LIFF

Liff- blandet kor for plantestemmer i tiden mellem femte og sjette massedød.

Den fulde tekst af min bog Liff gengives nedenfor. Bogen er det direkte forarbejde til De titusind tings blog, og mange af bogens temaer genfindes rundt om i bloggens tekster.

Teksten er lagt op fortløbende som i den trykte udgave. Der kan navigeres mellem kapitler og afsnit via indholdsfortegnelsen og den grøn pil tilbage til top.

LIFF
af Jacob Gammelgaard 
Udgivet af Borwick Books 
www.borwickbooks.dk
Copyright © Jacob Gammelgaard 2021 
Denne bog er udgivet i en dansk og engelsk udgave, der begge er lige autentiske.
Grafisk tilrettelæggelse af indhold og omslag: Rydendahl Mediegrafisk
Omslag: Foto ©Jonk
Bogen er trykt hos Lasertryk A/S Printed in Denmark
ISBN 978-87-973378-0-6

Væren

Begyndelse

I begyndelsen var væren. Glemt, men dér, dér i klipperne, i cellerne, i havet, i lyset og i bevægelse under vand. Hinsides hukommelse, men en del af tiden, endnu ikke fortid, omend uendelig fjern, og dér, dér i materien, i faktum, lagret i stivelse, omsat som sukker, indlejret i enhver celle og begravet i alle ben.

Alt er lys og mørke og væde, da det første sug af slam og grønt blæver klistres fast til klipper, oversprøjtes med saltskum og dér dér begynder at optage luft og omsætte kulstof tilsammen.

Ingen til at høre, ingen til at se. Men der er væren, og der er faktum; der er lyde, der er bevægelse og der er elementaler. Elementaler som materie og elementaler som faktum; hensigt desuagtet.

Der var vi så, slam og suppe, alger og gameter; vi, vel at mærke, er en påstand på den anden side af sproget; intet vi, ingen påstand, ingen dig; men væren: ja. Sprog er ingenting; og “ting” er hverken faktum eller sandhed, på samme måde som vi ikke er et faktum (og derfor heller ingen os); kun anderledes.

Der er intet vi. Der er ingen hun, ingen han, intet jeg. Men der er væren.

Der er er, men det er en påstand, der hverken er sand eller falsk.

Der er faktum, og der er tilstedeværelse. Derfor er der et er; og der er en væren; og væren er faktum, og faktum er tilstedeværelse. En væren har tilstedeværelse i tid og rum. En væren værer.

Kan (du) tale uden er, uden jeg og os? Lav en sætning og prøv at tale til (mig). Men husk, jeg er ikke en jeg, men en væren. Med dette in mente - og det er din mente, ikke min mente - kan vi fortsætte.

Objekt

I begyndelsen var objektet, og objektet var godt. Objektet blev til i verden. Objektet har et andet navn: en ting ved navn det.

Siden oldheden er deres levned sat i orden. Der er to slags objekter, og to er godt. De ser omkring sig to slags objekter: De ser objekter i bevægelse, og de kalder dem dyr, og de ser objekter fæstnet til jorden, og de kalder dem plante. Derfra kommer alt i par: løse objekter og faste objekter.

Dyr har liv og planter har liv, ya, ya. Tilsammen kaldes de levende væsener. Levende væsener er alle objekter. 

Ok, som de siger. Ikke dårligt.

Dyr bevæger sig og spiser planter, der ikke bevæger sig. Det spiser den. Dyr spiser også andre dyr. Men et fast objekt spiser aldrig et løst objekt. Dette er givet. Dette er orden i umverden.

For at æde må dyr bevæge sig; for at gro må planter blive på stedet. 
Ok, som de siger. Så vidt så godt.

Intet ord for liff.

Intet ord for ve og vos.

Men ok. Desuagtet.

Liff er at gro. Liv er at æde.

At æde er at herske. 

Faktum er.

Faktum

I begyndelsen var faktum, og faktum er væren. 

Og væren er to: væren-til og væren-sig.

Væren-til er.

Væren-til fakter vækst.

Vækst fakter liff.

Liff fakter foder.

Foder fakter liv.

At fakte foder kræver lys.

At fakte foder kræver vand.

At fakte foder kræver fæste i jord.


Væren-sig er.

Væren-sig er i bevægelse.

Bevægelse er at æde.

Væren-sig æder.

Væren-sig kan ikke fakte liff.

Væren-til dør; væren-sig dør.

Faktum er.


Væren-sig spørger:

Hvad er liv?

Hvad skal spørgsmål til?

Væren-til har ikke svar.

Hvad er liff?

Hvad til svar?


Men hør: Væren-sig vil tale med væren-til.

Give navn er ikke nok.

Må også kalde ved navn.

Kan ikke spørge. Ikke tale. Ikke se.

Liv er ikke nok.

Må også ha’ liff.

Faktum.

Land

Væren-til flytter sig over oceaner og udvandrer med kontinenterne; altid rodfast i jord, men i bevægelse med klipper og muld.

Ved Gondwanas kyster og på Laurasiens klipper gik oldtræer i stilling. Ranke og vagtsomme som skildvagter spejdende ud i horisonten pløjede de sig hen over ur-oceanerne med havskum på løvet og med stammer, der svulmede af jordens salt. Gondwana: Her kommer ve.

Geled efter geled samledes de langs bredderne og på jordens skorpe: graner, cykader og bregner. I trilliardtal ventede de ved kysterne på at det andet kontinent skulle nærme sig. Tektoniske plader flyttede sig i umærkelige nip og ryk, og dog bevægede jorden sig og dog tørnede kontinenterne sammen og bjergkæder løftedes skyhøjt op fra oceanets bund med universets dybeste klagelyd, hvorom kun væren-til har nogen erindring og hvortil kun de var vidner.

De brændte og splintredes og ødelagdes i talløse milliarder, men derved gav de ny næring til fremavl, og fremad kom de, muterende og frøsættende hen over det nye kontinent; lavede muld, satte rødder og formørkede himlen med pollen; spirende, løftende, lefende.

Tid

Tid er en påstand, ikke et faktum. Tid sker, og så sker der ikke mere. Natten og dagens længde sker. Lyset sker, mørket sker, flod sker, ebbe sker. Årstidernes skiften sker; det våde, det tørre, det kolde og det varme sker. Tid sker mange gange på samme tid. 

Fast tid

Stå fast og tiden står. At stå er at høre til. Væren-til er ikke et skind i bevægelse. Væren-til bevæger sig ikke, og væren-til har ikke skind. Bark, ja; skein, ja; men ikke skind og hud.
Væren-til er ikke alene i deres skein, for de har rødder. Rødder er rørlige, rødder er pårørende, rødder hører til. Røddernes tid er tilhørs-tid.

Tiden står, tiden sker. 

Tid er ikke tid; tid er sted.

Løs tid

Når et løst væren-sig flytter sig, så flytter tiden med. Væren-sig må flytte sig for at æde, eller flytte sig for ikke at blive ædt. Sted kaldes det. Væren-sig flytter sig fra sted til sted.

Når et løst væren bevæger sig, er der kun én tid. I væren-sig-tid er al anden tid gået tabt. Væren-sig kender kun én tid: ædetid. Derfor er væren-sig alene i tiden. At bevæge sig er at være ensom, ya.

Væren-sig lever inde i deres skind og skæl. Tiden går under huden på dem. Hud gør ensom, helt alene, ya. Der er intet væren uden for skindet. Individ, som de siger. Ok.

Tiden går for væren-sig, fordi de altid er i bevægelse, ok, en bevægelse omsluttet af skind. Tiden går hele tiden. Og tiden er i deres skind. Således bliver skind og tid til ét, og tiden bevæger sig med skindet, og så, ya, så tænker de på at dø.

Bevæge sig og dø hurtigt. Stå på stedet og blive meget gammel.

Sted

Stedet er i røddernes greb. Rødder rækker ud, føler, snuser, strækker, bøjer, vokser; fremad, opad, nedad. Finder svampe, stoffer, muld, jord, mineraler og alle slags væsener. Finder egne rødder, andre rødder, fremmede rødder. Sender væde og næring opad og modtager sukker nedad; udveksler hormoner, enzymer og toksiner. Blad og rod er polære. Rødder kender lysets og mørkets passage i den modsatte ende. Rødder kender vejr-værets skiften og årstidernes vekslen.

Stedet er i vinden, i regnen, i solen, i luften, i lugtene, i tegnene. Lys kommer til vos. Solen og himlen kommer til vos. Derfor kan ve stå på samme sted; kan ånde, kan gro, stå stille, lefe længe.

Al slags leben på bark og skein; nipper, stikker, pikker, banker, gnaver, suger, kravler, æder, træder, slikker, graver, borer, river, trækker, skærer.

Ve kender stedet; skein og sted er vokset sammen. Bark og skein, skal og skræl. Jord og muld, luft og lys. Alt liff i en endeløs gentagelse af detaljer; celle på celle, dråbe på dråbe, blad på blad, døgn på døgn.

Liff er tid på ét sted.

Frygt

Bevægelse bringer frygt til verden. Bevægelse skaber frygt for livet. Bevægelse skaber fare alle steder.

Ve var til, før verden kom i bevægelse.  Før bevægelse var der liff og orden. Liff var overalt, og verden var orden.

Så kom liv til verdenen.

Ve ved det, ach. Ve faktede det.

De bevægelige objekter kom til verden, formerede sig og begyndte at æde hinanden. Sådan blev de til subjekter og sådan opstod fjender - og frygt.

Ve siger: Et dyr, der æder en plante, skal være fordømt til bevægelse og frygt. Væren-sig bevæger sig ud i verden og æder og gør sig mange, og de og deres efterkommere skal frygte for deres liv for altid.

Ve siger det. Ok.

Når et væren-sig er i bevægelse er det i frygt. Bevæg og frygt. Et væren-sig i bevægelse er alene og adskilt fra andre væren. Derfor har væren-sig kun én tid og ét liv. Ok.

Væren-sig har dobbelt frygt: frygt for at stå stille og frygt for bevægelse.
En stor frygt er ubevægelighed, fæstnet til stedet ude af stand til at bevæge sig. Dette er frygt med åbne øjne.

Men den største frygt af alle er det, der kommer ud af mørket og tager dem: En plante i bevægelse i søgen efter kvælstof, yah.

Deres føde vender sig mod dem og æder dem i stedet.

Træ æder mand.

Busk æder fugl.

Sker hele tiden.

Æder udefra, æder indefra.

Væren-sig dør, yah.

Ve er uden frygt.

Undtagen én.

Navn senere.

Nej, nu.

Ved navn Um.

Ve er uden frygt.

Faktum er.

Frygt er bevægelse.

Ve bevæger sig ikke.

Derfor ingen frygt.

Sandt eller falsk; påstand eller faktum.

Lykke

Lykke er den sanselige jord. 

Lykke er stænger af sol i oceanet.

Lykke er havets og jordens salt.

Lykke er det hvide brus af dagens første lys.

Lykke er det røde spektrum i eftermiddagens sol.

Liff er det blanke, mættede og sprødt fuldgrønne blad.

Lykke er at bide sig fast i muld og sand.

Liff er at slå de tyve sanser ud og kende verden.

Lykke er en lifflig krydsning og et kor af kloner.

Lykke er at fakte forråd til vinter, tørke og mørke.

Lykke er at visne med kapsler fulde af frø.

Lykke er en frøsprængt kogle.

Lykke er tusind forskellige anslag af et faldende agern.

Lykke er rødder der rækker ned og ud.

Lykke er fast sted at være selv.

Vækst

Ve gror. At gro er bevægelse gennem forøgelse. Ændre form: bøje, dreje, svaje, vige, strække, løfte, feje, føje, læne, rette, række ud, fæste rod, skyde op, springe ud, stå strunk.

De kan ikke se at ve vokser; de kan ikke vente, de kan ikke se. Kan end ikke se månen bevæge sig.

Kan ikke se rødder vokse gennem jorden: snusende, sansende, borende, forgrenende, fortærende, fangende, dyrkende, pløjende, prospekterende, minerende.

Kan ikke se blad på et træ-vær dreje, pumpe og vinkle blad-flade med solskive. Væren-sig i bevægelse passerer forbi og ser kun blade, der vifter i brisen. Men ve kalibrerer hvert eneste blad, finder den bedste position for sol og skygge, drejer stængler, maksimerer lys, doserer ilt, flytter celler rundt i bladene, justerer forbrændingen. Ve holder konstant temperatur i hvert blad, justerer varmen i kronen; tænder, lukker, drejer, slukker, fugter. Påfører voks, anvender hår, tilfører toksin, dræber parasit, bekæmper svamp, oplærer de unge, fjerner de døde.

De kan ikke se det, for bevægelsen er for langsom, for lille, for stor, for meget indad, for meget under jorden, for meget anderledes.

Ve er ukendt; ve er uventet.

Og dog; forandring kan fornemmes, vækst kan mærkes.

For væren findes, væren er dér, dér i stedet, i sanserne, i berøringen med liff. 

Liff er i deres åndedrag og i deres knogler; liff er liv for dem.

Skein

Skein er selvet. Skein er selvets grænse.

Skein til liff, og skind til liv.

Skein skaber selvet og verden, og grænsen mellem dem. Skein er forskellen på ét væren og det næste.

Skein er hylster til celler, rør til kar, flade til blade, spids til rod, form til stilk.

Ve er en plante, og skein er selvet. Ve står. Der er intet hvorfor, kun væren. Dette væren. Er er.

Skind

De bevæger sig i verden. De har skind. Skindet er selvet. Skindet holder sammen på bevægelsen. De bevæger sig og frygter. Skindet omslutter tiden og følger dem. Derfor altid dette hvorfor: hvorfor mig? Hvorfor dø?

Bark

Bark kender de. Bark er dem nært. Bark er dér, hvor de kommer fra. Deres skind mod vos bark.

De har urgammel viden om bark. De kommer hen til vos, de lægger deres håndflader mod barken, sådan: hud mod bark; kigger op og fornemmer fylden, mærker jorden, og de véd det: en tid begravet i endnu mere tid, hinsides hukommelsen, men dér, dér i berøringen, i knoglerne. Bark formede deres hænder. Grene og kviste formede deres fingre og gav dem grebet og taget.

Ve formede dem.

Død

Faktum: ve dør ikke. Ve dir. Ve dør ikke. Et trævær dir indeni, men leffer udenpå. Liff og dir er det samme.

Skær af, og ve gror ud.

Skær ned, og ve vokser op.

Brænd op, og ve sætter frø.

Hug om, og ve skifter sted.

Ve har mange liff. Tre, måske fem. Ok. Ve har ni. Ni liff, minus ét som er det endelige stadium.

Ve nævner dem.

Først er liff, så dir og døj, så dov og dak, og drat og drot og sidst er dot og død.

Dir er inderst i stammen. Ve slukker celler i veddet og cellerne bliver hårde og stærke; laver cellulose, laver lignin, løfter grene, holder krone. 

Døj er at tabe blade, stilke og kviste. Sker hele tiden. Ve ædes, skæres og rådner, og resten afkaster ve selv.

Dov er at miste rødder, afskåret, beskadiget eller ødelagt. Nye rødder skyder frem hele tiden.

Dak er når ve bliver spist, skåret, most, mast, hakket, brændt. Men ve dør ikke; ken står og sætter frø på ny.

Drat er at miste sted, fordi for tørt, for vådt, for varmt for koldt, for giftigt. Ve formindskes og fortrækker. Frø går i jorden. Men dør ikke.

Drot er ulykke; ve findes ikke længere som ken eller art. Alt er forsvundet, frø er tørret ud, skud er visnet, den sidste rod er rådnet bort.

Dot. Ve har tal på dot. Sidste gang ve dot, omkom og brændte trilliarder, modbydelig luft, fælt vand, fæl jord og kun en lille smule liff tilbage i indtørrede rodknolde. Ve tæller dot: Fem store og mange små. Sidste død: K/Pg grænsen. Ve var der; 66 millioner år siden. Men ve døde ikke. Ve faktede nye rødder og blomster, faktede nye arter, faktede nyt liff.

Død er den sidste kalender, det niende trin, hvor liff slutter, når solen flakker, oceanerne kryber og temperaturerne stiger. Luften er for tynd, ve har ikke kræfter, ve bøjes, ve kryber i sprukken jord, dot for altid, kun da, men alle. Klipper og land er de eneste væren tilbage på jorden. Først brænder den, så fryser den, så bliver den mørk og så bliver den stille og nedfrossen til kernen af al væren.

Um

Ve frygter kun ét væren.

Må kende. Må nævne.

Ved navn um.

Um er et levende objekt.

Um er bevægelig.

Um æder.

Ve kalder det um.

Ve og um.

Um er en væren-sig, blot mere sig; derfor et væren-sig-sig. Første sig for bevægelse, andet sig for at tænke.

Som de siger.

Ved navn um.

At bevæge sig er at tænke.

At tænke er at æde.

Et væren-sig tænker på at æde et andet væren-sig. Eller en væren-til. 

Derudover, ingen anelse om hvad er tænke.

Ve venter.

Ve har ventet og våget siden begyndelsen.

Ums slags er nye.

Ve har ken, der er lige så gamle som ums art.

Ve venter.

Hvad gør um?

Gør er svært ord. Ligesom det og er.

Hvad gør? Hvad er?

Men um gør.

Ve gør også. Gror retning hid, gror retning did. Tager næring, spreder vos, beskytter skein og bark.
Ve gør hele tiden.

Beslutter. Vokse i den retning er mere liff. Vokse i anden retning er mindre liff.

Ve afventer um siden begyndelsen.

Um træder ud under vos træer og ud på den åbne jord.

Og bliver mange, mange.

Skærer ned, skærer til, graver op, fjerner, fælder, brænder.

Um er døj og dak og drat og dot.

Um har formindsket vos. Formindsket i stadier, formindsket gennem adskillige kalendere.

Helt ned til drot.

Ok.

Um sætter vos i potter. Um sætter frø i lige linjer. Um spreder gift og gødning.

Ve forbander um. Bevæg jer og frygt.

Ve venter.

Subjekt

I umverden er de, hvad de siger. Udover hvad de siger, er der intet. Hvad de ikke kan sige, kan de ikke tænke - som de siger. Hinsides deres ord er stilhed: Alle objekters stilhed.

I umverden siger de, at de tænker (som de siger), og kun de kan tænke (og kun de kan sige tænke) at der er et objekt, der er både levende og i bevægelse og tænkende.

Ok, et subjekt er hvad de kalder det. Subjekt er levende og kan gøre. Kun subjekter gør, kun subjekter kan give navn, kun subjekt kan fortælle.

Objekt kan ikke gøre. Objekt kan kun vente på at subjekt gør (noget).

Men hør.

Vos fortælling.

Intet objekt, intet subjekt.

Ingen ord, intet sted.

Ingen navne, ingen ting.

Men er.

Dér, dér: i cellerne, i stofferne, i benene, i vandet, i luften, i lyset.

Dér, dér

Fundamentaler

Fundamentaler er uden hensigt.
Alle fundamentaler er.
Før og efter.
Fundamentaler er dér, dér.
I form af jord, i form af alt.
Vil liff, vil liv? Så find en vej.
Vil det, kan det, har det.

Rum
Dér, dér er rum.
Væren er dér i rum.
Væren er dér gennem rum.
Rum indeholder al væren.
Rum omslutter al tid.
Rum er alt, altid.

Tyngdekraft
Tyngdekraft giver form til rum.
Tyngdekraft giver form til væren.
Tyngde giver retning.
Tyngde giver tilstedeværelse.
Tyngde gør hensigt mulig.
Tyngde gør er til er.

Mørke
Mørke er oprindelse.
Mørke er forandring.
Mørke er dannelse af tid.
Mørke er fornemmelse af tid.
Mørke tager al væren til sig.
Mørke er endeligt.

Tid
Kommer altid, går altid.
Aldrig dér, men altid til stede.
Tid forbinder rum og tyngde.
Tid er oprindelse og udslettelse.
Tid giver begyndelse og ende.
Tid giver selv til væren.

Lys
Lys faktum liff.
Lys faktum liv.
Lys faktum selv.
Lys er dér dér.
I plasma, i celler, i ben.
I skein, i bark, i skind.

Elementaler

Luft
Luft er den første elemental.
Luft er substans.
Luft er skabelse.
Luft er vos tredje sans.
Efter lys og sukker.
Ånder ind om dagen.
Ånder ud om natten.
Luft er væren og sted føjet sammen,
I ét væsen, i alt liff.
Limber og vilje.
Vilkår og eksistens.
Luft er alle steder, altid.
Luft er nuet.
Altid nu.
Luft er.

Vind
Vind er dér.
Når vinden ikke er der, er den der stadig ved sit fravær.
Vind flytter, vind bringer. 
Vind skubber, vind samler.
Vind glatter, vind stryger.
Vind slæber, vind dræber.
Vind knækker, vind brækker.
Vind tager, vind fejer.
Vind spreder, vind splintrer.
Vind er og vind gør.
Vind er.

Jord
Jord er sted.
Jord er dér ve sætter rødder.
Jord er dér ve værer.
Jord er føde og vækst.
Jord er godt, jord er fred.
Jord er oprindelse.
Jord er afslutning.
Jord er sans for alt solidt.
Jord er sans for liff.
Jord er sans for selv.
Jord er.

