1568. Forvildet ind i huset En minimy mariehøne, Knappenålshovedstor, Lækker olivenoliegul Med sorte pletter på, Overnattet i et petriskål, Utrættelig i bevægelse, Indtil langt om længe Hun hviler, guffer lidt På en vissen skærm Af skvalderkål.
1569. Den syvplettede, Som alle børn kender, (Men hvor mange har talt dens pletter eller ved, at der er mange flere slags?) Den to-plettede, Den ti-plettede, Den tolv-plettede, Den fjorten-plettede, Den seksten-plettede, Den nitten-plettede, Den toogtyve-plettede, Den syovogtyve-plettede, Den øje-plettede, Ale mellemvarianterne Og fyrre arter flere.
1570. Og hvad er egentlig En plet for noget, Eller en plamage, Og hvor sidder de? Hvad med den stribe Langs dækvingekanten, Og hvad med dem På forkroppen, brystet, Pas på, det er et øje, Og kan mariehønen Skifte sine pletter ud Som leoparden prøver på?
1571. Derfor et beskedent forslag Til en obligatorisk time, Sjov, lærerig, ikke let, Eminent til gruppearbejde, Selvlæring, erfaring og Nysgerrighedsfremmende, Fingerspidsstimulerende Naturkulturforståelsesfag: I dag skal vi tælle Mariehønens pletter: Vi laver grupper på tre, Her er farveplancher Og her er terrariet, Hvor I kan se dem Krybe rundt og rundt, Værsgo, begynd bare.
P.S. En læser kan jo tælle med På mariehønen hér, Billens latinske navn nedenfor: P.P.S. jeg blev syvogtres, Inden jeg så min første.
Nyt i Index Titusind: Mariehøne – nn-plettet ◦ 1568; Mariehøne – syv-plettet ◦ 1569; Dækvinge ◦ 1570; Naturforståelse ◦ 1571.
1491. Så går jeg på Kullabergs stier igen: Fødderne kender stedet, fyrreduften, Nåletræsmuld, rødder, eng og overdrev, På stier, hvor kroppe og klipper Støder sammen, mødes igen, og Minder skyder frem blandt mine tæer.
1492. Mit første foto til udforskning af ting: En kokasse gennemgravet af biller; Mølle by: træhuse, hav, natur forenet; De klipper vi klatrede på under fyret, Teltslagning i skoven i ly af natten; Menneskeår siden, jeg husker alt.
1493. Sporet i nord begynder her På Kullabergs smalle klippestier På udforskning af nordiske ting Blandt slægtsled efter slægtsled Af indvandrere og indslæbere Fra folkevandringer før og nu.
1494. De første nye planter viser sig: Den kønne strandlimurt vokser her, Brune honningkrukker på strå, Spæde, hvide kronblade fliger ud Bredvid flade tuer af bidende stenurt, Lyse gule stjerneblomster og skud.
1495. I aften funkler solen over Skagerak Danskerkysten blot en bræmme På en glitrende havskilt horisont. Sveden drypper, fødder finder vej, Landet lever, uberørt, og jeg, Gennemlyst, ånder med.
Nyt i Index Titusind: Klippe • 1491; Kokasse • 1492; Nord • 1493; Strandlimurt • 1494; Bidende stenurt • 1494; Gennemlyst • 1495.
I gengroede skove
Sporet i nord – dag 2
I gengroede skove Sporet i nord - dag 2
1496. En dagsvandring ved Hyssna Viser at fødder er lavet Til smalle, knoldede stier; Ben, bækken, kropsbalance Bærer os frem i vandretrang; Sådan skabtes vi på urtids heder, Sådan bevægede vi os ud Fra klippehuler og dybe skove.
1497. Skove, i dag kun skygger tilbage Fra plantagedrift og skovmaskiner; Sverige har mistet sin urskov. Tilbage står fældningsfelter Som dem Vi vandrer gennem; Ungskov, tyve til fyrre år højst, Alt har samme alder, intet råd, En fattig kronodiversitet.
