Kategori: Insekter

Udgivet den

Store Billedag – 10. April

Hver den 10. april fejrer bloggen Store Billedag, en hyldest til familien coleoptera. Dagen blev til sidste år, da jeg for første gang over tre dage mødte både den sorte og den blå oliebille lige uden for mit hus.

Så, i dag er dagen, hvor man skal i det strålende forår og møde sin bille, se en bille, beundre en bille, få en bille på hånden, eller måske bare læse om andre, der har gjort; det kan man jo gøre her på bloggen, og der masser af billeder.

I dagens anledning bringer jeg diget fra sidste år, Store billedag.

Store billedag

1403.	En sort bille krydser min vej,
        Mit held her på store billedag;
        Jeg smider hvad jeg har ved hånden
        (en tom trillebør, en skovl)
        Samler billen op i kuplede hænder;
        Lange ben skraber rundt derinde,
        Kribler ud af alle sprækker.

1404.	Jeg glemte helt at tænke på
        Er den giftig, bider den,
        Gi'r den eksem på hænderne?
        Et kig ind på klem, og dér:
        En lysende orange oliedråbe,
        Stort som et knappenålshoved
        På et af mange billeknæ.
        Gift altså – selvforsvar.

1405.	Jeg vipper børen op med foden,
        Sætter billen ned i ladet
        Og triller hjem i hast,
        Limousinekørsel for biller;
        Fart på, op på havebordet,
        Under glas fra et petrilåg.
        Kroppen er tre centimeter lang,
        En bille så stor og bomstærk,
        At den kan skubbe låget
        Frem i ryk på havedugen.

1406.	Billen er svagt selvillumineret,
        Changerende i sort og blåt,
        Sådan som kun biller kan:
        En dyb og klar aftenhimmel
        Med et skær af nymåneskin,
        Som vi selv så det i nat.
        Den er vingeløs og langbenet,
        Dækvingerne er skrumpet ind
        Til halv længde af bagkroppen,
        Som et sort røvbaldegardin.

1407.	To fine mørkebrune bånd,
        Æstetisk kantet med gråt,
        På tværs af bagkroppen,
        Min vej til hurtig artsID:
        Dette er den sorte oliebille.
        Træffes kun hist og pist,
        Lokalt, varmt, tørt, sandet,
        Og helt fri for pesticider.

1408.	Alene dens størrelse, sorthed,
        Stopper enhver op på stedet,
        Også jeg; i stor begejstring.
        Se bare de lange følehorn,
        Den smukke leddelte struktur,
        Jeg vil sige: finmekanisk drejet;
        Fordi følehorn fascinerer mig:
        Deres opbygning og detaljer
        Ned i allermindste led.

1409.	Tid til at slippe væk:
        Jeg sætter hende ned
        I en frostsprængt havekrukke
        Og ser hende kravle op i solen.
        Den sorte oliebille er kendt:
        Dens livscyklus og levesteder,
        Snylten i solitære biers reder,
        Den kemiske formel på olien,
        Cantharidin, vortedræber,
        Vabelfremkaldende gift:
        På engelsk derfor blister beetle,
        Og oliebille på dansk.
        
1410.   Alt dette og mere kan læres
        Til glæde og livserfaring.
        Her blot en solvarm tak
        Til billerne og alle biologerne
        For en skøn dag at kigge med
        På denne store sorte oliebilledag,
        Herefterdags hver den 10. april.

Samtidig bringer jeg her en liste over bloggens billedigte (mange af dem kan findes ved at søge på kategorien biller, men jeg er ikke helt konsistent, og nogle er måske registeret under kategorien insekter). Desuden findes der mange tags, der har med biller at gøre.

Udgivet den

Summeterapi

Summeterapi

2016.	Halvt væltet gæslingepil
        Bøjet i storm denne vinter
        Overhænger havedam, nedover
        Siv og spinkel fuglekirsebær;
        Kronen i øre-næse-øjenhøjde,
        Knopper i dun på alle kviste,
        Goder daler ned fra oven.

2017.	Ved udspring helt i gult
        Stritpomponer svæver frit,
        Ved rette vingetemperatur
        Tæt befløjet af insekter:
        En summen, nærhed af intens
        Vibrerende lyd skellet rundt,
        Symfont og cirkumferent.

2018.	At stå en stund inde i træet
        Med kronen rundt om hovedet
        En summehjelm i tætte cirkler
        Fra metropolis af slikne bier,
        Ørt omgivet, varmt forført,
        Alle celler suger sanser ind, 
        Hundrede år, og vi lever.


Nyt i Index Titusind:
Gæslingepi ◦ 2016, Vingetemperatur ◦ 2017, Sanser ◦ 2018.
Udgivet den

Forårsfornemmelser

Forårsfornemmelser

2010.	Udmugning efter stilstand
        Mit drivhus, algeklædt
        Stakke af priklepotter
        Lommeuld med plantefrø.

2011.	Kasser med kompost
        Gemt fra sidste år
        Aromatisk hjemmelavet,
        Stablet klar til brug.

2012.	Første kasse aflåges;
        Væltes op i trillebør
        Blandes op med sand
        Savsmuld i spandevis.

2013.	Næste nemli’kasse åbnes:
        To insektlig endevendt
        Afbleget bænkebidder
        Stor løvtæge lysegrøn.

2014.	Men, formidable biller,
        Efter mørk overvintring
        Virker kriblemotorikken
        I det første forårslys.

2015.	Dobbelt fryd for os:
        På flade fingerspidser
        Opsendt i det fri
        I mariehøneritual.


Nyt i Index Titusind:
Drivhus ◦ 2010, Kompostkasse ◦ 2011, Savsmuld ◦ 2012, Bænkebidder ◦ 2013, Kriblemotorik ◦ 2014, Fingerspidser ◦ 2015, Mariehøneritual ◦ 2015.
Udgivet den

Agurkehjulspinder – 2. iteration

Agurkehjulspinder – 2. iteration

2003.  Forårsaften, tynd sol, marts endnu,
       På terrassen et enetræ, en søjlevækst
       Tæt på, i øjenhøjde, uventet, et spind
       Håndfladestørrelse, fint og fæstnet
       Minimal edderkop vugger i centrum, 
       Max tre millimeter stor, farvegrumset
       Øjenkneb, detaljetab uden læsebriller.

2004.  Næste dag, gøremål og distraktion,
       Hurtigt hjem, fulgt af tordensky
       Haglnedslag, styrtbrud hamrer ned,
       Slagregn springer op fra havebord,
       Jeg tænker på myg, på spindevæv;
       Senere, lys fra tusind våde stråler,
       Jeg træder ud, men spindet er væk.

2005.  På køkkenarbejde og koppevask
       Udsigt og øjenkontakt til enetræ
       Fanges øjet af et glimt i sølv:
       En spindtråd, tændstiklængde,
       I en hårtynd spejlrefleks: mit
       Luftspor gennem rudens glas,
       Livstegn fra min miniedderkop.

2006.  Jeg går straks på jagt, søger
       Fra skællet kvist til kvist,
       Indtil dér, på spidsen af en knop
       En edderkoppeknap i dråbeform,
       Glinsende grønlig rødbrun
       Med cicatriceskår på ryggen,
       I positur som mikrosphinx.

2007.  Med min stærke lommelup
       Ser jeg fire sorte prikker
       På hver side af edderkroppen:
       ID af en agurkehjulspinder;
       Videre i luppens monokelslør
       Mødes jeg af fire øjenstikker,
       Kulsorte prikker, skævt på rad.

2008.  Tilbage igen på tredjedagen;
       Marts er på hæld, lidt lune
       I blødt og mættet havelys; 
       Jeg kigger ind, vinkler synet,
       Søger, kredser, sonderer; og
       Med ét står nettet synligt 
       I modlys op mod solnedgang.

2009.  En komposition af silkeskin
       Med illumineret prismeeffekt
       Af grøn gul og rødlig refraktion:
       Guldstrenge i gele og spindelim;
       Lyskaskader springer frem,
       Splitter øjne og pupiller,
       Et spindehjul i aftenglød.