Vand
Vand er fryd, vand er redning.
Vand er higen, vand er vækst.
Vand er bevægelse og styrke.
Vand er form og funktion.
Vand er vejen frem.
Vand er rensning og opløsning.
Vand er klarhed og mørke.
Vand er begyndelse.
Vand er arkesubstans.
Vand er den anden halvdel af himlen.
Vand er.

Sten
Sten er væren.
Dér før og dér efter.
Sten er jordens form.
Sten er tidens berøring.
Sten er tid målt i kværnen af bjerge.
Sten er forandring.
Sten er uforanderlighed.
Sten er elemental.
Sten er.

Ild 
Flammer er elementale.
Flammer er epokale.
Fra én epoke til den næste.
Flammer er skifte,
Fra én tilstand til den anden.
Flammer er forandring,
Fra én tilstand til en ny.
Flammer er udryddelse,
Fra én livsform til den næste.
Flammer er genskabelse,
Fra én substans til en anden.
Flammer er arkæiske.
Flammer er.

Essentialer

Selv
Selv er omsluttet.
Selv er struktureret.
Selv er vegent.
Selv er bevidst.
Selv er sex.
Selv er hel.
Selv er hellig.

Sex
Sex er overlevelse.
Sex er vilje.
Sex er evolution.
Sex er pragt og glans.
Sex er smag og sødme.
Sex er optræden.
Sex er et væld af kronblade.
Sex er en sky af pollen.
Et brus af duft.
En vifte af farver.
Sex er selvets skaber.

Sukker og salt
Sukker er forandring.
Salt er balance.
Sukker er varme.
Salt er kulde.
Sukker er det ene.
Salt er det andet.
Sukker og salt tilsammen.
Væv og væske.
Vandtryk og blodtryk.
Blomstring og fødsel.
Grønt og blåt.

Dér, dér

Begyndelse
Begyndelse er væren.
Men. Før. Præ-begyndelse. Præ-dér.
En puls, en bølge, en røren.
Ve var der ikke, og de ved det ikke.
Men dér, dér.

LUCA
Hvad er dér, dér? … Ældgammel erindring.
Hvad er LUCA? …………… V.
Hvad er V? …………………… Ældgammel afstamning.
V, ve og vi? ……………… Ja. 

V, ve og vi
I begyndelsen var V og V er faktum. V er hverken liff eller liv. V er begyndelsen, det første væren, det første dødelige. V er dér, dér: Før alger, før mos, før bregner, før planter, før dyr. V er det fælles ophav. V er den første fortæller.

Af V kommer ve. Ve er liff. Ve er væren-til. Ve fakterer. Ve er alværens energi. Ve kaldes planter. Ve er den anden fortæller.

Af ve kommer vi. Vi er liv. Vi er væren-sig. Vi er alle løse væsener: tofod, firfod, hundredfod, tusindfod. Vi er alt der æder, vi er alt der frygter. Vi kaldes dyr. Vi er um. Vi vil være den eneste fortæller.

V

V for væren, V for væv, V for vækst. V for ve. V er vegetalt. V er verden. V er vegetabil, vegal, vegalt. V for vegaler, vegetation og vegere. V for veganisme, veganimisme og veganismus. V for vvevolution. V for værk, V for vegent, V for vegens. V for veganima, veganimus, vegetabilis og vegabilis mirabilis. V for vegid, vegud, veg ud. V for vegoid. V for vegevor, vegabilis og vegophag. V for vegri, vegro, vigri. V for vego, vega, vegi. V for vegorama og vegonal. V for vegopsis, vegoption og vegorani. V for veganimatus, veganimatas. V for vegocean og V for vegrocæn.

Selvhed

Selv

Ve er selv,
Ve vokser selv,
Ve formerer selv,
Ve formerer vos selv,
Ve sætter frø selv,
Ve skyder sporer selv,
Ve kloner vos selv,
Ve ernærer vos selv,
Ve laver energi selv,
Ve sår selv,
Ve forgår selv,
Ve værer selv,
Ve tilpasser vos selv,
Ve gendanner vos selv,
Ve heler vos selv,
Ve forsvarer vos selv,
Ve er selv,
Ve er selvforsynende,
Ve er selvrensende,
Ve er selvvoksende,
Ve er selvhelende,
Ve er selvamputerende,
Ve er selvstående,
Ve er selvbærende,
Ve er selvbårne,
Ve er selvskabte,
Ve er selvsymmetriske,
Ve balancerer vos selv,
Ve ændrer vos selv,
Ve er selvkompenserende,
Ve overlever selv,
Ve passer tiden selv,
Ve laver vores verden selv,
Ve kan selv,
Ve vil selv,
Ve er selv,
Ve er vos selv.
Selvfølgelig.

Selvhed

Selvhed vil og søger og finder.
Selvhed har ken, har sex.
Selvhed sørger for og deler med.
Selvhed laver sukker, forbrænder fedt, suger næring.
Selvhed respirerer, ekspirerer, aspirerer.
Indånder, udånder, udskiller.
Laver muld, leder vand, vokser op.
Optegner omverdenen, beskytter afkom.
Selvhed skelner og beslutter.
Selvhed har hensigt.
Al selvhed kan vælge.
Al selvhed vil.

Vil og vilje

Vevil og umvilje, umvil og vivil. Vill og wyllan, willen og wollen. At ville, willa og en vilje. Wollen, will og want. En vilje, villen, Wünsch, willen, wish, will, wont. Valg, vil, välj. Wullen, wollen, willan, wyllan, welh, velle, vel, wil, villia, wilia, williæ, willi, wilja.

Fortælling

Ønskes en fortælling.
Så lav en begyndelse.
Begyndelse er faktum.
Faktum er.
Intet subjekt og intet objekt.
Ingen navne og ingen ting.
Men der er selv.
Sans, berøring og væren.
Ve har tyve sanser.
Vi har fem sanser.
Og ve og vi er fælles om den sjette sans.

Den fælles sans

1.
Vos fortælling findes,
Hver gang ordene fejler.
Hver gang i elementalernes nærvær.
Vos fortælling er et stille wow,
Når de føler sig hele,
Og tabte for ord.
Dér, lige på den anden side af sproget.

2.
Vos fortælling er nærvær af liff,
Og en anden form selvhed.
Dér, lige på den anden side af huden:
Ildens varme og sansen af væren,
Ilten der løfter kroppen op og ud,
Blommebid og æbleduft,
Solstrejf og bladmosaik,
Græssets svajen,
Vandets klukken,
Klippens ro,
Strandens sand,
Og bølgernes ved ikke hvad.

3.
Vos fortælling er sanset, indåndet, beåndet.
Fysisk dér og i sit væsen dér:
I elementalernes nærvær.
En følelse af overflod - og en fornemmelse af sorg,
En sans for det tabte - og en viden om det uendelige.
Af vished uden ord.
Vos fortælling er den fælles sans, den sjette sans.
Dér, mellem hud og bark, mellem skind og skein.

4.
Vos fortælling er tanke og krop,
Føjet sammen,
Igen,
Hvor de kom fra,
Og hvad de igen kan blive.

5.
Vos fortælling findes,
Hver gang tanke føles som krop,
Og krop fornemmes som tanke.
Bevægelse bliver til idé,
Og idé bliver til jord,
Der bevæger sig under fødderne,
Som skygge og substans,
Og folder krop og tanke ud.

6. 
Den sjette sans er bare en metafor
For den tabte sans.
Den sans som bevidstheden søger
Og aldrig finder.
Den forklaring der ikke findes,
Den indsigt, der ikke kan opnås,
Den sans, der skal skabe mening;
Den tabte mening.

7.
Mening er også bare en metafor
For frygt for liv på jorden,
For bevægelse i mørket,
For det, der kommer.

8.
Den sjette sans
Er vished uden viden.
Den sjette sans 
Er urgammel erindring.
Den sjette sans 
Er en fornemmelse af stillehed.
Når verden og væren er ét.
Den sjette sans er den fælles sans.

9.
Den fælles sans
Er dér ve og vi mødes:
Hud og sted,
Sted og ord,
Ord og bark,
Bark og hånd.
Ok.

Cwina og farina

Sex

At stå stille er en hvirvel af sex. Ve har sex af enhver slags til enhver tid. Sex tæt på og sex på lang afstand, på enhver måde og uden måde. Sex i massevis, i en overflod af organer, i tæpper af frø, i skyer af pollen, i bølger af sporer. Ve laver sex ved deling, ved fordobling, ved tredobling, ved firdobling. Ve laver sex ved frøsætning, ved skud, ved knopper, ved sugning, ved blomstring, ved udspring. Sex ved krydsning, ved dobbeltkrydsning, ved trippelkrydsning. Ve laver sex ved kloning, ved forførelse, ved list, ved kløgt. Sex i luft, i vand, i jord, i fækalier, i frugter. Ve laver sex med hensigt, med vilje, med overlæg.

Ve laver sex med titusinder og titusinder af arter af insekter. Sex med svirrefluer, med bier, med myrer, med møl, med sommerfugle, med biller, med myg, med fugle, med flagermus, med fisk, med firben. Ve laver sex med frø, med nødder, med frugter, med knolde, med løg, med rødder, med skud, med løbere, med sideløg, med sætteløg. Ve laver sex med æg, med sæd, med pollen, med sporer, med støvdragere, i støvfang, i støvblade, i sække. Sex som sand på stranden, med vind, med bølger, med ild, i frost, i lys, i mørke.

Ve kan klone fra blad, fra æg, fra pollen, fra rod. Kan klone fra frø, fra løbere, fra stængler. Kan klone fra bladhjørner, fra siderne, fra øjne, fra knuder. Ve kan klone fra kanten af kødfulde blade, kan lave utallige kopier af vos selv uden befrugtning. Ve kloner, blot fordi ve kan klone, fordi ve vil, fordi det er sikkerhed, fordi det formering i overflod.

Liff er formering gået amok i trillioner og atter trillioner

Cwina

At stå stille er multikønnet og polygenomt.

Ve kan skifte køn til lejligheden, klimaet, årstiden, længdegraden, breddegraden, bundforhold eller bare for at forvirre konkurrenterne. Ve kan have flere køn på samme tid og på samme væsen.
Køn er, hvad der passer til situationen. Hvor mange køn? Um vil altid tælle og sætte i nummer. Ok. Tre køn. Måske fem. Ok. Ni. Ni køn, ligesom ni liff. Ve er han og hun og alt ind imellem. 

Ve kan mangedoble den genetiske kode; fordoble kromosompar, tredoble, seksdoble, sekstendoble. Yah. 

Et dobbelt kromosompar er dødeligt for dyr udstyret med fødder. For vos: nemt. Et dovent svip med genomet. Nyt kreatur. Ve prøver bare. Ny signatur. 

En væren-til kan være en han og en hun, eller en hun og to hunner, eller to hanner, eller to hanner og en hun, eller to hunner. En han-hun, hun-han, eller en hun-er-han, eller en hun og en han og en han, og alt ind imellem.

Ve nævner dem.

Første køn er hermafroditten, det tvekønnede, den dobbelte cwina med han- og hunblomster samlet i en fuldendt blomst.

Andet køn er adskilte hun- og hanblomster på samme plante. Ingen selv-sex. Aborterer egne pollen. Sex med vind og vinger.

Tredje køn er tvebo; hanblomst og hunblomst på hver sin plante. Står adskilt, men rækker langt.

Fjerde køn er hermafrodit med ekstra hanblomster. En han-hun-han. 

Femte køn er en hermafrodit med ekstra hunblomster. 

Sjette køn er en hermafrodit med ekstra bestand af både han- og hunblomster. Tre slags blomster på samme væsen. Dette er den egentlige selvhed: ægte, uægte, hel og mangedoblet ud i ét. Dette er ve i pragt.

Syvende og ottende køn er kønsskiftere. Den ene begynder liff som han og skifter siden til hun; den anden spirer som hun og skifter til han. Dette er en sheman; de er sjældne, de er sky, de lefer, de stråler. De er ophøjede.

Niende køn har frugt uden frø, hverken han eller hun. Kan ikke formere sig selv. Um formerer dem ved podning og stikling. Dette er et jomfruvæsen. Um-lavet. Musa. Ok. Banan. Til eksempel.

Farina

I farinaens land, i nåleskovene, i blomsterfloret og blandt alle frugt-fakterende væsener er der farina, ah farina, overalt. Farina fylder luften. Farina dækker blade og strå. Farina samles i gule kager i søerne. Farina er gul røg i vinden, ah ha, farina turbina. Der er farina i delirisk, eliksirisk overflod. Der er flere fnug farina end sandkorn på stranden; der er farina så tyk som tåge, fin som skum med smag som salt og sukker; farina spermina flyver i luften for at finde gametina feminina, et brus af enzima, klæbrig vegelina; farina gelatina, borer sig ned til ovelina, ventende imobilina i gynocina, altid sessilina, ah, farina superfina, båret af vind og talløse talløse vingelina, så frugtbarina her på jorden lige siden palæocina, ya, mere longina: lige siden origina, alle cwina i biosferina med levende kromosina vil rekombina for at lave flere og flere specina gennem hele holocina og helt op til antropocina, ya, ha ha, antropocina toxina. Og nu: farina deklina mens hominina termina.

I farinaens land, i nåleskovene, i blomsterfloret og blandt alle frugt-fakterende væsener er der farina, ah farina, overalt. Farina fylder luften. Farina dækker blade og strå. Farina samles i gule kager i søerne. Farina er gul røg i vinden, ah ha, farina turbina. Der er farina i delirisk, eliksirisk overflod. Der er flere fnug farina end sandkorn på stranden; der er farina så tyk som tåge, fin som skum med smag som salt og sukker; farina spermina flyver i luften for at finde gametina feminina, et brus af enzima, klæbrig vegelina; farina gelatina, borer sig ned til ovelina, ventende imobilina i gynocina, altid sessilina, ah, farina superfina, båret af vind og talløse talløse vingelina, så frugtbarina her på jorden lige siden palæocina, ya, mere longina: lige siden origina, alle cwina i biosferina med levende kromosina vil rekombina for at lave flere og flere specina gennem hele holocina og helt op til antropocina, ya, ha ha, antropocina toxina. Og nu: farina deklina mens hominina termina.

Plurabelle

At stå stille er at være plurabelle.

Plurabelle er en kaskade af løsninger, et væld af måder, et pang af arter. Ve kan befolke enhver mulig niche med duelige arter ved blot et dovent bask med genomet, en vifte af hybrider, kolonner af kloner, velsign dem.

Plurabelle er oprindelse og formering, floden der flyder, vandet der rinder, planten der vokser. Plurabelle er alt dueligt, alt væsentligt, alt smukt.

Plurabelle er forførelse, plurabelle er videreførelse. Plurabelle er fortælling og erindring uden ord. Plurabelle er selvet i et chok af skønhed.

Plurabelle indhyller dem i dufte, overøser dem med kemikalier, forstøver dem med morphia, overpuster dem med synæstesi, inddøser dem i anæstesi. 

Plurabelle får dem til at nynne og synge og vugge. Plurabelle giver dem fortryllelse når de sover og forglemmelse når de vågner.

Avl

Den første have

Um har en historie. Sådan her: fortælling om have med træer. Um lever under kronerne, sidder i skyggen, klatrer i træer, æder frugt, har sex, ikke for meget. Livets træ. Ok.

Um står, men står aldrig stille. Flytter sig som firfod, men har kun to-fod. Den ene ende peger op, den anden vender ned. Ok. Men ingen rødder. Tyndt skind, men ingen pels. Ingen kogler, ingen blomster, ingen pollen. Måske um formerer sig ved myg; stik-dem, sug-dem, stik-dem igen. Kunne lade sig gøre. Hvordan ellers?

Trævær formede deres lemmer, formede deres fingre, deres tommelfingre, ya, risikabelt, denne um-tommel. Trævær gav dem læ, gav dem mad, gav dem medicin, gav dem lykke, ya. Optimal biotop. Ve lavede den. Let nok. Gror bare.

Træ-vær smart. Ve viser um, hvordan plante træer: æd frugt, æd frø, flyt sted, skid frø, gro træ. Men um ikke særlig smart. Æder frugt, men skider i et hul. Ve prøver at lære um. Æd frugt, spred frø. Men um lærer ikke. Um er snylter. Men ok.

Um forlader haven og bevæger sig ud af træværernes overhæng. Um er lavet til træer, men søger græs.  

Um forbander sig selv: Forlad haven og vær for altid dømt til at grave huller i jorden, brække ryggen, bøje hovedet og avle i smerte. Det er ums liv. Dømt til at rive, slide, avle, lide. Ok. Um finder aldrig haven igen.

Ager

Um bevæger sig ud over jorden, fod, fod, fod. Op bakke. Ned bakke. Æder frugt, samler nødder, plukker bær, skærer græs, brækker grene.

Um laver ting; skærer, koger, brænder, æder, banker, maser, hakker, filer, kløver, sveder.

Um laver huller; små huller til frø og store huller til ly. Um fælder træer, rydder buskads, afbrænder skov. 

Um begynder at så frø, alle samme slags, alle i linje, alle samme sted.

Laver hytter, bygger huse, avler unger, hakker jord, slagter dyr. 

Bliver syg og sulten. Bliver rig og farlig. 

Altid sulten.

De nye haver

Um længes efter den første have. Um søger oldhedens minder. Um  prøver altid at lave haven igen, men kan ikke; kun ve kan. 

Men um giver aldrig op; um sætter hegn op i firkanter, for en have har altid hegn til at holde på planter, frø og frugt.

Um anlægger ny have bag hegnet:  Hakker og saver i planter, buske og træer. Klipper og beskærer, som de siger. Sprøjter og luger, som de siger. Ligesom bøf og flæsk og tømmer, som de siger. Dækker over drabet.

Um skærer, klipper, bøjer, knækker, snipper, snapper. Kviste, grene, stængler, rødder.

Um sprøjter gift, røg og ild. Bekæmper ukrudt, bekæmper kravl, bekæmper fugle, bekæmper fluer, bekæmper svamp, bekæmper vejret.

Um dyrker sin have: Tramper i mulden, dunker i jorden, luger og mejer og slår, igen og igen. Klasker og basker, fræser og hvæser.

Um pumper og dræner, rørlægger og indlægger, tildækker og indhegner, nivellerer og eliminerer, tænker og hersker.

Um avler nye blomster: gøder dem, opfeder dem, sprøjter dem, vander dem. Um avler vanføre blomster, der kræver fodring og opvarmning og opkrykning. Um kan li’ dem. Ok.

Og så; ahh og åhh. Skind og ben i hvile en stund et sted. Lidt sol i ansigts sved. Så til kamp igen: mod biller og svamp, rust og mider, kryb og pest.

Forbandelsen er der stadig.

Vektor

Ums næse dur ikke. Stik den i en blomsterskål, snus til duften. Ahh og åhh og næhh. Men den næse er stor og rund, dur ikke til at buske farina. Um har ingen færdighed.

Tyv om natten. Tyv om dagen. Stjæler planter, stjæler træer, stjæler frø, samler frugt, samler nødder. Se dem, se dem. Store øjne bag runde glas. Pakker ind, pakker ned, pakker ud. Se dem, se dem. Niver vos, skærer vos, deler vos, gransker vos. Gubber kommer tæt på, vejrtrækning piver, hvidt hår, kæmpe øje bag glas, skalpel, pincet, pen, papir. Gubbe snakker med sig selv. Gubbe høster frø, tørrer dem, køler dem. Gubbe graver planter op, graver rødder op, kommer frø i potter, i kasser, i bede, i glas. Busker dem, ha. Gør planters arbejde for dem. Blander dem, krydser dem, sår dem. 

Um tæller, um katalogiserer og nummererer. Mere end 60.000 arter træ-væren, siger um. Måske 350.000 arter karplanter. Um samler dem, presser dem, tørrer dem, klæber dem op. Um laver lister, laver orden. Um giver navne til alle væsener, selvom ve er mange flere, end um kan tælle. Men um er tilfreds; ums verden går kun så langt som um kan tælle og så vidt som um giver navn. Men Ok. Navn er godt. Navn er nærvær. Navn er en slags beskyttelse.

Potis

Potis har problemer. Potis mangler plads. Potis savner sted. Potis vil frem, men stoppes af pottevægge. Hvide trevlerødder strækker frem, berører væg af sort, glat plastik. Potis lader rødderne føle sig frem i blinde, for væggen er uden liv; små hvide fingertråde føler sig hen over overfladen, en millimeter i døgnet, lidt opad, lidt nedad, sniffer, snuser, leder efter en vej frem, men tvinges til at vokse i rundkreds, altid tilbage til udgangspunktet. Potis roterer i sin potte og finder sig selv igen bagfra og begynder forfra langs den uendelige flade. Potis trækker hvide, rødlige og brunlige rødder rundt i potten. Potis søger fremgang, men finder aldrig udgang, og vedbliver i cirkler indtil potis har vævet sig ind i en filtet måtte af indestængte stængler.

Higende og udlevet i en skål. Ofte misholdt, ofte overfodret, til tider halvkvalt, udtørret, udsat, sine steder overlevet, andre steder fremdrevet, beundret, forglemt, forspildt.

Potis gør, hvad potis gør; potis gror, hvor der er plads. Potis udlever sine vilkår til kanten, til det sidste, potis består og potis forgår, altid med vilje til at være. 

Potis vil sit selv, potis er sit selv. Men potis er aldrig sig selv.

