1496. En dagsvandring ved Hyssna; Vores fødder og figur er lavet Til de smalle, knoldede stier; Ben, bækken, kropsbalance Bærer os frem i vandretrang; Sådan skabtes på urtids overdrev, Sådan bevægede vi os ud Fra klippehuler og dybe skove.
1497. Skove, i dag kun skygger tilbage, Fra plantagedrift og skovmaskiner Sverige har mistet sin urskov; Tilbage står fældningsfelter Som dem Vi vandrer gennem; Ungskov, tyve til fyrre år højst, Alt har samme alder, intet råd, En fattig kronodiversitet.
1498. Nåletræsplantager af rødgran, Overalt fugtig bund, blød af væde, Mosser, mosser, mosser Dækker skovbund og stubbe Der står memento mori Fra sidste totalhugst her.
1499. Jeg lægger en håndfuld hankogler Fra rødgranen frem på mosset, Tager et foto, for se bare Den grokraft overalt vi går, Ungtræer skyder op, smukke lys Af skovfyr, rødgran og klippefyr, Årgamle rønnetræer, små bævreasp Blandt rødel, eg og askespirer, Et dusin for hvert skridt vi tar; Skoven gengror sig selv, Rejser sig og vandrer mod nord.
1500. Vi følger hundredårige stendiger, Går langs elve, krydser skoveng, Vi søger terrænet, finder landet, Går forbi gårde i falurødt Nye træhuse, forstadskvarterer Med robotklippede plæner, Gamle lader og hestefolde, Langs klukkende vandløb Med væld af hjortetrøst.
1501. Og dér, det smukkeste syn, Et flyvende par insekter i flirt Fløjlssorte vinger, metalblå krop, Fem seks centimeter lange For første gang har jeg set Blåbåndet pragtvandnymfe i live.
1502. Efter mindst to svenske mil Når vi tilbage til lejrpladsen Med håb og vækster i kroppen, Værkende, frisatte og våde.
1491. Så går jeg på Kullabergs stier igen: Fødderne kender stedet, fyrreduften, Nåletræsmuld, rødder, eng og overdrev, På stier, hvor kroppe og klipper Støder sammen, mødes igen, og Minder skyder frem blandt mine tæer.
1492. Mit første foto til udforskning af ting: En kokasse gennemgravet af biller; Mølle by: træhuse, hav, natur forenet; De klipper vi klatrede på under fyret, Teltslagning i skoven i ly af natten; Menneskeår siden, jeg husker alt.
1493. Sporet i nord begynder her På Kullabergs smalle klippestier På udforskning af nordiske ting Blandt slægtsled efter slægtsled Af indvandrer og indslæbere Fra folkevandringer før og nu.
1494. De første nye planter viser sig Blandt dem jeg kendte allerede: Den kønne strandlimurt vokser her, Brune honningkrukker på strå, Spæde, hvide kronblade fliger ud Bredvid flade tuer af bidende stenurt, Lyse gule stjerneblomster og skud.
1495. I aften funkler solen over Skagerak Danskerkysten blot en bræmme På en glitrende havskilt horisont. Sveden drypper, fødder finder vej, Landet lever, uberørt, og jeg, Gennemlyst, ånder med.
Nyt i Index Titusind: Klippe ◦ 1491; Kokasse ◦ 1492; Nord ◦ 1493; Strandlimurt ◦ 1494; Bidende stenurt ◦ 1494; Gennemlyst ◦ 1495.
Landskabslinjer
825. En formation af sangsvaner
Kalder, svingfjer hviner,
En blok af lyd; muskler,
Hjerner i flugt over vand.
826. Hvert sekund, hver fiber,
Alle nerver, hver celle.
Svanen er ét samlet organ;
Synergi i bevægelse.
827. Landskabslinjer passerer,
Kaldes ud over luft og land,
Svaner navigerer i flugt;
Verden er os.
Sorg
774. Der er sorg i dette landskab
Overalt jeg træder forbi,
Passerer igennem, kigger ud.
775. Mark, skel, grøft og vej,
Kvadratiseret og rettet ud,
Til vendediameter og skær.
776. Landet er lavet til maskiner:
Logistikmaskiner og agromaskiner,
Kørselsmaskiner og gravemaskiner.
777. Der er kun lidt at glæde foden;
Terræn, bugtning og bløde stier,
Skovbund, klippegrund og bæk.
778. Landskabet er lydforarmet;
Blæsten hvisler, råger skratter
I det streglige, rydelige land.
779. Der er sorg i dette landskab,
Der har mistet sine symboler:
Skove, storke, heder og moser.
780. Som symbol står kysterne tilbage,
Med turistbyer og badeland;
Kulisser for fedtemøg og fiskedød.
781. Agrobygninger i rå rektangler;
Glatte, rudeløse, skyldbevidste,
Uvist om de vil skjules eller ses.