Nyt i Index titusind:
Enetræ ◦ 2003, Tordensky ◦ 2004, Luftspor ◦ 2005, Dråbeform ◦ 2006, Agurkehjulspinder ◦ 2007, Modlys ◦ 2008, Prismeeffekt ◦ 2009, Spindehjul ◦ 2009.

Se også: Agurkeedderkop
Udgivet den

Digterfornemmelser i en kokasse

1971.	En vandretur på Kullen,
        Min teenagesøn og jeg,
        To halve liv siden,
        I løb faktisk, i skoven,
        Høje af jord og krop,
        Gennem overdrev med
        Låger og græssende kvæg.

1972.	Vi gør rast et sted, 
        Et minefelt af kokasser;
        Jeg tar fotos af én
        Fra flere vinkler,
        Iagttagende,
        Eftertænksom, 
        Æstetisk handling.

1973.	Billederne er tabte,
        Men substansen er skarp:
        En lys, tyndskidslind,
        Tallerkenstor plamage,
        Stukket med stråbidder,
        Skorpet overflade, hård,
        Hullet som ved skud;
        Gødningsbiller i drift
        Underminerende og
        Ivrigt ekskaverende.

1974.	Hvad skete der 
        Den dag på Kullen
        På hug ved klatten:
        Tavst observerende,
        Lykkeligt travende,
        Personarkæologisk,
        Kolortsgravende
        I en mindetue.

1975.	For jeg var røgterdreng,
        Drev kvæget hjem
        Fra marken efter skoletid,
        I stalden svabede patterne,
        Betjente malkemaskinen;
        Så på, når dyrlægen
        Hjalp med kælvning,
        Arm op til skulder
        I koens fødselskanal.

1976.	Jeg var kokassetilbeder,
        Drev rundt på marken,
        Duftede til drøvet,
        Det søde, lidt kvalme
        Muldartede materiale,
        Glad, komøgsberuset,
        Opsat på landmandsliv.

1977.	Nu, som ældre mand
        På vandretur på Kullen *), 
        Kommer erindringen 
        Klar, uopsættelig,
        Om den forårsdag
        Med min søn på tur,
        Den udskidte kokasse
        Og den lille dreng,
        Der snusede kolort
        Og drømte om
        At blive bonde.
 
1978.   Bonde blev jeg aldrig;
        Min søn brød ud
        Og blev biolog;
        Jeg brød af
        Og blev digter;
        Sådan sker det,
        Side om side,
        Titusind spor
        Og alligevel
        Samme vej.


Nyt i Index Titusind:
Kvæg ◦ 1971; Kokasse ◦ 1972; Gødningsbille ◦ 1973; Personhistorie ◦ 1974; Fødselskanal ◦ 1975; Drøv ◦ 1976; Mindetue ◦ 1977; Kolort ◦ 1977; Biolog ◦ 1978.


*) Se Kullaberg I aftensol.

Udgivet den

Dronningerunde

Højreklik for at se i fuld skærm. Bemærk lille fritflue el. lign. på 1. kronblad t.v. ved 0:15 og igen på 2. kronblad ved 0:43.

Dronningerunde

1957.	Det er tid, nu skal vi ud
        I årets republik af bier;
        På knæ i visne blade
        Helt ned i sugehøjde:
        En beruset dronningebi
        Vælter rundt på bunden
        Af en lilla krokusblomst.

1958.	Hun kan ikke tåle mosten:
        Slikker sig selv i hegnet,
        Går omkuld, pollenstiv,
        Klamrer sig til kronen,
        Drysset gul på humlepelsen.
        Vi følger hende; en stok!
        Hjælp hende, hun skal op.

1959.	Skrumlet af en humlebi
        Klavrer op på bladets kant,
        Stønner, kroppen pumper,
        Puster, tung, sukkerhøj;
        Hjem at dampe rusen af,
        Bage honningbrød, stifte bo,
        Æg til søstres arvefølge.

1960.	Vi forlader hende, videre
        På årets dronningerunde
        Som hedninge og druider
        På tur i forårsriget:
        En solbedugget ceremoni
        Blandt åbne krokustande
        Leve frås og matriarkatet.

Nyt i Index Titusind:
Dronningebi ◦ 1957; Humlepels ◦ 1958; Honningbrød ◦ 1959; Matriarkat ◦ 1960.

Udgivet den

Edderkoppeungernes forår

Edderkoppeungernes forår

1882.	Et mægtigt forår sidste år,
        Tidligt, bleggrønt, blegblåt;
        Plænen grønner til, vokser op:
        Fuglemælk, krokus, og skilla;
        På tørvebankerne bag i haven,
        Overladt til stedets frøbestand,
        Vokser en hvid snerre frem:
        Lav, tæt, busket blomsterland,
        Hvor jeg går på jagt, stille,
        Opsat på sjældne rendez-vouz.

1883.	En edderkop, stor og langbenet,
        Tilser en gyngende netfuld
        Friskt udklækkede spilopper,
        Ophængt i en klynge, der vugger
        Udspændt mellem plantestængler,
        En hundredtallig kriblende klump
        Af klatreklare edderkoppeunger;
        De føler verdens impuls med fødder,
        Der lytter med på vuggens spind.

1884.	De prøver styrken, mærker vibes
        Med kvikke edderkoppehjerner;
        Strækker, drejer, krummer og vifter
        Fire par ben, klør og nervebaner;
        De glider ud, forlader krybben
        I deres hængende børnehave;
        Adrenalin og stresshormoner syder,
        Øjne drejes og lugte beføles
        Fra et forår, der ligger foran dem
        For enden af en silketråd.


Nyt i Index titusind:
Forår ◦ 1882; Hvid snerre ◦ 1882; Udklækning ◦ 1883; Edderkopperunger ◦ 1883; Edderkoppehjerner ◦ 1884; Stresshormon ◦ 1884.
Udgivet den

Til en sitkalus

Til en sitkalus

        O wad some Pow’r the giftie gie us
        To see oursels as others see us!
    	     Robert Burns, To a Louse, (1786)


1734.	Hah! Hvor vil du hen, prægtige kryb
        Høstet i havens graner i sommer,
        Jagtet rundt og rundt i luppens lys;
           Sid stille et sekund,
        Et vellignende fotobevis 
           Kan du nok ha’ mig undt.

1735.	Jeg har grublet over hvem du er,
        Ved opslag i album for bladlus
        Straks genkendt i slægtens række,
           Ét af titusind
        Omdigtede væsner er fundet:
           Dette er sitkalusen.

1736.	Sitka er et ord lånt fra tlingit,
        Et oprindeligt sprog fra Alaska,
        Et demonym, en by, en kæmpegran;
           En magesløs afid,
        Ti millioner år på jorden;
           Sådan ser du ud.

1737.	Jeg udvælger et foto til digtet;
        Alle er ægte, men jeg tøver;
        Det subliminale er på spil,
        Jeg hverken forskønner, fordrejer 
           Eller fornægter;
        Som læser er du manipuleret,
           Så, caveat lector.

1738.	Ét foto er skarpt i fuld figur;
        Men det andet: Lusen på halen,
        Antenner strøgne, undergiven,
        Øjne vendt opad, udtryksfuld,
           Vækker empati,
        Antropomorfisk optimalt;
           Et fuskeri.

1739.	Det ligner en form for kontakt:
        Kæmpe lupholder og ydmyg lus; 
        En bøn om liv og barmhjertighed,
        En ny fabel om magt og snilde,
           Som hvalen og musen,
        En patetisk falskhed i min hjerne
           Og i lusen.

1740.	Men på indersiden af synet:
        Alle de billeder vi laver,
        De følelser vi møder og har;
        Væsner stopper vores hånd,
           Går i rette med os selv;
        Den milliontedel af alle arter
           Vi ikke slår ihjel.

1741.	Som Rabbie Burns tænker jeg igen:
        Gid det var dig, der kunne se os;
        En slags animistisk gensidighed,
        Mere adskilte end fælles, og dog,
           Mindre bange, mere milde,
        Når vi krydser hinanden derude
           De brutale versus de vilde.

Nyt i Index titusind:
Kryb ◦ 1734; Sitkalus ◦ 1735; Kystregnskov ◦ 1736; Subliminal ◦ 1737; Antropomorfisme ◦ 1738; Hjerne ◦ 1739; Slå ihjel ◦ 1740; Animisme ◦ 1741.

