Kategori: Lys

Udgivet den

Om at træde ud i tredje sal i Oodi

Om at træde ud i tredje sal i Oodi

1904.	Intet kan forberede en gæst
        På det løft, den følelse af luft
        At træde ud i Oodis tredje sal
        Af lysægte former og linjer;
        Her må jeg være, bare være til
        Under et hvidt bølgende hvælv
        Hundrede meter langt et trægulv
        Tilspidset, hævet i begge ender, 
        Og jeg ser det, fødderne forstår:
        Et skibsdæk på et bøjet skrog,
        Der føjer sig til havets rullen.
        I stævnen en polyhedron af træ,    
        Rund geometri af mesteren selv:
        Tyst lykke når kunsten er rigtig,
        Kun den, men den besidder rummet,
        Divina Proportione, forløb jer ikke;
        Tretten hundrede år skiller dem,
        Den ene mester til den anden,
        Eftertænksom under lag af skyer; *)
        Jeg sætter mig mæt af vinterlys.


Nyt i Index Titusind;
Geometri ◦ 1904; Vinterlys ◦ 1904.


Oodi, Helsinkis hovedbibliotek, åbnet i 2018. Oodi er det finske ord for ode.

Til Ai Wei Wei (1957-) skulptør, multikunstner, humanist; skulpturen i Oodi er Divina Proportione (2012). 

*) Se Du Fu (712-770), Contemplating Mount Tai (736) i David Hintons oversættelse eller Gazing on the Peak i Stephen Owens oversættelse.

Udgivet den

Blå på Råbjerg Mile

Blå på Råbjerg Mile

1054.	Blå er et sjældent chok
        til fods under åben himmel,
        her på Råbjerg Mile
        under dagslysets farveprisme 
        og oplyste vandreskyer,
        hvor intet jordisk blåt kan ses;
        ingen dyr, ingen svampe, padder
        ingen sten, insekter, eller træer;
        alt i farvebalance, uberørt,
        som en stump af ødemark, endnu,
        brudt voldsomt, som et anstød,
        af en nylontrøje, neonblå,
        spiddet på en fyrregren,
        halvt dækket allerede af sand,
        her hvor alt er i bevægelse
        og levende af sol og vind,
        af hav og tiltrækningskraft
        under det enorme himmelhvælv,
        hvor jeg med ét ikke ser andet  
        end en klat syntetisk blå,
        og forstår, at det er rigtigt,
        at kun vores ting er døde.

1055.	På knæ, med fingre og negle
        graver jeg et hul i sandet,
        stopper trøjen ned, dækker til;
        sådan, tilsandet, slettet,
        hånd og fødders nedslagsspor
        straks overpustet af krystaller,
        der visker ind på vestenvinden.


Udgivet den

Skygger

Skygger

671.   Sollys og blade;
       Alt livs grundlag.

       Sollys og blade;
       Skygger på papir.

       Sollys og blade;
       Figurer uden mønster.

       Sollys og blade;
       Gentaget, aldrig ens.

       Sollys og blade;
       Kommer, forsvinder igen.

       Sollys og blade;
       Al den mening, der er.
Udgivet den

Dæmring

Dæmring

207.	Dæmringslys er tid i fysisk form.
        Universet balancerer på en æg,
        Lydløst skifter nat til dag.

208.	Luften er kølig og ren,
        frisk og flydende tyk
        Af aromatiske stoffer.

209.	Hele verden ligger stille;
        Dets mægtige hjerte holder inde *).
        Vi venter, vi ved, det kommer.

210.	Lyset første røde stråler,
        Bæres ind på gylden dis,
        Fortættes og bliver til dag.

211.	Solen damper i græs og buske,
        Rimen gnistrer og smelter væk.
        Blade berøres og foldes ud.

212.	Morgenlyset rammer mig i brystet,
        Stolen vælter, jeg falder ud på gulvet;
        Mit hjerte står åbent, udadvendt.

213.	Her fødes jeg igen hver morgen
        Af himlens lys, der er min far,
        Af jordens dufte, der er min mor **),

214.	Af luften, der omslutter mig i stilhed,
        Af tiden, der kommer uafvendeligt igen
        I dæmringslysets først åndedrag.
 


 *) I erindring om William Wordsworth, Composed Upon Westminster Bridge, 1802.
**) I erindring om Zhang Zai (1020-1077), Den vestvendte indskrift, ukendt årstal.
Udgivet den

En sommeraften som mange andre

En sommeraften som mange andre

195.	Lyset kommer ind på lange baner,
        Lavt hen over krat og træers kroner.
        Bølger af magenta, infrarødt,
        Blander sig med gult og blåt.
        Sol og græs fordyber sig,
        Hver enkelt strå er tegnet op;
        Belyst i silhuet og rammet ind,
        Mæt af lys og hjernespind.
 
Udgivet den

Måneskin (2)

Måneskin (2)

107.	Måneskin

           Er hvidt som det lyse yang,
           Eller sort som det mørke yin;

           Verden er gold og gennemlyst.

        Måneskin

           Gør kroppen gennemsigtig.
           Alt er stof og antistof;

           Om dagen er jeg hel igen.
Udgivet den

Måneskin (1)

Måneskin (1)

106.	Måneskin

           Skarpe konturer i monokrom,
           Skygger træder ud af mørket;

           Verden lyser blå og anderledes.

        Måneskin

           Alle mine knogler lyser op af aura.
           Hurtigt! Mens månen endnu er her;

           Jeg ser mod øst, dæmring anes.
Udgivet den

Et sekund, en morgen

Et sekund, en morgen

53.	Lyset

           bæres ind på regntung luft,
           brydes på det blanke løv;

           Universet stråler på en stilk.

        Lyset

           stryger over rudens sprosser,
           bag det hvide skin det blege blå;

           Jeg vender mig mod solen.
 
Drevet af WordPress