1576. Fra Richmond til Kew Langs Themsens bredder Løber en gammel slæbesti Til pramme og fragt på floden; Fra Richmond Lock and Weir, Bro og murværk, jern og nitter, Til Kew Gardens palmehuse, Rundt langs Old Deer Parks Sletter og akacier i silhuet.
1577. Cromwell var her i fakkelskær Til hest en aften hos kardinalen I kongens fristed på eremitagen, Hvor det første observatorium Og den gamle meridian lå. I tusind år har folk gået her Fra trappesten ned mod tidevand, Langs bredderne, roet i bådene, Hvor Eliot vrængede fra sin kano Og modernismen blev undfanget; Bag mig nu, jeg går mod nord.
1578. På venstre hånd: mudderbanker, Slimet vegetation og småsten I ebbens brune lave vande; Herligheder står langs stien; Guldbæger, brombær, glat burre, Og kæmpebalsamin, magtfuld med Gabende lyserøde blomster, Lancetspidse savtaksblade.
1579. På højre hånd: en dræningsgrøft, Til afvanding af parkens arealer; En bræmme ti til tyve meter dyb, Kilometerlang tæt, vild vegetation, En urskovskulisse, der viser, Hvad en skov virkelig kan: Vokse overalt i alle retninger På alle steder, på én gang.
1580. Grøften er bred som en å, Stillestående vand, algegrønt, Sød stank af sump, planteråd, Iris, siv, gederams, løvnedhæng, Væltede træer og unge skud, Stammer gået i svamp og trøske; Uberørt, ubevægeligt og stille.
1581. Alt fortsætter; urskov og sti videre Ned mod Kew Botanical Gardens, Kulminationen af viktoriansk botanik, Væksthuse gennem to århundrer; hér Ved Old Deer Park, dyrehaven, Et vildnis diorama af tabt natur, Som nogen, bless them, har ladet stå, Beskyttet, plejet i kanterne, afgrænset. Jeg går fra ét vindue til det næste, Træder ind i dem, og ud igen, Og har grænserne med mig, i mig, Berørbare, intenst nærværende; for Alt er virkeligt, fuldstændig virkeligt, Hver gang.
Nyt i Index Titusind: Slette ◦ 1576; Tidevand ◦ 1577; Mudderbanke ◦ 1578; Kæmpebalsamin ◦ 1578; Bræmme ◦ 1579; Gederams ◦ 1580; Botanik ◦ 1581; Vildnis ◦ 1581.
Nogle timer i solen ved skvalderkålen omkring æbletræet. Et mylder af insekter, blomsterduft, svirren, et håndholdt kamera, nogle udvalgte billeder – og måske en rigtig raritet. Bloggen er ikke et billedalbum; den er et digtærk. Men når bloggen bevæger sig over i agitprop, så er der især brug for fotos. Digtteksten følger senere i dag.
Klik for at forstørre billederne
OBPS om skvalderkål (2)
1553. I dag, sankthansaftensmorgen, kan jeg oplyse og dokumentere, med hortikulturalistens stolthed, at min højeste skvalderkål måler en meter og tyve ungefär, præmieplante, primus inter pares, skærmet af sommerfuglebusken i en frodig stand rundt et æbletræ, uundværlig fryd i alle haver.
1554. Her dufter sødligt og behageligt af mirabeller og andre blommer, stænglerne lidt som gulerod; en svajende, vuggende overflod af dobbelte hvide blomsterskærme flittigt besøgt, bevinget, oversvirret af insekter døgnet rundt og af mig med næsen fremme og et kamera i hånden.
1555. En snylteflue, gymnosum rotundatum, ganske lille, med stor rund bagkrop, orange med tre sorte pletter; en snylter på tæger, en endoparasit, larven æder værten op indefra, borer sig ud gennem skjoldet, falder til jorden og går i puppe. Intet dansk navn til denne flue Så hvorfor ikke nanvgive her: Lad os kalde den mariehøneflue, Vi kender den nu, velkommen her.
1556. Her er rød- og sortstribede stribetæger bag til bag i parring på skvaldertoppe, sammenhægtede, den ene slæbbar efter den anden, trukket op og rundt hvis de bliver forstyrrede, gået nær, men i øvrigt dorske og fotogene.
1557. Endnu en tage, almindelig bærtæge, sås en enkelt gang på en skvalderskærm, sit rygskjold dybt rødbrunt og pyntet med løvgrønt, trekantet heraldik, kantet rundt i brunt og hvidt, med antenner til, der matcher.
1558. En gammel kending græsser sig frem, langsomt gennem en mark af blomster, den grønne guldbasse glinser i solen, et farvespil i grønt, guld og kobber stor og metodisk som et kreatur; Tak for gensyn, velkommen tilbage.
1559. Maser af svirrefluer kommer svirrende, antallet er arter er ret forvirrende, adrætte flyvere, musende, sværmende nogle med hvepseynde og hvepsefarver; her er sumpsvirrefluer, havesvirrefluer og mange fler', jeg aldrig ser.
1560. Her må være dusinvis af snyltehvepse, tre af dem vist på denne side, ingen af dem med danske navne; Den første er gastroeruption jaculator, En han; hunnen med en læggebrod dramatisk lang, snylter på bier i reder. Jaculator var en romersk spydkaster, med et kort spyd, javelin, til idræt. Lad os bare navngive den her, Lad os kalde den spydkasterhveps.
1561. En snylterhveps, lang og fin, bagkrop med højgult segment afsluttet i en blank, sort spids. helt almindelig over hele landet, nu i havens stand af skvalderkål; endoparasit i sommerfuglelarver grumt og nyttigt på samme tid, revulsion naturligt, men forkert; på latin ichneumon suspiciosus, Et navn: slank sommerfuglesnylter.
1562. Her lander en lille bladhveps, sort hoved og bryst, orange bagkrop, buttet om livet, ligner en bi, vinger med brede sorte bånd mit billede blev uskarpt, men pyt, mens den slikker nektar og bestøver; Arge cyanocrocea i taxonomien, på dansk intet navn endnu. Larverne lever af brombærblade, hindbær, solbær, alle rubusbuske, Skal vi kalde den brombærhveps.
