Arachnometri I 973. Arachnometri er en figur: Min idé om verden Og stedets morfologi. 974. Mit net er et mønster Med sansetråde af silke Samlet i mit hoved. 975. Græsstrå, stilke og net Forbindes i min hjerne; Sted og krop er ét. 976. Ieg forstår mit sted Helt ud til kanterne Af mine nervebaner. II 977. Min idé er kemi og viden; Et stød centralt i kroppen Af vibrationer og sanser. 978. Ieg har sanser for balance, Flader, spænding, vind, Retning, fart og fugtighed. 979. Ieg har sanser for fjender, For han og hun og hensigt, For vejr, lys og farer. 980. Ieg styrer mine tråde, Mine ben og jagtorganer: Ophæng, styrke og træk. III 981. Ieg svæver med tråde op Mellem kviste, strå og tag, Spænder bæretråde ud. 982. Ieg fæstner tværtråde, Tester arachnometrien Og mit værk ta’r form. 983. Ieg spænder ribber ud, Et stråleformet spind; Måler afstand og styrke. 984. Hægter tråde sammen; Fra de yderste bæretråde I spiral ind mod midten; 985. Otte ben i synkroni Holder fast, styrer tråde, Sætter fikseringspunkter; 986. Tre eller fire par øjne, Dybdeskarpe og sultne; Hydraulik i mine ben. 987. Ieg mønstrer min verden, Fornemmer den med fødder På et net af silkenerver. Nyt i Index Titusind Arachnometri • 973; Silke • 974; Hjerne • 975; Nervebaner • 976; Vibration • 977; Flade • 978; Vejr • 979; Jagtorganer • 980; Bæretråde • 981; Værk: edderkop • 982; Afstand • 983; Spiral • 984; Synkroni • 985; Dybdeskarphed • 986; Silkenerve • 987.
Mejer på en figenfrugt
Mejer på en figenfrugt 953. En mejer har lagt sig På en sprækket figenfrugt, Sukkersulten, sommermoden. 954. Frådseren er døsig, Overfyldt, stærkt beruset Af gæret figensaft. 955. Den rører sig knap, Når frugten løftes op, Drejes, slippes fri igen. 956. Frugten er blød og dråbeformet, En lilla testikelsæk, der Dingler under figenbladet. 957. Planter stråler sex; Det ligger dybt i sproget, I den fælles fantasi. 958. Mejerens lange trådben Omfavner den halve frugt; Et paradis af slik på stilk. 959. Botanik var bandlyst engang I Encyclopædia Britannica Som usædelig, pornografisk. Nyt i Index titusind: Mejer • 953; Gæring • 954; Figenfrugt • 955; Testikelsæk • 956; Sex og sprog • 957; Paradis • 958; Botanik • 959.
Symfani med aftensværmer
Symfani med aftensværmer 936. På vandring forleden langs Stevns Klint havde jeg den oplevelse at se en duehale. Kun et kort møde, som de fleste træf med andre arter; tilfældigt og uventet. Men hver gang med denne særlige kvalitet af opdagelse og forbundethed: jeg har set dig; jeg ved, hvem vi er. 937. En duehale er en stor aftensværmer med et vingefang på ca. 5 cm og kan ligne en lille fugl. Mange folk, der ser den for første gang, forveksler den med en kolibri. På engelsk hedder den da også hummingbird hawk moth. 938. Det første man opfanger, er dens grå pelsede krop og vinger, og de små orange bagvinger. Dernæst ser man hvordan den svirrer i luften, ubevægelig eller rykvis. Endelig ser man den lange, sorte snabel, helt op til 3 cm, der som en tynd slange rækker ned i blomsters honningkrukker. 939. Dette er alt, hvad de fleste når at se. Men det er nok til at gøre duehalen dyrebar. For de førstegangsseende, mig selv medregnet, er duehalen intet mindre end spektakulær. 940. Måske derfor er duehalen velkendt i videnskaben og naturalistens optegnelser. Duehalen tilbringer vinteren i Sydeuropa og Nordafrika og trækker nordpå om sommeren, langt op i Skandinavien. Her lever og formerer den sig. Larver forpuppes og udklækkes som imagoer, der tager trækket tilbage sydpå om efteråret. 941. Duehalens livscyklus minder om den mere berømte monarksommerfugl fra Nordamerika. Genetikere har DNA-sekventeret monarken og fundet genet, der får sommerfuglen ud på sin årlige migration mellem Mexico og Canada. Også duehalens fulde genom er nu kortlagt. Mon ikke man finder et lignede gen for dens årlige vandringer op og ned gennem Europa. 