Kategori: Svampe

Udgivet den

Svampen er et svampet væsen

Svampen er et svampet væsen

       I

2749.  Sensationel asymmetri,
       Roset med flige indeni,
       Kæmpeporesvamp, jerseybrun,
       Farvebånd som målervinge,
       Smukke buer, runde labber,
       Størrelse som en barnefavn;
       Mit lykkefund, et urtidslevn. 

2750.  Ugen efter på genvisit,
       Svampen overskåret, væk det skidt:
       Maskinnedklippet græsrabat,
       Artshygiejne iscenesat:
       Det tankeløse svampedrab;
       Synet vrider mavevending,
       Vrede over skændselshandling.

       II

2751.  En stilket porresvamp slår rod
       Klods op af poppelstumpens fod
       Ved tæt befærdet alfarvej;
       Svovl- og tjærefarvet herlighed,
       Kødfulde bræmmer, okker dej,
       Måler to fod fra kant til kant,
       Havsides grosted himmelvendt.

2752.  Ved nytår står den der endnu,
       Forskånet slag og hak itu
       Ved kystens sprukne asfaltvej
       Truet af spark og tung trafik,
       Ond vilje, salt og hundepis;
       Til forår, smattet svampehud,
       Sortblodet, slimet blækkethed.

       III

2753.  Svampen er et svampet væsen,
       Kølig muldhed, fad i næsen,
       Spændstig blødhed, slap i hånden;
       Eneste ord for svamp er svamp,
       Væsnet fortalt af væsnet selv;
       Men en fugl er ikke fuglet
       Og en fisk er ikke fisket.

2754.  Jeg går lidt i knæ, syner op,
       Sind pivåbent, elektrisk krop:
       Enhver kurve, farve og form
       Fornægter vores mønstertrang,
       Men skærper sanser; for en svamp
       Må erfares som et hele,
       Den er det fænomenale.

2755.  Mest jordisk af det jordiske,
       Mest væsen af det væsentligste:
       Det bløde, gustne svampeskind,
       Kautsjukvævet, det fælles kød;
       Vi ser den som en arkeform,
       Fjerneste liv i slægtskabsbånd,
       Svampen i sig selv: et noumenon.


Nyt i index Titusind:
Kæmpe poresvamp ◦ 2749, Urtidslevn ◦ 2749, Fældning ◦ 2750, Svampedrab ◦ 2750, Stilkporresvamp ◦ 2751, Kødfuld ◦ 2751, Asfalt ◦ 2752, Hundepis ◦ 2752, Svamp ◦ 2753, Spændstighed ◦ 2753, Elektrisk krop ◦ 2754, Fænomen ◦ 2754, Kautsjuk ◦ 2755, Noumenon ◦ 2755.


Udgivet den

Saprotrofisk ritual

Saprotrofisk ritual

2302.  To skrumler i et krat,
       Digter og kritiker på heden
       Ophav til tegn og æstetik,
       Ved udtørret sø i en lavning,
       Grøn urskovsbevoksning
       Tæt og indædt sammenfiltret;
       Bøjer kviste, knækker grene
       Maser igennem, bryder ud,
       I går, tusind år siden,
       En million, to eller tre:
       Den første handling, nok,
       Som hominider, ud i det fri.

2303.  Men herinde i tykningen
       Hvor visne grene står frem:
       Veddet dødt, knoglebleget
       Barken skællet, ru og tør,
       Koralsvampe, grøn tuemos,
       Lyserøde mosser, lav i
       Sorte plamager, saprofytter
       I kemisk nedbrydning af
       Proteiner, fedt, stivelse,
       Cellulose og til sidst lignin,
       Omdannet til sukre, syrer;
       Nye væksters fremkomst
       Iscenesat.

2304.  Sig selv værdig, hvis
       Vi ser den, stopper hånden
       Holder inde, betragter
       Sprukken bark, vædet 
       I transsubstantiering 
       Af elementarpartikler
       Fra jordens legeme
       Skabt i formskiftet fra
       Dødt til levende
       Til enhver tid, overalt
       Netop derfor et ritual 
       Om evig overgang
       Celle til celle, 
       Stof til stof,
       Tegn for tegn


Udgivet den

Bævresvamp og heksesmør

Bævresvamp og heksesmør

1379.	I kvasets tætte virvar
        Og meterhøje vissendom
        Af kviste, grene, blade
        Og formummet pottejord, 
        Stikker en grenstump op
        Behængt med blæver
        Et orange øjesug, 
        Splatterlevende
        I den spæde sol.

