Digter i salviebusk

Digter i salviebusk

1397.	Få planter jeg savner mere
        Eller forventer så meget af,
        Få blade jeg længes efter,
        Eller blomster jeg venter på,
        Som dem fra salviebusken,

1398.	Ingen plante i haven
        Er mere elsket af humlebier,
        Omsummet uophørligt,
        Bestøvet og suget tør,
        Fra første til sidste blomst
        Fra solopgang til aftenstid.

1399.	Få planter har finere blade,
        Perfekt lodne at berøre,
        Komplekse at snuse til,
        Formfuldendt eliptiske
        Knoprandede, dungrønne
        At forundres over.

1400.	Ingen digter er lykkeligere
        End mig i min salviebusk,
        På udkig, som en digter skal,
        Efter livet herude og derinde,
        Men aldrig helt forberedt på
        Hvor fuldkomment det er;
        Så her er bare to, også dem:

1401.	En perleedderkop i hvile;
        De to forreste benpar
        Forlænget som fangstarme
        Nervefyldte, klobestykkede,
        Giftkirtler måske, livsfarlig,
        Ubevægelig på et salvieblad;
        To skabninger i ro, fastholdt
        Fuldendte, et stort sekund.

1402.	En grøn bredtæge på vej
        Op over et salvieblad:
        Finkornet kamouflagefarve,
        To sorte øjenknapper står
        Som kontrast og kropsignal,
        Der opfanges af kameralinsen
        Og jeg, titusindtingsfinder og
        Buskafsøgende digter i felten:
        Fordi ting; det er noget man er.

Last Updated on 4 måneder ago by Jacob Gammelgaard