På knopskud
1895. Lidt solskin, lidt lys i øjet,
Ud på skovvej og stier,
Ud i haver og blomsterbed,
Op i træer, rundt om buske,
Ind over hegn og hæk.
1896. Her er knopper, knopper,
knopper min bror:
Tjørneknopper, slåenkopper,
Bøgeknopper, æbleknopper,
Granknopper, taksknopper.
1897. Knopper, knopper i alle former,
Gemte, indrullede, lange,
Rynkede, foldede, store,
På knopskud inde hos nabo,
Ud på eng og overdrev.
1898. Her er knopper, knopper,
knopper min bror:
Ahornknopper, hasselknopper,
Pileknopper, cypresknopper,
Hægknopper, bærknopper.
1899. Lidt solskin, lidt lys i øjet,
Ud på skovvej og stier,
Ud i haver og blomsterbed,
Op i træer, rundt om buske,
Ind over hegn og hæk.
Nyt i Index Titusind:
Busk ◦ 1895; Tjørneknop ◦ 1896; Knopskud ◦ 1897; Ahornknop ◦ 1898; Blomsterbed ◦ 1899.
Ekstravagante planter – akantus
Klik for at forstørre billedet
Ekstravagante planter – akantus
1889. Strunk og statelig
Rundt havedammen
I svungne buer
Ned over vandet,
Indtil de segner
Vokset i sænk,
Ud over sig selv;
Solhungrig Ikaros.
1890. Akantus er min yndling,
En biologisk stridbarhed.
Planten har mange navne:
Bjørnelab og bjørneklo,
Bjørneklov; hvorfor mon,
Bjørn og beelzebub i én?
På engelsk kaldet bjørnebag,
Pudsig omvendt synsvinkel;
Folkeviddet er endeløst.
1891. Blomsten er befæstet:
Det nederste svøbblad
En yndefuld halvskål,
Grønlig hvid og venet,
Med et langstrakt næb
Trukket ud i sylespids
(En form eminent vegetal,
Intet menneskeskabt ligner,
Tænk soldug og karnivor),
Bladets kanter bestykket
Med kraftige, lange torne.
Jeg tænker, det er hér
Man har set en bjørnepote.
Selve blomstergabet
Opspærret og armeret
Med et nålespidst spyd
Sat lumsk på skrå,
Som partisanens baghold,
Der blokerer adgang
For sultne insekter,
Fugle og pilfingre
Som jeg, stukket skarpt
Øjeblikkeligt.
1892. Bestøvning kun af bier,
Hærdebrede humlebasser,
Der kan mase sig ned
Mellem svøb- og kronblad;
Jeg har set det,
Filmet det en gang:
Hele blomsten bæver,
Blade bugner op,
Stænglen skælver,
Når bien kravler ned
Og bakker baglæns ud,
Summer bort igen.
1893. Vi tiltrækkes og beundrer
Akantus som blomst:
En ophøjet planteform,
Som lilje og oliven,
Brugt til symboler og
Kunstneriske motiver
Gennem tusinder år.
En akantus pryder
Den korintiske søjle,
Som tempeludsmykning
Og antikt magtornament;
Jo, etnobotanikken
Lever i os alle.
1894. Ja, jeg ved, jeg ved:
Min tvivlsomme fatwa mod
Den antropomorfe metafor;
Lige så nytteløs som ikonforbud
Eller et dørslag i regnvejr;
En digterisk parole,
Der ikke rummer,
At planter lever,
Og lever meget længe,
I kulturens billeder
Og livssymboler.
Nyt i Index Titusind:
Strunkhed ◦ 1889; Akantus ◦ 1890; Bjørneklo ◦ 1890; Svøbblad ◦ 1891; Armering ◦ 1891; Bestøvning ◦ 1892; Ophøjet planteform ◦ 1893; Etnobotanik ◦ 1893; Humanmetafor ◦ 1894; Livssymbol ◦ 1894.
I erindring om Johan Lange (1911-2007), dansk botaniker og etnobotaniker, hvis storværk Ordbog over Danmarks plantenavne 1-3 er en uundværlig ledsager for enhver plantedigter og humanist med interesse for de dybe kulturelle bånd mellem planter og mennesker.
Dansk ingefær
Dansk ingefær
eller
planter ville slå os ihjel, hvis du ku’
1876. Allerede i januar er den fremme,
Eneste plante, der vokser gennem
Det visne løv i vintermørke med
Grøn-og hvidmelerede pilespidser.
1877. Om sommeren en rank, smuk lilje,
Grønligt-hvide hylsterblade i svøb
Om brunlig frugt og blomsterstand,
Der ligner en lille dunhammertop.
1878. En ring af hår under blomsten,
En svag men lækker lugt af lort,
Fælde for sukkersultne bestøvere,
Der rumsterer rundt derinde.
1879. Om efteråret en kolbe af røde bær
Samlet på plantens tykke skaft,
En opret signalpost i skov og have;
En bolschepind i rød og frodig grøn.
1880. Arum planten ville slå os ihjel,
Hvis bare den ku’, hensynsløst;
Alle bær er saftspændt giftige,
Fyldt med skummende saponiner.
1881. Hvis vi stod fast i havejorden
Og vi blev plukket eller slikket,
Ville gift sive ud af hudens porer,
Vores gule blod ætse alle tunger.
Nyt i Index titusind:
Vintermørke ◦ 1876; Hylsterblad ◦ 1877; Lort ◦ 1878; Kolbe ◦ 1879; Arum ◦ 1880; Gift ◦ 1881.
Græsslægternes morgenkending
Græsslægternes morgenkending
1819. Atlasgræs, Amorgræs, Annelgræs, Asper og Adorre,
Annobon, Argosasa, Askegræs og Askegry,
Alpinaks, alfabetgræs, Afraks og Afroavne,
Andeskryb, Antennegræs og Afrikas treenighed.
1820. Asiens hjertegræs, Aromatisk stakløs og Åndegræs,
Arabisk tårnaks, Australsk hvedegræs og Arvepose,
Arveskin, Avnskæg, Alkaline og Amadendro,
Ama-amnis, Amamare, Amamere og Amavita.
1821. Australsk sumpgræs, Australide, Appelsiv og Brynjegræs,
Bukkegræs, Blindspore, Bøffelgræs, Bulmegræs og Byg,
Brødaks, Broderløs, Brandspir, Bunke og Bedåre,
Blindspore, Bushgræs, Buskhale, Braktand og Benblad.
1822. Bægerfod, Bægergræs, Bændelgræs og Bacchusstav,
Bærbambus, Bakkeskred, Bambusin og Bakkevæv,
Bahiagræs, Bajkalgræs, Bakkegræs og Bakkefæste,
Burmas liljegræs, Burregræs, Børstegræs og Blodgræs.
1823. Bjerggræs, Bjergsiv, Bjergbambus og Buddhas fingre,
Blåstak, Blåtop, Biflok, Billegræs, Brinkskud og Boretand,
Bali kraterrand, Bjergaks, Bardegræs og Blå farina,
Blæverblomst, Blafrekorn, Bomuldsgræs og Bombeaks.
1824. Barrieregræs, Buddhas fodspor og Barfodsgræs,
Baobabbambus, Børstehejre, Barskallegræs og Burregræs,
Beobachtergræs, Bredbladet bambus, Blåaks og Brassarør,
Blæstbåren, Bjergtække, Catalina og Chlorisine.
1825. Cerradobambus, Clovisrør og Cubabamba,
Ceylongræs, Champagræs og Citrongræs,
Cubansk klumprod, Cubagræs og Cyprosa,
Desyvhave, Dækgrøn, Dinostrå og Daggrysaks.
1826. Dit ansigtssved, Den lille forbandelse og Durra,
Dødningekrans, Dødningestok og Dodecagræs,
Draphavre, Dronningekrone, Duftgræs og Dunaks,
Delta kryds, Dværgbunke, Dværgrør og Dunhale.
1827. Eccepoa, Eneboergræs, Engfavne og Entil,
Epokalgræs, Erantogræs, Eremitgræs og Eritreagræs,
Eurekagræs, Evighedsgræs, Evigvind og Exoeden,
Fagerfikke, Falske tårer, Faneblad og Fanespir.
1828. Farinafang, Fascinegræs, Fedtgræs og Fefrynser,
Femæonergræs, Fejegræs, Femfork og Femskæg,
Femminuttergræs, Femstråle og Ferrofer,
Femtusindfodsbambus, Festgræs, Fibergræs og Fiks.
1829. Filigrangræs, Filtgræs, Fimregræs og Firklo,
Fingerbølgræs, Finkebrød og Finnegans skæg,
Firsfodsbambus, Firlingfrø, Fjeldsucht og Fjergræs,
Flammegræs, Fletgræs, Flikgræs og Flipstrå.
1830. Flitteraks, Flodskygge, Flodfoder og Flodstrå,
Flodsengsgræs, Fløjtegræs, Flydegræs og Flyverfrø,
Flyvefiskergræs, Fnokgræs, Flyvergræs og Foldegræs,
Forlængelsesgræs, Frøfald, Frøskrin og Frøskud.
1831. Fosforama, Fotolakse, Frynsebambus og Frostfrø,
Forbandelse først, Forbandelse sidst og Forbandelse fire,
Fruens hemmelighed, Furebambus og Fraosalt,
Fuglelimsavn, Fuglefangerstrå og Fugtfangergræs.
1832. Gaffelskæg, Gaffeltand, Gamagræs og Gammelt Ørehår,
Gammelfargræs, Gåsegræs, Gazegræs og Glasgræs,
Gedeøje, Gedeskæg, Genkomstgræs og Grammanål,
Gravaks, Genkryds, Gengrogræs og Gengrocæn.
1833. Gletchergræs, Guanacogræs, Griffelgræs og Glyffgræs,
Grædebambus, Gondwanagræs, Gråskæg og Guldfrø,
Grønstakket Nilgræs, Gruttegræs, Grydegræs og Gulaks,
Guldhåret fakkelgræs, Grambus og endnu en Gudvedhvad.
1834. Guldhavre, Guyanafavn, Gyvelgræs, Haleaks og Hårfod,
Halvmånekorn, Hanespore, Hanhungræs og Hårdgræs,
Harefodsgræs, Harehale, Harpeskæl, Havhavre og Hejre,
Havre og atter Havre, Hawaigræs, Hejretop og Hestegræs.