942. Vi har omtrent 60% af vores gener tilfælles med bananfluer. En lignende procentdel kan tænkes at gælde for duehalen; jeg ser dog gerne, at den er lidt højere. Jeg vil i hvert fald gerne deles om migrationsgenet. 943. Højteknologisk videnskab har beskrevet hvordan duehalen flyver. Duehalen har organer, der opfanger og sammenligner vibrationsfrekvensen i vinger og antenner. Vingerne vibrerer ved 27 hz. Når følehornene vibrerer ved samme frekvens er insektet plant i luften. Krænger insektet, vil frekvensen i følehornene stige op til ca. 47 hz. Ved at sammenholde de to frekvenser kan duehalen svæve, manøvrere og præcisionsflyve med stor fart. 944. Disse oplysninger - og der er mange flere - udfolder vores fortælling om duehalen. Men fakta ændrer ikke den følelse af spænding og opdagelse ved det første møde. Hertil kræves blot en genkendelig form, de vigtigste dele af anatomien og nok plads til et frit liv omkring det. 945. Dog, og dette er væsentligt; mødet med det andet liv kræver ikke fri natur eller vildmark. Kun få af os har den adgang. Det forunderlige møde er muligt på meget lidt plads: i altankasser, i mursprækker, på byggetomter, overalt hvor utæmmet liv finder vej. 946. Videnskab, uanset hvor værdifuld den er, er ikke nødvendig for at vi kan gribes af denne særlige fornemmelse, at komme et andet væsen nært; denne emotionelle kraft, der knytter bånd til en anden skabning. 947. En nobelpristager, jeg tror det var Lynn Margulis, har sagt at videnskab er god til at nedbryde myter; underforstået, at videnskaben har svært ved bygge myter op igen. Vi kan ikke få videnskab nok. Al viden er godt. Mere viden er bedre. Men vi bevæges ikke af videnskab. Vi knytter ingen stærke bånd til andre væsener ved hjælp af videnskab. 948. Mit ærinde er at beskrive mødet med andet liv; denne pludselige følelse af samhørighed med og forståelse for, at dette væsen er sin egen værdi. Lad os gå videre: at det væsen bør beskyttes mod efterstræbelse fra min og andres side. Lad mig gå endnu videre og sige, at i dette møde, hvor jeg for første gang ser et andet væsen som et agerende, bevidst liv, i dette øjeblik indser, at dette væsen er fredhelligt. 949. Mødet har lighed med det, religiøse mennesker beskriver som en åbenbaring, epifanien. Det beskriver øjeblikket, hvor det guddommelige træder synligt frem for mennesket. Det er tydeligvis ikke det, der er på færde i mødet med andre væsener. Men resultatet er, vil jeg påstå, sammenligneligt: et uventet møde med en anden form for væsen, og en pludselig indsigt, der griber os resten af tilværelsen. 950. Jeg har kaldt dette møde for en symfani. Ordet beholder idéen om dette noget, der pludselig træder frem og bliver synligt; ordet låner en mening om, at situationen skaber indlevelse. 951. Væsentlig er også, at symfani ikke kræver gengældelse (så var det forelskelse eller venskab). Symfani er derfor særligt brugbart om vores tilknytning til bl.a. insekter, planter, svampe og landskaber. 952. Symfanien er de situationer, hvor vi knytter os til den naturlige verden, uanset hvor mange gange vi oplever den i vores tilværelse. Den er ikke mystisk; den føles bare magisk. Som om verden omkring os med ét er udvidet. Nyt i Index Titusind: Duehale • 936; Vingefang • 937; Snabel: aftensværmer • 938; Spektakulære, det • 939; Imago • 940; DNA • 941; Bananflue • 942; Præcisionsflyvning • 943; Anatomi • 944; Vildmark • 945; Videnskab • 946; Myte • 947; Mødet med andet liv • 948; Indsigt • 949; Symfani • 950; Tilknytning til andet liv • 951; Magi • 952.