782. Oplandet ryddes, landet jævnes;
Megabutikker kræver at blive set
På gule, karseklippede plæner.
783. Tarvelig arkitektur og materialer;
Kun lidt at bevare eller mindes,
Hurtigt, billigt og grimt.
784. Der er skyld og skamløshed
Over det landskab, vi lever i;
Vold mod dyr og megakonsum.
785. Landskabet evner knapt at glæde,
Eller få os til at høre hjemme.
Et agrolandskab enden nær.
På overdrevet
702. Her sidder vi, to mennesker
På en bænk med fred og udsigt
Ud over overdrevets bakker:
Tjørne, enge, græs og træ’r.
703. Vi har hjemme i skovbrynet.
Som art lever vi på kanten:
Med ryggen mod skoven,
Og øjne ud mod det fri.
704. Vi finder ro, en falk over engen.
Vi sætter navn på græs og planter,
Finder sommerfugle og biller.
Vi kender skovens træer og buske.
705. Vores fuldendte form er skabt
I livet mellem skov og slette.
Vores krop- og hjernefunktioner:
At klatre, løbe, gå og se.
706. På byens parker og legepladser
Får vores børn færdigheder,
Som skovbrynets første børn,
Til at klatre, løbe, gå og se.
707. Vi lærer dem at sige far og mor,
Og ja og nej, men hund og gris
og ko og hest, før søster og bror.
Og går tur i skoven hver søndag.
708. Vi spiser modne kirsebær,
Stikker os på brombærtorne;
Plukker årets første svampe
Til gryden ud på aftenen.
709. Vi sukker over urtilstanden,
For skov er en arketype;
Vores dybeste minde som art.
Men skov er tæt, vild og mørk.
710. Vi skal ud i lyset, ud på sletten,
Med afstand mellem træer,
Med plads til husdyr og græs;
På overdrevet blev vi til.
711. Her sidder vi, to mennesker,
Med eng, skov og blomsterfrø
I vores celler, i vores ben,
På denne bænk, ved denne sten.
Slummer
619. Varme simrer
Mætte farver
Træer skinner
Skrift opløses
Mættet syn
Billeder.
620. Træer svaler
Fugle ta’r bad
Hopper, ryster
Grønne farver
Grene hænger
Susen.
621. Fra skoven
En då i flugt
Droner summer
Tæt og fjern
Fuglesang
Skygger.
622. Sollys strejfer
Belyste pletter
Søvn og sværmen
Jeg suger til mig
Brisen briser
Tiden.
623. Skyer driver
Jeg slumrer
Og svæver
Sten og træer
Står fast
Jorden drejer *).
*) Til minde om William Wordsworth (1770–1850) A slumber did my spirit seal.
113. Da jeg var ung og grøn i havens bregnekrat, Og biler var små og sorte med træværk på, Kører vi ud på Devons landeveje. Meterbrede hække tårner op på begge sider, Fra bakke til bakke og helt ud til kysten.
114. Kørselsvinden slår ind og rusker i mit hår, Varm sommerluft med støv, strå og pollen. Jeg fryder mig ved farten og de blinde sving. Sammenfiltrede grene, torne og kviste danner Tunneler af løv med mig susende indeni.
115. Forældre på forsædet fortæller andægtigt Om hække, der er passet og trimmet I sekshundrede år eller mere. Ja, enkelte er måske anlagt af romere, For se bare: deres veje løber hér endnu.
116. Minder snor sig gennem landet, Forbinder jord og hæk og vej og mig. Jeg rækker hånden ud af vinduet Til livet i de bugnende hække; Tiden flyver mellem mine fingre.
II. En menneskealder randt forbi
117. En menneskealder randt forbi, og jeg er grå. Biler er små og blå, kører kun på batteri, Vi turer i det åbne landbrugsland Mellem misligholdte hegn og skel, Hvor krat og hæk er mejet ned.
118. Træer der ikke er stævnet i årtier, Grøfter der er mudret til og slammet op. Enkelte hovedpile, stynet for synets skyld, Stikker deres knuder op hist og her; En oldings rad af rådne tænder.
119. Markerne er vinklet til og rettet ud. Landbrugstanks defilerer i lige liner Og pløjer ud til grøftekanten; Her er helvede og monokultur I det vindstrøgne land på Stevns.
III. Jeg har arvet en løvkniv
120. Jeg har arvet en løvkniv fra Devon Efter min moster, der døde alene, Sådan som hun altid havde levet: Kvægrøgter, gårdpige, malkekone, Særling, ukrudtstæmmer og hækkeejer.
121. Løvkniven lå i det rustne rod i haveskuret, Et livs hob af ting i træ, metal og plast. Jeg havde aldrig set et sådant redskab, Men dér lå det ormestukne skæfte Og kaldte på min hånd.
