Dværgkommaflue
1633. Ofte når jeg sidder og læser
Dybt i en lænestol i pejsekrogen,
På min pind i lyst- og arbejdshuset,
Eller på havebænken udenfor
Kommer en lille flue på besøg.
1634. Med lille, forstås meget lille,
Kun et milimeterstort væsen;
Kravlende op over siden
Vandrer den ind i min kultur,
Vækker mig af bogslummer,
Forsigtigt ikke at lade bogen
Smække den død og flad,
Et udsmattet bogmærkelig.
1635. En sen sommerdag i august
Kom hun vimsende dér igen,
Vejrende, virrende op på siden,
Jeg venter, håber på et komma;
Vær nu sød, gå ind i teksten,
Så jeg kan få et ægte foto,
Bare en kultiveret bagatel
Til mig, på min mobil.
1636. Fluen må have et navn,
Det første bekendtskabsritual
På tværs af arternes skel;
Hun er måske en halmflue
Eller en fritflue, jeg ved ikke,
Entomologer må hjælpe til,
Men jeg ved godt, helt sikkert,
Når kommaet kommer flyvende,
Det intertekstuelle insekt
Hvad hun skal hedde:
Dette er dværgkommafluen.
1637. Et godt og acceptabelt navn,
Omend dværg er forkert,
For hvis målestok gælder her?
Også komma er forkert,
For hvad er mere irrelevant
Når man er i hendes fødder;
Kun flue er måske korrekt,
Men ok som kenningssnavn.
1638. Navne er til for vores skyld:
Nu kender jeg hende igen,
Passer på når hun er på visit
På bogens (genbrugs)papir
Under det varmhvide lys.
Samtidig, som poetisk pendant,
Har videnskaben fået et match,
En partner i fluegrammatik,
Til dværgpunktumbillen.
Nyt i Index Titusind:
Flue ◦ 1633; Væsen - lille ◦ 1634; Vejre ◦ 1635; Halmflue ◦ 1636; Dværgkommaflue ◦ 1636; Kenningssnavn ◦ 1637; Dværgpunktumbillen ◦ 1638.
Dværgpunktumbillen er en eksisterende art, der lider den ulykke at bære det rædsomme taxonomiske navn Baranowskiella ehnstromi, et mere fantasiløst, antropocentrisk og i særklasse uindlevet selvfedt navn behøver man ikke lede længe efter. Dværgpunktumbillen er en fascinerende og nyligt indvandret art i Danmark, som udelukkende lever i en ildporresvamp, der igen udelukkende lever på piletræer. Billen er omkring en milimeter lang.
Kenning, se opslaget under fanen Poetikon.
Halv hveps – et vidnesbyrd
Halv hveps – et vidnesbyrd
Til John Kinsella
Halv hveps
Hakket i to
Insekt og invalid
På bøgebark
Fodtrin blade
På skovsti
Et trænet øje
Altid det
Vi ikke ser.
Amputeret
Hvilke tænder
Hvilke skær
En guillotine
Af myrer
Pheromoner
Sprøjter
Duftsprog
I billeder
Vi ikke kender
Sætter spor
Vi ikke ser.
Kun dette:
En halv hveps
Kryber frem
Fem ben trækker
(Sjette ben kvæstet)
Lemlæstet krop
Vingepar intakt
På pronotum
Livsfjeder
Overskåret
Sin sidste time
Forstbotanisk Have
Hann. Münden
Niedersachsen
Oktober 2024.Til John Kinsella med tanke på digtet Love Poem fra samlingen The Hierarchy of Sheep, 2000.
Om at tælle mariehønens pletter
Klik for at forstørre billederne
Om at tælle mariehønens pletter
1568. Forvildet ind i huset
En minimy mariehøne,
Knappenålshovedstor,
Lækker olivenoliegul
Med sorte pletter på,
Overnattet i et petriskål,
Utrættelig i bevægelse,
Indtil langt om længe
Hun hviler, guffer lidt
På en vissen skærm
Af skvalderkål.
1569. Den syvplettede,
Som alle børn kender,
(Men hvor mange
har talt dens pletter
eller ved, at der er
mange flere slags?)
Den to-plettede,
Den ti-plettede,
Den tolv-plettede,
Den fjorten-plettede,
Den seksten-plettede,
Den nitten-plettede,
Den toogtyve-plettede,
Den syovogtyve-plettede,
Den øje-plettede,
Ale mellemvarianterne
Og fyrre arter flere.
1570. Og hvad er egentlig
En plet for noget,
Eller en plamage,
Og hvor sidder de?
Hvad med den stribe
Langs dækvingekanten,
Og hvad med dem
På forkroppen, brystet,
Pas på, det er et øje,
Og kan mariehønen
Skifte sine pletter ud
Som leoparden prøver på?
1571. Derfor et beskedent forslag
Til en obligatorisk time,
Sjov, lærerig, ikke let,
Eminent til gruppearbejde,
Selvlæring, erfaring og
Nysgerrighedsfremmende,
Fingerspidsstimulerende
Naturkulturforståelsesfag:
I dag skal vi tælle
Mariehønens pletter:
Vi laver grupper på tre,
Her er farveplancher
Og her er terrariet,
Hvor I kan se dem
Krybe rundt og rundt,
Værsgo, begynd bare.
P.S. En læser kan jo tælle med
På mariehønen hér,
Billens latinske navn nedenfor:
P.P.S. jeg blev syvogtres,
Inden jeg så min første.
Nyt i Index Titusind:
Mariehøne – nn-plettet ◦ 1568; Mariehøne – syv-plettet ◦ 1569; Dækvinge ◦ 1570; Naturforståelse ◦ 1571.
OBPS – om skvalderkål (2)
En time i solen ved skvalderkålen omkring æbletræet. Et mylder af insekter, blomsterduft, svirren, et håndholdt kamera, nogle udvalgte billeder – og måske en rigtig raritet. Bloggen er ikke et fotoalbum; den er et digtværk. Men når bloggen bevæger sig over i konceptkunst, så er der brug for fotos.
Klik for at forstørre billederne
OBPS om skvalderkål (2)
1553. I dag, sankthansaftensmorgen,
kan jeg oplyse og dokumentere,
med hortikulturalistens stolthed,
at min højeste skvalderkål
måler en meter og tyve ungefär,
præmieplante, primus inter pares,
skærmet af sommerfuglebusken
i en frodig stand rundt et æbletræ,
uundværlig fryd i alle haver.
1554. Her dufter sødligt og behageligt
af mirabeller og andre blommer,
stænglerne lidt som gulerod;
en svajende, vuggende overflod
af dobbelte hvide blomsterskærme
flittigt besøgt, bevinget, oversvirret
af insekter døgnet rundt
og af mig med næsen fremme
og et kamera i hånden.
1555. En snylteflue, gymnosum rotundatum,
ganske lille, med stor rund bagkrop,
orange med tre sorte pletter;
en snylter på tæger, en endoparasit,
larven æder værten op indefra,
borer sig ud gennem skjoldet,
falder til jorden og går i puppe.
Intet dansk navn til denne flue
Så hvorfor ikke nanvgive her:
Lad os kalde den mariehøneflue,
Vi kender den nu, velkommen her.
1556. Her er rød- og sortstribede stribetæger
bag til bag i parring på skvaldertoppe,
sammenhægtede, den ene slæbbar
efter den anden, trukket op og rundt
hvis de bliver forstyrrede, gået nær,
men i øvrigt dorske og fotogene.
1557. Endnu en tage, almindelig bærtæge,
sås en enkelt gang på en skvalderskærm,
sit rygskjold dybt rødbrunt og pyntet
med løvgrønt, trekantet heraldik,
kantet rundt i brunt og hvidt,
med antenner til, der matcher.
