Jeg (2)

Tankestreng

Vegamin – en neurotransmitter

Geranium

Rababababarber

På venners køkkenbord

Summeterapi

Arvetræ – 3

Arvetræ – 1

Om planters værdighed – og min

Lignende digte:
Ekstravagante planter – argument
Ekstravagante planter – korsvortemælk
Ekstravagante planter – kartebolle

Plantepleje(r)

Meditation over muggen mandarin

Ud at læse træer

Wabi-sabi på nordisk

Jordbesidder i det 21. århundrede

Træstubsarkæologi

Wittgensteins have (2)

Empati

Empati

683.   Min elskede trækker mig
       Hårdt i armen, pas på,
       Træd ikke på mælkebøtten
       Gå udenom, lad den stå.

684.   Mælkebøtten er fredet hos os.
       Den lyser op og skinner,
       Dufter sødt af honningmad;
       Fodrer slunkne dronning bier.

685.   Så vi la’r mælkebøtten gro,
       Men ude i resten af landet
       Lever de truet, begge to:
       Lugning og udvisning, bl.a.

686.   Min elskede er mærket fremmed,
       Og mælkebøtten er dømt ukrudt;
       Hun efterstræbes med paragraffer,
       Blomsten med jern og pesticid.

687.   Det er nok derfor hun føler
       En særlig form for affinitet;
       To smukke væsener, der bor
       I sommereksil og solidaritet.

Marcipan & cyanid

Marcipan & cyanid



638.	Vi påtvinger gerne planter
        Vores mening om æstetik;
        Skærer dem ned og klipper til
        Med vold og redskabsteknik.

639.	Her står så dagens offer:
        En hæk af laurbærkirsebær;
        Denne have- og floraforarmer,
        Der står danskerne så nær.

640.	Men ok, en hæk i lige linjer,
        Stedsegrøn, med strunk symmetri:
        Det er den antropogene hjernes
        Begreb om naturlig harmoni.

641.	Jeg ta’r fat og svinger sværdet.
        Blade hakkes og kviste kappes.
        Hækkens eksklusive bladfigurer
        Flås, falder og ødelægges.

642.	Pludselig midt i myrderiet:
        En duft, et sødligt minde,
        Spiseligt og barndomsbundet.
        Jeg forundres, holder inde.

643.	Billeder flakser i mit hoved:
        Smågrise svæver rundt i luften.
        Jeg snuser ind, jo, det er rigtigt:
        Toms marcipanbrød er duften.

644.	Mandler! Så véd jeg noget straks:
        At arten laurbærkirsebær
        Er i slægt, har stof tilfælles,
        Med prunus dulci, mandeltrær.

645.	Stoffet findes i arter af kirsebær
        Amygdalin blev det kaldt i sin tid,
        Hvilket betyder mandel på græsk.
        Det er en cyanogen glykosid.

646.	Findes i kerner fra bitre mandler,
        Abrikoser, ferskner, blommer,
        I blade fra laurbærkirsebær,
        Og er derfra mandelduften kommer.

647.	Amygdalin udskiller ved indtagelse 
        Det berømte giftstof cyanid.
        Hækkens aromatiske advarsel:
        Ieg har hér et pest- og homicid.

648.	Marcipanduften er træets forsvar:
        Tag min frugt, men æd ikke mine frø:
        Du forgiftes, brækkes og svækkes,
        Ieg ser dig hellere end gerne dø.

649.	Jeg klipper færdig, lægger saksen.
        Måske vi kan enes i mindelighed:
        Jeg klipper aldrig før dine bær er spist:
        Værn om dit afkom, og stå i fred.

Fingerspidsfornemmelser

Fingerspidsfornemmelser

599. Min elskede pusler derude
Med planterne i potterne
Hjemme på vores terrasse
En sollun sommermorgen.

600. Min elskede går derude
I stråhat og havetøfler,
Søvnfrisk hos sine blomster
Med et hemmeligt blik.

601. Se, min elskede opslugt,
Ansigtet er roligt,
Fingrene bevæger sig,
Genfinder og genkender.

602. Min elskede føler sig frem,
Fra blomst til blomst,
Løfter briller op i panden,
Nærkig ned i blomsterhoved.

603. Hun ved, hvor jeg er,
Men ser mig ikke nu;
Jeg er en anden plante
Bag gazeboets glas.

604. Fingerspidsfornemmelser
Fylder luften mellem os;
Se, min elskede er energien
Mellem mennesker og planter *).
Se Mei Mei Berssenbrugges digt Hello, the Roses i digtsamlingen af samme navn (2013).