1835. Havehår, Hellighår, Herrersvaret og Hjertegræs,
Himmelblå, Himmelfane, Himmelfej og Himmelfjer,
Himmeloghav, Himmelrør, Himmelhvælv og Hjælme,
Højt flodgræs, Højlandsstrå, Honshurør og Hopgræs.
1836. Højtpåstrå, Højslettestrå, Horngræs og Høstgras,
Hostagræs, Hovgræs, Hulavne, Husven og Humuphilia,
Hundegræs, Hundehale, Hundetand og Hunhårsgræs,
Hundredårsgræs, Hundredkno, Hundredårsregn og Hvede.
1837. Hungergræs, Hvedekrone, Hvene, Hvenus og Hvemved,
Hvirvelgræs, Hættebambus, Hyttegræs og Hypgræs,
Hærdegræs, Hættegræs, Inkagræs og Irisgræs,
Ibericagræs, Indosina, Indiana og Indiarør.
1838. Indisk krybegræs, Ishavsgræs, Isgræs og Ildskind,
Jakobståregræs, Jomfrurør, Jordsvøb og Jerngræs,
Japansk skovgræs, Jordkrog, Jordkryb og Jordnær,
Junglegræs, Javagræs, Jordskum og Jordens salt.
1839. Kæmpeskovrør, Kærlighedsgræs, Kalkær og Kamgræs,
Kakkerlakstrå, Kalaharigræs og Kalkstensgræs,
Kongens Knurhår, Kobbergræs, Kambunke og Kanariegræs,
Kartebollegræs, Karabine, Kariberør og Kastratgræs.
1840. Karroogræs, Katteskæg, Kvastgræs, Kileskæl og Klarve,
Kinesisk Nordskygge, Klatregræs, Klingel og Kvastgræs,
Klippefæste, Klippetrøst, Klithalm og Klittorn,
Klogræs, Kløgræs, Kloa B, Kloa F og Kloa K.
1841. Klostergræs, Klumpfod, Klongræs og Knækgræs,
Knækrod, Knækvast, Knapgræs, Knogræs og Knoldgræs,
Kongestav, Kongesvingel, Koolibagræs og Kripik,
Korsrodsgræs, Kransbambus, Kostehoved og Krageklo.
1842. Krabbeløbergræs, Kretacis, Kridtstængel og Krølgræs,
Kronskalle, Krusavne, Krybergræs og Kvækgræs,
Krydsgræs, Kulbinde, Kuppelgræs og Kvælke,
Kvasterod, Kvinke, Kvik-Kvik, Kvant og Kvindt.
1843. Kværkerod, Kystkile, Krydsstængel og Kronegræs,
Lavendelgræs, Læbefedt, Læderspire og Larvestang,
Lampepudsergræs, Lancetgræs, Lavningsgræs og Lerurt,
Lygteholdergræs, Lykkegræs, Lyregræs og Lysstrå.
1844. Lesothourt, Libanergræs, Leitelæ og Lysaks,
Liden sorgenfri, Liggeriluften, Liljegræs og Lysgræs,
Lucys fodspor, Livpaajord, Lokkeblad og Loppegræs,
Lordknows, Lucagræs, Luftgræs og Løberbambus.
1845. Madagaskar-fiskeben, Makigræs og Måbegræs,
Madagaskar-hundetand, Madagaskarrør og Majs,
Malabarmynte, Malagasykorn og Mangana,
Malagasyguld, Mandeflok, Månespir og Manddog.
1846. Mangrovegræs, Mangefold, Marehalm og Marskgræs,
Marskstrå, Måttegræs, Maurergræs, Massiv og Mergelgræs,
Mesmergræs, Medusahoved, Mayaspor og Mayakorn,
Merlingræs, Montasinogræs, Moskitogræs og Mosgræs.
1847. Mesomundo-mudderstrå, Miliegræs og Minegræs,
Monarkstrå, Muddergræs, Mulegræs og Mulgagræs,
Munkegræs, Musely, Mykosene og Myldergræs,
Mylderskaft, Myrebunke, Myriaderør og Mannagræs.
1848. Nitrofaks, Næbgræs, Nonnegræs, Nøddegræs og Nysynd,
Nilgiridusk, Namibiagræs, Nålestak og Nål-og-tråd,
Oaxaca-hundetand, Oblatgræs og Octavid,
Oceanbambus, Øgræs, Oldgræs, Oldris og Oldspir.
1849. Orgelgræs, Ørkenens øje, Ørkendrag og Ørkendusk,
Ørkenspinderblad, Ørkenkrybe og Ørkengræs,
Ørkenrøde, Overflodsgræs, Ozarkergræs og Ormestrå,
Padderokgræs, Paddelgræs, Pælerodsgræs.
1850. Palæorør, Paletblad, Palisadegræs og Palmefod,
Pampasgræs, Panamasiv, Panamatop og Panikgræs,
Paradiskorn, Papuagræs, Pararør og Paratgræs,
Paranabambus, Patagoniegræs, Pelsgræs og Penselgræs.
1851. Pharaos skæg, Pilebambus, Pentaspar og Polax,
Piggræs, Pølsegræs og Phosphorfilia,
Pindsvinegræs, Perleriluften og Pis-i-vinden,
Pionergræs, Potaskegræs, Pladegræs og Pluribelle.
1852. Polynesisk sandblad, Pontisk græs og Præriegræs,
Præriesorghum, Protogræs, Punikagræs, Punggræs,
Purpur bunke, Purpurskælm, Puftop og Punkgræs,
Rakkelbambus, Rævehale, Rajgræs og Rajstak.
1853. Rapgræs, Ralgræs Ravinegræs, Rejegræs og Rusgræs,
Rustrødt hjertegræs, Regnfane, Rhizengræs og Risgræs,
Rød Armenien, Rød ørkengræs og Rødt stopstrå,
Rosenknopgræs, Rørhvene, Røghår, Rustgræs og Romertå.
1854. Rondellgræs, Rundstakke, Rug, Rottehale og Rossettegræs,
Sækkelukke, Sæmperspir, Saharafrø og Saltstang,
Saharagræs, Salthvede, Saltris, Sandblad og Sandburre,
Sandstakke, Sasastrå, Sansfrontieres og Sansmerci.
1855. Sandddriver, Sandhede, Sandrør, Sandskæg og Sandspore,
Satinhale, Savannahgræs, Savblad, Savstrå og Seglgræs,
Sejrssvingel, Sekelfrø, Semperfugens, Sejstrå og Seglaks,
Skabiosegræs, Silicagræs, Silkeaks, Silkeskæl og Skæggræs.
1856. Siamaks, Siamesisk gulstage, Signalblomst og Signalgræs,
Skeletgræs, Skildergræs, Skovbundstrøst og Skibsgræs,
Skovhavre, Skovbyg, Skovspær, Skovrykke og Skovrør,
Skælmstrå, Skærmaks, Skallesmækker, Skørgræs og Skærve.
1857. Skovsørør, Skydragergræs, Skrædderstrå og Skovstand,
Skruegræs, Serpentinergræs, Slangesten og Slangegræs,
Slangebid, Slørsvingel, Slunkgræs, Snegræs og Smuggræs,
Smækkerstrå, Sengegræs, Smuldergræs, Snerør og Snøregræs.
1858. Snurreaks, Snurregræs, Sødgræs, Sødrør og Sokkelstrå.
Solitairegræs, Samarittergræs, Sorggræs og Spadegræs,
Sølvskal, Spidsavne, Solside nord og Solside syd,
Sølvgræs, Spidshale, Solfavne og Splitstak fra Somalia.
1859. Sporisandet, Spindavne, Sputnikgræs og Springflodsgræs,
Stækkestrå, Sortburre, Stængelaks, Stilkaks og Stikle,
Stakket kærlighedsgræs, Stamfargræs, Stamris og Stanggræs,
Stenskalle, Sprækkegræs, Steppekrone og Stepperod.
1860. Stikkelbusk, Stillehavsaks, Spindelblomst og Stingelgræs,
Stinkstrå, Stivskæg, Stjernestængel, Stolagræs og Stormaks,
Stormstrå, Storstakke, Støvgreb, Støvskud og Strålestrå,
Streger i luften, Sandsvikler, Stråskær og Strikgræs.
1861. Stritskæg, Stritstok, Stupabambus, Sukkerstok og Styver,
Sumpgræs, Surbambus, Svindstok, Svækstrå og Sværdgræs,
Svæveaks, Svedjegræs, Svamprodsgræs, Svingel og Sydaks,
Synamom, Syndefaldsgræs, Sydsvingel og Stakrør.
1862. Sandspore, Sejleravn fra Sydafrika og Sandbælg fra syd,
Tækkergræs, Tæppegræs, Tusindmeterstøv og Tandbælg,
Taffelbjergsgræs, Telegrafgræs, Tørkegræs og Telakse,
Timeterfrø, Torngræs, Tåregræs og Tildødenjerskiller.
1863. Texanersvikkel, Tidevandsgræs, Topkamgræs og Topkap,
Tørstegræs, Tørvegræs, Totemgræs og Totengræs,
Træsiv, Tagrør, Trebidsgræs, Trekkerstar til Toxologos,
Tripskæg, Tripanero, Trifontana og Trippelfold.
1864. Tropikgræs, Trekønspir, Trefork, Tundragræs og Tvedusk,
Tvillinggræs, Tvillingstrå, Tyndtækkergræs og Tvestak,
Tyndstage, Ungdomsstilk, Umbelgræs og Ulvehale,
Uldkorn, Urstock, Vadegræs, Vandkrone, Vandris og Vildris.
1865. Vævergræs, Vagranta, Væselgræs, Vifterør og Vægterlys,
Vinastang, Vandregræs, Vandsko, Vandstak og Vendelaks,
Vintergræs, Vandsvingel, Vangræs, Veldtfjer og Veldtgræs,
Viervej, Viermagt, Vetiver, Vesterlav, Vådgræs og Viftegræs.
1866. Vindelgræs, Vingegræs, Vimpelgræs, Vindsæd og Vinkelstrå
Vindspindergræs, Vindmøllegræs, Vinterbambus og Vindsko
Vinkelgræs, Voksgræs, Vindstærk, Vindaks og Vrimmelgræs,
Wabi-sabigræs, Wadigræs, Vinterstok og Verdens ende.
