Titusindkilometerstien
I.
1604. Titusind år ad disse stier,
Langs kyster og flade strande,
Ind i bugte og fjorde på vej
Op i landet, rundt om søer.
Vi fulgte landskabets linjer
Over højderygge dér, ned i dale,
Op til udsigtspunkter kom vi
Fra sumplandet mod syd,
Fra højsletterne i øst,
Fra Anatoliens bjerge,
Fra Doggerlandet ude vest
Druknet i klimaforandring;
Vi var titusind år på vandring.
1605. Vi kom ad stier, der knyttede
Bosteder og gravpladser sammen,
Bragte skind, salt og glas,
Metal, korn, slaver og uld
Ad stier ud til ladepladser;
Og ulvene trak op på veksler,
Mens folk vandrede af hærveje,
Knirkende i hjulspor og hulveje,
Skumplestier og sankepor;
Skove blev fældet og marker sået,
De titusind stier vi har gået.
1606. Titusind kilometer stier gik
Fra landsby til landsby,
Fra vig til vig, gennem skove
Fra rydning til rydning,
Til helligdomme, offerpladser
Tabusteder, helsekilder,
Fra vadesteder til gangbroer,
Langs fodspor ved marker og led
Traskende langs skel og hegn,
Til torvs, til skoler og kirker,
Forbi vandløb, moser og folde,
Stejlepladser og stader til bier
Kom vi ad de fælles stier.
II.
1607. Titusind kilometer stier er ødelagt,
Markveje er pløjet op, inddraget,
Fodgængere og vandrere trængt ud
Med skræmmeskilte, trådhegn, video,
Marker rettet ud, skel lagt sammen.
Kultur- og landskabsværdier slettet
Ved simpelt lovbræk og embedskryb,
Strøget ud af landskabet, glemte
Når de gamle tingbøger stilles hen,
Når landinspektørerernes kort
Med opmålte stier smuldrer bort.
1608. Titusind kilometer asfaltvej,
Marker pløjet ud til rabatten,
Kun en smal grøft, lidt græs
Sprøjtet, støvet og saltet, hvor
Busser kører vejene i smadder;
Her er kun bønder, biler og blæst,
Kapitalfonde, lidt godser til pynt.
Intensivt agrarland kaldes det
Stadig af stolte statsmænd,
Selv ornitologer bruger ordet,
Men hér er intet intensivt,
Her er faktisk ikke en skid;
Kun monokultur, nøgne flader,
Åbent land og pivvind hele året.
Folk i landskabet er fortrængt,
Kun biler og lastvogne i bevægelse,
Med folk indeni, der har glemt
Det land, der døde hér, indeklemt.
III.
1609. Vi indvier Titusindkilometerstien,
Vi fejrer titusind års vandring:
Den sti, der binder landet sammen
Fra den nordligste spids på Skagen
Til den sydligste odde i Gedser;
Fra vestkysten ved Blåvåndshuk
Til klinterne på Stevns og Møn;
Fra grænsen i Tønder Marsk
Til Svendborg, Smålandet og øerne;
Hele kysten rundt helt ud til vandet
Op langs fjorde, vige og alle nor,
Overalt hvor vi lever og træer gror.
1610. Den store Titusindkilometersti,
Hvor alle og enhver kan vandre
Ad stier, der forbinder ethvert
Sted, stad, landsby, plads og sø
Landet rundt på fodgængerstier,
Bortset fra færger og visse broer,
Ikke på noget tidspunkt at berøre,
Ikke på nogen strækning at betræde,
Ikke nogetsteds at gå på asfaltvej;
Naturbund til den grønne alfarvej.
1611. Langs alle landeveje udtages jord
I bælter på 6 til 8 meters bredde;
Hér anlægges hække, rigtige vilde
Summende blomstrende biotahække;
I krattet løber veksler frem,
Tynde spor, der krydser vores,
Tavse skygger til menneskeliv
Langs gangstier og cykelveje,
Hvor vi færdes gennem gallerier
Af vegetation og kærlighed
Til landets fred og værdighed.
1612. Den gamle Lillebæltsbro skal lukkes,
Laves om til park og faunapassage;
Vi lægger jord og frø i rustne spor,
Træer vokser op og ud af gitterværket,
Og folk kommer rejsende langsvej fra
For at se dette vidunder, denne økodom;
Kun en planche viser hvor primitivt
Folk på denne egn engang har levet:
Kæderaslen fra fængselssjakket,
Lænket med kroge til gelænderværket,
De slæbte sig op i grå uniformer
Til toppen af broen i bure af stål:
Sådan afled vejen og fantasien;
Men ikke sådan, ikke mere
På Titusindkilometerstien.
