Kategori: Palæontologisk tid

Udgivet den

Hvalen fra Tanum

Sporet i nord – dag 3

Hvalen fra Tanum

1503.  I skoven oven Tanum sletten
       Over hvide, nøgne klippeflader
       Skåret og skuret af bræ og is
       Vandrer vi i oldgammelt land;
       Her er Sveriges helleristninger
       Spredt ud over fjeldets sten
       Vendt ud mod urtidens hav
       Og fjorden, der lå her dengang,

1504.  Figurer der granskes og tolkes 
       I hver tidsalders selvforståelse,
       Også min, også jeg, og dog,
       For her er er er urtidskunst
       Fra en ristende visionær poet,
       Hvor ingen formidling behøves:

1505.  Et sted på klippefladen
       Finder jeg en lille hvalfigur,
       Set, følt, genfortalt til mig:
       Natur og kultur tilsammen
       Fra en tid, hvor man næppe
       Har haft behov for at skelne.

1506.  En mesterlig oldtidskunstner
       Med sofistikeret sans for form
       Med følelse for levende figurer og,
       Er jeg sikker på, med ægte fryd,
       Har gengivet hvalen dens væsen.

1507.  Nu, tretusind år senere
       Viser han mig hvalen igen
       Ude i fjorden, hvor han kom,
       Hvor vi sammen så ham blæse,
       Hvor vi tog hans sjæl til os,
       Og forbinder mig, uden filter,
       Til sit indre blik for poesi
       For ærefrygt og harmoni.
Nyt i Index Titusind:
Bræ ◦ 1503; Urtidskunst ◦ 1504; Poet ◦ 1504; Hvalfigur ◦ 1505; Hval ◦ 1506; Harmoni ◦ 1507.
Udgivet den

Ti frøer i hob

1470.  Ti frøer i hob,
          Sommersol og varme sten,
             Guldsmed flyver bort.

1471.  Grønfrøer på vagt,
          Skyggespil på skident vand,
             En fod flytter sig.

1472.  Et urgammelt syn:
          Frø, dreng i frossen figur;
             Ti frøplop forløst.
Nyt i Index Titusind:
Sommersol • 1470; Grøn frø • 1471; Urtid • 1472.

Udgivet den

Urtidsminder

Urtidsminder

1443.	Larver er dyr, som få ser og endnu færre forstår; heller ikke jeg, som nu eksempelvis i går;

1444.	På knæ og albuer med fingre dybt i havemuld; så jeg en larve, som næsten væltede mig omkuld;

1445.	Et lysende fund i den mest kostelig farve; af den sorte jord en lille forårsgrøn, sammenrullet larve;

1446.	Af form som den forgyldte, fossile ammonit; jeg som dreng faktisk fandt ganske tit;

1447.	Den dreng, der klatrede rundt på Devons sorte kyst; med kroppen fuld af videtrang og findelyst;

1448.	Som gravede med klodsede fingre i Karbons urgamle stoffer; rester af dyr og planter fra livets endeløse offer;

1449.	Nu, forundret at noget så skabende grønt og sart; lever, findes, så indlysende og åbenbart.


Nyt i index Titusind:
Larve ◦ 1443; Knæ ◦ 1444; Forårsgrøn ◦ 1445; Ammonit ◦ 1446; Kyst ◦ 1447; Karbon ◦ 1448; Sarthed ◦ 1449.


Den grønne larve tilhører agatuglen, en almindelig natsværmer i Danmark med form og kamouflage som et rustrødt, vissent blad. Idet jeg samlede larven op landede en mariehøne på min handske. Hun ville hele tiden pile af, men med nøden fra en finger satte hun sig et øjeblik på kameraskud til en håndfuld farverige arketyper: jord, larve, bille og fossile minder.
Udgivet den

Doggerland

Doggerland

I

1114.	Det eneste radioprogram jeg husker
        Fra drengeårene er farvandsudsigten.
        Dag efter dag, den samme messen,
        De samme mytiske steder på havet:

1115.	Tyske bugt, Papabanke,
        Fiskebanke, Fladen Grund
        Drogden Fyr, Doggerbanke
        … Doggerbanke.

1116.	Oplæseren sagde også nine 
        For at undgå forveksling med fire.
        Derfor siger jeg den dag i dag
        Mit cpr-nummer sådan her:
        Nul-syv-nine-og-fyrre.

