2399. Et tusinde trehundrede arter insekter Optalt af faunamatriklernes inspektor
2400. Fra tohundrede familier taksonomisk I et system, der er strengt anatomisk;
2401. Endeløst omklassificeret fordi Vores forstand afskyr al form for anarki,
2402. Hvorfor vi bedste forstår alt i metafor, Da virkeligheden ellers blir alt for stor;
2403. Jo smukkere metafor, jo mere vi tror At have begrebet omverden i egne ord,
2404. Desto mere kan virkeligheden forstås som det noget, hvor livets mening opnås,
2405. Den mening, der skal udfri os åndeligt, En metafor for frygten for alt endeligt;
2406. Derfor, og da jeg ærer enhver livsform, Tilmed den panpsykiske bevidsthedsnorm,
2407. Tilegner jeg min umage at skrive Til insekter så begavet i live,
2408. Og vedbliver i heroiske kupletter Til ære for det værk begyndt af min fætter (1).
(1) Se: Den holmske metode med tilhørende bilag, der beskriver hvordan Thomas Holm gennem 15 år har dokumenteret faunaen i og omkring Gødel Kanal. Thomas er min fætter.
II. Proklamation
2409. Hermed kaldes til kongres i titusindtinget, Alt spirende, krybende og bevinget:
2410. Gødel Kanal samler indbyggerfaunaen Til forsamling af fællesbiotaen;
2411. Send repræsentanter for alle klader Stil op, fra huler, boer og stader;
2412. Det summer og hvisler i luften og græsset, Det mumler og knager fra befolkningspresset:
2413. Planter, orme, lus, fugle og insekter; Alle bliver set og talt, velkommen slægter;
2414. Lad indtoget begynde, lad luften svirre; Her kommer tribuner fra insekternes riger.
III. Procession natsommerfugle
2415. Natsommerfugle åbner årets procession Af stamtræ og slægternes evolution;
2416. Aftensværmere har øjne og pels som bier, Med lange tunger og vinger som kolibrier;
2417. Bredvingede spindere på lådne skanker, Rustrød pels og horn med fjer og løvemanker.
2418. Metalmærke møl af navn choreutidae, Dekorerede vinger på skønne kræ.
2419. Græsmøl slægten af crambidae familie, Siden trias fuld af tilpasningsvilje;
2420. Dueurtmøl, her er flere arter tilstede, Klejn og haledusket: en gensynsglæde;
2421. Fjermøl er en pragt af form og organer, Stive dobbeltvingede, uldne aeroplaner;
2422. Glassværmer i hvepsemimik, et farvespot, Årevinget summende og busket haletot;
2423. Halvmøl heraf mange med behåret snude, Små, ofte grå, men en kæmpeklade herude;
2424. Jordmøl har larver med enorm appetit, Imago små, matte farver, ses ikke ret tit;
2425. Køllesværmere, signalstyrke i rødt og sort, Metalglans, massive horn; ja, synet er stort;
2426. Langhornsmøl, smukke, utrættelige sværmere, Tråde svæver i luften og lokker os nærmere;
2427. Målerens larve, geometer, optegner verden Tommevis, forklædt som kvist i sin færden;
2428. Pragtugler, former og farver under himlen Lyser op, kåbeklædte midt i vrimlen;
2429. Sækmøl og sækkebærere, to specialister Larverne i hylstre, ægte mikroartister;
2430. Spindemøl, seglvinger og styltemøls slægter Bladminering er kendt blandt disse insekter;
2431. Tandspindere med skrækskabende larver, Har børster på vinger i dæmpede farver.
2432. Ugler, den største familie i Gødel Kanal, Deres duelighed er derfor ret kollosal;
2433. Ursommerfugle, blandt de ældste stammer, Mikrovinger og hårdusk i orange flammer;
2434. Til sidst familien af viklere, en stor flok Saftsugende bladrullere; og nu er det nok:
2435. Vi runder af for natsværmernes store skare, Applaus fra hemicirklen; leve det åbenbare
IV. Interpellation
2436. Som digter, er der noget jeg gerne vil vide: Hvordan sættes tinget? En midte ud til hver side?
2437. Hjælp mig bedre at se, hvordan ser det ud Dette ting, når det er samlet og fyldt ud?
2438. En cirkel, et kryds, en geometrisk figur, En kegle, en kubus, eller dem alle efter tur?
2439. Hvordan skal kladerne afgive deres stemme? Her mangler forklaring, kan jeg fornemme;
2440. Og endelig, fortæl mig noget nok så vigtigt Hvad stemmer de om? Er det virkelig rigtigt,
2441. At det er hér Danmarks naturlove blir til: En mellemartslig grundlovsforsamling, om man vil?
V. Procession næbmunde
2442. Gode spørgsmål, allesammen, der skal besvares, Når vores tid kommer, vil alt kunne forklares;
2443. Men nu kommer indtoget af næbmundes orden, En stor stamme, men i Gødel Kanal består den
2444. Mest af tægefamilier og vores cikader, Dertil flere ryg- og bugsvømmer-klader;
2445. Bitte bladlustæger med piratens spidse næb, Fanger smålus eller mider med stik, sug og dræb;
2446. Blomstertægens mere end titusind arter, en Rygmærket stamme blandt forsamlingens parter;
2447. Bug- og rygsvømmere ror som bådsmænd på vandet, Hvor de æder planter, småkræ og alt muligt andet;
2448. Buskcikaden er lille og kroppen brunmeleret Med glasvinger smukt plettet og dekoreret.
2449. Bredtæger indkapslet i blødt vingepanser, Trekantet rygmærke, med skjold og horn som lanser;
2450. Frøtægens storfamilie, en ivrig veganer, Endeløst kropsvarieret i underklaner;
2451. Kanttæger, løvtæger, randtæger er checket ind, Vingekanterne har fine mønstre stemplet ind;