1498. Nåletræsplantager af rødgran, Overalt fugtig bund, blød af væde, Mosser, mosser, mosser Dækker skovbund og stubbe Der står memento mori Fra sidste totalhugst her.
1499. Jeg lægger en håndfuld hankogler Fra rødgranen frem på mosset, Tager et foto, for se bare Den grokraft overalt vi går, Ungtræer skyder op, smukke lys Af skovfyr, rødgran og klippefyr, Årgamle rønnetræer, små bævreasp Blandt rødel, eg og askespirer, Et dusin for hvert skridt vi tar; Skoven gengror sig selv, Rejser sig og vandrer mod nord.
1500. Vi følger hundredårige stendiger, Går langs elve, krydser skoveng, Vi søger terrænet, finder landet, Går forbi gårde i falurødt Nye træhuse, forstadskvarterer Med robotklippede plæner, Gamle lader og hestefolde, Langs klukkende vandløb Med væld af hjortetrøst.
1501. Og dér, det smukkeste syn, Et flyvende par insekter i flirt Fløjlssorte vinger, metalblå krop, Fem seks centimeter lange For første gang har jeg set Blåbåndet pragtvandnymfe i live.
1502. Efter mindst to svenske mil Når vi tilbage til lejrpladsen Med håb og vækst i kroppen, Værkende, frisatte og våde.
1503. I skoven oven Tanum sletten Over hvide, nøgne klippeflader Skåret og skuret af bræ og is Vandrer vi i oldgammelt land; Her er Sveriges helleristninger Spredt ud over fjeldets sten Vendt ud mod urtidens hav Og fjorden, der lå her dengang,
1504. Figurer der granskes og tolkes I hver tidsalders selvforståelse, Også min, også jeg, og dog, For her er er er urtidskunst Fra en ristende visionær poet, Hvor ingen formidling behøves:
1505. Et sted på klippefladen Finder jeg en lille hvalfigur, Set, følt, genfortalt til mig: Natur og kultur forenet Fra en tid, hvor man næppe Har haft behov for at skelne.
1506. En mesterlig oldtidskunstner Med sofistikeret sans for form Med følelse for levende figurer og, Er jeg sikker på, med ægte fryd, Har gengivet hvalen dens væsen.
1507. Nu, tretusind år senere Viser han mig hvalen igen Ude i fjorden, hvor han kom, Hvor vi sammen så ham blæse, Hvor vi tog hans sjæl til os, Og forbinder mig, uden filter, Til sit indre blik for poesi For ærefrygt og harmoni.
Nyt i Index Titusind: Bræ • 1503; Urtidskunst • 1504; Natur og kultur • 1505; Hval • 1506; Harmoni • 1507.
Klodeskorpe
Sporet i nord – dag 4
Klodeskorpe Sporet i nord - dag 4
1508. En kort opklatring Over rundsleben klippe, Glat, nøgen og furet, Urgammel klodeskorpe, Nordsøblæst i håret, Den kolde aftensol, Millioner bølgekamme.
1509. På vej ned igen, En klynge vilde orkideer I fuldt hvidpink flor, Smalle sortplettede blade Skærmet af blåbærkrat.
1510. Længere fremme en spinkel urt, Kun to blomster, jeg tøver, Plukker den ene, ubekvem, Til artsbestemmelse i læ: En mælkeurt, lys rosa Trevinget blomst, åbnet En centimeter spids til spids, Vokser ud på stænglen, Indtil den svækkes, luder, Mens nye skud stikker op Fra plantens top.
1511. Jeg elsker mine stier, Følger mine fødder, I dag har jeg mødt To nye duelige planter Og mærket planeten Med mine tæer.
Nyt i Index Titusind: Klodeskorpe • 1508; Orkidé • 1509; Mælkeurt • 1510; Planet • 1511.
Sjagger
Sporet i nord – dag 5
Sjagger Sporet i nord - dag 5
1512. Jeg sover under åben himmel; Birketræer suser, brisen svaler, En sø indrammet af træer, Insekter sværmer som røg; Skjult i løvet og ude på plænen Hakker en sjagger sit kald: Tjak, tjak, tjak igen og igen; Kold vågner jeg af babydrømme.