1117.	På besøg hos skolekammerater
        Fra Stenbjergs fiskerhjem
        Lagde de hånden på min arm,
        Shh, sagde de, vær stille,
        Far hører farvandsmeldinger.

1118.	Huset blev helt stille;
        En stor mand, der lugtede 
        Af kål og våde får
        Sad krumrygget på en stol
        Med øret ind til radioen
        Og det grønne tunerøje,
        Med sus, knas og æterfløjt.

1119.	Vi sad musestille, andægtige,
        Hørte med på talremser og
        Disse forunderlige stednavne:
        Tyske Bugt, Papabanke,
        Skagerak, Vikingbanke,
        … Doggerbanke.

II

1120.	Dengang Rhinen, Seinen og Themsen
        Flød sammen i en kæmpe strøm
        Vidt ud i den Engelske Fjord;
        Dengang, i hundreder tusinder år,
        Hvor Nordeuropa var ødemark,
        Is, pilekrat, strand og skov,
        Ud over hele Doggerland.

1121.	Et oldtidland med rensdyrjægere,
        Kystfolk, fiskere, kæmpehjorte,
        Mammutter, løver, urokser, 
        Mudderbanker, marskland, moser,
        Tundra og smeltevandssøer,
        Før den sidste katastrofetid,
        Titusind år før nu.

1122.	Ismassernes afsmeltning tog fart,
        Havet steg 120 meter på kort tid,
        Skyllede ind over Doggerland,
        Skabte den Engelske Kanal;
        Ureuropas floder skiltes ad.

1123.	De bedste kystområder, fiskepladser,
        Storvildt, rensdyrflokke, vadefugle,
        Muslingebanker, bopladser;
        Alt blev oversvømmet:
        Fra Edinburgh til Skagen
        Harwich til Esbjerg, druknet
        Fra Fanø til Hoek van Holland,
        Tilsidst kun en ø tilbage,
        … Doggerbanke.

1124.	Men også den var fortabt;
        En flodbølge, 20 meter høj;
        Af palæogeografer kaldet
        Store egge skredet
        Fra Norges kontinentalsokkel:
        Trillioner tons af klipper
        Forsvandt ned i oceanet.
        Ødelæggelsen var altdræbende;
        Bopladser, børn, dyr, hunde,
        Alt liv, vegetation og vildt,
        Levested i hundredtusinder år,
        ... men Doggerøen forsvandt.

1125.	Bibelsk i sit katastrofepotentiale;
        Men hér var ingen til at huske,
        Ingen til at fortælle og
        Spinde historier ved aftenbålet
        Om Sortehavets gennembrud
        Til Middelhavet, en kataklysme,
        Der skabte Bosporusstrædet;
        Den ældgamle erindring,
        Der blev drejet og formet
        Til en judæisk supermyte.

1126.	Vi fik ingen syndflodsfortælling
        Ingen fælles erindring,
        Ingen myter om det tabte land
        Her, højt mod nord,
        Selvom vi, tavse aner, havde 
        Land, rigdom og vidder,
        Der forsvandt i havet,
        … ved Doggerland.

III

1127.	Stormflod fra Nordøst:
        Vi holder øje med vandet
        Hele dagen og aftenen 
        Ved de vigende kystlinjer,
        Hvor ferskvand og saltvand
        Blandedes i femten tusind år,
        Hvor ismasserne skubbede
        Møns Klint og Stevns op af havet
        Med kalk, kridt, grus og flint.