1613. Dette er målet og mindeværket,
Nationalarven efter bedste evne,
Det vi kan opnå hér, gøre nu,
I denne tid, i vores verden:
For floraen, faunaen og fungaen,
Tilegnet føddernes duelighed,
Årstidernes pust af evighed.
Nyt i Index Titusind:
Landskabslinjer ◦ 1604; Sumpland ◦ 1604; Ulv ◦ 1605; Hulvej ◦ 1605; Vig ◦ 1606; Sti ◦ 1606; Markvej ◦ 1607; Fodgænger ◦ 1607; Agrarland ◦ 1608; Monokultur ◦ 1608; Klint ◦ 1609; Nor ◦ 1609; Titusindkilometersti ◦ 1610; Asfalt ◦ 1610; Biotahække ◦1611; Faunapassage ◦ 1612; Økodom ◦ 1612; Funga ◦ 1613; Fødder ◦ 1613.
Vandrerservitutten
Vandrerservitutten
1592.
§ 1. Til fremme af menneskets forbundethed med havet, landet, jorden, faunaen, floraen, fungaen og årstiderne er enhver ejer af en kystgrund pligtig at tåle den fredelige og skadesløse passage af fodgængere på den del af sit grundstykke, der grænser op til kyst- eller strandlinjen. Myndighederne kan give tilladelse til anlæg af gangstier, hvor dette kan ske uden unødig gene for grundejeren og hvor dette har betydning for skabelsen af et landsdækkende, kystnært stinet. Ekspropriation af kyststrækninger kan ske, hvor området er, eller herved kan blive, af værdi for almenhedens fri passage eller hvor denne mødes af særlige forhindringer.
1593.
§ 2. Enhver ejer af en land- eller landbrugejendom over en vis størrelse i landzoner er pligtig at tåle genoprettelsen af markveje og fodstier, hvor disse kan dokumenteres at have eksisteret, uanset deres alder, og som har betydning for den fredelige og skadesløse passage til fods og hvor dette kan ske uden unødig ulempe for beboelse, bygninger og eksisterende vejanlæg. Hvor historiske markveje og fodstier er veget for asfalt eller anden tildækning af jorden skal grundejerne tåle anlægget af samløbende fodstier med passende adskillelse mellem vej og sti til fodgængeres sikkerhed.
1594.
§ 3. Hævd eller anden lovbestemt ret over historiske markveje og fodstier eller levn heraf på privat jord tilsidesættes indenfor et tidsrum på 25 år fra denne servituts tinglysning. Indenfor denne frist kan enhver rejse sag om anerkendelse og genopretning af sådanne veje og stier begrundet i almenhedens ret til fredelig og skadesløs passage gennem landet, jvf. § 1.
1595.
§ 4. Langs alle offentlige veje i landzoner eksproprieres jord i en bredde på op til otte meter til anlæg af gang- cykel og eventuelt ridestier i sammenhæng med afskærmning i form af naturlig beplantning, hæk, vildthegn el. lign. Inddragelse af jord skal ske i begge vejsider, hvor ikke uovervindelige fysiske hindringer er tilstede. Disse arealer er en del af den politisk vedtagne udtagning af landbrugsjorder, der sker som led i afværgelsen af klimaskabte katastrofer.
1596.
§ 5. I større byer inddrages offentlig vej i stianlæg, således at fodgængere kan færdes gennem byen på fodstier i byens hovedfærdselsretninger i sammenhængende grønne korridorer uden at betræde asfalt, pånær krydsning af veje og broer el. lign.
1597.
§ 6. Enhver skal med tiden frit kunne vandre gennem alle landområder i Danmark fra østkyst til vestkyst og fra nordgrænse til sydgrænse uden på nogen strækning at betræde asfalt, bortset fra passage af broer mellem landsdele, øer og større byer. Denne vandringsret er en del af den almene overdådighed og bliver at indskrive i den fællesbiotiske grundlov.
1598.
§ 7. Denne servitut om den fri vandringsret lyses på alle private og offentlige ejendomme med tilliggende jordstykker over en vis størrelse efter tingrettens skøn.
