Lov om spor
Danmarks Naturlove (5)
I
1779. Ve kan jo se hvordan spor består af molekylefrekvenser og diffusionsrater;
1780. Hvordan ethvert spor opstår og fortabes indenfor bestemte kromatiske skalaer;
1781. Hvordan spor i vand kendes på deres effervescens målt i tætheden og spredningsevnen i luftboblerne.
1782. Ve kan jo se hvordan vingespor og fjerstiling bestemmer sporsætning og hvirvler af luftmolekuler.
1783. Ve kan jo se hvordan natsværmere trækker spor af luminescens ved svag lumeneffekt.
1784. Ve kan jo se hvordan geomagnetisme og klodeformer trækker atmosfæriske spor, der omsættes til spineffekt af atompar i trækfugles øjne;
1785. Hvordan kloden opfattes kvantemekanisk i strålende spor og koncentriske bølger af geomagnetisk intensitet;
1786. Ve kan jo se hvordan jordskorpen og jordens magmabevægelser sætter spor af udladning som varme og agitation af mineraler;
1787. Hvordan landet bøjes under lys og tyngdekraft.
1788. Ve kan jo se hvordan dufte er omsat farveintensitet og kromatiske gradienter, der opfattes i en stadig ekspanderende biotisk sanseevne over geologisk tid.
1789. Ve kan se jo se hvordan molekyler klistrer sig til fluers fødder, hvordan sporet hænger ved grævlingens labber og hvordan luftpartikler trækker illuminerede striber fra tranens vingespidser og de lysende flak fra natsværmerens vingekanter.
1790. Ve kan jo se hvordan spor lejres på spor mens vind og vand blander dem, fører dem bort og visker dem ud i gradvis fortynding og uigenkaldelig fortabelse;
1791. Hvordan luftrum bliver så mættet af spor, at kun ekkopejling og organer til registrering af luftmolekylers passage kan skelne faste objekter;
1792. Hvordan mønstre, der består af luftgradienter i tiltagende og aftagende fortætning, opfanges som andre væseners spor formet i flere dimensioner.
1793. Ve kan jo se at alle levende væsener bevæger og orienterer sig i land- vand- og luftformer med sanser tilpasset i uendelig variation til omgivelsernes kvalia;
1794. Hvordan alle væsener spontant opfanger farvespredning, det omgivende medies kemiske sammensætning, molekylebevægelser og atomare signaturer.
1795. Ve kan jo høre at lyden af alle levende væsners samlede bevidsthedsdannende og indbyrdes forbundne, multiplicerende, fortættede sporfrembringende og umweltsudfyldende sanselige eksistens – er stilhed.
II
1796. Ve bekræfter derfor alle levende væseners ret og evne til sætte, skabe og sanse sine og andres spor;
1797. At spor og sporsans nedarves genetisk og udfoldes i biossfæren som et konstituerende led af arternes opståen og forbigåen;
1798. At spor i vand- luft- og landform er en fællesbiotisk kulturskabende identitet frembragt af alle livskredse (arter);
1799. At spor, deres afsætning og gendannelse, er en konstituerende del af den almene overdådighed.
1800. Ve bestemmer derfor, at spor i enhver form er en del af den fællesbiotiske verdensarv, der genskabes kontinuerligt af enhver livskreds og dens organismer til enhver tid og ud i alle slægtsled.
Nyt i Index Titusind:
Spor 1779; Kromatisk skala ◦ 1780; Luftbobler ◦ 1781; Luftmolekule ◦ 1982; Lumeneffekt ◦ 1983; Atmosfære ◦ 1984; Magnetspor ◦ 1785; Magma ◦ 1786; Magnetisme ◦ 1787; Sanseevne ◦ 1788; Grævling ◦ 1789; Fortynding ◦ 1790; Ekkopejling ◦ 1791; Fortætning ◦ 1792; Kvalia ◦ 1793; Kemisk sammensætning ◦ 1794; Stilhed ◦ 1795; Evne ◦ 1796; Biossfæren ◦ 1797; Identitet ◦ 1798; Almene overdådighed ◦ 1799; Fællesbiotisk verdensarv ◦ 1800.