1558. En gammel kending græsser sig frem,
langsomt gennem en mark af blomster,
den grønne guldbasse glinser i solen,
et farvespil i grønt, guld og kobber
stor og metodisk som et kreatur;
Tak for gensyn, velkommen tilbage.
1559. Maser af svirrefluer kommer svirrende,
antallet er arter er ret forvirrende,
adrætte flyvere, musende, sværmende
nogle med hvepseynde og hvepsefarver;
her er sumpsvirrefluer, havesvirrefluer
og mange fler', jeg aldrig ser.
1560. Her må være dusinvis af snyltehvepse,
tre af dem vist på denne side,
ingen af dem med danske navne;
Den første er gastroeruption jaculator,
En han; hunnen med en læggebrod
dramatisk lang, snylter på bier i reder.
Jaculator var en romersk spydkaster,
med et kort spyd, javelin, til idræt.
Lad os bare navngive den her,
Lad os kalde den spydkasterhveps.
1561. En snylterhveps, lang og fin,
bagkrop med højgult segment
afsluttet i en blank, sort spids.
helt almindelig over hele landet,
nu i havens stand af skvalderkål;
endoparasit i sommerfuglelarver
grumt og nyttigt på samme tid,
revulsion naturligt, men forkert;
på latin ichneumon suspiciosus,
Et navn: slank sommerfuglesnylter.
1562. Her lander en lille bladhveps,
sort hoved og bryst, orange bagkrop,
buttet om livet, ligner en bi,
vinger med brede sorte bånd
mit billede blev uskarpt, men pyt,
mens den slikker nektar og bestøver;
Arge cyanocrocea i taxonomien,
på dansk intet navn endnu.
Larverne lever af brombærblade,
hindbær, solbær, alle rubusbuske,
Skal vi kalde den brombærhveps.
1563. Her er en skvalderkålblomst under lup
Fem kronblade hver med dyb indskæring,
To fruglegemer og to hvide støvfang,
to millimeter fra spids til spids.
Skvalderkål er en dobbeltskærm
Så: lad os tælle og beregne:
en enkelt umbel har cirka 24 blomster,
Hele skærmen har cirka 15 umbeller;
Hver plante har 4 til 8 skærme;
En enkelt skvalderkål, fuldt udgroet,
har mellem tusind totusind blomster.
1564. En god have har vel 100 planter;
Min have, der bugner af arten,
har, hvad tror jeg, 500 til 1000 planter
på et areal, løst anslået 200 kvadratmeter,
ergo et sted mellem 1,5 og 3 millioner
skvalderkålsblomster i hele haven.
1565. Jeg må fortælle, at blomsten myldrer
det vil sige kravler med bevingede dyr;
havemyrer på hver eneste skærm,
masser af småfluer og andre insekter,
store skinnende, grønne og grå fluer,
ivrigt overkravlet af mariehøner og
alle dem, jeg ikke så og aldrig finder.
1566. Skvalderkålen er en overdådig plante,
Elsket, besøgt, besuget intenst,
altimens vores grå fluesnapperpar,
der yngler i en forladt svalerede,
sidder på udkig, gavmildt bespist
fra et oversummet gavebord.
1567. P.S: To gange, måske tre gange,
så jeg en sjælden svirreflue,
uden kamera, uden billede,
men jeg er ret sikker i min sag:
En ornamentssvirreflue,
helt sort med minggrønne bånd
på langs af brystet og på tværs
over den kulsorte bagkrop,
set på selve præmieplanten,
klar som neon i natten.
OBPS: Oplysning til Borgere om Planter og Samfund.
Agurkeedderkop
Klik for at forstørre billedet
Agurkeedderkop
1547. Ieg er edderkop i smuk profil
På enetræets skællede skud;
Ieg er sprunget ud som klorofil.
1548. Ieg dyrker min cool agurkestil,
En æon ta’r det at se sådan ud;
Ieg er edderkop i smuk profil.
1549. Ieg matcher bladenes farvespil,
Spinder mit hjul, ruller nettet ud;
Jeg er sprunget ud som klorofil.
1550. Min fangstmetode er immobil,
Sex, enstrenget selvserveringsbud;
Ieg er edderkop i smuk profil.
1551. Akten er dog træls, tildels futil,
Hvis ieg ædes af den sultne brud;
Ieg er sprunget ud som klorofil.
1552. Man lever længere som homofil,
Og går aldrig parringstråden ud;
Ieg er edderkop i smuk profil,
Ieg er sprunget ud som klorofil.
Nyt i Index Titusind:
Agurkeedderkop ◦ 1547; Enebærtræ ◦ 1547; Æon ◦ 1548; Hjul ◦ 1549; Fangstmetode ◦ 1550; Klorofil ◦ 1551; Parringstråd ◦ 1552.
Om kvægmyg
Sporet i nord – dag 7
Om kvægmyg
1517. Idyllisk blogværksted i Telemarken
Ved brinken af elvens sorte strøm;
Vandet i bevægelse, flyder bredt
Forbi stier ned gennem blåbærbuske,
Under skovfyr gennem høje bregner.
Jeg sætter mig ved lejrens bænk,
Ah, et bord, og åbner notesbogen,
Afpropper pennen en tidlig morgen,
Arbejdstid, flodbrus og fuglefløjt.
1518. Men ikke i dag, slet ikke her;
Jeg er kun ét blandt utallige dyr
Gennem umindelige tider og epoker
Drevet halvt til vanvid af kvægmyg:
Miniature sataner, 2-4 millimeter store,
Stor slægt af myg, overalt i nord,
Over totusind arter i kendes,
Kaldet knot på dansk og norsk,
Kognat til det engelske gnat.
1519. Keats har skrevet om gnats:
Et sanseligt, sublimeret naturdigt,
Der væltede mig omkuld som ung,
To Autumn, perfektioneret romantik;
Et klagende sørgekor af gnats,
Skrev mit forbillede, død af TB,
Også et ideal i morbide stunder.
Men her er noget virkelig galt
Med ungdommen og med biologien,
Og digtets fakta, master Keats,
For heroppe er knoterne psyko;
Med ansigt og øjenlåg opsvulmet
Tager jeg ydmygt myggehatten af
For mine hærdede norske kolleger;
Og de svenske og skotske med;
Beslutter, at jeg helt færdig
Med naturidyl og romantikken.
Nyt i Index Titusind:
Blåbærbusk • 1517; Kvægmyg • 1518; Knot • 1518; Naturidyl • 1519.
Violetrandet løber
Violetrandet løber
1461. Aftenmørke jordsorte natbille,
Kropskanter lysende neonfarvet,
Løber gennem mørkets bjerge,
Stærk og sulten, et nervebundt.
1462. Vingeløs i fart på marathon rov,
Kemiske signaler knitrer på følehorn.
Rykvis og øjeblikkelig op i fart;
Knapsnap mekanik til start og stop.
1463. Og denne violette aurastribe,
Gådefuld genetik, overdådighed
Eller evolutionær skødesløshed;
Vi kan gruble i titusind år.
Nematopogon
Nematopogon
1450. Det ene år udsletter det andet,
Jeg aldres, mit syn fortættes,
Nuet springer ud i tusind ting
Og nye ord på mange sprog.
1451. Se: et lille langhornsmøl,
Smukke, mønstrede vinger
I beige og hvide pletter,
Et orange mankehoved.
1452. Sorte øjne og følehorn!
Følehorn som perletråde
Flyder rundt i luften,
På feers lange fingre.
