Kyst 23

Kyst 23

1272.	Kyst efter storm,
        Fugtig luft falder på tungen,
        Ligger på den åbne hånd.
        Strand, sten, vand,
        Horisont og himmel
        Toner ud, falder sammen
        I et kontinuum af gråt;

1273.	Brisen er tyk og dvask,
        Tåge driver ind på kysten.
        Den eneste lyd er bølger,
        Der lapper op på bredden.
        Kun lavfrekevente lyd
        Høres i den tætte stilhed,
        En skibsmotor, diesel, dunker
        Et par sømil ude, retning Sverige.

1274.	Stormen flyttede bræmmer af sten:
        Titusinder, hundredtusind tons
        Fejet op, løftet, lagt ind i landet;
        Den gamle jærne af kugleflint
        Og lange tunger af sand
        Skubbet ind i kystens skov.

1275.	Hundredvis af træer rykket op, 
        Væltede, knækkede med
        Mandshøje rodklumper
        Havvendte, ned langs kysten.
        Der er styrke, intensitet her,
        En følelse af higen
        Af eminent vilje
        I mylderet af rødder,
        Stormspulede og sandblæste, 
        Der rækker ud mod havet.

1276.	En stor eg, hundredårig,
        Revet over ved roden, knækket,
        Levende og ormestukket ved,
        Et hult gab i egens indre,
        Det friske, gule brud vendt ud
        I det vintervåde vejr.

1277.	Drivtømmer og store træer,
        Afbarkede og slebne af havet
        Kastet ind over kysten
        På tværs af væltede træer.
        Filtrede smårødder i tætte kugler, 
        Mast ind blandt buske og krat;
        Gule, orange, hvide vidjer
        Frisk flåede af stormen.

1278.	Tåge og grå skumring
        Fordrejer tid og lyd,
        Skaber ubevægelighed.
        Jeg synker ind i tiden,
        Står her, som folk har gjort
        I titusind år, kigger ud over
        Skovklædte næs og åbne vige,
        Ud mod verdens krumning.

1279.	Et par billygter blinker
        Inde på kystvejen fra Køge.
        Stranden er bredere nu; 
        Landet blev igen lidt mindre
        Natten over.