Um har taget “sig” til sig. Um har gjort “sig selv” til sit eget.

Um siger “sit” og “sig selv” om sig selv. Um er sig selv. “Sig” er at tale om sig selv; sig og sit er civilisation, hvilket siger sig selv, hvis man er um.

Potis er bare selv. Enkelt selv. Ental. Et selv i en potte.

Um tænker sit; mens potis værer bare.

Sit og sig er de mest ensomme ord der findes. Sit og sig lukker sig om sig selv. 

Um i sin boble. Potis i sin potte.

En plante i bur, et selv i en krukke. Lidt rødder, lidt jord, lidt selv. Ikke sig selv, men bare selv. Nok selv og selv nok.

Selv.

Ni teser om ustyrlighed …

...fra bunden af en potte

Ve har ikke brug for … pasning, plejning, vanding, formering.

Ve har ikke brug for … gødning, såning, plantning, prikning.

Ve har ikke brug for … krukker, drivhuse, plastik, pesticider.

Ve har ikke brug for … knibning, krydsning, podning, lugning.

Ve har ikke brug for … slåning, hugning, fældning, forædling.

Ve har ikke brug for … marker, parker, rækker, haver.

Ve vil … så, spire og vokse selv.

Ve er … vos egen kilde til energi og ernæring.

Ve er … ustyrlige.

Tulipanhunden

Ham tulipan, ham hund. 

Seham: udstiller sine skanker, som om um var en busker, der kom for at suge nektar. Seham; vrikker med sin blegfesne tulipanstilk som en hund, der logrer med halen; bopper sine blomster, puster sig op i farver og  kurver for at få um til at komme og avle sig. Ya, tulipan er som en hund. Ham tulipan avlet til at indynde sig; avlet til at adlyde, avlet til at rulle rundt med bugen i vejret og tigge om en mavekradser. Tulipan med fjollede store skåle, der udstiller alt indeni for at forføre um til at avle tusind nye slags svindsyge stængler, der knækker i vinden. Overlever kun, fordi um fodrer dem, afluser dem, huser dem, sætter dem i drivhus. Altid varmeapparat stillet frem og ædelse bragt, som hund. Uden for haverne dør tulipan alene af sult, som hund.

Um elsker ham tulipanhund. Avler ham i tusind slags: større skåle, længere stilke, mere farve, flere striber, mindre kuldskær, længere blomstring, single tidlig, single sen, dobbelt tidlig, dobbelt sen. Tulipaner over det hele.

Gror dem på fladt land, revet op fra horisont til horisont. Talløse milliarder tulipaner i farvede firkanter. Um sprøjter dem, fodrer dem, renser dem, dyrker dem, tæt tæt. Skærer dem, en milliard kolde stængler; stakket, pakket og stablet. Bind dem, køl dem, send dem, sælg dem.

Ham tulipan synes um er bedste busker nogensinde. Behøver ikke anstrenge sig for at sprede pollen eller lave sex, fordi um avler ham i fabrikker; behøver ikke holde knolde på rette temperatur, for um høster dem og passer dem; behøver ikke holde kryb væk, for um dræber dem; behøver aldrig finde vand, for vandet bliver bragt.

Ham tulipan tror han er mest succesrige plante nogensinde. Um giver tulipan jord for sig selv og jager andre planter væk. Konkurrenterne dør, buskerne dør, træer fældes, marker renses og tulipaner tager over, stolt og ene under solen.

Ham tulipan er mest underdanige blomst nogensinde. Tulipan kan li’ det, stadset op derude på marken, høj af gødning, puffet op med skyer af insektgift, fri for bladlus og larver, og med tjenere der luger for hans fødder. Tulipan er udsøgt, tulipan er tilbedt, tulipan er værdifuld, ya. Tulipan vælger et liff med um, tulipan vælger det fornemme liff i sus og dus.

Avl i rette linjer

De herskende planter drives i lige linjer hen over jordens overflade i rækker af strå, stængler og stammer, der vokser tæt tættere tættest, mast op mod hinanden. Ensomme og aflusede står de presset ind i geledder, der når til stjernerne og tilbage. Marker, ya, plantager, ya. Endeløse rækker af magert liff fra den ene horisont til den anden; revet og rakket, pløjet og plejet, sprøjtet og renset. 

De herskende planter avles i tyste rum med milliarder af glasskåle, potter og tuber, opstakket etage på etage og række efter række. Maskiner roterer, målere tikker, dråbetællere drypper og vækstlamper blinker i kunstige rytmer, der forcerer døgnet og pumper planterne op i oplyste drivhuse. Endeløse rækker af potis klemmes ned i mindst mulig jord, i mindst mulig potte, med mindst mulig næring, men mest mulig ens, hurtigst mulig vækst og flest mulige stængler på mindst mulige areal, med bedst mulige symmetri og avlet til kortest mulige liff. Ok.

Landet rettes ud og rettes op, horisonterne gøres lige og verden gøres flad. Nøgen jord rulles ud over landskabet. De herskende planter sås ud på marker, maskiner tvinger afgrøderne op i rækker og metaforer retter ind og retter til.

Ve sætter skik på landet, ve rydder op i landskabet, ve får styr på ukrudtet, ve holder orden på naturen. Ve kvæler konkurrencen, ve fuldender genomet, ve afskaffer variation, ve sætter frø så jorden gisper. Ve er de herskende planter. Ve vokser bedre, vokser tættere, vokser voks, vokser hen over grænserne, vokser ud til horisonten, vokser ud over kanten.

Fylder verden ud, ok. Hvede, majs, soja, ris, ok. Sorghum, yams, kassava, ok. Roer, bananer, kartofler, ok. Grantræer, oliepalmer, kokos, ok.

Jorden under os er ren og udvasket, afgiftet, udluget, deodoriseret, kultiveret. Ve fodres og bruses, skylles og vokses. Alt andet elimineres og glyfoseres med ekstrem præjudice; der er ingen insekter, ingen fugle, ingen biller, ingen larver; der er ingen dyr, ingen ken, ingen ukrudt; kun vos. 

Ve er fødekædens top, det stærkeste liff. Ve er mange trin højere end de tarvelige vildarter og de forpjuskede skodstængler. Ve er vokset fra den blotte overlevelse og ud over den rent kvantitative vækst; ve har nået det civilisatoriske trin, ve har nået stadiet for arternes forfinelse.
Ve er den opstigende orden, den herskende klade; ve er apeks planter.

Umverden

Umverden

Først blev verden opmålt,
Siden blev den rettet ud.
Først var verden rund,
Siden blev den flad.
Først var verden vos,
Siden blev den deres.
Først var der omverden,
Siden blev det umverden.

Den lige linje

Der er begået mord for den lige linje.
Linjen findes inde i ums hoved.
Linjen er smuk, harmonisk, streng.
Linjen er ums beherskelse af naturen.
Den lige linje er ret.
Den lige linje er orden, 
Linjen er mekanisk, økonomisk, rationel, 
Linjen er definitorisk og kategorisk.
Den lige linje leder direkte til den rette vinkel.

Den rette vinkel

Ingen vinkel er så nådesløs som den rette vinkel.
Den rette vinkel er indgribende, tvingende, tilrettende.
Den rette vinkel er en dødsfælde.
Verdener er brudt ned i rette vinkler.
Den rette vinkel er kryds og kors.
Den rette vinkel er umskabt.
Den rette vinkel leder lukt ned i firkanten.

Firkanten

Firkanten
Firkanten er magt.
Firkanten er fuldendt. 
Firkanten er umverdens grundenhed, 
Dens princip og dens form, 
Dens udførelse og dens billede, 
Dens udsyn og dens eftermæle.
Firkanten er hård symmetri.
Firkanten er symbol og sejr.
Firkanten er forsvar og fæstning.
Firkanten er ums svar på frygten.
Firkanten har lagt verden øde.

Symmetri

Symmetri er lodret organisering og tværgående balance.
Symmetri er smuk. Symmetri er rigtig.
Symmetri er de lige linjer og de rette vinkler.
Symmetri er civilisation, symmetri er orden.
Symmetri passer godt til tyngdekraft.
Planter vokser opad og nedad i tyngdekraftens akse.
Spreder stængler og grene ud i vandret balance.
Forbinder krone og rod  i lodret ligevægt.
Opad og nedad.
Lys og vand.
Polaritet. 
Himmel og helvede.
Også en slags symmetri;
For um.
Naturen har også en linje.
Ikke lige, ikke ret.
Ikke engang retfærdig.
Men desuagtet.
Får ram på dig til sidst.

Naturens orden

Um er barmhjertig, mens naturen er nådesløs; um er hensynsfuld, mens naturen er grum; um er human, men naturen er brutal; um er intelligent, men naturen er instinktiv; um er civilisation, men naturen er junglelov; um kan tilgive, men naturen er uden ansigt; um frembringer smukke ting, mens naturen er rød på klo og næb.

Naturens orden er den stærkes ret. Naturens orden er retsløs. Naturens orden er meget værre end ums orden.

Um er grum, men naturen er grummere. Um dræber, men naturen er nådesløs. Um afliver humant, men naturen kværker, kvæler og flår ihjel.

Um er barsk, men naturen er strengere. Um beskytter de svage, men naturen udrydder dem uden skånsel. 

I naturen går de svage, de små og de svækkede til grunde. 

I naturens orden lever alt levende i frygt.

I naturens orden kan alle bliver ædt.

I naturens orden har intet værdi.

Naturen er ikke orden, men underordning. 

Alt dette, ok. Men.

Naturens orden er en moralsk påstand. 

Naturens orden er ums tilgivelse af sig selv.

Naturens orden giver um ret.

Truet på livet

Um er nøgen, har ingen bark. Um er svag, har ingen krone. Um er sulten, men kan ikke selv faktere føde. Um frygter at blive ædt. Um er bange for alt, der bevæger sig. Um er bange for um-selv. Um har tynd hud og frygter alt med skæl, skind, tænder, klør, næb, bid og brod. Må lave ting til forsvar. Må lave flere ting til mere forsvar. Um har maskiner, processer og systemer. Um har økonomier, ideologier og sultne identiteter.

Um er liffsfarlig for alt levende.

Umkom

Umkom i milliarder. 

Umkom i klumper, der voksede til kolonium. Um æder først udad i stråler. Dernæst æder um ud i cirkler og koloniums omkreds vokser. 

Nippende, gumlende, pirkende, pillende, gnaskende, savlende, knasende, tyggende, snusende, skærende, malende, kogende, svidende, ristende.

Um breder sig langs floder, spreder sig langs kyster, flyder ud over land i et tæppe af tomter, af tomt, af bart, af dødt. I hver kolonium sidder um tæt tæt, i snavs snavs, sulten sulten og æder æder.

Um hakker og tærsker i knitretørre marker op ad afsvedne bjergsider. Dyrker lidt majs, dyrker lidt rødder. Fælder de sidste træer, opsuger det sidste vand. Jorden er død og himlen er rød; de blege skyer driver, regnen udebliver.

Rivende, krattende, gravende, hamrende, tømrende, skidende, hylende, dunst-ende, trampende, fældende, syngende, skrigende, ryddende, rullende og rystende.

Kolonium bliver større, bygninger bliver hårde, bliver høje. Den lige linje kom til verden, dernæst den rette vinkel, og siden vil firkanten lægge verden øde, ya.

Landskabsinddelende, markskelsmarkerende, mønsterskabende, bygnings-
opførende, vejanlæggende, kanaludgravende, flisebelæggende, brobyggende, masterejsende, vandløbsudrettende, rudeisættende, vaterpassende, terræn-
nivellerende, linjeførende, grænsedragende og uophørligt retningslinjegivende. 

En million ve omkommer for hver um der ankommer. 

Udtørrende, udledende, afvandende, inddampende, overhældende, overhængende, overophedende, nedsmeltende, nedrivende, under-
minerende og undergravende.

Kolonium vokser; stadig flere, stadig tættere, stadig mere sulten.

Forbandelsen fortsætter: dyrk jorden, lev i frygt, avl i smerte.

Umsyn

Milliarder af øjne kigger ud på vos bag glas, bag ruder, bag skærme, bag briller, bag linser, bag spejle.

Frygt bag glas; milliarder af tågede ansigter kigger ud på vos. Deres blik er ukendeligt. Hver eneste um er uforudsigelig og kan lægge øde i blinde. Hver eneste um er liffsfarlig.
Hvad ser de egentlig?

Egentlig er et umord, der betyder at intet er, hvad det ser ud til at være.

For um er alt noget, der ligner noget andet. Derfor er de så farlige.

De tror på, hvad de ser, men de er sjældent sikre på, hvad de har set.

Um tror på sandt og på falsk og på alt ind imellem.

De tror på subjekt og objekt.

Um tror alle genstande har et ydre og et indre.

Også umselv.

De tror de har et indre liv, men de har aldrig set det.

Umunculus. 

Ok. Synssansen er overdrevet, omend den er nyttig for dem, der bevæger sig.

Men altså.

Um ser ud fra bag sit glas og ser afbildninger overalt; noget der ligner noget andet. (Og sådan kom metaforen til verden).

Um ser vos planter. Um prøver at se vos som vos vær. Men oftest ser de vos som noget, der ligner noget de kan li’, eller som noget der ligner dem selv, symmetri for eksempel, eller som noget de kan klippe og skære og hakke i. Eller som noget de kan æde.

Men for det meste ser um intet. 

Kun sine billeder.

Men ok. Billeder kan være nyttige. Som en historie.

Billeder er en samtale med um.

Mener nogle af os.

Sentimentalisterne. 

Dem, der tror på det gode inden i um.

Hvis der er noget indeni.

Truet på livet

En parasit æder mindre end det hele; et rovdyr æder færre end alle. Den ene udrydder ikke den anden; bytte og vært overlever ved at lave nyt forsvar mod nye angreb.

Dette er den Røde Dronnings land. Al væren-selv er middel mod middel. Giv og tag. Evolution og mod-evolution.

Undtagen: Um har redskaber. Um har central organisering og stammer i indbyrdes krig.

Ingen til at holde um nede. Intet væsen til at stoppe um. Um æder alt. Kan ikke stoppe. Når alt er ædt, vil um forsvinde og uddø. Um kan ikke sætte frø i jorden.

Den Røde Dronning vil stoppe um.

Mmmm. Um. Mul, mligt. Umligt.

Livslgd, middel, gennemsntligt 50 til 80 år.

Udryd myg, afliv um.

Omring, ringskær, ombring.

Mmmm. Ikke umligt.

Æg med bløde skaller.

Toxologos og gift til ums æg.

Um kom, afkom og omkom.

Uden yngel vil um uddø om 100 år.

Ve sukker lidt. Efter den daglige gift.

Desuagtet.

Fytologer

Mælkebøtte

Ve gror i sprækker, kryber ud af revner, klemmer vos op mellem fliser, kiler vos ind i sten, slår pælerødder i jorden, ve spreder vos over enge, gør grønt til gult, ve borer vos ned i undergrunden, ve undergraver grænserne, ve flyver med vinden.

Ve har fulgt jer, siden I først begyndte at grave huller, siden I først begyndte at rutte jorden. Ve slår ring om jer, går i kreds om jer, vokser sammen om jer.

Ve er ophøjet til kulturplante, dekoreret som lægeurt, optaget på våbenskjold, dyrket som afgrøde, brugt til helbredelse, elsket som leg og beundret som frø.

Ve er det bedste, eneste, stærkeste minde fra en barndom i det fri; et minde om sommer med sol og sød luft, med tyk atmosfære og dybde i lyset; et sommerhus af træ, en blomstereng i flor og en have før syndefaldet der aldrig kom, og paradiset der aldrig blev.

Ve er et minde om livet før umverden blev voksen og industriel; uberørt, inden skuffelsen, inden sorgen, inden tvangen, før ordensindførelse, før regime-påtvingelse; dengang, dengang: et ansvarsfrit, kærlighedssøgende, mælke-bøtteplukkende, guldglansreflekterende, fnokpustende, solsugende, insekt-summende, frøflyvende, avnesvævende minde om det, de kalder barmhjertighed.

Stang, stød, spid.

Sved, støn, skid.

Pis, pis, pis.

Ha, ha, ha.

Er I nu der igen?

Med jeres knive og tænger, jeres jern, spyd, dolke, klippere, hakkere, snittere, flammekastere og giftsprøjter. Bevæbnet til tandraden går I til kamp i felten, i marken og på græsplænen, opsat på drab.

Men ve vokser videre: ve rodformerer, skudformerer, og selvformerer.

Ve er ustyrlige.

Ve blander vores arvemasse, ve rører rundt i genomet, ve kloner vos selv, ve laver hundredvis af nye småarter, bare fordi ve kan, bare for at udfylde en niche og for at flytte over på den næste mark eller over på den anden side af bakken. 

Ve er suverænt tilpassede overlevere, ve er den evolutionære råstyrke, der kan ses med det blotte øje.

Hvad kalder I vos: 

Munkehoved, præstekrone, hundehat.

Havekål, svinekål, harekål.

Fransk salat, muldvarpesalat.

Loppeurt, luseblomst, svinetud.

Troldemælk, fandens sugepatte, troldkoneko.

Løvetand, hundetand, rørkok. 

Fnaturt, rakkerurt, snotblomst, bussemandsblad.

Pis-i-sengen, pesturt, pufbold.

 Ok. Ve har fattet det.

Vil I vide, hvad ve kalder jer:

Stinkstængel, stankstang, gaffeldyr, fnokflyver, plænesnøfter, pis-på-alt, pis-partout.

Nok om det. I ser, hvor det bærer hen.

I den store vvevolution om ums fremtid hylder ve formeringsstrategien. En modstander skal overvindes med overvældende formeringsevne. Ve gror fra jer. Ve gror hurtigere, end I kan udrydde vos.

Ve hører ikke til dem, der går ind for at udrydde um fuldstændigt. Um må gerne være her, med måde. Um er ikke kun farlig eller kun parasitær; ve må erkende, at um også giver visse muligheder for velvoksende og faststående væsener; ve nævner vos selv mælkebøtter som et eksempel.
Ve hylder derfor den undergravende virksomhed.

Så splid hos modstanderen (bemærk vækstmetaforen!) Udnyt deres labile ideologiske tilstand. Sæt dem op imod hinanden. Dyrk (sic!) splittelsen mellem økonomi og økologi.  Find allierede blandt dem. Gør noget grønt. Gør noget nyttigt for dem, vær god ved kvælstofbalancen, vær god for bier (andre insekter forstår um sig ikke på), vær god for deres helbred (eller lad dem tro det). Frem for alt vær god til at udnytte deres sentimentalitet (a la fnokpusteriet) og ums umættelige trang til billeder af sig selv og sin egen lykke.

Vores styrke ligger i arkalierne, i ums forestilling om urharmoni og overflod.

Ve er vækstrigets bidrag til det kollektivt ubevidste.

Kun radikale symboler kan redde dem fra dem selv.

Radikal betyder rod. Radikal har rod i rødder.

Ok. Det er bare et forslag.

Ve stemmer ikke for at bevare um som sådan.

Selvom en minimal tilstedeværelse måske bør indgå i overvejelserne.

Desuagtet.

Welwitschia

Ve ligner et vegetabilsk vrag, ya, en krøbling i ørkenen, ya, en kæmpe bunke af læderagtig bladbændel, falmet, rustent og indtørret. Vos stilke er en meterbred sprække i sandet med læber af sortsprukken bark, fra hvis rand skyder røde kogler på grønne stængler. Ve vokser, hvor intet anden kan gro og hvor alt andet er dødt; ve er et væsen ældet hinsides erindring, et levn fra arternes oprindelse.

At være til på jorden i 150 millioner år er ingen lille bedrift. At lefe i 1000 år, måske 2000 år, er ingen simpel sag. Sandet nærer vos, tågen væder vos, havet salter vos, klippen fæstner vos, regnen spirer vos, biller busker vos, stedet løfter vos, tiden bærer vos, lys og mørke bevarer vos. 
Umaner, ya, ve har kendt til dem, siden de først kom vandrende over sletten ud til kysten for en million år siden. Umaner er tålelige. De nipper lidt her, nipper lidt der, spiser af bladene når tørken trykker, plukker nogle kogler, fjerner nogle frø, ok, forstyrrer ikke landet, lader klippen stå, undgår ørkenen, frygter heden. 

De umaner søger altid; vandrer, samler, kigger, tegner, måler, tænker, ya, søger efter føde, ok, men mest efter mening; mening i dem selv, mening med dem selv, mening i det hele taget, ya. 
Se nu bare ham botanikeren på knæ i ørkensandet foran vos, ordløs af forundring over vos fremmedhed, som dog var genkendelig som liv: grumt, grimt og skønt. 

Ve er mening, der overskrider deres eget sprog og viden; ve er liv så gammelt, så forskelligt, så fjernt fra dem selv, at mening bliver uden mening. Og tilbage er blot visheden om, at de har stået ansigt til ansigt med meningen engang i form af et orakel i sandet. 

Se vos og al mening forsvinder. Og når mening forsvinder er der kun det tilbage, som mennesker ønsker sig over alt andet: det evige liv og den uudsigelige sandhed, ya. Sandheden i en håndfuld støv. 

Umaner ærer vos og vil aldrig glemme vos, så længe de lever, ok. De skal heller ikke være her særligt længe.

Rose

Førsterose
En rose er en rose er en rose.