1513. På Akershus fæstning ved porten Hvor de vilde blomster gror Fanger en sjagger en orm Få skridt fra hvor jeg står; Pligt mod yngel trumfer frygt; Hun hiver, hakker, fanger, Trækker ormen frem af græsset Fodrer sin unge, som følger jagten, Udvokset, hoppende bag sin mor, Skrigende, tiggende om mad Under næsen på en præsident.
Nyt i Index Titusind: Birk • 1512; Sjagger • 15012; Orm • 1513; Tiggeri • 1513.
Mennesker i hig
Sporet i nord – dag 6
Mennesker i hig Sporet i Nord - dag 6
1514. Her er vi alle mennesker; En oplevelsesprotokollerende, Monumentstiltrukket, selvoplevende, Tidstællende, selfiestræbende, Bjergindtagende, naturindlevende, Sprog- og aldersdivergerende, Kropsskulpturerende, klippespringende, Sværvægtig, tyndsålet, pustende, Muskelkraftudfoldende, beslutsomt Opadstræbende menneskehed.
1515. På bjergplateauet, navngivet sikkert I andægtighed eller besværgelsesmani, Samles vi i en videofilmende, Solbadende, hvilende, panorerende, Måbende, mediterende, droneførende, Fjeldopsøgende, sjælevandrende Selvopfyldende menneskehed.
1516. Lysefjorden ligger kollosal, Blå, blank og stille Ubevægelig under solen; Fjeldet og fjorden øde, Ikke tomme, men øde; Uforanderlige, farlige For os alle, en viden Vi opnår hver især, En stilhed indefra; Det tætteste jeg kommer På evigheden i live; En hvid sky driver, En vind i mit ansigt.
Nyt i Index Titusind: Menneskehed • 1514; Bjergplateau • 1515; Evigheden • 1516.
Om kvægmyg
Sporet i nord – dag 7
Om kvægmyg Sporet i nord - dag 7
1517. Idyllisk blogværksted i Telemarken Ved brinken af elvens sorte strøm; Vandet i bevægelse, flyder bredt Forbi stier ned gennem blåbærbuske, Under skovfyr gennem høje bregner. Jeg sætter mig ved lejrens bænk, Ah, et bord, og åbner notesbogen, Afpropper pennen en tidlig morgen, Arbejdstid, flodbrus og fuglefløjt.
1518. Men ikke i dag, slet ikke her; Jeg er kun ét blandt utallige dyr Gennem umindelige tider og epoker Drevet halvt til vanvid af kvægmyg: Miniature sataner, 2-4 millimeter store, Stor slægt af myg, overalt i nord, Over totusind arter i kendes, Kaldet knot på dansk og norsk, Kognat til det engelske gnat.
1519. Keats har skrevet om gnats: Et sanseligt, sublimeret naturdigt, Der væltede mig omkuld som ung, To Autumn, perfektioneret romantik; Et klagende sørgekor af gnats, Skrev mit forbillede, død af TB, Også et ideal i morbide stunder. Men her er noget virkelig galt Med ungdommen og med biologien, Og digtets fakta, master Keats, For heroppe er knoterne psyko; Med ansigt og øjenlåg opsvulmet Tager jeg ydmygt myggehatten af For mine hærdede norske kolleger; Og de svenske og skotske med; Beslutter, at jeg helt færdig Med naturidyl og romantikken.
Nyt i Index Titusind: Blåbærbusk • 1517; Kvægmyg • 1518; Knot • 1518; Naturidyl • 1519.
Om levende og døde ting
Blandt de titusind tings digte er det ganske sjældent, at menneskeskabte ting får indpas. Hele værket balancerer på sin egen modsætning mellem den naturlige verden og det, der er del af den frembragte verden (døde ting). Afgrænsningen er vilkårlig; de døde tings sammenstød med de levende ting er voldsom, dødelig, og ændrer jorden overalt, og den naturlige verden giver efter – indtil den ikke gør det længere.