Nyt i Index Titusind:
Gangsti ◦ 1592; Almenheden ◦ 1592; Markvej ◦ 1593; Fredelig og skadesløs passage ◦ 1594; Udtagning af landbrugsjord ◦ 1595; Asfalt ◦ 1596; Almen overdådighed ◦ 1597; Grundlov - fællesbiotisk ◦ 1597; Vandringsret ◦ 1598.
Kullaberg i aftensol
Sporet i nord – dag 1
Kullaberg i aftensol
1491. Så går jeg på Kullabergs stier igen:
Fødderne kender stedet, fyrreduften,
Nåletræsmuld, rødder, eng og overdrev,
På stier, hvor kroppe og klipper
Støder sammen, mødes igen, og
Minder skyder frem blandt mine tæer.
1492. Mit første foto til udforskning af ting:
En kokasse gennemgravet af biller;
Mølle by: træhuse, hav, natur forenet;
De klipper vi klatrede på under fyret,
Teltslagning i skoven i ly af natten;
Menneskeår siden, jeg husker alt.
1493. Sporet i nord begynder her
På Kullabergs smalle klippestier
På udforskning af nordiske ting
Blandt slægtsled efter slægtsled
Af indvandrer og indslæbere
Fra folkevandringer før og nu.
1494. De første nye planter viser sig
Blandt dem jeg kendte allerede:
Den kønne strandlimurt vokser her,
Brune honningkrukker på strå,
Spæde, hvide kronblade fliger ud
Bredvid flade tuer af bidende stenurt,
Lyse gule stjerneblomster og skud.
1495. I aften funkler solen over Skagerak
Danskerkysten blot en bræmme
På en glitrende havskilt horisont.
Sveden drypper, fødder finder vej,
Landet lever, uberørt, og jeg,
Gennemlyst, ånder med.
Nyt i Index Titusind:
Klippe ◦ 1491; Kokasse ◦ 1492; Nord ◦ 1493; Strandlimurt ◦ 1494; Bidende stenurt ◦ 1494; Gennemlyst ◦ 1495.
Doggerland
Doggerland
I
1114. Det eneste radioprogram jeg husker
Fra drengeårene er farvandsudsigten.
Dag efter dag, den samme messen,
De samme mytiske steder på havet:
1115. Tyske bugt, Papabanke,
Fiskebanke, Fladen Grund
Drogden Fyr, Doggerbanke
… Doggerbanke.
1116. Oplæseren sagde også nine
For at undgå forveksling med fire.
Derfor siger jeg den dag i dag
Mit cpr-nummer sådan her:
Nul-syv-nine-og-fyrre.
1117. På besøg hos skolekammerater
Fra Stenbjergs fiskerhjem
Lagde de hånden på min arm,
Shh, sagde de, vær stille,
Far hører farvandsmeldinger.
1118. Huset blev helt stille;
En stor mand, der lugtede
Af kål og våde får
Sad krumrygget på en stol
Med øret ind til radioen
Og det grønne tunerøje,
Med sus, knas og æterfløjt.
1119. Vi sad musestille, andægtige,
Hørte med på talremser og
Disse forunderlige stednavne:
Tyske Bugt, Papabanke,
Skagerak, Vikingbanke,
… Doggerbanke.
II
1120. Dengang Rhinen, Seinen og Themsen
Flød sammen i en kæmpe strøm
Vidt ud i den Engelske Fjord;
Dengang, i hundreder tusinder år,
Hvor Nordeuropa var ødemark,
Is, pilekrat, strand og skov,
Ud over hele Doggerland.
1121. Et oldtidland med rensdyrjægere,
Kystfolk, fiskere, kæmpehjorte,
Mammutter, løver, urokser,
Mudderbanker, marskland, moser,
Tundra og smeltevandssøer,
Før den sidste katastrofetid,
Titusind år før nu.
1122. Ismassernes afsmeltning tog fart,
Havet steg 120 meter på kort tid,
Skyllede ind over Doggerland,
Skabte den Engelske Kanal;
Ureuropas floder skiltes ad.
1123. De bedste kystområder, fiskepladser,
Storvildt, rensdyrflokke, vadefugle,
Muslingebanker, bopladser;
Alt blev oversvømmet:
Fra Edinburgh til Skagen
Harwich til Esbjerg, druknet
Fra Fanø til Hoek van Holland,
Tilsidst kun en ø tilbage,
… Doggerbanke.
