1450. Det ene år udsletter det andet, Jeg aldres, mit syn fortættes, Nuet springer ud i tusind ting Og nye ord på mange sprog.
1451. Se: et lille langhornsmøl, Smukke, mønstrede vinger I beige og hvide pletter, Et orange mankehoved.
1452. Sorte øjne og følehorn! Følehorn som perletråde Flyder rundt i luften, På feers lange fingre.
1453. Møllets navn på oldgræsk: Nematopogon; et trylleord, Lad det navn være kendt Af alle børn og børnebørn.
1454. Lad dem smage på det, Lægge det på tungespidsen, Komme fedrys på; sige det: Nematopogon, igen og igen.
1455. Et løsen til de andres verden, Når biologi og mytologi Sat sammen bliver til eventyr Og magisk viden for alle.
1456. Lad dem kende dette møl, Huske det, når de bliver gamle Og skal fortælle om alt det, Vi har, og alt det vi ikke når.
Dette langhornsmøl er set i min have på en klematisstængel. Jeg tror ikke arten har et dansk navn, men jeg er ret sikker på, at arten er Nematopogon adansoniella. Slægtsnavnet er hentet fra oldgræsk: nema = tråd, pogon = skæg. Slægtens engelske navn er longhorn fairy moths. Se i øvrigt to digte om langhornsmøl fra sidste år: Fefølehorn og Guldbåndet langhornsmøl.
485. Ve gav dem vos bedste venerationer Her på bjerget i Eleftherna, Ve gød frø og agern og nektar På stenet jord, blandt stikkende strå, I dybe raviner, på klippesider.
486. Venerationer voksede frem I det dovne støv, den svedne hede I den tid, det tager En kermeseg at synke i jorden, I den tid, det tager En by at falde om i brokker, På de gamle sten, Blandt antikke frø.
487. Kom ind under min skygge Og ieg vil vise dig, Hvad frøet virkelig kan; Kriger, slave, senator, matriark. Her hvor stenen står, hvor I blev sænket ned, Ofret, mindet, glemt og gravet ud.
488. Der satte ieg et minde: Min frugt ved hovedstenen. På nekropolis står de nu: De to damer fra Eleftherna, Indsat i hinandens former, Sammensatte søstre i sten og træ, Indtil ieg, olivenolding, Svinder ind og smuldrer væk, Mens stenen står tilbage Fra min veneration til den næste.
489. Kom med ned i slugten Og ieg vil vise jer, Hvad figentræer virkelig kan: Holde hele bjerget i et greb Til kommende generationer. Ieg holder på jeres minder og viden, Halvt hemmeligt, halvt skjult, Urner, amphoraer, våben, skjolde; Den lille okse og hinden halvt i spring Fanget i det brændte ler, Hamret ind i guld.
490. Kom ind under denne mur Og ieg vil vise jer, Hvad vedben virkelig vil: Langs agoraen, ned af bjergsiden, Ud over de antikke mure, Nedstammet i lige linje fra urtids frø, Vokser venerationer af vedben I metertyk pragt af blanke blade.
491. Kom nærmere; Ieg er levende lag Af solvarme, sugende, slikkende bier, Et summende spektakel Så højt, at I stopper, Forundret over hvad, I ser:
492. Ve viser jer byens dronninger Og Elefthernas reiterationer: Alle templerne, al kunst, Tårnet, jordskælvet, søjlerne, Alle villaer, cisterner, Alle stater, alle krige. Ve har set slægt efter slægt, Stable disse sten og Sove under disse stjerner. Og her står ve Til de atter mødes.
Eleftherna er en ruinby og arkæologisk udgravning på Kreta. Byen har haft en central betydning for Kretas historie i tiden fra det 9. årh fvt frem til den blev endelig forladt omkring år 800 (byen blev ødelagt af jordskælv for anden gang i 796). I dag er der bygget et vidunderligt museum i den nutidige by Eleutherna.
Midt i livet *)
140. Benved, bregner, græs og nælder
Fylder øjet ud til randen,
Ustyrligt grønt og uberørt.
En rødkløver bøjes ned,
Tynget af en humlebi;
Hun ligger i en rus på jorden
Kysset af en blodrød krone.
141. En krage vender øjet til,
Sort og vildt og hånligt,
Titusind slægtled borte.
Når vinteren kommer
Over markens hårde knolde
Plukker den min hjerne ud,
Resten tager frosten.
*) Frit efter Friederich Hölderlins digt Halvdelen af livet (1804)