Titusind vandfald
Sporet i nord – dag 13
Titusind Vandfald
1540. Floder, vandløb og fosse,
Glinsende, stejle sider,
Vandløb gemt i blåbærbuske,
Hver meter en lile strøm,
Hvert bjerg med hvide strenge,
Smeltevand fra kolde tinder,
Snekapper, issøer, driver,
Frosne floder under bræer,
Fjelde med glasklare søer
Flyder over, strømmer ned,
Sumper til, risler ud.
1541. Norges titusinde vandfald
Hver med egen signatur:
Den gurglende, boblende
pludrende evindelighed.
Måske der findes folk,
Kloge mennesker ved vand,
Med gode, brugbare ord
For den ældste lyd, vi har.
1542. Atter en elv, glatte sten,
Kinetisk kraft, sol i sprøjt,
Fugtig luft, køligt græs,
Frisk fisk, liv i morgen;
Mest potente fortidsminder
I de allerførste gener:
Et brus af vand, en arkelyd.
Kompas og kryptokromer
Kompas og kryptokromer
I - En rødhalsrede
1294. Forrige år, en mild forsommer,
Altankasser i flor på facaden
Ret under mit arbejdsvindue,
En række af nye pelargonier;
Jeg skulle lige mærke efter
Rundt om planten med fingrene,
Fordi det føles godt, og så:
Pludseligt noget levende, dunet,
Pulserende varmt mellem fingrene
Skjult derinde: en rødhalsrede.
1295. Jeg tilstår, jeg havde set noget,
Når jeg stillede mig ved vinduet:
En hurtig flaksen, en brun skygge,
Måske en blafren af vingefjer,
Så jeg vidste, at der var noget,
Nej, nogen; men en rede?
Det faldt mig ikke ind,
Selvom det burde have;
Dolus eventualis, også kaldet:
Smid den tændstik, skuldertræk;
Rod rundt altankassen, hva’ så;
Lad ske, hvad der sker.
1296. Rødhalsunger, fire, fem af dem,
Krabbede væk og rundt i panik,
Ud over kanten, faldt til jorden.
Spredte sig, gik i ly, forsvandt.
Rødhalsemoderen kaldte, klagende,
Antager jeg, fortvivlet,
Vil jeg tro; og jeg, uagtsom,
Har ødelagt årets kuld;
Klodset, dum, kulpøs.
II – Træk syd
1297. Kun en tredjedel ville overleve
Det første træk til Nordafrika
Og flyvningen her tilbage igen:
Skudt af jægere, flået krager,
Forgiftet af bønder, ædt af tamkatte,
Hapset af ugler, smadret i maskiner,
Døde af udmattelse på afveje
Forledt af radiofrekvenser,
Dødsfælder af lysforurening,
Glasfacader og glimmer i byer,
Frataget føde og rastesteder;
Hvert år omkommet i milliardtal.
Men alligevel overlever nogle
Det første træk, nu mere erfarne,
Med landskaber, konturer og
Rutens kendingsmærker fæstnet
I deres enkeltgrams hjerner.
1298. Det er med tak til rødhalse
At vi nu, efter titusinder år,
Endelig ved omtrent hvordan
Fugle finder vej på kloden.
Svaret er vidunderligt, synes jeg,
Som også den videnskab,
Den fantasi, den opfindsomhed,
Der gjorde det muligt,
Kort sagt, al den indlevelse,
Der gør undren til videnskab,
Og gør videnskab til digt.
III – Geomagnetisme
1299. Fugle, vistnok dem alle sammen,
Kan navigerer kloden rundt
På jordens magnetiske felt.
De sanser retning og position
Ved at afbilde jordens magnetfelt
Med få centimers nøjagtighed
Over afstande på tusinde kilometer.
