2302. To skrumler i et krat, Digter og kritiker på heden Ophav til tegn og æstetik, Ved udtørret sø i en lavning, Grøn urskovsbevoksning Tæt og indædt sammenfiltret; Bøjer kviste, knækker grene Maser igennem, bryder ud, I går, tusind år siden, En million, to eller tre: Den første handling, nok, Som hominider, ud i det fri.
2303. Men herinde i tykningen Hvor visne grene står frem: Veddet dødt, knoglebleget Barken skællet, ru og tør, Koralsvampe, grøn tuemos, Lyserøde mosser, lav i Sorte plamager, saprofytter I kemisk nedbrydning af Proteiner, fedt, stivelse, Cellulose og til sidst lignin, Omdannet til sukre, syrer; Nye væksters fremkomst Iscenesat.
2304. Sig selv værdig, hvis Vi ser den, stopper hånden Holder inde, betragter Sprukken bark, vædet I transsubstantiering Af elementarpartikler Fra jordens legeme Skabt i formskiftet fra Dødt til levende Til enhver tid, overalt Netop derfor et ritual Om evig overgang Celle til celle, Stof til stof, Tegn for tegn
Nyt i Index Titusind: Urskovsbevoksning ◦ 2302, Saprofyt ◦ 2303, Stof ◦ 2304.
