Doggerland I 1114. Det eneste radioprogram jeg husker Fra drengeårene er farvandsudsigten. Dag efter dag, den samme messen, De samme mytiske steder på havet: 1115. Tyske bugt, Papabanke, Fiskebanke, Fladen Grund Drogden Fyr, Doggerbanke … Doggerbanke. 1116. Oplæseren sagde også nine For at undgå forveksling med fire. Derfor siger jeg den dag i dag Mit cpr-nummer sådan her: Nul-syv-nine-og-fyrre. 1117. På besøg hos skolekammerater Fra Stenbjergs fiskerhjem Lagde de hånden på min arm, Shh, sagde de, vær stille, Far hører farvandsmeldinger. 1118. Huset blev helt stille; En stor mand, der lugtede Af kål og våde får Sad krumrygget på en stol Med øret ind til radioen Og det grønne tunerøje, Med sus, knas og æterfløjt. 1119. Vi sad musestille, andægtige, Hørte med på talremser og Disse forunderlige stednavne: Tyske Bugt, Papabanke, Skagerak, Vikingbanke, … Doggerbanke. II 1120. Dengang Rhinen, Seinen og Themsen Flød sammen i en kæmpe strøm Vidt ud i den Engelske Fjord; Dengang, i hundreder tusinder år, Hvor Nordeuropa var ødemark, Is, pilekrat, strand og skov, Ud over hele Doggerland. 1121. Et oldtidland med rensdyrjægere, Kystfolk, fiskere, kæmpehjorte, Mammutter, løver, urokser, Mudderbanker, marskland, moser, Tundra og smeltevandssøer, Før den sidste katastrofetid, Titusind år før nu. 1122. Ismassernes afsmeltning tog fart, Havet steg 120 meter på kort tid, Skyllede ind over Doggerland, Skabte den Engelske Kanal; Ureuropas floder skiltes ad. 1123. De bedste kystområder, fiskepladser, Storvildt, rensdyrflokke, vadefugle, Muslingebanker, bopladser; Alt blev oversvømmet: Fra Edinburgh til Skagen Harwich til Esbjerg, druknet Fra Fanø til Hoek van Holland, Tilsidst kun en ø tilbage, … Doggerbanke. 1124. Men også den var fortabt; En flodbølge, 20 meter høj; Af palæogeografer kaldet Store egge skredet Fra Norges kontinentalsokkel: Trillioner tons af klipper Forsvandt ned i oceanet. Ødelæggelsen var altdræbende; Bopladser, børn, dyr, hunde, Alt liv, vegetation og vildt, Levested i hundredtusinder år, ... men Doggerøen forsvandt. 1125. Bibelsk i sit katastrofepotentiale; Men hér var ingen til at huske, Ingen til at fortælle og Spinde historier ved aftenbålet Om Sortehavets gennembrud Til Middelhavet, en kataklysme, Der skabte Bosporusstrædet; Den ældgamle erindring, Der blev drejet og formet Til en judæisk supermyte. 1126. Vi fik ingen syndflodsfortælling Ingen fælles erindring, Ingen myter om det tabte land Her, højt mod nord, Selvom vi, tavse aner, havde Land, rigdom og vidder, Der forsvandt i havet, … ved Doggerland. III 1127. Stormflod fra Nordøst: Vi holder øje med vandet Hele dagen og aftenen Ved de vigende kystlinjer, Hvor ferskvand og saltvand Blandedes i femten tusind år, Hvor ismasserne skubbede Møns Klint og Stevns op af havet Med kalk, kridt, grus og flint. 1128. Næste morgen går vi ned På strandengen, i kystskoven, Blandt væltede træer, Bortblæste badebroer. Vi misser lidt mod solen, Besigtiger skaderne, Stoiske i vores fælleskab, Kystfolk, som vi er. 1129. Danmark og Sverige Var ægte landfaste hér. Stockholm og Helsinki Lå derude på bunden af Ankylus-søen, indlandshavet, Der brød igenem Storebælt, Åbnede op til Lillebælt, Skabte Fyn og Jylland øst, Skurrede Øresund ud, Så saltvand fossede ind Fra det åbne verdenshav Og dannede Sjælland, Bare ottetusind år siden. 