Skorpionflue
Skorpionflue 901. Opgravet jord fra klosterhaven, Grønsvær, sand og rullesten, Dynget op på gammel plæne, En billebanke, en halvmånevold, Et insektførende solslikkested Men nye arter og situationer, Hver gang, jeg nærmer mig; Vænner øjet til mylderet Af blade, blomster og skygger, Tilpasser blikket nye bevægelser Andre størrelsesforhold, Abstraherer fra det grønne, Tilvænner mig uvante konturer For menneskets hjernebunke. 902. Dér, et husblas vingepar Hænger fra en stilk, En brungul, segmenteret Bagkrop som en mini libel. Et pust, et drej, et glimt, En flue i flygtig profil: En skorpionflue er landet. 903. Et langt, lodret næb, En dråbeformet mund Hænger ned i spidsen. Et fabeldyr fra en klode Vi ikke kender til. Her gælder ingen regler: Skorpionfluen ligner En flue med gasmaske på Fra hybride skyttegrave. 904. En ådselæder, der fortærer De faldne fluelig; Hanner bringer billelunser Som friergave til hunner. En klosaks på hans halespids Klemmer parret sammen, Hvis hun giver lov. 905. Hannen stjæler bytte Fra edderkoppespind Med livet som indsats Og eget sprøjtemiddel, Der opløser trådene I en forsvarsring Mod rasende arachnider. 906. Et minut og hun er væk; Et insektkimære Af krop og fantasi. Jeg sætter stolt fluens navn På slægtstavlen og brevkassen, Et vindue ud mod vejen: Skorpionfluen har bolig her. Nyt i Index Titusind: Billebanke • 901; Skorpionflue • 902; Mund• 903; Ådselæder • 904; Sprøjtemiddel • 905; Kimære • 906.
Mejeredderkop
Mejeredderkop 882. Ophængt under ben, tredelte fiberstrenge, luftbårne, lange. 883. Med hvilke nerver og trådtynd muskulatur, med hvilke kræfter? 884. Et mejer på lur, skræk i miniature, venter stillestøbt. 885. Edderkoppekost fra spindler ude på rov til gab i midten. 886. Er hun truet, straks går mejeren selv i sving; hvirvel, slør i gråt. 887. Streger i luften, optimale neuroner; Sådan, æoner!
Bøgehjort og billesmed
Bøgehjort og billesmed 860. På en tur i haven, se: En stor bille, helt sort. Vend den om på maven, Det er en bøgehjort. 861. Det er sent på sæsonen, Billen er sløv og slidt, Her midt i august, Den dør nok om lidt. 862. Bøgehjorten er dyb sort, Et suttet styk lakrids; Glat som en rullesten, Med drabeligt gebis. 863. Kæberne er kindbakker Til kamp om mager; De ligner hjortetakker, Derfor er de hjortebiller. 864. Panser blankt som lak, Med hundred bitte buler, Mærker af en mikrohammer, Banket af en billesmed. 865. To gule bånd på tværs: Bag hoved og over taljen. Følehørn med “knæk” på; Det kan du kende dem på. 866. Billen bor i gammelt træ, Lægger æg og graver gange, Suger træ- og plantesaft. I vores have er der mange. 867. Eghjort med kæmpegevir, Største af alle hjorte. Den eneste berømte bille; Men den er død og borte. 868. Eghjorten uddøde hos os; Den var uden levested. Skove her er alt for pæne, Uden døde træ’r og ved. 869. Læg brændeknuder i haven, Træstubbe og kævler med. Billerne skal nok komme; Så er du en billesmed.
Fluer boller på mit vasketøj
Fluer boller på mit vasketøj 844. Se nu bare der, halløj, halløj! Fluer boller på mit vasketøj. 845. Den ene på skrå bag den anden, Fluekonen under fluemanden. 846. Så går de åbenbart til sagen, Derude på mit rene lagen. 847. Jeg vifter: væk fra min seng! De flyver væk i sammenhæng. Nyt i Index Titusind: Flue formering • 844; Flyve • 847.
Hvorfor har edderkoppen otte ben?