1453. Møllets navn på oldgræsk:
Nematopogon; et trylleord,
Lad det navn være kendt
Af alle børn og børnebørn.
1454. Lad dem smage på det,
Lægge det på tungespidsen,
Komme fedrys på; sige det:
Nematopogon, igen og igen.
1455. Et løsen til de andres verden,
Når biologi og mytologi
Sat sammen bliver til eventyr
Og magisk viden for alle.
1456. Lad dem kende dette møl,
Huske det, når de bliver gamle
Og skal fortælle om alt det,
Vi har, og alt det vi ikke når.
Dette langhornsmøl er set i min have på en klematisstængel. Jeg tror ikke arten har et dansk navn, men jeg er ret sikker på, at arten er Nematopogon adansoniella. Slægtsnavnet er hentet fra oldgræsk: nema = tråd, pogon = skæg. Slægtens engelske navn er longhorn fairy moths. Se i øvrigt to digte om langhornsmøl fra sidste år: Fefølehorn og Guldbåndet langhornsmøl.
Urtidsminder
Urtidsminder
1443. Larver er dyr, som få ser og endnu færre forstår; heller ikke jeg, som nu eksempelvis i går;
1444. På knæ og albuer med fingre dybt i havemuld; så jeg en larve, som næsten væltede mig omkuld;
1445. Et lysende fund i den mest kostelig farve; af den sorte jord en lille forårsgrøn, sammenrullet larve;
1446. Af form som den forgyldte, fossile ammonit; jeg som dreng faktisk fandt ganske tit;
1447. Den dreng, der klatrede rundt på Devons sorte kyst; med kroppen fuld af videtrang og findelyst;
1448. Som gravede med klodsede fingre i Karbons urgamle stoffer; rester af dyr og planter fra livets endeløse offer;
1449. Nu, forundret at noget så skabende grønt og sart; lever, findes, så indlysende og åbenbart.
Nyt i index Titusind:
Larve ◦ 1443; Knæ ◦ 1444; Forårsgrøn ◦ 1445; Ammonit ◦ 1446; Kyst ◦ 1447; Karbon ◦ 1448; Sarthed ◦ 1449.
Den grønne larve tilhører agatuglen, en almindelig natsværmer i Danmark med form og kamouflage som et rustrødt, vissent blad. Idet jeg samlede larven op landede en mariehøne på min handske. Hun ville hele tiden pile af, men med nøden fra en finger satte hun sig et øjeblik på kameraskud til en håndfuld farverige arketyper: jord, larve, bille og fossile minder.
Den blå oliebille
Den blå oliebille
1411. For sent til store billedag,
Men på ganske samme sted,
Kommer endnu en oliebille
På kryds af vores lille vej.
Jeg smider henrykt alt igen,
(en trækvogn, en kædesav)
Samler billen op og springer
Hundrede skridt til havebordet,
Haps, ind under petriskålen
Med hænder henna-plettede
Af kamp- og forsvarsstof,
Og dugen grøn af billebæ.
1412. Denne gang ved jeg mere:
Det natblå billeskær, og
Et indhak markeret i blåt
På bagkanten af forbrystet:
Her er den blå oliebille,
Levested mere skov end strand;
Følehorn med knæk eller knæ,
Så dette er en han.
1413. Jeg tipper ham ned i krukken,
Dækker til med låg af glas,
Her skal bedrives videnskab:
Jeg agter som billefarmer
At malke giften af ham.
Jeg griber ham i kuppelhænder
Giver ham en krablet rystetur,
Gentager en time senere med
Forventet frygt og billebæv;
Og dér; to klare, gule dråber
Sekret af giften cantharidin
På hans kampberedte knæ.
1414. Jeg slipper ham ud igen,
Han har ikke mange fjender,
Kun stortrappen til eksempel
Æder oliebiller for giften
Mod tarmkanalens parasitter.
Men pil nu ud i haven,
Her er bier nok at snylte på.
Jeg selv gør ingen bille ondt,
Langt mindre ku’ jeg drømme
Om en billeolieindvoldskur.
Store Billedag
Store billedag
1403. En sort bille krydser min vej,
Mit held her på store billedag;
Jeg smider hvad jeg har ved hånden
(en tom trillebør, en skovl)
Samler billen op i kuplede hænder;
Lange ben skraber rundt derinde,
Kribler ud af alle sprækker.
1404. Jeg glemte helt at tænke på
Er den giftig, bider den,
Gi'r den eksem på hænderne?
Et kig ind på klem, og dér:
En lysende orange oliedråbe,
Stort som et knappenålshoved
På et af mange billeknæ.
Gift altså – selvforsvar.
1405. Jeg vipper børen op med foden,
Sætter billen ned i ladet
Og triller hjem i hast,
Limousinekørsel for biller;
Fart på, op på havebordet,
Under glas fra et petrilåg.
Kroppen er tre centimeter lang,
En bille så stor og bomstærk,
At den kan skubbe låget
Frem i ryk på havedugen.
1406. Billen er svagt selvillumineret,
Changerende i sort og blåt,
Sådan som kun biller kan:
En dyb og klar aftenhimmel
Med et skær af nymåneskin,
Som vi selv så det i nat.
Den er vingeløs og langbenet,
Dækvingerne er skrumpet ind
Til halv længde af bagkroppen,
Som et sort røvbaldegardin.
1407. To fine mørkebrune bånd,
Æstetisk kantet med gråt,
På tværs af bagkroppen,
Min vej til hurtig artsID:
Dette er den sorte oliebille.
Træffes kun hist og pist,
Lokalt, varmt, tørt, sandet,
Og helt fri for pesticider.
1408. Alene dens størrelse, sorthed,
Stopper enhver op på stedet,
Også jeg; i stor begejstring.
Se bare de lange følehorn,
Den smukke leddelte struktur,
Jeg vil sige: finmekanisk drejet;
Fordi følehorn fascinerer mig:
Deres opbygning og detaljer
Ned i allermindste led.
1409. Tid til at slippe væk:
Jeg sætter hende ned
I en frostsprængt havekrukke
Og ser hende kravle op i solen.
Den sorte oliebille er kendt:
Dens livscyklus og levesteder,
Snylten i solitære biers reder,
Den kemiske formel på olien,
Cantharidin, vortedræber,
Vabelfremkaldende gift:
På engelsk derfor blister beetle,
Og oliebille på dansk.
1410. Alt dette og mere kan læres
Til glæde og livserfaring.
Her blot en solvarm tak
Til billerne og alle biologerne
For en skøn dag at kigge med
På denne store sorte oliebilledag,
Herefterdags hver den 10. april.
Digter i salviebusk
Digter i salviebusk
1397. Få planter jeg savner mere
Eller forventer så meget af,
Få blade jeg længes efter,
Eller blomster jeg venter på,
Som dem fra salviebusken,
1398. Ingen plante i haven
Er mere elsket af humlebier,
Omsummet uophørligt,
Bestøvet og suget tør,
Fra første til sidste blomst
Fra solopgang til aftenstid.
1399. Få planter har finere blade,
Perfekt lodne at berøre,
Komplekse at snuse til,
Formfuldendt eliptiske
Knoprandede, dungrønne
At forundres over.
1400. Ingen digter er lykkeligere
End mig i min salviebusk,
På udkig, som en digter skal,
Efter livet herude og derinde,
Men aldrig helt forberedt på
Hvor fuldkomment det er;
Så her er bare to, også dem:
1401. En jagtedderkop i hvile;
De to forreste benpar
Forlænget som fangstarme
Nervefyldte, klobestykkede,
Giftkirtler måske, livsfarlig,
Ubevægelig på et salvieblad;
To skabninger i ro, fastholdt
Fuldendte, et stort sekund.