I erindring om Robert Burns, (1759-1796) skotsk nationaldigter. Se også To the Poet - from the Mouse.

Udgivet den

Tægetræk

Tægetræk

1729.	Nytårsbesøg i iskoldt gazebo,
        Skrivefelt og sprossede ruder,
        Frostmønstret indbo stivnet;
        Døren åbnes op til logiet,
        Gummi knaser i kuldeforsejling;
        Et ryk i alle tægens knæ,
        Spændes klar til spring,
        Adrenalinens insektækvivalent.

1730.	En olding af en tæge,
        Som ung splendid i rufusglans
        Men nu, alderdomsvækket,
        Nordbofarvet, matte mønstre,
        Lår som fiskeryg i nobel grå
        Skinneben med flade padler,
        Dobbelt hvidt zig-zag emblem 
        Som felttegn og skriftmystik.

1731.	Den amerikansk fyrretæge,
        Som benævnt på dansk,
        Sætter sig på bakkekanten
        Fyldt med fyrretræsmasse,
        Irlandsgrønt blækbeskrevet;
        Falmede, firdelte følehorn
        Står tegnet skarpt i silhuet,
        En notatstak fra i sommer.

1732.	En vingefod *) på tægetræk:
        Det gælder Invasion Europa. **)
        På blot femogtyve år  
        Alle de samme steder
        Hvor også jeg har rejst;
        Selv i Japan ankom vi 
        Omtrent sammetids,
        Indkapslet jomfrurejse.

1733.	Tægen hisøgende og valen
        Finder ly i pavillionen;
        Grånet og stivvinget,
        Som jeg, på denne årstid,
        Virksom og knirkende,
        Trækker indendørs igen
        Indtil foråret kommer,
        Nymfer i havens træer.


Nyt i Index titusind:
Adrenalin ◦ 1729; Alderdomsvækkelse ◦ 1730; Skinneben ◦ 1730; Fyrretæge ◦ 1731; Tægetræk ◦ 1732; Hisøgning ◦ 1733; Indendørs ◦ 1733.

*) Den amerikanske fyrretæger hører til slægten randtæger, der kaldes på engelsk leaf-foot p.g.a de flade padler på bageste skinneben, der hos mange arter bliver meget markante. 

**) Italien først i 1999; Østrig, Schweiz, Frankrig og Tjekkiet alle i 2003; Belgien, Balkan, England og Tyrkiet i 2007; Japan 2008; Danmark 2009; Ukraine 2010, Rostov-on-Don året efter; Andorra og Finland 2020; Nordmakedonien og Bulgarien 2024; Strøby Strand nytår 2025.

Udgivet den

Skygger bag en rude

Skygger bag en rude

1725.	En tæge på mit vindue,
        Jeg måles og visiteres
        Herinde i min bioklokke
        På det grønne ocean.

1726.	Lys filtreres gennem billen
        Diffunderer ud i bølger;
        Jeg ånder, billen lever,
        Med opdrift hver for sig.

1727.	En organisk hydraulik
        Pumper gelé og væsker
        Med translucente stoffer 
        Ud i øjne og følehorn.

1728.	Jeg åbner min havedør,
        Opfanges på antenner;
        To sider af bevidsthed,
        Skygger bag en rude.


Nyt i Index Titusind:
Tæge ◦ 1725; Opdrift ◦ 1726; Gelé ◦ 1727; Bevidsthed ◦ 1728.

Udgivet den

Ichneumon

Ichneumon

1722.	En kratluskers kup
        På tværs indover
        Naboens haveskel
        Til fods i terrænet;
        Øjne tilpasset løv,
        En gunstig årstid;
        Dér, ophøjet synlig
        På en rødegs blad.

1723.	En stor sabelhveps,
        Snylter med læggebrod
        En tyv, en dræber,
        En æggespecialist,
        Lårene i orange,
        Kølleformet krop
        Og underben i sort,
        Slank og hvepsespids.

1724.	Af ichneumon slægt;
        Vandrer, stifinder,
        Aristoteles’ påhit.
        To spor skilles,
        Jeg beriget, faktisk
        I modest triumf,
        Og sabelhvepsen:
        Hvem ved, hvorhen?


Nyt i Index titusind:
Rødeg ◦ 1722; Sabelhveps ◦ 1723; Læggebrod ◦ 1723; Stifinder ◦ 1724.
Udgivet den

Store Billespor

Store Billespor

1713.	To stribetæger,
        Orangerødt i sort,
        Skjold mod skjold
        På mit havekrudt.

1714.	En ivrig kopulator,
        Nyligt indvandret
        På billetrekket nord,
        En klimaindikator.

1715.	Klatrer op og ned
        Som et hejseværk,
        Fast sammenkoblet,
        Forseglet tægesperm.

1716.   Stærke linjer på ryg,
        En rand der matcher;
        Men prikker på bugen,
        Hvorfor egentlig det?

1717.   Er fjender foroven
        Anderledes end dem,
        Der kommer fra neden,
        Og i så fald, hvem?

1718.   Netop skjoldkanten
        Stribet rød og sort
        Ligner sku da noget,
        En menneskelig idé;

1719.   Et farvestrålende
        Stink- og faresignal
        Og så meget andet
        Jeg ikke kan se.

1720.	To spraglede tæger
        Gør ophold i haven,
        Hvor Store Billespor
        Krydser kontinentet.

1721.   Det er min besøgstid,
        Jeg vil træde udenfor,
        Prise min skvalderkål,
        Stå stille og se med.


Nyt i Index titusind:
Stribetæge ◦ 1713; Billetrek ◦ 1714; Tægesperm ◦ 1715; Bug ◦ 1716; Fjende ◦ 1717; Skjold ◦ 1718; Faresignal ◦ 1719; Store Billespor ◦ 1720; Skvalderkål ◦ 1721.

Udgivet den

Billen og lyrikken

Billen og lyrikken

1706.	Se, hvilket oplyst skyggespil og
	     herlighed:
        En gylden bladtunge skudt ud
	     i middagssol,
        Hvert hår på bladets kant
	     i stråler
        På en baggrund af sorte og dybe
   	     tenebrer;
        En komposition af digt og natur
	     i chiaroscuro,
        Tilegnet naturens enkleste essens
	     og forgængelighed.

1707.	En bille i funklende, ravgul
	     fulgens,
        En anelse uskarpt, en tidløs
	     sfumato
        I sløret overgang mellem lys
	     og mørke;
        Jeg kender ikke billens taxonomi
             eller navn,
        Med vilje vil jeg ikke kende fakta
             og virkelighed;
        Dette skal være opløftet digt om 
	     overdådighed.

1708.	Derfor skulle dette digt have fejret
	     en triumf
        For det ufærdige, det ukendte, en ny
	     lyrik,
        Et kald på stærke følelser og vores
	     reverens
        For naturen og dens myldrende liv
	     tæt tæt på.

1709.	Alligvel denne drift, denne trang
	     til viden,
        Poetik og videnskab har nysgerrighed
	     til fælles;
        En unøglet søgning i min billebog,
	     et match!
        Krydstjek, et opslag til verifikation
	     af kendetegn,
        Og snart er det evident og piftet
	     klart,
        At dette er en blødvinge, udbredt
	     overalt,
        En af de tætteste populationer
	     i landet.

1710.	Jeg har har aldrig set den bille, jeg er
	     neofyt,
        Og hvor mange ville vide, hvad den
	     hedder,
        Bortset fra læsere af Kristeligt Dagblad
	     til ære,
        Der skriver om biologien og klerikale
  	     navne;
        Slå selv efter, journalisten kan sit kram:
	     præstebille;
        Et navn øst op af folkeviddet, hvor det
             er kendt,
        At præster energisk parrer sig 
             i flæng,
        Som netop denne bille, der ynder et
	     bunkepul
        På skærmplanter, røllikker, kørvel
	     Og gulerod.

1711.	En slægt af prægtige livsduelige,
	     kosmopolitter;
        På engelsk bjørneklo bollebiller *),
	     prosaisk,
        Men egentligt også digterisk
	     redeligt;
        Et bånd mellem dem og os
	     i sprog,
        Om disse spraglede, liderlige, smukke
	     væsner.