Hvorfor har edderkoppen otte ben? 835. Til at holde sig fast i sit net, Bruger edderkoppen par nr. ét. 836. Til at holde en spræller i ro Bruger hun især par nr. to. 837. Par nr. tre til at rulle det ind I mange lag edderkoppespind. 838. Men hvis der er farer, der lurer: Fugle, hvepse eller andre, der truer, 839. Da har hun et hemmeligt nummer, Der får fjenden totalt i fjummer: 840. Så bruger hun nemli’ par nr. fire, Så hele spindet ryster og dirrer, 841. Så hurtigt at hele nettet bli’r sløret Og hvepsen bli’r enormt forstyrret. 842. Så næste gang du er ude i det fri; Kom tæt på spindet, gå ikke forbi. 843. Brug en lille finger til at pirre; Måske trækker hun par nummer fire.
Jeg sluger med glæde min bille
Jeg sluger med glæde min bille 807. Insekter trommer mod min hjælm, Hårdere end regn, lettere end hagl. Harker insekter op, kniber øjne tæt, En byge af vinger, horn og ben. 808. Fremme er jeg levende af vinger: Mikroinsekter myldrer på hele fladen, Hår, hals, bluse, bukser, arme og sko. Tre slags insekter ud og hjem igen. 809. En art er græsgrøn, kun millimeter lang; Pukkelformet bagkrop som en edderkop, På ballonfærd, eller båret af tordenvejr? De iler, jeg kan ikke tælle deres ben. 810. Den anden er helt sort under luppen: Dråbeformet bagkrop med udstrakt snabel. Kølleformede følehorn og 1,5 mm lang. En snudebille? Svært for mig at sige. 811. Den tredje art er en bille, fanget, Belyst og besigtiget under luppen: Brune og gyldne striber på langs Fra hoved, forkrop til bagkrop. 812. Groft behåret overalt, som pels, Med et gyldent drys på hovedet. Et par store sorte øjne, sideværts. Ingen følehorn, kun en snude. 813. Tre par kraftige, leddelte ben; Bionicle lemmer i miniformat. Sig det: som robot- eller panserben. Betagende og bare 2 millimeter lang. 814. Bilister driver forbi på vejen, Uvidende, med insektfrie forruder. Men herude er der smat på panden; Jeg sluger med glæde min bille.
Skovflåtfolket
Skovflåtfolket I 786. En skovflåt i sin umwelt På vej gennem verdenshavet Af kæmpe græsstrå og gigantiske Biller på rejse, larver, myrer, Mariehøns, snappende kindbakker, Giftsprøjter; sugende, soppende Fjender og fødeemner. 787. Skovflåtens omgivelser Opleves i vibrationer, fugt, Duftgradienter, lysstyrker; Varmblodet signifikans Af syre og sprudlende biokemi. 788. En blind skovflåt kravler op, I sin umwelts kæmpe lys Fra spidsen af et vajende strå. 789. Signaler af hudsyre nærmer sig. Sigtet skal være rigtigt, Timing er alt, fejlraten er høj. Skovflåten slipper sit tag; Hun falder, springer, tumler Mod pelsen, tekstilet og skindet. 790. Skovflåten løber, leder Efter en åbning ind mod Kemisk reaktive hud Under hendes fire fodpar; Søger fugtig, varm blodrus. Hun gnaver sig på hovedet Ned i hudens cellelag, Til et blodførende lag – og tæger sig fast. Uforstyrret, ukradset, I dagevis; svulmer op Hundreder af gange Indtil hun er fyldt ud, Og kun da giver slip, Lader sig falde. Mod skovbunden Og næste cyklus. II 791. Kæmpe stålstænger klemmer, Kitin knaser i flåtens Nedgravede hoved Og fastgjort bagkrop; Trækker hud med sig Ud i en spids, indtil Hun slipper sit tag. Lys fra alle retninger. Hårdt, ukendt underlag, På vores spisebord. Ingen skovbund eller græs. Løber straks, løber, løber, I live, i blinde. III 792. Parasitter er den største skræk; De suger saften af os, Bryder kroppens ukrænkelighed. Vi miste vores egenrådighed. Vi må dele vores krop Med andre væsener, Vores blod mod andet blod, Vores betydning som individ Med andre individers liv. IV 793. Skovflåten afdækker vores krop I et 360 graders vue; Steder vi ikke kan se, Ikke kan nå, ikke ved. Hele huden er eksponeret, Blotlagt ud til omgivelserne. 794. Forleden en flåt mellem Storetå og næste tå; På overarmen, på skulderbladet, I armhulen, på læggen, På indersiden af låret, I knæhasen, bag øret. 795. Største antal på en dag: Elleve skovflåter en aften Stående på taburetten Under lup og lygte. En nabo talte tretten. Vi plukker vores flåter, Tæller vores borelia, Alpha-gal iblandt os. 796. Vi er skovflåtfolket. Vi lever under træerne. Vi venter på hinanden, Bevæger os i samme græs. Vi blandes og berøres. Vi læser hinandens tegn; Vi har signifikans I hinandens verdner.
