1475. I dag kan jeg stolt meddele at havens største skvalderkål nu er knap 95 cm høj, tæt på artens vokseevne;
1476. at flere andre eksemplarer i haven er næsten lige høje;
1477. at de snart springer ud i de fineste hvide umbeller;
1478. at insekter svirrer om dem,
1479. at det er min formodning, at botanisk forskning vil vise at planten er vært for andre gnaskere, sugere, nippere;
1480. at den har mange navne f.eks biskopsurt, fordi munke dyrkede den som middel mod podagra, livsstilsygdom for biskopper;
1481. at jo mere haven gror, desto mindre kerer man sig, om der er skvalderkål i den,
1482. at man derfor faktisk kan glæde sig over planten, når den vælder ud i blomst;
1483. at de unge blade er spiselige, men det ved vist alle;
1484. at skvalderkålen er i familie med gulerod og persille;
1485. at skvalderkålen kun gror sparsomt eller slet ikke på mager jord, og at derfor står min eng i blomsterflor;
1486. at rådyr ikke rører den; og
1487. at hvis rådyr endelig kunne blive til nytte for noget, andet end som opfodrede plaffedyr, kunne man med fordel lave, i biobekæmpelsesøjemed, en genmodificeret rådyrsmodel til nipning af skvalderkålstoppe og lysåbning for undervækster.
1488. at jeg af principielle grunde aldrig bruger ordet ukrudt; kun krudturt.
1489. at ordet ukrudt følgelig ikke optages I Index Titusind over naturlige ting, fordi ukrudt er noget mennesket har skabt.
1490. at det Kongelige Haveselskab fremover hvert år udlover et livsvarigt medlemsskab til den højeste skvalderkål i Danmark; bidrag skal indsendes inden Skt. Hans mrk. titusindting.dk.
OBPS - Oplysning til Borgere om Planter og Samfund
1383. Under vores sovekammervindue, Åbent i morgenluften, tilsnuset, En salig duft af nåletræ, Sommer, skov og terpentin, Med et strejf af kruspersille På salvede fingerspidser, Vokser fem dværgcypresser På række i en blomsterkasse; Solgt for en tier stykket, Som millioner andre potteslaver Sendt ud for at dø hvert år I danske haver.
1384. Også jeg har hjembragt, Modvillig massekonsument, Ti styks fra et plantemarked, Blågrønne cypresser i miniature: Én af hundredvis af sorter, Tit med menneskenavne, Plantet med bedste vilje, Passet efter ringe evne. Efter et år er fem i live; Vi så de andre visne hen, Med ærgelse, i tristhed, Kastede dem på kvaset, Hen i kulstoffets kredsløb: Ingen og intet er nytteløse; Man kan altid komposteres.
1385. Så en dag i marts, Klam, rå, og dog, Dufte tæt på jorden, Og en fedme i luften Af væksthuskemi, Ser vi et rødligt skin På en lille cypres, Så småt at det syner Som smuds på brilleglas. Men se efter, kom nærmere: Træet, tyve centimeter højt, Har sat små højrøde spidser På sine skællede kviste.
1386. Det er cypressens hankogler, To-tre millimeter lange, Men synlige på afstand. Under lup en aflang klase Af skarlagensrøde kugler Fyldt med pollensække. Nogle er endnu dækkede Af kogleskæl, brune ved roden Og gulligt hvide i spidsen, Som en tånegl på en olding; De begynder som grønne skæl, Men på toppen, seks led oppe, Er de gullige og sorte, Hele koglen sat i en klo, Af spidse tænder i grønt.
1387. Pollen til en ny generation, Hvis der er hunkogler at få; De kommer måske senere, For cypresser er enboere, Han- og hunkogler på samme træ, Måske snart, måske aldrig, Sorten ku' være steril, Som resultat af forædling, Som vi siger, altid klar Som naturens benefaktor. Men viljen og evne er der: Vi følger dem til sommer, Værner om dem til vinter, Og be’r om frø til næste år. En planteproletar går fri Under vores vindueskarm.