1128.	Næste morgen går vi ned
        På strandengen, i kystskoven,
        Blandt væltede træer,
        Bortblæste badebroer.
        Vi misser lidt mod solen,
        Besigtiger skaderne,
        Stoiske i vores fælleskab,
        Kystfolk, som vi er.

1129.	Danmark og Sverige
        Var ægte landfaste hér.
        Stockholm og Helsinki 
        Lå derude på bunden 
        af Ankylus-søen, indlandshavet,
        Der brød igenem Storebælt,
        Åbnede op til Lillebælt,
        Skabte Fyn og Jylland øst, 
        Skurrede Øresund ud,
        Så saltvand fossede ind
        Fra det åbne verdenshav
        Og dannede Sjælland,
        Bare ottetusind år siden.
        
1130.	Havspejlet stiger nu igen,
        Om kap med landhævninger.
        Som kystfolk får vi se,
        Den næste katastrofe komme.
        Vi ser vandet for enden af vejen,
        Sten, rødder, tømmer, bænke,
        Tang, kridt, mudder, skrald.
        Hvor højt op endnu?

1131.	… Stevns Banke, Sjællands Rev,
        Skånegrunden, Københavnergraven,
        Der hvor Øresund flød en gang.

IV

1132.	Den ludende tavse fisker,
        Der lyttede til farvandsudsigten,
        Bragte os en kæmpe nytårstorsk,
        Så stor, at jeg brugte begge arme
        At stavre med den hjem;
        Mit eget minde om overflod
        … fra Doggerbanke.

1133.	Idag er torsken stort set væk.
        Fladfisk er små og tynde,
        Ikke større end en udstrakt hånd.
        Olie- og gas kom ind fra Doggerland.
        Vi måbede over enorme borerigge;
        Forsyningssikkerhed, hvilken fryd,
        Indtil også denne kilde løb tør
        Efter nogle få årti.
        Nu er kun vinden tilbage
        … over Doggerland.

1134.	Hvor ville jeg gerne have gået 
        Langs kysten af Doggerland
        Fra Orkney til Skagen
        Fra Esbjerg til Dunkirk
        Og de vidtstrakte floder
        Ved den Engelske fjord,
        Hvor himlen myldrede af fugle
        Vinger susede så højt som blæst,
        Dengang landene hang sammen.

1135.	Tør man tro det:
        Et hav fyldt af fisk, krebsdyr
        Torsk, to meter lange, i tætte stimer
        Langs Kullen og Svenskekysten;
        Rødspætter på 20 kilo og pighvarrer
        Så store om joller derude,
        Hvor Doggerlandet stadig ligger;
        Kommunestore østersbanker, 
        Delfiner og tunfisk springer,
        Vender maven op i solen;
        Havets liv myldrer igen tilbage,
        Håber jeg, som dengang,
        … ved Doggerlandets kyster.

1136.	Jeg ville sætte et minde,
        En sten, tja, hvor?
        En bølge, en bøje, en pæl,
        Et undervandsmuseum?
        Et navn
        … Doggerland.


Udgivet den

Mols bjerge on my mind

Mols bjerge on my mind

1109.	Ebeltoft ligger dér,
        hvor landet sidst blev skabt,
        i bugten, i den halve horisont
        med blåt, kruset vand,
        den vidåbne himmel og
        landtanger med skov.

1110.	Byen strækker sig 
        ud langs kystlinjen.
        Huse og gader
        renskurede,
        hvidkalkede,
        brostenstoppede,
        turistforberedte,
        stemningsoptimerede,
        æble- og kaffeduftende
        i efterårets hvide sol.

1111.	Stier findes overalt,
        blandt landets bedste:
        Langs kyster, klitter, strand;
        gennem sumpe, moser,
        plantageskov, ungskov
        enge, tunneldale;
        snor sig over moræner, 
        overdrev, bakker;
        Forbi dybtblå søer, 
        mos, stubbe, svampe, 
        kokasser, hestepærer,
        trådhegn, åbne enge
        biller, rævelort og
        selvsmækkende låger.

