Kategori: Farver

Udgivet den

Meditation i gråt

Meditation i gråt

1358.	Kysten uden tid og sted:
        Gråspektret lys i buer,
        Sten, strand og himmel
        I et gråt forsvindingspunkt.

1359.	Grumset knirkesne i gråt
        En krumning af grå sten
        Striber af grålig sandstrand,
        Bredden udvisket i gråhvid
        Grødis, skorpet fra i nat,
        Bølger oven på bølger,
        Ud til den sortgrå horisont
        Ensartet mat, massiv grå.
        Kyst, hav og himmel;
        Sin egen meditation i grå.

1360.	En kvalitet ved gråhed,
        Der suger lyset til sig,
        Tømmer luften for lys;
        Grå er ikke lys eller farve;
        Grå er noget, der sker med lys.
        Grå er et naturelement,
        Der bøjer horisonten og
        Klemmer rumfang ind.

1361.	En glatgrå himmel;
        Melering og nuancering,
        Skyer i røggrå og hvidgrå,
        Vand puddergråt og tågegrå,
        Regnskyer dampgrå, duggrå
        Eller skysort tordengrå;
        Islag skinnende gråt
        Over sort vand, pytgrå.

1362.	Det strittende askegrå,
        Det blanke duegrå,
        Det rupelsede æselgrå,
        Det dungrå og det lungrå,
        Midt i vinterens sjapgrå.


Nyt i Index Titusind:
Gråspektret lys ◦ 1358, Grødis ◦ 1359, Rumfang ◦ 1360, Regnsky ◦ 1361, Askegrå ◦ 1362.

Udgivet den

Blå på Råbjerg Mile

Blå på Råbjerg Mile

1054.	Blå er et sjældent chok
        til fods under åben himmel,
        her på Råbjerg Mile
        under dagslysets farveprisme 
        og oplyste vandreskyer,
        hvor intet jordisk blåt kan ses;
        ingen dyr, ingen svampe, padder
        ingen sten, insekter, eller træer;
        alt i farvebalance, uberørt,
        som en stump af ødemark, endnu,
        brudt voldsomt, som et anstød,
        af en nylontrøje, neonblå,
        spiddet på en fyrregren,
        halvt dækket allerede af sand,
        her hvor alt er i bevægelse
        og levende af sol og vind,
        af hav og tiltrækningskraft
        under det enorme himmelhvælv,
        hvor jeg med ét ikke ser andet  
        end en klat syntetisk blå,
        og forstår, at det er rigtigt,
        at kun vores ting er døde.

1055.	På knæ, med fingre og negle
        graver jeg et hul i sandet,
        stopper trøjen ned, dækker til;
        sådan, tilsandet, slettet,
        hånd og fødders nedslagsspor
        straks overpustet af krystaller,
        der visker ind på vestenvinden.


Udgivet den

Wittgensteins have (2)

Wittgensteins have (2)

895.	Urtehave og køkkengrønt
	   sydvendt over floden.
        Munkehabitat i klostersten,
	   mørtel og kvadratsystem.
        Mennesker med en særlig
	   trang til stianlæg.

896.	Munke luger ud i bedet,
	   mumler ned til rødder.
        Spreder ord blandt stauder;
	   lad myrer ta’ dem.
        Mange hundrede år hér
	   i Kloster Hütteldorf.

897.	En gartnerassistent er kommet,
	   bor i haveskuret.
        Svært at kende mand fra redskab,
	   stiv i arme, gode greb.
        Selvtalende om dagen,
	   havegnom om natten.

898.	Ligger på knæ derude,
	   taler ned til stedet.
        Fingre løsner ler og jord,
	   nulrer hårde klumper.
        Fingerspids mod blomsterfarve;
	   gøder, graver, leger.

899.	Vos farver kan mærkes
	   på skein, i blomsten.
        Rød er tungere end blå,
	   gul ryster, grøn risler.
        Ve blander farver, vos selv,
	   ve suger farver op.

900.	Denne ordbogsdyrker
	   og redskabsbruger,
        Med jord på neglene
	   og farver på fingrene;
        Alle de ord, der smuldrer
	   i mødet med planter.


I sommeren 1926 tog Ludwig Wittgenstein (1889-1951) arbejde som gartnermedhjælper på Klosteret Hütteldorf, Østrig, måske som terapi. Næsten intet vides om opholdet. Wittgensteins afhandling "Bemærkninger om farver" publiceredes posthumt i 1977.


Udgivet den

En sommeraften som mange andre

En sommeraften som mange andre

195.	Lyset kommer ind på lange baner,
        Lavt hen over krat og træers kroner.
        Bølger af magenta, infrarødt,
        Blander sig med gult og blåt.
        Sol og græs fordyber sig,
        Hver enkelt strå er tegnet op;
        Belyst i silhuet og rammet ind,
        Mæt af lys og hjernespind.
 
Udgivet den

Wittgensteins have (1)

Wittgensteins have (1)


78.	Hjorten er et frossent farvespil i den kolde morgen. Ører drejes og øjne stirrer; vagtsomheden tikker mellem os. 

79.	Kun den gråhvide damp fra de natsorte næsebor bevæger sig, mens lungebælgen pumper under pelsen; et sekund, to sekunder, tre. 

80.	Grønlige, gullige, brunlige, gråbrune, rødbrune, vissengule, algegrønne, gulliggrønne, sortsprængte, grålige, brungrå, hvidspættede, grågule, orangesorte, blågrønne, og gulnede røde farver står frostovertrukne og stille i den klare luft.

81.	Dette er hjorten. Jeg træder den i møde. 

82.	Jeg kan ikke holde farver i min hånd, men jeg kan berøre dem som en del af noget andet. Farver er ikke ting, men de kan ses og skelnes i millioner af nuancer, som jeg ikke har ord for. Farver har kvaliteter, der ikke kan bevises. Farver afgiver oplevelser, der ikke kan forklares. 

83.	Og så: frygt, spring, flugt og sult. En knasen fra hove, der sætter af over stubbe og kvas og kun den hvide pudegump vipper mellem træerne, og billedet er borte.

84.	Vi forstår i billeder, vi føler i farver, vi beskriver famlende.
Drevet af WordPress