Stilhed en vintermorgen
1372. Stilhed
Skarp og klar i vintersol,
Blegt lys, gyldenhvidt i blåt;
Verden tyst og frosset fast i is.
Stilhed
Intet blad bevæges, ingenting,
Sneen gnistrer, solen stiger;
Mine celler jubler indeni.
Nyt i Index Titusind:
Vintersol ◦ 1372, Stilhed ◦ 1372.
Meditation i gråt
Meditation i gråt
1358. Kysten uden tid og sted:
Gråspektret lys i buer,
Sten, strand og himmel
I et gråt forsvindingspunkt.
1359. Grumset knirkesne i gråt
En krumning af grå sten
Striber af grålig sandstrand,
Bredden udvisket i gråhvid
Grødis, skorpet fra i nat,
Bølger oven på bølger,
Ud til den sortgrå horisont
Ensartet mat, massiv grå.
Kyst, hav og himmel;
Sin egen meditation i grå.
1360. En kvalitet ved gråhed,
Der suger lyset til sig,
Tømmer luften for lys;
Grå er ikke lys eller farve;
Grå er noget, der sker med lys.
Grå er et naturelement,
Der bøjer horisonten og
Klemmer rumfang ind.
1361. En glatgrå himmel;
Melering og nuancering,
Skyer i røggrå og hvidgrå,
Vand puddergråt og tågegrå,
Regnskyer dampgrå, duggrå
Eller skysort tordengrå;
Islag skinnende gråt
Over sort vand, pytgrå.
1362. Det strittende askegrå,
Det blanke duegrå,
Det rupelsede æselgrå,
Det dungrå og det lungrå,
Midt i vinterens sjapgrå.
Nyt i Index Titusind:
Gråspektret lys ◦ 1358, Grødis ◦ 1359, Rumfang ◦ 1360, Regnsky ◦ 1361, Askegrå ◦ 1362.
Stormflod
Stormflod
1355. I den lille bådehavn
Med udsigt over bugten
Og Øresundsbroens pyloner,
Der stikker op af sundet,
Holder vi øje med vandet,
Måler stormflod, bygger diger,
Slår streger, skruer skilte på,
Der viser hvor meget,
Hvor langt,
I år.
1356. Små rødel, birk og pil
Står oprette, klamret
Til kystens bræmme af skov
Med rødderne lagt fri;
Barken raspet op, flået af,
Hele rodnettet råt
I rød-orange farver.
1357. Organisk kystarmering,
Underjordisk styrke,
Oversvømmet, svampet sug
Fra elleskov og sump af siv,
Stivnet i frost og is,
Vi slap, igen,
i år.
Nyt i Index Titusind:
Stormflod ◦ 1355, Birk ◦ 1356, Siv ◦ 1357.
Måneskrift
Måneskrift
1315. Dagens sidste farver
Skimtes orange, et skær af grønt
Mellem skovens sorte træer.
Tungt sand og strandsten knaser,
Tusinde skridt i retning hjem.
1316. Jeg vender mig og min byrde:
Et øglehoved med fuglenæb,
En sæl som et projektil af træ,
En kroget gren: et kæmpe fluehoved
Svunget over mine ømme skuldre.
1317. Månen er kommet frem
Bag min ryg i mine spor;
Et strålende glitter
Over det mørke vand
Langs den sti, jeg kommer af.
1318. Som dreng fik jeg fortalt:
Månen er aftagende med ”a”
Og tiltagende med ”t”;
Figurer i luften med en finger,
Skrifttegn jeg aldrig forstod.
1319. Nu hvor jeg er meget ældre,
Har det fået mening for mig
At kunne følge månens spor;
En lille glæde ved at kende
Månens tid og min egen.
1320. Så jeg har fundet en nøgle
Til månens form og faser.
Se til højre på månens skive:
Buer den udad, tiltager den;
Buer den indad, aftager den.
1321. På den mørke strand
Står jeg en tid i månelyset,
Tiltagende over Østersøen.
Jeg skifter vægten på min ryg;
Vejen hjem er god og lang.