1300. Rødhalse er gransket og studeret
I mere end et halvt århundrede;
Lukket inde i bure og beholdere,
Vendt, drejet og flyttet,
Bestrålede med magnetfelter
Lyspåvirket: blåt, grønt og rødt.
Blændede, lokalbedøvede og
Bestrålede med radiobølger,
Magneter vendte op og ned
På nord og syd, uden resultat,
Vævsprøver og biopsier med
Stakke af biokemiske diagrammer.
Dette er hvad man fandt:
1301. Rødhalse har en sans, mere end en,
Der opfanger geomagnetisme,
En uhyre svag impuls af energi,
Mange millioner gange svagere,
End man troede muligt
At opfange med organiske sanser;
Men det er uomtvisteligt, at de kan.
1302. Studierne viste at rødhalsens ”kompas”
Ikke har nord-syd polaritet,
Som menneskers tekniske kompas,
En selvprojicerende forestilling
Om andre dyrs orienteringsevne.
Nej, rødhalse opfanger hældningen
Af de geomagnetiske bølger
Fra pol til geomagnetiske ækvator;
Det er et inklinationskompas!
Rødhalse opfanger vinklen
Af jordens magnetiske bølger
I retning mod eller væk
Fra den magnetiske ækvator,
Hvor hældningsgraden er nul:
Det betyder at en rødhals
Ved hvad retning, hun skal flyve.
1303. Rødhalse kan også opfange
Styrken af det geomagnetiske felt,
Som er stærkest ved polerne
Og svagest ved ækvator,
Uendeligt svagt, faktisk,
Målt i mili- eller mikrotesla,
Svagere end magnetismen
Under en højspændingsledning,
Svagere end elektroners murren
I fuglens egen krop.
1304. Ved at kende magnetfeltets styrke
Kan rødhalse finde deres position
Langs klodens nord-syd akse.
Tilsammen med det andet "kompas":
Hældningen af magnetbølger,
Der angiver fuglens retning,
Kan fugle opfatte noget, der ligner
En længde- og breddegrad.
1305. Hvor der er en ydre påvirkning
Skal der også være en modtager,
Og derfor søgte forskerne i årtier
Rødhalsens magnetreceptorer:
Hvad er de, hvor er de, og
Hvordan virker de?
IV - Kryptokromer
1306. Fra kvantemekanikken kendes
Et fænomen der kaldes radikale par:
To molekyler, der udveksler elektroner
Og derved skifter elektrisk ladning.
Når et radikalt par dannes
Begynder begge molekyler at snurre,
Enten parallelt eller modsat.
Det skaber to elektriske tilstande:
Udgangstilstand og signaltilstand.
Et radikalt par skifter tilstand
Mellem parallel og modsat spin
Millioner gange på få mikrosekunder.
1307. Forskere formulerede i 80’erne
Den teori, en epifani faktisk,
At radikale par er nøglen
Til rødhalses geomagnetiske sans;
Og fordi et radikalt par
Kræver lys for at dannes,
Må det findes i fuglens øje.
1308. I år 2000 foreslog et forskerpar,
At receptoren er et protein i
Rødhalsens og andre fugles øje.
Dette protein, kaldet kryptokrom,
Danner radikale par når det rammes af lys.
Teorien sagde, at magnetiske bølger
Påvirker spinnet i radikale par
I parallel eller modsat bevægelse.
Spinnet skaber elektriske impulser,
Der sender tænd-sluk signaler til
En biokemiske signalfunktion,
Der kan ses som en "vippearm"
På ydersiden af kryptokromet.
1309. Kryptokromer findes i fugleøjet
På stavcellernes spidser.
Når kryptokromer derfor er spredt
Ud over nethindens bue
Kan fuglen "se" retningen
Af magnetbølgers indfald i øjet.
På samme måde kan dyr og fugle
Retningsbestemmer lys og lyd
Med parvise øjne og ører.
1310. Forskere har biokemisk forklaret
Hvordan radikale par i kryptokromet
Affyrer neurotransmitterede impulser
Til fuglens synscenter i hjernen.