Chamaecyparis: en lille slægt af cypresser, der på dansk kaldes dværgcypresser, nogle gange ædelcypresser (og på engelsk falske cypresser) og som tæller nogle af de mest udbredte sorter af cypresser, der masseproduceres som prydtræer til europæiske haver. I sine vildtvoksende former tæller slægten en art fra Taiwan, der menes at have frembragt det største levende træ nogensinde. I mange egne af Asien skattes træet og dets ved, der bruges til bygning af templer.
As I’m young and green among the brambles, And cars are small and black with wooden panels, We drive down Devon country lanes; Deep hedges rear up on both sides From hill to hill and on down the coast.
The wind blasts the window, tugs my hair, Warm summer air with dust, straw and pollen. I revel in the speed and the blind corners, Laced branches, thorns and twigs all form A tunnel with me whooshing through inside.
Parents in front seats speak with reverence Of hedgerows tended and trimmed For six hundred years or even more; Yes, some might have been laid by Romans, Because, look: still their roads run here.
Remembrances thread through the land Connecting soil and hedge and road and me. I stretch out my hand through the window To life brimming in the hedges; Time flies through my fingers.
II. A lifetime passes by
A lifetime passes by and I am grey. Cars are small and blue and batteried. We tour through the open countryside Between unkept trees and boundary lines, Decimated brushwood and hedges’ remains.
Trees, uncoppiced for decades, Muddy ditches stuck in ooze, A few pollard-willows for keepsake Poke up their random heads; An olding’s row of rotten teeth.
The fields are straight, right-angled, Prowled by columns of agrotanks Ploughing to the shoulders of the roads; It’s hell and monoculture here On the windswept farmlands of Stevns*.
III. I inherited a billhook
I inherited a billhook from Devon, From my aunt who died alone, The way she had always lived: Cowherd, farmgirl, milkmaid, Oddball, weeder and owner of hedges.
The billhook lay in a rusty pile in her shed, A lifetime of things wood, metal and plastic. I had never seen such a tool before, But there it was, the worm-bored handle, Beckoning my hand.
Heavy, curved with a shape to swing, A tool from ancient farming, Made for trimming and laying of hedges, Millions of miles of live fencing, A poor, mosquitobitten, toilsome life.
Billhooks have been in use for millennia, Knives are known from the Iron Age, Shaped, adapted and balanced to purpose By the growths and features of the land; This tool has soil and knowledge in it.
IV. For three decades
For three decades the billhook lay In my toolbox waiting for me to learn, And I thank my aunt for leaving me, Awkward and hoarse on her hermit lot, This testament of life and tool.
The billhook is 38 cm long and weighs 600 grams. The blade is made from steel, 23 cm long. It curves at the top, knife and hook in one, Made for gripping and cutting twigs and brush; John Riley, Sheffield, stamped on the blade.
The blade is broad an double-edged, Curved and sharp, formed as a chubby sickle. The back edge is straight, made for axing, Chopping down branches and bushes In the laying and trimming of hedges.
V. A living hedge
A living hedge is the life’s work of a farmer. They say that whoever plants a tree Steps into correspondence with death. But I know that whoever plants a hedge Shows compassion for children to come.
First, the hedge is lain from the ground up. We may use hawthorn, maple and hazel To give volume, good saplings and height. Sloe and wild roses are good for density, For bees, moths and nesting birds.
Ash, maple and crab apple for food and colour, Servicetree, dogwood and privet for berries. Join with wayfarer and guilder-rose for shelter, Holly and laurel for deep, real green, Ivy and thistle for seeds and flowers.
We plant low, and we plant tall. We plant double combs with trees in-between Consider primeval trees: oak, willow and elm. The entire hedge is three to five meters deep, Three meters tall and a thousand species long.