Mjødurt og guldbasse
Mjødurt og guldbasse 770. En stand af mjødurt: Planter tæt med kvaste Og flødehvide blomster. Blomsterstanden er puffet, Lidt lodden for øjet, Hele blomsten virker sløret. 771. Sløret er et pudder Af bitte hvide hår: Blomstens støvtråde, Kun millimeter lange, Der byder op med pollen, I den dovne sommerbrise. 772. En grøn guldbasse glimter I blomstens hvide luksus, Dækket af støvdragerdun, Udstrakt, ubevægelig På en seng af urtens skærme, Honningberuset og varm. 773. Det tonede hvide skær, Det gyldne grønne skin Tilfredse i mættet lys; En duftende blomst En narkotiseret bille, I en sommerskov.
Livsglæde
Livsglæde 764. To hvide admiraler Forenes i sammenstød. Stiger sammen op I en flagrende spiral; En hvirvel af vinger Omslynget tæt, Som hænder i dans. 765. Solen har bagt På deres nervebaner, Sat stød i deres vinger. De nyder brisen På deres følehorn. De nyder styrken I deres vingemuskler. De nyder flugten frem. 766. Ophidsede af Andre hanner, Af andre hunner; Dufte på deres antenner, Sødme på deres snabler. Opstigende og lydløs Velvære i deres kroppe, I skovens sommersol. 767. Snart vingernes Klare farver falmer, Vinger slides ned. Lasede vingelapper Hæmmer adræthed. Kølighed ta’r til Og sløver kroppen. Alle æg er lagt. Et sommerfugleliv Tilendebragt. 768. Det er vores glæde, At et bevinget liv Lykkedes til fulde; At vi har set det Komme, flyve og Forsvinde igen. For vi tæller Hver sommerfugl, Hver art og levested, Mens de svinder; Bringer sorg.
Regnvåd flue
Regnvåd flue 757. Det har regnet, Dråber hænger I spindelvæv. 758. En edderkop Krabber sig op Af sin snubletråd. 759. Hun når byttet: En svirreflue Dingler livløst. 760. Hun beføler den, Inspicerer og Omfavner den. 761. Meget tæt på Er fluen hul; Udsuget, tømt. 762. Bagkroppen er Gennemsigtig Med sorte ribber. 763. Så udtryksfuld, En edderkop Med otte ben.
Ådselgraver nicrophorus vespilloides
Ådselgraver nicrophorus vespilloides 736. En gnaver er faldet om på stien, Rundt sår i siden, struben åben, Kroppen stadig hel, pelsen blød, Hullet, hovedløs og nylig død. 737. Kindbakker eller næb har været her, Åbnet dyret op, fjernet hovedet; Hvid skindrand kantet grå med pels, Et grauballegab i dyrets hals. 738. To ådselgravere arbejder hårdt I kamp mod tid og grønne fluer. De kravler op over gnaverbjerget, På ryggen ind under kadaveret. 739. Kadaveret bevæger sig en kende. Det buler op; først her, så der. En klo løftes fri, bleg og stiv Et lugubert farvel til dette liv. 740. Kadaveret flytter sig faktisk En millimeter ud mod rabatten; Jeg bøjer mig frem, overrasket, Checker kloens position i gruset. 741. Tænk engang, lad billedet stå: En bille på under et gram Maser, bakser rundt på vejen En vægt hundred gange sin egen. 742. Billen ligger under ådslet, Endnu bøjeligt og bullent, Stemmer op med alle tre par ben. Byttet rykker sig: kan du se’en? 743. Det gælder om at nå den bløde jord, Grave byttet ned, afpelse det, Konservere det, præparere det, Før ådselsfluer forurener det. 744. Jeg kunne pirke til gnaverkroppen, Et skub, en tå til ådselbillen. Men jeg vil se, hvad der sker, Ingen selvgode gerninger her. 745. Jeg retter mig; empirisk, fattet. Mens en hundelufter går forbi. Hun finder mig ækel og ret makaber. Men se bare her: den mindste skaber; 746. Navngivet efter de romerske bedemænd, Vespillos, der begav sig ud om aftenen For at samle slavelig og fattiglemmer; En formidabel bille, jeg aldrig glemmer.
