Blå på Råbjerg Mile

Blå på Råbjerg Mile

1054.	Blå er et sjældent chok
        til fods under åben himmel,
        her på Råbjerg Mile
        under dagslysets farveprisme 
        og oplyste vandreskyer,
        hvor intet jordisk blåt kan ses;
        ingen dyr, ingen svampe, padder
        ingen sten, insekter, eller træer;
        alt i farvebalance, uberørt,
        som en stump af ødemark, endnu,
        brudt voldsomt, som et anstød,
        af en nylontrøje, neonblå,
        spiddet på en fyrregren,
        halvt dækket allerede af sand,
        her hvor alt er i bevægelse
        og levende af sol og vind,
        af hav og tiltrækningskraft
        under det enorme himmelhvælv,
        hvor jeg med ét ikke ser andet  
        end en klat syntetisk blå,
        og forstår, at det er rigtigt,
        at kun vores ting er døde.

1055.	På knæ, med fingre og negle
        graver jeg et hul i sandet,
        stopper trøjen ned, dækker til;
        sådan, tilsandet, slettet,
        hånd og fødders nedslagsspor
        straks overpustet af krystaller,
        der visker ind på vestenvinden.