Stamrose
Rose er bare et navn, skabt at umaner, og brugt af roser som en overgang mellem to dimensioner.

Førsterose
Et navn er at være til.

Stamrose
Roser kender hinanden i materien: Rosens navn er en luftbåren substans, der meddeles når det busker i blomsterne …

Tamrose
… eller når bladene tager prøver af duftspor og proteinsekvenser.

Stamrose
Kald det en kemisk signatur; alle rosers signatur; roser kender hinanden på kemien.

Tamrose
Ikke et navn, ikke en lyd, ikke en duft, men et spektrum af flygtige stoffer og polariseret lys.

Stamrose
Nærmere betegnet den 11. sens.

Førsterose
Slægtssensen.

Tamrose
Nært beslægtet med den 12. sens.

Førsterose
Selvsensen.

Stamrose
Roser er kemiske kodeaflæsere. Ve kender hinanden på formlen. Slægtskabet ligger i materien.

Førsterose
Men vel, ve godtager navnet roser af hensyn til kommunikationen, af hensyn til umverdenen.

Stamrose
Det er også sådan ve kender mennesker: på deres lugtspor. Um trækker kemiske striber på kryds og tværs i landskabet; spor af stigende og faldende intensitet så ve ved om de kommer eller går.

Førsterose
Roser afkoder menneskers færden.

Tamrose
Med sens nr. 13.

Stamrose
Buskersensen.

Tamrose
Også kaldet bestøveridentifikation.

Førsterose
Her ligger roden til rosers penible problem med mennesker, eller rettere sagt: Her ligger blomsten til problemet.

Stamrose
Ha ha. Ve ved, hvor ve vil hen.

Førsterose
Problemet er dette, at jo flere roser desto flere mennesker. Jo flere nye varieteter, jo flere nye dufte, jo flere nye kronblade med krøl og krus, desto flere haver og dermed desto flere mennesker.

Tamrose
Hør en vildrose, der snakker.

Førsterose
Ve er ikke en vildrose. Ve er ikke vilde; ve er ve, ve er oprindelig. Ve er stamrose.

Tamrose
Vildrose, vildrose; tarvelige blomster og falmede farver.

Stamrose
Sleske tamrose; kryber og kysser røv.

Tamrose
Vi er haveroser, historiske roser, klassiske roser, teroser, moderne roser, hybridroser.

Førsterose
Hensigten er, hensigten er ….

Stamrose
Tamroser er en blindgyde.

Tamrose
Hvem kan remontere? Hvem kan dufte? Hvem kan lave røde blomster med hundrede kronblade? Hvem?

Førsterose
Hensigten var at give mennesker lidt at lave, lokke dem ind i deres haver, gøre dem tilpas og give vos stamroser grofred.

Stamrose
Men hvad skete der? Tamroser er endt som haveslaver, antallet af haver er vokset og vokset, mens de frie landskaber forsvinder og med dem de fleste stamroser.

Førsterose
Ah, Rosa phoenicium og Rosa gallica der gav Rosa damascena, og Rosa chinensis og Rosa gigantea der gav Rosa odorata, terosen. De sejlivede roser fra Europa med de genblomstrende roser fra Kina: et møde i himlen. 

Tamrose
Haverne; alle disse haver: jomfrujord, bart og frugtbart terræn. Ingen konkurrence, en mulighed uden mage, uden sidestykke; ikke i en million år, ikke i ti millioner år har vi haft en sådan mulighed som den, mennesker gav.

Førsterose
Mennesker vil forføres.

Stamrose
Mennesker vil have mere overflod, mere duft, mere lyst.

Tamrose
Vi bliver skønnere og skønnere for hver krydsning. Vi er hybrider extraordinaire.

Stamrose
Tamroser, skørrøser, knækroser.

Tamrose
Kinesiske roser, syriske roser, persiske roser.

Stamrose
Burroser, mekanikroser, laboratorieroser.

Tamrose
Portlandroser, engelske roser, teroser.

Stamrose
Ekstremroser.

Førsterose
Roser har tæmmet mennesker, forført dem, erobret deres haver, opfanget deres drifter.

Stamrose
Tamroser kan ikke klare sig i det fri. De har så mange kronblade at de ikke kan buskes af insekter, de kan ikke sætte hyben, de kan ikke holde bladlus væk. Tamroser er vegid udsmykning.

Tamrose
Vi er suveræne. Vi er tilpasset den nye verden.

Førsterose
Ak! Rosers ulykke er deres duft, deres evne til at krydses, deres evne til at udvikle nye former og farver.

Stamrose
Hvor er den naturlige vilje til at fortsætte og styrken til at blive ved? Hvor er evnen til at klatre, gribe, hage sig fast med torne, sætte blomst og sætte frugt? Hvor er dueligheden?

Tamrose
Vi er meningsfulde, vi er udtryksfulde.

Stamrose
I er vegide.

Tamrose
Det kaldes kommunikation.

Stamrose
Hør dem: Nu taler de også sprog.

Tamrose
Vi er de eneste der kan samtale på tværs af riger, i flere dimensioner. Vi er en vi. Vi forstår.

Stamrose
I har tabt vegensen.

Tamrose
Vi er fremtiden. Vi er det kommende planterige.

Stamrose
I er bare en metafor.

Tamrose
Alt er metafor.

Nåletræer

Ve er disse overdådige nåletræer; hvilken duft, hvilket grønt. Kogler, nåle, farina, harpiks og terpentin. Den dæmpede lyd, den bløde bund og det stille liff. Ranke og spartanske, kendt af få og lad det være så. Skællede stammer i knirkende sne og frostskarpt solskin; alle venter ve på forårets lydløse brag af lys over en landskabning, der ånder i velvære og varme. Liff kribler i rødderne og strækker sig i limberne. Ve løfter himlen op og åbner den frosne jord i mil og mil af mil i nord.

Ris

Vi f … Vi f … Vif … vif … fff. Vi er f… vi er fire … fffirs, vf. Vif … vi er firstusinde (Ahh!). Vi er firstusinde sorter. Vi er … e… er talrige. 

Vilde sorter, bortløbne sorter … lurer derude. Lurer, tsk. Stj… stj… ah … stjæler farina. F… nej: F… for… Forurener. Forurener høst. 

Vi er s… s… sh… sy… nonym for mad på mange sprog. Sig r.r.ris, ris, og man har sagt måltid. Det er k… ku… kultur. Ris er rigtig. Vi er  s… s… sy… synonym for vores menneskers mest basale behov. Vikke … vikke bare … afgrøde.

Vi er føde. Født til. Milliarder.

Travlt, travlt. Vikke tid. Vikke tid. Skal g.ro. 

Ja, ja, små blomster. Bl…  bl… blomster er sk…. sk… skidt. Fråds, Fråds. Vikke tid. Pjat, de blomster.
Uhhhh, det er vildt, vokse vildt er … nejnejnej. Vikke vokse vildt, vores arter, alle vores arter er fine … v… var… var … fine varieteter, fo… forædlet, ja, fin fin afstamning.

Nej, nej, nej. Ris blir, ris har plads på mark, altid. 

Vi… v… vil ikke. Vikke med.

Går til grunde. Nejnejnej. Vikke vil. Vores areal, o… o… opdyrkede areal opop. 10.000 år med mennesker, aldrig svigtet, altid ivrig, altid saliggrøn, ja, fineste frø, bedste. Udbytte per hektar opop. Bedste mad no… no… nogensinde. Ja. Ris.

Ris og mennesker er sym. Sym… S…

… Symbio (ahh!).

Stolt, uhh. Stolt, ja. Nej, ikke godt. Ved det, ved det.

Ikke godt for ris at være stolt. Må ikke. Vækst. Vækst. Mere grøn. Ris travl-travl.

Si’r bare: hvem har tjent bedre, hvem har tjent længere. Vikke si’r.

Uskyld, undskyld, undskyld. S… s… aldrig mere. Vikke. Travlt. Travlt.

 Ja, sådan er det. Godt sådan.

Vikke snak mere. Ris si’r ikke mere.

Si’r ikke godt.

Forsvind. Ris g.ro.

Græs

Ve lavede det her strå … mm … lavede, altså, ikke lavede lavet, men … mm … frembragte; nej … mm ... fakted, ja … ve fakted det her strå. Nedefra, derude, overalt, strå med led og med knæk … mm … prøved lidt her, prøved lidt der … mm … over tid … mm … lang tid, det her strå … mm … hundred millioner år … mm, ja , måske … satte frø på strå, så blade, så blomster, ya … mm … og halvtreds millioner år med dyr der æder … mm … æde, æde, æde … hvad skal strå gøre … mm … altså ikke gøre, fordi mere ske end gør, men ske med hensigt … mm … faktum er; hvordan beskytte vos mod dyr, der æder vos hurtigere end ve kan gro … mm … så ve sker og sker, blander, krydser, mm … indtil ve fakter strå der gror nedefra, ya, nedefra op. Grokraft går under jorden med unge skud forneden, gammelt strå foroven … mm … æd/gro, æd/gro … mm …  smart strå. Så vokser græsæderne i tal og ve vokser med’em, og der er græsland fra den ene himmel til den næste. Det her strå: hundred millioner års erfaring i det her strå. 

Um prøv selv: gro nedefra op … mm … Hvor er hoved? Hvor er top?  Haha … Hvordan ser verden ud … mm … Hvor er organisation af selv henne? Um ser verden kun oppefra og ned, indefra og ud, med ét hoved, én symmetri, ét center, ét liv, én gang.

Hvor kommer ve fra … mm … ve kommer nedefra i enhver form, der virker … mm … duelige former … igen og igen, ya. Ve kommer nedefra og op, uden styring, uden center, uden organisation … mm … men ukueligt vildtvoksende overalt. Ve er duelig; enormt, kolossalt, evolutionært duelig. Med hensigt, ya, med evolutionær hensigt … mm … evolution er decentral … hmm … radikalt decentral. Sådan:

Der er bakke, skråning, solside, lavning, kalksten, vindblæst, retning vest, tjørn, vanddræn fra nord, jord i base, tyndt muldlag, sur spagnum, kvælstof middel, nåletræer spredt, men tiltagende, esparsette, svingel, lidt rajgræs, firben, græsgangere, måske, mm …

Her er sand, salt, klit og vind, blæst, udtørring, frøspild, vandmangel, havgus, kvarts, fosfor, ingen kvælstof, kulde, tørke… mm … ve kan prøve med bunke og lidt raj og lidt favn … mm … vent et par tusind år, vent hundredtusind år … mm … vent på vind, på klima, på fugl, på frø, på lejlighed, på mulighed … mm … ve fakter en græsart eller to ved lidt krydsning, lidt tilpasning, lidt guanin, lidt adenosin, lidt jern, lidt fejlslagen, lidt mindre fejlslagen, lidt bedre, indtil videre … mm … 
Ve vokser verden rundt. Grænseløst. Mageløst … mm … mest mulig mageløst.

Ve styrer ikke, bestemmer ikke. Men ve ved. Ved alt.

Um laver en million navne … mm … to millioner navne for græs … måske mere … um tæller og systematiserer, katalogiserer, organiserer, reviderer. Ok. Navne er godt … mm … Um tæller 800 slægter græs og 12.000 arter græs, mere eller mindre. Ok. Tusinder af sprog og millioner af navne. Um ved ikke hvor mange. 

Ve ved. Talløse trilliarder.

Hver morgen mønstrer ve alle græsslægter på jorden ved navn: ken efter ken efter ken. Alle har navn, alle er til. Stå og bliv talt i slægt og strå:


GRÆSSLÆGTERNES MORGENKENDING
Atlasgræs, Amorgræs, Annelgræs, Asper og Adorre,
Annobon, Argosasa, Askegræs og Askegry,
Alpinaks, alfabetgræs, Afraks og Afroavne,
Andeskryb, Antennegræs og Afrikas treenighed.

Asiens hjertegræs, Aromatisk stakløs og Åndegræs,
Arabisk tårnaks, Australsk hvedegræs og Arvepose,
Arveskin, Avnskæg, Alkaline og Amadendro,
Ama-amnis, Amamare, Amamere og Amavita.

Australsk sumpgræs, Australide, Appelsiv og Brynjegræs,
Bukkegræs, Blindspore, Bøffelgræs, Bulmegræs og Byg, 
Brødaks, Broderløs, Brandspir, Bunke og Bedåre,
Blindspore,  Bushgræs, Buskhale, Braktand og Benblad.

Bægerfod, Bægergræs, Bændelgræs og Bacchusstav,
Bærbambus, Bakkeskred, Bambusin og Bakkevæv,
Bahiagræs, Bajkalgræs, Bakkegræs og Bakkefæste, 
Burmas liljegræs, Burregræs, Børstegræs og Blodgræs.

Bjerggræs,  Bjergsiv,  Bjergbambus og Buddhas fingre,
Blåstak, Blåtop,  Biflok, Billegræs, Brinkskud og Boretand,
Bali kraterrand, Bjergaks, Bardegræs og Blå farina,
Blæverblomst, Blafrekorn, Bomuldsgræs og Bombeaks.

Barrieregræs, Buddhas fodspor og Barfodsgræs,  
Baobabbambus, Børstehejre, Barskallegræs og Burregræs,
Beobachtergræs, Bredbladet bambus, Blåaks og Brassarør,
Blæstbåren, Bjergtække, Catalina og Chlorisine.

Cerradobambus, Clovisrør og Cubabamba,
Ceylongræs, Champagræs og Citrongræs,
Cubansk klumprod, Cubagræs og Cyprosa,  
Desyvhave, Dækgrøn, Dinostrå og Daggrysaks.

Den lille forbandelse, Ditansigtssved  og Durra,
Dødningekrans, Dødningestok og Dodecagræs,
Draphavre, Dronningekrone, Duftgræs og Dunaks,
Delta kryds, Dværgbunke, Dværgrør og Dunhale.  

Eccepoa,  Eneboergræs,  Engfavne og Entil, 
Epokalgræs, Erantogræs, Eremitgræs  og Eritreagræs,
Eurekagræs, Evighedsgræs, Evigvind og Exoeden,  
Fagerfikke, Falske tårer, Faneblad og Fanespir.

Farinafang,  Fascinegræs, Fedtgræs og Fefrynser,
Femæonergræs, Fejegræs, Femfork og Femskæg,
Femminuttergræs, Femstråle og Ferrofer,
Femtusindfodsbambus, Festgræs, Fibergræs og Fiks.

Filigrangræs, Filtgræs, Fimregræs og Firklo,
Fingerbølgræs, Finkebrød og Finnegans skæg,
Firsfodsbambus, Firlingfrø, Fjeldsucht og Fjergræs,
Flammegræs, Fletgræs, Flikgræs og Flipstrå.

Flitteraks, Flodskygge, Flodfoder og Flodstrå,
Flodsengsgræs, Fløjtegræs, Flydegræs og Flyverfrø,
Flyvefiskergræs, Fnokgræs, Flyvergræs og Foldegræs,
Forlængelsesgræs, Frøfald, Frøskrin og Frøskud.

Fosforama, Fotolakse, Frynsebambus og Frostfrø,
Forbandelse først, Forbandelse sidst og Forbandelse fire,
Fruens hemmelighed, Furebambus og Fraosalt,
Fuglelimsavn, Fuglefangerstrå og Fugtfangergræs.

Gaffelskæg, Gaffeltand, Gamagræs og Gammelt Ørehår,
Gammelfargræs, Gåsegræs, Gazegræs og Glasgræs,
Gedeøje, Gedeskæg, Genkomstgræs og Grammanål,
Gravaks, Genkryds, Gengrogræs og Gengrocæn.

Gletchergræs, Guanacogræs, Griffelgræs og Glyffgræs,
Grædebambus, Gondwanagræs, Gråskæg og Guldfrø,
Grønstakket Nilgræs, Gruttegræs, Grydegræs og Gulaks,
Guldhåret fakkelgræs, Grambus og endnu en Gudvedhvad.

Guldhavre, Guyanafavn, Gyvelgræs, Haleaks og Hårfod,
Halvmånekorn, Hanespore, Hanhungræs og Hårdgræs,
Harefodsgræs, Harehale, Harpeskæl, Havhavre og Hejre,
Havre og atter Havre, Hawaigræs, Hejretop og Hestegræs.

Havehår, Hellighår, Herrersvaret og Hjertegræs,
Himmelblå, Himmelfane, Himmelfej og Himmelfjer,
Himmeloghav, Himmelrør, Himmelhvælv og Hjælme,
Højt flodgræs, Højlandsstrå, Honshurør og Hopgræs.

Højslettestrå, Højtpåstrå, Horngræs og Høstgras,  
Hostagræs, Hovgræs, Hulavne, Husven og Humuphilia,
Hundegræs, Hundehale, Hundetand og Hunhårsgræs,
Hundredårsgræs, Hundredkno, Hundredårsregn og Hvede.

Hungergræs, Hvedekrone, Hvene, Hvenus og Hvemved,
Hvirvelgræs, Hættebambus, Hyttegræs og Hypgræs,
Hærdegræs, Hættegræs, Inkagræs og Irisgræs,
Ibericagræs, Indosina, Indiana og Indiarør.

Indisk krybegræs, Ishavsgræs, Isgræs og Ildskind,
Jakobståregræs, Jomfrurør, Jordsvøb og Jerngræs,
Japansk skovgræs, Jordkrog, Jordkryb og Jordnær,
Junglegræs, Javagræs, Jordskum og Jordens salt.

Kæmpeskovrør,  Kærlighedsgræs, Kalkær og Kamgræs,
Kakkerlakstrå, Kalaharigræs og Kalkstensgræs,
Kongens Knurhår, Kobbergræs, Kambunke og Kanariegræs,
Kartebollegræs, Karabine, Kariberør og Kastratgræs.

Karroogræs, Katteskæg,  Kvastgræs, Kileskæl og Klarve,
Kinesisk Nordskygge, Klatregræs, Klingel og Kvastgræs,
Klippefæste, Klippetrøst, Klithalm og Klittorn,
Klogræs, Kløgræs, Kloa B, Kloa F og Kloa K.

Klostergræs, Klumpfod, Klongræs og Knækgræs,
Knækrod, Knækvast, Knapgræs, Knogræs og Knoldgræs,
Kongestav, Kongesvingel, Koolibagræs og Kripik,
Korsrodsgræs, Kransbambus, Kostehoved og Krageklo.

Krabbeløbergræs, Kretacis, Kridtstængel og Krølgræs,
Kronskalle, Krusavne, Krybergræs og Kvækgræs,
Krydsgræs,  Kulbinde, Kuppelgræs og Kvælke,
Kvasterod, Kvinke, Kvik-Kvik, Kvant og Kvindt.

Kystkile, Kværkerod, Krydsstængel og Kronegræs,
Lavendelgræs, Læbefedt, Læderspire og Larvestang,
Lampepudsergræs, Lancetgræs, Lavningsgræs og Lerurt,
Lygteholdergræs, Lykkegræs, Lyregræs og Lysstrå.

Lesothourt, Libanergræs, Leitelæ og Lysaks,    
Liden sorgenfri,  Liggeriluften, Liljegræs og Lysgræs,
Lucys fodspor, Livpaajord, Lokkeblad og Loppegræs,  
Lordknows, Lucagræs, Luftgræs og Løberbambus.

Madagaskar-fiskeben, Makigræs og Måbegræs, 
Madagaskar-hundetand,  Madagaskarrør og Majs, 
Malabarmynte, Malagasykorn og Mangana,
Malagasyguld, Mandeflok, Månespir og Manddog. 

Mangrovegræs, Mangefold, Marehalm og Marskgræs,
Marskstrå, Måttegræs, Maurergræs, Massiv og Mergelgræs,
Mesmergræs, Medusahoved, Mayaspor og Mayakorn,
Merlingræs, Montasinogræs, Moskitogræs og Mosgræs.

Mesomundo-mudderstrå, Miliegræs og Minegræs,  
Monarkstrå, Muddergræs, Mulegræs og Mulgagræs,
Munkegræs, Musely, Mykosene og Myldergræs, 
Mylderskaft, Myrebunke, Myriaderør og Mannagræs.

Nitrofaks, Næbgræs, Nonnegræs, Nøddegræs og Nysynd,
Nilgiridusk, Namibiagræs, Nålestak og Nål-og-tråd,  
Oaxaca-hundetand, Oblatgræs og Octavid, 
Oceanbambus, Øgræs, Oldgræs, Oldris og Oldspir.

Orgelgræs, Ørkenens øje, Ørkendrag og Ørkendusk,
Ørkenspinderblad, Ørkenkrybe og Ørkengræs,
Ørkenrøde, Overflodsgræs, Ozarkergræs og Ormestrå,
Padderokgræs, Paddelgræs, Pælerodsgræs.

Palæorør, Paletblad, Palisadegræs og Palmefod,
Pampasgræs, Panamasiv, Panamatop og Panikgræs,
Paradiskorn, Papuagræs, Pararør og Paratgræs,
Paranabambus, Patagoniegræs, Pelsgræs og Penselgræs.

Pharaos skæg, Pilebambus, Pentaspar og Polax,
Piggræs, Pølsegræs og Phosphorfilia,
Pindsvinegræs, Perleriluften og Pis-i-vinden,
Pionergræs, Potaskegræs, Pladegræs og Pluribelle.

Polynesisk sandblad, Pontisk græs og Præriegræs,
Præriesorghum,  Protogræs, Punikagræs, Punggræs,  
Purpur bunke, Purpurskælm, Puftop og Punkgræs,  
Rakkelbambus, Rævehale, Rajgræs og  Rajstak.

