Ved Hallamölla vandfald

Ved Hallamölla vandfald

1425.	Vi kommer over skambidte bakker,
        Et par træer hist og pist,
        Hvor fire ungheste finder os,
        Tager opstilling i en halvcirkel
        Nysgerrige, frem mod vores åbne hænder,
        Ansigt til ansigt, stille, store øjne, 
        Vi ånder sammen, mule mod mule,
        Mumler, betragter, berører,
        Indtil den største sænker hovedet,
        Taber interesse som tegn til flokken,
        Og vi vandrer videre af stien
        Langs Verkeåen ud mod havet.

1426.	Vi vandrer af andre bakker,
        Sandbjerge med tottet bevoksning
        Randmoræner, måske, højderygge
        Perforeret af kaninhuller
        Ind i alle skrænter, dybt,
        Eller lodret ned, en meter,
        Og ude i den lave bevoksning
        Hvide gumper, der vipper overalt
        I det hjælpeløse landskab,
        Hvor røde glenter kredser højt
        Over et nøgent, afgræsset revir
        Med åen i bugter nedenfor,
        Kantet af træer, marktilgrænset
        I en naturpark sådan kaldet,
        Der ligner en ødemark.

1427.	Stien svinger ned af bakke
        Vi kommer tæt på Verkeåen,
        Og nu kan vi høre det:
        Flerstemmig, vedvarende klukken,
        Uden lige blandt andre lyde:
        Lyden af vand i en hurtig strøm.
        Åen får lov at passe sig selv;
        Træstammer, grene og kvas
        ligger hulter til bulter i vandet
        Og åen strømmer frem, risler, 
        Overdådigt og livsdueligt;
        Vi nikker og peger, for dette
        Er urvand, prima habitat,
        Vi mærker det i alle led,
        Og inden længe undes vi
        Et møde med sortspætten,
        Der kalder kri-kri-kri to gange,
        Sætter sig på et træ foran os, 
        En ungfugl, meget stor, kulsort, 
        Lidt isserødt, dog svært at se,
        Viser sin profil, men dækker sig
        Kigger frem igen og flyver væk;
        En lykkefugl jeg ikke har mødt
        Det sidste halve hundrede år.

1428.	Vi følger åen videre ind i skoven,
        Hvor vi finder ly for natten;
        Ligger som menneskelarver
        Tillynet i telt og soveposer,
        Mens kulden kryber sammen
        Og månelyset falder klart 
        Ind blandt trækongressens
        Mørke, næsten sorte silhuetter.
        Vi udklækkes i morgengryet,
        Hvor temperaturen går mod nul
        Og da er vi blot mennesker
        Blandt radikale former for liv
        I eksistensens elementer:
        Træer, søvn, muskler, sult
        Og vandløb i bevægelse.

1429.	Vi kommer da til Hallamölla,
        Et femdelt vandfald over klipper,
        Et møllehus bygget på kampesten
        Og landets falurøde tømmer:
        Skovlhjul og kværneplads
        I syvhundrede år deromkring,
        Passet og drevet i fattigt slid,
        I mark og skov og til havs
        For præstevælde og øvrighed.
        Et skilt på ruten fortæller, at
        Egnens bønder skulle levere
        Ti læs ved til kongen årligt.
        Jeg tænker det er femti rummeter
        Og har prøvet, hvor meget det er:
        Et par måneders iskoldt hoveri.

1430.	Jeg betræder forsigtigt alle sten,
        Hvert fodstort stykke jord
        Rundt om faldets øverste del;
        Små sidestrømme hvirvler,
        En trækanal leder vandet ind
        Til trækværk og møllehjul;
        Alt er bevægelse, uden ophør frem,
        Vand skummer og gurgler i
        Kaskader ud over klippesten,
        Falder, vælder uudtømmeligt.

1431.	Jeg rækker hånden frem,
        Mærker det kolde vand
        Strømme over mine fingre
        I et ritual så gammelt 
        Som menneskeheden selv;
        Før sprog, før redskaber
        Før ånder, før kosmologi,
        To elementer i berøring:
        Min livskraft; din vandkraft.