1712.	Så mit billede fra første tekst
	     synker
        Sammen i lyrisk pynt og udtjent
	     glemsel;
        Tilbage står, i digt og folkevid, en
	     kærlighed
        Til dette billelivs ligefremme og ægte
             skinbarlighed.


Nyt i Index titusind:
Bladtunge ◦ 1706; Digt og natur ◦ 1706; Mørke ◦ 1707; Overdådighed ◦ 1707; Reverens ◦ 1708; Trang til viden ◦ 1709; Blødvinge ◦ 1709; Præstebille ◦ 1710; Bunkepul ◦ 1710; Bjørneklo ◦ 1711; Sprog ◦ 1711; Ægthed ◦ 1712.

*) Hogweed bonking beetle.
Udgivet den

Snerlesværmerasyl

Snerlesværmerasyl

1698.	En snerlesværmer sidder
        På min slidte cykeltaske
        En solrig septemberdag.

1699.	Stille og sfinxforstenet,
        Indfløjet langt fra syd,
        Ethiopien eller Somalia.

1700.	En bomstærk vingeslider
        På enorme migrationer:
        En sjælden gæst er landet.

1701.	Pelset grå og hvidmeleret,
        Fine hvirvler cirkelrunde,
        Og forben som pomponer.

1702.	Suveræn kamoufleret
        Til skov, krat og bark,
        Og grå nylon åbenbart.

1703.	Hele natten og næste dag,
        En cykeltur til indkøb,
        Samme aften er hun væk.
  
1704.	Jeg ønsker hende snerler
        Til de kulørte larver,
        Et sikkert skjul at dø.

1705.	Skulle I komme her igen,
        Så sæt jer blot, hvil ud
        I mit beskedne haveasyl.


Nyt i Index Titusind:
Snerlesværmer ◦ 1698; Sfinx ◦ 1699; Migration ◦ 1700; Forben ◦ 1701; Kamouflage ◦ 1702; Nat ◦ 1703; Larve ◦ 1704; Haveasyl ◦ 1705.

Snerlesværmeren (Agrius convolvuli) optræder relativt sjældent i Danmark med omkring 100 observationer årligt. Ved et slumptræf ankom en snerlesværmer i min have og ved et endnu større sammentræf blev jeg faktisk klar over det. Det er en sær optagethed af det sjældne, der driver mange former for observatør- og samlermanier. Det sjældne har højere status end det gængse; en slags økologisk udbud og efterspørgsel. Svarer til den status, som kendte personer har i den bipedale verden. For de fleste ville en filmstjerne være et lige så sjældent syn som en bådflygtning, men. Mere om sjældenhed i digt og metode.

Udgivet den

Libel og tidsel

Libel og tidsel

1694.	Nyudklækket libel
        Glasklare vinger 
        Soltørt pergament
        Til flugt og jagt
        En fysisk jubel
        Og muskelkraft
        Anflyver tidsel
        Spydspidser i slør
        Lysåbnet ud og op
        Stilkben på torne
        Dufte, hormoner
        Og nervebaneskud
        Ekstatisk sekund,
        Flygtigt åndedrag.


Nyt i Index Titusind:
Libel ◦ 1694; Nervebaneskud ◦ 1694.
Udgivet den

Notat om skjoldtæge i haiku

Notat om skjoldtæge i haiku

1676.	Biller og haiku
           En sjælden kombination
              Poet og panser.

1677.	En stor løvtæge
           Gelégrøn, rufus korsbånd
              På digtervisit.

1678.	Entré på blokken
           Pointe sat på spidsen
              Af min blyantstift.

1679.	Gesandt fra haven
           Af fornem skjoldtægeslægt
              Ny titusindting.

1680.	Billens metode
           Beskrevet og beundret
              I haikunotat.


Nyt i Index Titusind:
Panser ◦ 1676; Løvtæge ◦ 1677; Blyantstift ◦ 1678; Skjoldtægeslægt ◦ 1679; Billens metode ◦ 1680.
Udgivet den

Billen og umbellen

Billen og umbellen

1658.	Hvem bliver ikke grebet
        Ved synet af en blomsterbuk?

1659.	Hvem bliver ikke betaget
        Af en duftende umbel?

1660.	Former, farver føjer sig
        Synæstesi med alle sanser.

1661.	Følehorn som teleskoper
        Sort og leddelt symmetri.

1662.	Bukkens elegante vinger
        To dækblade af tobak;

1663.	Set tæt på i makroskopi
        Udsøgt mønster i punktur.

1664.	Umbel af overflødighed
        Et haveslør i hvidt.

1665.	En vrimmel af insekter
        I åbne miniatureblomster;

1666.	Snabler sig frem i honning
        Slikker, lytter og hvisler.

1667.	Og jeg det glade skrummel
        På kryb i sol og summen;

1668.	Til audiens hos mesterbukken
        På en skærm af skvalderkål.


Nyt i Index Titusind:
Blomsterbuk ◦ 1658; Umbel ◦ 1659; Synæstesi ◦ 1660; Leddelt ◦ 1661; Tobak ◦ 1662; Punktur ◦ 1663; Slør ◦ 1664; Vrimmel ◦ 1665; Hvisle ◦ 1666; Kryben ◦ 1667; Skvalderkål ◦ 1668.

Bukken kaldes på dansk tobaksfarvet blomsterbuk, hentet fra latinsk Alosterna tabacicolor. Bukken er beskrevet og navngivet for første gang af Charles de Geer (1720-1778), fremragende svensk-hollandsk entomolog og bibliofil. De Geers' hovedværk har den beundringsværdige titel Memoires pour servir a l'histoire des insectes, (kan oversættes som: Erindringer i insekthistoriens tjeneste), der udkom i otte bind i årene 1752-78. De Geer er bl.a. kendt for sine banebrydende udredninger om insekters betydning for blomsterbestøvning. 

Det er i digtets sammenhæng en videnskabshistorisk ironi, at de Geer døde (tragisk tidligt) af podagra, altså den lidelse, som i middelalderen blev behandlet med skvalderkål og årsagen til at munke indførte urten i nordeuropa. Dette afspejles i plantens engelske navn goutweed og i det danske navn biskopsurt. (Se herom digtet OBPS - om Skvalderkål (1)).
Udgivet den

Om billen og det skønne i sprogevolutionær betydning

Om billen og det skønne i sprogevolutionær betydning

1642.	Tohundredemillioner års
        Balance i blomsterbukken.

1643.	En bille er artikuleret
        Harmonisk ud i alle led.

1644.	Tre par samordnede ben,
        Seks totandede gribeklør.

1645.	Bukkehorn af koniske led,
        En biomekanisk triumf.

1646.	Hvert led er sat i lejer,
        Drejelige og sensitive.

1647.	Moniterer enhver forstyrelse
        I luftens kemi og molekyler.

1648.	Retningssensor og gyrosans
        Triangulerer objekter i fart.

1649.	Vi ser mest kun maskiner,
        Robotter og finmekanik.

1650.	Vi har ingen organisk udtryk
        For denne hyperorganisme.

1651.	Entomologien, ære været den,
        Beskriver hver del, hver celle

1652.	Men helheden, skønheden,
        Det jeg kalder det perfekte

1653.	Evolutionære udtryk ligger
        I billelegemets harmoni,

1654.	For hvilket vi ikke deler
        Andre ord end skøn og smuk.

1655.	Verden skabte billen
        Og billen skabte den.

1656.	Vores egen afstamning
        Skabte huller i sproget.

1657.	Hvad andet kan jeg sige;
        Resten er metafor.


Nyt i Index Titusind:
Blomsterbuk ◦ 1642; Bille ◦ 1643; Gribeklør ◦ 1644; Biomekanik ◦ 1645; Led ◦ 1646; Molekyle ◦ 1647; Gyrosans ◦ 1648; Robot ◦ 1649; Hyperorganisme ◦ 1650; Entomologi ◦ 1651; Skønhed ◦ 1652; Evolutionært udtryk ◦ 1653; Ord ◦ 1654; Skabelse ◦ 1655; Sprog ◦ 1656; Metafor ◦ 1657.
Udgivet den

Dværgkommaflue

Dværgkommaflue

1633.	Ofte når jeg sidder og læser
        Dybt i en lænestol i pejsekrogen,
        På min pind i lyst- og arbejdshuset,
        Eller på havebænken udenfor,
        Kommer en lille flue på besøg.

