1397. Få planter jeg savner mere Eller forventer så meget af, Få blade jeg længes efter, Eller blomster jeg venter på, Som dem fra salviebusken,
1398. Ingen plante i haven Er mere elsket af humlebier, Omsummet uophørligt, Bestøvet og suget tør, Fra første til sidste blomst Fra solopgang til aftenstid.
1399. Få planter har finere blade, Perfekt lodne at berøre, Komplekse at snuse til, Formfuldendt eliptiske Knoprandede, dungrønne At forundres over.
1400. Ingen digter er lykkeligere End mig i min salviebusk, På udkig, som en digter skal, Efter livet herude og derinde, Men aldrig helt forberedt på Hvor fuldkomment det er; Så her er bare to, også dem:
1401. En jagtedderkop i hvile; De to forreste benpar Forlænget som fangstarme Nervefyldte, klobestykkede, Giftkirtler måske, livsfarlig, Ubevægelig på et salvieblad; To skabninger i ro, fastholdt Fuldendte, et stort sekund.
1402. En grøn bredtæge på vej Op over et salvieblad: Finkornet kamouflagefarve, To sorte øjenknapper står Som kontrast og kropsignal, Der opfanges af kameralinsen Og jeg, titusindtingsfinder og Buskafsøgende digter i felten: Fordi ting; det er noget man er.
Nyt i Index titusind: Salviebusk ◦ 1397; Solopgang ◦ 1398; Loddenhed ◦ 1399; Digter ◦ 1400; Jagtedderkop ◦ 1401; Bredtæge ◦ 1402; Titusindtingsfinder ◦ 1402.