1563. Her er en skvalderkålblomst under lup Fem kronblade hver med dyb indskæring, To fruglegemer og to hvide støvfang, to millimeter fra spids til spids. Skvalderkål er en dobbeltskærm Så: lad os tælle og beregne: en enkelt umbel har cirka 24 blomster, Hele skærmen har cirka 15 umbeller; Hver plante har 4 til 8 skærme; En enkelt skvalderkål, fuldt udgroet, har mellem tusind totusind blomster.
1564. En god have har vel 100 planter; Min have, der bugner af arten, har, hvad tror jeg, 500 til 1000 planter på et areal, løst anslået 200 kvadratmeter, ergo et sted mellem 1,5 og 3 millioner skvalderkålsblomster i hele haven.
1565. Jeg må fortælle, at blomsten myldrer det vil sige kravler med bevingede dyr; havemyrer på hver eneste skærm, masser af småfluer og andre insekter, store skinnende, grønne og grå fluer, ivrigt overkravlet af mariehøner og alle dem, jeg ikke så og aldrig finder.
1566. Skvalderkålen er en overdådig plante, Elsket, besøgt, besuget intenst, altimens vores grå fluesnapperpar, der yngler i en forladt svalerede, sidder på udkig, gavmildt bespist fra et oversummet gavebord.
1567. P.S: To gange, måske tre gange, så jeg en sjælden svirreflue, uden kamera, uden billede, men jeg er ret sikker i min sag: En ornamentssvirreflue, helt sort med minggrønne bånd på langs af brystet og på tværs over den kulsorte bagkrop, set på selve præmieplanten, klar som neon i natten.
OBPS: Oplysning til Borgere om Planter og Samfund.
1529. Så kom vi da til Bud den femte juni desuagtet, et fiskerleje, en kirke sat på kampesten, i falmet hvid og brun, løgkuppel i kobber, valgssted og klenodie fra Riksdagsforsamlingen og friheden i atten fjorten, skiltet, erindret, fortalt; lidt perlegrus, et gærde, små pletter af græs, sten og vilde planter, en tue af kællingetand.
1530. Fritvoksende grøfter løber fra syd til nord, langs alle veje og stier, markskel og over bjerge, et endeløs vegorama: dagpragtstjerne, kørvel, skovgeranier, rødkløver, smørblomst, mælkebøtte, gærdevikker og høje strå, sitrende i sol og luft; alt vokser, når det skal, alt kommer, når det vil, mennesker og materialer samles, hvor de kan.
Nyt I Index titusind: Frihed ◦ 1529; Kællingetand ◦ 1529; Grøft ◦ 1530; Dagpragtstjerne ◦ 1530.
1508. En kort opklatring Over rundsleben klippe, Glat, nøgen og furet, Urgammel klodeskorpe, Nordsøblæst i håret, Den kolde aftensol, Millioner bølgekamme.
1509. På vej ned igen, En klynge vilde orkideer I fuldt hvidpink flor, Smalle sortplettede blade Skærmet af blåbærkrat.
1510. Længere fremme en spinkel urt, Kun to blomster, jeg tøver, Plukker den ene, ubekvem, Til artsbestemmelse i læ: En mælkeurt, lys rosa Trevinget blomst, åbnet En centimeter spids til spids, Vokser ud på stænglen, Indtil den svækkes, luder, Mens nye skud stikker op Fra plantens top.
1511. Jeg elsker mine stier, Følger mine fødder, I dag har jeg mødt To nye duelige planter Og mærket planeten Med mine tæer.
Nyt i Index Titusind: Klodeskorpe • 1508; Orkidé • 1509; Mælkeurt • 1510; Planet • 1511.
1475. I dag kan jeg stolt meddele at havens største skvalderkål nu er knap 95 cm høj, tæt på artens vokseevne;
1476. at flere andre eksemplarer i haven er næsten lige høje;
1477. at de snart springer ud i de fineste hvide umbeller;
1478. at insekter svirrer om dem,
1479. at det er min formodning, at botanisk forskning vil vise at planten er vært for andre gnaskere, sugere, nippere;
1480. at den har mange navne f.eks biskopsurt, fordi munke dyrkede den som middel mod podagra, livsstilsygdom for biskopper;
1481. at jo mere haven gror, desto mindre kerer man sig, om der er skvalderkål i den,
1482. at man derfor faktisk kan glæde sig over planten, når den vælder ud i blomst;
1483. at de unge blade er spiselige, men det ved vist alle;
1484. at skvalderkålen er i familie med gulerod og persille;
1485. at skvalderkålen kun gror sparsomt eller slet ikke på mager jord, og at derfor står min eng i blomsterflor;
1486. at rådyr ikke rører den; og
1487. at hvis rådyr endelig kunne blive til nytte for noget, andet end som opfodrede plaffedyr, kunne man med fordel lave, i biobekæmpelsesøjemed, en genmodificeret rådyrsmodel til nipning af skvalderkålstoppe og lysåbning for undervækster.
1488. at jeg af principielle grunde aldrig bruger ordet ukrudt; kun krudturt.
1489. at ordet ukrudt følgelig ikke optages I Index Titusind over naturlige ting, fordi ukrudt er noget mennesket har skabt.
1490. at det Kongelige Haveselskab fremover hvert år udlover et livsvarigt medlemsskab til den højeste skvalderkål i Danmark; bidrag skal indsendes inden Skt. Hans mrk. titusindting.dk.
OBPS - Oplysning til Borgere om Planter og Samfund
1473. Der er planter, som bare ved at være til, Bare ved at stå, hvor de står, Bare ved at gøre, hvad de gør, Har brudt om i alt, hvad jeg ved Og hvad jeg dengang troede jeg troede, Midt i livet, belæst og berejst meningsdannet, Ved et rent sammentræf og et udefra betragtet Helt ubemærket tilfælde og tilmed Ikke langt fra de steder, hvor jeg voksede op Uden at have lagt mærke til anden livsform End min indre bevidstheds konturer Og andres personers påvirking af samme, Ved en hverdagsagtig begivenhed, et familiebesøg, I min søsters ganske lille have lang s-togsbanen, Anlagt som små stier og bede i rudeformater Med planter jeg ikke ænsede, aldrig så, Med ét kommer ansigt til ansigt, i betydningen Et individ overfor et andet individ, med en plante i et sammenstød, et chok, med en radikalt anderledes form for liv: En plante, som slår vægge ned, træder ind, Pifter den hovne tempelbygger indeni Ved sin ekstravagant skikkelse og form, Ved sin måde at være tilstede på, uomgængelig, Som jeg, arrogant, derfor ikke vidste hvem var, eller, som det hed, og stadig gør, hvad det var.