2452. Runde skjoldtæger og rovtæger på stikkelben Spankulerer stolte ind af parliamentsallé'n;
2453. Nymfetæger og masketæger fra lokalhabitatet Stepper nu op og fuldender tægemandatet;
2454. Skum- spore- og småcikaderne i procession En talrig men næsten usynlig insektnation;
2455. Skøjteløberfamilien, svævende på vandet, Et elegant trådinsekt fra dammen er landet;
2456. Til sidste tre familier af bladlopper og bladlus; Alle næbmunde er hermed sat i faunaens hus.
VI. Invokation
2457. Deres digter betvivler sin egen duelighed At beskrive, ya, begribe, deres overdådighed:
2458. En begavet, bevinget nation står frem og fylder Landet, vandet og luften ud i et ødselt mylder;
2459. Alle hydrauliske led og bevægelige dele Til bevingede væsener sat sammen i et hele:
2460. Snapklare organer, lynsnar fysiognomi, Et sanseligt virvar af knitrende energi;
2461. En grundform varieret i uendelighed Af insekters eksplosive mangfoldighed;
2462. Led mig blot videre, lad optoget defilere, Jeg ved det, kolleger, at I er mange flere.
VII. Procession årevinger
2463. Ser man nøje efter i alverdens vegetation Tæller hvepsearterne nok den runde million;
2464. Arter af gedehamse, bier, savhvepse m. flere Udgør mindst hundredtusinde, hvis ikke mere;
2465. Hertil kommer biomassen af myrer pr. vægt, Større end hele den solitære menneskeslægt;
2466. Hér møder vi dog kun nogle få delegater Fra årevingernes kospmopolitiske stater:
2467. I optoget findes seks familier af bier Tilstede her på kanalen i flere årtier;
2468. Bugsamlerbier og gravebier kommer dér, Velklædte, foretagsomme familier hver især;
2469. Kort-tunge og langtunge bier er også hér, På vingerne hele sæsonen i al slags vejr;
2470. Vejbien, en enorm familie på verdensplan, Smalbi og blodbi hører til i denne klan;
2471. Sommerbier med pelsklædte ben til øjets lyst Brugt af specialister til blomsteroliehøst.
2472. Gal- guld- og gravehvepse ses i Gødel Kanal, Udsuger larver med udgang uværgerlig fatal.
2473. Storfamilien af snyltehvepse, Ichneumon, Stifinderen, opkaldt i Aristoteles’ ånd;
2474. Formidable læggebrodde og antenner, Slanke, langspydede, frygtet af fjender;
2475. Sandhvepse, der spider larver til fodderpakker, Og to familier fra parasithvepses rækker.
2476. Gedehamse afrunder vespidae dynastiet, Dronen øverst i årevingehierarkiet.
VIII. Observation
2436. Som digter, er der noget jeg gerne vil vide: Hvordan sættes tinget? En midte ud til hver side?
2437. Hjælp mig bedre at se, hvordan ser det ud Dette ting, når det er samlet og fyldt ud?
2438. En cirkel, et kryds, en geometrisk figur, En kegle, en kubus, eller dem alle efter tur?
2439. Hvordan skal kladerne afgive deres stemme? Her mangler forklaring, kan jeg fornemme;
2440. Og endelig, fortæl mig noget nok så vigtigt Hvad stemmer de om? er det virkelig rigtigt,
2441. At det er hér Danmarks naturlove blir til: En mellemartslig grundlovsforsamling, om man vil?
IX. Procession spindler
2482. Hjulspindere tæller den eneste edderkop Kendt afalle: dén med kors, der kravler op;
2483. Men i Gødel Kanal lever mange, mange flere: Sektor-, kvadrat-, hvepseedderkopper logerer
2484. Sammen med hulhjulspindere i ly med signalsnor; Tragtspindere lurer i gange i sand og jord;
2485. Huskartespindere og sækspindere findes Her hvor specialnet og ægsække spindes, og
2486. Jagtedderkoppen, langbenet og sort, tæller Unger i ammesække hængt op i umbeller;
2487. Springedderkopper med ottetalligt okular, Strithåret, bomstærk jæger, sulten og lynsnar;
2488. En rød snudemide fra familien bdellidae Bruger tråde og spytskud i jagt på mikrokræ;
2489. Ind kribler familien af krabbedderkopper, Altid på lur efter bytte bag blomsterknopper;
2490. Stepper sidelæns ind ved byttets landing, Stikker, dræber og dræner ved sugerørssugning;
2491. Kugleedderkopper og katteedderkopper, Hundredvis af slægter, kvikke, ligner spilopper;
2492. Løbekrabbeedderkopper, det er deres tur, Slanke og farlige ligger de rundt om på lur;
2493. Mejere, ophængte under trådskeletter, Så mange ben, at de falder af i dubletter;
2494. En neuro-motorisk bedrift at holde styr På benstativet fæstnet til dette wunderdyr.
2495. Jæger med gladiatornet, museedderkopper, Fanger bytte så stort som en ægte whopper;
2496. Piratedderkopperne spiller på andres spind, Lokker ejerkoppen frem og snigfanger den ind;
2497. De spænder snubletråde ud i natreviret, og Byttet spinder sig ind i fælden, snotforvirret;
2498. En familie af spindlere, pseudoskorpioner, Giftklo på fangarme af kæmpe dimensioner;
2499. Tæppespindere blandt de mest talrige klader, Balonpiloter, der spinder i filtede plader;
2500. Vandedderkoppen, hvis livsmåde er akvatisk Dens undervandsbo og åndedræt er pneumatisk;
2501. Dette slutter kanalens indtog af edderkopper Næst er billeordenens showstopper.
X. Procession biller
2502. Firetredive familier i felten, Over trehundrede arter på pletten;
2503. Hundredetusinder af arter uden lige, Så stor er ordenen, at mange vil sige,
2504. Det eneste vi med sikkerhed ved Om alle form for guddommelighed:
