Kyst 23
1272. Kyst efter storm,
Fugtig luft falder på tungen,
Ligger på den åbne hånd.
Strand, sten, vand,
Horisont og himmel
Toner ud, falder sammen
I et kontinuum af gråt;
1273. Brisen er tyk og dvask,
Tåge driver ind på kysten.
Den eneste lyd er bølger,
Der lapper op på bredden.
Kun lavfrekevente lyd
Høres i den tætte stilhed,
En skibsmotor, diesel, dunker
Et par sømil ude, retning Sverige.
1274. Stormen flyttede bræmmer af sten:
Titusinder, hundredtusind tons
Fejet op, løftet, lagt ind i landet;
Den gamle jærne af kugleflint
Og lange tunger af sand
Skubbet ind i kystens skov.
1275. Hundredvis af træer rykket op,
Væltede, knækkede med
Mandshøje rodklumper
Havvendte, ned langs kysten.
Der er styrke, intensitet her,
En følelse af higen
Af eminent vilje
I mylderet af rødder,
Stormspulede og sandblæste,
Der rækker ud mod havet.
1276. En stor eg, hundredårig,
Revet over ved roden, knækket,
Levende og ormestukket ved,
Et hult gab i egens indre,
Det friske, gule brud vendt ud
I det vintervåde vejr.
1277. Drivtømmer og store træer,
Afbarkede og slebne af havet
Kastet ind over kysten
På tværs af væltede træer.
Filtrede smårødder i tætte kugler,
Mast ind blandt buske og krat;
Gule, orange, hvide vidjer
Frisk flåede af stormen.
1278. Tåge og grå skumring
Fordrejer tid og lyd,
Skaber ubevægelighed.
Jeg synker ind i tiden,
Står her, som folk har gjort
I titusind år, kigger ud over
Skovklædte næs og åbne vige,
Ud mod verdens krumning.
1279. Et par billygter blinker
Inde på kystvejen fra Køge.
Stranden er bredere nu;
Landet blev igen lidt mindre
Natten over.
Last Updated on 2 måneder by Jacob Gammelgaard