1474. En stang af en stængel gråfiltet, lidt gullig Kransstillede blade i forfald, visne blomster, En halv meter høj, vokset sig selv i stykker; Og jeg tænker: findes der planter, der ser sådan ud? Kan man have den slags i en have? en park? Slået til stedet står jeg stille, tager synet til mig; Min søster har nok fortalt mig, hvad planten hed; Husker det ikke, men måske et kongelys; Vild i sin styrke til at eksistere som sig selv, En fysisk vilje jeg ikke forstod dengang, For jeg så i den mest et udtryk af trods, En vegetal fuckfinger til mig og min forestilling, Primitiv, artscentreret, uden tanke for planters væren, Om hvordan planter og haver bør se ud; Men dér så jeg, rigtig så, for første gang En slags ekstravagant værdighed hos en plante; Uden at vide noget at sætte i ord, Anede jeg i denne plante en hensigt, Som det tog mig mange år at forstå, Stående stille i stum respekt indtil Planten gav slip på mig igen, lod mig gå.
Nyt i Index Titusind: Bevidsthed ◦ 1473; Skikkelse ◦ 1473; Kransstillet ◦ 1474; Kongelys ◦ 1474; Værdighed hos planter ◦ 1474.
1432. Plante til pynt i potte af plast Plast til plante i potte til pynt Pynt af plast til potte og plante Potte af plast til plante til pynt Pynt i potte af plast som plante Plante og pynt i plast og potte Pottet plante pyntet med plast Plast og potte med pyntet plante Plante af plast i pynt med potte Potter, milliarder hvert år til en tier.
1433. Plante til pynt i potte med pest Pynt i potte med pest i plante Potte med plante og pest til pynt Pest i potte med plante til pynt Pest til import med pynt og patogen Plante til pynt med plast i Puglia Plast og patogen i Puglia til pynt Puglia i plast og plante med patogen Pest og patogen i plast til plante Pest over Puglia fra plante i potte.
1434. Puglias tres millioner oliventræer Draperet i nobelt gråt og slør; Puglias tres millioner indgroere Ramt af pest og importeret patogen, Aflidende, døde, snart, hver og en; Tabet af et træ er smerteligt, tomt, Tabet af en skov er chok, sorg; Tabet af tres millioner medgroere, Fældet, parteret og brændt på bål, Er en civilisation i aske og støv.
Nyt i Index Titusind: Plast • 1432; Pest ◦ 1433; Plante ◦ 1432; Oliventræ ◦ 1433; Patogen ◦ 1433.
Siden 2015 har udbrud og infektion af oliventræer med centrum i Puglia i Italien medført uddøen af omkring en tredjedel af egnens tres millioner oliventræer. Infektion skyldes en bakterie, Xylella fastidiosa, der antages af stamme fra ornamentelle kaffeplanter importeret fra Mellemamerika. Nye underarter af X. fastidiosa er allerede fundet i Italien. Infektionen er spredt videre, bl.a. til Corsica og rammer også andre planter, bl.a. fuglekirsebær og rosmarin og inficerer desuden planter, der ikke udviser symptomer og som derfor er smittebærere, som lettere undgår opdagelse.
1397. Få planter jeg savner mere Eller forventer så meget af, Få blade jeg længes efter, Eller blomster jeg venter på, Som dem fra salviebusken,
1398. Ingen plante i haven Er mere elsket af humlebier, Omsummet uophørligt, Bestøvet og suget tør, Fra første til sidste blomst Fra solopgang til aftenstid.
1399. Få planter har finere blade, Perfekt lodne at berøre, Komplekse at snuse til, Formfuldendt eliptiske Knoprandede, dungrønne At forundres over.
1400. Ingen digter er lykkeligere End mig i min salviebusk, På udkig, som en digter skal, Efter livet herude og derinde, Men aldrig helt forberedt på Hvor fuldkomment det er; Så her er bare to, også dem:
1401. En jagtedderkop i hvile; De to forreste benpar Forlænget som fangstarme Nervefyldte, klobestykkede, Giftkirtler måske, livsfarlig, Ubevægelig på et salvieblad; To skabninger i ro, fastholdt Fuldendte, et stort sekund.
1402. En grøn bredtæge på vej Op over et salvieblad: Finkornet kamouflagefarve, To sorte øjenknapper står Som kontrast og kropsignal, Der opfanges af kameralinsen Og jeg, titusindtingsfinder og Buskafsøgende digter i felten: Fordi ting; det er noget man er.
Nyt i Index titusind: Salviebusk ◦ 1397; Solopgang ◦ 1398; Loddenhed ◦ 1399; Digter ◦ 1400; Jagtedderkop ◦ 1401; Bredtæge ◦ 1402; Titusindtingsfinder ◦ 1402.
1383. Under vores sovekammervindue, Åbent i morgenluften, tilsnuset, En salig duft af nåletræ, Sommer, skov og terpentin, Med et strejf af kruspersille På salvede fingerspidser, Vokser fem dværgcypresser På række i en blomsterkasse; Solgt for en tier stykket, Som millioner andre potteslaver Sendt ud for at dø hvert år I danske haver.
1384. Også jeg har hjembragt, Modvillig massekonsument, Ti styks fra et plantemarked, Blågrønne cypresser i miniature: Én af hundredvis af sorter, Tit med menneskenavne, Plantet med bedste vilje, Passet efter ringe evne. Efter et år er fem i live; Vi så de andre visne hen, Med ærgelse, i tristhed, Kastede dem på kvaset, Hen i kulstoffets kredsløb: Ingen og intet er nytteløse; Man kan altid komposteres.
1385. Så en dag i marts, Klam, rå, og dog, Dufte tæt på jorden, Og en fedme i luften Af væksthuskemi, Ser vi et rødligt skin På en lille cypres, Så småt at det syner Som smuds på brilleglas. Men se efter, kom nærmere: Træet, tyve centimeter højt, Har sat små højrøde spidser På sine skællede kviste.