Yaah.
Nyt i Index Titusind
Atlasgræs ◦ 1819; Asiens hjertegræs ◦ 1820; Australsk sumpgræs ◦ 1821; Bægerfod ◦ 1822; Bjerggræs ◦ 1823; Barrieregræs ◦ 1824; Cerradobambus ◦ 1825; Dit ansigtssved ◦ 1826; Eccepoa ◦ 1827; Farinafang ◦ 1828; Filigrangræs ◦ 1829; Flitteraks ◦ 1830; Fosforama ◦ 1831; Gaffelskæg ◦ 1832; Gletchergræs ◦ 1833; Guldhavre ◦ 1834; Havehår ◦ 1835; Højtpåstrå ◦ 1836; Hungergræs ◦ 1837; Indisk krybegræs ◦ 1838; Kæmpeskovrør ◦ 1839; Karroogræs ◦ 1840; Klostergræs ◦ 1841; Krabbeløbergræs ◦ 1842; Kværkerod ◦ 1843; Lesothourt ◦ 1844; Madagaskar-fiskeben 1845; Mangrovegræs 1846; Mesomundo-mudderstrå ◦1847; Nitrofaks ◦ 1848; Orgelgræs ◦ 1849; Palæorør ◦ 1950; Pharaos skæg ◦ 1851; Polynesisk sandblad ◦ 1852; Rapgræs ◦ 1853; Rondellgræs ◦ 1854; Sandddriver ◦ 1855; Siamaks ◦ 1856; Skovsørør ◦ 1857; Snurreaks ◦ 1858; Sporisandet ◦ 1859; Stikkelbusk ◦ 1860; Stritskæg ◦ 1861; Sandspore ◦ 1862; Texanersvikkel ◦ 1863; Tropikgræs ◦ 1864; Vævergræs ◦ 1865; Vindelgræs ◦ 1866; Verdens ende ◦ 1867.
Et græsstrå
Et græsstrå
1807. At se græsstrå som andet
end græs,
Noget mere end græs,
Eller måske
At se græs som græs i sig selv,
An sich,
Ikke sandt,
Sker for mig en eftermidddag
på balkonen
I tynd luft i Tegucigalpa,
12. etage,
Hvor et græsstrå kom
på afveje,
I en terrakotta krukke
Med flis
I mine øjne dengang
ukrudt;
Det skriver jeg ikke mere,
aldrig,
Jeg har lært mig selv at sige
krudturt.
1808. Jeg kredser om strået
i dagevis,
Mit sprog overrumplet, vredet
skævt;
Tager billeder, kasserer dem,
tiltrukket
Af stråets overvældende form,
enkelhed;
Jeg lavede en opstilling på
sort baggrund,
En vellykket planteskikkelse
på foto:
Mit første græsstrå, iagttaget
med omhu,
Dette enorme noget, denne
græshed.
1809. Jeg får en ubændig trang til at
beskrive
Dette strå i sin helhed
Af hvad?
I sin samlede fremtoning
som græsstrå,
Altså som et vitalt væsen,
en vækst,
Der skaber indtryk, vækker,
følelser,
Og evner at være medrivende,
at knytte
Bånd til en betragter, mig,
en ikke-ting.
1810. Hvormed jeg mener alting
om græs:
Hvordan kommer verden til
et frø?
Hvordan er det at stå
fast?
Hvordan er det at have
rødder?
Enzymer, hormoner, luft
celler?
Hvad er op og ned på
græs?
Hvordan opfatter et græsstrå
sig selv,
At afgrænse sig selv til andet
græs?
Hvordan er sex blevet til hos
græs?
Hvordan mærkes blæst og regn
og sol?
Hvordan mærkes det af få lys
på blade?
Hvad er det for en fornemmelse:
fotosyntese?
1811. Hvor mange arter og slægter af
græs?
Er det en rigtig, rimelig, relevant
inddeling?
Er begrebet om art en måde at skabe
forskel?
Eller skal vi måske tale om
kredse:
Livskredse, artskredse, karbonkredse,
beslægtethed?
1812. Hvordan fik græsset sin særlige
form?
Oplært som jeg er i evolutionær
teleologi,
Hvor enhver form og funktion har
formål,
Formål knyttet til en logisk afledt
funktion,
Formet til overlevelse, formering og
ernæring,
Hvor intet, absolut intet hos græs er
overflødigt;
Men hvorfor ser græs så sådan
ud?
1813. Kan planter føle velvære
eller
Er deres omverden mørk,
eller
Er mørk ikke et dumt
ord?
Når man ingen øjne har,
men
Måske noget andet:
måske
Receptorer til infrarødt lys, varme
kemi?
1814. Kan græsset overhovedet mærke
mig?
Er jeg et signifikant væsen
for græs?
Som den er for mig og
mine fingre,
Kan man sige at græsstrå
Eller arten,
Har individualitet forstået på den
måde,
At de kan sanse og erkende deres
omverden?
1815. Hvad er det for en særlig
græshed?
Form, avne, stakke, frøstand,
skikkelse;
De lever og vokser fra
roden op,
Frø spredes af store græsædere
og myrer
eksempelvis;
Græs er en del af klodens
elementer,
Som jord, vand, luft og
træer,
Hvis man er græsæder eller
menneske,
tilfældigvis.
1816. Hvad er viden og hvad
er digt?
Eller er det to sider af samme
nexus:
Planter, mennesker i adskilte
umwelt;
Og når alt dette er sagt og
skrevet,
Stadig dette spørgsmål:
Hvorfor
Er dette gule græsstrå åbenbart
smukt?
Hvad giver græs ynde og æstetisk
fremtoning?
Sådan som jeg så det for første
gang
Hos et græsstrå, der så ud som
sig selv?
1817. Hvorefter digt og viden går
i ring;
Har jeg i det hele taget ord og
organer,
Der er egnede til det formål at
beskrive
Hvad er det at være græs,
undtagen,
Hvad alle slægtskab må erkende
selv,
Fingerspids til bladspids,
mærk
selv.
1818. Vi lever i ugevis derude
På vores balkon;
Jeg køres i bil til kontor
hver morgen,
Vagten kommer løbende,
dobbeltløbet,
Og tilbage igen hver aften
i skygger
Til strået, der ældes, gulnes
oppefra,
Det visne græs, som jeg kalder
eccepoa *),
Med tanke på liv og frelse
i biosfæren.
Nyt i Index Titusind:
Græsstrå ◦ 1807; Ukrudt ◦ 1807; Planteskikkelse ◦ 1808; Græshed ◦ 1808; Strå ◦ 1809; Hormon ◦ 1810; Celler ◦ 1810; Fotosyntese ◦ 1810, Artskreds ◦ 1811; Evolutionær teologi ◦ 1812; Overlevelse ◦ 1812; Receptor ◦ 1813; Signifikant væsen ◦ 1814; Græsæder ◦ 1815; Ynde ◦ 1816; Slægtskab ◦ 1817; Eccepoa ◦ 1818,
*) Se! Dette græs,
Kysten holdt, landet består
Kysten holdt, landet består
1775. Kysten holdt, landet består
Efter stormfloden forrige år;
Femhundrede træer faldt her,
Hvor vi går langs bredden
Til labbelyden af milde bølger;
Blankt hav under bleg himmel,
Luften er lun og vejret er mildt,
Skyer flyder og ligner kæmpedun.
1776. Efter så megen vildskab ligger
Vrag af træer på den øde bred;
Et rodskelet stikker op af sandet
Afblegede rødder, vejrbidt ved,
Saltet, forblæst, filtret i tang;
Det er ikke tit vi ser det,
Tæt på i alle dets detaljer:
Den viljestyrke rødder har.
1777. Rødderne reddede os alle,
Holdt jorden i et kæmpegreb,
Mens vi klamrede os til håbet;
Gjorde jorden svampet, stærk
Opsugede det hvide havvand;
Et rodnet, der kan stå i salt,
Sejt, bøjeligt, nær ubrydeligt
Som organisk jordarmering.
1778. Enhver der fælder en skov
Tager skyld og ansvar på sig;
Når en genbo fælder et træ
Planter jeg straks et andet;
Ved den faldne fyr på stranden
Under dens benede pegefinger,
Et minde, ja, et kultsted,
Sætter jeg en gran fra haven.
Nyt i Index Titusind:
Kyst ◦ 1774; Rodskelet ◦ 1776; Havvand ◦ 1777; Kultsted ◦ 1778.
En plante er sentient
En plante er sentient
1749. Her står vi så
med mine kanter
overfor dine;
1750. En dybgrøn essens
med udsøgt bladrand
i gullig streg;
1751. Bladets svungne form
trukket ud i tornespids
af et mestergen;
1752. En kurvfuld afkom,
spædgrøn vækst,
flokkes op af kronen;
1753. Helhed og balance
i oplyst farvespil
med egen værdighed;
--o--
1754. Mit sprog savner
et ord for planters
kvalitet af ligeværd;
1755. At planters eksistens
og omgang med os
skriger på tabu.
1756. At en plantes liv
er etisk forankret
og påvirker os;
1757. Sansende, ja,
og sansevækkende,
i live og vegent;
1758. Lad os sige
at en plante
er sentient;
1759. Her står vi så:
mine sanser
overfor dine.
Nyt i Index Titusind:
Kant ◦ 1749; Bladrand ◦ 1750; Mestergen ◦ 1751; Afkom ◦ 1752; Farvespil ◦ 1753; Ligeværd ◦ 1754; Tabu ◦ 1755; Etisk forankring ◦ 1756; Vegens ◦ 1757; Sentient ◦ 1758; Sanser ◦ 1759.
Ekstravagante planter – kartebolle
Ekstravagante planter – kartebolle
1690. Stikkende, strittende sentinel
Vildtvoksende stærk i udtryk:
Tynde spidse lancetter i svøb
Omkring et blomsterscepter,
Opløftet rustning og ornamet.
1691. Stængler tæt tornebesatte
Som larve- og billeværn;
Kar omkring stilkenes rod,
Som lys grøn svømmehud:
Et regnvandsfang, måske
Insektsuppe og næringsstof.
1692. Dipsacus, græsk for tørst,
Beskrevet, tegnet og beundret
Af Dioskurides fra Tartus,
Encycklopædist og herbalist,
Ophav til viden om lægeplanter
På dette kontinent.