Come ten years, and time to lay the hedge With the sharp back edge of the billhook: Young saplings are cut almost through at the root, Laid down at an angle along the hedge; New rootshoots will grow up and grow strong.
Stakes of ash or hazel are spaced along the middle, Withes of hazel or willow are braided in between, And laid saplings bent between the stakes. They will grow while stakes and withes wither, Repeat and refresh for fifty years or more.
The hedgerow thickens, widens and roots, It entangles, it grows, it shoots, it spikes, Setting buds, foliage and flowers. The hedge will grow and do what hedges do: A fauna haven for hundreds of years.
Here are hoverflies, lacewings and earwigs, Woodlice, larvae and beetles of all kinds, Spiders, spindlers, moths and rodents, Sparrows, finches and centipedes, Parasites, springtails and diggers.
Here are millipedes, hoverflies and bees, Tits, wrens, mice and martens, Digger wasps, squirrels and robins, Aphids, hedgehogs, blackbirds and snails, Worms, pupae and millions of ants.
VI. One spring day I go out
One spring day I go out in the shed, Put the whetstone in a beaker to soak, Sharpen the billhook’s rusty blade; Firm grip, slow movements, no haste, Nothing to finish, no deadline to meet.
Many have sharpened this blade before I; My aunt worked it in her shed, Before her, field hands in coarse fabrics, Peasants in small white-washed cottages, Backbent, hardhanded knife grinders.
Only my generation, the richest ever, As we're fond of telling each other, Cannot afford the space of a living hedge, Nor the cost to lay it and care for it; Only my generation has no time.
I reach through the thin garden hedge, A green curtain to keep out idle looks. A few sparrows are nesting in there, To be cut away by midsummer day; A blackbird hops on the swidden lawn.
With gratitude to Tom Hynes and Robert Wolton from the Devon Hedge Group who kindly made available three of the photos above. Their website, http://www.devonhedges.org, is a rich and loving fount of knowledge about hedges and the ancient craft of laying and tending them. The photos (and hopefully the poem), show just what a hedgerow can do: for wildlife, for landscapes and for human quality of life.
*) Stevns is a county south of Copenhagen.
Verses 113-139 in the Danish version The Blog of Ten Thousand Things.
New things in Index Ten Thousand: Ant • 135, Billhook • 120, Crab apple • 129, Ditch • 118, Edge of blade • 126, Fauna haven • 133, Farmland • 117, Field: right-angled • 119, Generation: homo s. • 138, Hawthorn • 128, Hazel • 132, Hedge • 113, Hill • 113, Hook • 125, Knowledge: farming • 123, Larvae • 134, Lawn • 139, Living hedge • 127, Learn • 124, Mason bee • 135, Parents: homo s. • 115, Peasant • 137, Pollen • 114, Remembrance: the land • 116, Rootshoot • 131, Seed • 129 , Shed • 121, Sloe • 128, Sparrow • 134, Whetstone • 136, Willow • 130.
1206. Bøg slår eg ihjel; Vokser højere, hurtigere Udskygger egekronen I langsom kvælningsdød, (ville vi sige, uden at tænke). Men her har vi brug For et vegocentrisk ord For død ved mangel på lys; Det er faktuelt at skrive, At egetræet dør af sult).
1207. En ung bøg skyder op Ranglet, grenløs og farlig, Spreder toppen ud og Presser en ældre eg, Fortabt og eksponeret.
1208. Egen svækkes år for år Fælder sine store grene, Som er for dyre i energi, Skyder nødhjælpsgrene ud Op og ned på stammen; Ti år til, og egen dør.
1209. I foråret greb jeg ind, Drevet af konfuse sympatier Og misforstået selvjustits. Fik bøgepiraten topkappet, Stynet ned til et liv Som stækket underskov.
1210. Den sommer satte egetræet Dybere grønne, tættere blade, Dobbelt så mange skud, Som sine tre søskende ege. Egen sugede lys til sig, Kunne slet ikke få nok, Og her til efteråret, Står den grøn endnu, Stadig grådig efter lys Og mere himmelhvælv.