1386. Det er cypressens hankogler, To-tre millimeter lange, Men synlige på afstand. Under lup en aflang klase Af skarlagensrøde kugler Fyldt med pollensække. Nogle er endnu dækkede Af kogleskæl, brune ved roden Og gulligt hvide i spidsen, Som en tånegl på en olding; De begynder som grønne skæl, Men på toppen, seks led oppe, Er de gullige og sorte, Hele koglen sat i en klo, Af spidse tænder i grønt.
1387. Pollen til en ny generation, Hvis der er hunkogler at få; De kommer måske senere, For cypresser er enboere, Han- og hunkogler på samme træ, Måske snart, måske aldrig, Sorten ku' være steril, Som resultat af forædling, Som vi siger, altid klar Som naturens benefaktor. Men viljen og evne er der: Vi følger dem til sommer, Værner om dem til vinter, Og be’r om frø til næste år. En planteproletar går fri Under vores vindueskarm.
Chamaecyparis: en lille slægt af cypresser, der på dansk kaldes dværgcypresser, nogle gange ædelcypresser (og på engelsk falske cypresser) og som tæller nogle af de mest udbredte sorter af cypresser, der masseproduceres som prydtræer til europæiske haver. I sine vildtvoksende former tæller slægten en art fra Taiwan, der menes at have frembragt det største levende træ nogensinde. I mange egne af Asien skattes træet og dets ved, der bruges til bygning af templer.
1373. Blandt de titusind ting Er foråret blandt de største; Brutal i marts, kosmos Frostnær helt ind på huden, Mens kloden vrider Lidt varme af det hvide lys.
1374. Kuldskære kroppe stakket op Af en sydvendt mur, asyl For varmesøgende celler I frakker og frønede krukker, Hvor foråret samler sig igen I sine mindste elementer, Foldet ind omkring hinanden; En verden i en skefuld jord, Og jeg, på lur i krogen.
1375. Dér, i frostsprængt terrakotta På den våde, kolde krukkemuld En pude af mos lyser op I det lavvinklede lys, Der sætter alle ting i skær.
1376. Stjernemos, et navn på stedet, Men jeg ved end ikke, Om skønheden er en mos; Plukker nogle plantetråde, Svides af bitte brændenælder, Med gift på hvide babysyle.
1377. Under mikroskop er mosset Et lydløst pang af forårsgrønt, Der springer frem på skærmen, Hvor jeg glider frem I et ocean af vegetation Set bag en ubåds tykke glugger: Stængler med sukkulente blade, Gyldent-grønne plantestande, Sarte, næsten gennemlyste; Et sporehus, tror jeg, og Fra svøbbladenes spidser Flyder hvide tråde frem, Som fangarme, lokketråde, Eller stakke på en avne.
1378. Jeg tøver, for vil jeg vide Plantens navn på latin, Dens plads i videnshierarkiet; Den etiket, der stiller Nysgerrigheden tilfreds, Bringer orden i forholdet Mellem os og alle dem, Ja, balance i universet? Men nej, ikke endnu; Dette er en stjernemos: Jeg ser dig, du er her; Vi deles om foråret, frodigt Eksplosivt i miniature.
Nyt i Index Titusind: Forår ◦ 1373; Ben ◦ 1374; Mospude ◦ 1375; Plantetråd; Sukkulent ◦ 1377; Støvknap ◦ 1377; Lokketråde ◦ 1377; Plantenavn ◦ 1378; Balance i universet ◦ 1378.
As I’m young and green among the brambles, And cars are small and black with wooden panels, We drive down Devon country lanes; Deep hedges rear up on both sides From hill to hill and on down the coast.
The wind blasts the window, tugs my hair, Warm summer air with dust, straw and pollen. I revel in the speed and the blind corners, Laced branches, thorns and twigs all form A tunnel with me whooshing through inside.
Parents in front seats speak with reverence Of hedgerows tended and trimmed For six hundred years or even more; Yes, some might have been laid by Romans, Because, look: still their roads run here.
Remembrances thread through the land Connecting soil and hedge and road and me. I stretch out my hand through the window To life brimming in the hedges; Time flies through my fingers.
Hedgerow, Devon. Photo: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
II. A lifetime passes by
A lifetime passes by and I am grey. Cars are small and blue and batteried. We tour through the open countryside Between unkept trees and boundary lines, Decimated brushwood and hedges’ remains.
Trees, uncoppiced for decades, Muddy ditches stuck in ooze, A few pollard-willows for keepsake Poke up their random heads; An olding’s row of rotten teeth.
The fields are straight, right-angled, Prowled by columns of agrotanks Ploughing to the shoulders of the roads; It’s hell and monoculture here On the windswept farmlands of Stevns*.
Hedgerow with ash, Devon. Photo: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
III. I inherited a billhook
I inherited a billhook from Devon, From my aunt who died alone, The way she had always lived: Cowherd, farmgirl, milkmaid, Oddball, weeder and owner of hedges.
The billhook lay in a rusty pile in her shed, A lifetime of things wood, metal and plastic. I had never seen such a tool before, But there it was, the worm-bored handle, Beckoning my hand.
Heavy, curved with a shape to swing, A tool from ancient farming, Made for trimming and laying of hedges, Millions of miles of live fencing, A poor, mosquitobitten, toilsome life.
Billhooks have been in use for millennia, Knives are known from the Iron Age, Shaped, adapted and balanced to purpose By the growths and features of the land; This tool has soil and knowledge in it.
My aunt’s billhook.
IV. For three decades
For three decades the billhook lay In my toolbox waiting for me to learn, And I thank my aunt for leaving me, Awkward and hoarse on her hermit lot, This testament of life and tool.
The billhook is 38 cm long and weighs 600 grams. The blade is made from steel, 23 cm long. It curves at the top, knife and hook in one, Made for gripping and cutting twigs and brush; John Riley, Sheffield, stamped on the blade.
The blade is broad an double-edged, Curved and sharp, formed as a chubby sickle. The back edge is straight, made for axing, Chopping down branches and bushes In the laying and trimming of hedges.
Laying the hedge. Photo: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
V. A living hedge
A living hedge is the life’s work of a farmer. They say that whoever plants a tree Steps into correspondence with death. But I know that whoever plants a hedge Shows compassion for children to come.
First, the hedge is lain from the ground up. We may use hawthorn, maple and hazel To give volume, good saplings and height. Sloe and wild roses are good for density, For bees, moths and nesting birds.