2505. De har en eksklusiv forkærlighed For alle billernes velbårenhed;
2506. Så mens vi venter at indtoget starter, Her er vers om familier og arter:
2507. Amfibiebiller er én art fra søen, En sumpbille, der stiller op i køen;
2508. Bladbiller i kanalen repræsenterer et Stort antal arter, der vegeterer
2509. Overalt i terrænets planteliv af Blomster, træ, græs, buske og siv.
2510. Bladrullere, som navnet forklarer, Ruller æg i blade som små cigarer;
2511. Blødvinger, slank, smuk minimalisme, Bunkepulere, mest til veganisme;
2512. Borebillerne, kun to arter, bittesmå Mest hvor der er træ og tømmer at få;
2513. Glansbiller, dog mest i matte farver, Bittesmå, køllehorn og hvide larver;
2514. Fladbillerne, fladtrykt barkbeboer Rødbrun, sejlivet og ikke så stor;
2515. Glatbiller, to millimeter, helt blanke I mug og mosser, betræd med omtanke;
2310. Kækt mellemlandet, et fluepift På et åretegnet lanterneblad, En glorie af grøn hallucinogen Derude på havens mikrooceaner Af tæt og sammenvokset trængsel, En cool pilot og doven snylter: Min husven mellemfluen oskar.
2311. Et flot stykke flueorganik Med sort bånd på orange bag, Sorte stivbørster på flueben, Øjne i blød chokeladevelour og Sorte vener i glasklar vinge; Gæst på kost og flue på holdet, Vi er alle mellemfluer oskar.
2290. Halvanden verslinje inde (Emnet midlertidigt glemt) På papir lagt på voksdug Retromønstret i intenst Barndoms sommerhusminde, Blikket hævet til terrænniveau, Idet digterviljen flakker, ses En bioforstyrrelse i synsranden: En sortbrun jordtue i bevægelse, Som en skorpet ansamling snavs (Etymologisk ekskurs for skrub) Denne prægtige tudse triplende Ind over terrassens fliser.
2291. Jeg stopper og tudsen fryser, Altså er han et kamouflagedyr Frem for et flugtdyr, og jeg, Evigt distraktionssøgende, Smider pennen, griber mobilen, Og mens papiret blæser væk Tæt på nede på maverne Ser vi hinanden nøje an: Orange øjne, et svælg i puls, Mens padden selv i hel figur Sfinx- og helt stensstille Sikker i sin positur, ser sit.
2292. Senere foran et nyt ark (Tomt men i ånden tillokkende) Kommer en oliebille klavrende Gennem det stride klitvækstlag, Når frem til terrassen, vejrer Overvejer, tripper, drejer Ta'r sin retræte i ly igen; Hvornår er jeg sidst blevet Visiteret af en skønbille, Tænker jeg tilfreds i marehalm; I dag kommer tingene til mig, Mens septembersolen luner og Blæsten fjerner alle spor, også Jeg på lur ved et havebord.
Nyt i Index Titusind: Skrubtudse ◦ 2288, Padde ◦ 2291, Klitvækstlag ◦ 2292.
2284. Stor hedelibel, rødrygget, Fra sværmen ude i lyngen Sætter sig på havebordet Trykker sig rykvist ned, Drejer et øje opad, bagud, Ser mig eller noget, der Kan sammelignes hermed;
2285. Hun letter med et svup, Voksdug afgiver en klæbelyd En bevægelse i atmosfæren, Den flaprende lyd fra vinger Og libellen løfter sig bort I en mekanisk hvirvel Af biohydraulisk kraft.
2286. Lidt senere, tilbage igen, (Som fortæller ser jeg helst Hun er den samme som før) På min bare arm; hendes øjne Op langs armen mod mine, Hovedet drejer umulige vinkler Ansigtet sat i panserplader.
2287. Hun gumler, guldsmedesmask Med en skarp, klikkende lyd Et bytte ude fra hedelyngen; Et langt minut og hun er væk I et hypersæt og jeg sidder Berørt og triplet betrådt, Suger sol og har det godt.
2227. Dag 765: lunt, vind i vest, De lyse nætters tid er forbi Solen er dykket under Den astronomiske horisont Efteråret er nu begyndt.
2228. Digteren selv belemret af Ekstraktion af visdomstænder Fermt udtaget og faktureret; En knasen i kæbeknogler, Dertil kuldskær med siveblod.
2229. Men felten kalder, solstrejf På flimmer af sølvskinsvinger Mellem salvie- og mynteblade, Snehvid, sortprikket og skøn: Et hermelinsmøl er landet.
2230. En stor slægt af spindemøl I æbler, benved eller hæg; En lykke at se et individ I lyslevende imagopragt; Denne nok et benvedsmøl.
2231. Ja, jeg bekender, vrider mig: Jeg har brudt mit eget løfte, Sprøjtet en svækket benved, Larver i knasende gnaskelag, Dækket af spind, et sottesyn.
2232. Samme sommer tog træet fat, Satte bladpragt, bugnede frem, Fik tonus, styrke og farve; Jeg ser til med flosset etik Og selvretfærdig havemagt.
Trip, trap, triple Kroppen som biologisk/perceptorisk boble
2203. At gå, det er noget mennesker gør. I almindeligt sprogbrug er der visse dyr, der også går – men ikke mange. Som regel har vi andre ord for disse væseners mobilitet.
2204. Ordet gang har endog meget dybe rødder og kan føres tilbage til sanskrit janhā for ben og fod og dermed til indoeuropæiske ord, hvis oprindelse fortaber sig i uvished.
2205. Jeg vil gætte på, at ordet gang (og tilsvarende ord for det at gå) var blandt de første i menneskers ordforråd, fordi det er uløseligt knyttet til grundlæggende kropsfunktioner; uden gang, ingen bevægelse; uden mobilitet, ingen overlevelse.
2206. Ordene gå/gang er derfor konstituerende for den menneskelige umwelt. Umwelt er den måde, vi opfatter verden på, forstået som den måde, vi opfatter os selv i forhold til alle andre og alt andet.