Myresværm
Myresværm 712. Jeg træder ud på terrassen En midsommerformiddag. Strækker ud og gaber op; Men hov; en viften i min mund, En lydløs flaksen for mit øje. 713. Smækker gabet i, ser mig om; Det sværmer i luften herude, Sorte insekter med husblasvinger. Undrende tjekker jeg terrænet: Her er kravlende, levende strenge På havestolen og videre ud På hjørnestolpens espalier. Som detektiv følger jeg sporet Ned langs gitterværket og dér: kilden! Myreboet under nedløsbrøret. 714. Jeg kigger tæt på denne insektarterie: Jo, det er myrer med vinger på. Ved endnu tættere eftersyn Ser jeg også meget små myrer I denne myldrende konvoj; Måske en tyvendedel i størrelse Af de kolossale vingemyrer. Det er arbejds- eller slavemyrer, Der pusler og passer dronningens Kæmpestore, kønsmodne afkom. 715. Hele sommeren har de ekskaveret Rundt omkring mit nedløbsrør Og ud under terrassens klinker. Korn på korn af sand er båret op, Stablet på de voksende tuer, Mens klinkerne synker og tipper. 716. Jeg har terroriseret boet før; Viftet truende, men dovent, Med mit økologiske arsenal: Filtdug, opgravning, natron, Kogende vand og kaffegrums. 717. Men nu: Bevingede myrer myldrer frem, En sort substans, der bobler op Mellem sprækkerne i terrassen, Fra myrebosystemet under mine fødder. 718. Med magisk timing og koordination Går hele myrebyens sexarbejdere På vingerne i en sky af feromoner Til myresværm og masseparing. 719. De følger de kendte myrestier, Skubber, maser, hilser, smager. Men gamle næringsveje duer ikke. Usikre på de nye vinger Finder de nye stier fremad, Indtil de ikke kan kravle højere op, Spreder vingerne og sværmer ud. 720. En time senere er de alle væk. De parrede hunner er fløjet, De udtømte hanner er døde. Resten er spist af fugle, fanget Af lurende edderkopper, Spiddet af rovinsekter. 721. De befrugtede hunner Flyver ud for at bygge Nye myrekolonier Med medbragt forråd og æg. Hun fælder sine vinger, Nipper af dem selv Og fordrer resten til Et nyt kuld puppeplejere, Der piler rundt i nye gange Med hvide æg i kæberne. 722. Endnu en udvidet dag, Og her er hvad jeg så: Et generationsskifte I et myredynasti, Der har eksisteret, Adaptivt, succesivt, Ved min havedør i årevis.
Bøgebuk
Bøgebuk 661. Hvem der har set en bøgebuk Er et heldigt asen: Vingedækket er blågrønt blankt. Lange leddelte følehorn, En hel kropslængde lange, Fin balance på langs og på tværs. Svulmende sorte muskeldråber På rødlige overlår. Brunt-orange forbryst Og et lille sort hoved. 662. Vi erfarer i glimt, Vi oplever i sekvenser, Få sekunder lange. Vores opmærksomhed Er for det meste blind. Men nu og da Er situationen gunstig, Og vi ser; rigtig ser. 663. Bøgebukken er der pludselig Blandt brændestykker; Spillevende, sky, Men ikke bange, Bare på vagt. Et halvt minut Og hun piler væk; Finder vinterhi og lægger æg I min brændestabel. 664. Jeg værdsætter øjeblikket. En lille opvisning i Biologiens uendelige variation Over temaet insekter og biller. 665. Tilværelsen er ekspansiv, Og min empati med biller Er vokset lidt. Det er hvad jeg kalder En udvidet dag. 666. Jeg føjer bøgebukkens navn Til den fælles postkasse For kendte arter på grunden. En fodgænger går forbi Spørger mig: hva’ har du gang i, Jeg svarer: årh, lidt praktisk biofili.