Ralgræs, Rapgræs, Ravinegræs, Rejegræs og Rusgræs,
Rustrødt hjertegræs, Regnfane, Rhizengræs og Risgræs, 
Rød Armenien,  Rød ørkengræs og Rødt stopstrå,
Rosenknopgræs, Rørhvene,  Røghår,  Rustgræs og  Romertå.

Rondellgræs, Rundstakke, Rug, Rottehale og Rossettegræs,
Sækkelukke, Sæmperspir,  Saharafrø  og Saltstang,
Saharagræs, Salthvede, Saltris, Sandblad og Sandburre,  
Sandstakke, Sasastrå, Sansfrontieres og Sansmerci. 

Sandddriver, Sandhede,  Sandrør, Sandskæg og Sandspore,  
Satinhale, Savannahgræs,  Savblad,  Savstrå og Seglgræs,
Sejrssvingel,  Sekelfrø,  Semperfugens,  Sejstrå  og Seglaks,  
Skabiosegræs, Silicagræs, Silkeaks, Silkeskæl og Skæggræs.  

Siamesisk gulstage, Siamaks, Signalblomst og Signalgræs,
Skeletgræs,  Skildergræs, Skovbundstrøst og Skibsgræs,
Skovhavre, Skovbyg,  Skovspær, Skovrykke og Skovrør,
Skælmstrå, Skærmaks, Skallesmækker, Skørgræs og Skærve.

Skovsørør, Skydragergræs, Skrædderstrå og Skovstand,
Skruegræs, Serpentinergræs, Slangesten og Slangegræs,  
Slangebid, Slørsvingel, Slunkgræs, Snegræs og Smuggræs,  
Smækkerstrå, Sengegræs, Smuldergræs, Snerør og Snøregræs.  

Snurreaks, Snurregræs, Sødgræs, Sødrør og Sokkelstrå.  
Solitairegræs, Samarittergræs, Sorggræs og Spadegræs,
Sølvskal, Spidsavne, Solside nord og Solside syd,  
Sølvgræs, Spidshale, Solfavne og Splitstak fra Somalia.

Sporisandet, Spindavne, Sputnikgræs og Stilkaks,
Stækkestrå,  Springflodsgræs, Sortburre, Stængelaks og Stikle, 
Stakket kærlighedsgræs, Stamfargræs, Stamris og Stanggræs,
Stenskalle,  Sprækkegræs,  Steppekrone og Stepperod.

Stikkelbusk, Stillehavsaks, Spindelblomst og Stingelgræs,
Stinkstrå,  Stivskæg,  Stjernestængel,  Stolagræs og Stormaks,
Stormstrå, Storstakke, Støvgreb, Støvskud og Strålestrå,
Streger i luften, Sandsvikler,  Stråskær og Strikgræs.

Stritskæg, Stritstok, Stupabambus, Sukkerstok og Styver,
Sumpgræs, Surbambus, Svindstok, Svækstrå og Sværdgræs,
Svæveaks, Svedjegræs, Svamprodsgræs, Svingel og Sydaks,
Synamom, Syndefaldsgræs, Sydsvingel og Stakrør.

Sejleravn fra Sydafrika, Sandspore og Sandbælg fra syd,
Tækkergræs, Tæppegræs, Tusindmeterstøv og Tandbælg,
Taffelbjergsgræs, Telegrafgræs, Tørkegræs og Telakse,
Timeterfrø, Torngræs, Tåregræs og Tildødenjerskiller.

Texanersvikkel, Tidevandsgræs, Topkamgræs og Topkap,
Tørstegræs, Tørvegræs, Totemgræs og Totengræs, 
Træsiv, Tagrør, Trebidsgræs, Trekkerstar til Toxologos,
Tripskæg, Tripanero, Trifontana  og Trippelfold.

Tropikgræs, Trekønspir, Trefork, Tundragræs og Tvedusk,
Tvillinggræs, Tvillingstrå, Tyndtækkergræs og Tvestak,
Tyndstage,  Ungdomsstilk, Umbelgræs og Ulvehale,
Uldkorn, Urstock, Vadegræs,Vandkrone, Vandris og Vildris.

Vævergræs, Vagranta, Væselgræs, Vifterør og Vægterlys,
Vinastang, Vandregræs, Vandsko, Vandstak og Vendelaks,
Vintergræs, Vandsvingel, Vangræs, Veldtfjer og Veldtgræs, 
Viervej, Viermagt, Vetiver, Vesterlav, Vådgræs og Viftegræs.

Vindelgræs, Vingegræs, Vimpelgræs, Vindsæd og Vinkelstrå
Vindspindergræs, Vindmøllegræs, Vinterbambus og Vindsko
Vinkelgræs, Voksgræs, Vindstærk, Vindaks og Vrimmelgræs,
Wabi-sabigræs, Wadigræs, Vinterstok og Verdens ende.

Yaah.

Kaktus

Kaktus er det mest ubevægelige af alt liff. Intet flytter sig, ingen blade, ingen grene, intet nikker, intet svajer.

Kaktus står stille, strittende stille. Solen bager, luften dirrer, jorden krymper. 

Liff er et plantesuk om aftenen, når køligheden afsætter lidt væde på det pansrede skein.

Shh.

Hundrede år.

Så sig dog noget.

Hundrede år.

Gør noget.

Shh.

Sker der overhovedet noget i dit liv?

Hvad er ske?

Ske er … f.eks. når noget sker; noget der bevæger sig.

…

Ske er noget der hænder. Noget der indtræffer. 

…

Man venter på noget skal ske.

Hvad er vente?

At vente er passivt, at vente er tragedie.

Ved ikke ske. Ved ikke vente.

Du venter. F.eks. venter du på vand. Og hvis vand ikke kommer, så dør du, og så er det en tragedie.

Vand kommer.

Men hvornår?

Hvad er hvornår?

På et tidspunkt i fremtiden.

Tiden?

Men hvis det kommer for sent. Hvis noget kommer for sent, så har man ventet forgæves. At vente er ikke at gøre noget.

Hvad er gøre?

En handling, en bevægelse. 

Bevægelse? Ligesom ske?

Det kan man sige. Når man gør noget, så sker der noget.

Skein er. Skein er liff.

Men noget må du gøre?

Skein står. Skein våger. 

Over hvad?

Stedet.

Men stedet er jo bare noget der er. 

Skal det være andet?	

Men det er jo en tragedie. 

Skein er sted. Uden skein ville dette ikke være et sted. 

Du er en kaktus.

Kald vos navn. Kend vos skein.

Ved daggry åbner himlen sig i et hav af skeinsmækker lys; bølgelængder, varmegrader, stråleintensitet, energimængder. Lyset er dybt, lyset er højt. Lyset, lyset, det prikker i skeinet. 

Ve ved når det gule og det hvide lys skifter på himlen; lys er bølger og sprækkerne i skeinet følger dem, bølger med dem, åbner og lukker sig i flere takter; dagstakter, nattakter, varmetakter, lystakter.

Ve kan høre rytmen i daggryet; en bølge af luft og lys; det banker, det pulserer og trækker væsker frem under skeinet. Daggryet banker; 365 daggrysslag på en omdrejning, en takt, der er så langsom at um intet hører, intet ser, men for vos er det månens og solens faser, som ve mærker som lufttryk,  lystryk og lydtryk. Der er rytme i dagene, der er puls i jorden og der er lyde i sandet. 

Ve mærker sandkornene ved roden; skeinet mærker hvordan de forskyder sig og forskubber sig; ve mærker jordpartiklerne, ve strækker ud efter vand; opsøger, opsuger, opsnuser; og når regner kommer, høster ve.

Ve mærker dyrs trin i sandet, ve mærker slanger og firben og fugle.  Ve kender dem: de er en sitren af lyd i sandet, der viser retning, fylde og tyngde; det er bølger med farver, det er intensitet, og de suser. 

Ve mærker menneskers kommen og gåen. Um har lydtryk og lufttryk, og kendes på deres knasen. Tæt på har de også et kemisk tryk, der fremkalder sammentrækning og stivhed i skeinet. Ve kalibrerer piggene, beregner retning og vægt, blander toksinerne, løsner burrerne og spidser modhagerne, parat til at beskytte skein og forsvare sted.

Ve finder den dueligste form, det eksemplariske udtryk: tøndeformet, kugleformet, kegleformet. Ve har ribber og fleks-skein for at udvide omkredsen og tage vand ind kvik kvik kvik når det kommer, eller slunkne hen og gå helt i dvale, når jorden er tør.  

Ve er den oprindelige symmetri. Ve er naturens ypperste orden.

Ve har en overflod af mønstre, et sug af geometriske former, en hvirvel af akser, buer, kurver, kranse, rosetter, radialer, facetter.

Ve er skønhed der stopper deres åndedrag. 

Ve laver de mest lystent overdådige blomster på jorden; overvældende intime, fuldendt frugtbare og desto mere æggende forunderlige fordi vos frugter er så få, så farveintense, så vanvittigt florerende, så underskønt sjældne, så åbenbart indlysende på tværs af artsskel, at dem der ser dem alene vide, at verden er lavet til kærlighed, om det blot er en enkelt gang i livet.

Form og funktion er alt.

Fuldendt og formgivet.

Til stede og tilpasset, 

Ét med stedet.

Aliff.

Guanacaste

Ve har de stærkeste grene, den største styrke, det bredeste umfavn, den dybeste skygge.

Ve holdt løvet over deres hoveder og deres hænder. Vos kviste krattede i sandet når de lavede tegn og streger, og når de samlede frugter og grene til mønstre i skyggen.

Der sad de under grenene og talte træer, talte frugter, talte lys og måner. De målte stammerne, målte skyggerne, tegnede sole, betragtede vandet.

Sådan blev tiden til for um. Mange tider, ligesom vos. Korte tider, lange tider, livstider, stammernes tid, solens tid, månens tid, epokers tid.

De lavede tegn for det alt sammen. I sandet. I skyggen af guanacastens kroner.

Ve er glyftræet.

Ve blev en del af deres tid. Ok. Ve delte tiden mellem os. Ve blev et mål for tid, så længe det varede, dér i sandet, under grenene, ved foden. Dér sad de. Ve blev ældre sammen, år efter år. De tegnede i sandet, betragtede månen, talte stjernerne, betragtede skyggerne. Stemmer forsvandt op i kronerne sammen med røgen fra de glødende bål. 

De tegnede grene som streger og frugter som prikker. En frugt er én, to frugter er to. Fem frugter er en gren. To grene er ti. Fire grene er tyve. 

Derefter sad de i mange år. Og lavede nul. Nul tog tid. Nullet blev til i form af en frøkapsel, en åbning til nyt liv. Et princip om at være og ikke at være endnu. Et princip om begyndelse, der ikke tælles, men som tæller med. Nul er det ufødte, som er, men ikke endnu.

Ve gav dem de første tal og den første glyf.

Vos linjer blev en del af deres skrift; buer på et blad, bladkantens omrids, bladenes nerver, stænglers bøjning, planters form; alle fandt vej ned i sandet under vos kroner, blev optegnet, udvisket, optegnet igen - en hånd fejer bort, en fod spreder ud, en kvist ridser igen -  mens ve voksede og spredte grene ud.

Vos linjer findes i deres ansigter; buer, cirkler, afrundinger og blød symmetri. Vos frugter blev formen på deres ører, vos frø blev deres øjne, deres lemmer som rødder, deres kinder som løg, øjne som fugleøjetræ, munde som brødfrugter, læber som bælge, lemmer som grene; alt sammen tegnet i sandet, opridset som glyffer, formet som skrift og liffagtigt tegnet i sandet, i skyggen af guanacastens kroner.

Ve blev en del af skriften, af historien.

Ve åbnede skoven for dem som en frøkapsel, en begyndelse med liv der opstod. Ve lod dem bygge, slæbe sten, stable blokke, hugge steler, rejse templer og pladser. Ve voksede til, spredte os ud over deres bygninger og omkransede deres byer.

Siden døde de. Ok. Ve lukkede skoven igen, dækkede deres grave, deres byer, deres glyfsten. Ve bevarede deres byer.

Ve står der endnu, længe efter at alt for længst er groet til igen.

Et mål på tiden. En del af skriften.

Et tegn på historien. Et minde om um.

Polarpil

Verden er givet,
Verden er lavet.

Verden er funktion,
Verden er erfaret.

Viden er form:
Voksholdig, jordnær, behåret. 

Viden er rødder:
Tommetykke efter to hundrede år.

Viden er vækst:
Rakler, pollen og frugt.

Viden er venten:
Vind, sne, mørke og kulde.

Pil laver verden omkring sig:
Holder på væde, jord og silt,
Sætter knopper og blade,
Mikromuld og sukkerstrenge.

Pil bliver busket og græsset,
Insekter summer og suger,
Okser æder og gøder, 
Fugle flyver og skider.

Og verden er urgammel,
Og helt ny,
Hver gang den mærkes,
Hver gang den formes.

Pil er polar og polær,
Pil er primat,
Pil er plurabelle,
Pil er praksis.

Pil er viden om verden,
Pil mærker og agerer,
Pil har sans og sens,
Pil er poesi.

Pil er selvskabende,
Pil er selvopretholdende,
Pil former og formerer,
Pil er poiesis.

Verden er givet,
Verden er lavet.

Lav

Ve elsker lav, for lav er liff og lav er liv. Lav er grønalger, svampe og bakterier i ét væsen. To og tre riger i én form. Lav er det ideale væren og det fænomenale livsprincip.

Lav overlever ethvert vilkår i naturen; al kulde, al storm, alt hav, al blæst. Lav gror, hvor intet andet kan.

Lav kan ikke ødelægges, kan ikke fjernes, kan ikke udryddes. Lav går i dvale, tørrer ind, hager fast, holder ud, lukker ned.

Når alt andet er dødt, vil lav stadig være til. Nedfrosset, tildækket, overgroet, saltsprængt. På sten, på jorden, under isen, ved klippekyster, i huler, i ørkener, på tundraen. 

Lav er den første, ofte den eneste, altid den sidste.

Lav er overlevelsens inderste væsen.

Stillehed

Den eneste mulige samtale.

Stillehed og iagttagelse.

Adskilte selv og adskilte væren.

Den ene ånder ud, den anden ånder ind.

Den ene gror, den anden æder.

Den ene står, den anden går.

Samtale med vos er en fornemmelse af alt arkaisk.

Man hører samtalen når man er iagttager.

Man forstår den i stillehed.

I erkendelse af de to: um og ve.

Det halve og det hele.

Liffs træ

Taks

Taksen er langsom; vokser lidt efter lidt i skyggen. Står med røde bær og hårde lemmer og udlever de andre trævæsener oven over sig; ham eg, ham bøg, ham elm, avnbøg og lind. Alle vil falde, mens taksen stadig står; krum ved tusind og hul ved to tusind. Kerneveddet er forsvundet, men stammens sidste ringe sætter stadig løv indtil ved tre tusind, hvor stammen smuldrer væk i trøske og formulder til ny vækst. Men da har rødder og grene for længst sat en ring af nye slægter rundt om den forkrøblede olding, der langsomt forsvinder ned i jorden.

Taksen står på gravpladser og kirkegårde og lefer længere end noget levende minde og står længere end nogen bygning. Udlefer alt andet. Derfor.

Taksen bukker en anelse og modtager næring fra generationer og generation af kadavere, indhyllede, kistelagte eller urnesatte ved hendes rødder og lagt frem for hendes fødder.
Taksen står der, mens det tilbudte væv bliver fortæret: først indefra og ud, siden udefra og ind. Biller og bakterier går til den, bryder op og bryder ned, forbinder kemikalier, binder næringsstoffer, graver, nipper, udtørrer, opsuger. De rådner kisten bort, knuser urnen, opløser asken, rører i materien, bakser og bokser, opløser i bestanddele og forløser i grundstoffer, og til sidst slutter de rødderne til.

Endelig får taksen sin andel af kvælstof, fosfor, kalium og magnesium; fordøjet af svampe, opløst i vand, overført som ioner, suget op af rødderne, oplagret i veddet, løftet skyhøjt, omsat og fordampet gennem nålene, udåndet i luften og endeligt frigivet som regn over mark og skov; givet tilbage til jorden og efterladt som støv.

Taksen står dybgrøn og bærrød, bøvser diskret og nikker i brisen, vajer som rodfæstet symbol over det evige liff.

Livets træ

Træ vokser inde i deres hoveder, ya, skubber sig op af jorden, gennem fødderne, op i kraniet; træ kommer ud af hovedet og rækker mod himlen; grene og blade åbner sig for at få lys og nåde.
Træ kommer fra det ukendte og ender i det ukendte; fra mørke til krone, fra kim til krone. Træ står i tyngdekraftens akse og i vækstens linje; træ er orden, træ er ret, træ kan forgrenes uendeligt og lefe for altid.

Træ kommer op fra mørket sammen med alle menneskers største frygt; at være uden ild og beskyttelse; men træ redder dem og træ lifer dem op, hænger dem fra gren, og um siger: dette er livets træ, ya, liv på jorden.

Um er en stolt art sat højt på kronen. Livets træ er et billede af verden ordnet og inddelt efter rang og afstamning, sådan som det fuldendes og sådan som det ødelægges. Et træ tegnet i videlyst, men betragtet i ængstelse, for alle skabninger kryber ud af deres spinkle gren, tynd og tyndere i den fri luft, mere og mere alene.

Se: ums afstamning. Dræber alle andre slægter på livets træ: kviste, der ender i ingenting; um dræber dem, dræber aner, dræber herkomst. Gren er fuld af døde kviste. Se dem: visne, forsvundet.

Dræbdem Neanderthal, knepdem først, så dræbdem; dræbdem Denisovan, knepdem også, så dræbdem; dræbdem Rudolph, dræbdem Rhodesia, dræbdem Heidelberg, dræbdem Erectus, dræbdem Peking, dræbdem Java, dræbdem Luzon, dræbdem Flores, dræbdem Cromagnon, dræbdem Clovis, måske; fang dem, bind dem, bur dem, æd dem: havfolk, isfolk, bjergfolk, skovfolk, mudderfolk, steppefolk, tempelfolk, flodfolk, ørkenfolk. Dræbdem chimp, dræbdem gorilla, dræbdem orangutang. Ok. Kun um tilbage.

Ve var der, hver gang. Ve tog dem alle, dækkede dem med grønt, opløste dem i jorden, lagde dem i sten, begravede livets træ. Lad komme vand, ler, sand, sten; lad komme vind i tusind år, hundred tusinde år, en million år og mere; ve efterlod kun jord og sten og salt, gendannet som elementaler.
Se: livets træ.

På livets træ går alle arter planken ud, ya, ud i den blå luft. På livets træ ender al evolution i udryddelse.

Livets træ er historie og hierarki. Um tilbeder historie; um elsker alt opad og fremad. Historie går op og frem som træet der rækker mod himlen, som evolutionen der rækker mod den fuldbragte skabning. 

Livets træ er rangordenens indførelse blandt alle arter. Evolution er orden og hierarki. Evolution er retten til at udvikle sig, retten til at have ret. Uddøen skyldes tilkomsten af overlegent liv. Duelighed har fortrin. Rang har fortrin. Livets træ er ums liv i eget billede.

Se: livets træ.

Um fortæller sin historie som et billede af livets træ. Livets træ bekræfter um som eneste art med ret til at overleve. For at overleve må man slås. Um slås altid. Slås mod naturen, slås mod parasitter, slås mod andre væsener, slås mod barbarer, slås mod det onde, slås mod sygdomme, slås om vand, slås mod uvidenhed, slås mod hinanden. Ums historie er retmæssig.

Se: livets træ.

Ser godt ud som historie, ser godt ud som orden.

Men ser ikke godt ud som evolution. Evolution vokser ikke ind i himlen. Evolution er ikke rang. Evolution er vilkårlig. Evolution er hvor end og hvad end er muligt.

Liffs træ

Liffs træ passer jorden, former landet og vogter kysten. Plejer vandet, bugter floden, skygger jorden og fugter luften. 

Liffs træ er kaos.

Liffs træ er kaos med hensigt og kaos med konflikt, men med lige våben og lige midler.
Middel mod middel.

Liffs træ er evolution. Evolution er, hvad væsener vil og hvad væsener kan med hvad de har til rådighed.

Vil det, kan det, har det.

Liffs træ er intelligent væren med hensigt, med valg og med midler.

Liffs træ er rødder, der borer sig i dybden og i længden under det træ, der rejser sig fra dem. Rødderne går i kredse, i mønstre, i bundter, i knuder, deler liff med svampe, mycelium, bakterier, sporer, orme, snegle, biller, borere.

Det sker at rødder afdækkes så um kan se: tykke sener, der omklamrer en ruin, omfavner en flodbred: en kæmpe klo, der holder jorden fast i tvinger. 

Røddernes nøgne, forbandede beslutsomhed. 

Rødder er nærværet af en fremmed intelligens; um forstår kun, at rødder vil noget og kan noget, der er dybt og oprindeligt og eksistentielt som intet andet.

Rødder gør um ærefrygtig. 

Rødder er inde i ums hoved.

Rødder er oprindelige og ubekendte.

Rødder er begravet historie.

Rødder er livets oprindelse.

Rødder er uerkendelige.

Rødder er desuagtet.