1402. En grøn bredtæge på vej
Op over et salvieblad:
Finkornet kamouflagefarve,
To sorte øjenknapper står
Som kontrast og kropsignal,
Der opfanges af kameralinsen
Og jeg, titusindtingsfinder og
Buskafsøgende digter i felten:
Fordi ting; det er noget man er.
Nyt i Index titusind:
Salviebusk ◦ 1397; Solopgang ◦ 1398; Loddenhed ◦ 1399; Digter ◦ 1400; Jagtedderkop ◦ 1401; Bredtæge ◦ 1402; Titusindtingsfinder ◦ 1402.
Mariehøne
Mariehøne
1392. Mariehøner flokkes frem
Af årets vinterdvale;
Viser sig i forårsolen
Ud på buske og blade
Op på bagevarme flader.
1393. Alle er syv-plettede,
Vores egen Coccinella:
C. septumpunctata,
Så er dét på vers,
Billefagligt forstået,
Men poetisk erfaret,
At 50 arter mariehøner
Lever her i landet,
Seks tusind på kloden;
Dog fandt jeg en to-plettet:
Sort, to gulddryp, død
På bordet i mit skrivelogi
Da jeg slog døren op
Som slut på eget vinterhi.
1394. Mariehøner varmer sig
Får gang i organismen,
Parer sig i flæng, i fart,
Ligner lidt et biluheld;
Karosserier tippet rundt.
Små pansrede kupler
Med toksiner i kroppen,
Sprøjtemidler i knæene;
Fæl, giftig og stinkende
For enhver forårskylling
Eller overdristig bille,
Der vover sig en bid.
1395. Mariehønen selv er glubsk
På rov med kindbakker
Kantet af store tænder.
Jeg har set dem i kamp
Mod fægtende myresoldater
På vagt ved bladlusfarme
Under æbleblade, rosenstilke,
Hvor lus holdes som malkedyr,
Slikket for søde ekskreter,
Endeløst afkomsudskidende,
Fostre inde i fostre,
Byttedyr for mariehøner,
Hvis de overmander myren.
1396. Medlem af insekternes
Allerførste klør fem,
Som børn lærer at kende
Før de kan tale rent:
Edderkop som ulækker
Myre som farlig, fremmed
Myg som blod og stik
Bi som mad og honning,
Mariehøne som ven.
1397. Den bobleformede bille,
Den skarlagensrøde farve,
Den sorte undervogn,
Med sprællende ben
Og rigtige vinger,
Se bare, de virker!
Med sit eget navn
Og et lille hedensk vers:
Alle børns første ritual
Om vejr og frugtbarhed.
Nyt i Index Titusind:
Mariehøne ◦ 1392; Vinterhi ◦ 1393; Paring ◦ 1394; Giftig ◦ 1394; Myresoldat ◦ 1395; Byttedyr ◦ 1395; Børn ◦ 1396; Frugtbarhed ◦ 1397.
Araknometri
Arachnometri I 973. Arachnometri er en figur: Min idé om verden Og stedets morfologi. 974. Mit net er et mønster Med sansetråde af silke Samlet i mit hoved. 975. Græsstrå, stilke og net Forbindes i min hjerne; Sted og krop er ét. 976. Ieg forstår mit sted Helt ud til kanterne Af mine nervebaner. II 977. Min idé er kemi og viden; Et stød centralt i kroppen Af vibrationer og sanser. 978. Ieg har sanser for balance, Flader, spænding, vind, Retning, fart og fugtighed. 979. Ieg har sanser for fjender, For han og hun og hensigt, For vejr, lys og farer. 980. Ieg styrer mine tråde, Mine ben og jagtorganer: Ophæng, styrke og træk. III 981. Ieg svæver med tråde op Mellem kviste, strå og tag, Spænder bæretråde ud. 982. Ieg fæstner tværtråde, Tester arachnometrien Og mit værk ta’r form. 983. Ieg spænder ribber ud, Et stråleformet spind; Måler afstand og styrke. 984. Hægter tråde sammen; Fra de yderste bæretråde I spiral ind mod midten; 985. Otte ben i synkroni Holder fast, styrer tråde, Sætter fikseringspunkter; 986. Tre eller fire par øjne, Dybdeskarpe og sultne; Hydraulik i mine ben. 987. Ieg mønstrer min verden, Fornemmer den med fødder På et net af silkenerver. Nyt i Index Titusind Arachnometri • 973; Silke • 974; Hjerne • 975; Nervebaner • 976; Vibration • 977; Flade • 978; Vejr • 979; Jagtorganer • 980; Bæretråde • 981; Værk: edderkop • 982; Afstand • 983; Spiral • 984; Synkroni • 985; Dybdeskarphed • 986; Silkenerve • 987.
Mejer på en figenfrugt
Mejer på en figenfrugt 953. En mejer har lagt sig På en sprækket figenfrugt, Sukkersulten, sommermoden. 954. Frådseren er døsig, Overfyldt, stærkt beruset Af gæret figensaft. 955. Den rører sig knap, Når frugten løftes op, Drejes, slippes fri igen. 956. Frugten er blød og dråbeformet, En lilla testikelsæk, der Dingler under figenbladet. 957. Planter stråler sex; Det ligger dybt i sproget, I den fælles fantasi. 958. Mejerens lange trådben Omfavner den halve frugt; Et paradis af slik på stilk. 959. Botanik var bandlyst engang I Encyclopædia Britannica Som usædelig, pornografisk. Nyt i Index titusind: Mejer • 953; Gæring • 954; Figenfrugt • 955; Testikelsæk • 956; Sex og sprog • 957; Paradis • 958; Botanik • 959.
Symfani med aftensværmer
Symfani med aftensværmer
936. På vandring forleden langs Stevns Klint havde jeg den oplevelse at se en duehale. Kun et kort møde, som de fleste træf med andre arter; tilfældigt og uventet. Men hver gang med denne særlige kvalitet af opdagelse og forbundethed: jeg har set dig; jeg ved, hvem vi er.
937. En duehale er en stor aftensværmer med et vingefang på ca. 5 cm og kan ligne en lille fugl. Mange folk, der ser den for første gang, forveksler den med en kolibri. På engelsk hedder den da også hummingbird hawk moth.
938. Det første man opfanger, er dens grå pelsede krop og vinger, og de små orange bagvinger. Dernæst ser man hvordan den svirrer i luften, ubevægelig eller rykvis. Endelig ser man den lange, sorte snabel, helt op til 3 cm, der som en tynd slange rækker ned i blomsters honningkrukker.
939. Dette er alt, hvad de fleste når at se. Men det er nok til at gøre duehalen dyrebar. For de førstegangsseende, mig selv medregnet, er duehalen intet mindre end spektakulær.
940. Måske derfor er duehalen velkendt i videnskaben og naturalistens optegnelser. Duehalen tilbringer vinteren i Sydeuropa og Nordafrika og trækker nordpå om sommeren, langt op i Skandinavien. Her lever og formerer den sig. Larver forpuppes og udklækkes som imagoer, der tager trækket tilbage sydpå om efteråret.
941. Duehalens livscyklus minder om den mere berømte monarksommerfugl fra Nordamerika. Genetikere har DNA-sekventeret monarken og fundet genet, der får sommerfuglen ud på sin årlige migration mellem Mexico og Canada. Også duehalens fulde genom er nu kortlagt. Mon ikke man finder et lignede gen for dens årlige vandringer op og ned gennem Europa.
942. Vi har omtrent 60% af vores gener tilfælles med bananfluer. En lignende procentdel kan tænkes at gælde for duehalen; jeg ser dog gerne, at den er lidt højere. Jeg vil i hvert fald gerne deles om migrationsgenet.