1112.	Dampen stiger op
        fra kogeapparatet,
        Det emmer fra næsebor
        i aftenmørket, lygter og
        gafler i vanteklædte hænder.
        Et rygende hvæs,
        månebelyst pisstråle
        under tavse stjerneskud;
        En frostklar himmel
        i den enorme nat,
        teltdug med iskrystaller,
        ravnekald henad daggy.

1113.	Dagevis, milevidt
        gennem landskabet;
        på anlagte stier, 
        dyreveksler, hulveje,
        dér hvor isbræen lå,
        kun titusind år siden,
        hér hvor vi går,
        dag på dag,
        til støvlers knas i grus
        mens jeg tænker, at herfra
        udgår vores fortælling,
        den som alle kan:
        istid, afsmeltning,
        indvandring fra syd,
        stenalder, vikinger;
        døde konger, blå øjne;
        Vores dybeste forestilling
        om at være menneske i nord
        begynder efter sidste istid;
        Før da, kun lidt hulemalerier,
        nogle neanderthalere sydpå,
        og så uddøde dinosaurerne;
        Et stort hul i nordboers 
        kollektive bevidsthed,
        vores dunkle palæopsykologi,
        på 60 millioner år.
        Vi bestiger endnu en moræne:
        Fra toppen ses Ebeltoftbugten,
        et mægtigt landskab i hvile,
        tindrende i urtidsfarver.
Udgivet den

Stevns Klint

Stevns Klint

I

918.	Kun til fods mærker man landets linjer:
        Hvordan undergrunden bølger under stien,
        Hvordan sten og rødder skubber jorden ud
        Og vandet åbner revner, sprætter fladen op.

919.	Nogle vandrere siger at de kan mærke 
        Stiens molekyler mellem deres tæer;
        De kan mærke, hvordan landet blev lavet,
        Lag på lag, havbund ovenpå havbund.

920.	Kun med fødder og med fingre
        Fornemmer man de levende lag,
        Der hobede landet op i årmillioner;
        Fra kalkens mosdyrsskeletter
        Til alger i kridttidens lunke hav. 

921.	Det er kun en ubetydelig åbning i
        Den kilometerlange slåenbræmme;
        Men hér er stien ud over kanten:
        Omkring 25 meter lodret ned.
        Det kræver smattet reb og stiger,
        At forcere muddertrin på muddertrin 
        Ned gennem buskads til nutidshavet.

922.	Kridtlaget her stikker dybere og dybere:
        Fire- fem- ni hundrede meter tykke lag
        Af komprimerede mikrokrebs og skaller:
        Enorme lag af fortids liv og mineraler
        Under min fødder, mellem mine fingre.

923.	Havet graver sig ind i klinten,
        Opbløder det porøse materiale,
        Sliber runde klumper af gulligt kridt,
        Der ligger blandt strandens sten,
        Lidt ru på overfladen og kornet,
        Efter umindelig tid i jordens skorpe.

924.	På klatreturen op til kanten igen,
        Forbi bølgede lag af sorte flintesten
        Og tynde streger af kosmisk støv
        Indlejret og indfarvet i fiskeler,
        Passerer jeg den ene katastrofe
        Og når op i lyset til den næste.

II

925.	Mange vandrere tyder landskabslinjer
        Øjet finder dem: de åbne og de skjulte,
        De brutale med de bløde.
        Men her på Stevns Klint 
        Finder vi landskabsstrimler:
        En smal kant og en strimmel krat
        Holder stand mod generationer 
        Af pløjede marker, herremænd
        Udpinte bønder og rette linjer 
        Overalt i dette flade land.
      
926.	Man mærker aggressionen
        Fra afspærrede, forbudsbeskiltede,
        Mandshøje jordvolde og trådhegn
        Rundt om landskabsskændernes 
        Snorlige, maskintrimmede indkørsler
        Og sprøjtede, pastelgrønne plæner
        Klippet helt ud til jordens ende
        I besidderhovmod og korruption.

