Tag: Sværme • 552

 Guldbåndet langhornsmøl

548.	En hel uge har de sværmet
	  I en terrassekrog foran køkkenvinduet.
        Små guldglimt omslynget af lange hvide tråde.
          Guldbåndet langhornsmøl, ved jeg nu.

549.	Ikke et navn nogensinde lavet
	  Til at stå i et digt eller hørt på versefødder;
        Til at stille sig an i rim og prosodi,
          Som tekst og blank balance på papir.

550.	Morgenlyset funker på deres vinger:
  	  Fefølehorn fire gange deres kropslængde
        Hér er de: lad dem selv bestemme 
          Deres rytmer og flyvske figurer.

551.	Her er mønstre udover min fattevne,
          Selvom jeg er lavet til at finde mønstre:
        Buer, sving, ryk og bølger op og ned;
	  Mønstre kun langhornsmøllet ved.

552.	En opvisning af overskud, af energi,
          Der svarer, måske, til joie de vivre.
        Måske sværmer de, indtil de falder ned,
          Døende af udmattelse og syrechok.

553.	Fehornsnmøllene sværmer vilkårligt videre,
          Forførende gentaget, men aldrig det samme.
        Måske kan jeg lære det smukke i det vilkårlige;
          Det sker bare – ligesom det gode liv -
            Igen og igen.