1379. I kvasets tætte virvar Og meterhøje vissendom Af kviste, grene, blade Og formummet pottejord, Stikker en grenstump op Behængt med blæver Et orange øjesug, Splatterlevende I den spæde sol.
1380. I hånden lidt slimet, Kold, fed og slatten, Hér en bølget flig, Randen af en ørefold: Frugtlegemer og sporer Af den gule bævresvamp Fastklæbet på en gren Nedbrudt og tommetyk.
1381. De snylter på svampe, Der lever af dødt træ, Fortæller min svampebog: Omkring halvtreds arter Med klingende navne Mangevegne fra: Heksesmør, guldgelé; Gulhjerne og guldkrøs.
1382. Jeg fejrer i smug Vores artsforøgelse: Velkommen herind Hver nykendt form, Hvert nyt individ, Som vælger at bo I havens svampelaug Og med mig, varm I det første forårslys.
Nyt i Index Titusind: Kvas ◦ 1379; Ørefold ◦ 1380; Bævresvamp ◦ 1380; Heksesmør ◦ 1381; Forårslys ◦ 1382.
Flammehat
1236. Flammehat på stub og mos;
Toksiner og sjælevandring
Skubbet op i svampeform,
Besnust, befølt,
Smagssanser i alarm;
Verden på en tungespids.
Nyt i Index Titusind:
Flammehat ◦ 1236, Toksin ◦ 1236.
Heksering
1235. En heksering i skoven:
Fem meter bred, brudt,
To halvkredse i nougathvid,
Tragthatte i hundredvis.
Jeg skal jo lige prøve:
træde ind i kredsen,
blive omgivet, optaget,
en lille efterårslykke.
Svampe og mennesker;
Kun vi kan stå i ring.
Nyt i Inde Titusind: Heksering ◦ 1235, Tragthat ◦ 1235.
Sporefontæner
1192. En koloni af stjernebolde
Har sat sig i skovens bund;
De har fart i muldfabrikken
Og havens forrådnelseskemi.
1193. De kom i dette efterår,
Begyndte at bugne frem:
Stjerner af flige foldet ud
Over træernes nedfaldshøst.
1194. Hyfer griber ned i førnen
Enzymer siver ud, suger op,
Frigør proteiner, mineraler,
Til kulstofskiftets hjul.
1195. Kødfulde sporefontæner,
Indeni en svampet lunge;
Et pust af sapotrofe søstre
Mellem skovens stammer.
1156. En stub med et skud af taks På en bund af brune blade Fra stilkeg, rødeg og bøg. Den er dækket, nej, opbygget I det smukkeste lagdelte mønster: En broget læderporesvamp, En saprofyt, der nedbryder Dødt organisk materiale; Vigtig i kulstofkredsløbet Fordi netop denne svamp Nedbryder lignin i dødt træ, Det protein, der giver hårdhed, Og gør træer, ja, til træer; Altså hårdt, svært nedbrydeligt. Men lædersvampen den kan; Omsætter cellulose til glukose, Og gør det på fineste vis: De ligner taglagte terasser Eller måske de hængende haver; Og folk kommer forbi, stopper, Og siger næh, hvad er dog det? For denne svamp er en af de Skønneste saprofytter.
1157. Læderporesvamp er ikke Et navn der rykker; okay, Lidt kedeligt, men adækvat. Engelsk igen: Turkey Tail, Fordi det er hvad den ligner: Haleviften på en vild kalkun.
1158. Navne betyder jo noget: Vi har ingen navnløse venner, Vi kender ingen navnløse væsner. Kun et navn kan give tilfredshed, En fornemmelse af at vide noget. I et navn ligger genkendelsen, Hvis nu, og når vi ses igen.
1159. Vi griber til feltbogen, nøglen, appen. Hvad er det? Hvad hedder den? Men i en naturhave, et økosystem, Spørger vi ikke, hvad er det? Men snarere, hvem er det? Nogle gange, hvem er du? Når overraskelsen er stor. Og selv om de ikke kan svare, På en måde vi forstår, Så har de svaret alligevel; Fordi de er her, de vokser her: Bekendte fra beslægtede riger.
Nyt i Index Titusind: Saprofyt ◦ 1156, Lignin ◦ 1156, Glukose ◦ 1156, Læderporesvamp ◦ 1157, Navne ◦ 1158, Naturhave ◦ 1159,
Træstubalmanak 2023
1149. På den bedste plads i min indkørsel,
Hvor fine gæster, folk med andragender,
Journalister, venner, bude, drejer ind,
Dér hvor stolte haveejere med omhu
Kunne udstille haven, anstille sig selv,
Står en rådden, sort, ubestemmelig stub,
En birk måske, godt og vel fod på tværs.