1693. Hvor jeg nu bor samciviliseret
Med denne knejsende tidsel,
Skattet, iagttaget i min have;
Et biologisk bånd videreført
I min levetid ved indgangen
Til sit tredje årtusind.
Nyt i Index Titusind:
Lancetformet ◦ 1690; Tornebesat ◦ 1691; Herbalist ◦ 1692; Samcivilisation ◦ 1693.
I erindring om Pedanius Dioskurides (ca. 40-90), født i Tyrkiet, uddannet i Syrien, botaniker, farmakolog og ophav til det illustrerede farmakopé De Materia Medica i fem bind, der gennem mere end 1,500 år var standardværk om lægemiddelplanter, skrevet på oldgræsk, oversat til arabisk, latin og andre europæiske sprog.
Ekstravagante planter – korsvortemælk
Ekstravagante planter – korsvortemælk
1687. Korsvortemælken
Latexfyldt og giftig,
Kemisk potent og
Kendt som vomitiv,
To-årig, selvsået,
Armygrøn og rank,
Paratakse som kors,
Frapperende, frodig
Vinteren ud.
1688. Om foråret forgrenet,
Dobbelte dækblade i
Luminescens af gulliggrøn
Med næste forgrening
Fra hængende næb
På dugviolette stilke;
I midten – blikfang,
En bladløs blomst,
Kantet i orangegult
Af nektarsække,
Tre frøkapsler
Med dobbelte frø,
Purpurgrønne fed
I tætknyttet kreds
Med tre støvfang
Som potteplanter op
Af frugtknudens kop.
1689. I sin helhed,
En blomst tæt på,
En plante i fuld figur,
Overdådig grøn og gul
Bevægende smuk i blomst,
En levende farvelære,
Opvisning af qualia,
Svar til Wittgenstein;
En fordybelse af det
At være menneske
Og plante sammen.
Nyt i Index Titusind:
Korsvortemælk ◦ 1687; Dækblad ◦ 1688; Nektarsæk ◦ 1688; Farvelære ◦ 1689; Qualia ◦ 1689.
Se også digtene Wittgensteins Have (1) og Wittgensteins Have (2)
Ekstravagante planter – argument
Ekstravagante planter - argument
1686. Der er planter
Ved det at være,
Deres blotte nærvær,
Som fremtræden,
Der suger øjne ind,
Trækker fingre til
Alene derved
At stå på stedet,
At tage sig ud
Som en erklæring,
En synlig insisteren,
På det at være plante
I genudformning
Af alt det,
En plante er og gør;
Det er bare måden,
Den gør det på,
Måden, altså,
Den er udtryk for
En stædig livsform,
Noget civilisatorisk,
For os at forstå
Og tage imod:
En ekstravagant
Selvindeholdt
Selvhed.
Lignende digte:
Om planters værdighed – og min
Ekstravagante planter – korsvortemælk
Ekstravagante planter – kartebolle
Ekstravagante planter – artiskok
Ekstravagant plante - artiskok
1682. I min datters have,
Ved en sydvendt mur
En krog til urtebed
En lun septemberdag,
Står to artiskokker
Fuldt i lilla flor.
1683. Skæl som læderkyrads
Beskytter frø og frugt,
En pragt af nektarrør,
Vilter blomsterkardus,
Ekstravagant panserkugle
På en knortestok.
1684. Ældgammel kulturplante
Vildt voksende i Levanten,
Yndet af mauriske kokke;
På spansk kaldet alcharchofa,
Fra arabisk al-kharshufa
Altså, “den med skæl”.
1685. Mennesker og planter,
Symbiose og historie;
Artiskokkens tidselkrone
Bor i vores sprog;
En solrig dag i Valby
Får den plads i mit.
Nyt i Index Titusind:
Artiskok ◦ 1682; Frugtknude ◦ 1683; Kulturplante ◦ 1684; Tidselkrone ◦ 1685.
London Wild
1576. Fra Richmond til Kew
Langs Themsens bredder
Løber en gammel slæbesti
Til pramme og fragt på floden;
Fra Richmond Lock and Weir,
Bro og murværk, jern og nitter,
Til Kew Gardens palmehuse,
Rundt langs Old Deer Parks
Sletter og akacier i silhuet.
1577. Cromwell var her i fakkelskær
Til hest en aften hos kardinalen
I kongens fristed på eremitagen,
Hvor det første observatorium
Og den gamle meridian lå.
I tusind år har folk gået her
Fra trappesten ned mod tidevand,
Langs bredderne, roet i bådene,
Hvor Eliot vrængede fra sin kano
Og modernismen blev undfanget;
Bag mig nu, jeg går mod nord.
1578. På venstre hånd: mudderbanker,
Slimet vegetation og småsten
I ebbens brune lave vande;
Herligheder står langs stien;
Guldbæger, brombær, glat burre,
Og kæmpebalsamin, magtfuld med
Gabende lyserøde blomster,
Lancetspidse savtaksblade.
1579. På højre hånd: en dræningsgrøft,
Til afvanding af parkens arealer;
En bræmme ti til tyve meter dyb,
Kilometerlang tæt, vild vegetation,
En urskovskulisse, der viser,
Hvad en skov virkelig kan:
Vokse overalt i alle retninger
På alle steder, på én gang.
1580. Grøften er bred som en å,
Stillestående vand, algegrønt,
Sød stank af sump, planteråd,
Iris, siv, gederams, løvnedhæng,
Væltede træer og unge skud,
Stammer gået i svamp og trøske;
Uberørt, ubevægeligt og stille.
1581. Alt fortsætter; urskov og sti videre
Ned mod Kew Botanical Gardens,
Kulminationen af viktoriansk botanik,
Væksthuse gennem to århundrer; hér
Ved Old Deer Park, dyrehaven,
Et vildnis diorama af tabt natur,
Som nogen, bless them, har ladet stå,
Beskyttet, plejet i kanterne, afgrænset.
Jeg går fra ét vindue til det næste,
Træder ind i dem, og ud igen,
Og har grænserne med mig, i mig,
Berørbare, intenst nærværende; for
Alt er virkeligt, fuldstændig virkeligt,
Hver gang.
Nyt i Index Titusind:
Slette ◦ 1576; Tidevand ◦ 1577; Mudderbanke ◦ 1578; Kæmpebalsamin ◦ 1578; Bræmme ◦ 1579; Gederams ◦ 1580; Botanik ◦ 1581; Vildnis ◦ 1581.
OBPS – om skvalderkål (2)
En time i solen ved skvalderkålen omkring æbletræet. Et mylder af insekter, blomsterduft, svirren, et håndholdt kamera, nogle udvalgte billeder – og måske en rigtig raritet. Bloggen er ikke et fotoalbum; den er et digtværk. Men når bloggen bevæger sig over i konceptkunst, så er der brug for fotos.
Klik for at forstørre billederne
OBPS om skvalderkål (2)
1553. I dag, sankthansaftensmorgen,
kan jeg oplyse og dokumentere,
med hortikulturalistens stolthed,
at min højeste skvalderkål
måler en meter og tyve ungefär,
præmieplante, primus inter pares,
skærmet af sommerfuglebusken
i en frodig stand rundt et æbletræ,
uundværlig fryd i alle haver.
1554. Her dufter sødligt og behageligt
af mirabeller og andre blommer,
stænglerne lidt som gulerod;
en svajende, vuggende overflod
af dobbelte hvide blomsterskærme
flittigt besøgt, bevinget, oversvirret
af insekter døgnet rundt
og af mig med næsen fremme
og et kamera i hånden.
1555. En snylteflue, gymnosum rotundatum,
ganske lille, med stor rund bagkrop,
orange med tre sorte pletter;
en snylter på tæger, en endoparasit,
larven æder værten op indefra,
borer sig ud gennem skjoldet,
falder til jorden og går i puppe.
Intet dansk navn til denne flue
Så hvorfor ikke nanvgive her:
Lad os kalde den mariehøneflue,
Vi kender den nu, velkommen her.
1556. Her er rød- og sortstribede stribetæger
bag til bag i parring på skvaldertoppe,
sammenhægtede, den ene slæbbar
efter den anden, trukket op og rundt
hvis de bliver forstyrrede, gået nær,
men i øvrigt dorske og fotogene.
1557. Endnu en tage, almindelig bærtæge,
sås en enkelt gang på en skvalderskærm,
sit rygskjold dybt rødbrunt og pyntet
med løvgrønt, trekantet heraldik,
kantet rundt i brunt og hvidt,
med antenner til, der matcher.
1558. En gammel kending græsser sig frem,
langsomt gennem en mark af blomster,
den grønne guldbasse glinser i solen,
et farvespil i grønt, guld og kobber
stor og metodisk som et kreatur;
Tak for gensyn, velkommen tilbage.
1559. Maser af svirrefluer kommer svirrende,
antallet er arter er ret forvirrende,
adrætte flyvere, musende, sværmende
nogle med hvepseynde og hvepsefarver;
her er sumpsvirrefluer, havesvirrefluer
og mange fler', jeg aldrig ser.
1560. Her må være dusinvis af snyltehvepse,
tre af dem vist på denne side,
ingen af dem med danske navne;
Den første er gastroeruption jaculator,
En han; hunnen med en læggebrod
dramatisk lang, snylter på bier i reder.
Jaculator var en romersk spydkaster,
med et kort spyd, javelin, til idræt.
Lad os bare navngive den her,
Lad os kalde den spydkasterhveps.
1561. En snylterhveps, lang og fin,
bagkrop med højgult segment
afsluttet i en blank, sort spids.
helt almindelig over hele landet,
nu i havens stand af skvalderkål;
endoparasit i sommerfuglelarver
grumt og nyttigt på samme tid,
revulsion naturligt, men forkert;
på latin ichneumon suspiciosus,
Et navn: slank sommerfuglesnylter.
1562. Her lander en lille bladhveps,
sort hoved og bryst, orange bagkrop,
buttet om livet, ligner en bi,
vinger med brede sorte bånd
mit billede blev uskarpt, men pyt,
mens den slikker nektar og bestøver;
Arge cyanocrocea i taxonomien,
på dansk intet navn endnu.
Larverne lever af brombærblade,
hindbær, solbær, alle rubusbuske,
Skal vi kalde den brombærhveps.
1563. Her er en skvalderkålblomst under lup
Fem kronblade hver med dyb indskæring,
To fruglegemer og to hvide støvfang,
to millimeter fra spids til spids.
