Blå
1054. Blå er et sjældent chok
til fods under åben himmel,
her på Råbjerg Mile
under dagslysets farveprisme
og oplyste vandreskyer,
hvor intet jordisk blåt kan ses;
ingen dyr, ingen svampe, padder
ingen sten, insekter, eller træer;
alt i farvebalance, uberørt,
som en stump af ødemark, endnu,
brudt voldsomt, som et anstød,
af en nylontrøje, neonblå,
spiddet på en fyrregren,
halvt dækket allerede af sand,
her hvor alt er i bevægelse
og levende af sol og vind,
af hav og tiltrækningskraft
under det enorme himmelhvælv,
hvor jeg med ét ikke ser andet
end en klat syntetisk blå,
og forstår, at det er rigtigt,
at kun vores ting er døde.
1055. På knæ, med fingre og negle
graver jeg et hul i sandet,
stopper trøjen ned, dækker til;
sådan, tilsandet, slettet,
hånd og fødders nedslagsspor
straks overpustet af krystaller,
der visker ind på vestenvinden.
Grå morgen før regn
Grå morgen før regn
432. Lyde og luft falder
Til jorden. Stille.
Bevægelser daler ned
Mod jorden. Stille.
Træer går i stå.
Planter holder inde.
433. Jordens skorpe,
Svampe, humusfibre,
Himmelvendes, venter.
Bakterier tøver,
Biller, tusindben stopper,
Rodtrevler åbner op.
434. Lyset synker ned
Over jorden, gråligt.
Genskin og farver
Falmer, forsvinder.
Dybde og virkning:
Flade, indadvendte.
435. Kun lugte forstærkes,
Kølige, tyktflydende.
Den inderste zone,
Tættest på kroppen,
Udvides, suger til sig,
Vind fra havet.
436. Lugt og smag blandes,
Muld og ilt med kølig fugt;
Luftens umami fortættes.
Ind- og udåndet luft,
Dampskiftet lydløst,
Ventende.
437. Ingen mekanik,
Ingen maskiner,
Ingen metaforer.
Tidløst.
Tung fugt brister.
Regn.
Grå luft
Grå luft
332. Grå luft er anderledes end solvarm luft.
Grå luft forstærker dufte, stoffer fortættes.
Luften bølger af kaldesignaler og lokkemidler,
Mens planter puffer af egne pesticider.
333. Sex og forførelses blandes med
Lugten af kemiske kampstoffer.
Den syrlige, jordbundne duft af
Råd, mug og ormeumami.
334. Vindstille og gråt giver muld og fugt.
Sol giver duft af strå, blade og pollen.
Ilten og dufte blandes, fortyndes,
Nye lugte langvejs fra frisker op.
Dæmring
Dæmring
207. Dæmringslys er tid i fysisk form.
Universet balancerer på en æg,
Lydløst skifter nat til dag.
208. Luften er kølig og ren,
frisk og flydende tyk
Af aromatiske stoffer.
209. Hele verden ligger stille;
Dets mægtige hjerte holder inde *).
Vi venter, vi ved, det kommer.
210. Lyset første røde stråler,
Bæres ind på gylden dis,
Fortættes og bliver til dag.
211. Solen damper i græs og buske,
Rimen gnistrer og smelter væk.
Blade berøres og foldes ud.
212. Morgenlyset rammer mig i brystet,
Stolen vælter, jeg falder ud på gulvet;
Mit hjerte står åbent, udadvendt.
213. Her fødes jeg igen hver morgen
Af himlens lys, der er min far,
Af jordens dufte, der er min mor **),
214. Af luften, der omslutter mig i stilhed,
Af tiden, der kommer uafvendeligt igen
I dæmringslysets først åndedrag.
*) I erindring om William Wordsworth, Composed Upon Westminster Bridge, 1802. **) I erindring om Zhang Zai (1020-1077), Den vestvendte indskrift, ukendt årstal.