1124. Men også den var fortabt;
En flodbølge, 20 meter høj;
Af palæogeografer kaldet
Store egge skredet
Fra Norges kontinentalsokkel:
Trillioner tons af klipper
Forsvandt ned i oceanet.
Ødelæggelsen var altdræbende;
Bopladser, børn, dyr, hunde,
Alt liv, vegetation og vildt,
Levested i hundredtusinder år,
... men Doggerøen forsvandt.
1125. Bibelsk i sit katastrofepotentiale;
Men hér var ingen til at huske,
Ingen til at fortælle og
Spinde historier ved aftenbålet
Om Sortehavets gennembrud
Til Middelhavet, en kataklysme,
Der skabte Bosporusstrædet;
Den ældgamle erindring,
Der blev drejet og formet
Til en judæisk supermyte.
1126. Vi fik ingen syndflodsfortælling
Ingen fælles erindring,
Ingen myter om det tabte land
Her, højt mod nord,
Selvom vi, tavse aner, havde
Land, rigdom og vidder,
Der forsvandt i havet,
… ved Doggerland.
III
1127. Stormflod fra Nordøst:
Vi holder øje med vandet
Hele dagen og aftenen
Ved de vigende kystlinjer,
Hvor ferskvand og saltvand
Blandedes i femten tusind år,
Hvor ismasserne skubbede
Møns Klint og Stevns op af havet
Med kalk, kridt, grus og flint.
1128. Næste morgen går vi ned
På strandengen, i kystskoven,
Blandt væltede træer,
Bortblæste badebroer.
Vi misser lidt mod solen,
Besigtiger skaderne,
Stoiske i vores fælleskab,
Kystfolk, som vi er.
1129. Danmark og Sverige
Var ægte landfaste hér.
Stockholm og Helsinki
Lå derude på bunden
af Ankylus-søen, indlandshavet,
Der brød igenem Storebælt,
Åbnede op til Lillebælt,
Skabte Fyn og Jylland øst,
Skurrede Øresund ud,
Så saltvand fossede ind
Fra det åbne verdenshav
Og dannede Sjælland,
Bare ottetusind år siden.
1130. Havspejlet stiger nu igen,
Om kap med landhævninger.
Som kystfolk får vi se,
Den næste katastrofe komme.
Vi ser vandet for enden af vejen,
Sten, rødder, tømmer, bænke,
Tang, kridt, mudder, skrald.
Hvor højt op endnu?
1131. … Stevns Banke, Sjællands Rev,
Skånegrunden, Københavnergraven,
Der hvor Øresund flød en gang.
IV
1132. Den ludende tavse fisker,
Der lyttede til farvandsudsigten,
Bragte os en kæmpe nytårstorsk,
Så stor, at jeg brugte begge arme
At stavre med den hjem;
Mit eget minde om overflod
… fra Doggerbanke.
1133. Idag er torsken stort set væk.
Fladfisk er små og tynde,
Ikke større end en udstrakt hånd.
Olie- og gas kom ind fra Doggerland.
Vi måbede over enorme borerigge;
Forsyningssikkerhed, hvilken fryd,
Indtil også denne kilde løb tør
Efter nogle få årti.
Nu er kun vinden tilbage
… over Doggerland.
1134. Hvor ville jeg gerne have gået
Langs kysten af Doggerland
Fra Orkney til Skagen
Fra Esbjerg til Dunkirk
Og de vidtstrakte floder
Ved den Engelske fjord,
Hvor himlen myldrede af fugle
Vinger susede så højt som blæst,
Dengang landene hang sammen.
1135. Tør man tro det:
Et hav fyldt af fisk, krebsdyr
Torsk, to meter lange, i tætte stimer
Langs Kullen og Svenskekysten;
Rødspætter på 20 kilo og pighvarrer
Så store om joller derude,
Hvor Doggerlandet stadig ligger;
Kommunestore østersbanker,
Delfiner og tunfisk springer,
Vender maven op i solen;
Havets liv myldrer igen tilbage,
Håber jeg, som dengang,
… ved Doggerlandets kyster.
1136. Jeg ville sætte et minde,
En sten, tja, hvor?
En bølge, en bøje, en pæl,
Et undervandsmuseum?
Et navn
… Doggerland.
Mols bjerge on my mind
Mols bjerge on my mind
1109. Ebeltoft ligger dér,
hvor landet sidst blev skabt,
i bugten, i den halve horisont
med blåt, kruset vand,
den vidåbne himmel og
landtanger med skov.