Men det sker, at det menneskeskabte syntes at føje sig ind i, lægge sig op ad, ja, vokse ud af den naturlige verden. Mange af disse steder træffes i Norge, hvor jeg som tingfinderdigter gribes af stærk sympati for stedet og de ting, som mennesker har skabt.
Nedenfor bringes fire digte om sådanne steder og de materialer, som mennesker har brugt til at forme deres tilværelse på den jord og ved det vand, de bebor.
Mennesker ved vand
Sporet i nord – dag 8
Mennesker ved vand Sporet i nord - dag 8
1520. Mekanisk slid, fattigt slæb: Et mølleskur, en hyttebolig; En bundrem sat på brokker, Sokler lagt på klippegrund, Blokhus vægge i gammelt træ, Et kighul ind, en lågedør; Tag beklædt med birkebark, Dækket tykt med tørv og græs.
1521. To gruttesten på en aksel, En snegl af træ i gulvet, Hvor strømmen ledtes hen Fra en mosset plankerende; Simpel slidske til styring Af vandets fald og styrke.
1522. En opholdshytte, et ildsted, To træbrikse med kanter på, Et glughul i en midterkævle; Røg, halm og stank af snavs Dengang ved fossen i skoven: Mølleren og hans unge hjælper, Med sygdomme, tabte tænder, Valne fingre i smeltevand.
1523. Jeg håber de fik en ungdom, Latter, fjant, lidt lykke; De materialer vi ærer i dag, De redskaber vi stadig kender, Ikke at glemme de ukendte døde, Deres kundskab, deres håndværk; Et gulnet grin, en skuttet ryg.
Nyt i Index Titusind:
Hytte • 1520; Gruttesten • 1521; Smeltevand • 1522; Ryg • 1523.
Æblehaver ved Hardanger Fjord
Sporet i nord – dag 9
Æblehaver ved Hardanger Fjord Sporet i nord - dag 9
1524. Frugtdyrkning i nihundrede år På hver en ledig høstbar plet: Æbler, blommer, pærer, kirsebær, Gamle, nye, små og store træer Klemt inde mellem fjeld og fjord I små byer langs den smalle vej. Inter er spildt, alt er tæt, Tunneler af plast mod fugle, Trådfæstede grene på espalier.
1525. Dette er jordbrug i øjenhøjde, Æblesaft og nationalromantik; En tabt følelse findes her, At modtage landets udbytte I ansigts smil og dieselos, At se ud over det salte vand, At hæve blikket op ad bjerget Og vide: Hertil din grænse går, Dette er, hvad du får.
Nyt i index Titusind: Frugtdyrkning • 1524; Æble • 1525; Jordbrug • 1525.
Kærlighed i Utne
Sporet i nord – dag 10
Kærlighed i Utne Sporet i nord - dag 10
1526. I en vig i Hardangerfjorden Ligger Utnes huse og færgeleje; Byens hotel fra sytten toogtyve Er vidne om de mange vejfarende I århundreder på vej nord og syd, Bygget i træ, hvidmalet, kittet, Forsiret geræk, stakit og låger. Biblioteket ligger front mod fjorden, To etager træ, stolt opført en gang, Hvid afskallet maling, nu forladt. Som det nedlagte frugtudsalg, ældet Af brug og mangel på samme, bevaret Som arv og minde for eftertiden.
1527. Kirken står velholdt på sin knold, Helt i træ med spir og tag belagt Med plader af håndhugget skiffer Lavet til at holde i tusind år, Lagt med omhu, med indlevelse, Som de små haver og bygninger På skråningen ud mod vandet Viser en kærlighed til stedet; Døre og bænke bag stengærder Overvældet af grønne vækster, Alt sat i levende materialer:
1528. Langs gæstgiveriets baghave, Tilgroet med gamle æbletræer, Vokser en fjerbusk til pryd Foran en hæk af jasmin i flor; Som den, min elskede bragte mig I et tempel i det gamle Hanoi Gemt i en lille æske af blik: En blomst af jasmin plukket Samme morgen fra familiens træ, En kvist, en hvid klokke, en duft Holdt i fire hule hænder.