122. Tung og krum og et skær med schwung i, Et redskab fra et ældgammelt landbrug. Lavet til at trimme og lægge hække, Millioner af kilometer af levende hegn, Et fattigt, myggestukkent, slidsomt liv.
123. Løvknive har været brugt i årtusinder, Der er fundet blade fra jernalderen. Udformet, tilpasset og afvejet til formålet Efter egnens bevoksning og beskaffenhed. Der er landskab og viden i det redskab.
IV. I tre årtier
124. I tre årtier lå løvkniven i mit værktøskasse, Indtil den dag jeg lærer, hvordan den bruges, Og jeg takker moster for at efterlade mig, Kejtet og hæs fra sin eneboergrund, Et levnedsvidne, et redskabstestamente.
125. Løvkniven er 38 cm lang og vejer 600 gram. Bladet er lavet af stål og er 23 cm langt Det buer foroven som kniv og krog i ét, Lavet til at gribe og snitte kviste og kvas. John Riley, Sheffield, præget på klingen.
126. Klingen er bred og har dobbelt skær, Fortil krum og skarp, som en buttet segl. På bagkanten et lige skær, som en økse, Til at kappe grene og unge buske, Når en levende hæk skal lægges.
V. En levende hæk
127. En levende hæk er en farmers livsværk. Det siges, at den, der planter et træ Træder i forhold til døden, Men jeg ved, at den, der planter en hæk Viser omsorg for sine efterkommere.
128. Først skal hækken plantes fra grunden. Vi bruger hvidtjørn, navr og hassel, Der giver fylde, godt ungtræ og højde. Slåen og vildroser er godt for tæthed For bier, natsværmere og fugleliv.
129. Ask, skovæble og benved er føde og farve, Bærmispel, kornel og kvalkved giver bær, Sammen med pibekvalkved og liguster. Kristjørn og laurbær giver dyb og ægte grønt, Vedbend og tidsel giver frø og blomst.
130. Vi planter i dybden, vi planter i højden. Vi planter i to rækker med træer imellem, Gerne urskovstræ som eg, pil eller elm, Hele hækken er tre til fem meter bred, Tre meter høj og tusind arter lang.
131. Efter ti år skal hækken lægges første gang. Med løvknivens skarpe, slebne bagsskær Hugges ungtræ næsten over ved roden Og lægges ned på skrå i hækkens retning. Nye rodskud vil vokse op og vokse til.
132. Stave af ask el. hassel slås ned langs midten. Vidjer af hassel el. pil flettes ind. De huggede ungtræer flettes ind på skrå Og gror videre, mens stave og vidjer forgår. Gentages og tilses i halvtreds år eller mere.
133. Hækken bugner og tætner og skygger, Den filtrer, den gror, den skyder, Med knopskud, rodskud og sideskud. Den vokser og viser, hvad den kan: Et faunarige i mange hundrede år.
134. Her er slørvinger, netvinger og ørentviste, Bænkebidere, larver og masser af fluearter, Edderkopper, spindlere og ugler, Spurve, finker og skolopendre, Snyltere, springlarver, gnavere og gravere.
135. Her er tusindben, sværmere og humlebier, Mejser, gærdesmutter, mus og mår, Gravehvepse, murerbier og musvitter, Bladlus, pindsvin, solsorte og snegle, Orme, pupper og millioner af myrer.
VI. En forårsdag går jeg ud
136. En forårsdag går jeg ud i redskabsskuret, Lægger slibesten i blød i en balje vand, Og hvæsser løvknivens rustne blad. Faste tag, rolige strøg, ikke for hurtige; Intet skal nås og intet haster.
137. Mange har slebet denne kniv før jeg. Min moster har slebet på den i sit skur. Før hende, landarbejdere i grove klær Og småbønder i hvidkalkede rønner; Hårdhændede, rygkrumme skærslibere.
138. Kun min generation, den rigeste nogensinde, Som vi ynder at fortælle hinanden, Har ikke råd til at afgive plads til en hæk, Til at lægge den og pleje den. Kun min generation har ikke tid.
139. Jeg rækker ind i havehækkens tynde skel, Et grønt gardin, der holder blikket ude, Et par spurve bygger rede, Men klippes bort til hver sankthans. En solsort hopper på den svedne plæne.
Med stor tak til Tom Hynes og Robert Wolton fra Devon Hedge Group, som venligst har stillet tre af billederne til rådighed. Deres website: http://www.devonhedges.org er en rig og kærlig kilde til viden om hække og det ældgamle håndværk at lægge og passe dem. Bilederne (og forhåbentlig digtet) viser, hvad hække virkelig kan: for faunaen, landskabet og menneskers livskvalitet.
Læhegn
112. Læhegn står med grå og hvide graner,
Der stritter i den tomme luft,
Klitfyr på række isprængt nålepjusk.
Pivåbne hegn holder igen på sandet.
En hare humper ud på marken.