Ash, maple and crab apple for food and colour, Servicetree, dogwood and privet for berries. Join with wayfarer and guilder-rose for shelter, Holly and laurel for deep, real green, Ivy and thistle for seeds and flowers.
We plant low, and we plant tall. We plant double combs with trees in-between Consider primeval trees: oak, willow and elm. The entire hedge is three to five meters deep, Three meters tall and a thousand species long.
Come ten years, and time to lay the hedge With the sharp back edge of the billhook: Young saplings are cut almost through at the root, Laid down at an angle along the hedge; New rootshoots will grow up and grow strong.
Stakes of ash or hazel are spaced along the middle, Withes of hazel or willow are braided in between, And laid saplings bent between the stakes. They will grow while stakes and withes wither, Repeat and refresh for fifty years or more.
The hedgerow thickens, widens and roots, It entangles, it grows, it shoots, it spikes, Setting buds, foliage and flowers. The hedge will grow and do what hedges do: A fauna haven for hundreds of years.
Here are hoverflies, lacewings and earwigs, Woodlice, larvae and beetles of all kinds, Spiders, spindlers, moths and rodents, Sparrows, finches and centipedes, Parasites, springtails and diggers.
Here are millipedes, hoverflies and bees, Tits, wrens, mice and martens, Digger wasps, squirrels and robins, Aphids, hedgehogs, blackbirds and snails, Worms, pupae and millions of ants.
Urban hedge, recently maintained, Richmond, London, 2023. Photo: Jacob Gammelgaard.
VI. One spring day I go out
One spring day I go out in the shed, Put the whetstone in a beaker to soak, Sharpen the billhook’s rusty blade; Firm grip, slow movements, no haste, Nothing to finish, no deadline to meet.
Many have sharpened this blade before I; My aunt worked it in her shed, Before her, field hands in coarse fabrics, Peasants in small white-washed cottages, Backbent, hardhanded knife grinders.
Only my generation, the richest ever, As we're fond of telling each other, Cannot afford the space of a living hedge, Nor the cost to lay it and care for it; Only my generation has no time.
I reach through the thin garden hedge, A green curtain to keep out idle looks. A few sparrows are nesting in there, To be cut away by midsummer day; A blackbird hops on the swidden lawn.
Hedgerow in March, with allotment in the foreground, Mistley, Suffolk. Photo: Jacob Gammelgaard.
With gratitude to Tom Hynes and Robert Wolton from the Devon Hedge Group who kindly made available three of the photos above. Their website, http://www.devonhedges.org, is a rich and loving fount of knowledge about hedges and the ancient craft of laying and tending them. The photos (and hopefully the poem), show just what a hedgerow can do: for wildlife, for landscapes and for human quality of life.
*) Stevns is a county south of Copenhagen.
Verses 113-139 in the Danish version The Blog of Ten Thousand Things.
New things in Index Ten Thousand: Ant • 135, Billhook • 120, Crab apple • 129, Ditch • 118, Edge of blade • 126, Fauna haven • 133, Farmland • 117, Field: right-angled • 119, Generation: homo s. • 138, Hawthorn • 128, Hazel • 132, Hedge • 113, Hill • 113, Hook • 125, Knowledge: farming • 123, Larvae • 134, Lawn • 139, Living hedge • 127, Learn • 124, Mason bee • 135, Parents: homo s. • 115, Peasant • 137, Pollen • 114, Remembrance: the land • 116, Rootshoot • 131, Seed • 129 , Shed • 121, Sloe • 128, Sparrow • 134, Whetstone • 136, Willow • 130.
1206. Bøg slår eg ihjel; Vokser højere, hurtigere Udskygger egekronen I langsom kvælningsdød, (ville vi sige, uden at tænke). Men her har vi brug For et vegocentrisk ord For død ved mangel på lys; Det er faktuelt at skrive, At egetræet dør af sult).
1207. En ung bøg skyder op Ranglet, grenløs og farlig, Spreder toppen ud og Presser en ældre eg, Fortabt og eksponeret.
1208. Egen svækkes år for år Fælder sine store grene, Som er for dyre i energi, Skyder nødhjælpsgrene ud Op og ned på stammen; Ti år til, og egen dør.
1209. I foråret greb jeg ind, Drevet af konfuse sympatier Og misforstået selvjustits. Fik bøgepiraten topkappet, Stynet ned til et liv Som stækket underskov.
1210. Den sommer satte egetræet Dybere grønne, tættere blade, Dobbelt så mange skud, Som sine tre søskende ege. Egen sugede lys til sig, Kunne slet ikke få nok, Og her til efteråret, Står den grøn endnu, Stadig grådig efter lys Og mere himmelhvælv.
II
1211. En skovridder lærte mig som ung, Noget vigtigt om træer. Han stod i min have, Tog bestik af en vandgran; Den troede den skulle dø, Sidste år i tørken, sagde han.
1212. Det er tredive år siden, Men nu forstår jeg, hvad han sagde: Træer ved, hvad de gør, De er individer med selvhed. Træer kan noget, de er levende; De er bag om ryggen på os.
1213. En naturvejleder i Malaysia, Gammel soldat, junglekender, Viste mig noget mere: Kan du se, sagde han, Og pegede op i løvet, Det træ er stresset. Jeg forstod ham godt, Og alligevel kom det som Et slags bevidsthedsstød *) Pludselig at se et træ, Som et sårbart individ, Som jeg selv. Jeg kunne have omfavnet Dem begge.
1214. Jeg ville meget gerne Gå med ham ud igen, Ud at læse træer På stille junglestier, Lægge hånd på bark, Lære at se og tale igen. Jeg gemte hans navn I mange år, men det er tabt, Den ven, jeg aldrig fik.
1148. Efteråret er Essensernes tid; ægte Wabi-sabi tid.
*) Wabi-sabi er en traditional form for japansk æstetik, der bygger på accepten af altings forgængelighed og det fuldendtes uopnåelighed. Wabi-sabi idealet fremmer det usymmetriske, det upolerede, simple, beskedne, intime, og respekten for naturens ting og kræfter.
Liden storkenæb
1086. Dette efterår har liden storkenæb,
Efter tre år på diskret vækst
Hist og her i sommerhaven,
Fået sit gennembrud som krudturt.