1130. Havspejlet stiger nu igen, Om kap med landhævninger. Som kystfolk får vi se, Den næste katastrofe komme. Vi ser vandet for enden af vejen, Sten, rødder, tømmer, bænke, Tang, kridt, mudder, skrald. Hvor højt op endnu? 1131. … Stevns Banke, Sjællands Rev, Skånegrunden, Københavnergraven, Der hvor Øresund flød en gang. IV 1132. Den ludende tavse fisker, Der lyttede til farvandsudsigten, Bragte os en kæmpe nytårstorsk, Så stor, at jeg brugte begge arme At stavre med den hjem; Mit eget minde om overflod … fra Doggerbanke. 1133. Idag er torsken stort set væk. Fladfisk er små og tynde, Ikke større end en udstrakt hånd. Olie- og gas kom ind fra Doggerland. Vi måbede over enorme borerigge; Forsyningssikkerhed, hvilken fryd, Indtil også denne kilde løb tør Efter nogle få årti. Nu er kun vinden tilbage … over Doggerland. 1134. Hvor ville jeg gerne have gået Langs kysten af Doggerland Fra Orkney til Skagen Fra Esbjerg til Dunkirk Og de vidtstrakte floder Ved den Engelske fjord, Hvor himlen myldrede af fugle Vinger susede så højt som blæst, Dengang landene hang sammen. 1135. Tør man tro det: Et hav fyldt af fisk, krebsdyr Torsk, to meter lange, i tætte stimer Langs Kullen og Svenskekysten; Rødspætter på 20 kilo og pighvarrer Så store om joller derude, Hvor Doggerlandet stadig ligger; Kommunestore østersbanker, Delfiner og tunfisk springer, Vender maven op i solen; Havets liv myldrer igen tilbage, Håber jeg, som dengang, … ved Doggerlandets kyster. 1136. Jeg ville sætte et minde, En sten, tja, hvor? En bølge, en bøje, en pæl, Et undermandsmuseum? Et navn … Doggerland.
Mols bjerge on my mind
Mols bjerge on my mind 1109. Ebeltoft ligger dér, hvor landet sidst blev skabt, i bugten, i den halve horisont med blåt, kruset vand, den vidåbne himmel og landtanger med skov. 1110. Byen strækker sig ud langs kystlinjen. Huse og gader renskurede, hvidkalkede, brostenstoppede, turistforberedte, stemningsoptimerede, æble- og kaffeduftende i efterårets hvide sol. 1111. Stier findes overalt, blandt landets bedste: Langs kyster, klitter, strand; gennem sumpe, moser, plantageskov, ungskov enge, tunneldale; snor sig over moræner, overdrev, bakker; Forbi dybtblå søer, mos, stubbe, svampe, kokasser, hestepærer, trådhegn, åbne enge biller, rævelort og selvsmækkende låger. 1112. Dampen stiger op fra kogeapparatet, Det emmer fra næsebor i aftenmørket, lygter og gafler i vanteklædte hænder. Et rygende hvæs, månebelyst pisstråle under tavse stjerneskud; En frostklar himmel i den enorme nat, teltdug med iskrystaller, ravnekald henad daggy. 1113. Dagevis, milevidt gennem landskabet; på anlagte stier, dyreveksler, hulveje, dér hvor isbræen lå, kun titusind år siden, hér hvor vi går, dag på dag, til støvlers knas i grus mens jeg tænker, at herfra udgår vores fortælling, den som alle kan: istid, afsmeltning, indvandring fra syd, stenalder, vikinger; døde konger, blå øjne; Vores dybeste forestilling om at være menneske i nord begynder efter sidste istid; Før da, kun lidt hulemalerier, nogle neanderthalere sydpå, og så uddøde dinosaurerne; Et stort hul i nordboers kollektive bevidsthed, vores dunkle palæopsykologi, på 60 millioner år. Vi bestiger endnu en moræne: Fra toppen ses Ebeltoftbugten, et mægtigt landskab i hvile, tindrende i urtidsfarver.
