I gengroede skove

Sporet i nord – dag 2

Kullaberg i aftensol

Sporet i nord – dag 1

Landskabslinjer

Sorg

Sorg

774.	Der er sorg i dette landskab
        Overalt jeg træder forbi,
        Passerer igennem, kigger ud.

775.	Mark, skel, grøft og vej,
        Kvadratiseret og rettet ud,
        Til vendediameter og skær.

776.	Landet er lavet til maskiner:
        Logistikmaskiner og agromaskiner,
        Kørselsmaskiner og gravemaskiner.

777.	Der er kun lidt at glæde foden;
        Terræn, bugtning og bløde stier,
        Skovbund, klippegrund og bæk.

778.	Landskabet er lydforarmet;
        Blæsten hvisler, råger skratter
        I det streglige, rydelige land.

779.	Der er sorg i dette landskab,
        Der har mistet sine symboler:
        Skove, storke, heder og moser.

780.	Som symbol står kysterne tilbage,
        Med turistbyer og badeland;
        Kulisser for fedtemøg og fiskedød.

781.	Agrobygninger i rå rektangler;
        Glatte, rudeløse, skyldbevidste,
        Uvist om de vil skjules eller ses.

782.	Oplandet ryddes, landet jævnes;
        Megabutikker kræver at blive set
        På gule, karseklippede plæner.

783.	Tarvelig arkitektur og materialer;
        Kun lidt at bevare eller mindes,
        Hurtigt, billigt og grimt.

784.	Der er skyld og skamløshed
        Over det landskab, vi lever i;
        Vold mod dyr og megakonsum.

785.	Landskabet evner knapt at glæde,
        Eller få os til at høre hjemme.
        Et agrolandskab enden nær.


På overdrevet

På overdrevet

702.	Her sidder vi, to mennesker
        På en bænk med fred og udsigt
        Ud over overdrevets bakker:
        Tjørne, enge, græs og træ’r.

703.	Vi har hjemme i skovbrynet.
        Som art lever vi på kanten:
        Med ryggen mod skoven,
        Og øjne ud mod det fri.

704.	Vi finder ro, en falk over engen.
        Vi sætter navn på græs og planter,
        Finder sommerfugle og biller.
        Vi kender skovens træer og buske.

705.	Vores fuldendte form er skabt
        I livet mellem skov og slette.
        Vores krop- og hjernefunktioner:
        At klatre, løbe, gå og se.

706.	På byens parker og legepladser 
        Får vores børn færdigheder,
        Som skovbrynets første børn,
        Til at klatre, løbe, gå og se.

707.	Vi lærer dem at sige far og mor,
        Og ja og nej, men hund og gris
        og ko og hest, før søster og bror. 
        Og går tur i skoven hver søndag.

708.	Vi spiser modne kirsebær,
        Stikker os på brombærtorne;
        Plukker årets første svampe
        Til gryden ud på aftenen.

709.	Vi sukker over urtilstanden,
        For skov er en arketype;
        Vores dybeste minde som art.
        Men skov er tæt, vild og mørk.

710.	Vi skal ud i lyset, ud på sletten,
        Med afstand mellem træer,
        Med plads til husdyr og græs;
        På overdrevet blev vi til.

711.	Her sidder vi, to mennesker,
        Med eng, skov og blomsterfrø 
        I vores celler, i vores ben,
        På denne bænk, ved denne sten.

Slummer

Slummer

619.	Varme simrer
        Mætte farver
        Træer skinner
        Skrift opløses
        Mættet syn
        Billeder.

620.	Træer svaler
        Fugle ta’r bad
        Hopper, ryster
        Grønne farver
        Grene hænger
        Susen.

621.	Fra skoven
        En då i flugt
        Droner summer
        Tæt og fjern
        Fuglesang
        Skygger.

622.	Sollys strejfer
        Belyste pletter
        Søvn og sværmen
        Jeg suger til mig
        Brisen briser
        Tiden.

623.	Skyer driver
        Jeg slumrer
        Og svæver
        Sten og træer
        Står fast
        Jorden drejer *).
*) Til minde om William Wordsworth (1770–1850) A slumber did my spirit seal.

Hækken og løvkniven

Hækken og løvkniven

I. Da jeg var ung og grøn

113. Da jeg var ung og grøn i havens bregnekrat,
Og biler var små og sorte med træværk på,
Kører vi ud på Devons landeveje.
Meterbrede hække tårner op på begge sider,
Fra bakke til bakke og helt ud til kysten.

114. Kørselsvinden slår ind og rusker i mit hår,
Varm sommerluft med støv, strå og pollen.
Jeg fryder mig ved farten og de blinde sving.
Sammenfiltrede grene, torne og kviste danner
Tunneler af løv med mig susende indeni.

115. Forældre på forsædet fortæller andægtigt
Om hække, der er passet og trimmet
I sekshundrede år eller mere.
Ja, enkelte er måske anlagt af romere,
For se bare: deres veje løber hér endnu.

116. Minder snor sig gennem landet,
Forbinder jord og hæk og vej og mig.
Jeg rækker hånden ud af vinduet
Til livet i de bugnende hække;
Tiden flyver mellem mine fingre.
Levende hæk, Devon, Storbritannien. Foto: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
Hæk med ask, Devon, Storbritannien. Foto: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
Min mosters løvkniv.
Hækken lægges. Foto: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
Byhæk, nyligt lagt, Richmond, London, 2023. Foto: Jacob Gammelgaard.
Hæk til vej i marts med kolonihave i forgrunden, Mistley, Suffolk, Storbritannien. Foto: Jacob Gammelgaard.

Med stor tak til Tom Hynes og Robert Wolton fra Devon Hedge Group, som venligst har stillet tre af billederne til rådighed. Deres website: http://www.devonhedges.org er en rig og kærlig kilde til viden om hække og det ældgamle håndværk at lægge og passe dem. Bilederne (og forhåbentlig digtet) viser, hvad hække virkelig kan: for faunaen, landskabet og menneskers livskvalitet.

Læhegn

Læhegn

112.    Læhegn står med grå og hvide graner, 
        Der stritter i den tomme luft,
        Klitfyr på række isprængt nålepjusk.
        Pivåbne hegn holder igen på sandet.
        En hare humper ud på marken.