Guldbåndet langhornsmøl

 Guldbåndet langhornsmøl

548. En hel uge har de sværmet
I en terrassekrog foran køkkenvinduet.
Små guldglimt omslynget af hvide tråde.
Guldbåndet langhornsmøl, ved jeg nu.

549. Ikke et navn nogensinde lavet
Til et digt eller hørt på versefødder;
Til at stille sig an i rim og prosodi,
Som tekst og blank balance på papir.

550. Morgenlyset funker på deres vinger:
Fefølehorn fire gange deres kropslængde
Hér er de: lad dem selv bestemme
Deres rytmer og flyvske figurer.

551. Her er mønstre udover min fattevne,
Selvom jeg er lavet til at finde mønstre:
Buer, sving, ryk og bølger op og ned;
Mønstre kun langhornsmøllet ved.

552. En opvisning af overskud, af energi,
Der svarer, måske, til joie de vivre.
Måske sværmer de, indtil de falder ned,
Døende af udmattelse og syrechok.

553. Fehornsmøllene sværmer vilkårligt videre,
Forførende mønstre i lokkedans.
Ødsel energi, tragik af en slags;
Flygtigt, jordisk skønt.