927.	Sidste år blev strimlen bredere.
        En fredningssag lagde 25 meter
        Til trampestiens smalle fodfæste.
        Det kan ses med det samme:
        Vegetation og insekter myldrer frem;
        Men også vrede i høstmaskinens sving
        Ind over nyligt fredet land.

928.	Klintekanten skifter karakter;
        Vildere, højere, flere farver.
        Her vokser nye urter og planter,
        Gulnet, hårfint græs føjer sig
        I vindens retning ud mod havet.
        Vandreren nikker til kendte arter,
        Botanikeren finder sjældne blomster.
        Skilte opsat med droneforbud
        (Jeg var længe om at tyde det)
        I dette ældste af levesteder.

III

929.	Hvide sommerfugle flagrer op
        Overalt i den åbne vegetation.
        Kilometer efter kilometer 
        af smalt, nyt overdrev med knopurter,
        Tidsler, regnfan, gyldenris,
        Og hegn af tjørn, slåen, hyld,
        lidt hybenroser og skovæbler.
       

930.	Kålsommerfugle og takvinger
        Er ikke arketypens tætte sværm;
        Men den fredede klint er nu 
        Et tegn på overflod og bonitet
        På en nøjsom, kalkrig jord.
        Bier kravler rundt på sene blomster
        Og selv en pelset duehale svirrer
        Som en kolibri fra urt til urt. 



IV

931.	Boesdal Kalkbrud har fået
        En ny turistmaskine,
        En forsænket linje i landskabet
        Bygget af stedet selv;
        En evighedsvision om 
        Bygning og landskab i ét;
        En tidskapsel til eftertiden,
        En moderne landskabsfortælling
        Om klinten, livet, kosmos,
        Og os.

932.	Nede på klippen over havet
        Bygger turister varder af sten;
        Urgammel landskabsarkitektur,
        Den første fortælling om universet.

933.	Ude på sporet står skilte
        Med den nutidsnære skildring
        Af klippeskærere, flinteknusere,
        Forarmede fiskere, kirkebyggere.
        Det forklares at erhvervene er borte,
        Men ikke at fisken er væk.
        I dag er kun havet tilbage.

V	

934.	De gamle fuglekiggere smiler
        Og trænges sammen i tårnet
        Længere nordpå ved Mandehoved
        Med teleskoper og termoflasker.
        Spejdende skanner de horisonten,
        Småsnakker, driller, chatter.
        Op og ned langs kysten går rygtet,
        At hvepsevågerne er kommet.
        Ude på ruten søger fuglefolket
        De gode steder at stille udstyr op, 
        De misser med skarpe øjne;
        Landsfarende, fugleopsøgende,
        Kyndige i naturtegn og fuglekald;
        Shamaner uden indre stemmer

VI

935.	Skumringen falder over stien,
        Inden jeg når til Rødvig.
        Istidens moræneler og grus
        Polstret af plantemuld og græs
        Blandet med molekyler 
        Og fossile fortidsorganismer
        Sidder under mine trætte tæer.
        Aftenvandrere sidder stille
        I skellet mellem liv på jord
        Og alt det andet derude.
        En rød, glødende sol 
        Hænger over kysten og
        Det gyldne vand.


Nyt i Index Titusind:
Undergrund • 918; Havbund • 919; Kridttid • 920; Vandresti • 221; Kridtlag • 922; Jordens skorpe • 923; Kosmisk støv • 924; Landskabslinjer • 925; Fredet land • 925; Landskabsskænder • 926; Fodfæste • 927; Vindretning • 928; Knopurt • 929; Arketype: sommerfuglesværm • 930; Klint • 931; Varde • 932; Fiskebestand • 933; Hvepsevåge • 934; Shaman • 935; Moræneler • 935.
Drevet af WordPress