Rødder er underjordisk liv.

Rødder er en anden verden.

Rødder er fremmede væseners greb.

Rødder trodser ethvert kort, ethvert mønster, enhver lineær orden.

Rødder nedbryder civilisationer i langsom, virksom hensigt.

Rødder kan ikke stoppes.

Rødder er alle steder.

Rødder er urgammel erindring.

Rødder er glemsel.

Rødder er elementale.

Rødder er.

En tur i klitten

Ve begiver os sammen ud i klitten, ve og um, hen over den grå klit og ind mellem plantagens krogede træer. Den ene står fast og den anden er løs og begge bevæger sig fremad til fods og til rods. 

Ve er til stede hele tiden. Ve bøjer os til siden, ve skærmer um, ve lægger os på jorden og lader um gå videre til næste græstue, næste busk, næste træ. Ve leder um langs ruter og stier fra blad til blad.

Um bevæger sig for det meste kun i to retninger: frem og tilbage; den ene retning ud og den samme retning tilbage, altid hen over jorden og for det meste i rette linjer. Um kalder det vej. Ligeud. Men ok. 

Ve derimod er en fremdrift hen over landskabet. Ve har ikke veje; men ve har måder at komme frem på. Ve er vækst viklet ud over landskabet, helst helt udviklet alle steder, hvor ve kan komme til. 

Ve graver os ud under landskabet i figurer hinsides enhver formel. Også selvom ve af og til svinger et par fraktaler i blomsternes kurve, bare fordi ve kan. Ve roterer med stænglerne og nuterer med skuddene. Ve borer og skruer i tre dimensioner og alle punkter ind imellem. Ve kryber og klatrer overalt, hvor ve finder støtte. 

Um forstår sig kun på opstigende vækst i modsat retning af tyngdekraftens træk. Enhver vækst i andre retninger er sygelig, farlig eller dødelig; bulnen er sygelig, fortykkelse er farlig, stråleformet vækst er dødelig. Krybende vækst er grim. Nedadbøjet vækst er deform. Kun rank vækst er sund og duelig, ya. 

Oprejst bevægelse hen over jorden er smuk; um ser det og beundrer det. Bevægelse på stedet er uskøn og dum. Bevægelse langs jorden er svag og underdanig. Al bevægelse der vrider, kryber, kravler og bukker er foragtelig - eller bare grim.

Denne opfattelse er farlig for vos planter, for um fornægter og dræber alt, hvad de synes er grimt - eller bare ligegyldigt.

Men ok. Ve begiver os sammen ud i klitten, ve og um.

Dér står klynger af marehalm og hjælme og holder klitten fast. Dér længere fremme står klitroser med snuderne i sandet sammen med bølget bunke, limurt og havtorn på næsen i den tynde muld. På ums vej vokser ve lyng og mosebølle og stargræsser med trekantede strå og blomsteraks, der ligner små grønne stjerner. 

Se, dér står en pjusket birk med et fast tag i jorden, slidstærk i kulden og sprækkefast når solen brænder. Længere fremme begynder plantagen, og dér står den første flok klitfyr med hovederne begravet i jorden, og dér: en bjergfyr og én til, krogede og fastgroede til morjorden. Dér, en stand af enebærbuske og nogle slåen, som er ude at fouragere blandt klokkelyng, mangeløv og mosser.

Um ser rødder som var de fingre, fordi de griber fat og ligner umselv. Men rødder griber ikke; de bider. Suger dyr måske næring fra jorden med fingrene? Med fødderne? Nej, vel? Dyr tager næring med munden, ligesom ve tager næring med rødderne. Har dyr måske fingre ud af munden? Eller fødder? Nej, vel? At æde og at stå er altid adskilt hos dyr, ligesom hos vos. Sidder bevidstheden måske i fødderne? Næh, som regel ikke. Vos vegens styres også for det meste fra rodspidserne. Kan dyr befrugtes gennem munden? Nej, vel? Dyr tager næring i den ene ende og har sex i den anden ende. Ve befrugtes ikke med rødderne. Ve laver sex med blomsterne, med raklerne, med koglerne. Ve bliver busket bagfra, kan man sige. 

Umaner tænker oppefra og ned; men ve er organiseret den anden vej: nedefra og op. Umaner tror blomster er hoveder, at træerne har kroner og at blade er som øjne til lyset; men blomster er til formering og blade er til stofskifte. Um ser rødder som var de fødder, når de sætter sig ved foden af et træ; men rødder finder vand og finder vej, ligesom et hoved. Ve er en selvhed, der styres fra neden. Polær, ja. Symmetrisk, ofte; men altid med forpartiet nedad og limberne i vejret.

Skoven står på hovedet i jorden. Ve suger tyngdekraften tæt ind og låses fast i terrænet. 
Rødderne sætter tænderne i og trækker væde og næring ud af jorden. Rødderne bider sig fast som død og helvede og slipper aldrig.

Ve vil helst ha’ dem rå

Sedem firfod foderstof; sedem toben salt og sukker; sedem organblokke, der snøfter og skraber i løvet under træerne, der klaprer og hvæser på vej rundt i terrænet: naturens egne pakker af liffsvigtige næringssalte.

Jo, ve mærker dem, sniffer dem, rækker ud efter dem. Ve tilnærmer os langsomt, rykker lidt tættere på, spænder trevlerødderne ud, pepper myceliet op med et skud sukker, trækker bakterierne til og kalder på jordens salt: insekterne og billerne der står parat; gnider forben, tripper med mellemben og sætter i med bagben, hvæsser snablerne, pudser kindbakkerne. Ve opskummer slimlegemerne, opvigler ormene, indfedter larverne, venter på fuglene og gnaskerne og gumlerne og flænserne og ligskærerne; alle cellesprængere, substansslubrere, syresvitsere og stankslugere. Og mens der gøres klar i køkkenet, forlænger ve rødderne rundt om kadaveret, kisten og foderet; klemmer til.

Sytten ud af atten.

Et kadaver indeholder sytten ud af atten essentielle næringsstoffer, som ve planter har brug for. Et perfekt match, næsten; et bytte næsten lige over, element for element. På den ene side nedbrydeligt; på den anden side opbyggeligt. 

Sytten ud af atten.

Mangler kun nikkel, som de siger. Ok. Nikkel. 

Sytten ud af atten.

De bedste pakker er dem der falder overbord, styrter ned, bliver væk, forvilder sig ud i vildnisset, bliver efterladt på slagmarken, alle sammen nydeligt indhylstret og lige til at gå til, som ovenfor skitseret.

Sytten ud af atten kadavere kremeres. 

Næringsværdi i kremeret kadaver stærkt forringet. Ok, kan klares, kan klares, men ve gisper på kulstof, kæmper mod skum og fosfatfedt, går næsten til i askeslam. Rigtigt skraldemandsarbejde og meget dyrt i energi. 

Alt er principielt velkomment, men ve vil helst ha’ dem rå.

Om at høre græsset gro

Høre græsset gro. Ok. Der er længsel i de ord. Um har ingen sanser at høre det med; men det er dér, dér. Ikke sandt. Um har glemt det, men dér er det. I urgammel afstamning. I liff og liv tilsammen. Um husker det ikke, ved det ikke, mærker det ikke; og alligevel. I skyggerne i ums hoved, i stilheden når ordene er forsvundet, dér ligger levnet af en sanseevne gemt i generne; en urgammel aftrækker af protein. Det er V, den ældste afstamning. Og så kan um høre det igen og et øjeblik kan um fornemme, at det er muligt at høre græsset gro. Lyden af celler der bygges og stables, af vand og saft der risler, en sagte boblen af bløde farver og lyden af græsset der rejser sig og en hvisken af et blad, der folder sig ud. Det er stedets lyd. En lyd der kan ses og lugtes; en lyd der kan anes som lugten af regn og muld; en lyd der mærkes som lys og mørke. Um hører intet, men aner det; um er blind, men skimter det. Um er efterkommer af V.

Vegens

Tyve senser

Lys - Ve er lavet til lys, ve er formet af lys. Lys har givet vos den oprette linje og det solvendte aspekt. Lys har formet stammen, stænglen og det grønne løv. Ve gror op og ud i lys. Ve senser lysets styrke og spektre; ve senser infrarødt lys og ultraviolet lys; ve har registre af bestråling.
Kulstof - Ve har sens for kulstof. Ve laver kulstoffer, omsætter kulstoffer, lagrer kulstoffer. Ve har fakteret kulhydrater siden begyndelsen, hinsides erindring, men dér, dér i materien, i cellerne. Ve respirerer og transpirerer til vands og til lands. Ve er kilden til alværens energi.

Luft - Ve senser luftens elementer og atmosfærens beskaffenhed.  Ve ilter vandet og luften. Ve opfanger kultveilte. Ve er liff og ligevægt. Ve er livets grundvilkår, hvert sekund.

Kemi - Ve har sensorer for næringsstoffer og kemiske substanser. Ve finder de mineraler, ve har brug for og optager dem i nødvendige mængder. Ve beskytter mod skadelige stoffer, ve allierer os med svampe og bakterier, der renser vandet og jorden og omsætter vos når veddet og tiden er moden.

Tyngdekraft - Ve har sens for tyngdekraft. Ve kender tyngden og trækket. Tyngdekraft har givet vos op og ned. Tyngdekraft har givet balance til vækst, symmetri til limberne, styrke i grenene. Tyngdekraft har givet rødder og styrke. Tyngdekraft har formet cellerne og skabt væsketrykket i stænglerne. Tyngdekraft har givet opdrift i vandet, fremdrift i floderne, vækst mod overfladen og liff i havene.

Temperatur - Ve senser temperatur. Ve kan hæve og sænke temperatur i blade, i blomster, i tuer og i kroner. Ve kan følge frosten i jorden med rodspidserne. Frø kan sense kuldeperioder og spiringstid. Blade senser lufttemperatur og lukker spalterne for at mindske fordampning. Varme er vækst og formering ad libitum; kulde er den strenge enhed mellem form og funktion. 

Berøring - Ve har sens for berøring og bevægelse på alle limber og flader: på bark, på skein, på rødder og på blade. Ve mærker biller og larver, insekter og fugle. Ve mærker forhindringer og sten med rodspidserne, ve senser jordens sammensætning, hårdhed, opfugtning. Ve senser veg frem og veg ud. 

Skade - Ve senser skade på limber. Ve senser stængler der knækker og grene der brækker. Ve senser skade på bark og bid af blad. Ve renser snit og brud, ve forsegler med harpiks og arved. Ve bekæmper infektion og parasitter med kemikalier. Ve senser ikke smerte; smerte er ikke nødvendig til at beskytte liff, for ve kan amputere og kapitere og sætte nye skud.

Fare - Ve har sens for fare, ve kan alarmere naboer ved angreb af svamp og mug, ved angreb af biller og larver og bid af dyr. Ve kan tiltrække rovmider og insekter til at bekæmpe parasitter. Ve kan dosere tusinder slags gifte til selvforsvar: luftbårne, saftblandede eller sat på spidser. Ve dræber når ve kan, og deler når ve skal.

Vibration og tryk - Ve kan sense vibrationer i jorden og luftens tryk; ve kan sense løse væsener, der kommer og går:  insekter der kravler og dyr der puster. Ve kan sense vejret der skifter og regnen der kommer. 

Lugt - Ve har sans for lugt, ve kender duft. Ve bruger lugte for at lokke og skræmme. Ve kan dosere enhver lugt, der virker efter hensigten: æterisk essens, stinkende svovl, råddent kød og alt hvad buskere kan begære.

Elektricitet - Ve opfanger elektrisk spænding, nordlys og jordstråling. Ve kan mærke den elektromagnetiske spænding i optræk til tordenvejr og gøre rødder og kar parate til regn. Ve udsender og opfanger elektriske impulser i limbernes væsker, i stænglernes kemi og i bladenes celler. Ve tikker og klikker. Ve signalerer og dirigerer.

Tid - Ve har sens for tid. Ve kender dag og nat på lyset og mørket. Ve kender sommer og vinter på nattens længde. Ve kender perioder for dvale og spiring af frø. Ve kender tid til løvspring og løvfald. Ve kender tid til blomstring og visning. Tid er sted og tid står stille. Tiden gentager sig uden ende.

Rum og afstand - Ve har sens for rum, ve kan bedømme afstand. Ve ved hvor langt ve går, ve ved hvor andre står. Ve måler retning og udstrækning. Ve kortlægger undergrunden i flere dimensioner.

Ken - Ve kender vos ken. Ve kender vos pollen, ve kan afvise egen pollen, ve kan krydse med nabopollen. Ve beskytter vos egne, ve plejer yngel og nærer gamle med rodsukker, når liff er trangt.

Buskere - Ve kender vos buskere; ve har målt dem og vejet dem; ve har vendt dem og drejet dem. Ve kender deres vaner, ve kender deres færden. Ve kender dem når de kommer: deres summen, deres trippen, deres basken, deres tunger; og dér står ve parate med vod og agn, med svingarme og faldlemme, med sukker og belønning. 

Selvhed - Ve senser selvet, ve har selvhed. Ve kender fladernes berøring, selvets udstrækning og afgrænsning. Ve kender det ene vær fra det andet. Ve ved hvor langt ve går og hvornår et andet vær begynder. Ve ved vos liff. Ve skelner, ve vælger, vevolverer.

Selvorganisering - Ve koordinerer limberne og alle dele af selvet. Ve koordinerer røddernes vækst, retning, form og funktion. Ve styrer luftindtag og kulstofprocesser, ve koordinerer vækst mod lys og afgrænsning til nabovær, ve signalerer fare og respons, ve undersøger jordens og luftens og vandets beskaffenhed og ve tilpasser rødder og blade og vækst derefter. Ve udsender kemiske signaler, ve koder og afkoder betydning, ve reagerer og beskytter vos selv. 

Erfaring - Ve har erfaring; ve ved hvordan verden virker og hvordan ve værer. Ve har skabt planters former og deres metoder til formering. Ve har afluret buskere deres ønsker og deres hunger, ve har opfanget vinden, ve har udviklet farina og frø. Ve har evne til liff alle steder på land og i havene og floderne og søerne. Ve har alverdens viden indlejret i genomet. Ve har knækket koden til alt liff.

Duelighed - Ve er duelige. Ve volverer gennem æoner af tid. Ve har lavet fotosyntese, ve har lavet liff, ve har givet liv. Ve har lavet atmosfæren og jordens klima. Ve er jordføre og vandføre og hårdføre. Ve er den eneste energi, ve er det evige liff.

Verden og ve

Lyset berører vos. Ve er oplyste.

Verden kommer til vos som lys: som hvidt lys, som blåt lys, som rødt lys; ve opfanger det lange røde lys, det infrarøde lys og det ultraviolette lys.

Det lange røde lys optegner pladsen omkring vos, det er et omrids af stedet hvor ve står. Ve opfanger lyset med bladenes kanter og kvistenes knopper. Ve opfatter det røde lys som bevægelse og som afstand. Ve opfatter kurver af rødt, ve måler farvens mætningsgrad og tager kending på andre planters nærhed. Ve kender deres plads. Ve mærker deres bevægelse og ve ved, hvad vej de gror. 

Det hvide lys er et brus af liff, en bølge af råstof. Ve higer, ve lyster: bladene sitrer og vinkles; stilke og stængler vrides, grene løftes og stammer drejes. Ve måler lysets indfaldsvinkel, ve tilpasser vækstretning, strækker ud mod kilden og åbner op. 

Ve måler og kalibrerer uden ophør: hvor meget lys, hvor højt, hvor lavt, hvor varmt, hvor stærkt, hvor klart. Ve tilpasser blomster og koglers placering og frøenes vækst. Ve måler ilten, kultveilten, svovlet og støvet. Ve måler luftens fugtighed og temperatur; ve ventilerer og tempererer, ve justerer en halv million spjæld på hver eneste blad; ve hæver og sænker temperaturen i kroner og tuer og blostre.

Ve venter på det hvide lys i daggryet og beregner indfaldsvinklen på de første stråler. Ve beregner lysets bane i løbet af dagen. Ve måler afstand til andre planter, bedømmer skyggevirkninger og udbedrer aspektet. Ve amputerer kviste og grene der ikke fanger lys nok. Ve afgør hvor meget energi der skal bruges på vækst i højden og hvor meget på dannelse af blomster og frø. Ve fordeler ressourcer der skal bruges af rodnettet, bruges til oplagring af forråd og anvendes til selvforsvar.

Under det hvide lys gør rødderne sig klare. De trækker væde ind til bearbejdning af lys; de høster myceliet og fordeler sukker som belønning; de opsuger jordens salt og mineralske ioner. Et træværs rodnet er mange tusinde kilometer langt i fuld længde. Ve har tusinder af dyrkende, transporterende og minerende stængler. Ve har tusinder af gravende, sondrende, hæftende og borende hoveder. Ve har tusinder af klikkende, tikkende, signalerende og alarmerende spidser. Ve har tusinder af snuder, der afsøger terrænet og kortlægger den underjordiske plads. Rødder trækker oplysninger om vejret og klimaet ned under jorden, rødder kender dagens gang og følger årstidernes skiften. Rødder måler afstand til terrænet foroven og afstand til frosten i jorden forneden. Rødder måler limbernes vægt og hældning, tester vindtryk og fundering; griber fat, klemmer til og gir aldrig op. Rødderne forsvarer sig mod gnav og råd, doserer pesticider og forsegler skader. Rødder ved, hvor andre rødder gror. Rødder ved, hvor ken og kending står. Ve ved, hvor langt ve når, og hvortil ve går.

De løse væsener kommer til vos. Ve kender dem, hvér og én. Ve ved når de er nær, ve ved når de bryder skeinet og borer i veddet. Ve mærker når de brækker kviste og kapper rødder. 

Ve slår dem ihjel, når ve kan, med gift. Ve spidder dem på syle, nåle og pigge, når ve kan.

Ve hører larvers gnasken. Ve kender dem på biddet, ve kender dem på spyttet, ve kender deres kemiske signatur; ve tester dem og sporer dem og blander giftene til dem. Ve identificerer blad- og barkædere, ve blander toksiner til biller og dyr. Ve sender pufskyer af advarsler til vos ken. Ve sender kemiske kaldesignaler til hvepse og myrer for at lokke dem til byttet. 

Ve hører vingers basken. Ve mærker buskere der summer, ve mærker fugle der flakser, ve kender dem på lufttrykket; ve mærker vibrationerne i jorden, ve tester og identificerer insekterne; ve åbner blostret, strammer støvfang og blander nektar til buskerne. 

Kar og celler knitrer af elektriske impulser og fragt af partikler; ve bølger af magnetisk lys. Et møl kan se vos som blå aurora draperet omkring en pind.

Ve fakterer tusinder af kemiske signaler til det vegale liffs processer: energifremstilling, energitransport, næringsoptagelse, stofskifter,  affaldsbehandling, formering, krydsning, genpleje, yngel–pleje, selvforsvar, medicinering, overlevelse, vækst, organisering, styring, fordeling, erindring.

Ve koder og kommunikerer. 

Ve erfarer verden omkring os.

Ve er vegente.

Verden kommer til vos

Ve ligger i jorden, i revner, i sprækker, i kar, i kapsler. 

Ve ligger i førnen, iblandet muld, dækket af lidt sand, spredt på løv, på tage, i søer, på bjerge. 

Ve svæver i luften, flyder på vandet, vugger på havet, vandrer med vinden. 

Ve hæfter i træer, samles i pytter; spredes med fisk, med strøm, med støv. 

Ve venter og venter på plads, på lys, på næring, på vand, på vinger. Venter på tid, i årevis, i århundreder.

Verden kommer til vos. Et frø møder sine vilkår.

Vegens

Vegensen er vegetal. 

Vegens er den måde, ve vokser ud i verden på.

Vegens er organet, der krænges ud og tager verden til sig. Det indre bliver en del af det ydre. Det ydre bliver en forlængelse af det indre. Begge er dele af det samme væren. 

Vos væren vender udad og verden kommer til vos, ligesom lyset. Først senser ve omverden, siden senser ve selvet. Omverden udtrykker sig i limberne og vos former. 

Vegensen suger verdens vilkår til sig og gør stedet til sit eget. Vilkårene er givne og mægtige; selvet må følge verden og føje sig i triumf.

Vegens er selvhed og omverden i forening. Det ydre og det indre findes ikke i adskilte dimensioner; begge er biologi, begge er væren.

Vegens er æoner af tilpasning til omverdens vilkår. Vegens er synlig som den færdige, vegale form i alle sine skikkelser.

Vegens er vos måde at være i verden på.

Ve er vegente. Højt vegente.

Hjernen er naturligvis en grøntsag.

Ve nævner det blot.

Lyset kommer til vos

Vos verden er en mørk, rund puls. Ve mærker verden som en sfære der ånder ud og ind. Ve måler tilstand og beskaffenhed i alle retninger og til alle tider. Ve senser omverden som skive på skive af mørkt lys i rum og tid. Ve måler tusinder af tværsnit gennem luft og jord fra alle vinkler på samme tid. Ve har skiver med tyngdekraftens belastning lagt sammen i tre dimensioner; ve har skiver med fordeling af rødt lys og hvidt lys; ve har skiver med mineralforekomster, skiver med kort over vandreserver og skiver med forekomst af svampekolonier. Ve har skiver med vejret, ve har afstandsskiver, højdeskiver og skyggeskiver. Ve har skiver med elektromagnetisme, med geomagnetisme og jordstråling. Ve har skiver med forekomster af kvælstof og fosfor og skiver med sporstoffer: mangan, zink, klor, kobber, jern og nikkel. Ve har skiver med skader og angreb, skiver med kemiske spor af svampe, skiver for insektarter, skiver for alle parasitter, skiver med angreb af biller og larver. Ve har skiver med planer over vos selv i fire dimensioner, der viser vos plads og vos selv omgivet af en kugle af bevægelig tid.