II
1211. En skovridder lærte mig som ung, Noget vigtigt om træer. Han stod i min have, Tog bestik af en vandgran; Den troede den skulle dø, Sidste år i tørken, sagde han.
1212. Det er tredive år siden, Men nu forstår jeg, hvad han sagde: Træer ved, hvad de gør, De er individer med selvhed. Træer kan noget, de er levende; De er bag om ryggen på os.
1213. En naturvejleder i Malaysia, Gammel soldat, junglekender, Viste mig noget mere: Kan du se, sagde han, Og pegede op i løvet, Det træ er stresset. Jeg forstod ham godt, Og alligevel kom det som Et slags bevidsthedsstød *) Pludselig at se et træ, Som et sårbart individ, Som jeg selv. Jeg kunne have omfavnet Dem begge.
1214. Jeg ville meget gerne Gå med ham ud igen, Ud at læse træer På stille junglestier, Lægge hånd på bark, Lære at se og tale igen. Jeg gemte hans navn I mange år, men det er tabt, Den ven, jeg aldrig fik.
Ukrudt ! Mig?
Almindelig brunelle
1048. Ieg har længe gerne ville vide
Det optimale antal øjne
Til at fixe en bambi-effekt.
Fire er vel bedre end to?
Eller er tre øjne bedre end et?
Skal øjne sidde side om side,
Er det ikke mere attraktivt
Med det ene over det andet?
Hvad er det egentlig et dåkid har,
Som ikke jeg har?
1049. Ieg vil også gerne vide,
Hvad er det bedste slags hår
Til at udløse et ae-syndrom:
Fimrehår, krushår, strithår,
Pelshår, ruhår, tykt hår?
Se, min yndigste bladbehåring,
Hvide pyntehår langs bladranden,
Bløde til fingerspidser;
Fyldige, velformede blade
Med dunhår i luksusfilt.
1050. Og hvilke blomster er det,
Der starter deres svime-gen?
Mine blomster er store læber,
Med rande af smukke børster,
Slanke tragte og åbne munde,
De kæreste strithår på toppen.
1051. Og hvad slags grøn er det egentlig,
De der havefolk begærer?
Se, mine nuancer af farver
Fra det hvidlige vårgrønne
Changeret til dyb modengrønt.
Fra sart lilla til mørk bordeaux.
1052. Og hvad er det for former,
De vil have på deres plæner?
Hvor alt skal ligne hinanden
Og intet, der skal ligne noget.
Så er det bare jeg spør, hvorfor?
Hva’ er forkert i min figur,
Min ynde, mine buer og mønstre,
Mine blomster, min farvemosaik?
1053. Spørgsmålet er ikke frivolt,
For jeg ka godt li græs, kanter,
Blomsterbede, diskrete hjørner;
Og her er virkelig farligt:
Hakker, sakse, spader og spyd,
Lange knive, flammekastere,
Ild, gas og gift i store dunke.
Overskrævs på havetraktorer
Det motoriserede plænepoliti
Med apps, satelitforbindelser,
Robotter og slåmaskiner.
Ord er vigtige, meget vigtige,
For hvad de slår ned
Og hvad de ka li.
Ukrudt! Mig?
Krudturt
1020. Det åbne landskab, det brændte land, ah, den hærgede jord; dér gror ve, dér har ve hjemme.
1021. Hug træerne om, riv rødderne op, brænd underskoven af; dér vokser ve.
1022, Rasér landet, ødelæg mulden, grav mosen op, udpin jorden; dér kommer ve.
1023. Pløj jorden i stykker, harv den flad, kør jordbunden i smadder; dér gror ve.
1024. Forgift alt levende, hæld benzinen ud, brænd horisonterne ned; dér spirer ve.
1025. Krudturter er pleje af den forstyrrede jord og hjælp til vegetation i nød. Ve beskytter jorden med rødder, ve holder på vandet og nærer bakterier og insekter.