Skvalderkål er en dobbeltskærm
Så: lad os tælle og beregne:
en enkelt umbel har cirka 24 blomster,
Hele skærmen har cirka 15 umbeller;
Hver plante har 4 til 8 skærme;
En enkelt skvalderkål, fuldt udgroet,
har mellem tusind totusind blomster.
1564. En god have har vel 100 planter;
Min have, der bugner af arten,
har, hvad tror jeg, 500 til 1000 planter
på et areal, løst anslået 200 kvadratmeter,
ergo et sted mellem 1,5 og 3 millioner
skvalderkålsblomster i hele haven.
1565. Jeg må fortælle, at blomsten myldrer
det vil sige kravler med bevingede dyr;
havemyrer på hver eneste skærm,
masser af småfluer og andre insekter,
store skinnende, grønne og grå fluer,
ivrigt overkravlet af mariehøner og
alle dem, jeg ikke så og aldrig finder.
1566. Skvalderkålen er en overdådig plante,
Elsket, besøgt, besuget intenst,
altimens vores grå fluesnapperpar,
der yngler i en forladt svalerede,
sidder på udkig, gavmildt bespist
fra et oversummet gavebord.
1567. P.S: To gange, måske tre gange,
så jeg en sjælden svirreflue,
uden kamera, uden billede,
men jeg er ret sikker i min sag:
En ornamentsvirreflue,
helt sort med minggrønne bånd
på langs af brystet og på tværs
over den kulsorte bagkrop,
set på selve præmieplanten,
klar som neon i natten.
OBPS: Oplysning til Borgere om Planter og Samfund.
Et ægte kærlighedsknob
Sporet i nord – dag 12
Ægte kærlighedsknob
1531. På tur langs en Lofoten sø,
Gammel skov, bække og sten,
Så smuk man helt glemmer at dø;
Mundheld på vietnamesisk.
153.2 Kald det bare bedstefar sti
Med klukke og rislende vand,
Lange stræk lagt op på planker
Over sump, bæk og moseland.
1533. En klippesten med birke på,
Hvide multebærskud i blomst;
Aaah, hvilket frit landskab at gå,
Hønsebær, bistort og bregner.
1534. Jeg vugger fremad i sporet,
Daser rundt i dette skovbad;
Men stopper og pulsen hopper:
I fugtig skygge: et firblad.
1535. Folklore og urtemedicin
Finder i plantens symmetri,
I dens form og hele positur,
Helbredelse og harmoni.
1536. På engelsk kaldt lighedens blomst
For balancen i dens dele:
Alt er en funktion af fire,
Velskabt, samlet i et hele.
1537. Fire kronblade og kurvsvøb,
Otte støvtråde, støvknapper,
Fire grifler, det sorte bær,
Kransstillede hjertelapper.
1538. Kaldet ægte kærlighedsknob,
En sømand, ensom, derude;
Fire smalle blade knyttet
Under frugten i en knude.
1539. På dansk, nøgternt, protestantisk;
På spansk, katolsk, mere smægtigt,
Kaldes planten splidens æble;
Vid blot, at bæret er giftigt.
I Norge findes intet ugræs
Sporet i nord – dag 11
I Norge findes intet ugræs
1529. Så kom vi da til Bud
den femte juni desuagtet,
et fiskerleje, en kirke
sat på kampesten,
i falmet hvid og brun,
løgkuppel i kobber,
valgssted og klenodie
fra Riksdagsforsamlingen
og friheden i atten fjorten,
skiltet, erindret, fortalt;
lidt perlegrus, et gærde,
små pletter af græs,
sten og vilde planter,
en tue af kællingetand.
1530. Fritvoksende grøfter
løber fra syd til nord,
langs alle veje og stier,
markskel og over bjerge,
et endeløs vegorama:
dagpragtstjerne, kørvel,
skovgeranier, rødkløver,
smørblomst, mælkebøtte,
gærdevikker og høje strå,
sitrende i sol og luft;
alt vokser, når det skal,
alt kommer, når det vil,
mennesker og materialer
samles, hvor de kan.
Klodeskorpe
Sporet i nord – dag 4
1508. En kort opklatring
Over rundsleben klippe,
Glat, nøgen og furet,
Urgammel klodeskorpe,
Nordsøblæst i håret,
Den kolde aftensol,
Millioner bølgekamme.
1509. På vej ned igen,
En klynge vilde orkideer
I fuldt hvidpink flor,
Smalle sortplettede blade
Skærmet af blåbærkrat.
1510. Længere fremme en spinkel urt,
Kun to blomster, jeg tøver,
Plukker den ene, ubekvem,
Til artsbestemmelse i læ:
En mælkeurt, lys rosa
Trevinget blomst, åbnet
En centimeter spids til spids,
Vokser ud på stænglen,
Indtil den svækkes, luder,
Mens nye skud stikker op
Fra plantens top.
1511. Jeg elsker mine stier,
Følger mine fødder,
I dag har jeg mødt
To nye duelige planter
Og mærket planeten
Med mine tæer.
OBPS – om skvalderkål (1)
Klik for at forstørre
OBPS om skvalderkål (1)
1475. I dag kan jeg stolt meddele
at havens største skvalderkål
nu er knap 95 cm høj,
tæt på artens vokseevne;
1476. at flere andre eksemplarer
i haven er næsten lige høje;
1477. at de snart springer ud
i de fineste hvide umbeller;
1478. at insekter svirrer om dem,
1479. at det er min formodning,
at botanisk forskning vil vise
at planten er vært for andre
gnaskere, sugere, nippere;
1480. at den har mange navne
f.eks biskopsurt, fordi
munke dyrkede den
som middel mod podagra,
livsstilsygdom for biskopper;
1481. at jo mere haven gror,
desto mindre kerer man sig,
om der er skvalderkål i den,
1482. at man derfor faktisk
kan glæde sig over planten,
når den vælder ud i blomst;
1483. at de unge blade er spiselige,
men det ved vist alle;
1484. at skvalderkålen er i familie
med gulerod og persille;
1485. at skvalderkålen kun gror
sparsomt eller slet ikke
på mager jord, og at derfor
står min eng i blomsterflor;
1486. at rådyr ikke rører den; og
1487. at hvis rådyr endelig kunne
blive til nytte for noget,
andet end som opfodrede plaffedyr,
kunne man med fordel lave,
i biobekæmpelsesøjemed,
en genmodificeret rådyrsmodel
til nipning af skvalderkålstoppe
og lysåbning for undervækster.
1488. at jeg af principielle grunde
aldrig bruger ordet ukrudt;
kun krudturt.
1489. at ordet ukrudt følgelig ikke optages
I Index Titusind over naturlige ting,
fordi ukrudt er noget mennesket har skabt.
1490. at det Kongelige Haveselskab fremover
hvert år udlover et livsvarigt medlemsskab
til den højeste skvalderkål i Danmark;
bidrag skal indsendes inden Skt. Hans
mrk. titusindting.dk.
OBPS - Oplysning til Borgere om Planter og Samfund
Se i øvrigt to andre digte om emnet: Krudturt og Ukrudt! Mig?
Om planters værdighed – og min
1473. Der er planter, som bare
ved at være til,
Bare ved at stå,
hvor de står,
Bare ved at gøre,
hvad de gør,
Har brudt om i alt,
hvad jeg ved
Og hvad jeg dengang troede
jeg troede,
Midt i livet, belæst og berejst
meningsdannet,
Ved et rent sammentræf og
et udefra betragtet
Helt ubemærket tilfælde
og tilmed
Ikke langt fra de steder, hvor jeg
voksede op
Uden at have lagt mærke til
anden livsform
End min indre bevidstheds
konturer
Og andres personers påvirking
af samme,
Ved en hverdagsagtig begivenhed,
et familiebesøg,
I min søsters ganske lille have
lang s-togsbanen,
Anlagt som små stier og bede
i rudeformater
Med planter jeg ikke ænsede,
aldrig så,
Med ét kommer ansigt til ansigt,
i betydningen
Et individ overfor et andet
individ,
Med en plante i et sammenstød,
et chok,
Med en radikalt anderledes form
for liv:
En plante, som slår vægge ned,
træder ind,
Pifter den hovne tempelbygger
indeni
Ved sin egenrådige skikkelse
og form,
Ved sin måde at være tilstede på,
uomgængelig,
Som jeg, arrogant, derfor ikke vidste
hvem var,
eller, som det hed, og stadig gør,
hvad det var.
1474. En stang af en stængel
gråfiltet, lidt gullig
Kransstillede blade i forfald,
visne blomster,
En halv meter høj, vokset sig selv
i stykker;
Og jeg tænker: findes der planter,
der ser sådan ud?
Kan man have den slags i en have?
en park?
Slået til stedet står jeg stille,
tager synet til mig;
Min søster har nok fortalt mig,
hvad planten hed;
Husker det ikke, men måske
et kongelys;
Vild i sin styrke til at eksistere
som sig selv,
En fysisk vilje jeg ikke forstod
dengang,
For jeg så i den mest et udtryk
af trods,
En vegetal fuckfinger til mig
og min forestilling,
Primitiv, artscentreret, uden tanke
for planters væren,
Om hvordan planter og haver
bør se ud;
Men dér så jeg, rigtig så,
for første gang
En slags ekstravagant værdighed
hos en plante;
Uden at vide noget at sætte
i ord,
Anede jeg i denne plante
en hensigt,
Som det tog mig mange år
at forstå,
Stående stille i stum respekt
indtil
Planten gav slip på mig igen,
lod mig gå.
Lignende digte:
Ekstravagante planter – argument
Ekstravagante planter – korsvortemælk
Ekstravagante planter – kartebolle
Plantepleje(r)

Plantepleje(r)
1466. Min elskede er planteplejer;
Ingen blomster må forgå.
Huset og haven er trængt
Af planter med plaster på.
1467. De bindes op på krykker
Af pinde og blomstersnor,
Ingen plante er for ussel
Her i haven, hvor vi bor.
1468. Lad krøblinge komme her
Med stængelbrud og piner;
De styrkes med mælk og øl,
Immunforsvar og vitaminer.
1469. Knækkede limber i bandager,
Observeret for lus og mider;
Sat i potter på terrassen
Som vores planteinvalider.