943. Højteknologisk videnskab har beskrevet hvordan duehalen flyver. Duehalen har organer, der opfanger og sammenligner vibrationsfrekvensen i vinger og antenner. Vingerne vibrerer ved 27 hz. Når følehornene vibrerer ved samme frekvens er insektet plant i luften. Krænger insektet, vil frekvensen i følehornene stige op til ca. 47 hz. Ved at sammenholde de to frekvenser kan duehalen svæve, manøvrere og præcisionsflyve med stor fart.
944. Disse oplysninger - og der er mange flere - udfolder vores fortælling om duehalen. Men fakta ændrer ikke den følelse af spænding og opdagelse ved det første møde. Hertil kræves blot en genkendelig form, de vigtigste dele af anatomien og nok plads til et frit liv omkring det.
945. Dog, og dette er væsentligt; mødet med det andet liv kræver ikke fri natur eller vildmark. Kun få af os har den adgang. Det forunderlige møde er muligt på meget lidt plads: i altankasser, i mursprækker, på byggetomter, overalt hvor utæmmet liv finder vej.
946. Videnskab, uanset hvor værdifuld den er, er ikke nødvendig for at vi kan gribes af denne særlige fornemmelse, at komme et andet væsen nært; denne emotionelle kraft, der knytter bånd til en anden skabning.
947. En nobelpristager, jeg tror det var Lynn Margulis, har sagt at videnskab er god til at nedbryde myter; underforstået, at videnskaben har svært ved bygge myter op igen. Vi kan ikke få videnskab nok. Al viden er godt. Mere viden er bedre. Men vi bevæges ikke af videnskab. Vi knytter ingen stærke bånd til andre væsener ved hjælp af videnskab.
948. Mit ærinde er at beskrive mødet med andet liv; denne pludselige følelse af samhørighed med og forståelse for, at dette væsen er sin egen værdi. Lad os gå videre: at det væsen bør beskyttes mod efterstræbelse fra min og andres side. Lad mig gå endnu videre og sige, at i dette møde, hvor jeg for første gang ser et andet væsen som et agerende, bevidst liv, i dette øjeblik indser, at dette væsen er fredhelligt.
949. Mødet har lighed med det, religiøse mennesker beskriver som en åbenbaring, epifanien. Det beskriver øjeblikket, hvor det guddommelige træder synligt frem for mennesket. Det er tydeligvis ikke det, der er på færde i mødet med andre væsener. Men resultatet er, vil jeg påstå, sammenligneligt: et uventet møde med en anden form for væsen, og en pludselig indsigt, der griber os resten af tilværelsen.
950. Jeg har kaldt dette møde for en symfani. Ordet beholder idéen om dette noget, der pludselig træder frem og bliver synligt; ordet låner en mening om, at situationen skaber indlevelse.
951. Væsentlig er også, at symfani ikke kræver gengældelse (så var det forelskelse eller venskab). Symfani er derfor særligt brugbart om vores tilknytning til bl.a. insekter, planter, svampe og landskaber.
952. Symfanien er de situationer, hvor vi knytter os til den naturlige verden, uanset hvor mange gange vi oplever den i vores tilværelse. Den er ikke mystisk; den føles bare magisk. Som om verden omkring os med ét er udvidet.
Nyt i Index Titusind:
Duehale • 936; Vingefang • 937; Snabel: aftensværmer • 938; Spektakulære, det • 939; Imago • 940; DNA • 941; Bananflue • 942; Præcisionsflyvning • 943; Anatomi • 944; Vildmark • 945; Videnskab • 946; Myte • 947; Mødet med andet liv • 948; Fredhellig • 984; Indsigt • 949; Symfani • 950; Tilknytning til andet liv • 951; Magi • 952.
Skorpionflue
Skorpionflue
901. Opgravet jord fra klosterhaven,
Grønsvær, sand og rullesten,
Dynget op på gammel plæne,
En billebanke, en halvmånevold,
Et insektførende solslikkested
Men nye arter og situationer,
Hver gang, jeg nærmer mig;
Vænner øjet til mylderet
Af blade, blomster og skygger,
Tilpasser blikket nye bevægelser
Andre størrelsesforhold,
Abstraherer fra det grønne,
Der fylder alle øjne ud,
Tilvænner mig uvante konturer
For menneskets hjernebunke.
902. Dér, et husblas vingepar
Hænger fra en stilk
Med tjæresorte firkanter,
Indfarvede ribbede felter,
På tværs af vingefladen.
En brungul, segmenteret
Bagkrop som en mini libel.
Et pust, et drej, et glimt,
En flue i flygtig profil:
Skorpionfluen er landet.
903. Et langt, lodret næb,
En dråbeformet mund
Hænger ned i spidsen.
Et sagndyr fra en klode
Vi ikke kender til.
Her gælder ingen regler:
Skorpionfluen ligner
En flue med gasmaske på
Fra hybride skyttegrave.
904. En ådselæder, der fortærer
De faldne fluelig;
Hanner bringer billelunser
Som friergave til hunner.
En klosaks på hans halespids
Klemmer parret sammen,
Når og hvis hun giver lov.
905. Hannen stjæler bytte
Fra edderkoppespind
Med livet som indsats
Og eget sprøjtemiddel,
Der opløser trådene
I en forsvarsring
Mod rasende arachnider.
906. Et minut og hun er væk;
Et insektkimære
Af krop og fantasi.
Et fabeldyr fra fotos,
Som ved kosmisk lykketræf
Stod frem et split sekund,
På klodens eneste busk,
hvor jeg, tilsmilet, så med.
Jeg sætter stolt fluens navn
På slægtstavlen og brevkassen,
Et vindue ud mod vejen:
Skorpionfluen har bolig her.
Nyt i Index Titusind:
Billebanke • 901; Skorpionflue • 902; Mund• 903; Ådselæder • 904; Sprøjtemiddel • 905; Kimære • 906.
Mejeredderkop
Mejeredderkop 882. Ophængt under ben, tredelte fiberstrenge, luftbårne, lange. 883. Med hvilke nerver og trådtynd muskulatur, med hvilke kræfter? 884. Et mejer på lur, skræk i miniature, venter stillestøbt. 885. Edderkoppekost fra spindler ude på rov til gab i midten. 886. Er hun truet, straks går mejeren selv i sving; hvirvel, slør i gråt. 887. Streger i luften, optimale neuroner; Sådan, æoner!
Bøgehjort og billesmed
Bøgehjort og billesmed 860. På en tur i haven, se: En stor bille, helt sort. Vend den om på maven, Det er en bøgehjort. 861. Det er sent på sæsonen, Billen er sløv og slidt, Her midt i august, Den dør nok om lidt. 862. Bøgehjorten er dyb sort, Et suttet styk lakrids; Glat som en rullesten, Med drabeligt gebis. 863. Kæberne er kindbakker Til kamp om mager; De ligner hjortetakker, Derfor er de hjortebiller. 864. Panser blankt som lak, Med hundred bitte buler, Mærker af en mikrohammer, Banket af en billesmed. 865. To gule bånd på tværs: Bag hoved og over taljen. Følehørn med “knæk” på; Det kan du kende dem på. 866. Billen bor i gammelt træ, Lægger æg og graver gange, Suger træ- og plantesaft. I vores have er der mange. 867. Eghjort med kæmpegevir, Største af alle hjorte. Den eneste berømte bille; Men den er død og borte. 868. Eghjorten uddøde hos os; Den var uden levested. Skove her er alt for pæne, Uden døde træ’r og ved. 869. Læg brændeknuder i haven, Træstubbe og kævler med. Billerne skal nok komme; Så er du en billesmed.
