Blå på Råbjerg Mile
1054. Blå er et sjældent chok
til fods under åben himmel,
her på Råbjerg Mile
under dagslysets farveprisme
og oplyste vandreskyer,
hvor intet jordisk blåt kan ses;
ingen dyr, ingen svampe, padder
ingen sten, insekter, eller træer;
alt i farvebalance, uberørt,
som en stump af ødemark, endnu,
brudt voldsomt, som et anstød,
af en nylontrøje, neonblå,
spiddet på en fyrregren,
halvt dækket allerede af sand,
her hvor alt er i bevægelse
og levende af sol og vind,
af hav og tiltrækningskraft
under det enorme himmelhvælv,
hvor jeg med ét ikke ser andet
end en klat syntetisk blå,
og forstår, at det er rigtigt,
at kun vores ting er døde.
1055. På knæ, med fingre og negle
graver jeg et hul i sandet,
stopper trøjen ned, dækker til;
sådan, tilsandet, slettet,
hånd og fødders nedslagsspor
straks overpustet af krystaller,
der visker ind på vestenvinden.
Skygger
Skygger
671. Sollys og blade;
Alt livs grundlag.
Sollys og blade;
Skygger på papir.
Sollys og blade;
Figurer uden mønster.
Sollys og blade;
Gentaget, aldrig ens.
Sollys og blade;
Kommer, forsvinder igen.
Sollys og blade;
Al den mening, der er.
Dæmring
Dæmring
207. Dæmringslys er tid i fysisk form.
Universet balancerer på en æg,
Lydløst skifter nat til dag.
208. Luften er kølig og ren,
frisk og flydende tyk
Af aromatiske stoffer.
209. Hele verden ligger stille;
Dets mægtige hjerte holder inde *).
Vi venter, vi ved, det kommer.
210. Lyset første røde stråler,
Bæres ind på gylden dis,
Fortættes og bliver til dag.
211. Solen damper i græs og buske,
Rimen gnistrer og smelter væk.
Blade berøres og foldes ud.
212. Morgenlyset rammer mig i brystet,
Stolen vælter, jeg falder ud på gulvet;
Mit hjerte står åbent, udadvendt.
213. Her fødes jeg igen hver morgen
Af himlens lys, der er min far,
Af jordens dufte, der er min mor **),
214. Af luften, der omslutter mig i stilhed,
Af tiden, der kommer uafvendeligt igen
I dæmringslysets først åndedrag.
*) I erindring om William Wordsworth, Composed Upon Westminster Bridge, 1802. **) I erindring om Zhang Zai (1020-1077), Den vestvendte indskrift, ukendt årstal.
En sommeraften som mange andre
En sommeraften som mange andre
195. Lyset kommer ind på lange baner,
Lavt hen over krat og træers kroner.
Bølger af magenta, infrarødt,
Blander sig med gult og blåt.
Sol og græs fordyber sig,
Hver enkelt strå er tegnet op;
Belyst i silhuet og rammet ind,
Mæt af lys og hjernespind.
Måneskin (2)
Måneskin (2)
107. Måneskin
Er hvidt som det lyse yang,
Eller sort som det mørke yin;
Verden er gold og gennemlyst.
Måneskin
Gør kroppen gennemsigtig.
Alt er stof og antistof;
Om dagen er jeg hel igen.
Måneskin (1)
Måneskin (1)
106. Måneskin
Skarpe konturer i monokrom,
Skygger træder ud af mørket;
Verden lyser blå og anderledes.
Måneskin
Alle mine knogler lyser op af aura.
Hurtigt! Mens månen endnu er her;
Jeg ser mod øst, dæmring anes.
Et sekund, en morgen
Et sekund, en morgen
53. Lyset
bæres ind på regntung luft,
brydes på det blanke løv;
Universet stråler på en stilk.
Lyset
stryger over rudens sprosser,
bag det hvide skin det blege blå;
Jeg vender mig mod solen.