Nyt i Index Titusind:
Menneske ◦ 1466; Planteplejer ◦ 1466; Pind ◦ 1467; Krøbling ◦ 1468; Mide ◦ 1469.
Invasive arter
Invasive arter
1435. En rodstump brækket af,
Blæst rundt i vinterstorm,
Filtret ind i kvas.
1436. Fugtig blæst med salt og gus,
Sandspapir i pålandsvind,
Den kolde vinterdis.
1437. Set af en strandvandringsmand,
Størknet blod i støvlen,
Våd og klam i regn.
1438. Indført, rodfæstet i det fri,
Begge, frø og frugt fra havet,
Og slægtsformering.
1439. Rodstumpen er en fod lang,
Tommetyk, træk på et ton,
Med tre små forårsskud.
1440. Rosenspirer uden jordforbindelse,
Fra en rodløs rod på sand,
Hvem skal stoppe hvem?
1441. Dækket af en halv meter grus,
Flint, kridt og rullesten;
Rynket rose gror igen.
1442. Invasivt landskabsdominerende,
Duftende og destruktiv;
Der er sår i sandet.
Pest over Puglia
Pest over Puglia
1432. Plante til pynt i potte af plast
Plast til plante i potte til pynt
Pynt af plast til potte og plante
Potte af plast til plante til pynt
Pynt i potte af plast som plante
Plante og pynt i plast og potte
Pottet plante pyntet med plast
Plast og potte med pyntet plante
Plante af plast i pynt med potte
Potter, milliarder hvert år til en tier.
1433. Plante til pynt i potte med pest
Pynt i potte med pest i plante
Potte med plante og pest til pynt
Pest i potte med plante til pynt
Pest til import med pynt og patogen
Plante til pynt med plast i Puglia
Plast og patogen i Puglia til pynt
Puglia i plast og plante med patogen
Pest og patogen i plast til plante
Pest over Puglia fra plante i potte.
1434. Puglias tres millioner oliventræer
Draperet i nobelt gråt og slør;
Puglias tres millioner indgroere
Ramt af pest og importeret patogen,
Aflidende, døde, snart, hver og en;
Tabet af et træ er smerteligt, tomt,
Tabet af en skov er chok, sorg;
Tabet af tres millioner medgroere,
Fældet, parteret og brændt på bål,
Er en civilisation i aske og støv.
Nyt i Index Titusind:
Plast • 1432; Pest ◦ 1433; Plante ◦ 1432; Oliventræ ◦ 1433; Patogen ◦ 1433.
Siden 2015 har udbrud og infektion af oliventræer med centrum i Puglia i Italien medført uddøen af omkring en tredjedel af egnens tres millioner oliventræer. Infektion skyldes en bakterie, Xylella fastidiosa, der antages af stamme fra ornamentelle kaffeplanter importeret fra Mellemamerika. Nye underarter af X. fastidiosa er allerede fundet i Italien. Infektionen er spredt videre, bl.a. til Corsica og rammer også andre planter, bl.a. fuglekirsebær og rosmarin og inficerer desuden planter, der ikke udviser symptomer og som derfor er smittebærere, som lettere undgår opdagelse.
Om at se sin mos (2)
Om at se sin mos (2)
1419. Hvem der vidste mere
Om de mange mosser,
En slægt af nøglearter,
Ukuelige superøkologer.
1420. Tæt på, kolossale mængder
Af sarte, levende detaljer,
Frodighed af stor skønhed;
Naturjaahh i makroskopi.
1421. Helskabte små planter
Hér under luppens lys:
Smukke, skællede stængler,
Kurve i åben harmoni.
1422. Indeni en sporeplante,
Et sporehus med sæd,
Eller et sædcellefang,
Flaskeformet og med æg.
1423. Den bedste havevandring
Kan gerne ske på knæ
Med næsen i terrænet
Og en lup for øjet.
1424. Jeg suger deres nærvær til mig,
La’r dem vokse plænen ud.
Efter et liv i havegudens greb
Vokser vi omsider frit.
Nyt i Index Titusind:
Nøgleart ◦ 1419; Makroskopi ◦ 1420; Skællede ◦ 1421; Sporeplante ◦ 1422; På knæ ◦ 1425; Haveguden ◦ 1424.
Digter i salviebusk
Digter i salviebusk
1397. Få planter jeg savner mere
Eller forventer så meget af,
Få blade jeg længes efter,
Eller blomster jeg venter på,
Som dem fra salviebusken,
1398. Ingen plante i haven
Er mere elsket af humlebier,
Omsummet uophørligt,
Bestøvet og suget tør,
Fra første til sidste blomst
Fra solopgang til aftenstid.
1399. Få planter har finere blade,
Perfekt lodne at berøre,
Komplekse at snuse til,
Formfuldendt eliptiske
Knoprandede, dungrønne
At forundres over.
1400. Ingen digter er lykkeligere
End mig i min salviebusk,
På udkig, som en digter skal,
Efter livet herude og derinde,
Men aldrig helt forberedt på
Hvor fuldkomment det er;
Så her er bare to, også dem:
1401. En jagtedderkop i hvile;
De to forreste benpar
Forlænget som fangstarme
Nervefyldte, klobestykkede,
Giftkirtler måske, livsfarlig,
Ubevægelig på et salvieblad;
To skabninger i ro, fastholdt
Fuldendte, et stort sekund.
1402. En grøn bredtæge på vej
Op over et salvieblad:
Finkornet kamouflagefarve,
To sorte øjenknapper står
Som kontrast og kropsignal,
Der opfanges af kameralinsen
Og jeg, titusindtingsfinder og
Buskafsøgende digter i felten:
Fordi ting; det er noget man er.
Nyt i Index titusind:
Salviebusk ◦ 1397; Solopgang ◦ 1398; Loddenhed ◦ 1399; Digter ◦ 1400; Jagtedderkop ◦ 1401; Bredtæge ◦ 1402; Titusindtingsfinder ◦ 1402.
Chamaecyparis proletarius
Chamaecyparis proletarius
1383. Under vores sovekammervindue,
Åbent i morgenluften, tilsnuset,
En salig duft af nåletræ,
Sommer, skov og terpentin,
Med et strejf af kruspersille
På salvede fingerspidser,
Vokser fem dværgcypresser
På række i en blomsterkasse;
Solgt for en tier stykket,
Som millioner andre potteslaver
Sendt ud for at dø hvert år
I danske haver.
1384. Også jeg har hjembragt,
Modvillig massekonsument,
Ti styks fra et plantemarked,
Blågrønne cypresser i miniature:
Én af hundredvis af sorter,
Tit med menneskenavne,
Plantet med bedste vilje,
Passet efter ringe evne.
Efter et år er fem i live;
Vi så de andre visne hen,
Med ærgelse, i tristhed,
Kastede dem på kvaset,
Hen i kulstoffets kredsløb:
Ingen og intet er nytteløse;
Man kan altid komposteres.
1385. Så en dag i marts,
Klam, rå, og dog,
Dufte tæt på jorden,
Og en fedme i luften
Af væksthuskemi,
Ser vi et rødligt skin
På en lille cypres,
Så småt at det syner
Som smuds på brilleglas.
Men se efter, kom nærmere:
Træet, tyve centimeter højt,
Har sat små højrøde spidser
På sine skællede kviste.
1386. Det er cypressens hankogler,
To-tre millimeter lange,
Men synlige på afstand.
Under lup en aflang klase
Af skarlagensrøde kugler
Fyldt med pollensække.
Nogle er endnu dækkede
Af kogleskæl, brune ved roden
Og gulligt hvide i spidsen,
Som en tånegl på en olding;
De begynder som grønne skæl,
Men på toppen, seks led oppe,
Er de gullige og sorte,
Hele koglen sat i en klo,
Af spidse tænder i grønt.
1387. Pollen til en ny generation,
Hvis der er hunkogler at få;
De kommer måske senere,
For cypresser er enboere,
Han- og hunkogler på samme træ,
Måske snart, måske aldrig,
Sorten ku' være steril,
Som resultat af forædling,
Som vi siger, altid klar
Som naturens benefaktor.
Men viljen og evne er der:
Vi følger dem til sommer,
Værner om dem til vinter,
Og be’r om frø til næste år.
En planteproletar går fri
Under vores vindueskarm.
Nyt i Index Titusind:
Nåletræ ◦ 1383; Potteslave ◦ 1383; Cypres ◦ 1384, Kulstofkredsløb ◦ 1385; Væksthuskemi ◦ 1386; Hankogle ◦ 1387; Pollensæk ◦ 1387; Hunkogle ◦ 1388; Enbo ◦ 1388; Steril ◦ 1388.
Chamaecyparis: en lille slægt af cypresser, der på dansk kaldes dværgcypresser, nogle gange ædelcypresser (og på engelsk falske cypresser) og som tæller nogle af de mest udbredte sorter af cypresser, der masseproduceres som prydtræer til europæiske haver. I sine vildtvoksende former tæller slægten en art fra Taiwan, der menes at have frembragt det største levende træ nogensinde. I mange egne af Asien skattes træet og dets ved, der bruges til bygning af templer.
Stjernemos
Stjernemos
1373. Blandt de titusind ting
Er foråret blandt de største;
Brutal i marts, kosmos
Frostnær helt ind på huden,
Mens kloden vrider
Lidt varme af det hvide lys.
1374. Kuldskære kroppe stakket op
Af en sydvendt mur, asyl
For varmesøgende celler
I frakker og frønede krukker,
Hvor foråret samler sig igen
I sine mindste elementer,
Foldet ind omkring hinanden;
En verden i en skefuld jord,
Og jeg, på lur i krogen.
1375. Dér, i frostsprængt terrakotta
På den våde, kolde krukkemuld
En pude af mos lyser op
I det lavvinklede lys,
Der sætter alle ting i skær.
1376. Stjernemos, et navn på stedet,
Men jeg ved end ikke,
Om skønheden er en mos;
Plukker nogle plantetråde,
Svides af bitte brændenælder,
Med gift på hvide babysyle.
1377. Under mikroskop er mosset
Et lydløst pang af forårsgrønt,
Der springer frem på skærmen,
Hvor jeg glider frem
I et ocean af vegetation
Set bag en ubåds tykke glugger:
Stængler med sukkulente blade,
Gyldent-grønne plantestande,
Sarte, næsten gennemlyste;
Et sporehus, tror jeg, og
Fra svøbbladenes spidser
Flyder hvide tråde frem,
Som fangarme, lokketråde,
Eller stakke på en avne.