Vi må derfor tro, at rødhalsen
På en måde, vi nok aldrig får at vide,
Kan ”se” jordens magnetiske felt;
Dette ”syn” eller dette ”billede” eller
Dette sanseindtryk er et ”kort",
Som fuglen skal bruge for
At orientere sig, for et kende ruten;
Et "kort" i form af lys? figurer?
Af pixellerede felter? Bølgede linjer?
Et "kort", der passer til "kompasset":
Tillærte ruter, vigtige pejlemærker.
Måske noget helt andet: lysspektre,
Ultraviolet eller infrarødt, eller
Magnetiske egenskaber i landskabet.
Altsammen er muligt.
1311. Fugle har udviklet andre sanser,
Som de bruger til navigation:
Fuglenæb indeholder mineralet magnetit,
Det mest magnetiske stof der kendes.
Biokemiske processer i næbet
Sender neurotransmiterede signaler
Til dele af fuglenes hjernestamme;
Her er, muligvis, den neurologiske sti
Til sansning af geomagnetismens styrke.
1312. Givet er også, at fugle bruger syn
Lugt, hukommelse, erfaring,
Bjerge, have, kystslinjer,
Måske lyd, temperatur, vindretning,
Måske noget helt femte og sjette
I deres sted- og retningssans.
V – En større verden
1313. En ny indsigt, en større verden,
Der bliver lige så selvfølgelig
For mine børn og børnbørn,
Som idéen om fuglens kompasnål,
Var for mig, da jeg som dreng
Så svaler flyve bort.
1314. Til et kuld af rødhalsunger
Begavet med globale evner,
De aldrig nåede at bruge;
Uforvarende udslettet,
Strøby Strand, sommer 2022.
Til minde.
Et stort antal forskere har gennem de sidste 75 år bidraget til den akkumulerede viden om fugles navigation ved hjælp af jordens geomagnetiske felt. Jeg kan umuligt nævne dem alle her; men lad mig nævne nogle få, som jeg med stort udbytte har læst artikler af: Klaus Schulten, Thorsten Ritz, Henrik Mouritsen, Peter Hore, W. Wiltschko, R. Wiltschko.
Ed Yong An Immense World (2022) er en superb introduktion til levende væseners sanseevner og anbefales varmt til alle. Bogens kapitel om fugles evne til optisk geomagnetisk navigation gav mig viden og inspiration til digtet ovenfor.
Slummer
Slummer
619. Varme simrer
Mætte farver
Træer skinner
Skrift opløses
Mættet syn
Billeder.
620. Træer svaler
Fugle ta’r bad
Hopper, ryster
Grønne farver
Grene hænger
Susen.
621. Fra skoven
En då i flugt
Droner summer
Tæt og fjern
Fuglesang
Skygger.
622. Sollys strejfer
Belyste pletter
Søvn og sværmen
Jeg suger til mig
Brisen briser
Tiden.
623. Skyer driver
Jeg slumrer
Og svæver
Sten og træer
Står fast
Jorden drejer *).
*) Til minde om William Wordsworth (1770–1850) A slumber did my spirit seal.
Den fælles sans
Den fælles sans *)
423. Iegs fortælling findes,
Hver gang ordene fejler.
Hver gang i elementalernes nærvær.
Iegs fortælling er et stille wow,
Når de føler sig hele,
Og tabte for ord.
Dér, lige på den anden side af sproget.
424. Iegs fortælling er nærvær af liff ,
Og en anden form selvhed.
Dér, lige på den anden side af huden:
Ildens varme og sansen af væren,
Ilten der løfter kroppen op og ud,
Blommebid og æbleduft,
Solstrejf og bladmosaik,
Græssets svajen,
Vandets klukken,
Klippens ro,
Strandens sand,
Og bølgernes ved ikke hvad.
425. Iegs fortælling er sanset, indåndet, beåndet.
Fysisk dér og i sit væsen dér:
I elementalernes nærvær.