Guldbåndet langhornsmøl
Guldbåndet langhornsmøl 548. En hel uge har de sværmet I en terrassekrog foran køkkenvinduet. Små guldglimt omslynget af lange hvide tråde. Guldbåndet langhornsmøl, ved jeg nu. 549. Ikke et navn nogensinde lavet Til at stå i et digt eller hørt på versefødder; Til at stille sig an i rim og prosodi, Som tekst og blank balance på papir. 550. Morgenlyset funker på deres vinger: Fefølehorn fire gange deres kropslængde Hér er de: lad dem selv bestemme Deres rytmer og flyvske figurer. 551. Her er mønstre udover min fattevne, Selvom jeg er lavet til at finde mønstre: Buer, sving, ryk og bølger op og ned; Mønstre kun langhornsmøllet ved. 552. En opvisning af overskud, af energi, Der svarer, måske, til joie de vivre. Måske sværmer de, indtil de falder ned, Døende af udmattelse og syrechok. 553. Fehornsnmøllene sværmer vilkårligt videre, Forførende gentaget, men aldrig det samme. Måske kan jeg lære det smukke i det vilkårlige; Det sker bare – ligesom det gode liv - Igen og igen.
Korsedderkoppeungens umwelt
Korsedderkoppeungens umwelt 532. Korsedderkoppens Klump af unger: Knappenålshoveder, Gul krop, sort bagsmæk. 533. Udklækket i en klynge Af forgyldte knopper Ophængt mellem strå, Et træ eller blomsterkurve. 534. Kom tættere på. Pluk en streng; Guldprikker spredes Ud langs fine tråde, 535. Flydende bevægelser Suspenderet i olie. Tytktflydende slo-mo, En lydløs sprænging. 536. Edderkoppekloden Spredes for sidste gang Over gyngende broer Mod solnedgangen.
Korsedderkoppens engangsknald
Korsedderkoppens engangsknald 512. Et edderkoppehjul i laser Hæftet op på muren Ved min udhusdør. 513. Edderkoppekonen troner I sit gamle net, Klar, fed og farlig. 514. Hvad ved vi om hendes Partnervalg og Bedste engangsknald? 515. Fanges han straks, Er han mest nyttig Som æggemad. 516. Men hvis den næste Kan nå helt frem Til selve akten, 517. Så har hun fået Både i mulepose Og i æggesæk. 518. En lille edderkoppehan Nærmer sig på friertråd; Forben fægter ud i luften. 518a. Han plukker silkestrengen, Spiller op med gode vibes Ned langs bæretråden. 518b. Kæmpekonen lokkes frem Fod for fod; måler friertrin, Smager duft af han i luften. 519. Befølende, befamlende Forsøger han at berolige Hunnens behårede ben. 520. Men hun langer ud: Et svigefuldt stød Nedefra og op! 521. Han ser det! Udløser livlinen I sit parringspendul. 522. Den lille edderkop Kravler atter frem, Forsigtig, forførerisk. 523. Han er overvågen, skarp, Besat af parringsiver Og suicidale pligter. 524. Tilsidst når han Konens lådne klo Med kælne strøg. 525. Dér ser han sit snit Og svinger sig op Bag hendes kæmpekrop. 526. Lysten og bristefærdig Møder han hér Sin smukke død. 527. Sperm ejakuleret, Æg insemineret, Selvsakrificeret. 528. Straks dekapiteret, Fermt parteret, Til sidst kannibaliseret. 529. Og jeg, som altid Fascineret, nu også Poetiseret.
Bisværm
Bisværm 493. Kaldt ud, kom med, Min nabo vinker: En bisværm er forsamlet I en gammel gran På vores grusbelagte vej. 494. Dér hænger den, En kæmpe klump I brunt og sort, Der syder og summer Af titusind bier; Et bankende hjerte På et træskelet. 495. Et vandrende bo Søger nyt land. Spejderbier svirrer ud, Arbejdsbier fodrer yngel, Bygger organismen op I lag på lag af kroppe. En dronning indeni Udskiller æg og stoffer. 496. En udbryderkoloni, En undvegen bistadeflok, Eller en udstødt slægt? En forrådskamp, En dronningetvist, Eller et raseret bo? En kamp på midler, Flugt eller sejr? 497. En dronnings beslutning, Eller en kollektiv vilje? Et kvorum af bier Eller bare bidisciplin? En besked, en ordre: Med hvilken dans? Med hvilken duft? 498. Bier hænger i sværmen Og laver duftkort: Afmærker vækster, Opmåler terrænet, Indsamler spor, Udtager prøver, Afsøger bopladser, Tester for gifte, Smager på landet I tre dimensioner, Eller flere. 499. Vi står på jorden Og laver mønstre I fælles haver; Lad dronerne komme!