Digtet er revideret maj 2025 og erstatter den trykte udgave i De titusind tings bog 1.

Om at save en jævnaldrende bøg i skiver

Om at save en jævnaldrende bøg i skiver


324.	Bøgen og jeg er omtrent jævnaldrende, begge i midten af tresserne. Den ene kommer fra byen, den anden fra skoven. Jeg står op, og bøgen ligger ned. Jeg har arme, mens bøgen er en kævle med lemmer kappet af; en væsensforskel. 

325.	Statistisk har vi begge udsigt til omtrent samme livslængde, 90-100 år inden vi fældes. Bøgen voksede op i plantagen, jeg voksede op i kolonien; to hovedformer for landskab i den sene holocæn. Alle træer i plantagen er omtrent lige gamle; noget lignende gælder for mennesker, dog overvejende i vores sidste leveår.

326.	Manden og træet og øksen en arketypisk treenighed.  Jeg er manden, nybyggeren og muskelkraften; træet er den ædle natur, modstanden, vildnisset; jeg er naturbetvingeren, hånd mod bark, vi er det oprindelige præ-fossile liv. 

327.	Manden og øksen, senere saven, har kostet træerne det meste af kloden. Det er øklogisk tragisk ironi, at mandens domæne svinder i takt med træernes ståsteder.

328.	Mænd rækker ud efter motorsaven, når de ser et træ. Et træ, som vi forstår det, er til for at blive fældet, ligesom solen er til for at give lys. Ethvert træ risikerer overgreb og oversavning. 

329.	Jeg fylder benzin på saven (i geologisk forstand er træet faktisk selv ude om det). Checker kædeolien, vipper startkontakten, trækker i startsnoren.

330.	Under larm som fra gigantiske hvepse begynder jeg at skære kævlen i tykke skiver. Jeg er deltager i et at de få tilbageværende ritualer af maksulin mystik i den fossile brændstofs tidsalder. 

331.	Saven rykker i arme og ben. Byrden trykker mellem mine skuldre. Savsmuld vælder ud og dækker mine fødder. Jeg tænker: bare det ikke bliver rødt.

🇺🇦 Kulsukker fra Krim

Kulsukker fra Krim

312. Hvad er det, der gør mig særlig glad for kulsukker? Hvert forår venter jeg på, at den stikker sin sammenrullede tungespidser frem af jorden omkring den første maj.

313. Hvad er det der trækker mig ud, hvor den gror, bare for at se den, for at give hånd med et blad? Hvad er denne særlige energi mellem planter og mennesker?

314. Jeg elsker kulsukkers store grove blade, der skyder op af den bare jord, det ene inden i det andet. Ru, tykke blade med dybe, behårede mønstre i relief.

315. Stængler og bomsterstande skyder op i svanehalse og svikler, dobbelte buer. Sikken et syn, når sviklen ruller sig ud: en hanekam af blomster, eller i humanmetafor: en regnbuefarvet tomahawk.

316. Jeg elsker når den blomstrer blomst efter blomst, Skumringsrøde, himmelblå, mælkehvide nuancer med honning indeni. Bier flokkes i bægrene hele sommeren. Korttungede bier bider hul i kronbladene øverst oppe og stjæler nektar fra de langtungede bier.

317. Som andre planter, har kulsukker talrige navne på andre sprog. Også på dansk: kongsalveurt, kongsalmerod, radhel, benvel, valurt, vundurt og komfrey for at nævne et par stykker. Navnet kulsukker henviser til plantens kulsorte rod og det sødligt hvide væv indeni.

318. Jeg elsker plantens slægtsnavn: symphytum. Planten, der får noget til at vokse sammen (symphio = vokse sammen, phytum: plante) En tusind-årig samhistorie med mennesker ligger i det navn: Kulsukker er kendt som et ældgammelt middel for knoglebrud og sårheling.

319. Romerske legionærer bragte kulsukker med sig på erobringstogt. Det er sandsynligt, at legionærerne opdagede planten netop under romerrigets voldelige udvidelse, for symphytum er hjemmehørende i Kaukasus og landet omkring Sortehavet.

320. Jeg troede arten i min have var en lægekulsukker. Men det er en foder-kulsukker, som er en naturlig krydsning mellem lægekulsukker og ru kulsukker.

321. Hvilket jammerligt navn, foder-kulsukker. Det er slet ikke forkert, for kulsukker er en gammel foderplante, men hvor trøstesløst i et land som Danmark, hærget af mekaniseret landbrug og ekstrem avlsmentalitet. Tyskland ligeså, hvor foderkulsukker heder futter-beinwell.