1150. Man kunne jo rejse en kampesten,
En prydbusk, en dresseret haveplante,
En stensætning, et skilt, en havenisse,
Men jeg elsker min træstub, som den er,
Gammel, slimet og kriblende af kryb.
Her skal den blive til den forsvinder,
Opslugt af mulden, nedbrudt, ældet,
Fortæret til trøsket ukendelighed.
1151. Den har stået der allerede ti år,
Den varer nok mindst ti år endnu.
Så hvert år fra nu vil jeg lave
En lille beretning om året, der gik,
Om hvad der er sket, hvad jeg har set
I træstubbens frodige økosystem.
1152. De seneste fem år har jeg fundet
Otte spirende takstræer på stubben,
Der klynger sig til roden, borer sig ned
Gennem barkens sorte sprækker.
Sidste år stod det klart, at en efterfølger,
Udpeget og kåret af økosystemet,
Skulle indtage pladsen og vokse op:
En taks, nu cirka en halv meter høj,
Med dusinvis af røde frugter i sommers.
1153. I september kom en skriggul plamage,
Tænk raps, karry, kanariefugl eller svovl.
Den bredte sig, nej, den kravlede,
Hen over stubben en uges tid og forsvandt,
tørrede ind, grå og rynket overflade:
Troldesmør, et svampedyr, men
hverken svamp eller plante eller dyr.
Godt navn, vi vil altid huske den,
Næste gang vi mødes til skovtaffel.
På engelsk bliver det helt lyrisk:
Slim muggen hundebræk *), mig en ære;
De kan noget med ord, de briter.
1154. I oktober voksede en stand af gul fløjsfod
blævrende, bævrende, brændt karamel,
Høje svampehætter, en lys og levende farve
Tæt sammen i en klynge, en konspiration.
De står der måske frem til foråret.
Det regner, en silende efterårsregn,
Mens svampene står derude
Godter sig med lange sugetråde,
Strutter af biokemiske processer,
Dybt i ved og celluloseproteiner
Fra stubbens svampede spisebord.
1155. November falder i regn og blade,
Skyer trykker, blæsten rykker.
Træstubbens flade fedtet ind
Til næste hold af saprofytter.
En koloni af hvide koralsvampe
Stikker frem fra alle sprækker
Mellem træets rådne bark og
Træets gamle yderved, dér
På stubbens svageste sted:
Det bizarre syn af mælketænder
På en oldings sorte gummer.
De skyder rundt på stubben
overalt, hvor der er revner:
Små nåle, hvide pinde,
Frugter fra stubbens indre,
Gennemstukket, omklamret
i et net af hyfatråde, der
ætser, opløser, udsuger
Stubben, der svinder ind,
Stille, stille, stille,
Mørnet, år for år.
Stadig reserveret et vers til jul **).
*) Dog vomit slime mold (fuligo septica) eller rørægslim eller denne pudsige skævert af en eufemisme: jasminmug. Den er god nok.
**) Index Titusind er opbygget og nummereret i hånden. Jeg kan taget et vers ud og erstatte det med et andet. Men hvis jeg sætter et vers ind, går der royalt ged i nummerrækken; jeg skal manuelt ændre nummerordenen for hvert efterfølgende stikord i tre registre. Givet at træstubbens veje er uransagelige og at en almanak er en julebehæftet sag, er det nok klogt, at lade en plads stå åben.
Nature morte
960. Skovfyr flakker i skyggespil,
Sol danser på skovens bund.
Tørt lys, terpeners duft
Møder fugtig jord, nålemuld.
961. To små skørhatte står,
Et sammenvokset par;
Varme rødorange sfærer
Lyser op på sortbrun jord.
962. Der er ingen form for liv
I naturens dynamik af væsner,
Intet funktionelt princip,
Der ligner svampehatten.
963. I virussens mikroverden
Findes måske en flagel,
En udvækst, et horn,
Der ligner svampeboblen.
964. Blandt vore ting kendes kun
Det gærformede bolleskud,
Rundet op under klædet,
Holdt frem i hænders skål.
965. Svampen er en urform,
En arketing fra billeddybet
Af samme orden, styrke, som
Fugl, fisk, træ, og blomst.
966. To underjordiske væsner,
Svulmet frem i efterårets glød
Blandt bitte, grønne frynser
Af årets skovfyrsspirer.
967. Frisk lugt med lidt fordærv,
Et blegt og vandigt kød,
En svampet svampethed,
Kølig og død på fingrene.
968. En skødesløs perfektion
Af frodighed og ældning,
Flygtig hvor den findes
I efterårets jordiskhed.
Nyt i Index Titusind:
Skovfyr • 960; Skørhat • 961; Svampehat • 962; Virus • 963; Hænders skål • 964; Arketing • 965; Efterår • 966; Fordærv • 967; Ældning • 968.