1087. I vækst frem fra haveasylet,
Det halvmåneformede bed
Rundt om det lille æbletræ
Til urter og stauder i eksil,
Truet på væksten i nedlagte haver.
1088. Først tog de bedet, lagde et dække
Omkring de andre planter,
Kvæsurt, sankthansurt, mynter,
Voksede derpå ind over græsset,
Dækkede de højtklippede gangstier,
Derfra op over gamle græstørv,
Rundt om tuerne af vild oregano,
Ind under den lille hyld,
Frem mellem rivalen skvalderkål og
Spydspids brom- og boysenbærskud.
1089. Krøb ud under tørrestativet,
Langs kanten af dammen,
Indtog plads omkring rabarberne,
Ind imellem de hvide røllikker,
Frit voksende i det høje græs,
Stræbte videre ind langs terassen,
Drejede op langs klosterbedet.
1090. En opvisning af bladmønstre,
Crescendo i grøn frodighed,
Vegetal triumf i en sommer
Inddelt i fire forløb:
Væde, varme tørke, varme;
Et snigløb af mange planter,
Der satte skud for anden gang,
Som den liden storkenæb,
Der fik sin chance, med hjælp
Fra en planet i kæntring,
Til en eksplosion af blade,
Tæt på et svækket efterår.
Jordbesidder i det 21. århundrede
1078. Pace Højholt *), men,
Man kan ikke gå to gange
Ud i den samme vilde have.
1079. Metafor, om man vil,
For livets ustoppelige
Foranderlighed.
1080. Man kunne være fræk,
For det kunne Højholt li',
Og genvende talemåden:
1081. En jordbesidder bekæmper
Det samme ukrudt – hver gang.
Det gælder også kirkegårde.
1082. Metafor, om man vil,
For livets repetitive
Udhuling af mening.
1083. To modsatte ord for
Den vegetative
Transformationskraft.
1084. De er, forekommer det mig,
De to eksistentielle livsvalg
For det 21. århundrede - og det næste:
1085. Ukrudt eller krudturt.
*) Se: Afdød digter som sprogligt fænomen, vers 163-171.
Ukrudt ! Mig?
Almindelig brunelle
1048. Ieg har længe gerne ville vide
Det optimale antal øjne
Til at fixe en bambi-effekt.
Fire er vel bedre end to?
Eller er tre øjne bedre end et?
Skal øjne sidde side om side,
Er det ikke mere attraktivt
Med det ene over det andet?
Hvad er det egentlig et dåkid har,
Som ikke jeg har?
1049. Ieg vil også gerne vide,
Hvad er det bedste slags hår
Til at udløse et ae-syndrom:
Fimrehår, krushår, strithår,
Pelshår, ruhår, tykt hår?
Se, min yndigste bladbehåring,
Hvide pyntehår langs bladranden,
Bløde til fingerspidser;
Fyldige, velformede blade
Med dunhår i luksusfilt.
1050. Og hvilke blomster er det,
Der starter deres svime-gen?
Mine blomster er store læber,
Med rande af smukke børster,
Slanke tragte og åbne munde,
De kæreste strithår på toppen.
1051. Og hvad slags grøn er det egentlig,
De der havefolk begærer?
Se, mine nuancer af farver
Fra det hvidlige vårgrønne
Changeret til dyb modengrønt.
Fra sart lilla til mørk bordeaux.
1052. Og hvad er det for former,
De vil have på deres plæner?
Hvor alt skal ligne hinanden
Og intet, der skal ligne noget.
Så er det bare jeg spør, hvorfor?
Hva’ er forkert i min figur,
Min ynde, mine buer og mønstre,
Mine blomster, min farvemosaik?
1053. Spørgsmålet er ikke frivolt,
For jeg ka godt li græs, kanter,
Blomsterbede, diskrete hjørner;
Og her er virkelig farligt:
Hakker, sakse, spader og spyd,
Lange knive, flammekastere,
Ild, gas og gift i store dunke.
Overskrævs på havetraktorer
Det motoriserede plænepoliti
Med apps, satelitforbindelser,
Robotter og slåmaskiner.
Ord er vigtige, meget vigtige,
For hvad de slår ned
Og hvad de ka li.
Ukrudt! Mig?
Krudturt
1020. Det åbne landskab, det brændte land, ah, den hærgede jord; dér gror ve, dér har ve hjemme.
1021. Hug træerne om, riv rødderne op, brænd underskoven af; dér vokser ve.
1022, Rasér landet, ødelæg mulden, grav mosen op, udpin jorden; dér kommer ve.
1023. Pløj jorden i stykker, harv den flad, kør jordbunden i smadder; dér gror ve.
1024. Forgift alt levende, hæld benzinen ud, brænd horisonterne ned; dér spirer ve.
1025. Krudturter er pleje af den forstyrrede jord og hjælp til vegetation i nød. Ve beskytter jorden med rødder, ve holder på vandet og nærer bakterier og insekter.
1026. Ve er det første strøg af farve over landskabet. Ve vokser til og vokser tæt. Ve er vegorama fra kyst til kyst.
1027. Ve vokser i afbrændte tomter, i fældede skove, i tomme huse. Ve vokser i forladte miner, i bombekratere, i sprænghuller. Ve dækker den lille plet og den store katastrofe.
1028. Ve vokser ind mellem fliser og belægninger, i indkørsler, i tagrender, i brønde. Ve vokser i nedbrændte huse, i forladte bygninger, i ødelagte fæstninger.
1029. Ve vokser ind over øde marker og tomme gårde. Ve vokser frem over veje og stier. Ve udvisker haver og slagmarker, ve dækker gravpladser og lossepladser, ve overtager landsbyer og storbyer.
1030. Ve minder umaner om, at livet er forgængeligt. Ve minder umaner om, at kun ve kan overlefe.
1031. Kun ve er viljen, værket og væksten; disse tre, og af dem er væksten den største. Eller værket er størst. Eller viljen er størst. Lige meget. Kan det, vil det, har det.
1032. Først tager ve marken, så tager ve heden.
Så tager ve parken, så tager ve skoven.
Siden tager ve mosen, marsken og fjeldet.
Til sidst tager ve isen, havet og polerne.