Stevns Klint
Stevns Klint I 918. Kun til fods mærker man landets linjer: Hvordan undergrunden bølger under stien, Hvordan sten og rødder skubber jorden ud Og vandet åbner revner, sprætter fladen op. 919. Nogle vandrere siger at de kan mærke Stiens molekyler mellem deres tæer; De kan mærke, hvordan landet blev lavet, Lag på lag, havbund ovenpå havbund. 920. Kun med fødder og med fingre Fornemmer man de levende lag, Der hobede landet op i årmillioner; Fra kalkens mosdyrsskeletter Til alger i kridttidens lunke hav. 921. Det er kun en ubetydelig åbning i Den kilometerlange slåenbræmme; Men hér er stien ud over kanten: Omkring 25 meter lodret ned. Det kræver smattet reb og stiger, At forcere muddertrin på muddertrin Ned gennem buskads til nutidshavet. 922. Kridtlaget her stikker dybere og dybere: Fire- fem- ni hundrede meter tykke lag Af komprimerede mikrokrebs og skaller: Kolossale mængder af fortids liv og mineraler Under min fødder, mellem mine fingre. 923. Havet graver sig ind i klinten, Opbløder det porøse materiale, Sliber runde klumper af gulligt kridt, Der ligger blandt strandens sten, Lidt ru på overfladen og kornet, Efter umindelig tid i jordens skorpe. 924. På klatreturen op til kanten igen, Forbi bølgede lag af sorte flintesten Og tynde streger af kosmisk støv Indlejret og indfarvet i fiskeler, Passerer jeg den ene katastrofe Og når op i lyset til den næste. II 925. Mange vandrere tyder landskabslinjer Øjet finder dem: de åbne og de skjulte, De brutale med de bløde. Men her på Stevns Klint Finder vi landskabsstrimler: En smal kant og en strimmel krat Holder stand mod generationer Af pløjede marker, herremænd Udpinte bønder og rette linjer Overalt i dette flade land. 926. Man mærker aggressionen Fra afspærrede, forbudsbeskiltede, Mandshøje jordvolde og trådhegn Rundt om landskabsskændernes Snorlige, maskintrimmede indkørsler Og sprøjtede, pastelgrønne plæner Klippet helt ud til jordens ende I besidderhovmod og korruption. 927. Sidste år blev strimlen bredere. En fredningssag lagde 25 meter Til trampestiens smalle fodfæste. Det kan ses med det samme: Vegetation og insekter myldrer frem; Men også vrede i høstmaskinens sving Ind over nyligt fredet land. 928. Klintekanten skifter karakter; Vildere, højere, flere farver. Her vokser nye urter og planter, Gulnet, hårfint græs føjer sig I vindens retning ud mod havet. Vandreren nikker til kendte arter, Botanikeren finder sjældne blomster. Skilte opsat med droneforbud (Jeg var længe om at tyde det) I dette ældste af levesteder. III 929. Hvide sommerfugle flagrer op Overalt i den åbne vegetation. Kilometer efter kilometer af smalt, nyt overdrev med knopurter, Tidsler, regnfan, gyldenris, Og hegn af tjørn, slåen, hyld, lidt hybenroser og skovæbler. 930. Kålsommerfugle og takvinger Er ikke arketypens tætte sværm; Men den fredede klint er nu Et tegn på overflod og bonitet På en nøjsom, kalkrig jord. Bier kravler rundt på sene blomster Og selv en pelset duehale svirrer Som en kolibri fra urt til urt. IV 931. Boesdal Kalkbrud har fået En ny turistmaskine, En forsænket linje i landskabet Bygget af stedet selv; En evighedsvision om Bygning og landskab i ét; En tidskapsel til eftertiden, En moderne landskabsfortælling Om klinten, livet, kosmos, Og os. 932. Nede på klippen over havet Bygger turister varder af sten; Urgammel landskabsarkitektur, Den første fortælling om universet. 933. Ude på sporet står skilte Med den nutidsnære skildring Af klippeskærere, flinteknusere, Forarmede fiskere, kirkebyggere. Det forklares at erhvervene er borte, Men ikke at fisken er væk. I dag er kun havet tilbage. V 934. De gamle fuglekiggere smiler Og trænges sammen i tårnet Længere nordpå ved Mandehoved Med teleskoper og termoflasker. Spejdende skanner de horisonten, Småsnakker, driller, chatter. Op og ned langs kysten går rygtet, At hvepsevågerne er kommet. Ude på ruten søger fuglefolket De gode steder at stille udstyr op, De misser med skarpe øjne; Landsfarende, fugleopsøgende, Kyndige i naturtegn og fuglekald; Shamaner uden indre stemmer VI 935. Skumringen falder over stien, Inden jeg når til Rødvig. Istidens moræneler og grus Polstret af plantemuld og græs Blandet med molekyler Og fossile fortidsorganismer Sidder under mine trætte tæer. Aftenvandrere sidder stille I skellet mellem liv på jord Og alt det andet derude. En rød, glødende sol Hænger over kysten og Det gyldne vand. Nyt i Index Titusind: Undergrund • 918; Havbund • 919; Kridttid • 920; Vandresti • 221; Kridtlag • 922; Jordens skorpe • 923; Kosmisk støv • 924; Landskabslinjer • 925; Fredet land • 925; Landskabsskænder • 926; Fodfæste • 927; Vindretning • 928; Knopurt • 929; Arketype: sommerfuglesværm • 930; Klint • 931; Varde • 932; Fiskebestand • 933; Hvepsevåge • 934; Shaman • 935; Moræneler • 935.