Ørneøje

Ørneøje

257.	Det fikserede øje,
        Tog sigte på vores aner;
        Små, pelskædte hominider
        Søgte skjul i træerne for
        Den lydløse, nådesløse, 
        Klobevæbnede skygge,
        Der faldt fra oven.

258.	Som art har vi glemt det:
        Frygten, skrækken, slaget.
        Vi har taget ørnens post.
        Det er os, der jager nu.
        Vi ærer dem med navne,
        Kongeørn, kejserørn,
        Vi fryder os i byttets sted.