1634.	Med lille, forstås meget lille,
        Et væsen kun millimeterstort;
        Kravlende op over siden
        Vandrer hun ind i min kultur;
        Min bogslummer forstyrres lidt,
        Forsigtigt ikke at lade bogen
        Smække hende død og flad, 
        Et udsmattet bogmærkelig.

1635.	En sen sommerdag i august
        Kom hun vimsende dér igen,
        Vejrende, virrende op på siden,
        Jeg venter, håber på et komma;
        Vær nu sød, gå ind i teksten,
        Så jeg kan få et ægte foto, 
        Bare en kultiveret bagatel
        Til mig, på min mobil.

1636.	Fluen må have et navn,
        Det første bekendtskabsritual
        På tværs af arternes skel;
        Hun er måske en halmflue
        Eller en fritflue, jeg ved ikke,
        Entomologer må hjælpe til,
        Men der er ingen tvivl, jeg ved,
        Når kommaet kommer flyvende,
        Som intertekstuelt insekt,
        At hun har navngivet sig selv:
        Dette er dværgkommafluen.

1637.	Et godt og acceptabelt navn,
        Omend dværg er forkert,
        For hvis målestok gælder her?
        Også komma er forkert,
        For hvad er mere irrelevant
        Når man er i hendes fødder;
        Kun flue er måske korrekt,
        Men ok som kenningsnavn.

1638.	Navne er til for vores skyld:
        Så kender jeg hende igen,
        Passer på når hun er på visit
        På bogens (genbrugs)papir
        Under det varmhvide lys.
        Samtidig, som poetisk pendant,
        Har videnskaben fået et match,
        En partner i fluegrammatik,
        Til dværgpunktumbillen.


Dværgpunktumbillen er en eksisterende art, der lider den ulykke at bære det rædsomme taxonomiske navn Baranowskiella ehnstromi, et mere fantasiløst, antropocentrisk og i særklasse uindlevet og selvfedt navn behøver man ikke lede længe efter. Dværgpunktumbillen er en fascinerende og nyligt indvandret art i Danmark, som udelukkende lever i en ildporresvamp, der igen udelukkende lever på piletræer. Billen er omkring en halv millimeter lang. Det danske navn er opfindsomt, men billen ligner faktisk mere et miniature ravfarvet udråbstegn, hvilket selvfølgelig er ligeså misvisende som at kalde en flue et komma.

Kenning, se opslaget under fanen Poetikon.
Udgivet den

Halv hveps – et vidnesbyrd

Halv hveps – et vidnesbyrd
Til John Kinsella

Halv hveps
Hakket i to
Insekt og invalid
På bøgebark
Fodtrin blade
På skovsti
Et trænet øje
Altid det
Vi ikke ser.

Amputeret
Hvilke tænder
Hvilke skær
En guillotine
Af myrer
Pheromoner
Sprøjter 
Duftsprog
I billeder
Vi ikke kender
Sætter spor
Vi ikke ser.

Kun dette:
En halv hveps
Kryber frem
Fem ben trækker
(Sjette ben kvæstet)
Lemlæstet krop
Vingepar intakt
På pronotum
Livsfjeder 
Overskåret
Sin sidste time
Forstbotanisk Have
Hann. Münden
Niedersachsen
Oktober 2024.


Til John Kinsella med tanke på digtet Love Poem fra samlingen The Hierarchy of Sheep, 2000.
Udgivet den

Om at tælle mariehønens pletter

Klik for at forstørre billederne

Om at tælle mariehønens pletter

1568.	Forvildet ind i huset
        En minimy mariehøne,
        Knappenålshovedstor,
        Lækker olivenoliegul 
        Med sorte pletter på,
        Overnattet i et petriskål,
        Utrættelig i bevægelse,
        Indtil langt om længe
        Hun hviler, guffer lidt
        På en vissen skærm
        Af skvalderkål.

1569.	Den syvplettede,
        Som alle børn kender,
        (Men hvor mange 
        har talt dens pletter
        eller ved, at der er
        mange flere slags?)
        Den to-plettede,
        Den ti-plettede,
        Den tolv-plettede,
        Den fjorten-plettede,
        Den seksten-plettede,
        Den nitten-plettede,
        Den toogtyve-plettede,
        Den syovogtyve-plettede,
        Den øje-plettede,
        Ale mellemvarianterne
        Og fyrre arter flere.

1570.	Og hvad er egentlig
        En plet for noget,
        Eller en plamage,
        Og hvor sidder de?
        Hvad med den stribe
        Langs dækvingekanten,
        Og hvad med dem
        På forkroppen, brystet,
        Pas på, det er et øje,
        Og kan mariehønen
        Skifte sine pletter ud
        Som leoparden prøver på?

1571.	Derfor et beskedent forslag
        Til en obligatorisk time,
        Sjov, lærerig, ikke let,
        Eminent til gruppearbejde,
        Selvlæring, erfaring og
        Nysgerrighedsfremmende,
        Fingerspidsstimulerende
        Naturkulturforståelsesfag:
        I dag skal vi tælle
        Mariehønens pletter:
        Vi laver grupper på tre,
        Her er farveplancher
        Og her er terrariet, 
        Hvor I kan se dem
        Krybe rundt og rundt,
        Værsgo, begynd bare.

        P.S. En læser kan jo tælle med
        På mariehønen hér,
        Billens latinske navn nedenfor:
        P.P.S. jeg blev syvogtres,
        Inden jeg så min første.

Psyllobora vigintiduopunctata

Udgivet den

OBPS – om skvalderkål (2)

En time i solen ved skvalderkålen omkring æbletræet. Et mylder af insekter, blomsterduft, svirren, et håndholdt kamera, nogle udvalgte billeder – og måske en rigtig raritet. Bloggen er ikke et fotoalbum; den er et digtværk. Men når bloggen bevæger sig over i konceptkunst, så er der brug for fotos.

Klik for at forstørre billederne

OBPS om skvalderkål (2)

1553.	I dag, sankthansaftensmorgen,
        kan jeg oplyse og dokumentere,
        med hortikulturalistens stolthed,
        at min højeste skvalderkål
        måler en meter og tyve ungefär,
        præmieplante, primus inter pares,
        skærmet af sommerfuglebusken
        i en frodig stand rundt et æbletræ,
        uundværlig fryd i alle haver.

1554.	Her dufter sødligt og behageligt
        af mirabeller og andre blommer,
        stænglerne lidt som gulerod;
        en svajende, vuggende overflod
        af dobbelte hvide blomsterskærme
        flittigt besøgt, bevinget, oversvirret
        af insekter døgnet rundt
        og af mig med næsen fremme
        og et kamera i hånden.

1555.	En snylteflue, gymnosum rotundatum,
        ganske lille, med stor rund bagkrop,
        orange med tre sorte pletter;
        en snylter på tæger, en endoparasit,
        larven æder værten op indefra,
        borer sig ud gennem skjoldet,
        falder til jorden og går i puppe.
        Intet dansk navn til denne flue
        Så hvorfor ikke nanvgive her:
        Lad os kalde den mariehøneflue,
        Vi kender den nu, velkommen her.

1556.	Her er rød- og sortstribede stribetæger
        bag til bag i parring på skvaldertoppe,
        sammenhægtede, den ene slæbbar
        efter den anden, trukket op og rundt
        hvis de bliver forstyrrede, gået nær,
        men i øvrigt dorske og fotogene.

1557.	Endnu en tage, almindelig bærtæge,
        sås en enkelt gang på en skvalderskærm,
        sit rygskjold dybt rødbrunt og pyntet
        med løvgrønt, trekantet heraldik,
        kantet rundt i brunt og hvidt,
        med antenner til, der matcher.

1558.	En gammel kending græsser sig frem,
        langsomt gennem en mark af blomster,
        den grønne guldbasse glinser i solen,
        et farvespil i grønt, guld og kobber
        stor og metodisk som et kreatur;
        Tak for gensyn, velkommen tilbage.