2207. Kroppens udformning bestemmer vores måde at opleve og være til i verden. Dens funktionelle muligheder bestemmer vores perception af alt omkring os – ikke objektivt i den forstand, at det vi ser/erfarer er sådan, verden er; men subjektivt, at den verden vi sanser, er sådan den tager sig ud med den krop og det nervesystem vi har.
2208. Vores perception udgår fra kroppens sanseevne og udformer vores sprog. Grundsproget er kropsligt (til dels socialt, fordi gruppen og sammenholdet øger overlevelsesmulighederne dramatisk).
2209. Vores ordforråd og måde at sætte ord sammen på er bestemt af vores kropsudformning. Vi oplever sanseligt specifikt som mennesker, ikke som andre væsener, hvis umwelt vi ikke kan sættes os ind i. Vores sprog og umwelt- er artsspecifikke. Vi er selvcentret i vores urord, der bestemmer og dynamisk udformer vores opfattelse af omverden.
2210. Kroppen er derfor en biologisk/perceptorisk boble.
2211. Sproget, mit sprog, bliver dermed en poetisk/perceptorisk boble. Jeg vil altid være menneske.
2212. Ordet gå (og i mindre omfang ordet gang) er overalt i sproget; dets metaforer, dets attituder, dets beskrivelser; alt kan i princippet opfattes som noget, der går. Tænk på alt det, der går, og som betegner en masse ting, der aldeles ikke går; eller bare vendinger, hvor ordet indgår, og som er umulige at undgå. Selv tiden går.
2213. Bortset fra insekter, der kravler eller kryber, for nu at tage fat (en håndmetafor) i de to mest almindelig verber.
2214. Umwelt er grænsen for vores sprog og vores indlevelsesevne. Kun ved en kraftanstrengelse kan vi sætter os ud over den, og altid i ganske abstrakt form.
2215. Vi beskriver andre væsener ud fra os selv, altså, med de ord, vi har udviklet til at betegne os selv, eller nogen gange med ord, vi har udviklet netop for at betegne eller beskrive noget/nogen, der er forskellige fra os selv.
2216. Intetsteds i sproget er ordet gå/gang forbundet med noget negativt, nedsættende, udstødende; intetsteds *).
2217. Men insekter kryber og biller kravler.
2218. Interessant nok gælder det samme at flyve. Intetsteds findes evnen at flyve som noget negativt, hverken i egentlige beskrivelser eller i ordets afledede betydninger. Måske fordi vi har et atavistisk ønske om at kunne flyve, eller også fordi vi storsindet overlader luftens element til fugle (og insekter) mens sproget slår ring om vores gang på jord.
2219. At krybe og kravle er forbundet med og associerer til en vifte af negativ, underdaning, slesk, svag, undergiven, uærlig og falsk adfærd. Og alligevel bruger vi frit ordene krybe og kravle (krible og krable) om insekter, leddyr og hvirvelløse dyr.
2220. Sådanne umweltsord har betydning – enorm betydning – der er næsten umulig at ændre på; de er konstitutive for vore måde at opfatte omverdenen på. Omvendt er det jo lige så svært at lave ord, der skal fortrænge disse ord og deres afledte betydninger.
2221. Jeg kan godt skrive: spyfluen går hen ad vindueskarmen, blomsterbukken går ud til blomsterkanten (og nogen har jo med stort held skrevet om mariehønen, der gik tur på et rabarberblad); man kan jo i princippet alt i sproget (indenfor umweltens grænser).
2222. Alligevel er kroppen og dens umwelt et poetisk problem fordi den hele tiden tvinger mig ind i et sprogbrug, der er låst fast i min sensorisk/perceptoriske tilstand som menneske.
2223. Jeg ville gerne brug ord om positive eller i det mindste neutrale betydninger for andre væsners mobilitet (insekter og planter, f.eks.). Jeg vil gerne have ord – forståelige ord – for at beskrive den kolossale præstation det er, at bruge tre benpar, fire benpar, tyve benpar (tænk koordination, tænkt selvopfattelse, tænk atletisk evne, tænk bevægelsesfrihed).
2224. Jeg vil gerne finde ord, der er etisk forsvarlige (animistisk korrekte) ud fra min grundholdning, at alt liv er ligeberettiget, sådan som det er udtrykt i den særlige klausul om ikke-diskrimination i Vedtægter for Haveforeningen Jærnen, § 3: “Ingen væsner må diskrimineres på grund af vækstform, vækstretning, ernæringsform, levested, udseende, størrelse, nytteværdi eller naturlige egenskaber.”
2225. Derfor brugte jeg i digtet fra i forgårs, Skorpionflue (2), frasen trip, trap, triple om fluens bevægelse – hurtig, adækvat, effektiv – fra ét blad til et andet. Triple findes som bekendt ikke på dansk, altså en neologisme. Men selvklart er det nært beslægtet med ordet at trippe, og ordet trap, der betegner trin, endda den lette fod.
2226. Ordstillingen er lang, men der en lethed i de tre ord hjulpet af bogstavrim og den genkendelige betydning. Og resultat skulle gerne være, at insektet får lidt agens, egne egenskaber, at det bevæger sig med lethed, måske endda ynde; og måske, bare måske, har vi fat i en lille flig af det, der kunne være skorpionfluens egen kropsudformede umwelt.
*) Vendinger som gå ad h til, gå i stykker, gå til, gå i opløsning, mv., omhandler ikke specifikt det at gå, men er metaforer for et forløb eller retning.
Digtet er et poetisk akkompagnement til en udstilling af Stig B. Hansen (f. 1970) med fotoplancher af døde insekter. Udstillingen bliver løbende opstillet flere steder. Selv har jeg set udstillingen på Kullen Fyr, Sverige. Fotoserien kan ikke gengives i sin helhed hér, men kan ses på https://stigbhansen.photoshelter.com/, hvilket meget anbefales. Hver overskrift har dog et link til den tilhørende fotoplanche. Installationen er beregnet til at ses udendørs. Hvis man kan, så find den og se den.