Nyt i Index Titusind:
Strandsten ◦ 1315, Øglehoved ◦ 1316, Projektil ◦ 1316, Spor ◦ 1317, Skrifttegn ◦ 1318, Glæde ◦ 1319, Nøgle ◦ 1320, Vægt ◦ 1321
Blå på Råbjerg Mile
Blå på Råbjerg Mile
1054. Blå er et sjældent chok
til fods under åben himmel,
her på Råbjerg Mile
under dagslysets farveprisme
og oplyste vandreskyer,
hvor intet jordisk blåt kan ses;
ingen dyr, ingen svampe, padder
ingen sten, insekter, eller træer;
alt i farvebalance, uberørt,
som en stump af ødemark, endnu,
brudt voldsomt, som et anstød,
af en nylontrøje, neonblå,
spiddet på en fyrregren,
halvt dækket allerede af sand,
her hvor alt er i bevægelse
og levende af sol og vind,
af hav og tiltrækningskraft
under det enorme himmelhvælv,
hvor jeg med ét ikke ser andet
end en klat syntetisk blå,
og forstår, at det er rigtigt,
at kun vores ting er døde.
1055. På knæ, med fingre og negle
graver jeg et hul i sandet,
stopper trøjen ned, dækker til;
sådan, tilsandet, slettet,
hånd og fødders nedslagsspor
straks overpustet af krystaller,
der visker ind på vestenvinden.
Grå morgen før regn
Grå morgen før regn
432. Lyde og luft falder
Til jorden. Stille.
Bevægelser daler ned
Mod jorden. Stille.
Træer går i stå.
Planter holder inde.
433. Jordens skorpe,
Svampe, humusfibre,
Himmelvendes, venter.
Bakterier tøver,
Biller, tusindben stopper,
Rodtrevler åbner op.
434. Lyset synker ned
Over jorden, gråligt.
Genskin og farver
Falmer, forsvinder.
Dybde og virkning:
Flade, indadvendte.
435. Kun lugte forstærkes,
Kølige, tyktflydende.
Den inderste zone,
Tættest på kroppen,
Udvides, suger til sig,
Vind fra havet.
436. Lugt og smag blandes,
Muld og ilt med kølig fugt;
Luftens umami fortættes.
Ind- og udåndet luft,
Dampskiftet lydløst,
Ventende.
437. Ingen mekanik,
Ingen maskiner,
Ingen metaforer.
Tidløst.
Tung fugt brister.
Regn.
Grå luft
Grå luft
332. Grå luft er anderledes end solvarm luft.
Grå luft forstærker dufte, stoffer fortættes.
Luften bølger af kaldesignaler og lokkemidler,
Mens planter puffer af egne pesticider.
333. Sex og forførelses blandes med
Lugten af kemiske kampstoffer.
Den syrlige, jordbundne duft af
Råd, mug og ormeumami.
334. Vindstille og gråt giver muld og fugt.
Sol giver duft af strå, blade og pollen.
Ilten og dufte blandes, fortyndes,
Nye lugte langvejs fra frisker op.
Dæmring
Dæmring
207. Dæmringslys er tid i fysisk form.
Universet balancerer på en æg,
Lydløst skifter nat til dag.
208. Luften er kølig og ren,
frisk og flydende tyk
Af aromatiske stoffer.
209. Hele verden ligger stille;
Dets mægtige hjerte holder inde *).
Vi venter, vi ved, det kommer.
210. Lyset første røde stråler,
Bæres ind på gylden dis,
Fortættes og bliver til dag.
211. Solen damper i græs og buske,
Rimen gnistrer og smelter væk.
Blade berøres og foldes ud.
212. Morgenlyset rammer mig i brystet,
Stolen vælter, jeg falder ud på gulvet;
Mit hjerte står åbent, udadvendt.
213. Her fødes jeg igen hver morgen
Af himlens lys, der er min far,
Af jordens dufte, der er min mor **),
214. Af luften, der omslutter mig i stilhed,
Af tiden, der kommer uafvendeligt igen
I dæmringslysets først åndedrag.
*) I erindring om William Wordsworth, Composed Upon Westminster Bridge, 1802. **) I erindring om Zhang Zai (1020-1077), Den vestvendte indskrift, ukendt årstal.