1559.	Maser af svirrefluer kommer svirrende,
        antallet er arter er ret forvirrende,
        adrætte flyvere, musende, sværmende
        nogle med hvepseynde og hvepsefarver;
        her er sumpsvirrefluer, havesvirrefluer
        og mange fler', jeg aldrig ser.

1560.	Her må være dusinvis af snyltehvepse,
        tre af dem vist på denne side,
        ingen af dem med danske navne;
        Den første er gastroeruption jaculator,
        En han; hunnen med en læggebrod
        dramatisk lang, snylter på bier i reder.
        Jaculator var en romersk spydkaster,
        med et kort spyd, javelin, til idræt.
        Lad os bare navngive den her,
        Lad os kalde den spydkasterhveps.

1561.	En snylterhveps, lang og fin, 
        bagkrop med højgult segment
        afsluttet i en blank, sort spids.
        helt almindelig over hele landet,
        nu i havens stand af skvalderkål;
        endoparasit i sommerfuglelarver
        grumt og nyttigt på samme tid,
        revulsion naturligt, men forkert;
        på latin ichneumon suspiciosus,
        Et navn: slank sommerfuglesnylter.

1562.	Her lander en lille bladhveps,
        sort hoved og bryst, orange bagkrop,
        buttet om livet, ligner en bi,
        vinger med brede sorte bånd
        mit billede blev uskarpt, men pyt,
        mens den slikker nektar og bestøver;
        Arge cyanocrocea i taxonomien,
        på dansk intet navn endnu.
        Larverne lever af brombærblade,
        hindbær, solbær, alle rubusbuske,
        Skal vi kalde den brombærhveps.

1563.	Her er en skvalderkålblomst under lup
        Fem kronblade hver med dyb indskæring,
        To fruglegemer og to hvide støvfang,
        to millimeter fra spids til spids.
        Skvalderkål er en dobbeltskærm
        Så: lad os tælle og beregne:
        en enkelt umbel har cirka 24 blomster,
        Hele skærmen har cirka 15 umbeller;
        Hver plante har 4 til 8 skærme;
        En enkelt skvalderkål, fuldt udgroet,
        har mellem tusind totusind blomster.

1564.	En god have har vel 100 planter;
        Min have, der bugner af arten,
        har, hvad tror jeg, 500 til 1000 planter
        på et areal, løst anslået 200 kvadratmeter,
        ergo et sted mellem 1,5 og 3 millioner
        skvalderkålsblomster i hele haven.

1565.	Jeg må fortælle, at blomsten myldrer
        det vil sige kravler med bevingede dyr;
        havemyrer på hver eneste skærm,
        masser af småfluer og andre insekter,
        store skinnende, grønne og grå fluer,
        ivrigt overkravlet af mariehøner og
        alle dem, jeg ikke så og aldrig finder.

1566.	Skvalderkålen er en overdådig plante,
        Elsket, besøgt, besuget intenst,
        altimens vores grå fluesnapperpar,
        der yngler i en forladt svalerede,
        sidder på udkig, gavmildt bespist
        fra et oversummet gavebord.

1567.	P.S: To gange, måske tre gange,
        så jeg en sjælden svirreflue,
        uden kamera, uden billede,
        men jeg er ret sikker i min sag:
        En ornamentsvirreflue,
        helt sort med minggrønne bånd
        på langs af brystet og på tværs
        over den kulsorte bagkrop,
        set på selve præmieplanten,
        klar som neon i natten.

OBPS: Oplysning til Borgere om Planter og Samfund.
Udgivet den

Agurkeedderkop

Klik for at forstørre billedet

Agurkeedderkop

1547.	Ieg er edderkop i smuk profil
        På enetræets skællede skud;
        Ieg er sprunget ud som klorofil.

1548.	Ieg dyrker min cool agurkestil,
        En æon ta’r det at se sådan ud;
        Ieg er edderkop i smuk profil.

1549.	Ieg matcher bladenes farvespil,
        Spinder mit hjul, ruller nettet ud;
        Ieg er sprunget ud som klorofil.

1550.	Min fangstmetode er immobil,
        Sex, selvservering til gæstebud;
        Ieg er edderkop i smuk profil.

1551.	Akten er dog træls, tildels futil,
        Hvis ieg ædes af den sultne brud;
        Ieg er sprunget ud som klorofil.

1552.	Man lever længere som homofil,
        Og går aldrig parringstråden ud;
        Ieg er edderkop i smuk profil,
        Ieg er sprunget ud som klorofil.

Udgivet den

Om kvægmyg

Sporet i nord – dag 7

Om kvægmyg

1517.  Idyllisk blogværksted i Telemarken
       Ved brinken af elvens sorte strøm;
       Vandet i bevægelse, flyder bredt
       Forbi stier ned gennem blåbærbuske,
       Under skovfyr gennem høje bregner.
       Jeg sætter mig ved lejrens bænk,
       Ah, et bord, og åbner notesbogen,
       Afpropper pennen en tidlig morgen,
       Arbejdstid, flodbrus og fuglefløjt.

1518.  Men ikke i dag, slet ikke her;
       Jeg er kun ét blandt utallige dyr
       Gennem umindelige tider og epoker
       Drevet halvt til vanvid af kvægmyg:
       Miniature sataner, 2-4 millimeter store,
       Stor slægt af myg, overalt i nord,
       Over totusind arter i kendes,
       Kaldet knot på dansk og norsk,
       Kognat til det engelske gnat.

1519.  Keats har skrevet om gnats:
       Et sanseligt, sublimeret naturdigt,
       Der væltede mig omkuld som ung,
       To Autumn, perfektioneret romantik;
       Et klagende sørgekor af gnats, 
       Skrev mit forbillede, død af TB,
       Også et ideal i morbide stunder.
       Men her er noget virkelig galt
       Med ungdommen og med biologien,
       Og digtets fakta, master Keats,
       For heroppe er knoterne psyko;
       Med ansigt og øjenlåg opsvulmet
       Tager jeg ydmygt myggehatten af
       For mine hærdede norske kolleger;
       Og de svenske og skotske med;
       Beslutter, at jeg er helt færdig
       Med naturidyl og romantikken.

I erindring om John Keats 1795-1821, engelsk lyrisk mesteridigter.

Udgivet den

Violetrandet løber

Violetrandet løber

1461.	Aftenmørke jordsorte natbille,
        Kropskanter lysende neonfarvet,
        Løber gennem mørkets bjerge,
        Stærk og sulten, et nervebundt.

1462.	Vingeløs i fart på marathon rov,
        Kemiske signaler knitrer på følehorn.
        Rykvis og øjeblikkelig op i fart;
        Knapsnap mekanik til start og stop.

1463.	Og denne violette aurastribe,
        Gådefuld genetik, overdådighed
        Eller evolutionær skødesløshed;
        Vi kan gruble i titusind år.
Udgivet den

Nematopogon

Nematopogon

1450.	Det ene år udsletter det andet,
        Jeg aldres, mit syn fortættes,
        Nuet springer ud i tusind ting
        Og nye ord på mange sprog.

1451.	Se: et lille langhornsmøl,
        Smukke, mønstrede vinger 
        I beige og hvide pletter,
        Et orange mankehoved.

1452.	Sorte øjne og følehorn!
        Følehorn som perletråde
        Flyder rundt i luften,
        På feers lange fingre.

1453.	Møllets navn på oldgræsk:
        Nematopogon; et trylleord,
        Lad det navn være kendt
        Af alle børn og børnebørn.

1454.	Lad dem smage på det,
        Lægge det på tungespidsen,
        Komme fedrys på; sige det:
        Nematopogon, igen og igen.

1455.	Et løsen til de andres verden,
        Når biologi og mytologi
        Sat sammen bliver til eventyr
        Og magisk viden for alle.

1456.	Lad dem kende dette møl,
        Huske det, når de bliver gamle
        Og skal fortælle om alt det,
        Vi har, og alt det vi ikke når.