Fluer boller på mit vasketøj
Fluer boller på mit vasketøj 844. Se nu bare der, halløj, halløj! Fluer boller på mit vasketøj. 845. Den ene på skrå bag den anden, Fluekonen under fluemanden. 846. Så går de åbenbart til sagen, Derude på mit rene lagen. 847. Jeg vifter: væk fra min seng! De flyver væk i sammenhæng. Nyt i Index Titusind: Flue formering • 844; Flyve • 847.
Hvorfor har edderkoppen otte ben?
Hvorfor har edderkoppen otte ben? 835. Til at holde sig fast i sit net, Bruger edderkoppen par nr. ét. 836. Til at holde en spræller i ro Bruger hun især par nr. to. 837. Par nr. tre til at rulle det ind I mange lag edderkoppespind. 838. Men hvis der er farer, der lurer: Fugle, hvepse eller andre, der truer, 839. Da har hun et hemmeligt nummer, Der får fjenden totalt i fjummer: 840. Så bruger hun nemli’ par nr. fire, Så hele spindet ryster og dirrer, 841. Så hurtigt at hele nettet bli’r sløret Og hvepsen bli’r enormt forstyrret. 842. Så næste gang du er ude i det fri; Kom tæt på spindet, gå ikke forbi. 843. Brug en lille finger til at pirre; Måske trækker hun par nummer fire.
Jeg sluger med glæde min bille
Jeg sluger med glæde min bille 807. Insekter trommer mod min hjælm, Hårdere end regn, lettere end hagl. Harker insekter op, kniber øjne tæt, En byge af vinger, horn og ben. 808. Fremme er jeg levende af vinger: Mikroinsekter myldrer på hele fladen, Hår, hals, bluse, bukser, arme og sko. Tre slags insekter ud og hjem igen. 809. En art er græsgrøn, kun millimeter lang; Pukkelformet bagkrop som en edderkop, På ballonfærd, eller båret af tordenvejr? De iler, jeg kan ikke tælle deres ben. 810. Den anden er helt sort under luppen: Dråbeformet bagkrop med udstrakt snabel. Kølleformede følehorn og 1,5 mm lang. En snudebille? Svært for mig at sige. 811. Den tredje art er en bille, fanget, Belyst og besigtiget under luppen: Brune og gyldne striber på langs Fra hoved, forkrop til bagkrop. 812. Groft behåret overalt, som pels, Med et gyldent drys på hovedet. Et par store sorte øjne, sideværts. Ingen følehorn, kun en snude. 813. Tre par kraftige, leddelte ben; Bionicle lemmer i miniformat. Sig det: som robot- eller panserben. Betagende og bare 2 millimeter lang. 814. Bilister driver forbi på vejen, Uvidende, med insektfrie forruder. Men herude er der smat på panden; Jeg sluger med glæde min bille.
Skovflåtfolket
Skovflåtfolket
I
786. En skovflåt i sin umwelt
På vej gennem verdenshavet
Af kæmpe græsstrå og gigantiske
Biller på rejse, larver, myrer,
Mariehøns, snappende kindbakker,
Giftsprøjter; sugende, soppende
Fjender og fødeemner.
787. Skovflåtens omgivelser
Opleves i vibrationer, fugt,
Duftgradienter, lysstyrker;
Varmblodet signifikans
Af syre og sprudlende biokemi.
788. En blind skovflåt kravler op,
I sin umwelts kæmpe lys
Fra spidsen af et vajende strå.
789. Signaler af hudsyre nærmer sig.
Sigtet skal være rigtigt,
Timing er alt, fejlraten er høj.
Skovflåten slipper sit tag;
Hun falder, springer, tumler
Mod pelsen, tekstilet og skindet.
790. Skovflåten løber, leder
Efter en åbning ind mod
Kemisk reaktiv hud
Under hendes fire fodpar;
Søger fugtig, varm blodrus.
Hun gnaver sig på hovedet
Ned i hudens cellelag,
Til et blodførende lag
– og tæger sig fast.
Uforstyrret, ukradset,
I dagevis; svulmer op
Hundreder af gange
Indtil hun er fyldt ud,
Og kun da giver slip,
Lader sig falde.
Mod skovbunden
Og næste cyklus.
II
791. Kæmpe stålstænger klemmer,
Kitin knaser i flåtens
Nedgravede hoved
Og fastgjort bagkrop;
Trækker hud med sig
Ud i en spids, indtil
Hun slipper sit tag.
Lys fra alle retninger.
Hårdt, ukendt underlag,
På vores spisebord.
Ingen skovbund eller græs.
Løber straks, løber, løber,
I live, i blinde.
III
792. Parasitter er den største skræk;
De suger saften af os,
Bryder kroppens ukrænkelighed.
Vi miste vores egenrådighed.
Vi må dele vores krop
Med andre væsener,
Vores blod mod andet blod,
Vores betydning som individ
Med andre individers liv.
IV
793. Skovflåten afdækker vores krop
I et 360 graders vue;
Steder vi ikke kan se,
Ikke kan nå, ikke ved.
Hele huden er eksponeret,
Blotlagt ud til fjender.
794. Forleden en flåt mellem
Storetå og næste tå;
På overarmen, på skulderbladet,
I armhulen, på læggen,
På indersiden af låret,
I knæhasen, bag øret.
795. Største antal på en dag:
Elleve skovflåter en aften
Stående på taburetten
Under lup og lygte.
En nabo talte tretten.
Vi plukker vores flåter,
Tæller vores borelia,
Alpha-gal iblandt os.
796. Vi er skovflåtfolket.
Vi lever under træerne.
Vi venter på hinanden,
Bevæger os i samme græs.
Vi blandes og berøres.
Vi læser hinandens tegn;
Vi har signifikans
I hinandens verdner.
Mjødurt og guldbasse
Mjødurt og guldbasse 770. En stand af mjødurt: Planter tæt med kvaste Og flødehvide blomster. Blomsterstanden er puffet, Lidt lodden for øjet, Hele blomsten virker sløret. 771. Sløret er et pudder Af bitte hvide hår: Blomstens støvtråde, Kun millimeter lange, Der byder op med pollen, I den dovne sommerbrise. 772. En grøn guldbasse glimter I blomstens hvide luksus, Dækket af støvdragerdun, Udstrakt, ubevægelig På en seng af urtens skærme, Honningberuset og varm. 773. Det tonede hvide skær, Det gyldne grønne skin Tilfredse i mættet lys; En duftende blomst En narkotiseret bille, I en sommerskov.
Livsglæde
Livsglæde 764. To hvide admiraler Forenes i sammenstød. Stiger sammen op I en flagrende spiral; En hvirvel af vinger Omslynget tæt, Som hænder i dans. 765. Solen har bagt På deres nervebaner, Sat stød i deres vinger. De nyder brisen På deres følehorn. De nyder styrken I deres vingemuskler. De nyder flugten frem. 766. Ophidsede af Andre hanner, Af andre hunner; Dufte på deres antenner, Sødme på deres snabler. Opstigende og lydløs Velvære i deres kroppe, I skovens sommersol. 767. Snart vingernes Klare farver falmer, Vinger slides ned. Lasede vingelapper Hæmmer adræthed. Kølighed ta’r til Og sløver kroppen. Alle æg er lagt. Et sommerfugleliv Tilendebragt. 768. Det er vores glæde, At et bevinget liv Lykkedes til fulde; At vi har set det Komme, flyve og Forsvinde igen. For vi tæller Hver sommerfugl, Hver art og levested, Mens de svinder; Bringer sorg.
