1156. En stub med et skud af taks På en bund af brune blade Fra stilkeg, rødeg og bøg. Den er dækket, nej, opbygget I det smukkeste lagdelte mønster: En broget læderporesvamp, En saprofyt, der nedbryder Dødt organisk materiale; Vigtig i kulstofkredsløbet Fordi netop denne svamp Nedbryder lignin i dødt træ, Det protein, der giver hårdhed, Og gør træer, ja, til træer; Altså hårdt, svært nedbrydeligt. Men lædersvampen den kan; Omsætter cellulose til glukose, Og gør det på fineste vis: De ligner taglagte terasser Eller måske de hængende haver; Og folk kommer forbi, stopper, Og siger næh, hvad er dog det? For denne svamp er en af de Skønneste saprofytter.
1157. Læderporesvamp er ikke Et navn der rykker; okay, Lidt kedeligt, men adækvat. Engelsk igen: Turkey Tail, Fordi det er hvad den ligner: Haleviften på en vild kalkun.
1158. Navne betyder jo noget: Vi har ingen navnløse venner, Vi kender ingen navnløse væsner. Kun et navn kan give tilfredshed, En fornemmelse af at vide noget. I et navn ligger genkendelsen, Hvis nu, og når vi ses igen.
1159. Vi griber til feltbogen, nøglen, appen. Hvad er det? Hvad hedder den? Men i en naturhave, et økosystem, Spørger vi ikke, hvad er det? Men snarere, hvem er det? Nogle gange, hvem er du? Når overraskelsen er stor. Og selv om de ikke kan svare, På en måde vi forstår, Så har de svaret alligevel; Fordi de er her, de vokser her: Bekendte fra beslægtede riger.
Nyt i Index Titusind: Saprofyt ◦ 1156, Lignin ◦ 1156, Glukose ◦ 1156, Læderporesvamp ◦ 1157, Navne ◦ 1158, Naturhave ◦ 1159,