322. Foderkulsukker kaldes på engelsk for russisk komfrey. Ditto på fransk. Navnet, formoder jeg, skyldes en hyppig misforståelse i Vesteuropa, hvorefter alt indenfor grænserne af det russiske imperium, fra dets dannelse i det 16. århundrede og frem, blev opfattet som russisk. Det på trods af landets mange nationaliteter, lande, sprog og folkeslag. Ukraine, for eksempel.

323. I anledning af sommeren 2023 vil jeg kalde planten i min have for Krim-kulsukker. I dag, på to-årsdagen for invasionen, ser jeg frem til at krim-kulsukkeret vokser frem igen og ud i sin retmæssige plads under solen. Så kan planter og politik fortsætte deres sammenflettede historie en ny tid endnu *). Slava Tauris.
*) Der findes en kaukasisk kulsukkerart (symphytum caucasicum) og en art kulsukker fra krimhalvøen (symphytum tauricum), der ikke har noget officielt dansk navn. Den er indberettet en enkelt gang i Danmark på www.naturbasen.dk. Den har blå nedhængende blomster i svikler og stammer, som navnet siger, fra Krim.

Apostat

Apostat

196.	Træer flokkes om mig,
        De forsamler sig i skoven.
        Træer hvisker, når jeg går forbi,
        De fejer luften bag min ryg.

197.	Rovdyr, som jeg, er apostater;
        Vi tilbeder om morgen
        Og skænder om aftenen.
        Træer lever på vores nåde. 

Om mønstret i en nældestand

Om mønstret i en nældestand

142. En nældestand er vokset frem på blottet jord langs hegnet. Her er solstrejf og skyggevirking, her dufter af muld, luften er mild. Farverne er gullige, grønne, sartgrønne, næsten hvide.

143. Standen er svagt afrundet med de højeste stængler i midten, højden aftagende jævnt ud til siderne. Omkring en meter på højeste punkt med en omkreds som tre voksne favne.

144. Stænglerne er slanke, kantede og ranke, og står i synlig indbyrdes afstand, vel et par hundrede stængler på underjordiske udløbere.

145. Skøn fyllotakse! Bladene sidder parvist i en op og nedstigende vindel på stænglens øverste del. Ikke et blad berører et andet blad. I hele standen er alle stængler drejet så de undgår alle andre stængler og blade på skiftende niveauer og spreder sig ud over hele standens solvendte overflade i et grønt, skarptandet mønster.

146. Dette mønster har ingen nøjagtige gentagelser, ingen fast form. Det væver sig ind, bølger, tilnærmer sig, fraviger, drejer, vinkler og fylder alt belyst rum ud i tre dimensioner. Stænglerne svajer, et vindpust rører på sig, bladenes formation bevares.

147. Fjern et eneste blad, bare ét, og helheden er ødelagt. Alt er indpasset, afstemt og tilpasset sollyset og dagslysets brydning. En fuldstænding, savtakket harmoni.

148. Vi har intet ord for bladenes indbyrdes dynamisk placering afstemt efter sted, højde, aspekt, lys, landskab og væde.

149. Men vi kunne kalde det for energien i et plantekollektiv. Vi kunne kalde det nældestandens evne til at indrette sig spatialt på et givet sted under givne vilkår.

150. Vi kunne kalde det en manifestation af et organisk princip og udtryk for Zhang Zais *) begreb om li, den kraft, der bestemmer altings form og særpræg. Vi kunne sige, at denne li også gælder individer, der handler i fællesskab.

151. Vi kunne sige, at li skaber et komplekst æstetisk udtryk, der kan opfattes af os mennesker.

152. For vi er bundet af det synbares uomgængelige modalitet. Harmoni ligger i øjet og kan ikke fattes i ord.

153. Jeg lægger sproget fra mig. Jeg tager tøjet af og stiller mig nøgen foran nældestanden. Jeg er ikke æstetisk, slet ikke smuk, men i omtrentlig symmetri, funktionel, farlig.

154. Nu er vi lige, vi to. Min hud mod dine savtakker. Min symmetri mod din harmoni. Min ondskab mod din gift. Jeg rækker hånden ud. Mit billede. Min bror **).
*) Zhang Zai (1020-1077) en betydelig neo-konfusiansk filosof og metafysiker under Song-dynastiet.

**) I erindring om Charles Baudelaire (1821-67), Les Fleurs du Mal, 1857.