Duer i blæst
1280. Duerne er urolige i dag,
Stryger hid og did
I kaotisk flok
På røggrå himmel;
Lander under egene,
Vralter, vogter, pikker
Efter agern, hvad som helst;
Flygter i synkron panik
På et smæld af vinger;
En trykbølge hvirvler
Visne blade rundt,
Fejes bort af blæst.
Nyt i Index titusind:
Due ◦ 1280, Blæst ◦ 1280.
Kyst 23
Kyst 23
1272. Kyst efter storm,
Fugtig luft falder på tungen,
Ligger på den åbne hånd.
Strand, sten, vand,
Horisont og himmel
Toner ud, falder sammen
I et kontinuum af gråt;
1273. Brisen er tyk og dvask,
Tåge driver ind på kysten.
Den eneste lyd er bølger,
Der lapper op på bredden.
Kun lavfrekevente lyd
Høres i den tætte stilhed,
En skibsmotor, diesel, dunker
Et par sømil ude, retning Sverige.
1274. Stormen flyttede bræmmer af sten:
Titusinder, hundredtusind tons
Fejet op, løftet, lagt ind i landet;
Den gamle jærne af kugleflint
Og lange tunger af sand
Skubbet ind i kystens skov.
1275. Hundredvis af træer rykket op,
Væltede, knækkede med
Mandshøje rodklumper
Havvendte, ned langs kysten.
Der er styrke, intensitet her,
En følelse af higen
Af eminent vilje
I mylderet af rødder,
Stormspulede og sandblæste,
Der rækker ud mod havet.
1276. En stor eg, hundredårig,
Revet over ved roden, knækket,
Levende og ormestukket ved,
Et hult gab i egens indre,
Det friske, gule brud vendt ud
I det vintervåde vejr.
1277. Drivtømmer og store træer,
Afbarkede og slebne af havet
Kastet ind over kysten
På tværs af væltede træer.
Filtrede smårødder i tætte kugler,
Mast ind blandt buske og krat;
Gule, orange, hvide vidjer
Frisk flåede af stormen.
1278. Tåge og grå skumring
Fordrejer tid og lyd,
Skaber ubevægelighed.
Jeg synker ind i tiden,
Står her, som folk har gjort
I titusind år, kigger ud over
Skovklædte næs og åbne vige,
Ud mod verdens krumning.
1279. Et par billygter blinker
Inde på kystvejen fra Køge.
Stranden er bredere nu;
Landet blev igen lidt mindre
Natten over.
Blæst
Blæst 848. Blæsten har fulgt mig gennem hele livet; 849. Ved havet og den øde strand er den tand mod kinden. 850. Ved det stille vand, som en ånd i vinden. 851. Vi søger ly for stormen, og lader regnen drive, 852. Indhylle land og kyst og alle ting i live. 853. Gennemblæst med saltet hud; hiver døren op, smækker i. 854. Næser løber, muskler jubler; storm gør godt i sjæle. 855. Her er saligt læ og stille; Styrke, ven og hvile.
Grå morgen før regn
Grå morgen før regn
432. Lyde og luft falder
Til jorden. Stille.
Bevægelser daler ned
Mod jorden. Stille.
Træer går i stå.
Planter holder inde.
433. Jordens skorpe,
Svampe, humusfibre,
Himmelvendes, venter.
Bakterier tøver,
Biller, tusindben stopper,
Rodtrevler åbner op.
434. Lyset synker ned
Over jorden, gråligt.
Genskin og farver
Falmer, forsvinder.
Dybde og virkning:
Flade, indadvendte.
435. Kun lugte forstærkes,
Kølige, tyktflydende.
Den inderste zone,
Tættest på kroppen,
Udvides, suger til sig,
Vind fra havet.
436. Lugt og smag blandes,
Muld og ilt med kølig fugt;
Luftens umami fortættes.
Ind- og udåndet luft,
Dampskiftet lydløst,
Ventende.
437. Ingen mekanik,
Ingen maskiner,
Ingen metaforer.
Tidløst.
Tung fugt brister.
Regn.
Sne
Sne
172. Sne
Falder som ren natur ansigt til ansigt,
Folk løber ud med åben mund og arme.
Vi er urtidsfolk af gen og sind.
Sne
Smelter verden om til sjap,
Et vådt minde om det, vi har tabt.
Sne er et andet ord for sorg.
Monsun, en sommer
Monsun, en sommer
43. Regnen
Rusker fra en heftig byge,
Rammer ratatat på tørre blade;
Vanddamp emmer over tagets top.
Regnen
Tung af fugt og blanke tanker,
Intet at gøre, ude eller inde;
Mudder pibler frem på mine tæer.