1026. Ve er det første strøg af farve over landskabet. Ve vokser til og vokser tæt. Ve er vegorama fra kyst til kyst.
1027. Ve vokser i afbrændte tomter, i fældede skove, i tomme huse. Ve vokser i forladte miner, i bombekratere, i sprænghuller. Ve dækker den lille plet og den store katastrofe.
1028. Ve vokser ind mellem fliser og belægninger, i indkørsler, i tagrender, i brønde. Ve vokser i nedbrændte huse, i forladte bygninger, i ødelagte fæstninger.
1029. Ve vokser ind over øde marker og tomme gårde. Ve vokser frem over veje og stier. Ve udvisker haver og slagmarker, ve dækker gravpladser og lossepladser, ve overtager landsbyer og storbyer.
1030. Ve minder umaner om, at livet er forgængeligt. Ve minder umaner om, at kun ve kan overlefe.
1031. Kun ve er viljen, værket og væksten; disse tre, og af dem er væksten den største. Eller værket er størst. Eller viljen er størst. Lige meget. Kan det, vil det, har det.
1032. Først tager ve marken, så tager ve heden.
Så tager ve parken, så tager ve skoven.
Siden tager ve mosen, marsken og fjeldet.
Til sidst tager ve isen, havet og polerne.
Nyt i Index Titusind:
Hærge • 1020 ; Underskov • 1021 ; Mose • 1022 ; Pløje • 1023 ; Forgifte • 1024 ; Krudturt • 1025 ; Vegorama • 1026 ; Tomt • 1027 ; Brønd • 1028 ; Losseplads • 1029 ; Forgængelighed • 1030 ; Vilje • 1031 ; Fjeld • 1032.
895. Urtehave og køkkengrønt sydvendt over floden. Munkehabitat i klostersten, mørtel og kvadratsystem. Mennesker med en særlig trang til stianlæg.
896. Munke luger ud i bedet, mumler ned til rødder. Spreder ord blandt stauder; lad myrer ta’ dem. Mange hundrede år hér i Kloster Hütteldorf.
897. En gartnerassistent er kommet, bor i haveskuret. Svært at kende mand fra redskab, stiv i arme, gode greb. Selvtalende om dagen, havegnom om natten.
898. Ligger på knæ derude, taler ned til stedet. Fingre løsner ler og jord, nulrer hårde klumper. Fingerspids mod blomsterfarve; gøder, graver, leger.
899. Vos farver kan mærkes på skein, i blomsten. Rød er tungere end blå, gul ryster, grøn risler. Ve blander farver, vos selv, ve suger farver op.
900. Denne ordbogsdyrker og redskabsbruger, Med jord på neglene og farver på fingrene; Alle de ord, der smuldrer i mødet med planter.
I sommeren 1926 tog Ludwig Wittgenstein (1889-1951) arbejde som gartnermedhjælper på Klosteret Hütteldorf, Østrig, måske som terapi. Næsten intet vides om opholdet. Wittgensteins afhandling "Bemærkninger om farver" publiceredes posthumt i 1977.
Kredsgang
889. Hele sommeren er to planter
vokset til i klosterhaven.
Jeg har fulgt dem, dag for dag
med øje- og fotofangst.
890. To kugleformede frøstande,
én er overdådigt synlig,
Den anden skjult, og til vinter
et frøraslende memento mori.
891. En stand af høje hestemynter
skyder op, skifter form, farve,
Lavendelblå top i pjusket harmoni,
en fræk frisure, myntekrone.
892. En russisk mandstro, stikkende kugle,
en globe af spidse svøbblade,
Skyder frem i den vilde oregano;
balance båret op af tidseltakker.
893. I går, flygtigt, de første blomster,
mit held at se dem begge:
En sfære med to bitte lilla faner,
Og lupsmå hvide grifler.
894. Tre legemer i kredsgang
omkring liv og form og ord.