1380.	I hånden lidt slimet,
        Kold, fed og slatten,
        Hér en bølget flig,
        Randen af en ørefold:
        Frugtlegemer og sporer
        Af den gule bævresvamp
        Fastklæbet på en gren
        Nedbrudt og tommetyk.

1381.	De snylter på svampe,
        Der lever af dødt træ,
        Fortæller min svampebog:
        Omkring halvtreds arter
        Med klingende navne
        Mangevegne fra: 
        Heksesmør, guldgelé;
        Gulhjerne og guldkrøs.

1382.	Jeg fejrer i smug
        Vores artsforøgelse:
        Velkommen herind
        Hver nykendt form,
        Hvert nyt individ,
        Som vælger at bo
        I havens svampelaug
        Og med mig, varm
        I det første forårslys.


Nyt i Index Titusind:
Kvas ◦ 1379;  Ørefold ◦ 1380; Bævresvamp ◦ 1380; Heksesmør ◦ 1381; Forårslys ◦ 1382.
Udgivet den

Flammehat

Flammehat

1236.	Flammehat på stub og mos;
        Toksiner og sjælevandring
        Skubbet op i svampeform,
        Besnust, befølt, 
        Smagssanser i alarm;
        Verden på en tungespids.


Nyt i Index Titusind: 
Flammehat ◦ 1236, Toksin ◦ 1236.
Udgivet den

Heksering

Heksering


1235.	En heksering i skoven:
        Fem meter bred, brudt,
        To halvkredse i nougathvid,
        Tragthatte i hundredvis.
        Jeg skal jo lige prøve:
        træde ind i kredsen,
        blive omgivet, optaget,
        en lille efterårslykke.
        Svampe og mennesker;
        Kun vi kan stå i ring.

Nyt i Inde Titusind: Heksering ◦ 1235, Tragthat ◦ 1235.

Udgivet den

Sporefontæner

Sporefontæner

1192.	En koloni af stjernebolde
        Har sat sig i skovens bund;
        De har fart i muldfabrikken
        Og havens forrådnelseskemi.

1193.	De kom i dette efterår,
        Begyndte at bugne frem:
        Stjerner af flige foldet ud
        Over træernes nedfaldshøst.
	
1194.   Hyfer griber ned i førnen
        Enzymer siver ud, suger op, 
        Frigør proteiner, mineraler,
        Til kulstofskiftets hjul.

1195.	Kødfulde sporefontæner,
        Indeni en svampet lunge;
        Et pust af sapotrofe søstre
        Mellem skovens stammer.
Udgivet den

Saprofyt

Saprofyt

1156.	En stub med et skud af taks
        På en bund af brune blade
        Fra stilkeg, rødeg og bøg.
        Den er dækket, nej, opbygget 
        I det smukkeste lagdelte mønster:
        En broget læderporesvamp,
        En saprofyt, der nedbryder
        Dødt organisk materiale;
        Vigtig i kulstofkredsløbet
        Fordi netop denne svamp
        Nedbryder lignin i dødt træ,
        Det protein, der giver hårdhed,
        Og gør træer, ja, til træer;
        Altså hårdt, svært nedbrydeligt.
        Men lædersvampen den kan;
        Omsætter cellulose til glukose,
        Og gør det på fineste vis:
        De ligner taglagte terasser
        Eller måske de hængende haver;
        Og folk kommer forbi, stopper,
        Og siger næh, hvad er dog det?
        For denne svamp er en af de
        Skønneste saprofytter.

1157.	Læderporesvamp er ikke 
        Et navn der rykker; okay,
        Lidt kedeligt, men adækvat.
        Engelsk igen: Turkey Tail,
        Fordi det er hvad den ligner:
        Haleviften på en vild kalkun.

1158.	Navne betyder jo noget:
        Vi har ingen navnløse venner,
        Vi kender ingen navnløse væsner.
        Kun et navn kan give tilfredshed,
        En fornemmelse af at vide noget.
        I et navn ligger genkendelsen,
        Hvis nu, og når vi ses igen.

1159.	Vi griber til feltbogen, nøglen, appen.
        Hvad er det? Hvad hedder den?
        Men i en naturhave, et økosystem,
        Spørger vi ikke, hvad er det?
        Men snarere, hvem er det?
        Nogle gange, hvem er du?
        Når overraskelsen er stor.
        Og selv om de ikke kan svare, 
        På en måde vi forstår,
        Så har de svaret alligevel;
        Fordi de er her, de vokser her: 
        Bekendte fra beslægtede riger.

Drevet af WordPress