Versformen, en tercet, er tilpasset fra Thomas Hardy (1840-1928) i dennes digt The Convergence of the Twain fra 1912 om Titanic’s forlis.
2165. Der er planter jeg kan li, Især dem med lidt vegence, Med mønster og kækhed, Eller måske mest fordi De hænger fast, holder ud.
2166. I år er jeg faldet for En slank lancetvejbred Selvsået i bedets yderkant Nu på tredje år i vækst, Diskret en del af stedet.
2167. Lange, smalle blade med Hårde strenge på langs, Stærk og grøntarmeret, Buer som plantefontæne Opad udad i åben roset.
2168. Blomsterskaftet, rank og glat, Bærer brune aks i blomst Og gyldne hvide støvknapper: Med god vilje, skævvoksede Glans skråstillet på en tråd.
2169. Planten plejes aldrig, gror Når den kan, når den vil, En bz’er i blomsterbedet, En triumf, der overgår sig selv *) I omfang og pollenmængde.
2170. Svirrefluer samles uhørligt Som vibrationer på fimrehår, Mens de besigtiger, besnuser Pjuskede aks i omkredsning, Altid ængstet indtil landing.
2171. De fouragerer rundt på akset, Snablernes bløde sugekopper Dupper den stærke protein, Slikker den mindste støvknap Ren til sidste mikropollenkorn.
2172. Når svirrefluen er mæt, færdig, Aktiveres vinger varmt organisk Med blafren i bølger af fotoner, Letter subfrekvent og flyver bort En myforstyrrelse i biossfæren.
*) Dette individs maksimumsmål er nu knapt dobbelt så høj (84 cm) som den beskrevne maksimumhøjde og med aks (7.5 cm) 2-3 gange længere ditto.
Vegence, et ord til poetikon, rimer på elegance: visse planters fysiske fremtræden svarende til et ideal om kropsholdning og skønhed for det betragtende menneske.
2124. Planter kommer alle vegne, Snuser rundt og ned i sproget, Ekskaverer og giver næring Til skud, mål og sociolekter, Holder sammen på vokabulariet, Ord og mening, der gror og lever Overalt i nationalherbariet.
2125. Som nu til eksempel forleden På tur i ålandskab på Stevns: En særlig kending for mange, Gul læbeblomst i fugtig jord: Liden skjaller; bare den lyd: S og k og j; smagen af norrønt, Et vitalt og olddansk ord.
2126. Overlevet og nedarvet i nydansk Et ældgammelt adjektiv skall, I formen skald, af verbum skalde I betydning larme, give genlyd Derfor også i meningen gjalder, Der er sprognært op af skjalder: Lyden af frø i vos tørre skaller.
2127. Ve vokser over hele landet Følger folkets kommen og gåen Landet rundt i flere dialekter, Spor i menneskers og vos egen Samvirkende sproglige formåen, Hvor ve har dannet danske ord, Eksempelvis skjalder og gjaller.
2128. Ve er også skjoller eller schialder, Skråd, skraade, skralle og skratte, Eller denne helt danske kombo Af konsonanter samlet i skrangle, Skønt onomatopoetisk forbundet Af umiskendeligt danske fonemer I disse navne skrassel og rassel.
2129. Vos rødder suger saft og mineraler Fra markers græs, korn og cerealer, Derfor af nogen kaldet en parasit; Men betænk vos plads og evner Som skaber af nationalsymbolik I blomsterenge, flor og overdrev, Som vogter af dansk sproghistorik.
2122. En marksstreg ind i landet Maskinstukket ned langs Tryggevælde trampesti; Græsset, blødt og grønt Klippet, tudsetæt og tak, Hegnet, højt og ypperligt, Tæt, med fedlig mosefugt, Pil, poppel, hyld, tjørn Op i skygråt himmelgab, Lærkesang, rørspurvskald, Over oldtids vej og eng.
2123. Smækker stikkel i farvepragt Manifest blandt bygkloners Lyse, bølgende stakke: Hamp-hanekro formfuldendt Som blomst, blad og navn, Lyksaligt grebet dybt I sprog- og mindeposen Af danske botanister, Kylling og Viborg, tak, Navne med kærlig fut i Til skønurter med krudt i.
I erindring om tidlige danske botanikere, der også gjorde en stor indsats for at fordanske plantenavne; Peder Kylling (1640-1696) ophav til første led af hamp-hanekroens navn, og Erik Nissen Viborg (1759-1822), der konstruerede andet led af navnet. Formodentlig var det Christen Raunkjær (1860-1938), der gav planten sit nuværende navn.
2118. I bruserummets vindueskarm En bille brun og sort i hvidt: Jeg rækker efter min mobil, Og mit håndklæde, en famlen, Ta’r fotos, drypper, grubler, Uvant biotop for mig her På 2. sal på Côte d’Azur.
2119. Jeg viser billedet frem Til mit barnebarn: et stød, En elektrisk impuls som Revulsion, sekundsnart, Umiddelbart; en eruption Af ækelhed, But look, Siger jeg, the ladybird.
2120. Hun lettes, ser nærmere, Ah, siger hun, a ladybird, Og nikker tilfreds tilbage, En mariehøne, det er godt; Giftigt, stinkende rovdyr, Og alt det jeg ikke siger; Verden er kærlig igen.
2121. Poetisk P.S. Jeg har senere fundet ud af, at denne bille er en fugleredeklanner (Anthrenus pimpinellae), medlem af en stor slægt af de såkaldte tæppe- biller. Men pointen er jo ikke den nøjagtige identifikation; men hvad man tror, noget er. Jeg vildledte altså ikke bevidst mit barnebarn, fortalte hende blot, hvad jeg selv troede, jeg så.