1378. Jeg tøver, for vil jeg vide
Plantens navn på latin,
Dens plads i videnshierarkiet;
Den etiket, der stiller
Nysgerrigheden tilfreds,
Bringer orden i forholdet
Mellem os og alle dem,
Ja, balance i universet?
Men nej, ikke endnu;
Dette er en stjernemos:
Jeg ser dig, du er her;
Vi deles om foråret, frodigt
Eksplosivt i miniature.
Nyt i Index Titusind:
Forår ◦ 1373; Ben ◦ 1374; Mospude ◦ 1375; Plantetråd; Sukkulent ◦ 1377; Støvknap ◦ 1377; Lokketråde ◦ 1377; Plantenavn ◦ 1378; Balance i universet ◦ 1378.
🇬🇧 Billhook and Hedge
Billhook and Hedge
I. As I'm young and green
As I’m young and green among the brambles,
And cars are small and black with wooden panels,
We drive down Devon country lanes;
Deep hedges rear up on both sides
From hill to hill and on down the coast.
The wind blasts the window, tugs my hair,
Warm summer air with dust, straw and pollen.
I revel in the speed and the blind corners,
Laced branches, thorns and twigs all form
A tunnel with me whooshing through inside.
Parents in front seats speak with reverence
Of hedgerows tended and trimmed
For six hundred years or even more;
Yes, some might have been laid by Romans,
Because, look: still their roads run here.
Remembrances thread through the land
Connecting soil and hedge and road and me.
I stretch out my hand through the window
To life brimming in the hedges;
Time flies through my fingers.

II. A lifetime passes by
A lifetime passes by and I am grey.
Cars are small and blue and batteried.
We tour through the open countryside
Between unkept trees and boundary lines,
Decimated brushwood and hedges’ remains.
Trees, uncoppiced for decades,
Muddy ditches stuck in ooze,
A few pollard-willows for keepsake
Poke up their random heads;
An olding’s row of rotten teeth.
The fields are straight, right-angled,
Prowled by columns of agrotanks
Ploughing to the shoulders of the roads;
It’s hell and monoculture here
On the windswept farmlands of Stevns*.

III. I inherited a billhook
I inherited a billhook from Devon,
From my aunt who died alone,
The way she had always lived:
Cowherd, farmgirl, milkmaid,
Oddball, weeder and owner of hedges.
The billhook lay in a rusty pile in her shed,
A lifetime of things wood, metal and plastic.
I had never seen such a tool before,
But there it was, the worm-bored handle,
Beckoning my hand.
Heavy, curved with a shape to swing,
A tool from ancient farming,
Made for trimming and laying of hedges,
Millions of miles of live fencing,
A poor, mosquitobitten, toilsome life.
Billhooks have been in use for millennia,
Knives are known from the Iron Age,
Shaped, adapted and balanced to purpose
By the growths and features of the land;
This tool has soil and knowledge in it.

IV. For three decades
For three decades the billhook lay
In my toolbox waiting for me to learn,
And I thank my aunt for leaving me,
Awkward and hoarse on her hermit lot,
This testament of life and tool.
The billhook is 38 cm long and weighs 600 grams.
The blade is made from steel, 23 cm long.
It curves at the top, knife and hook in one,
Made for gripping and cutting twigs and brush;
John Riley, Sheffield, stamped on the blade.
The blade is broad an double-edged,
Curved and sharp, formed as a chubby sickle.
The back edge is straight, made for axing,
Chopping down branches and bushes
In the laying and trimming of hedges.

V. A living hedge
A living hedge is the life’s work of a farmer.
They say that whoever plants a tree
Steps into correspondence with death.
But I know that whoever plants a hedge
Shows compassion for children to come.
First, the hedge is lain from the ground up.
We may use hawthorn, maple and hazel
To give volume, good saplings and height.
Sloe and wild roses are good for density,
For bees, moths and nesting birds.
Ash, maple and crab apple for food and colour,
Servicetree, dogwood and privet for berries.
Join with wayfarer and guilder-rose for shelter,
Holly and laurel for deep, real green,
Ivy and thistle for seeds and flowers.
We plant low, and we plant tall.
We plant double combs with trees in-between
Consider primeval trees: oak, willow and elm.
The entire hedge is three to five meters deep,
Three meters tall and a thousand species long.
Come ten years, and time to lay the hedge
With the sharp back edge of the billhook:
Young saplings are cut almost through at the root,
Laid down at an angle along the hedge;
New rootshoots will grow up and grow strong.
Stakes of ash or hazel are spaced along the middle,
Withes of hazel or willow are braided in between,
And laid saplings bent between the stakes.
They will grow while stakes and withes wither,
Repeat and refresh for fifty years or more.
The hedgerow thickens, widens and roots,
It entangles, it grows, it shoots, it spikes,
Setting buds, foliage and flowers.
The hedge will grow and do what hedges do:
A fauna haven for hundreds of years.
Here are hoverflies, lacewings and earwigs,
Woodlice, larvae and beetles of all kinds,
Spiders, spindlers, moths and rodents,
Sparrows, finches and centipedes,
Parasites, springtails and diggers.
Here are millipedes, hoverflies and bees,
Tits, wrens, mice and martens,
Digger wasps, squirrels and robins,
Aphids, hedgehogs, blackbirds and snails,
Worms, pupae and millions of ants.

VI. One spring day I go out
One spring day I go out in the shed,
Put the whetstone in a beaker to soak,
Sharpen the billhook’s rusty blade;
Firm grip, slow movements, no haste,
Nothing to finish, no deadline to meet.
Many have sharpened this blade before I;
My aunt worked it in her shed,
Before her, field hands in coarse fabrics,
Peasants in small white-washed cottages,
Backbent, hardhanded knife grinders.
Only my generation, the richest ever,
As we're fond of telling each other,
Cannot afford the space of a living hedge,
Nor the cost to lay it and care for it;
Only my generation has no time.
I reach through the thin garden hedge,
A green curtain to keep out idle looks.
A few sparrows are nesting in there,
To be cut away by midsummer day;
A blackbird hops on the swidden lawn.

With gratitude to Tom Hynes and Robert Wolton from the Devon Hedge Group who kindly made available three of the photos above. Their website, http://www.devonhedges.org, is a rich and loving fount of knowledge about hedges and the ancient craft of laying and tending them. The photos (and hopefully the poem), show just what a hedgerow can do: for wildlife, for landscapes and for human quality of life.
*) Stevns is a county south of Copenhagen.
Verses 113-139 in the Danish version The Blog of Ten Thousand Things.
New things in Index Ten Thousand: Ant • 135, Billhook • 120, Crab apple • 129, Ditch • 118, Edge of blade • 126, Fauna haven • 133, Farmland • 117, Field: right-angled • 119, Generation: homo s. • 138, Hawthorn • 128, Hazel • 132, Hedge • 113, Hill • 113, Hook • 125, Knowledge: farming • 123, Larvae • 134, Lawn • 139, Living hedge • 127, Learn • 124, Mason bee • 135, Parents: homo s. • 115, Peasant • 137, Pollen • 114, Remembrance: the land • 116, Rootshoot • 131, Seed • 129 , Shed • 121, Sloe • 128, Sparrow • 134, Whetstone • 136, Willow • 130.
Ud at læse træer
Ud at læse træer
I
1206. Bøg slår eg ihjel;
Vokser højere, hurtigere
Udskygger egekronen
I langsom kvælningsdød,
(ville vi sige, uden at tænke).
Men her har vi brug
For et vegocentrisk ord
For død ved mangel på lys;
Det er faktuelt at skrive,
At egetræet dør af sult).
1207. En ung bøg skyder op
Ranglet, grenløs og farlig,
Spreder toppen ud og
Presser en ældre eg,
Fortabt og eksponeret.
1208. Egen svækkes år for år
Fælder sine store grene,
Som er for dyre i energi,
Skyder nødhjælpsgrene ud
Op og ned på stammen;
Ti år til, og egen dør.
1209. I foråret greb jeg ind,
Drevet af konfuse sympatier
Og misforstået selvjustits.
Fik bøgepiraten topkappet,
Stynet ned til et liv
Som stækket underskov.
1210. Den sommer satte egetræet
Dybere grønne, tættere blade,
Dobbelt så mange skud,
Som sine tre søskende ege.
Egen sugede lys til sig,
Kunne slet ikke få nok,
Og her til efteråret,
Står den grøn endnu,
Stadig grådig efter lys
Og mere himmelhvælv.
II
1211. En skovridder lærte mig som ung,
Noget vigtigt om træer.
Han stod i min have,
Tog bestik af en vandgran;
Den troede den skulle dø,
Sidste år i tørken, sagde han.
1212. Det er tredive år siden,
Men nu forstår jeg, hvad han sagde:
Træer ved, hvad de gør,
De er individer med selvhed.
Træer kan noget, de er levende;
De er bag om ryggen på os.
1213. En naturvejleder i Malaysia,
Gammel soldat, junglekender,
Viste mig noget mere:
Kan du se, sagde han,
Og pegede op i løvet,
Det træ er stresset.
Jeg forstod ham godt,
Og alligevel kom det som
Et slags bevidsthedsstød *)
Pludselig at se et træ,
Som et sårbart individ,
Som jeg selv.
Jeg kunne have omfavnet
Dem begge.
1214. Jeg ville meget gerne
Gå med ham ud igen,
Ud at læse træer
På stille junglestier,
Lægge hånd på bark,
Lære at se og tale igen.
Jeg gemte hans navn
I mange år, men det er tabt,
Den ven, jeg aldrig fik.
*) I dag ville jeg sige symfani, se digtet Symfani med aftensværmer.
Japanske lygter
Japanske lygter
I
1137. Japanske lygter,
Et rødligt bær kapslet ind
I fint filigran.
1138. Fra grøn klokke til
Orange plantepuppe,
Pang i blomsterbed.
1139. Bladet visner væk;
Et frugtformet trådskelet
Af plantestrenge.
1140. Let som spindelvæv,
Et under af form, forfald,
Sart, men funktionelt.
1141. Pustes væk af vind,
Ruller bort og synker hen,
Spides, slipper frø.
1142. Jorden, tung af regn,
Smattet løv, falmet himmel,
Tusmørkt efterår.