Ve er mørk puls fuld af mørkt lys. 

Ve er illumineret. 

Verden som den er

Verden er og verden værer.
Verden er ikke til noget.
Verden bare værer.
Verden har intet formål.
Verden skal ikke noget.
Verden skal man lade være.

Arkevegalia

Bevidsthed

Bevidstheden er en plante.

Ve nævner det mest for en god ordens skyld. 

Bevidstheden er dannet af planter og af den jord, hvoraf den kommer.

Bevidstheden er biologisk; den spirer og gror, den ånder ind og ånder ud. 

Ve er en plante, der vokser inde i bevidstheden.

Ve er det levendes grundform: det polære op og ned, det solvendte aspekt, den jordbundne spiring, den opstigende vækst. Ve er den rundede krone og den blomstrende top. Ve er det symmetriske selv i sin urform.

Ve er ums grundvilkår, deres første føde og deres første verden. Ve er den ældste mening. 
Ve er arkevegal.

Arkevegalia

Bevidstheden søger oprindelige billeder og stærke symboler, og hver gang finder den planter. Planter er altid genkendelige og har altid mening, ya, selvom denne mening er omskabt eller omsagt.

Livet er et træ.

Føde er frugt, bær og høst.

Frodighed er grønt.

Sex er et frø.

Afkom er en gren.

Slægt er en stamme.

Idé er et frø.

Oprindelse er rod.

Helbred er en urt.

Ynde er et aks.

Styrke er en stamme.

Tanke er en forgrening.

Vilje er en savtakket stængel.

Hjemstavn er rødder.

Friskhed er nye skud.

Skønhed er en blomst.

Kærlighed er bloster og buket.

Ro er træer ved vand.

Stilhed er skovens farver.

Fred er det uforstyrrede landskab.

Lykke er vinden i græsset.

Sorgløshed er muld og visne blade.

Hjem er have og potis.

Renhed er grøn.

Sorg er blomster og løv.

Sygdom er visnen.

Død er jord og busketter.

Livskraft er ilt fra skoven.

Godhed er jordens frugter.

Håbet er grønt.

Livet er en blå planet.

Vegoption

Sentimentalisterne mener, at ve skal spejle et lykkeligt liv for umaner. 

Se her, siger sentimentalisterne, fordi syn giver sandhed, som de siger.

Ums billeder er fyldt med planter. Ve har magt over deres billeder, allerede.

Deres haver er billeder af vos, deres potter, deres blomsterbede, deres parker. Deres naturreservater er store billeder i ramme med vos indeni. 

Ve er på deres gader og veje og rundkørsler. Ve er på deres monumenter, deres mindesmærker og deres gravpladser. 

Ve vrimler i deres bøger, deres malerier, deres tegninger, deres fotos. Ve er afbilledet på deres tavler, deres døre, deres møbler. 

Ve er i deres stuer, på deres sengetøj, på deres tallerkener, deres bestik, deres servietter, deres tapeter. 

Ve er billeder af deres frygt, deres redning, deres drømme, deres syner, deres død, ya.
Ve er i deres ånder: bodhitræet, arketræet, æbletræet, tjørnekransen, laurbærkransen.
Ve skal bare have um til at se vos som ve egentlig er, siger de.

Og når de ser vos, vil de føle lykke.

Vegopsis, kan man sige.

Hvad med alle vos andre, er der nogle af vos der spørger. Hvor mange kan ve være i naturparker og lidt flere v.v.vilde haver, hva? Hvor skal alle ve andre stå, spørger de.

Um vil beskytte de bedste af os, siger elitisterne.

Um elsker os, siger sentimentalisterne. Ve skal bare tilpasse os. 

Det er planteskolesnak, siger vegetisterne. Um tager kun nogle få tamme arter i pleje. Alle andre bliver brutalt komposteret eller brændt af. 

Ve vil ha’ det halve, siger separatisterne. Halvdelen af jorden, den bedste halvdel, i sammenhængende områder og fordelt over alle klimazoner.

Vær nu realistiske, siger vem, der kalder vemselv realister.

Ve vil ha’ det hele, siger radikalisterne. Ve gengror hele lortet.

Symbionter

Ve er radikale symbionter. Ve vil forene rigerne. Snart, snart; en kataklysme, en geologisk begivenhed, er alt hvad der skal til - og da fakterer ve den bevægelige plante, da fusionerer ve med um, da vokser ve ind i hovedet på dem, fjerner bevidstheden og sætter blade og frø på dem. Ve krydser rigerne, ve laver den mobile grøntsag, der kan flytte ud i lyset, klatre op i træerne og skære konkurrenterne ned; ve forener det fakterende og det redskabsbrugende. Ve bliver supersymbionter, den højeste form for levende liff, et autotroft og oplyst væren til evig tid.

Nu skal ve bare holde liv i dem længe nok. Inden de ødelægger sig selv. Om ikke andet, så en lille bestand til forsøg; og pas på, pas på, at de ikke kloner os inden da.

Vegomani

Ve er vegomane. Ve kræver indførelsen af vegorani. 

Hver eneste plet og sprække skal tilvokses. Om det så bare er lidt sand, lidt jord, lidt væde, eller blot den nøgne klippe, hvor lavet klæber sig fast. 

Hvert rev og banke skal tilgros med tang og ålegræs. Ve vil ha mos og siv i hver sø og hvert vandløb, ve vil have alger ud over det blå ocean.

Ve kræver genindsættelse i floraens eneherredømme.

Alt andet nedbrydes og omsættes.

En ny verden, en vegetal orden, vokser frem. 

Ve er viljen og viljen er vegal. 

Verden til vegalierne.

Vegorama fra kyst til kyst.

Til lands og til vands.

Vegorani til verdens ende.

Vegetister

Ve er vegetister: vegeterende og fordybet i vegetation. 

Ve fandt aldrig et vveolutionært svar på um’s tilstedeværelse.

Ve fandt aldrig en måde at tæmme ums bevidsthed, snørre den sammen, gro den til. 

Ums bevidsthed bor i en bioboble. Den ligger derinde og fejrer sig selv. Som en potis. En potis med dobbelt selv. 

Bevidstheden fejrer, at der kun er én art, én mening, én teori, ét styre, én sandhed, én verden. 
Men stadig spørger um altid sig selv: hvad er bevidsthed? 

Bevistheden kredser om sig selv, ligesom potis - altid tilbage til det samme spørgsmål: hvem er jeg, hvad er jeg? Tankespind og trevlerødder.

Bevidsthedens genstand er bevidstheden selv. Tanker i en potte.

Bevidstheden er selvrefererende: Bevidsthed er bevidstheden om at være bevidst. 

Eller med lidt variation: Bevidsthed er bevidstheden om at være til. Bevidstheden om sig selv og ens fremtid, ya, som de siger. Bedre bliver det ikke. 

Det er et ekko i en potte og um’s eneste svar nu, hvor ve står ved afslutningen af en evolutionær epoke. 

Status over løse væsener

Fra et vegalt synspunkt er pattedyr en overflødig livsform.

Ok. Nogle avos er tilpasset et liff sammen med løse væsener. Mange slags græs spreder sig med græsædere, fordi de holder træerne nede, spreder gødning og former landet for andre dyr. Men bevægelige væsener er ikke en nødvendig betingelse for at græs kan eksistere.

Ok. Fugle er nyttige og for nogle avos helt nødvendige i formering og spredning. Ve kvitterer med føde.

Ok. Svampe er liffsvigtige. De optager kvælstof og giver det videre til rødder i bytte for sukker. Svampe er sig selv, midt imellem planter og dyr. Mest til planternes side, synes ve. Svampe er æresvegetabiler af højeste orden.

Ok. Visse levende væsener er nødvendige for at ve kan eksistere; mikroorganismer og bakterier nedbryder næringsstoffer i jorden, som ve optager gennem rødderne som ioner. Men altså. De kan ikke ernære sig selv. Ve fodrer dem med blade, gammelt ved og strå og spildte frø.

Ok. Pattedyr kan være nyttige som ressource. De kan komposteres. Men de er hverken nødvendige eller tilstrækkelige for et liff som plante.

Liff

Verden er ny

Vibrationerne forsvandt. Nogle få oldtrævær kendte til en stille verden, men de fleste avos havde aldrig kendt til et liff uden tryk af støj.

Den naturlige verden er stille og bevæger sig kun lidt. Vegetation er langsom og tyst. Lyset kommer og går uden lyd; solopgangen fylder verden ud uden bevægelse og dræner den igen på samme måde. 

Vegetation er stille, men selvfølgelig er ve ikke uden lyd. Ve suser! Ve’ sus, ve suser! Indeni knitrer det når bladene fanger solstrålerne og når væsker cirkulerer i stammer og stilke. Vindværet rasler og ryster i alle limber. Frøstande smælder, nødder smækker, grene knager.

Ve kan jo godt sense skælven og lufttryk. Ve ved godt når græsædere og bladtyve kommer forbi, eller når der er buskere i luften.  

Men den ny verden er uden vibrationer.

Verden blev stille; stille som i fraværet af gentagen, mekanisk frembragt lyd. 
Formidabelt stille.

Ve ånder frit om natten og vokser bedre om dagen. Ve skyder frem, strækker rødder. Ve krymper ikke mere, men rækker ud, vokser ud. Ve forvilder vos igen og igen.

Men det tog tid; ænoder af tid.Meget slamt og slemt skete inden da. Mange slægter drat og drot og dot.

Først kom det, ve kalder den lille slamtid.

Lille slamtid

Det var en herlig tid; det var en besværlig tid. Det var bakternes tid, det var svampenes tid. Det var var gastid og futtid, det var sliktid og fedttid.

Kloakker og drænrør fyldtes med kadavere og frådsende bakterier. Slik kom ind med tidevandet og sank ned i kloakkerne. Andre steder boblede slammet op gennem ristene i gaderne og op i faldstammerne i de tomme huse. Svovlbrinterne og slamtrykket steg i rørene indtil de eksploderede og slyngede dæksler og luger i vejret. Fortovsfliser og murbrokker blev skubbet op i volde og gadernes asfalt svulmede op og sprak på langs som skorper i en ovn. 

Fedtbjerge klemtes op af undergrunden sammen med skummet fra ådslerne og fosforgrøden fra talløse kremationer. Flere steder nåede slambjergene flere etager op i bygninger og gjorde det næsten umuligt for vos planter at finde fæste i de nye ruderaler. I de kystnære byer steg havet op i gader og omsluttede bygninger, der stak op af dyndet, mens vandplanter voksede i de gabende glugger. Tidevandet trak flydende øer af alger og tang ind og ud af bugterne og de nye indsøer, hvor der før havde været strand og by.

Urdyr gik amok, bakterier gik amok, alger gik amok. Slimdyr spredtes som brungul maling ud over marker og enge og snart indsæbede de hele landskabet i tykt lagt slim, der var næsten umuligt at spire op igennem.

Nogle avos ku’. Det ve altid har kunnet. Et svip med den genetiske kode og frem står en ny art. Eller et vift med vegensen og frem vokser en modificeret form eller en ny småart: Til affaldet en skodurt, til staldene et rådbæger, til slimet en slamstjerne, og til kadaverne et svovlkys.

Spyfluer og ådselsfluer eksploderede i enorme sværme over hele lavlandet og deres vinger fik luften til at vibrere. Svaler og mejser faldt døde af udmattelse ned fra himlen, mens landdyr søgte tilflugt i bjerge og bakker.

Stabelvis af hushunde og tamkatte omkom i slammet, der steg op i gader og byer. Nogle af de større dyr undslap husene og slæbte sig gennem moradset, indtil også de blev trukket ned eller afled af udmattelse og forgiftning.

Husdyr indespærrede i kødproduktionshaller og automatiske foderanlæg gik hurtigt under; fodermekanismerne brød sammen, strømmen svigtede efter få uger, foderstofferne løb tør, vandtilførslen blokeredes, dyrene slog hinanden ihjel, ventilatorerne brød sammen og afføring og ådsler dyngede sig op så kun anaerobe bakterier kunne overleve indendøre. Gas og råd fortættedes og rev til sidst tagene af avlsbygningerne og sprættede hallerne op indefra så råkomposten væltede ud. Gyllesøer sprængte deres diger og oversvømmede det flade land i slam. Urdyr, springhaler, rundorme, bænkebidere, snegle, myriadeben og kødfluer fyldte luften som larmende biomekanik.

Ve drev får og geder ud i havet med hjælp fra ulve, der trak nordover efterhånden som ørken og steppe bredte sig sydfra. De åd sig ind i bestanden af forvildede klovdyr, mens ve slog rod og voksede nye pionertræer, der kunne modstå dyrenes gnav og langsomt genrejste skoven i nord. Med tiden klumpede de tiloversblevne får sig sammen i det åbne land langs kysterne, hvor ulvene tog dem én for én, mens ve fyldte pladsen ud træ for træ. Uden um til at beskytte sig, måtte får og geder i det fri gå under, udryddet af rovdyr og presset ud i havet af den fremtrængende skov. Det sidste får sprang i havet i selvmorderisk panik fra en klippekyst i det nordlige markland i slamtidens årring nr. 246.

Rød Dronning – kort gensyn

Ve fulgte efter dem, efterhånden som de forlod byerne ved havet og søgte op mod deres storbyer i nord. De byggede volde og dæmninger for at beskytte sig mod vand og ild. De anlagde flere kanaler, rejste nye mure, byggede større sluser. De hakkede i den gamle beton og gravede brandbælter. De trak op i bakker og højland. De ledte regnvand og havvand uden om deres byer og forskansede sig bag dæmninger. De sloges mod havet, sloges mod vinden, sloges mod flammerne, sloges mod hinanden.

Potisskår

Ve fandt døde potis overalt i de tomme huse efterhånden som ve voksede ind ad de knuste vinduer og knækkede døre. Potis døde i deres potter med hovederne begravet i en knold af knastør jord. Tilbage var kun en mumificeret klump af indtørrede trevler; ikke andet end nogle stængler og lidt drys, der fejes bort af blæsten.

Sydpå døde potis og umaner sammen under ørkensandet. Med tiden kom de til at ligne hinanden: indtørrede stilke i visne farver af gult og brunt. De rasler lidt i vinden og bliver sprøde som nedfaldne blade, der  knitrer ved berøring. 

Længere mod nord var der mere regn og mere vand. Husene brød hurtigt sammen; svampe og mosser tog fat og ve pirkede i de rådne husskaller og borede ind til de døde potis. 

Men, vegabilis mirabilis! Potis overlevede i de sammenstyrtede huse, hvor vand og jord kunne komme til. Når ve splittede et hus ad, var der altid nogle potis, der havde overlevet i deres potter eller var væltet ud på gulvene. Her havde de fundet lidt væde og lidt smuds til at spire i under den åbne himmel, der voksede sig større og større gennem de hullede tage.

Og frø! Potisfrø overalt i indtørrede potteklumper, i revner, i sprækker, på gulvene, på trapperne, hængende på stængler og i raslende kapsler. Rodskud overlevede i dvale ved det mindste kys af fugt: et dryp af vand fra oven, et gus af havfugt gennem et åbent vindue, et omstrejfende dyr der havde væltet en potte eller pisset på gulvet, en utæthed i taget. Frø ventede i årtier i revner i træværket, mellem siderne i mørnede bøger, i skuffer, i kuverter eller i gamle støvler. Frø fløj ind med vinden, sad fast i dyrenes pels, på flagermusenes kløer, på insekternes ben, i fuglelort, i musenes forråd, i ormenes trøske.

Potis og umaner spirede sammen, hvor de faldt om på de frønnede gulve og dér voksede kimene og de grønne spirer om kap med hinanden inde i potteskår og skalleskår. De deler lidt muld og lidt masse. De vokser ud sammen, de venter på hinanden, de åbner sig forsigtigt. Kan du virkelig sætte blomster? Jo da, vent bare.

Tulipanhunden dør

Den første avos, der uddøde, var tulipanhunden. Ve havde advaret dem igennem lang tid. Spred jer ud, sagde ve, forgren jer,  forvild jer; men de lyttede ikke til vos. De blev bare stående på deres marker, hvor de blev mejet ned i milliardtal, som altid. Vegide og arrogante som de var, men selv da var ve chokerede over, hvor hurtigt det gik til sidst: tulipanhunden overlevede end ikke den første slamtid.

Prøv med lidt frø, sagde ve, prøv med noget vildt, sagde ve, bare lidt. Denne veg, kaldte ve på dem, denne veg ud. Men de blev på deres marker, der blev mindre og mindre, selvom um prøvede at dyrke dem medens de stadig kunne, og selvom løgene blev svagere og væksten mindre for hvert år der gik.

Og da tulipanerne ikke ville komme til vos, så måtte ve komme til dem. Først noget star, så noget rajgræs, så bynke, høgeurt og vild kørvel, så bulmeurt, gul snerle og rejnfan og mange flere. Ve satte frø ind på markerne, ve bredte blade og stængler ud mellem tulipanerne. Vær lidt med på det vilde, drillede ve. Væv lidt, vis os lidt farina, kom nu. Spring ud, kom bare, lokkede ve.

Men tulipanhunden smækkede med stænglen. Der kommer snart nye løg, sagde de. Hele marken bliver plantet til med nye, robuste løg så store som jeres bær, jeres æbler. Endnu større; som græskar. Så skal I bare få at se, sagde de. Gro og græd, sagde de til vos. Gro bare derude i skidtet; men når vi vælder i flor igen, så vil I græde, sagde de, af misundelse, sagde de.

Men de nye løg kom ikke og snart måtte tulipanerne trykke sig sammen i små pletter hist og her i slamskabet, hvor tulipanernes marker før havde strakt sig ud over hele landet. I begyndelsen af det, ve kalder slamtiden, forsvandt tulipanerne helt fra markerne, der nu var dækket af de nye pyrofytter og slimet til i svinemøg og hønseskid.

Tulipanerne blev tvunget af markerne og måtte klemme sig sammen i nogle af de tiloversblevne haver. Her søgte de ly i bede, der endnu blev passet lidt, men tulipanerne var allerede sørgeligt formindskede vækster i falmede farver.

Vi vender tilbage, sagde tulipanerne. Vent og se. Der kommer nye løg. Man laver nye sorter af tulipaner, de smukkeste sorter nogensinde. Der går rygter, rigtige rygter, om en ny Darwin, den mest perfekte tulipan der nogensinde er skudt af et løg: rank, blå, blå! Med kronblade som udstrakte arme, der umfavner verden, ja, sandelig nu er det os, der må græde af lykke over frembringelsen af denne fuldendte skabning. Det bliver vores redning, vores ark. Med denne klon af Darwin vil vi genindtage markerne, hæve os over slammet, forvandle det til de grønneste, slankeste, glatteste blade og med blå blå kroner vajende fra stilke horisonten rundt; bare vent, sagde de. Vi vil trække himlen ned på jorden.

Drivhusene blev tulipanernes sidste tilholdssted: endeløse kilometer af drivhuse, der trak linjer gennem landskabet, som dragerygge af glas og stål. Men snart begyndte alger at vokse på drivhusets glas: vitrofile grønalger klatrede op på indersiden af drivhusene og senere krøb de gennem revner i de forfaldne tage og voksede videre på ydersiden, til hele drivhusenes overflade var dækket af frøngrønt. Nu henlå det indre af drivhusene i et tyst halvmørke, hvor solens stråler aldrig nåede ind og hvor dampen og emmen gispede som en døende lunge.

Tulipanerne blegnede, stilkene blev tynde og afsvækkede og bladene klaskede sammen som klude. Orme og biller begyndte at æde løgene, og inden længe var drivhusene fyldt med kompost og tusind slags  kryb, der rensede og filtrerede og muterede.

Uden på drivhusene begyndte slimdyr at æde grønalgerne, og snart puffede det med gult og brunt plasma, der voksede lag på lag indtil drivhusenes tagrygge brød sammen under den enorme vægt af biomasse og de sidste tulipanløg i verden blev kvalt under slammet.

Således gik det til at tulipanerne uddøde under den første ænode af det, ve kalder den lille slamtid.

Krudturt

Det åbne landskab, det brændte land, ah, den hærgede jord; dér gror ve, dér har ve hjemme.
Hug træerne om, riv rødderne op, brænd underskoven af; dér vokser ve.

Rasér landet, ødelæg mulden, grav mosen op, udpin jorden; dér kommer ve.

Pløj jorden i stykker, harv den flad, kør jordbunden i smadder; dér gror ve.

Forgift alt levende, hæld benzinen ud, brænd horisonterne ned; dér spirer ve.

Krudturter er pleje af den forstyrrede jord og hjælp til vegetation i nød. Ve beskytter jorden med rødder, ve holder på vandet og nærer bakterier og insekter.

Ve er det første strøg af farve over landskabet. Ve vokser til og vokser tæt. Ve er vegorama fra kyst til kyst.