De to kulminerer nu i organik,
mens jeg imploderer,
Udvokset og efterladt i bedet
med fattig æstetik.
Nyt i Index titusind:
Klosterhave • 889; Vinter • 890; Hestemynte • 891; Mandstro • 892; Sfære • 893, Organik • 894.
Kvæsurt
875. Vi kender reglen om havely,
Et hånd- og rodfast løfte
Til raserede plantebede;
Kom, bring en spade,
Grav op, hvad graves kan,
Red, hvad reddes skal.
876. Hér, en stor, forvokset urt,
Tæt og viljestærk i roden.
Jeg deler den med spaden,
Pakker den i jord og sæk.
Bringer stauden væk og hjem.
877. En kvæsurt får asyl:
Ældgamle lægeplante.
Jeg trykker jorden fast,
Løber fingre rundt
Om klumpen og rosetten.
Jeg har længe ønsket,
At vi mødes.
878. Der er kræfter i denne urt:
Stor og tyk med stængelbundt,
Ovale blade, perfekte takker;
De lyser af en enkel harmoni.
Standen er en rødbrun kvast,
En ny og sjælden gæst.
879. Vi deler fælles jord,
Forbundet i mange sprog.
Oldnordisk, oldtysk,
Svensk, norsk, dansk:
Kveise, quese, kveise,
Kveisa, kvis, og kvæse.
880. Kvæse er en blæreorm,
En tinte, en blodvabel,
En byld, en blegne.
Kvæsurt blev brugt
Som blodstillende middel.
Kendt som lægeurt i Kina,
Blodtop i Sverige,
Blodurt i Britannien,
Blodopsuger på latin.
En jordheler og et rodnet,
Der holder på terrænet.
881. Mine aner og dine aner:
Velkomne i denne jord.
Hele planten er i chok,
Et rodnet, der skal læges.
Jeg klipper stængler ned,
Giver rigeligt med vand;
Lad gro, hvad gro der kan.
Empati
683. Min elskede trækker mig
Hårdt i armen, pas på,
Træd ikke på mælkebøtten
Gå udenom, lad den stå.
684. Mælkebøtten er fredet hos os.
Den lyser op og skinner,
Dufter sødt af honningmad;
Fodrer slunkne dronning bier.
685. Så vi la’r mælkebøtten gro,
Men ude i resten af landet
Lever de truet, begge to:
Lugning og udvisning, bl.a.
686. Min elskede er mærket fremmed,
Og mælkebøtten er dømt ukrudt;
Hun efterstræbes med paragraffer,
Blomsten med jern og pesticid.
687. Det er nok derfor hun føler
En særlig form for affinitet;
To smukke væsener, der bor
I sommereksil og solidaritet.
Tidsel, tidsel, vis hvad du kan
605. Tidsel, tidsel, vis hvad du kan:
Verdens fedeste blomsterstand.
606. Tidsel, tidsel, vis hvad du kan:
Bier går amok, apeshit, mand.
607. Tidsel, tidsel, hvem er landets dronning:
Skal det flyde med lort eller honning?
608. Fnok svæver ind til en flyverhær;
Ve gror og skyder, ve ka’ ik’ la vær.
609. Tidselarter med nye talenter;
Tiden er kommet og ny jord venter.
610. Nikkende, stikkende og tornet
Stiger tidsel fønix op af kornet.
611. Havefolk, slip nu tidslerne fri!
Det golde havedømme er forbi.
612. Tidsel, tidsel, hvad det vil sige
At være plante i et kongerige?
Fingerspidsfornemmelser
599. Min elskede pusler derude
Med planterne i potterne
Hjemme på vores terasse
En solrig sommermorgen.
600. Min elskede går derude
I nattøj, stråhat og havetøfler,
Hilser sine blomster, søvnfrisk,
Med et hemmeligt smil.
