Sporet i nord – dag 2
I gengroede skove
1496. En dagsvandring ved Hyssna;
Vores fødder og figur er lavet
Til de smalle, knoldede stier;
Ben, bækken, kropsbalance
Bærer os frem i vandretrang;
Sådan skabtes vi på urtids overdrev,
Sådan bevægede vi os ud
Fra klippehuler og dybe skove.
1497. Skove, i dag kun skygger tilbage
Fra plantagedrift og skovmaskiner;
Sverige har mistet sin urskov;
Tilbage står fældningsfelter
Som dem vi vandrer gennem;
Ungskov, tyve til fyrre år højst,
Alt har samme alder, intet råd,
En fattig kronodiversitet.
1498. Nåletræsplantager af rødgran,
Overalt fugtig bund, blød af væde,
Mosser, mosser, mosser
Dækker skovbund og stubbe
Der står memento mori
Fra sidste totalhugst her.
1499. Jeg lægger en håndfuld hankogler
Fra rødgranen frem på mosset,
Tager et foto, for se bare
Den grokraft overalt vi går,
Ungtræer skyder op, smukke lys
Af skovfyr, rødgran og klippefyr,
Årgamle rønnetræer, små bævreasp
Blandt rødel, eg og askespirer,
Et dusin for hvert skridt vi tar;
Skoven gengror sig selv,
Rejser sig og vandrer mod nord.
1500. Vi følger hundredårige stendiger,
Går langs elve, krydser skoveng,
Vi søger terrænet, finder landet,
Går forbi gårde i falurødt
Nye træhuse, forstadskvarterer
Med robotklippede plæner,
Gamle lader og hestefolde,
Langs klukkende vandløb
Med væld af hjortetrøst.
1501. Og dér, det smukkeste syn,
Et flyvende par insekter i flirt
Fløjlssorte vinger, metalblå krop,
Fem seks centimeter lange
For første gang har jeg set
Blåbåndet pragtvandnymfe i live.
1502. Efter mindst to svenske mil
Når vi tilbage til lejrpladsen
Med håb og vækster i kroppen,
Værkende, frisatte og våde.
Last Updated on 2 måneder ago by Jacob Gammelgaard