En følelse af overflod - og en fornemmelse af sorg,
En sans for det tabte - og en viden om det uendelige.
Af vished uden ord.
Iegs fortælling er den fælles sans, den sjette sans.
Dér, mellem hud og bark, mellem skind og skein.
426. Iegs fortælling er tanke og krop,
Føjet sammen,
Igen,
Hvor de kom fra,
Og hvad de igen kan blive.
427. Iegs fortælling findes,
Hver gang tanke føles som krop,
Og krop fornemmes som tanke.
Bevægelse bliver til idé,
Og idé bliver til jord,
Der bevæger sig under fødderne,
Som skygge og substans,
Og folder krop og tanke ud.
428. Den sjette sans er bare en metafor
For den tabte sans.
Den sans som bevidstheden søger
Og aldrig finder.
Den forklaring, der ikke findes,
Den indsigt, der ikke kan opnås,
Den sans, der skal skabe mening;
Den tabte mening.
429. Mening er også bare en metafor
For frygt for liv på jorden,
For bevægelse i mørket,
For det, der kommer.
430. Den sjette sans
Er vished uden viden.
Den sjette sans
Er urgammel erindring.
Den sjette sans
Er en fornemmelse af stillehed .
Når verden og væren er ét.
Den sjette sans er den fælles sans.
431. Den fælles sans
Er dér ieg og jeg mødes:
Hud og sted,
Sted og ord,
Ord og bark,
Bark og hånd.
Ok.
*) Digtet stammer fra Jacob Gammelgaard: Liff - blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021.
Dæmring
Dæmring
207. Dæmringslys er tid i fysisk form.
Universet balancerer på en æg,
Lydløst skifter nat til dag.
208. Luften er kølig og ren,
frisk og flydende tyk
Af aromatiske stoffer.
209. Hele verden ligger stille;
Dets mægtige hjerte holder inde *).
Vi venter, vi ved, det kommer.
210. Lyset første røde stråler,
Bæres ind på gylden dis,
Fortættes og bliver til dag.
211. Solen damper i græs og buske,
Rimen gnistrer og smelter væk.
Blade berøres og foldes ud.
212. Morgenlyset rammer mig i brystet,
Stolen vælter, jeg falder ud på gulvet;
Mit hjerte står åbent, udadvendt.
213. Her fødes jeg igen hver morgen
Af himlens lys, der er min far,
Af jordens dufte, der er min mor **),
214. Af luften, der omslutter mig i stilhed,
Af tiden, der kommer uafvendeligt igen
I dæmringslysets først åndedrag.
*) I erindring om William Wordsworth, Composed Upon Westminster Bridge, 1802. **) I erindring om Zhang Zai (1020-1077), Den vestvendte indskrift, ukendt årstal.
Wittgensteins have (1)
Wittgensteins have (1) 78. Hjorten er et frossent farvespil i den kolde morgen. Ører drejes og øjne stirrer; vagtsomheden tikker mellem os. 79. Kun den gråhvide damp fra de natsorte næsebor bevæger sig, mens lungebælgen pumper under pelsen; et sekund, to sekunder, tre. 80. Grønlige, gullige, brunlige, gråbrune, rødbrune, vissengule, algegrønne, gulliggrønne, sortsprængte, grålige, brungrå, hvidspættede, grågule, orangesorte, blågrønne, og gulnede røde farver står frostovertrukne og stille i den klare luft. 81. Dette er hjorten. Jeg træder den i møde. 82. Jeg kan ikke holde farver i min hånd, men jeg kan berøre dem som en del af noget andet. Farver er ikke ting, men de kan ses og skelnes i millioner af nuancer, som jeg ikke har ord for. Farver har kvaliteter, der ikke kan bevises. Farver afgiver oplevelser, der ikke kan forklares. 83. Og så: frygt, spring, flugt og sult. En knasen fra hove, der sætter af over stubbe og kvas og kun den hvide pudegump vipper mellem træerne, og billedet er borte. 84. Vi forstår i billeder, vi føler i farver, vi beskriver famlende.