Blå
1054. Blå er et sjældent chok
til fods under åben himmel,
her på Råbjerg Mile
under dagslysets farveprisme
og oplyste vandreskyer,
hvor intet jordisk blåt kan ses;
ingen dyr, ingen svampe, padder
ingen sten, insekter, eller træer;
alt i farvebalance, uberørt,
som en stump af ødemark, endnu,
brudt voldsomt, som et anstød,
af en nylontrøje, neonblå,
spiddet på en fyrregren,
halvt dækket allerede af sand,
her hvor alt er i bevægelse
og levende af sol og vind,
af hav og tiltrækningskraft
under det enorme himmelhvælv,
hvor jeg med ét ikke ser andet
end en klat syntetisk blå,
og forstår, at det er rigtigt,
at kun vores ting er døde.
1055. På knæ, med fingre og negle
graver jeg et hul i sandet,
stopper trøjen ned, dækker til;
sådan, tilsandet, slettet,
hånd og fødders nedslagsspor
straks overpustet af krystaller,
der visker ind på vestenvinden.
Wittgensteins have (2)
Wittgensteins have (2)
895. Urtehave og køkkengrønt
sydvendt over floden.
Munkehabitat i klostersten,
mørtel og kvadratsystem.
Mennesker med en særlig
trang til stianlæg.
896. Munke luger ud i bedet,
Mumler ned til rødder,
Spreder ord blandt stauder;
Lad myrer ta’ dem.
Mange hundrede år hér
i Kloster Hütteldorf.
897. En gartnerassistent er kommet,
bor i haveskuret.
Svært at kende mand fra redskab,
Stiv i arme, gode greb.
Selvtalende om dagen,
havegnom om natten.
898. Ligger på knæ derude,
taler ned til stedet.
Fingre løsner ler og jord,
nulrer hårde klumper.
Fingerspids mod blomsterfarve;
gøder, graver, leger.
899. Vos farver kan mærkes
på skein, i blomsten.
Rød er tungere end blå,
gul ryster, grøn risler.
Ve blander farver, vos selv,
ve suger farver op.
900. Denne ordbogsdyrker
og redskabsbruger,
Med jord på neglene
og farver på fingrene;
Alle de ord, der smuldrer
i mødet med planter.
I sommeren 1926 tog Ludwig Wittgenstein (1889-1951) arbejde som gartnermedhjælper på Klosteret Hütteldorf, Østrig, måske som terapi. Næsten intet vides om opholdet. Wittgensteins afhandling "Bemærkninger om farver" publiceredes posthumt i 1977.
En sommeraften som mange andre
En sommeraften som mange andre
195. Lyset kommer ind på lange baner,
Lavt hen over krat og træers kroner.
Bølger af magenta, infrarødt,
Blander sig med gult og blåt.
Sol og græs fordyber sig,
Hver enkelt strå er tegnet op;
Belyst i silhuet og rammet ind,
Mæt af lys og hjernespind.
Wittgensteins have (1)
Wittgensteins have (1) 78. Hjorten er et frossent farvespil i den kolde morgen. Ører drejes og øjne stirrer; vagtsomheden tikker mellem os. 79. Kun den gråhvide damp fra de natsorte næsebor bevæger sig, mens lungebælgen pumper under pelsen; et sekund, to sekunder, tre. 80. Grønlige, gullige, brunlige, gråbrune, rødbrune, vissengule, algegrønne, gulliggrønne, sortsprængte, grålige, brungrå, hvidspættede, grågule, orangesorte, blågrønne, og gulnede røde farver står frostovertrukne og stille i den klare luft. 81. Dette er hjorten. Jeg træder den i møde. 82. Jeg kan ikke holde farver i min hånd, men jeg kan berøre dem som en del af noget andet. Farver er ikke ting, men de kan ses og skelnes i millioner af nuancer, som jeg ikke har ord for. Farver har kvaliteter, der ikke kan bevises. Farver afgiver oplevelser, der ikke kan forklares. 83. Og så: frygt, spring, flugt og sult. En knasen fra hove, der sætter af over stubbe og kvas og kun den hvide pudegump vipper mellem træerne, og billedet er borte. 84. Vi forstår i billeder, vi føler i farver, vi beskriver famlende.