Livsmoment
1415. I vores liv gælder den regel
For dagen og aftenens gang,
At hver af os, når som helst,
Ufortrøden skal tåle
En afbrydelse, et ophold
Af minutters varighed;
Slippe ethvert gøremål
Med glæde og med iver
Og følge den anden
Ud i haven, ind i huset
Uden at stritte imod,
Men i tiltro til den anden,
Som ledt med bind for øjnene,
I tillid til at blive forført;
Og derfor må forføreren
Kalde ud i tro og kærlighed
For at vise den anden noget,
Der vækker fryd, forundring,
Selv den lille tusindting
Og mindste overdådighed:
En plante, et skud, en flue,
Et træ, en rod, hvad som helst;
Verden lever, vi lever,
Kom, se, følg mig, nu.
1416. Vi kalder det et livsmoment,
Og med det kan vi bede
Den elskede ud og hid.
I går blev jeg bragt ud,
Midt i et vers, et livsmoment,
Men reglen binder, lykken vinker,
Min elskede står derude, se:
Årets fire første mælkebøtter,
Havens lille hellighed,
Fredet, værdsat, velkommen,
Selvom jeg nu og da,
I ly mine brede skuldre,
Hiver et par stykker op
Fra asyl- og klosterbedet.
1417. I morges var det min tur;
Vindstille, køligt, lydløs
Morgensol på østfacaden,
En eufoni af fuglestemmer:
Gærdesmutters skarpe triller
Musvitternes parringsfløjt,
Bogfinkens travle skala.
Da jeg stod her i morges,
Mens min elskede endnu sov,
Kom to hjorte rundt om gavlen,
Så mig, frøs, forben løftet
Jeg hvislede, og de sprang.
Kom, stå her, hold min hånd,
Mærk morgenlysets farvespil,
Og den mos vi træder på,
Mærk verden her med mig.
Nyt i Index Titusind:
Kærlighed ◦ 1415; Overdådighed ◦ 1415; Livsmoment ◦ 1416; Bogfinke ◦ 1417; Farvespil ◦ 1417; Mos ◦ 1417.