1110. Byen strækker sig
ud langs kystlinjen.
Huse og gader
renskurede,
hvidkalkede,
brostenstoppede,
turistforberedte,
stemningsoptimerede,
æble- og kaffeduftende
i efterårets hvide sol.
1111. Stier findes overalt,
blandt landets bedste:
Langs kyster, klitter, strand;
gennem sumpe, moser,
plantageskov, ungskov
enge, tunneldale;
snor sig over moræner,
overdrev, bakker;
Forbi dybtblå søer,
mos, stubbe, svampe,
kokasser, hestepærer,
trådhegn, åbne enge
biller, rævelort og
selvsmækkende låger.
1112. Dampen stiger op
fra kogeapparatet,
Det emmer fra næsebor
i aftenmørket, lygter og
gafler i vanteklædte hænder.
Et rygende hvæs,
månebelyst pisstråle
under tavse stjerneskud;
En frostklar himmel
i den enorme nat,
teltdug med iskrystaller,
ravnekald henad daggy.
1113. Dagevis, milevidt
gennem landskabet;
på anlagte stier,
dyreveksler, hulveje,
dér hvor isbræen lå,
kun titusind år siden,
hér hvor vi går,
dag på dag,
til støvlers knas i grus
mens jeg tænker, at herfra
udgår vores fortælling,
den som alle kan:
istid, afsmeltning,
indvandring fra syd,
stenalder, vikinger;
døde konger, blå øjne;
Vores dybeste forestilling
om at være menneske i nord
begynder efter sidste istid;
Før da, kun lidt hulemalerier,
nogle neanderthalere sydpå,
og så uddøde dinosaurerne;
Et stort hul i nordboers
kollektive bevidsthed,
vores dunkle palæopsykologi,
på 60 millioner år.
Vi bestiger endnu en moræne:
Fra toppen ses Ebeltoftbugten,
et mægtigt landskab i hvile,
tindrende i urtidsfarver.
Stevns Klint
Stevns Klint
I
918. Kun til fods mærker man landets linjer:
Hvordan undergrunden bølger under stien,
Hvordan sten og rødder skubber jorden ud
Og vandet åbner revner, sprætter fladen op.
919. Nogle vandrere siger at de kan mærke
Stiens molekyler mellem deres tæer;
De kan mærke, hvordan landet blev lavet,
Lag på lag, havbund ovenpå havbund.
920. Kun med fødder og med fingre
Fornemmer man de levende lag,
Der hobede landet op i årmillioner;
Fra kalkens mosdyrsskeletter
Til alger i kridttidens lunke hav.
921. Det er kun en ubetydelig åbning i
Den kilometerlange slåenbræmme;
Men hér er stien ud over kanten:
Omkring 25 meter lodret ned.
Det kræver smattet reb og stiger,
At forcere muddertrin på muddertrin
Ned gennem buskads til nutidshavet.
922. Kridtlaget her stikker dybere og dybere:
Fire- fem- ni hundrede meter tykke lag
Af komprimerede mikrokrebs og skaller:
Enorme lag af fortids liv og mineraler
Under min fødder, mellem mine fingre.
923. Havet graver sig ind i klinten,
Opbløder det porøse materiale,
Sliber runde klumper af gulligt kridt,
Der ligger blandt strandens sten,
Lidt ru på overfladen og kornet,
Efter umindelig tid i jordens skorpe.
924. På klatreturen op til kanten igen,
Forbi bølgede lag af sorte flintesten
Og tynde streger af kosmisk støv
Indlejret og indfarvet i fiskeler,
Passerer jeg den ene katastrofe
Og når op i lyset til den næste.
II
925. Mange vandrere tyder landskabslinjer
Øjet finder dem: de åbne og de skjulte,
De brutale med de bløde.
Men her på Stevns Klint
Finder vi landskabsstrimler:
En smal kant og en strimmel krat
Holder stand mod generationer
Af pløjede marker, herremænd
Udpinte bønder og rette linjer
Overalt i dette flade land.
926. Man mærker aggressionen
Fra afspærrede, forbudsbeskiltede,
Mandshøje jordvolde og trådhegn
Rundt om landskabsskændernes
Snorlige, maskintrimmede indkørsler
Og sprøjtede, pastelgrønne plæner
Klippet helt ud til jordens ende
I besidderhovmod og korruption.