601. Se, min elskede er opslugt,
Ansigtet er i roligt,
Fingrene bevæger sig:
Genfinder og genkender.
602. Min elskede føler sig frem,
Går fra blomst til blomst,
Løfter briller op i panden,
Bøjer sig mod blomsterhovedet.
603. Hun ved, hvor jeg er,
Men ser mig ikke nu.
Jeg er også en plante
Bag glasset i mit gazebo.
604. Fingerspidsfornemmelser
Fylder luften mellem os;
Se, min elskede er energien
Mellem mennesker og planter *).
Se Mei Mei Berssenbrugges digt Hello, the Roses i digtsamlingen af samme navn (2013).
485. Ve gav dem vos bedste venerationer Her på bjerget i Eleftherna, Ve gød frø og agern og nektar På stenet jord, blandt stikkende strå, I dybe raviner, på klippesider.
486. Venerationer voksede frem I det dovne støv, den svedne hede I den tid, det tager En kermeseg at synke i jorden, I den tid, det tager En by at falde om i brokker, På de gamle sten, Blandt antikke frø.
487. Kom ind under min skygge Og ieg vil vise dig, Hvad frøet virkelig kan; Kriger, slave, senator, matriark. Her hvor stenen står, hvor I blev sænket ned, Ofret, mindet, glemt og gravet ud.
488. Der satte ieg et minde: Min frugt ved hovedstenen. På nekropolis står de nu: De to damer fra Eleftherna, Indsat i hinandens former, Sammensatte søstre i sten og træ, Indtil ieg, olivenolding, Svinder ind og smuldrer væk, Mens stenen står tilbage Fra min veneration til den næste.
489. Kom med ned i slugten Og ieg vil vise jer, Hvad figentræer virkelig kan: Holde hele bjerget i et greb Til kommende generationer. Ieg holder på jeres minder og viden, Halvt hemmeligt, halvt skjult, Urner, amphoraer, våben, skjolde; Den lille okse og hinden halvt i spring Fanget i det brændte ler, Hamret ind i guld.
490. Kom ind under denne mur Og ieg vil vise jer, Hvad vedben virkelig vil: Langs agoraen, ned af bjergsiden, Ud over de antikke mure, Nedstammet i lige linje fra urtids frø, Vokser venerationer af vedben I metertyk pragt af blanke blade.
491. Kom nærmere; Ieg er levende lag Af solvarme, sugende, slikkende bier, Et summende spektakel Så højt, at I stopper, Forundret over hvad, I ser:
492. Ve viser jer byens dronninger Og Elefthernas reiterationer: Alle templerne, al kunst, Tårnet, jordskælvet, søjlerne, Alle villaer, cisterner, Alle stater, alle krige. Ve har set slægt efter slægt, Stable disse sten og Sove under disse stjerner. Og her står ve Til de atter mødes.
Eleftherna er en ruinby og arkæologisk udgravning på Kreta. Byen har haft en central betydning for Kretas historie i tiden fra det 9. årh fvt frem til den blev endelig forladt omkring år 800 (byen blev ødelagt af jordskælv for anden gang i 796). I dag er der bygget et vidunderligt museum i den nutidige by Eleutherna.
312. Hvad er det, der gør mig særlig glad for kulsukker? Hvert forår venter jeg på, at den stikker sin sammenrullede tungespidser frem af jorden omkring den første maj.
313. Hvad er det der trækker mig ud, hvor den gror, bare for at se den, for at give hånd med et blad? Hvad er denne særlige energi mellem planter og mennesker?
314. Jeg elsker kulsukkers store grove blade, der skyder op af den bare jord, det ene inden i det andet. Ru, tykke blade med dybe, behårede mønstre i relief.
315. Stængler og bomsterstande skyder op i svanehalse og svikler, dobbelte buer. Sikken et syn, når sviklen ruller sig ud: en hanekam af blomster, eller i humanmetafor: en regnbuefarvet tomahawk.