Regnvåd flue
Regnvåd flue
757. Det har regnet,
Dråber hænger
I spindelvæv.
758. En edderkop
Krabber sig op
Ad sin snubletråd.
759. Hun når byttet:
En svirreflue
Dingler livløst.
760. Hun beføler den,
Inspicerer og
Omfavner den.
761. Meget tæt på
Er fluen hul;
Udsuget, tømt.
762. Bagkroppen er
Gennemsigtig
Med sorte ribber.
763. Så udtryksfuld,
En edderkop
Med otte ben.
Ådselgraver nicrophorus vespilloides
Ådselgraver nicrophorus vespilloides 736. En gnaver er faldet om på stien, Rundt sår i siden, struben åben, Kroppen stadig hel, pelsen blød, Hullet, hovedløs og nylig død. 737. Kindbakker eller næb har været her, Åbnet dyret op, fjernet hovedet; Hvid skindrand kantet grå med pels, Et grauballegab i dyrets hals. 738. To ådselgravere arbejder hårdt I kamp mod tid og grønne fluer. De kravler op over gnaverbjerget, På ryggen ind under kadaveret. 739. Kadaveret bevæger sig en kende. Det buler op; først her, så der. En klo løftes fri, bleg og stiv Et lugubert farvel til dette liv. 740. Kadaveret flytter sig faktisk En millimeter ud mod rabatten; Jeg bøjer mig frem, overrasket, Checker kloens position i gruset. 741. Tænk engang, lad billedet stå: En bille på under et gram Maser, bakser rundt på vejen En vægt hundred gange sin egen. 742. Billen ligger under ådslet, Endnu bøjeligt og bullent, Stemmer op med alle tre par ben. Byttet rykker sig: kan du se’en? 743. Det gælder om at nå den bløde jord, Grave byttet ned, afpelse det, Konservere det, præparere det, Før ådselsfluer forurener det. 744. Jeg kunne pirke til gnaverkroppen, Et skub, en tå til ådselbillen. Men jeg vil se, hvad der sker, Ingen selvgode gerninger her. 745. Jeg retter mig; empirisk, fattet. Mens en hundelufter går forbi. Hun finder mig ækel og ret makaber. Men se bare her: den mindste skaber; 746. Navngivet efter de romerske bedemænd, Vespillos, der begav sig ud om aftenen For at samle slavelig og fattiglemmer; En formidabel bille, jeg aldrig glemmer.
Myresværm
Myresværm 712. Jeg træder ud på terrassen En midsommerformiddag. Strækker ud og gaber op; Men hov; en viften i min mund, En lydløs flaksen for mit øje. 713. Smækker gabet i, ser mig om; Det sværmer i luften herude, Sorte insekter med husblasvinger. Undrende tjekker jeg terrænet: Her er kravlende, levende strenge På havestolen og videre ud På hjørnestolpens espalier. Som detektiv følger jeg sporet Ned langs gitterværket og dér: kilden! Myreboet under nedløsbrøret. 714. Jeg kigger tæt på denne insektarterie: Jo, det er myrer med vinger på. Ved endnu tættere eftersyn Ser jeg også meget små myrer I denne myldrende konvoj; Måske en tyvendedel i størrelse Af de kolossale vingemyrer. Det er arbejds- eller slavemyrer, Der pusler og passer dronningens Kæmpestore, kønsmodne afkom. 715. Hele sommeren har de ekskaveret Rundt omkring mit nedløbsrør Og ud under terrassens klinker. Korn på korn af sand er båret op, Stablet på de voksende tuer, Mens klinkerne synker og tipper. 716. Jeg har terroriseret boet før; Viftet truende, men dovent, Med mit økologiske arsenal: Filtdug, opgravning, natron, Kogende vand og kaffegrums. 717. Men nu: Bevingede myrer myldrer frem, En sort substans, der bobler op Mellem sprækkerne i terrassen, Fra myrebosystemet under mine fødder. 718. Med magisk timing og koordination Går hele myrebyens sexarbejdere På vingerne i en sky af feromoner Til myresværm og masseparing. 719. De følger de kendte myrestier, Skubber, maser, hilser, smager. Men gamle næringsveje duer ikke. Usikre på de nye vinger Finder de nye stier fremad, Indtil de ikke kan kravle højere op, Spreder vingerne og sværmer ud. 720. En time senere er de alle væk. De parrede hunner er fløjet, De udtømte hanner er døde. Resten er spist af fugle, fanget Af lurende edderkopper, Spiddet af rovinsekter. 721. De befrugtede hunner Flyver ud for at bygge Nye myrekolonier Med medbragt forråd og æg. Hun fælder sine vinger, Nipper af dem selv Og fordrer resten til Et nyt kuld puppeplejere, Der piler rundt i nye gange Med hvide æg i kæberne. 722. Endnu en udvidet dag, Og her er hvad jeg så: Et generationsskifte I et myredynasti, Der har eksisteret, Adaptivt, succesivt, Ved min havedør i årevis.
Bøgebuk
Bøgebuk 661. Hvem der har set en bøgebuk Er et heldigt asen: Vingedækket er blågrønt blankt. Lange leddelte følehorn, En hel kropslængde lange, Fin balance på langs og på tværs. Svulmende sorte muskeldråber På rødlige overlår. Brunt-orange forbryst Og et lille sort hoved. 662. Vi erfarer i glimt, Vi oplever i sekvenser, Få sekunder lange. Vores opmærksomhed Er for det meste blind. Men nu og da Er situationen gunstig, Og vi ser; rigtig ser. 663. Bøgebukken er der pludselig Blandt brændestykker; Spillevende, sky, Men ikke bange, Bare på vagt. Et halvt minut Og hun piler væk; Finder vinterhi og lægger æg I min brændestabel. 664. Jeg værdsætter øjeblikket. En lille opvisning i Biologiens uendelige variation Over temaet insekter og biller. 665. Tilværelsen er ekspansiv, Og min empati med biller Er vokset lidt. Det er hvad jeg kalder En udvidet dag. 666. Jeg føjer bøgebukkens navn Til den fælles postkasse For kendte arter på grunden. En fodgænger går forbi Spørger mig: hva’ har du gang i, Jeg svarer: årh, lidt praktisk biofili.
Guldbåndet langhornsmøl
Guldbåndet langhornsmøl
548. En hel uge har de sværmet
I en terrassekrog foran køkkenvinduet.
Små guldglimt omslynget af hvide tråde.
Guldbåndet langhornsmøl, ved jeg nu.
549. Ikke et navn nogensinde lavet
Til et digt eller hørt på versefødder;
Til at stille sig an i rim og prosodi,
Som tekst og blank balance på papir.
550. Morgenlyset funker på deres vinger:
Fefølehorn fire gange deres kropslængde
Hér er de: lad dem selv bestemme
Deres rytmer og flyvske figurer.
551. Her er mønstre udover min fattevne,
Selvom jeg er lavet til at finde mønstre:
Buer, sving, ryk og bølger op og ned;
Mønstre kun langhornsmøllet ved.
552. En opvisning af overskud, af energi,
Der svarer, måske, til joie de vivre.
Måske sværmer de, indtil de falder ned,
Døende af udmattelse og syrechok.
553. Fehornsmøllene sværmer vilkårligt videre,
Forførende mønstre i lokkedans.
Ødsel energi, tragik af en slags;
Flygtigt, jordisk skønt.