Dette langhornsmøl er set i min have på en klematisstængel. Jeg tror ikke arten har et dansk navn, men jeg er ret sikker på, at arten er Nematopogon adansoniella. Slægtsnavnet er hentet fra oldgræsk: nema = tråd, pogon = skæg. Slægtens engelske navn er longhorn fairy moths. Se i øvrigt to digte om langhornsmøl fra sidste år: Fefølehorn og Guldbåndet langhornsmøl.
Udgivet den

Urtidsminder

Urtidsminder

1443.	Larver er dyr, som få ser og endnu færre forstår; heller ikke jeg, som nu eksempelvis i går;

1444.	På knæ og albuer med fingre dybt i havemuld; så jeg en larve, som næsten væltede mig omkuld;

1445.	Et lysende fund i den mest kostelig farve; af den sorte jord en lille forårsgrøn, sammenrullet larve;

1446.	Af form som den forgyldte, fossile ammonit; jeg som dreng faktisk fandt ganske tit;

1447.	Den dreng, der klatrede rundt på Devons sorte kyst; med kroppen fuld af videtrang og findelyst;

1448.	Som gravede med klodsede fingre i Karbons urgamle stoffer; rester af dyr og planter fra livets endeløse offer;

1449.	Nu, forundret at noget så skabende grønt og sart; lever, findes, så indlysende og åbenbart.


Nyt i index Titusind:
Larve ◦ 1443; Knæ ◦ 1444; Forårsgrøn ◦ 1445; Ammonit ◦ 1446; Kyst ◦ 1447; Karbon ◦ 1448; Sarthed ◦ 1449.


Den grønne larve tilhører agatuglen, en almindelig natsværmer i Danmark med form og kamouflage som et rustrødt, vissent blad. Idet jeg samlede larven op landede en mariehøne på min handske. Hun ville hele tiden pile af, men med nøden fra en finger satte hun sig et øjeblik på kameraskud til en håndfuld farverige arketyper: jord, larve, bille og fossile minder.
Udgivet den

Den blå oliebille

Den blå oliebille

1411.	For sent til store billedag,
        Men på ganske samme sted,
        Kommer endnu en oliebille
        På kryds af vores lille vej.
        Jeg smider henrykt alt igen,
        (en trækvogn, en kædesav)
        Samler billen op og springer
        Hundrede skridt til havebordet,
        Haps, ind under petriskålen
        Med hænder henna-plettede
        Af kamp- og forsvarsstof,
        Og dugen grøn af billebæ.

1412.	Denne gang ved jeg mere:
        Det natblå billeskær, og
        Et indhak markeret i blåt
        På bagkanten af forbrystet:
        Her er den blå oliebille,
        Levested mere skov end strand;
        Følehorn med knæk eller knæ,
        Så dette er en han.

1413.	Jeg tipper ham ned i krukken,
        Dækker til med låg af glas,
        Her skal bedrives videnskab:
        Jeg agter som billefarmer
        At malke giften af ham.
        Jeg griber ham i kuppelhænder
        Giver ham en krablet rystetur,
        Gentager en time senere med
        Forventet frygt og billebæv;
        Og dér; to klare, gule dråber
        Sekret af giften cantharidin
        På hans kampberedte knæ.

1414.	Jeg slipper ham ud igen,
        Han har ikke mange fjender,
        Kun stortrappen til eksempel
        Æder oliebiller for giften
        Mod tarmkanalens parasitter.
        Men pil nu ud i haven,
        Her er bier nok at snylte på.
        Jeg selv gør ingen bille ondt,
        Langt mindre ku’ jeg drømme
        Om en billeolieindvoldskur.
Udgivet den

Store Billedag

Store billedag

1403.	En sort bille krydser min vej,
        Mit held her på store billedag;
        Jeg smider hvad jeg har ved hånden
        (en tom trillebør, en skovl)
        Samler billen op i kuplede hænder;
        Lange ben skraber rundt derinde,
        Kribler ud af alle sprækker.

1404.	Jeg glemte helt at tænke på
        Er den giftig, bider den,
        Gi'r den eksem på hænderne?
        Et kig ind på klem, og dér:
        En lysende orange oliedråbe,
        Stort som et knappenålshoved
        På et af mange billeknæ.
        Gift altså – selvforsvar.

1405.	Jeg vipper børen op med foden,
        Sætter billen ned i ladet
        Og triller hjem i hast,
        Limousinekørsel for biller;
        Fart på, op på havebordet,
        Under glas fra et petrilåg.
        Kroppen er tre centimeter lang,
        En bille så stor og bomstærk,
        At den kan skubbe låget
        Frem i ryk på havedugen.

1406.	Billen er svagt selvillumineret,
        Changerende i sort og blåt,
        Sådan som kun biller kan:
        En dyb og klar aftenhimmel
        Med et skær af nymåneskin,
        Som vi selv så det i nat.
        Den er vingeløs og langbenet,
        Dækvingerne er skrumpet ind
        Til halv længde af bagkroppen,
        Som et sort røvbaldegardin.

1407.	To fine mørkebrune bånd,
        Æstetisk kantet med gråt,
        På tværs af bagkroppen,
        Min vej til hurtig artsID:
        Dette er den sorte oliebille.
        Træffes kun hist og pist,
        Lokalt, varmt, tørt, sandet,
        Og helt fri for pesticider.

1408.	Alene dens størrelse, sorthed,
        Stopper enhver op på stedet,
        Også jeg; i stor begejstring.
        Se bare de lange følehorn,
        Den smukke leddelte struktur,
        Jeg vil sige: finmekanisk drejet;
        Fordi følehorn fascinerer mig:
        Deres opbygning og detaljer
        Ned i allermindste led.

1409.	Tid til at slippe væk:
        Jeg sætter hende ned
        I en frostsprængt havekrukke
        Og ser hende kravle op i solen.
        Den sorte oliebille er kendt:
        Dens livscyklus og levesteder,
        Snylten i solitære biers reder,
        Den kemiske formel på olien,
        Cantharidin, vortedræber,
        Vabelfremkaldende gift:
        På engelsk derfor blister beetle,
        Og oliebille på dansk.
        
1410.   Alt dette og mere kan læres
        Til glæde og livserfaring.
        Her blot en solvarm tak
        Til billerne og alle biologerne
        For en skøn dag at kigge med
        På denne store sorte oliebilledag,
        Herefterdags hver den 10. april.
Udgivet den

Digter i salviebusk

Digter i salviebusk

1397.	Få planter jeg savner mere
        Eller forventer så meget af,
        Få blade jeg længes efter,
        Eller blomster jeg venter på,
        Som dem fra salviebusken,

1398.	Ingen plante i haven
        Er mere elsket af humlebier,
        Omsummet uophørligt,
        Bestøvet og suget tør,
        Fra første til sidste blomst
        Fra solopgang til aftenstid.

1399.	Få planter har finere blade,
        Perfekt lodne at berøre,
        Komplekse at snuse til,
        Formfuldendt eliptiske
        Knoprandede, dungrønne
        At forundres over.

1400.	Ingen digter er lykkeligere
        End mig i min salviebusk,
        På udkig, som en digter skal,
        Efter livet herude og derinde,
        Men aldrig helt forberedt på
        Hvor fuldkomment det er;
        Så her er bare to, også dem:

1401.	En jagtedderkop i hvile;
        De to forreste benpar
        Forlænget som fangstarme
        Nervefyldte, klobestykkede,
        Giftkirtler måske, livsfarlig,
        Ubevægelig på et salvieblad;
        To skabninger i ro, fastholdt
        Fuldendte, et stort sekund.

1402.	En grøn bredtæge på vej
        Op over et salvieblad:
        Finkornet kamouflagefarve,
        To sorte øjenknapper står
        Som kontrast og kropsignal,
        Der opfanges af kameralinsen
        Og jeg, titusindtingsfinder og
        Buskafsøgende digter i felten:
        Fordi ting; det er noget man er.
Nyt i Index titusind:
Salviebusk ◦ 1397; Solopgang ◦ 1398; Loddenhed ◦ 1399; Digter ◦ 1400; Jagtedderkop ◦ 1401; Bredtæge ◦ 1402; Titusindtingsfinder ◦ 1402.
Udgivet den

Mariehøne

Mariehøne

1392.	Mariehøner flokkes frem
        Af årets vinterdvale;
        Viser sig i forårsolen
        Ud på buske og blade
        Op på bagevarme flader.
        