Nyt i Index titusind: Biotop ◦ 2018, Ækelhed ◦ 2019, Mariehøne ◦ 2020, Fugleredeklanner ◦ 2021.
Nyt i Index titusind: Biotop ◦ 2018, Ækelhed ◦ 2019, Mariehøne ◦ 2020.
2102. Et fråds af grønt: plantevæv I buer og uberørte flader, Der føles dunede, kølige, Babyfriske og blødt i live På reverente fingerspidser: Fremstrakte, udadstræbende.
2103. Flyver ind i øjet; genesen Af nymfens vingebårne vold Her på albuer i sæbeurten: En hun, en han krøbet frem Klofæstet ud til kanten af Det grønne verdensocean.
2104. Luften er fast under vingen; Biossfæren er fusioneret: Ét multielement, sansemedie Af fotoner og trykpartikler, Kemisk brus ud i niende led; Synæstesi sat i tegn og farve.
2105. Et ord for arters levetid målt I millioner af år, ti millioner, Hundreder; ikke et fast tal, Men idéen om levedygtighed, Metaindivid i biologisk tid: Vandnymfens store arketid.
2067. Endnu en vild forårsbuket Fra gode venners hænder Sat ind på spisebordet: En rød hestekastanjeblomst: Slikrøde kurve med pollen Gløder pink og bolschesøde Midt i middagsmaden;
2068. Det kribler, det vinker Fra lysets øverste top: En edderkop er kravlet op. Jeg smidder kniv og gaffel, Griber efter kameratelefon, Selvom vi ellers ikke må, Vinkler, drejer mit skud.
2069. En grøn krabbeedderkop Spiser med hos os i aften; Fra baghold stikkes byttet, Syre sprøjtes ind med sugerør, Mens fluesuppen tilberedes; Karapaksen slurpes tom, Vi si'r skål, velbekom'.
Hver den 10. april fejrer bloggen Store Billedag, en hyldest til familien coleoptera. Dagen blev til sidste år, da jeg for første gang over tre dage mødte både den sorte og den blå oliebille lige uden for mit hus.
Så, i dag er dagen, hvor man skal i det strålende forår og møde sin bille, se en bille, beundre en bille, få en bille på hånden, eller måske bare læse om andre, der har gjort; det kan man jo gøre her på bloggen, og der masser af billeder.
I dagens anledning bringer jeg digtet fra sidste år, Store billedag.
Store billedag
1403. En sort bille krydser min vej, Mit held her på store billedag; Jeg smider hvad jeg har ved hånden (en tom trillebør, en skovl) Samler billen op i kuplede hænder; Lange ben skraber rundt derinde, Kribler ud af alle sprækker.
1404. Jeg glemte helt at tænke på Er den giftig, bider den, Gi'r den eksem på hænderne? Et kig ind på klem, og dér: En lysende orange oliedråbe, Stort som et knappenålshoved På et af mange billeknæ. Gift altså – selvforsvar.
1405. Jeg vipper børen op med foden, Sætter billen ned i ladet Og triller hjem i hast, Limousinekørsel for biller; Fart på, op på havebordet, Under glas fra et petrilåg. Kroppen er tre centimeter lang, En bille så stor og bomstærk, At den kan skubbe låget Frem i ryk på havedugen.
1406. Billen er svagt selvillumineret, Changerende i sort og blåt, Sådan som kun biller kan: En dyb og klar aftenhimmel Med et skær af nymåneskin, Som vi selv så det i nat. Den er vingeløs og langbenet, Dækvingerne er skrumpet ind Til halv længde af bagkroppen, Som et sort røvbaldegardin.
1407. To fine mørkebrune bånd, Æstetisk kantet med gråt, På tværs af bagkroppen, Min vej til hurtig artsID: Dette er den sorte oliebille. Træffes kun hist og pist, Lokalt, varmt, tørt, sandet, Og helt fri for pesticider.
1408. Alene dens størrelse, sorthed, Stopper enhver op på stedet, Også jeg; i stor begejstring. Se bare de lange følehorn, Den smukke leddelte struktur, Jeg vil sige: finmekanisk drejet; Fordi følehorn fascinerer mig: Deres opbygning og detaljer Ned i allermindste led.
1409. Tid til at slippe væk: Jeg sætter hende ned I en frostsprængt havekrukke Og ser hende kravle op i solen. Den sorte oliebille er kendt: Dens livscyklus og levesteder, Snylten i solitære biers reder, Den kemiske formel på olien, Cantharidin, vortedræber, Vabelfremkaldende gift: På engelsk derfor blister beetle, Og oliebille på dansk.
1410. Alt dette og mere kan læres Til glæde og livserfaring. Her blot en solvarm tak Til billerne og alle biologerne For en skøn dag at kigge med På denne store sorte oliebilledag, Herefterdags hver den 10. april.
Samtidig bringer jeg her en liste over bloggens billedigte (mange af dem kan findes ved at søge på kategorien biller, men jeg er ikke helt konsistent, og nogle er måske registeret under kategorien insekter). Desuden findes der mange tags, der har med biller at gøre.
2003. Forårsaften, tynd sol, marts endnu, På terrassen et enetræ, en søjlevækst Tæt på, i øjenhøjde, uventet, et spind Håndfladestørrelse, fint og fæstnet Minimal edderkop vugger i centrum, Max tre millimeter stor, farvegrumset Øjenkneb, detaljetab uden læsebriller.
2004. Næste dag, gøremål og distraktion, Hurtigt hjem, fulgt af tordensky Haglnedslag, styrtbrud hamrer ned, Slagregn springer op fra havebord, Jeg tænker på myg, på spindevæv; Senere, lys fra tusind våde stråler, Jeg træder ud, men spindet er væk.
2005. På køkkenarbejde og koppevask Udsigt og øjenkontakt til enetræ Fanges øjet af et glimt i sølv: En spindtråd, tændstiklængde, I en hårtynd spejlrefleks: mit Luftspor gennem rudens glas, Livstegn fra min miniedderkop.