316. Jeg elsker når den blomstrer blomst efter blomst, Skumringsrøde, himmelblå, mælkehvide nuancer med honning indeni. Bier flokkes i bægrene hele sommeren. Korttungede bier bider hul i kronbladene øverst oppe og stjæler nektar fra de langtungede bier.
317. Som andre planter, har kulsukker talrige navne på andre sprog. Også på dansk: kongsalveurt, kongsalmerod, radhel, benvel, valurt, vundurt og komfrey for at nævne et par stykker. Navnet kulsukker henviser til plantens kulsorte rod og det sødligt hvide væv indeni.
318. Jeg elsker plantens slægtsnavn: symphytum. Planten, der får noget til at vokse sammen (symphio = vokse sammen, phytum: plante) En tusind-årig samhistorie med mennesker ligger i det navn: Kulsukker er kendt som et ældgammelt middel for knoglebrud og sårheling.
319. Romerske legionærer bragte kulsukker med sig på erobringstogt. Det er sandsynligt, at legionærerne opdagede planten netop under romerrigets voldelige udvidelse, for symphytum er hjemmehørende i Kaukasus og landet omkring Sortehavet.
320. Jeg troede arten i min have var en lægekulsukker. Men det er en foder-kulsukker, som er en naturlig krydsning mellem lægekulsukker og ru kulsukker.
321. Hvilket jammerligt navn, foder-kulsukker. Det er slet ikke forkert, for kulsukker er en gammel foderplante, men hvor trøstesløst i et land som Danmark, hærget af mekaniseret landbrug og ekstrem avlsmentalitet. Tyskland ligeså, hvor foderkulsukker heder futter-beinwell.
322. Foderkulsukker kaldes på engelsk for russisk komfrey. Ditto på fransk. Navnet, formoder jeg, skyldes en hyppig misforståelse i Vesteuropa, hvorefter alt indenfor grænserne af det russiske imperium, fra dets dannelse i det 16. århundrede og frem, blev opfattet som russisk. Det på trods af landets mange nationaliteter, lande, sprog og folkeslag. Ukraine, for eksempel.
323. I anledning af sommeren 2023 vil jeg kalde planten i min have for Krim-kulsukker. I dag, på to-årsdagen for invasionen, ser jeg frem til at krim-kulsukkeret vokser frem igen og ud i sin retmæssige plads under solen. Så kan planter og politik fortsætte deres sammenflettede historie en ny tid endnu *). Slava Tauris.
*) Der findes en kaukasisk kulsukkerart (symphytum caucasicum) og en art kulsukker fra krimhalvøen (symphytum tauricum), der ikke har noget officielt dansk navn. Den er indberettet en enkelt gang i Danmark på www.naturbasen.dk. Den har blå nedhængende blomster i svikler og stammer, som navnet siger, fra Krim.
Hjernen er en grøntsag (1)
85. Tanken sidder i hånden, der holder
om blyanten, pennen, grenen, griflen.
Tanker laves med fingrene og dannes
med øjnene på den, der taster, trykker
og sigter.
86. En tanke er hæderligt muskelarbejde,
et godt stykke sansearbejde, ja, hele
kroppen og alle sanser trækker, danner,
slider og følger med når en tanke
udskilles.
87. En tanke kommer af den krop, der laver
den og den hjerne, der lægger indre
stemme til.
88. Hjernen vil have det hele, den er et
hovent organ, der ønsker sig verdensgåden
forklaret og behersket. Hjernen vil have
sin egen sfære, den higer efter evigt liv.
Og vi vil inderligt og katastrofalt gerne
føje den.
89. Men hjernen er intet uden den krop, den
er vokset op med og kan ikke adskilles
herfra, lige så lidt som ingen tanke kan
opstå af sig selv. Begge afrundes og
lægges tilbage i den jord, de kom fra,
og hvorfra de igen dukker op; omsat,
omformet og gendannet.
90. Hjernen er en grøntsag. Svampene ved det.
Ig ved det.