Nyt i Index Titusind:
Hærge • 1020 ; Underskov • 1021 ; Mose • 1022 ; Pløje • 1023 ; Forgifte • 1024 ; Krudturt • 1025 ; Vegorama • 1026 ; Tomt • 1027 ; Brønd • 1028 ; Losseplads • 1029 ; Forgængelighed • 1030 ; Vilje • 1031 ; Fjeld • 1032.
Mejer på en figenfrugt
953. En mejer har lagt sig
På en sprækket figenfrugt,
Sukkersulten, sommermoden.
954. Frådseren er døsig,
Overfyldt, stærkt beruset
Af gæret figensaft.
955. Den rører sig knap,
Når frugten løftes op,
Drejes, slippes fri igen.
956. Frugten er blød og dråbeformet,
En lilla testikelsæk, der
Dingler under figenbladet.
957. Planter stråler sex;
Det ligger dybt i sproget,
I den fælles fantasi.
958. Mejerens lange trådben
Omfavner den halve frugt;
Et paradis af slik på stilk.
959. Botanik var bandlyst engang
I Encyclopædia Britannica
Som usædelig, pornografisk.
Nyt i Index titusind:
Mejer • 953; Gæring • 954; Figenfrugt • 955; Testikelsæk • 956; Sex og sprog • 957; Paradis • 958; Botanik • 959.
Vegens(2)
907. Vegens er for eksempel
Sans for stedets geni.
Vegens er vækst og sted
På gensidige vilkår,
Udtrykt i fuldendt form;
En symbiotisk organisme.
908. Vegens er vilje til at leve,
Genetisk viden til at vokse.
Vegens er selvnærende,
Og derfor ustyrlig,
Som væsen og som selvhed.
909. Vegens er vegetal,
Ophav,
Hvert sekund,
Til de titusind ting.
Nyt i Index Tituind:
Symbiose • 907; Vegens • 908; Titusind ting: ophav • 909.
895. Urtehave og køkkengrønt sydvendt over floden. Munkehabitat i klostersten, mørtel og kvadratsystem. Mennesker med en særlig trang til stianlæg.
896. Munke luger ud i bedet, mumler ned til rødder. Spreder ord blandt stauder; lad myrer ta’ dem. Mange hundrede år hér i Kloster Hütteldorf.
897. En gartnerassistent er kommet, bor i haveskuret. Svært at kende mand fra redskab, stiv i arme, gode greb. Selvtalende om dagen, havegnom om natten.
898. Ligger på knæ derude, taler ned til stedet. Fingre løsner ler og jord, nulrer hårde klumper. Fingerspids mod blomsterfarve; gøder, graver, leger.
899. Vos farver kan mærkes på skein, i blomsten. Rød er tungere end blå, gul ryster, grøn risler. Ve blander farver, vos selv, ve suger farver op.
900. Denne ordbogsdyrker og redskabsbruger, Med jord på neglene og farver på fingrene; Alle de ord, der smuldrer i mødet med planter.
I sommeren 1926 tog Ludwig Wittgenstein (1889-1951) arbejde som gartnermedhjælper på Klosteret Hütteldorf, Østrig, måske som terapi. Næsten intet vides om opholdet. Wittgensteins afhandling "Bemærkninger om farver" publiceredes posthumt i 1977.
Kredsgang
889. Hele sommeren er to planter
vokset til i klosterhaven.
Jeg har fulgt dem, dag for dag
med øje- og fotofangst.
890. To kugleformede frøstande,
én er overdådigt synlig,
Den anden skjult, og til vinter
et frøraslende memento mori.
891. En stand af høje hestemynter
skyder op, skifter form, farve,
Lavendelblå top i pjusket harmoni,
en fræk frisure, myntekrone.
892. En russisk mandstro, stikkende kugle,
en globe af spidse svøbblade,
Skyder frem i den vilde oregano;
balance båret op af tidseltakker.
893. I går, flygtigt, de første blomster,
mit held at se dem begge:
En sfære med to bitte lilla faner,
Og lupsmå hvide grifler.
894. Tre legemer i kredsgang
omkring liv og form og ord.
De to kulminerer nu i organik,
mens jeg imploderer,
Udvokset og efterladt i bedet
med fattig æstetik.
Nyt i Index titusind:
Klosterhave • 889; Vinter • 890; Hestemynte • 891; Mandstro • 892; Sfære • 893, Organik • 894.
Kvæsurt
875. Vi kender reglen om havely,
Et hånd- og rodfast løfte
Til raserede plantebede;
Kom, bring en spade,
Grav op, hvad graves kan,
Red, hvad reddes skal.
876. Hér, en stor, forvokset urt,
Tæt og viljestærk i roden.
Jeg deler den med spaden,
Pakker den i jord og sæk.
Bringer stauden væk og hjem.
877. En kvæsurt får asyl:
Ældgamle lægeplante.
Jeg trykker jorden fast,
Løber fingre rundt
Om klumpen og rosetten.
Jeg har længe ønsket,
At vi mødes.
878. Der er kræfter i denne urt:
Stor og tyk med stængelbundt,
Ovale blade, perfekte takker;
De lyser af en enkel harmoni.
Standen er en rødbrun kvast,
En ny og sjælden gæst.
879. Vi deler fælles jord,
Forbundet i mange sprog.
Oldnordisk, oldtysk,
Svensk, norsk, dansk:
Kveise, quese, kveise,
Kveisa, kvis, og kvæse.
880. Kvæse er en blæreorm,
En tinte, en blodvabel,
En byld, en blegne.
Kvæsurt blev brugt
Som blodstillende middel.
Kendt som lægeurt i Kina,
Blodtop i Sverige,
Blodurt i Britannien,
Blodopsuger på latin.
En jordheler og et rodnet,
Der holder på terrænet.
881. Mine aner og dine aner:
Velkomne i denne jord.
Hele planten er i chok,
Et rodnet, der skal læges.
Jeg klipper stængler ned,
Giver rigeligt med vand;
Lad gro, hvad gro der kan.
Vegens(1)
815. Vegens er vegetal.
816. Vegens er den måde, ve vokser ud i verden på.
817. Vegens er organet, der krænges ud og tager verden til sig. Det indre bliver en del af det ydre. Det ydre bliver en forlængelse af det indre. Begge er dele af det samme væren.
818. Vos væren vender udad og verden kommer til vos, ligesom lyset. Først senser ve omverden, siden senser ve selvet. Omverden udtrykker sig i limberne og vos former.