Nyt i Index Titusind: Hus af træ • 1526; Skiffer • 1527; Jasmin • 1528.
I Norge findes intet ugræs
Sporet i nord – dag 11
I Norge findes intet ugræs Sporet i nord – dag 11
1529. Så kom vi da til Bud den femte juni desuagtet, et fiskerleje, en kirke sat på kampesten, i falmet hvid og brun, løgkuppel i kobber, valgssted og klenodie fra Riksdagsforsamlingen og friheden i atten fjorten, skiltet, erindret, fortalt; lidt perlegrus, et gærde små pletter af græs, sten og vilde planter, en tue af kællingetand.
1530. Fritvoksende grøfter løber fra syd til nord, langs alle veje og stier, markskel og over bjerge, et endeløs vegorama: dagpragtstjerne, kørvel, skovgeranier, rødkløver, smørblomst, mælkebøtte, gærdevikker og høje strå, sitrende i sol og luft; alt vokser, når det skal, alt kommer, når det vil, mennesker og materialer samles, hvor de kan.
Nyt i Index titusind: Frihed ◦ 1529; Kællingetand ◦ 1529; Grøft ◦ 1530; Dagpragtstjerne ◦ 1530.
Et ægte kærlighedsknob
Sporet i nord – dag 12
Det første billede af firbladet er mit eget; nærbilledet er taget fra Wikimedia Commons, fordi mit eget mislykkedes. Nærbilledet illustrerer blomstens symmetri, der er vigtig for dens betydning i plantefolkloren.
Et ægte kærlighedsknob Sporet i nord – dag 12
1531. På tur langs en Lofoten sø, Gammel skov, bække og sten, Så smuk man glemmer at dø; Mundheld på vietnamesisk.
1532. Kald det bare bedstefar sti Med klukke og rislende vand, Lange stræk lagt op på planker Over sump, bæk og moseland.
1533. En klippesten med birke på, Hvide multebærskud i blomst; Aaah, hvilket landskab at gå, Hønsebær, bistort og bregner.
1534. Jeg vugger fremad i sporet, Daser rundt i et skovbad; Men stopper og pulsen hopper: I fugtig skygge: et firblad.
1535. Folklore og urtemedicin Finder i plantens symmetri, I dens form og hele positur, Helbredelse og harmoni.
1536. På engelsk kaldt lighedens blomst For balancen i dens dele: Alt er en funktion af fire, Velskabt, samlet i et hele.
1537. Fire kronblade og kurvsvøb, Otte støvtråde, støvknapper, Fire grifler, det sorte bær, Kransstillede hjertelapper.
1538. Kaldet ægte kærlighedsknob, En sømand, ensom, derude; Fire smalle blade knyttet Under frugten i en knude.
1539. På dansk, nøgternt, protestantisk; På spansk, katolsk, mere smægtigt, Kaldes planten splidens æble; Vid blot, at bæret er giftigt.
Nyt i Index Titusind: Bæk ◦ 1531; Sump ◦ 1532; Multebærskud ◦ 1533; Firblad ◦ 1534; Urtemedicin ◦ 1535; Velskabning◦ 1536; Støvtråd ◦ 1537; Bær ◦ 1538; Giftig ◦ 1539.
Titusind vandfald
Sporet i nord – dag 13
Titusind vandfald Sporet i nord - dag 13
1540. Floder, vandløb og fosse, Glinsende, stejle sider, Vandløb gemt i blåbærbuske, Hver meter en lile strøm, Hvert bjerg med hvide strenge, Smeltevand fra kolde tinder, Snekapper, issøer, driver, Frosne floder under bræer, Fjelde med spejlblanke søer Flyder over, overstrømmer, Sumper til, risler ud.
1541. Norges titusinde vandfald Hver med egen lydsignatur: Den gurglende, boblende pludrende evindelighed. Måske der findes folk, Kloge mennesker ved vand, Med gode, brugbare ord For den ældste lyd, vi har.