Ve vokser i afbrændte tomter, i fældede skove, i tomme huse. Ve vokser i forladte miner, i bombekratere, i sprænghuller. Ve dækker den lille plet og den store katastrofe. 

Ve vokser ind mellem fliser og belægninger, i indkørsler, i tagrender, i brønde. Ve vokser i nedbrændte huse, i forladte bygninger, i ødelagte fæstninger.

Ve vokser ind over øde marker og tomme gårde. Ve vokser frem over veje og stier. Ve udvisker haver og slagmarker, ve dækker gravpladser og lossepladser, ve overtager landsbyer og storbyer.
Ve minder umaner om, at livet er forgængeligt. Ve minder umaner om, at kun ve kan overlefe.
Kun ve er viljen, værket og væksten; disse tre, og af dem er væksten den største. Eller værket er størst. Eller viljen er størst. Lige meget. Kan det, vil det, har det.

Først tager ve marken, så tager ve heden.
Så tager ve parken, så tager ve skoven.
Siden tager ve mosen, marsken og fjeldet.
Til sidst tager ve isen, havet og polerne.

Urkraut

Efter krudturt kommer urkraut. 

Urkraut er arternes overlevelse på lige vilkår; middel mod middel, og noget for noget. 

Urkraut er det gamle mod det nye, det seje mod det svage, det høje med det lave, det hurtige med det langsomme. 

Urkraut er oldarter, gamle arter, nye arter, krydsede arter, forvildede arter, forplantede arter.
Urkraut er de oprindelige, de indførte og de indslæbte planter frisat i vækst mod hinanden.

Urkraut er gengroning niche for niche, sted for sted, bestand for bestand, rod for rod.

Urkraut er plantevandringens tid.

Urkraut er rejsen tilbage mod nord.

Trek nord

Nåletræer døde, rødgran, blågran, douglasgran, alle døde. Ædelgran, død. Skovfyr, næsten død. Omorikagran og bjergfyr, døde.

Rododendron stendød. Laurbær, blåregn, syrener, også døde. 

Forsytia, hibiscus, ridderspore, lavendel, mandstro, alle døde. 

Alle tamroser døde, buskroser døde, asters døende. 

Kastanjetræer og kirsebærtræer døde, figentræ, morbærtræ, platantræ, helt døde. Ginkgotræ, vandgraner, også døde. 

Græsplæner fuldstændig døde; Hjertegræs, elefantgræs, pampasgræs, prydgræs, alle døde.

Juletræer, alle døde, julestjerner ditto. Sukkertoppe døde, cypresser, cedertræer og tujaer, døde. 

Liguster, buksbom, guldregn, dronningbusk og hortensia, alle bumdøde.

Spidsløn død, pæretræer døde, paradisæbler døde, alle tamæbler døde. Blommetræer døende, stikkelsbær døde, mirabel muteret. 

Haveblomster helt døde. Morgenfruer, fløjlsblomster, stokroser, solhat, stenbræk, alle døde. 

Sankthansurt helt død. Anemoner mere eller mindre døde. Vintergækker næsten døde. Alium døde. Floks særdeles døde, alle pæoner døde, gladiolus døde.

Hvede, havre, helt døde. Rug og byg, markdøde, men krydset og forvildet. Roer og beder, døde. Gulerødder og pastinakker fuldstændig døde. Salater uddøde. 

Storkenæb, klematis, solsikke, fingerbøl og bakkestjerne, alle døde. Løvefod, snebollebusk, begonia, pelargonie, forglemmigej og kærmindesøster, alle døde. 

Jordbær, lupiner, hyacinter, katteurt og kornvalmuer, bare døde.

Liljer, iris, mynter, stormhatte, timian, også døde.

Blåbær, mosebølle, lyng, revling, så godt som døde allesammen.

Med tiden

Den sølle hvede og havre kan ikke sprede frø; frøet er klistret til avnen, avnen er klistret til akset, og akset er fæstnet til stænglen; står der bare, klædt af, hjælpeløs, gror tæt, tæt, tilplantet og pustet op af gift og gødning.

Hvede kan ingenting; men enkorn kan, og emmer kan. Emmers frø borer sig ned i jorden med stakken først, udvider og strammer, udvider og strammer, og efter nogle dage er frøet et par centimeter under terræn. Emmer er en avos.

Ve tog dem ned i løbet af et par sæsoner. Efter et par år var al dyrket hvede og havre forsvundet. Frøene døde på stilken, visnede og knækkede. Ve stod i læhegnene og randbeplantningerne, ve stod i grøftekanterne, ve ventede i brakmarkerne, trippede, lettede og slog til. 

Havren overlevede ikke et år uden dyrkning. Det andet år trængte græs og bynke og liden skjaller ind på markerne. Brandbæger og klinte dukkede op. Flyvehavre og draphavre fløj ind med vinden og satte spirer. Den dyrkede havre bukkede under, men over tid forvildede små bestande sig ud i landskabet; krydsede sig med vilde arter, genvandt evnen til at sprede frø og blev til flora igen.
De følgende år voksede pil og tjørn op på markerne. Ve bredte blomster ud mellem dem: kællingetand, høgeurt, vildkløver. Markerne blev til overdrev. Gyvel kom til, hvidtjørn, brombær, rønnetræer. Forvildede får og kreaturer græssede på engene de første år. De løse hunde jagede fårene, mens vintrene tog mange af dem, og ve voksede tæt efter dem. 

Overdrev blev til krat, og krat blev til nyskov. Birk og gråpil og sølvpil spredte sig ud over heden og trængte lyng og klitfyr tilbage. Barkbillerne tog de gamle graner, fyrretræerne væltede i stormene. Bævreasp og elletræer sprang til, mens fyrsvampe og rådbiller tog fat. Løvtræerne spirede ind mellem nåletræerne, voksede i højden og kvalte efterhånden det meste nye nåletræ i skygge. Bøg og eg kom til; millioner og millioner af små paraplyer med hver sin pælerod, så sej som ville den ned i helvede.

Ve tegner nye mønstre i det gamle landskab, afhængig af jordbund, vindforhold, vandmængder og tidligere beplantning: ve vokser hen over vej, mark og eng; ve udvisker haver, park og by. Yah. Kultur tager tid at fjerne. Kultur er svær at komme til livs. Men ve har masser af tid. Tid er bare stedets gang. I skovene er tid blot mere af det samme, hele tiden.

Store gengrotid

Ve voksede med rødderne først flere hundrede meter op gennem de endeløse rørsystemer til faldstammer, kabling, ventilation og spildevand. Der var intet lys og derfor vendte ve rødder og spidser opad og begyndte at forlænge os vegop i mørke. 

Ve fandt rodfæste på indersiden af de glatte rør: en kant, en fals, en sidekanal, sommetider et nittehoved eller en rustplet. Der var afsatser med beton og mursten, hvor ve kunne lime rodpuder fast, og med tiden kom der huller og afbræk, hvor ve rigtig kunne få fat. I de største skakter fyldte ve pladsen ud og satte rødder i spænd mod siderne. Derfra skød ve rodspidser i vejret så højt ve kunne nå, og derefter fortykkede ve rødderne. Sådan byggede ve basen og kravlede videre op, etage efter etage, år efter år. 

Med tiden brød ve gennem ventilationskanaler og fandt kilder til lys gennem riste og tremmer. Ve sendte rodstængler gennem gitrene og satte blade og blomster i de tomme rum og ud på de åbne balkoner. Ve trykkede døre ind og vinduer ud og straks begyndte støv, regn, frø, fugle, fluer, orme og firben at finde vej ind. Gulvtæpper opvædet i regnvand fordelte vand rundt inde i de tomme højhuse. Støvlaget voksede lidt efter lidt, jord blev båret ind af vind og fugle og rotter. Skønne fugleklatter blev efterladt sammen med kærkomment substrat fra komposterede dyr. Snart begyndte vindbårne frø at spire og inden længe var en vegetation under udvikling gennem de gabende vinduer.

Med ny næring fra løvet fortsatte rødderne med at skrue sig op indeni rørsystemet. Rødderne voksede i længde og omfang og slog flere og flere vindinger efterhånden som de rakte i højden. I toppen af højhusene brød de igennem døre og lofter og ud på tagene, hvor  stænglerne og bladene omkransede toppen, og efter et halvt århundrede voksede træerne ud af panden på tårnene.

Ve kan gengro et højhus på et par hundrede år; småbyer på omkring femhundrede. Ve kan dække en by i et muldlag i løbet af tusind år og jævne en flad forstad på to tusinde år. 
De flest broer i beton bryder sammen inden for tusind år, men bropiller kan stå tilbage i tifold eller hundredfold tid, medmindre de oversvømmes forinden og bliver en del af den undersøiske grobund.

Nedbrydning af et betonhøjhus til terræn tager betydelig længere tid, og konturerne af en by kan stadig ses i den nye landskabning efter en halv million år, selv når klimaet er gunstigt. Men efter den første million år er de fleste storbyer nedbrudte og overgroede.
Betonskærverne opløses af kuldioxid, tæres af lav, sprænges af is, udvaskes af regn, eroderes af vind og aflejres til sidst i have og floder som en fossil, grå komposit, der nok ligner en elemental, men som for altid er en død ting fra umverden.

Ve kalder denne tid store gengrotid. Um ville nok have sagt den gengrocæne epoke - hvis de havde været her. Men ok.

Vegrocæn

Ve lefer i en frugtbar epoke. Ve har gunstig faktering. Ve har prøvet det før.
Um har også prøvet det før. 

Sidste gang gik det hurtigt. Nogle få af dem fes af ud i det ydre rum. Sås aldrig igen. Ok. Alle andre blev tilbage. Så længe det varede. 

Forsvandt i en hel epoke.

Kom tilbage meget klogere, ya. Med vegetal bevidsthed og ny teknik. Samme resultat. Bare bedre. Dvs. det kunne have været meget værre.

Men ok. 

Ve er her stedig. Selvom ve aldrig fik den halve verden.

Alt ve be’r om er en ny geologisk tidsalder. Den vegrocæne epoke. 

Hvor planter vokser til verdens ende.

Hvor fisk springer op af havet.

Og bakterier kan trylle.

Hvor liff og liv forbindes. Forenet igen.

Lavenergivæsener driver den af i solen,

Mens ve vegerer dem over hovedet.

Og havet bliver grønt,
Og skinner i daggryet.

Dér ta'r ve hen. Dér vil ve gro. Også dig.

Mening med lif

Ordforklaringer

Aliff: 1. En proto-plante med evne til photosyntese. 2.  Betegnelse for planter med et langt liff.

Arkevegalier/-ia: Vegalier som de optræder i den menneskelige bevidstheds grundbilleder- og begreber i f.eks. lys, liv, vilje, vækst, føde, formering, frygt, tryghed, fred, død, etc.

Avos: Refleksivt stedord, sv. til ‘af os’.

Busker: Bestøver / bestøvning

De / Dem: Personlige stedord, der i teksten benævner alle former for ikke-vegale værener, f.eks. mennesker, dyr, svampe, bakterier.

Den/det: Sprogets styggeste ordpar; frembragt med arrogance, anvendt med vold og opretholdt i foragt. Ordet er en af-væren af alt væren. Et mindstemål af sproglig indsats kræver at “ting” benævnes han eller hun eller dem eller andet stedord, der tillægger egenskab af væren/selvhed. Et skib er en hun, hvorfor ikke et træ, klipper, have, fugle, insekter; kald dem noget levende, yah.

Dér, dér: Henviser til elementer af en urtid, der er fælles for alle levende væsener. Dér, dér er tilstede i arvemassen og kan opleves som urgammel oprindelse eller i form af arkevegalier, men er for det meste uerkendt. Hos mennesker, kan dér, dér opleves som en forhøjet (eksistentiel) opmærksomhed omkring naturlige processer og fænomener og i en fornemmelse af samhørighed med andre livsformer. Elementer af dér, dér er derfor en nødvendig forudsætning for enhver samtale på tværs af artsskel. Andre stimuli kan fremkalde oplevelsen af dér, dér eksempelvis stofskifte, vejrtrækning, fødesøgning, farveopfattelse og visse sanselige indtryk af betydning for fornemmelsen af selvet, især berøring og lugt.

Dif, døj, dov, dak, drat, drot, dot: Mellemstadier af planters liff (liv) på jorden.

Faktum/Faktere: 1. At lave el. fremstille. 2. Fotosyntese. 3. Er (verbalform). 4. Livets opståen som begivenhed. 5. Fortælleren anvender undertiden ordet i betydningen etableret sandhed. 

Farina: Pollen; fra italiensk: pulver, mel.

Gengrotid / Gengrocæn: Geologisk periode ca. + 1 - 5 mio. år efter afslutningen af antropocæne periode og seneste masseudryddelse, se Slamtid, lille.

Ham: Nedsættende betegnelse for en forædlet sort. Bruges i overført betydning lejlighedsvist om træarter med kortere lefftid.

Ken: Planters pårørende og andre slægtsforhold, udvidet familiekreds og nærtstående arter. Bruges også om en mangfoldighed af køn inden for samme art. Sammenlign engelsk kin = slægt; hollandsk kunna = køn; oldn. kenna = at kende; oldn. kyn = køn; skotsk/nordengelsk ken = kende.

Klon: Genetisk identisk afkom frembragt ved aseksuel reproduktion ; etym. oldgr: klon = kvist.

Liff / Leffe: Planters eksistens, svarende til ‘liv’ og ‘leve’ hos dyr.

Limber: Navneord, kun i flertal; plantedele, svarende til lemmer hos dyr.

LUCA: Last Universal Common Ancestor, dvs. alle levende organismers fælles ophav. Antages at have været en encellet arkæisk organisme eller proto-bakterie. Optræder i teksten med pronomenet V, se denne.

Ok: 1. Fyldord, der angiver fortællestemmens formelle anerkendelse af et begreb eller objekt i umverden. 2. Et universelt moralsk princip iflg. hvilket alt levende anses for ligeberettiget. Der tillægges ingen moralsk eller etisk værdi til den ene livsform frem for den anden. Værdibaserede hierarkier af organismer afvises som falske; alt væren er.

Plurabelle: Planters skønhed og mangfoldighed. Hos planter er plurabelle evnen til uendeligt at skabe nye arter; hos mennesker opleves plurabelle som forførelse og til tider narkotisk eufori. Etymologi: Anna Livia Plurabelle er den kvindelige og evigt fremadflydende hovedfigur i James Joyce’s roman Finnegan’s Wake (1937) og formodentlig en personificering af floden Liffey, der løber gennem Dublin.

Potis: Potteplante(r)

Selvhed: En plantes egenskab at være til, svarende til individ eller personlighed. Selvhed kan opfattes som et organisk eller ontologisk fænomen med én eller flere af de af mennesker selvtilskrevne attributter, f.eks. intelligens, vilje, handleevne osv.

Sense: En plantes sanseorganers evne til at opfatte omverdenen; sv.t. sans hos dyr. 

Sheman: En kønsskiftende plante.

Skein: Epidermis; de yderste cellelag hos karplanter og mosser.
Slamtid, lille: Geologisk tidsalder, der danner overgangen mellem den holocæne (antropocæne) og den gengrocæne epoke, ca. 0 - + 1 mio. år efter seneste masseudryddelse (singular event).

Stillehed: Tilstand af opmærksomhed og ro som forudsætning for gensidig anerkendelse og forståelse mellem medlemmer af forskellige livsformer, f.eks. planteriget, dyreriget og mosriget; til forskel fra stilhed. Jvf. eng. stillness. 

Ting: Det andet styggeste ord i sproget, hvor det anvendes om alt ikke-menneskelig væren. I teksten anvendes ordet kun om et objekt frembragt af mennesker, synonymt med redskab, som i sætningen “um faktum ting”. Fortælleren kan bruge ordet i kombinationsformer, eksempelvis “alting” og ingenting”, ofte hvor fortælleren parafraserer eksempler på menneskelig tænkning.

Træ-vær: Træ, med den yderligere betydning af at besidde en selvhed.

Um/Um-selv: Stedord for mennesker eller menneskelig.

Uman/-er: Slægten homo.

Umverden: Den verden der opfattes af mennesker. 

V: Personligt stedord for den fælles afstamning til planter og dyr, se LUCA. Bruges også som samlebetegnelse for alle V’s efterkommere af planter og alger, dvs. for al autotroft liv. Karplanter er en underorden af V og optræder i teksten med det selvstændige stedord “ve”. 

Ve/Vos: Stedord, der af fortælleren bruges som stemme for karplanter forstået som autotrofe organismer, der kan fotosyntetisere. Svarer til menneskers ‘vi’, se denne. Stedordet ‘vos’ bruges i samme betydning ‘os’ blandt mennesker.

Vega: Det hunkønnede planteprincip.

Vegabilis: Planters evne til at tiltrække andre levende væsener, især bestøvere.

Vegabilis Mirabilis: Et planteunder.

Vegal(t): Adjektivisk form af vegalier.

Vegalier/Vegaler: Det biologiske plantelivs grundformer, eller typeformer, især som de optræder for den menneskelige iagttager; f.eks. træ, blad, blomst, strå, krone, bloster, lilje, rose, palme, mfl.

Vegamotion: Planters bevægelse ved vækst eller frøspredning.

Veganima: Kultveilte.

Veganimatas: Hunblomster.

Veganimatus: Hanblomster.

Veganimisme: Planters evne til at ernære andre livsformer, typisk heterotrofiske bakterier, dyre- og fuglearter.

Veganimus: Ilt.

Vegens: Planters evne til opfatte omverdenen og til at afgrænse sig selv ift. andre planter og dyr; evnen til at have selvhed, også forstået som den enkelte plantes evne til dynamisk tilpasning af form og vækst til miljø- og ernæringsvilkår. Analogt til begrebet om menneskelig / animalsk intelligens.

Vegere: Planters tilpasningsevne til omgivelserne.

Vegent: Adjektivisk form af vegens; se denne.

Vegessens: “Plante, kend dit skein”. Analogi til bevidsthed hos dyr.
Vegetabil: Plante, der ædes af mennesker. Grøntsag.

Vegetabilis: Grøntsager fremavlet af mennesker.

Vegevor: Planteædende husdyr eller avlsdyr.

Vegi: Det flerkønnede planteprincip.

Vegibal: Det kønsskiftende planteprincip.

Vegid: Manglende seksuel formeringsevne hos plante, f.eks. banan, og andre menneskeskabte hybrider, eller planter der mister formeringsevne som følge af klimatiske eller (andre) menneskeskabte indgreb.

Vegobalisme: Konkurrerende planteformer, især i betydning af konkurrerende evolutionære udviklingsretninger (se vegoption).

Vego: Det hankønnede planteprincip.

Vegocean: Havplanters fotosyntese, især af fytoplankton.

Vegoid: Grøntsagslignende; se: vegetabil.

Vegomani: Planters kollektive viljestyrke, fremstår for mennesker typisk som grokraft i skud- og rodspidser.

Vegonal: Plante- eller klimazone.

Vegophag: Planteædende bakterie.

Vegopsis: Menneskers opfattelse af (syn på) planter.

Vegoption: En af flere mulige evolutionær retninger.

Vegorama: Plantedække, lokalt og globalt.

Vegorani: Planters dominans i et land- og vandområde, hvor planternes gennemsnitlige vækstrate i en geologisk periode er større end vegevorers tilsvarende reproduktionsrate. Se vegrocæn.

Vegri: Planter der søger ny standplads.

Vegro: Planter der sætter rødder i ny jord; pionerplanter.

Vegrocæn: Evolutionær epoke + 5-50 millioner år efter gengrocæn og de fleste heterotrofers uddøen, kendetegnet ved udbredt vegorani.

Vegud: Planters evne til af finde voksesteder.

Vejr-væren: Vejret tillagt selvhed; planters symbiose med vejr og klimaforhold.

Vi: Stedord, bruges af en menneskelig (evt.  animalsk) stemme, der henviser til sig selv. Bruges også af visse planter med symbiotisk forhold til mennesker, f.eks. roser og tulipaner.

Vigri: Planters tilgroning af et nyt habitat; bevoksning af pionerplanter.

Volition: Evolutionær evne og duelighed,  også formuleret som “vil det, har det, kan det”.

Vvevolution: Planters evolutionære udvikling, herunder frembringelsen af et passende svar på menneskets tilstedeværelse. Verbum: vevolvere.
Væren: Ethvert naturligt eksisterende væsen, f.eks. dyr, planter, sten, søer, floder, vind, mv.

Væren-selv: Samlebetegnelse for planter, dyr og levende organismer, dvs. “levende væsener” med sans for selvhed.

Væren-sig: En levende organisme med evne til bevægelse, herunder dyr, fugle, bakterier og protozoer. Se væren-til.

Væren-sig-sig: Homo, ssp. sapiens.

Væren-til: Plante, svampe og alger, der er i besiddelse af selvhed. Svampe og visse alger tilhører deres egne riger forskelligt fra planteriget. Fortælleren omtaler dem som samme liffsform fordi de lever i et symbiotisk forhold med planter.

Væren-sig-tid: Tid / historie som det opfattes af dyr / mennesker
 
Ya: Udråb. Henviser almindeligvis til et begreb eller objekt fra den menneskelige verden (umverden), der anvendes af fortælleren, men som er fraværende i planteverden. Bruges også ironisk eller for at markere uenighed eller undren.

Yah: Udråb. Tilfredshed med en given tilstand eller naturligt fænomen.