultne insekter,
        Fugle og pilfingre
        Som jeg, stukket skarpt
        Øjeblikkeligt.

1892.	Bestøvning kun af bier,
        Hærdebrede humlebasser,
        Der kan mase sig ned
        Mellem svøb- og kronblad;
        Jeg har set det,
        Filmet det en gang:
        Hele blomsten bæver,
        Blade bugner op,
        Stænglen skælver,
        Når bien kravler ned
        Og bakker baglæns ud,
        Summer bort igen.

1893.	Vi tiltrækkes og beundrer
        Akantus som blomst:
        En ophøjet planteform,
        Som lilje og oliven,
        Brugt til symboler og
        Kunstneriske motiver
        Gennem tusinder år.
        En akantus pryder
        Den korintiske søjle,
        Som tempeludsmykning
        Og antikt magtornament;
        Jo, etnobotanikken
        Lever i os alle.

1894.	Ja, jeg ved, jeg ved:
        Min tvivlsomme fatwa mod
        Den antropomorfe metafor;
        Lige så nytteløs som ikonforbud 
        Eller et dørslag i regnvejr;
        En digterisk parole,
        Der ikke rummer,
        At planter lever,
        Og lever meget længe,
        I kulturens billeder
        Og livssymboler.

Nyt i Index Titusind:
Strunkhed ◦ 1889; Akantus ◦ 1890; Bjørneklo ◦ 1890; Svøbblad ◦ 1891; Armering ◦ 1891; Bestøvning ◦ 1892; Ophøjet planteform ◦ 1893; Etnobotanik ◦ 1893; Humanmetafor ◦ 1894; Livssymbol ◦ 1894.

I erindring om Johan Lange (1911-2007), dansk botaniker og etnobotaniker, hvis storværk Ordbog over Danmarks plantenavne 1-3 er en uundværlig ledsager for enhver plantedigter og humanist med interesse for de dybe kulturelle bånd mellem planter og mennesker.
Drevet af WordPress