1393.   Alle er syv-plettede,
        Vores egen Coccinella:
        C. septumpunctata,
        Så er dét på vers,
        Billefagligt forstået,
        Men poetisk erfaret,
        At 50 arter mariehøner
        Lever her i landet,
        Seks tusind på kloden;
        Dog fandt jeg en to-plettet: 
        Sort, to gulddryp, død
        På bordet i mit skrivelogi
        Da jeg slog døren op
        Som slut på eget vinterhi.

1394.	Mariehøner varmer sig
        Får gang i organismen,
        Parer sig i flæng, i fart,
        Ligner lidt et biluheld;
        Karosserier tippet rundt.
        Små pansrede kupler
        Med toksiner i kroppen,
        Sprøjtemidler i knæene;
        Fæl, giftig og stinkende
        For enhver forårskylling
        Eller overdristig bille,
        Der vover sig en bid.

1395.	Mariehønen selv er glubsk
        På rov med kindbakker
        Kantet af store tænder.
        Jeg har set dem i kamp
        Mod fægtende myresoldater
        På vagt ved bladlusfarme
        Under æbleblade, rosenstilke,
        Hvor lus holdes som malkedyr,
        Slikket for søde ekskreter,
        Endeløst afkomsudskidende,
        Fostre inde i fostre,
        Byttedyr for mariehøner,
        Hvis de overmander myren.

1396.	Medlem af insekternes
        Allerførste klør fem,
        Som børn lærer at kende
        Før de kan tale rent: 
        Edderkop som ulækker 
        Myre som farlig, fremmed
        Myg som blod og stik
        Bi som mad og honning,
        Mariehøne som ven.
        
1397.   Den bobleformede bille, 
        Den skarlagensrøde farve,
        Den sorte undervogn,
        Med sprællende ben
        Og rigtige vinger,
        Se bare, de virker!
        Med sit eget navn
        Og et lille hedensk vers:
        Alle børns første ritual
        Om vejr og frugtbarhed.
Nyt i Index Titusind:
Mariehøne ◦ 1392; Vinterhi ◦ 1393; Paring ◦ 1394; Giftig ◦ 1394; Myresoldat ◦ 1395; Byttedyr ◦ 1395; Børn ◦ 1396; Frugtbarhed ◦ 1397.
Udgivet den

Araknometri

Araknometri

I

973.	Araknometri er en figur:
        Min idé om verden 
        Og stedets morfologi.

974.	Mit net er et mønster
        Med sansetråde af silke
        Samlet i mit hoved.

975.	Græsstrå, stilke og net
        Forbindes i min hjerne;
        Sted og krop er ét.

976.	Ieg forstår mit sted
        Helt ud til kanterne
        Af mine nervebaner.

II

977.	Min idé er kemi og viden;
        Et stød centralt i kroppen
        Af vibrationer og sanser.

978.	Ieg har sanser for balance,
        Flader, spænding, vind,
        Retning, fart og fugtighed.

979.	Ieg har sanser for fjender,
        For han og hun og hensigt,
        For vejr, lys og farer.

980.	Ieg styrer mine tråde,
        Mine ben og jagtorganer:
        Ophæng, styrke og træk.


III

981.	Ieg svæver med tråde op
        Mellem kviste, strå og tag,
        Spænder bæretråde ud.

982.	Ieg fæstner tværtråde,
        Tester araknometrien
        Og mit værk ta’r form.

983.	Ieg spænder ribber ud,
        Et stråleformet spind;
        Måler afstand og styrke.

984.	Hægter tråde sammen;
        Fra de yderste bæretråde
        I spiral ind mod midten;

985.	Otte ben i synkroni
        Holder fast, styrer tråde,
        Sætter fikseringspunkter;

986.	Tre eller fire par øjne,
        Dybdeskarpe og sultne;
        Hydraulik i mine ben.

987.	Ieg mønstrer min verden,
        Fornemmer den med fødder
        På et net af silkenerver.
 

Nyt i Index Titusind
Araknometri • 973; Silke • 974; Hjerne • 975; Nervebaner • 976; Vibration • 977; Flade • 978; Vejr • 979; Jagtorganer • 980; Bæretråde • 981; Værk: edderkop • 982; Afstand • 983; Spiral • 984; Synkroni • 985; Dybdeskarphed • 986; Silkenerve • 987.
Udgivet den

Mejer på en figenfrugt

Mejer på en figenfrugt

953.	En mejer har lagt sig
        På en sprækket figenfrugt,
        Sukkersulten, sommermoden.

954.	Frådseren er døsig,
        Overfyldt, stærkt beruset
        Af gæret figensaft.

955.	Den rører sig knap,
        Når frugten løftes op,
        Drejes, slippes fri igen.

956.	Frugten er blød og dråbeformet,
        En lilla testikelsæk, der
        Dingler under figenbladet.

957.	Planter stråler sex;
        Det ligger dybt i sproget,
        I den fælles fantasi.

958.	Mejerens lange trådben
        Omfavner den halve frugt;
        Et paradis af slik på stilk.

959.	Botanik var bandlyst engang
        I Encyclopædia Britannica
        Som usædelig, pornografisk.


Nyt i Index titusind:
Mejer • 953; Gæring • 954; Figenfrugt • 955; Testikelsæk • 956; Sex og sprog • 957; Paradis • 958; Botanik • 959.
Udgivet den

Skorpionflue

Skorpionflue 

901.	Opgravet jord fra klosterhaven,
        Grønsvær, sand og rullesten,
        Dynget op på gammel plæne,
        En billebanke, en halvmånevold,
        Et insektførende solslikkested
        Men nye arter og situationer,
        Hver gang, jeg nærmer mig;
        Vænner øjet til mylderet
        Af blade, blomster og skygger,
        Tilpasser blikket nye bevægelser
        Andre størrelsesforhold,
        Abstraherer fra det grønne,
        Der fylder alle øjne ud,
        Tilvænner mig uvante konturer
        For menneskets hjernebunke.

902.	Dér, et husblas vingepar
        Hænger fra en stilk
        Med tjæresorte firkanter,
        Indfarvede ribbede felter,
        På tværs af vingefladen.
        En brungul, segmenteret
        Bagkrop som en mini libel.
        Et pust, et drej, et glimt,
        En flue i flygtig profil:
        Skorpionfluen er landet.

903.	Et langt, lodret næb,
        En dråbeformet mund 
        Hænger ned i spidsen.
        Et sagndyr fra en klode
        Vi ikke kender til.
        Her gælder ingen regler:
        Skorpionfluen ligner
        En flue med gasmaske på
        Fra hybride skyttegrave.

904.	En ådselæder, der fortærer
        De faldne fluelig;
        Hanner bringer billelunser
        Som friergave til hunner.
        En klosaks på hans halespids
        Klemmer parret sammen,
        Når og hvis hun giver lov.

905.	Hannen stjæler bytte
        Fra edderkoppespind
        Med livet som indsats
        Og eget sprøjtemiddel,
        Der opløser trådene
        I en forsvarsring
        Mod rasende arachnider.

906.	Et minut og hun er væk;
        Et insektkimære 
        Af krop og fantasi.
        Et fabeldyr fra fotos,
        Som ved kosmisk lykketræf
        Stod frem et split sekund,
        På klodens eneste busk,
        hvor jeg, tilsmilet, så med.
        Jeg sætter stolt fluens navn
        På slægtstavlen og brevkassen,
        Et vindue ud mod vejen:
        Skorpionfluen har bolig her.


Nyt i Index Titusind:
Billebanke • 901; Skorpionflue • 902; Mund• 903; Ådselæder • 904; Sprøjtemiddel • 905; Kimære • 906.

Udgivet den

Mejeredderkop

Mejeredderkop

882.	Ophængt under ben,
          tredelte fiberstrenge,
            luftbårne, lange.

883.	Med hvilke nerver
          og trådtynd muskulatur,
            med hvilke kræfter?

884.	Et mejer på lur,
          skræk i miniature,
            venter stillestøbt.

885.	Edderkoppekost
          fra spindler ude på rov
            til gab i midten.

886.	Er hun truet, straks
          går mejeren selv i sving;
            hvirvel, slør i gråt.

887.	Streger i luften,
          optimale neuroner;
            Sådan, æoner!
Drevet af WordPress