1542. Atter en elv, glatte sten, Kinetisk kraft, sol i skum, Fugtig luft, køligt græs, Frisk fisk, et liv i morgen; Mest potente fortidsminder I de allerførste gener: Et brus af vand, en arkelyd.
Nyt i Index Titusind: Fos • 1540; Issø • 1540; Vandfald • 1541; Arkelyd • 1542;
1294. Yesteryear, a mild and early summer, Flowerboxes in bloom on the facade; Right under my study window A box of new pelargonias. I was just feeling the plants My fingers around the roots, Because it feels good, and then: Suddenly something alive, downy, Pulsating and warm to the touch Hidden in there: a robin’s nest.
1295. I confess, I had seen something, When I stood by the window: A quick flicker, a brown shadow, Perhaps af flapping of wings, So, I did know something was there, No, someone; but a nest? It didn’t occur to me, Even if it should have; Dolus eventualis, they say: Throw that match, give that shrug; Mess around that flowerbox, so what? Let happen that which happens.
1296. Robin chicks, four, five of them, Scuttled away in panic, Dropped from the ledge to the ground, Spread out into hiding, disappeared. The robin mother calling, Plaintive, I assume, desperate, I should think; and me, careless, Destroyed that years brood; Clumsy, stupid, culpable.
II - Trek south
1297. Only a third would survive The first trek to North Africa And the flight back here again: Shot by hunters, fleeced by crows, Poisoned by peasants, eaten by cats, Gobled by owls, smashed by machines, Dead from exhaustion and lost, Diverted by radio frequencies, Lethal traps of light pollution, Glass facades and glittering cities, Robbed of food and resting places; Every year billions perish. But still, some of them survive The first trek, now more experienced, With landscapes, contours and The highlights of the route etched In their one-gram brains.
1298. With thanks to robins We now know, roughly, After ten thousand years, How birds navigate the globe. The answer is magnificent, I think, Like also the science, The imagination, the inventiveness That made it possible; In short, all that empathy, That makes wonder into science, And science into poetry.
III - The navigation of birds
1299. Birds, all of them apparently, Can navigate around the globe On the earths' geomagnetic fields. They sense direction and position By picturing the geomagnetic field With an accuracy of a few inches Across thousands of miles.
1300. Robins have been studied For more than half a century; Enclosed in cages and containers, Turned, rattled and moved, Radiated with magnetic fields, Subjected to illumination in Blue, yellow, green and red. Blindfolded, anaesthesised, Exposed to radio waves, Magnets upended north and south But robins didn’t care, Tissue samples extracted, Stacks of biochemical diagrams. This is what they found:
1301. Robins have a sense, more than one, That perceives geomagnetism, An extremely weak impuls of energy, Many millions times less Than it was thought possible To detect with organic senses; But it is certain that they can.
1302. Studies shows that the “compass” of robins Has no north-south polarity As the human technical compass; A self-projecting concept About other animals’ sence of direction. No, robins perceive the inclination Of the geomagnetic waves From pole to geomagnetic equator; It’s an inclination compass! Robins perceive the angle Of the geomagnetic waves Bearing towards or away from The magnetic equator, Where the angle is zero. Thus, the robins know In which direction to fly.
1303. Robins can also detect The strength of the magnetic field, Which is strongest at the poles And weakest at the equator, Infinitely weak, in fact, Measured in mili- or microtesla, Weaker that the magnetism Under a high voltage cable, Weaker than the murmur of electrons In the body of the bird itself.
1304. By knowing magnetic intensity Robins can find their position Along a north-south axis. Jointly with the other compass - The inclination of magnetic waves, Which indicates direction - Bird can perceive something close To a latitude and longitude.
1305. Where there is external stimuli, There needs be a receiver. Hence, for years, they looked For the robins' magneto-receptors; What are they, where are they, and How do they work?