2006. Jeg går straks på jagt, søger Fra skællet kvist til kvist, Indtil dér, på spidsen af en knop En edderkoppeknap i dråbeform, Glinsende grønlig rødbrun Med cicatriceskår på ryggen, I positur som mikrosphinx.
2007. Med min stærke lommelup Ser jeg fire sorte prikker På hver side af edderkroppen: ID af en agurkehjulspinder; Videre i luppens monokelslør Mødes jeg af fire øjenstikker, Kulsorte prikker, skævt på rad.
2008. Tilbage igen på tredjedagen; Marts er på hæld, lidt lune I blødt og mættet havelys; Jeg kigger ind, vinkler synet, Søger, kredser, sonderer; og Med ét står nettet synligt I modlys op mod solnedgang.
2009. En komposition af silkeskin Med illumineret prismeeffekt Af grøn gul og rødlig refraktion: Guldstrenge i gele og spindelim; Lyskaskader springer frem, Splitter øjne og pupiller, Et spindehjul i aftenglød.
Højreklik for at se i fuld skærm. Bemærk lille fritflue el. lign. på 1. kronblad t.v. ved 0:15 og igen på 2. kronblad ved 0:43.
Dronningerunde
1957. Det er tid, nu skal vi ud I årets republik af bier; På knæ i visne blade Helt ned i sugehøjde: En beruset dronningebi Vælter rundt på bunden Af en lilla krokusblomst.
1958. Hun kan ikke tåle mosten: Slikker sig selv i hegnet, Går omkuld, pollenstiv, Klamrer sig til kronen, Drysset gul på humlepelsen. Vi følger hende; en stok! Hjælp hende, hun skal op.
1959. Skrumlet af en humlebi Klavrer op på bladets kant, Stønner, kroppen pumper, Puster, tung, sukkerhøj; Hjem at dampe rusen af, Bage honningbrød, stifte bo, Æg til søstres arvefølge.
1960. Vi forlader hende, videre På årets dronningerunde Som hedninge og druider På tur i forårsriget: En solbedugget ceremoni Blandt åbne krokustande Leve frås og matriarkatet.
1952. Spinkelt spyd gennem sne og løv Slunken bi i næringsstres, tom, Sine sidste sukkermolekuler, Og jeg, biotasulten, lyshungrig I mit blege hylster af hud. Vi, Blæstruskede, kolde, solslikne, Mødes i urgammelt forårsritual.
1953. Biens tre par ben i nektardans, Taktil modus, rytmisk samordning, Ukendt for os; Men se: seks fødder Pedipulerer livsvigtig fødekilde På hovedet rundt i blomsterskål, Forslugen, bespist, pollenbørstet; Arketype for liv, håb og bonitet.
1954. Den første forårsdag i haven, Vårkrokus skyder, bier summer, Enkle ord, skarp blæst, kold sol; Vi overlever hver for sig. Igen, Hoveder ivrigt stukket sammen, Helt tæt på, ind på tunge og øje; Hvert forår, mine millioner af år.
1901. En sommerfugl, der får mig til at flagre Mellem digt og lepidopteri, håndværk sløres: Hvornår jeg er den ene, hvornår den anden? Takvingens liv en slags poesi i sig selv: At en hun vælger han efter foderstand, At de er mesterkamuflører i visne blade, Dette kryptografiske tegn under vingen.
1902. Så disse åndeløst skønne æg lagt på blade, Grønne og gule krukker med hvide borter, Som jeg kun har set på foto, men nu Efterstræber med passion, noget jeg må se Med denne sære og monomane og mennesketrang At ville det fjerne, det sjældne, det høje, Eller det unikke i det helt dagligdags.
1903. I år lader jeg alle nælder stå, også træet, Der væltede ind over min havedam i storm: En gammel gæslingepil og foderforsyning; Hele foråret vil jeg jagte miniature æg Som kodeaflæser og titusindtingfinder, Dernæst dele verden med dem i digt; Mit fag, min mission og mani.
1882. Et mægtigt forår sidste år, Tidligt, bleggrønt, blegblåt; Plænen grønner til, vokser op: Fuglemælk, krokus, og skilla; På tørvebankerne bag i haven, Overladt til stedets frøbestand, Vokser en hvid snerre frem: Lav, tæt, busket blomsterland, Hvor jeg går på jagt, stille, Opsat på sjældne rendez-vouz.
1883. En edderkop, stor og langbenet, Tilser en gyngende netfuld Friskt udklækkede spilopper, Ophængt i en klynge, der vugger Udspændt mellem plantestængler, En hundredtallig kriblende klump Af klatreklare edderkoppeunger; De føler verdens impuls med fødder, Der lytter med på vuggens spind.
1884. De prøver styrken, mærker vibes Med kvikke edderkoppehjerner; Strækker, drejer, krummer og vifter Fire par ben, klør og nervebaner; De glider ud, forlader krybben I deres hængende børnehave; Adrenalin og stresshormoner syder, Øjne drejes og lugte beføles Fra et forår, der ligger foran dem For enden af en silketråd.
O wad some Pow’r the giftie gie us To see oursels as others see us! Robert Burns, To a Louse, (1786)
1734. Hah! Hvor vil du hen, prægtige kryb Høstet i havens graner i sommer, Jagtet rundt og rundt i luppens lys; Sid stille et sekund, Et vellignende fotobevis Kan du nok ha’ mig undt.
1735. Jeg har grublet over hvem du er, Ved opslag i album for bladlus Straks genkendt i slægtens række, Ét af titusind Omdigtede væsner er fundet: Dette er sitkalusen.
1736. Sitka er et ord lånt fra tlingit, Et oprindeligt sprog fra Alaska, Et demonym, en by, en kæmpegran; En magesløs afid, Ti millioner år på jorden; Sådan ser du ud.