Fefølehorn
Fefølehorn 350. Der findes små undere, Der kommer til én Som gaver, der gør glad, Som ros og knus. 351. En lysende grøn morgen Besøger jeg min tjørn Plantet sidste år, tilset, Nu i fuldt løvspring. 352. Jeg rækker ud for at røre Klaser af blomsterknopper Forventningsfuld, hvad bli’r det: Laevigata eller monogyna? 353. Og dér, med næsen fremme Mellem kviste og knopper, Kommer et under forbi, Lige ud for mine hænder. 354. Fire små sorte insekter Sværmer i tjørneløvet. Sværmer: de bevæger sig Op og ned som i en hejs. 355. (Poetisk parantes 1: Aargh! Jeg stritter imod, Min pen sprutter imod: Jeg ville skrive “elevator” 356. Endnu en maskinmetafor, Som jeg har erklæret SNG: Simile non grata. Vi sunder os lidt, vi to). 357. Insekter hejses i snoretræk (😅) En håndsbred op og hurtigt ned. Det er graciøst, som luft, Lydløst, solstrejsforkælet. 358. Og se: Overdådige følehorn, Filamentstynde hvide streger Tre gange så lange som insektet. Jeg er forbløffet; det er fehorn. 359. Hovedet er sort og minimalt, Jo da, det ligner et gedehoved. Brysk profil og hævet pande, Som fæste for dens følehorn. 360. Bittesmå sorte væddere, Som ophængt i panden. Svæver ud i luften Under lange, hvide tråde. 361. Insektets krop er blankt bevinget. Men pludselig, dér: mit bonus under: Sollys refrakteres i en vinge, Der skinner i grønt og guld. 362. Det hele varer et halvt minut. Jeg har aldrig set dem før, Aldrig vidst de fandtes. Nu ved jeg noget for altid. 363. Jeg er et andet væsen rigere, Et sjældent syn forundt. Lige uden for min hoveddør. Sådan kan et lille under ske. 364. (Poetisk parantes 2: En søgning en times tid Giver dette væsen et navn: Egelanghornsmøl, en han. 365. Så nu ved jeg det, På harmonikasammenstødsdansk. Lidt mere fortryllelse på engelsk: Fairy longhorn moth. 366. Se: jeg skrev “fehorn” Ovenfor, i et vers, uafvidende. Nogen har før set dette væsen På samme måde som jeg.) 13.5.2023 367. (Poetisk P.S. den 15. maj 2023. I en kikkert ser jeg Sværme af små bukkemøl Højt oppe i et ahorntræ. 368. Jeg kender dem straks igen, Selv i prismens slør: Fehornmøl fra i forgårs. Hvad laver de dér? 369. Sværmer ved grenspidser, Hviler sig på bladlapper Suger solskin til sig, Men spiser ingenting. 370. Ahorn, sukkertræ med rakler, Fyldt med nektar klasse A, og - jeg tror jeg ved det - Her er langhornshunner. 371. De sværmeriske mølhanner Gør sig til og byder op med Sex og andre søde sager, Der ligger lige til tungen. 372. Sværm, brødre, sværm. Det er hér og nu og aldrig mér. Aftenluften fyldes ud, Duft af ahornhonning).
Guldsmed
Guldsmed 250. Guldsmed imago, Forandring, mod og fødsel, Tomt hylster knitrer. 251. Palaeoptera, Forhistorisk vingepar, Perfektioneret. 252. Hvirvlende vinger, Metafor for mekanik, Helicoptera. 253. Torso pumpet op, Muskelbjerg og nerveknude, Koldt hydraulisk blod. 254. Rovdyr, cirkelsyn, Et snigløb, byttet slagtes, Sommerfugle dør. 255. Guldsmeden æder, Bid knaser byttets hoved, Vinger spyttes ud. 256. Insekt og menneske, Vi lever i hinandens Spejl og billede.