IV - Cryptochromes
1306. From quantum mechanics is known A phenomenon called radical pairs: Two molecules exchange electrons And thus change their electrical charge. When a radical pair is formed The molecuels begin to spin, Either in parallel or opposite. Thus, two electrical states occur: State at rest and state of signal. A radical pair changes states Millions of times in microseconds. The spin, we now know, is affected By the geomagnetic field.
1307. Researchers formulated af theory An epiphany, in fact, in the ‘80s, That radical pairs are the key To robins’ geomagnetic sense: And because the radical pair Requires light to be formed, It must be in the eye of the bird.
1308. In the year 2000 researchers proposed That the receptor is a molecule In the eye of the robin and other birds. This protein, called a cryptochrome, Forms radical pairs in a spin When hit by rays of light. The theory holds that magnetic waves Affects the spin of the radical pair In parallel and opposite directions. The spin creates electrical impulses, That send on-off signals to A biochemical signalling function, Which can be seen as a “lever” On the outside of the cryptochrome.
1309. Cryptochromes occur in birds eyes At the tip of the optical rods. As the cryptochromes spread Across the arch of the retina The bird can “see” the direction Of incoming magnetic waves. In the same way that animals and birds Detect direction with a pair of ears.
1310. Researchers have explained biochemically How radical pairs in the cryptochromes Fire off neuro-transmitted impulses To the optical centres in the birdbrain. There, we must believe, the robin, In a way that we might never know, Is able to “see” the earth's magnetic field; This “vision” or this “image” or This sensory perception is a “map” That the bird will need To find its way, to know the route; A “map” in the form of light? shapes? Pixellated fields? Wavy lines? A “map” that fits the “compass”: Memorised routes, main landmarks Or something quite different; spectres of light, Ultraviolet or infrared, or maybe Magnetic properties in the landscape. Everything is possible.
1311. Birds have developed other senses For use in their navigation: The beaks of birds contain magnetite, The most magnetic mineral known. Biochemical processes in the beak Sends neuro-transmitted signals To part of the bird’s brainstem; Here, maybe, is the neurologial path To sensing geomagnetic intensity.
1312. For certain, birds also use vision, Smell, memory, experience, Mountains, seas, coastlines, Maybe sound, temperature, wind, Maybe a fifth or sixth method Of sensing place and direction.
V. A larger world
1313. A new insight, a larger world, That will become as natural To my children and grandchildren, As the the "compass needle" of birds Was to me, when, as a boy I watched the swallows leave.
1314. To a brood of robin chicks Endowed with global gifts They never lived to use; Inadvertently destroyed, Stroeby Beach, summer of 2022. In memory.
During the past 75 years, a large number of researchers have contributed to the accumulated knowledge on the navigation of birds using the earth's geomagnetic field. It is impossible for me to mention them all here; but let me point to a few whose articles have been a gift for me to read: Klaus Schulten, Thorsten Ritz, Henrik Mouritsen, Peter Hore, W. Wiltschko, R. Wiltschko.
Ed YongAn Immense World (2022) is a superb introduction to the sensory perceptions of living beings and I warmly recommend it to everyone. The book's chapter on the ability of birds for optical navigation using the earth's geomagnetic field furnished me with knowledge and inspiration for the poem above.
New in Index Ten Thousand: Robin's nest ◦ 1294, Flowerbox ◦ 1295, Brood ◦ 1296, Cat: domestic ◦ 1297, Light pollution ◦ 1297, Robin ◦ 1298, Science ◦ 1298, Earth's geomagnetic field ◦ 1299, Radio waves ◦ 1300, Impulse ◦ 1301, Equator ◦ 1302, Electron ◦ 1303, Compass ◦ 1304, Magneto-receptor ◦ 1305, Radical pair ◦ 1306, Electrical charge ◦ 1306, Geomagnetic sense ◦ 1307, Chryptochrome ◦ 1308, Magnetic waves ◦ 1308, Rods: eye ◦ 1309, Landmarks ◦ 1310, Visual centre ◦ 1310, Navigation ◦ 1311, Sense of direction ◦ 1312, A larger world ◦ 1313, Gifts ◦ 1314.