927. Sidste år blev strimlen bredere.
En fredningssag lagde 25 meter
Til trampestiens smalle fodfæste.
Det kan ses med det samme:
Vegetation og insekter myldrer frem;
Men også vrede i høstmaskinens sving
Ind over nyligt fredet land.
928. Klintekanten skifter karakter;
Vildere, højere, flere farver.
Her vokser nye urter og planter,
Gulnet, hårfint græs føjer sig
I vindens retning ud mod havet.
Vandreren nikker til kendte arter,
Botanikeren finder sjældne blomster.
Skilte opsat med droneforbud
(Jeg var længe om at tyde det)
I dette ældste af levesteder.
III
929. Hvide sommerfugle flagrer op
Overalt i den åbne vegetation.
Kilometer efter kilometer
af smalt, nyt overdrev med knopurter,
Tidsler, regnfan, gyldenris,
Og hegn af tjørn, slåen, hyld,
lidt hybenroser og skovæbler.
930. Kålsommerfugle og takvinger
Er ikke arketypens tætte sværm;
Men den fredede klint er nu
Et tegn på overflod og bonitet
På en nøjsom, kalkrig jord.
Bier kravler rundt på sene blomster
Og selv en pelset duehale svirrer
Som en kolibri fra urt til urt.
IV
931. Boesdal Kalkbrud har fået
En ny turistmaskine,
En forsænket linje i landskabet
Bygget af stedet selv;
En evighedsvision om
Bygning og landskab i ét;
En tidskapsel til eftertiden,
En moderne landskabsfortælling
Om klinten, livet, kosmos,
Og os.
932. Nede på klippen over havet
Bygger turister varder af sten;
Urgammel landskabsarkitektur,
Den første fortælling om universet.
933. Ude på sporet står skilte
Med den nutidsnære skildring
Af klippeskærere, flinteknusere,
Forarmede fiskere, kirkebyggere.
Det forklares at erhvervene er borte,
Men ikke at fisken er væk.
I dag er kun havet tilbage.
V
934. De gamle fuglekiggere smiler
Og trænges sammen i tårnet
Længere nordpå ved Mandehoved
Med teleskoper og termoflasker.
Spejdende skanner de horisonten,
Småsnakker, driller, chatter.
Op og ned langs kysten går rygtet,
At hvepsevågerne er kommet.
Ude på ruten søger fuglefolket
De gode steder at stille udstyr op,
De misser med skarpe øjne;
Landsfarende, fugleopsøgende,
Kyndige i naturtegn og fuglekald;
Shamaner uden indre stemmer
VI
935. Skumringen falder over stien,
Inden jeg når til Rødvig.
Istidens moræneler og grus
Polstret af plantemuld og græs
Blandet med molekyler
Og fossile fortidsorganismer
Sidder under mine trætte tæer.
Aftenvandrere sidder stille
I skellet mellem liv på jord
Og alt det andet derude.
En rød, glødende sol
Hænger over kysten og
Det gyldne vand.
Nyt i Index Titusind:
Undergrund • 918; Havbund • 919; Kridttid • 920; Vandresti • 221; Kridtlag • 922; Jordens skorpe • 923; Kosmisk støv • 924; Landskabslinjer • 925; Fredet land • 925; Landskabsskænder • 926; Fodfæste • 927; Vindretning • 928; Knopurt • 929; Arketype: sommerfuglesværm • 930; Klint • 931; Varde • 932; Fiskebestand • 933; Hvepsevåge • 934; Shaman • 935; Moræneler • 935.
Der er pyntet land
Der er et pyntet land
856. Der er et pyntet land,
Opdelt af brede veje,
Med sprøjtet jord og vand,
Med sprøjtet jord og vand.
På hver en mark, på hver en ø,
Der renses op og drænes
I å og gyllesø,
I å og gyllesø.
857. De holder landet frit,
Heldragtsbeklædte kæmper,
Bevæbnede med gift,
Bevæbnede med gift.
Udstoppede og fint i glas,
Titusind arter ligger,
De gives ingen plads,
De gives ingen plads.
858. Det land endnu har skov,
En lille plet til moser,
Og lidt natur ved lov,
Og lidt natur ved lov.
Nu, svinefarme, korngeled,
Konsumlandskab og plæner,
Der kun bli'r ved og ved.