II
1143. Symbolpotente
Planteform og farvespil;
Livet, år for år.
1144. Sart, smuk, udtryksfuld:
Den japanske lygte er
Wabi-sabi*) frugt.
1145. Det smukkeste er
Det, der aldrig blev færdigt,
Lidt skævt, råt, dæmpet.
1146. Det fuldendte er
Det, der ikke varer ved,
Men kommer igen.
1147. Rustne farver, råd,
Muldens komplekse proces:
Kemi, vinterhi.
1148. Efteråret er
Essensernes tid; ægte
Wabi-sabi tid.
*) Wabi-sabi er en traditional form for japansk æstetik, der bygger på accepten af altings forgængelighed og det fuldendtes uopnåelighed. Wabi-sabi idealet fremmer det usymmetriske, det upolerede, simple, beskedne, intime, og respekten for naturens ting og kræfter.

Liden storkenæb
Liden storkenæb 1086. Dette efterår har liden storkenæb, Efter tre år på diskret vækst Hist og her i sommerhaven, Fået sit gennembrud som krudturt. 1087. I vækst frem fra haveasylet, Det halvmåneformede bed Rundt om det lille æbletræ Til urter og stauder i eksil, Truet på væksten i nedlagte haver. 1088. Først tog de bedet, lagde et dække Omkring de andre planter, Kvæsurt, sankthansurt, mynter, Voksede derpå ind over græsset, Dækkede de højtklippede gangstier, Derfra op over gamle græstørv, Rundt om tuerne af vild oregano, Ind under den lille hyld, Frem mellem rivalen skvalderkål og Spydspids brom- og boysenbærskud. 1089. Krøb ud under tørrestativet, Langs kanten af dammen, Indtog plads omkring rabarberne, Ind imellem de hvide røllikker, Frit voksende i det høje græs, Stræbte videre ind langs terassen, Drejede op langs klosterbedet. 1090. En opvisning af bladmønstre, Crescendo i grøn frodighed, Vegetal triumf i en sommer Inddelt i fire forløb: Væde, varme tørke, varme; Et snigløb af mange planter, Der satte skud for anden gang, Som den liden storkenæb, Der fik sin chance, med hjælp Fra en planet i kæntring, Til en eksplosion af blade, Tæt på et svækket efterår.
Jordbesidder i det 21. århundrede
Jordbesidder i det 21. århundrede 1078. Pace Højholt *), men, Man kan ikke gå to gange Ud i den samme vilde have. 1079. Metafor, om man vil, For livets ustoppelige Foranderlighed. 1080. Man kunne være fræk, For det kunne Højholt li', Og genvende talemåden: 1081. En jordbesidder bekæmper Det samme ukrudt – hver gang. Det gælder også kirkegårde. 1082. Metafor, om man vil, For livets repetitive Udhuling af mening. 1083. To modsatte ord for Den vegetative Transformationskraft. 1084. De er, forekommer det mig, De to eksistentielle livsvalg For det 21. århundrede - og det næste: 1085. Ukrudt eller krudturt. *) Se: Afdød digter som sprogligt fænomen, vers 163-171.
Ukrudt! Mig?
Ukrudt ! Mig? Almindelig brunelle 1048. Ieg har længe gerne ville vide Det optimale antal øjne Til at fixe en bambi-effekt. Fire er vel bedre end to? Eller er tre øjne bedre end et? Skal øjne sidde side om side, Er det ikke mere attraktivt Med det ene over det andet? Hvad er det egentlig et dåkid har, Som ikke jeg har? 1049. Ieg vil også gerne vide, Hvad er det bedste slags hår Til at udløse et ae-syndrom: Fimrehår, krushår, strithår, Pelshår, ruhår, tykt hår? Se, min yndigste bladbehåring, Hvide pyntehår langs bladranden, Bløde til fingerspidser; Fyldige, velformede blade Med dunhår i luksusfilt. 1050. Og hvilke blomster er det, Der starter deres svime-gen? Mine blomster er store læber, Med rande af smukke børster, Slanke tragte og åbne munde, De kæreste strithår på toppen. 1051. Og hvad slags grøn er det egentlig, De der havefolk begærer? Se, mine nuancer af farver Fra det hvidlige vårgrønne Changeret til dyb modengrønt. Fra sart lilla til mørk bordeaux. 1052. Og hvad er det for former, De vil have på deres plæner? Hvor alt skal ligne hinanden Og intet, der skal ligne noget. Så er det bare jeg spør, hvorfor? Hva’ er forkert i min figur, Min ynde, mine buer og mønstre, Mine blomster, min farvemosaik? 1053. Spørgsmålet er ikke frivolt, For jeg ka godt li græs, kanter, Blomsterbede, diskrete hjørner; Og her er virkelig farligt: Hakker, sakse, spader og spyd, Lange knive, flammekastere, Ild, gas og gift i store dunke. Overskrævs på havetraktorer Det motoriserede plænepoliti Med apps, satelitforbindelser, Robotter og slåmaskiner. Ord er vigtige, meget vigtige, For hvad de slår ned Og hvad de ka li. Ukrudt! Mig?
Krudturt
Krudturt 1020. Det åbne landskab, det brændte land, ah, den hærgede jord; dér gror ve, dér har ve hjemme. 1021. Hug træerne om, riv rødderne op, brænd underskoven af; dér vokser ve. 1022, Rasér landet, ødelæg mulden, grav mosen op, udpin jorden; dér kommer ve. 1023. Pløj jorden i stykker, harv den flad, kør jordbunden i smadder; dér gror ve. 1024. Forgift alt levende, hæld benzinen ud, brænd horisonterne ned; dér spirer ve. 1025. Krudturter er pleje af den forstyrrede jord og hjælp til vegetation i nød. Ve beskytter jorden med rødder, ve holder på vandet og nærer bakterier og insekter. 1026. Ve er det første strøg af farve over landskabet. Ve vokser til og vokser tæt. Ve er vegorama fra kyst til kyst. 1027. Ve vokser i afbrændte tomter, i fældede skove, i tomme huse. Ve vokser i forladte miner, i bombekratere, i sprænghuller. Ve dækker den lille plet og den store katastrofe. 1028. Ve vokser ind mellem fliser og belægninger, i indkørsler, i tagrender, i brønde. Ve vokser i nedbrændte huse, i forladte bygninger, i ødelagte fæstninger. 1029. Ve vokser ind over øde marker og tomme gårde. Ve vokser frem over veje og stier. Ve udvisker haver og slagmarker, ve dækker gravpladser og lossepladser, ve overtager landsbyer og storbyer. 1030. Ve minder umaner om, at livet er forgængeligt. Ve minder umaner om, at kun ve kan overlefe. 1031. Kun ve er viljen, værket og væksten; disse tre, og af dem er væksten den største. Eller værket er størst. Eller viljen er størst. Lige meget. Kan det, vil det, har det. 1032. Først tager ve marken, så tager ve heden. Så tager ve parken, så tager ve skoven. Siden tager ve mosen, marsken og fjeldet. Til sidst tager ve isen, havet og polerne. Nyt i Index Titusind: Hærge • 1020 ; Underskov • 1021 ; Mose • 1022 ; Pløje • 1023 ; Forgifte • 1024 ; Krudturt • 1025 ; Vegorama • 1026 ; Tomt • 1027 ; Brønd • 1028 ; Losseplads • 1029 ; Forgængelighed • 1030 ; Vilje • 1031 ; Fjeld • 1032.
Mejer på en figenfrugt
Mejer på en figenfrugt 953. En mejer har lagt sig På en sprækket figenfrugt, Sukkersulten, sommermoden. 954. Frådseren er døsig, Overfyldt, stærkt beruset Af gæret figensaft. 955. Den rører sig knap, Når frugten løftes op, Drejes, slippes fri igen. 956. Frugten er blød og dråbeformet, En lilla testikelsæk, der Dingler under figenbladet. 957. Planter stråler sex; Det ligger dybt i sproget, I den fælles fantasi. 958. Mejerens lange trådben Omfavner den halve frugt; Et paradis af slik på stilk. 959. Botanik var bandlyst engang I Encyclopædia Britannica Som usædelig, pornografisk. Nyt i Index titusind: Mejer • 953; Gæring • 954; Figenfrugt • 955; Testikelsæk • 956; Sex og sprog • 957; Paradis • 958; Botanik • 959.
Vegens (2)
Vegens (2) 907. Vegens er for eksempel Sans for stedets geni. Vegens er vækst og sted På gensidige vilkår, Udtrykt i fuldendt form; En symbiotisk organisme. 908. Vegens er vilje til at leve, Genetisk viden til at vokse. Vegens er selvnærende, Og derfor ustyrlig, Som væsen og som selvhed. 909. Vegens er vegetal, Ophav, Hvert sekund, Til de titusind ting. Nyt i Index Tituind: Symbiose • 907; Vegens • 908; Titusind ting: ophav • 909.
Wittgensteins have (2)
Wittgensteins have (2)
895. Urtehave og køkkengrønt
sydvendt over floden.
Munkehabitat i klostersten,
mørtel og kvadratsystem.
Mennesker med en særlig
trang til stianlæg.
896. Munke luger ud i bedet,
mumler ned til rødder.
Spreder ord blandt stauder;
lad myrer ta’ dem.
Mange hundrede år hér
i Kloster Hütteldorf.
897. En gartnerassistent er kommet,
bor i haveskuret.
Svært at kende mand fra redskab,
stiv i arme, gode greb.
Selvtalende om dagen,
havegnom om natten.
898. Ligger på knæ derude,
taler ned til stedet.
Fingre løsner ler og jord,
nulrer hårde klumper.
Fingerspids mod blomsterfarve;
gøder, graver, leger.
899. Vos farver kan mærkes
på skein, i blomsten.
Rød er tungere end blå,
gul ryster, grøn risler.
Ve blander farver, vos selv,
ve suger farver op.
900. Denne ordbogsdyrker
og redskabsbruger,
Med jord på neglene
og farver på fingrene;
Alle de ord, der smuldrer
i mødet med planter.
I sommeren 1926 tog Ludwig Wittgenstein (1889-1951) arbejde som gartnermedhjælper på Klosteret Hütteldorf, Østrig, måske som terapi. Næsten intet vides om opholdet. Wittgensteins afhandling "Bemærkninger om farver" publiceredes posthumt i 1977.