1737. Jeg udvælger et foto til digtet; Alle er ægte, men jeg tøver; Det subliminale er på spil, Jeg hverken forskønner, fordrejer Eller fornægter; Som læser er du manipuleret, Så, caveat lector.
1738. Ét foto er skarpt i fuld figur; Men det andet: Lusen på halen, Antenner strøgne, undergiven, Øjne vendt opad, udtryksfuld, Vækker empati, Antropomorfisk optimalt; Et fuskeri.
1739. Det ligner en form for kontakt: Kæmpe lupholder og ydmyg lus; En bøn om liv og barmhjertighed, En ny fabel om magt og snilde, Som hvalen og musen, En patetisk falskhed i min hjerne Og i lusen.
1740. Men på indersiden af synet: Alle de billeder vi laver, De følelser vi møder og har; Væsner stopper vores hånd, Går i rette med os selv; Den milliontedel af alle arter Vi ikke slår ihjel.
1741. Som Rabbie Burns tænker jeg igen: Gid det var dig, der kunne se os; En slags animistisk gensidighed, Mere adskilte end fælles, og dog, Mindre bange, mere milde, Når vi krydser hinanden derude De brutale versus de vilde.
Nyt i Index titusind: Kryb ◦ 1734; Sitkalus ◦ 1735; Kystregnskov ◦ 1736; Subliminal ◦ 1737; Antropomorfisme ◦ 1738; Hjerne ◦ 1739; Slå ihjel ◦ 1740; Animisme ◦ 1741.
1729. Nytårsbesøg i iskoldt gazebo, Skrivefelt og sprossede ruder, Frostmønstret indbo stivnet; Døren åbnes op til logiet, Gummi knaser i kuldeforsejling; Et ryk i alle tægens knæ, Spændes klar til spring, Adrenalinens insektækvivalent.
1730. En olding af en tæge, Som ung splendid i rufusglans Men nu, alderdomsvækket, Nordbofarvet, matte mønstre, Lår som fiskeryg i nobel grå Skinneben med flade padler, Dobbelt hvidt zig-zag emblem Som felttegn og skriftmystik.
1731. Den amerikansk fyrretæge, Som benævnt på dansk, Sætter sig på bakkekanten Fyldt med fyrretræsmasse, Irlandsgrønt blækbeskrevet; Falmede, firdelte følehorn Står tegnet skarpt i silhuet, En notatstak fra i sommer.
1732. En vingefod *) på tægetræk: Det gælder Invasion Europa. **) På blot femogtyve år Alle de samme steder Hvor også jeg har rejst; Selv i Japan ankom vi Omtrent sammetids, Indkapslet jomfrurejse.
1733. Tægen hisøgende og valen Finder ly i pavillionen; Grånet og stivvinget, Som jeg, på denne årstid, Virksom og knirkende, Trækker indendørs igen Indtil foråret kommer, Nymfer i havens træer.
Nyt i Index titusind: Adrenalin ◦ 1729; Alderdomsvækkelse ◦ 1730; Skinneben ◦ 1730; Fyrretæge ◦ 1731; Tægetræk ◦ 1732; Hisøgning ◦ 1733; Indendørs ◦ 1733.
*) Den amerikanske fyrretæger hører til slægten randtæger, der kaldes på engelsk leaf-foot p.g.a de flade padler på bageste skinneben, der hos mange arter bliver meget markante.
**) Italien først i 1999; Østrig, Schweiz, Frankrig og Tjekkiet alle i 2003; Belgien, Balkan, England og Tyrkiet i 2007; Japan 2008; Danmark 2009; Ukraine 2010, Rostov-on-Don året efter; Andorra og Finland 2020; Nordmakedonien og Bulgarien 2024; Strøby Strand nytår 2025.
1722. En kratluskers kup På tværs indover Naboens haveskel Til fods i terrænet; Øjne tilpasset løv, En gunstig årstid; Dér, ophøjet synlig På en rødegs blad.
1723. En stor sabelhveps, Snylter med læggebrod En tyv, en dræber, En æggespecialist, Lårene i orange, Kølleformet krop Og underben i sort, Slank og hvepsespids.
1724. Af ichneumon slægt; Vandrer, stifinder, Aristoteles’ påhit. To spor skilles, Jeg beriget, faktisk I modest triumf, Og sabelhvepsen: Hvem ved, hvorhen?
1698. En snerlesværmer sidder På min slidte cykeltaske En solrig septemberdag.
1699. Stille og sfinxforstenet, Indfløjet langt fra syd, Ethiopien eller Somalia.
1700. En bomstærk vingeslider På enorme migrationer: En sjælden gæst er landet.
1701. Pelset grå og hvidmeleret, Fine hvirvler cirkelrunde, Og forben som pomponer.
1702. Suveræn kamoufleret Til skov, krat og bark, Og grå nylon åbenbart.
1703. Hele natten og næste dag, En cykeltur til indkøb, Samme aften er hun væk.
1704. Jeg ønsker hende snerler Til de kulørte larver, Et sikkert skjul at dø.
1705. Skulle I komme her igen, Så sæt jer blot, hvil ud I mit beskedne haveasyl.
Nyt i Index Titusind: Snerlesværmer ◦ 1698; Sfinx ◦ 1699; Migration ◦ 1700; Forben ◦ 1701; Kamouflage ◦ 1702; Nat ◦ 1703; Larve ◦ 1704; Haveasyl ◦ 1705.
Snerlesværmeren (Agrius convolvuli) optræder relativt sjældent i Danmark med omkring 100 observationer årligt. Ved et slumptræf ankom en snerlesværmer i min have og ved et endnu større sammentræf blev jeg faktisk klar over det. Det er en sær optagethed af det sjældne, der driver mange former for observatør- og samlermanier. Det sjældne har højere status end det gængse; en slags økologisk udbud og efterspørgsel. Svarer til den status, som kendte personer har i den bipedale verden. For de fleste ville en filmstjerne være et lige så sjældent syn som en bådflygtning, men. Mere om sjældenhed i digt og metode.