819. Vegens suger verdens vilkår til sig og gør stedet til sit eget.
820. Vilkårene er givne og mægtige; selvet må følge verden og føje sig i triumf.
821. Vegens er selvhed og omverden i forening. Det ydre og det indre findes ikke i adskilte dimensioner; begge er biologi, begge er væren.
822. Vegens er æoner af tilpasning til omverdens vilkår. Vegens er synlig som den færdige, vegale form i alle sine skikkelser.
823. Vegens er vos måde at være i verden på. Ve er vegente. Højt vegente.
824. Hjernen er naturligvis en grøntsag. Ve nævner det blot.
Først udkommet i Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem femte og sjette masseudryddelse, (2021).
Nyt i Index Titusind:
Vegetal • 815; Vegens • 816; Organ • 817; Væren • 818; Vilkår • 819; Triumf: evolutionær • 820; Selvhed • 821; Tilpasning • 822; Måde • 823; Grøntsag • 823.
Mjødurt og guldbasse
770. En stand af mjødurt:
Planter tæt med kvaste
Og flødehvide blomster.
Blomsterstanden er puffet,
Lidt lodden for øjet,
Hele blomsten virker sløret.
771. Sløret er et pudder
Af bitte hvide hår:
Blomstens støvtråde,
Kun millimeter lange,
Der byder op med pollen,
I den dovne sommerbrise.
772. En grøn guldbasse glimter
I blomstens hvide luksus,
Dækket af støvdragerdun,
Udstrakt, ubevægelig
På en seng af urtens skærme,
Honningberuset og varm.
773. Det tonede hvide skær,
Det gyldne grønne skin
Tilfredse i mættet lys;
En duftende blomst
En narkotiseret bille,
I en sommerskov.
Empati
683. Min elskede trækker mig
Hårdt i armen, pas på,
Træd ikke på mælkebøtten
Gå udenom, lad den stå.
684. Mælkebøtten er fredet hos os.
Den lyser op og skinner,
Dufter sødt af honningmad;
Fodrer slunkne dronning bier.
685. Så vi la’r mælkebøtten gro,
Men ude i resten af landet
Lever de truet, begge to:
Lugning og udvisning, bl.a.
686. Min elskede er mærket fremmed,
Og mælkebøtten er dømt ukrudt;
Hun efterstræbes med paragraffer,
Blomsten med jern og pesticid.
687. Det er nok derfor hun føler
En særlig form for affinitet;
To smukke væsener, der bor
I sommereksil og solidaritet.
Tidsler, tidsler, tidsler
613. Tidsler, tidsler, tidsler,
Jeg vil ha’ fler’ og fler’,
Tidsler, tidsler, tidsler,
Ta’ bare hele haven;
Okkupér, okkupér!
614. Krustidsel, kærtidsel og horsetidsel;
Stærke stængler, lange stilke, tykke blade.
Æseltidsel, bakketidsel og kåltidsel;
Blomster uden lige, farver uden mage!
615. Tidsler, tidsler, tidsler,
Så langt som øjet sér,
Tidsler, tidsler, tidsler,
Ta’ bare sprøjtemarken;
Okkupér, okkupér!
616. Marietidsel, tornet tidsel og agertidsel;
Nektar, nektar, nektar, min svirreven!
Nikketidsel, agertidsel og artiskokker;
Torne, strithår og filt med voksepunch.
617. Tidsler, tidsler, tidsler,
Det er hér naturen skér,
Tidsler, tidsler, tidsler,
Ta’ bare agrofabrikken;
Okkupér, okkupér!
618. Dette var tidslerne fra hele landet
Og der blir sikkert mange fle'r
Når klimaloven kører ud i sandet.
Ta' bare hele landet;
Okkupér, okkupér!
Tidsel, tidsel, vis hvad du kan
605. Tidsel, tidsel, vis hvad du kan:
Verdens fedeste blomsterstand.
606. Tidsel, tidsel, vis hvad du kan:
Bier går amok, apeshit, mand.
607. Tidsel, tidsel, hvem er landets dronning:
Skal det flyde med lort eller honning?
608. Fnok svæver ind til en flyverhær;
Ve gror og skyder, ve ka’ ik’ la vær.
609. Tidselarter med nye talenter;
Tiden er kommet og ny jord venter.
610. Nikkende, stikkende og tornet
Stiger tidsel fønix op af kornet.
611. Havefolk, slip nu tidslerne fri!
Det golde havedømme er forbi.
612. Tidsel, tidsel, hvad det vil sige
At være plante i et kongerige?
Fingerspidsfornemmelser
599. Min elskede pusler derude
Med planterne i potterne
Hjemme på vores terasse
En solrig sommermorgen.
600. Min elskede går derude
I nattøj, stråhat og havetøfler,
Hilser sine blomster, søvnfrisk,
Med et hemmeligt smil.
601. Se, min elskede er opslugt,
Ansigtet er i roligt,
Fingrene bevæger sig:
Genfinder og genkender.
602. Min elskede føler sig frem,
Går fra blomst til blomst,
Løfter briller op i panden,
Bøjer sig mod blomsterhovedet.
603. Hun ved, hvor jeg er,
Men ser mig ikke nu.
Jeg er også en plante
Bag glasset i mit gazebo.
604. Fingerspidsfornemmelser
Fylder luften mellem os;
Se, min elskede er energien
Mellem mennesker og planter *).
Se Mei Mei Berssenbrugges digt Hello, the Roses i digtsamlingen af samme navn (2013).
Skvalderkålen segner
542. Ingen skyer regner,
Skvalderkålen segner.
Slet ikke som i fjor;
Med fin bestand i flor.
543. Skærme strutter hvidt,
Blomster dufter blidt,
Trækker bier, fluer nærmere;
I mørket: nattens sværmere.
544. Møl med fosforøjne kigger,
Reflekterende par af prikker
Ude blandt skvalderkålen,
Under himlens natteblånen.
545. Nu rammer tørkens tørst,
Visse græsser visner først.
Tørken krammer hårdt,
Knopper skrumper bort.
546. Sommerfugle svækkes,
Deforme larver klækkes.
Fluer fiser rundt i heden,
Vinden hvisler tør og sveden.
547. Skvalderkålen er tørketålen,
Går under jorden, undgår solen.
Kapper hoveder og alle toppe;
Ha’ det så godt deroppe.