Korsedderkoppeungens umwelt
Korsedderkoppeungens umwelt 532. Korsedderkoppens Klump af unger: Knappenålshoveder, Gul krop, sort bagsmæk. 533. Udklækket i en klynge Af forgyldte knopper Ophængt mellem strå, Et træ eller blomsterkurve. 534. Kom tættere på. Pluk en streng; Guldprikker spredes Ud langs fine tråde, 535. Flydende bevægelser Suspenderet i olie. Tytktflydende slo-mo, En lydløs sprænging. 536. Edderkoppekloden Spredes for sidste gang Over gyngende broer Mod solnedgangen.
Korsedderkoppens engangsknald
Korsedderkoppens engangsknald 512. Et edderkoppehjul i laser Hæftet op på muren Ved min udhusdør. 513. Edderkoppekonen troner I sit gamle net, Klar, fed og farlig. 514. Hvad ved vi om hendes Partnervalg og Bedste engangsknald? 515. Fanges han straks, Er han mest nyttig Som æggemad. 516. Men hvis den næste Kan nå helt frem Til selve akten, 517. Så har hun fået Både i mulepose Og i æggesæk. 518. En lille edderkoppehan Nærmer sig på friertråd; Forben fægter ud i luften. 518a. Han plukker silkestrengen, Spiller op med gode vibes Ned langs bæretråden. 518b. Kæmpekonen lokkes frem Fod for fod; måler friertrin, Smager duft af han i luften. 519. Befølende, befamlende Forsøger han at berolige Hunnens behårede ben. 520. Men hun langer ud: Et svigefuldt stød Nedefra og op! 521. Han ser det! Udløser livlinen I sit parringspendul. 522. Den lille edderkop Kravler atter frem, Forsigtig, forførerisk. 523. Han er overvågen, skarp, Besat af parringsiver Og suicidale pligter. 524. Tilsidst når han Konens lådne klo Med kælne strøg. 525. Dér ser han sit snit Og svinger sig op Bag hendes kæmpekrop. 526. Lysten og bristefærdig Møder han hér Sin smukke død. 527. Sperm ejakuleret, Æg insemineret, Selvsakrificeret. 528. Straks dekapiteret, Fermt parteret, Til sidst kannibaliseret. 529. Og jeg, som altid Fascineret, nu også Poetiseret.
Bisværm
Bisværm 493. Kaldt ud, kom med, Min nabo vinker: En bisværm er forsamlet I en gammel gran På vores grusbelagte vej. 494. Dér hænger den, En kæmpe klump I brunt og sort, Der syder og summer Af titusind bier; Et bankende hjerte På et træskelet. 495. Et vandrende bo Søger nyt land. Spejderbier svirrer ud, Arbejdsbier fodrer yngel, Bygger organismen op I lag på lag af kroppe. En dronning indeni Udskiller æg og stoffer. 496. En udbryderkoloni, En undvegen bistadeflok, Eller en udstødt slægt? En forrådskamp, En dronningetvist, Eller et raseret bo? En kamp på midler, Flugt eller sejr? 497. En dronnings beslutning, Eller en kollektiv vilje? Et kvorum af bier Eller bare bidisciplin? En besked, en ordre: Med hvilken dans? Med hvilken duft? 498. Bier hænger i sværmen Og laver duftkort: Afmærker vækster, Opmåler terrænet, Indsamler spor, Udtager prøver, Afsøger bopladser, Tester for gifte, Smager på landet I tre dimensioner, Eller flere. 499. Vi står på jorden Og laver mønstre I fælles haver; Lad dronerne komme!
Fefølehorn
Fefølehorn
350. Der findes små undere,
Der kommer til én
Som gaver, der gør glad,
Som ros og knus.
351. En lysende grøn morgen
Besøger jeg min tjørn
Plantet sidste år, tilset,
Nu i fuldt løvspring.
352. Jeg rækker ud for at røre
Klaser af blomsterknopper
Forventningsfuld, hvad bli’r det:
Laevigata eller monogyna?
353. Og dér, med næsen fremme
Mellem kviste og knopper,
Kommer et under forbi,
Lige ud for mine hænder.
354. Fire små sorte insekter
Sværmer i tjørneløvet.
Sværmer: de bevæger sig
Op og ned som i en hejs.
355. (Poetisk parantes 1:
Aargh! Jeg stritter imod,
Min pen sprutter imod:
Jeg ville skrive “elevator”
356. Endnu en maskinmetafor,
Som jeg har erklæret SNG:
Simile non grata.
Vi sunder os lidt, vi to).
357. Insekter hejses i snoretræk (😅)
En håndsbred op og hurtigt ned.
Det er graciøst, som luft,
Lydløst, solstrejsforkælet.
358. Og se: Overdådige følehorn,
Filamentstynde hvide streger
Tre gange så lange som insektet.
Jeg er forbløffet; det er fehorn.
359. Hovedet er sort og minimalt,
Jo da, det ligner et gedehoved.
Brysk profil og hævet pande,
Som fæste for dens følehorn.
360. Bittesmå sorte væddere,
Som ophængt i panden.
Svæver ud i luften
Under lange, hvide tråde.
361. Insektets krop er blankt bevinget.
Men pludselig, dér: mit bonus under:
Sollys refrakteres i en vinge,
Der skinner i grønt og guld.
362. Det hele varer et halvt minut.
Jeg har aldrig set dem før,
Aldrig vidst de fandtes.
Nu ved jeg noget for altid.
363. Jeg er et andet væsen rigere,
Et sjældent syn forundt.
Lige uden for min hoveddør.
Sådan kan et lille under ske.
364. (Poetisk parantes 2:
En søgning en times tid
Giver dette væsen et navn:
Egelanghornsmøl, en han.
365. Så nu ved jeg det,
På harmonikasammenstødsdansk.
Lidt mere fortryllelse på engelsk:
Fairy longhorn moth.
366. Se: jeg skrev “fehorn”
Ovenfor, i et vers, uafvidende.
Nogen har før set dette væsen
På samme måde som jeg.)
13.5.2023
367. (Poetisk P.S. den 15. maj 2023.
I en kikkert ser jeg
Sværme af små bukkemøl
Højt oppe i et ahorntræ.
368. Jeg kender dem straks igen,
Selv i prismens slør:
Fehornmøl fra i forgårs.
Hvad laver de dér?
369. Sværmer ved grenspidser,
Hviler sig på bladlapper
Suger solskin til sig,
Men spiser ingenting.
370. Ahorn, sukkertræ med rakler,
Fyldt med nektar klasse A,
og - jeg tror jeg ved det -
Her er langhornshunner.
371. De sværmeriske mølhanner
Gør sig til og byder op med
Sex og andre søde sager,
Der ligger lige til tungen.
372. Sværm, brødre, sværm.
Det er hér og nu og aldrig mér.
Aftenluften fyldes ud,
Duft af ahornhonning).
PS 15. maj 2024:
For et par dage siden fandt jeg et par egelanghornsmøl – men måske er det i virkeligheden pilelanghornsmøl; de forveksles tit – på næsten samme sted som de fire møl fra sidste år (to meter). Jeg bringer billederne her – de er alle samme møl – og digtet kan godt tåle at blive læst igen her på digtets årsdag.
Guldsmed
Guldsmed 250. Guldsmed imago, Forandring, mod og fødsel, Tomt hylster knitrer. 251. Palaeoptera, Forhistorisk vingepar, Perfektioneret. 252. Hvirvlende vinger, Metafor for mekanik, Helicoptera. 253. Torso pumpet op, Muskelbjerg og nerveknude, Koldt hydraulisk blod. 254. Rovdyr, cirkelsyn, Et snigløb, byttet slagtes, Sommerfugle dør. 255. Guldsmeden æder, Bid knaser byttets hoved, Vinger spyttes ud. 256. Insekt og menneske, Vi lever i hinandens Spejl og billede.