859. Det land vil snart forgå,
I pynt og kødfabrikker,
Vi kan og må afstå,
Vi kan og må afstå
Den halve del af kongerig’
Med dal og hav og hede,
Til de vilde, det fri,
Til de vilde, det fri,
Den halve del af kongerig’
Med dal og hav og hede,
Til de vilde, det fri
Til de vilde, det fri.
Mel: Der er yndigt land.
Sorg
Sorg
774. Der er sorg i dette landskab
Overalt jeg træder forbi,
Passerer igennem, kigger ud.
775. Mark, skel, grøft og vej,
Kvadratiseret og rettet ud,
Til vendediameter og skær.
776. Landet er lavet til maskiner:
Logistikmaskiner og agromaskiner,
Kørselsmaskiner og gravemaskiner.
777. Der er kun lidt at glæde foden;
Terræn, bugtning og bløde stier,
Skovbund, klippegrund og bæk.
778. Landskabet er lydforarmet;
Blæsten hvisler, råger skratter
I det streglige, rydelige land.
779. Der er sorg i dette landskab,
Der har mistet sine symboler:
Skove, storke, heder og moser.
780. Som symbol står kysterne tilbage,
Med turistbyer og badeland;
Kulisser for fedtemøg og fiskedød.
781. Agrobygninger i rå rektangler;
Glatte, rudeløse, skyldbevidste,
Uvist om de vil skjules eller ses.
782. Oplandet ryddes, landet jævnes;
Megabutikker kræver at blive set
På gule, karseklippede plæner.
783. Tarvelig arkitektur og materialer;
Kun lidt at bevare eller mindes,
Hurtigt, billigt og grimt.
784. Der er skyld og skamløshed
Over det landskab, vi lever i;
Vold mod dyr og megakonsum.
785. Landskabet evner knapt at glæde,
Eller få os til at høre hjemme.
Et agrolandskab enden nær.
På overdrevet
På overdrevet
702. Her sidder vi, to mennesker
På en bænk med fred og udsigt
Ud over overdrevets bakker:
Tjørne, enge, græs og træ’r.
703. Vi har hjemme i skovbrynet.
Som art lever vi på kanten:
Med ryggen mod skoven,
Og øjne ud mod det fri.
704. Vi finder ro, en falk over engen.
Vi sætter navn på græs og planter,
Finder sommerfugle og biller.
Vi kender skovens træer og buske.
705. Vores fuldendte form er skabt
I livet mellem skov og slette.
Vores krop- og hjernefunktioner:
At klatre, løbe, gå og se.
706. På byens parker og legepladser
Får vores børn færdigheder,
Som skovbrynets første børn,
Til at klatre, løbe, gå og se.
707. Vi lærer dem at sige far og mor,
Og ja og nej, men hund og gris
og ko og hest, før søster og bror.
Og går tur i skoven hver søndag.
708. Vi spiser modne kirsebær,
Stikker os på brombærtorne;
Plukker årets første svampe
Til gryden ud på aftenen.
709. Vi sukker over urtilstanden,
For skov er en arketype;
Vores dybeste minde som art.
Men skov er tæt, vild og mørk.
710. Vi skal ud i lyset, ud på sletten,
Med afstand mellem træer,
Med plads til husdyr og græs;
På overdrevet blev vi til.
711. Her sidder vi, to mennesker,
Med eng, skov og blomsterfrø
I vores celler, i vores ben,
På denne bænk, ved denne sten.
Lov om mellemartslig retfærdighed
Lov om mellemartslig retfærdighed
fremsat den 23. maj 2023
Kapitel 1
Natur, land, sprog og demokrati
385. $ 1. Naturen er bevidsthedens højeste stadie.
(1) Naturen er altid nærværende. Den omslutter vores sanser.
(2) Bevidsthed vokser frem af jorden og op af vandet.
(3) Det biologiske liv former det åndelige liv.
(4) Naturen er den tilspidsede fornemmelse af at leve.
386. § 2. Naturen er grundlaget for vores kulturelle og åndelige liv.
(1) Naturen er et samlebegreb for vores forbundethed til det
biologiske liv og landskaberne.
(2) Sproget er opstået af det fysiske og sanselige chok i
mødet mellem krop og natur.
(3) Naturen og sproget er et flux af gensidig genkendelse og
påvirkning.
(4) Natur og kultur er derfor et kontinuum.
387. § 3. Landet ligger i sproget og i de bedste verber.
(1) Landet er sit eget væsen og sit eget stedord.
(2) Landet indeholder alle fortællinger om tilblivelse og
undergang.
(3) Landet tabes og genfindes i hver generation.
(4) Hver generation må lære at tænke som landet.
(5) Landet lever, og landet er ligeglad.
388. § 4. Naturen er en uadskillelig del af vores demokrati.
(1) Naturen skal inddrages i alle demokratiske processer.
(2) Naturen er tilstede og begavet med personlighed og stemme.
(3) Naturen iblandt os er levende, i bevægelse og nådesløs.
(4) Det er sådan vi mødes: ansigt til ansigt.
Kapitel 2
Retten til at eksistere
389. § 5. Naturens ret til at eksistere anerkendes i den bestående
retsorden og omfatter:
(1) Retten til at udfolde sine naturlige evner og egenskaber.
(2) Retten til at udvikle sig naturligt som art eller
økosystem.
(3) Retten til genopretning ved skade eller ødelæggelse.
(4) Retten til erstatning for skadeforvoldelse.
390. Stk. 2. Naturen har ret til et rent, sundt og bæredygtigt miljø
på lige fod med mennesker.
391. Stk. 3. Naturens interesser er dem, der kan udledes af retten til
at eksistere.
Kapitel 3
Mellemartslig retfærdighed
392. § 6. Retfærdighed udvikles og udøves på tværs af artsskel og
bygger på principper om universel ligeberettigelse mellem arterne.
(1) Alt biologisk liv er sansende og udstyret med
selvbevidsthed.
(2) Alt biologisk liv har handleevne og er socialt
organiseret.
(3) Alt biologisk liv er værdigt i sig selv og i sit samfund.
(4) Alt biologisk liv er derfor berettiget til retfærdighed.
(5) Alt biologisk liv er etisk og moralsk ligeberettiget.
(6) Der er ingen riger; kun republikker.
Kapitel 4
Ejerskab til egne evner
393. § 7. Retfærdighed bygger på en anerkendelse af alle arters
ejerskab til egne evner.
(1) Ejerskab til egne evner udøves af alle levende organismer
i et givet økosystem.
(2) Ejendomsret er en ekstrem form for ejerskab, der udøves af
mennesker gennem direkte eller indirekte vold overfor
andre arter.
(3) Ejendomsret giver frihed til udfoldelse, men fører til
ulighed og lidelse.
(4) Selveje beskytter arternes naturlige udfoldelse og
ejerskab til deres genetisk arv.
(5) Selveje skal sikre en lige og retfærdig fordeling af
frihed mellem økosystemers frihed og menneskers
ejendomsret overalt hvor disse kommer i kontakt med
hinanden.
Kapitel 5
Naturlige vækstområder
394. § 8. Danmark eller dets successionsstat afgiver halvdelen af det
nationale land- og søterritorium til naturlige vækstområder senest
i 2030.
395. Stk. 2. De naturlige vækstområder inddeles i zoner for henholdsvis
vegetativ, regenerativ og økologiske vækst.
(a) Vegetative vækstzoner udlægges til biologisk vækst og
vegeteren hos mennesker til gavn for en robust
biodiversitet og den almene sundhed.
(b) Regenerative vækstzoner fremmer genetableringen af
funktionelle økosystemer til gavn for biosfærens værdier og
menneskers kulturelle og sociale udvikling.
(c) Økologiske vækstzoner fremmer økonomiske aktiviteter i
partnerskab med den selvejende natur til gavn for en
bæredygtig samfundsøkonomi.
396. § 9. De naturlige vækstområder og deres økosystemer ejer sig
selv. De er levende dele af naturgrundlaget og af det omgivende
samfund.
397. Stk. 1. Naturlige vækstområder indtræder i alle retlige forhold,
der vedrører deres eksistens og interesser, jf. § 6. De kan indgå
sædvanlige aftaler og retshandler, herunder opkøbe og sælge fast
ejendom, yde eller tilkendes erstatning, oppebære indtægter, samt
pålignes skatter og afgifter.
398. Stk. 2. Naturlige vækstområder varetager deres egne interesser
overalt i lovgivningen, i forvaltningen og ved domstolene.
Kapitel 6
Beskyttelse
399. § 10. Det er en national opgave at beskytte økosystemernes
naturlige udfoldelse og vores menneskelige efterkommeres behov og
livsbetingelser. Denne opgave er tæt knyttet til Danmarks
internationale natur- og miljøsamarbejde og folkeretlige
forpligtelser.
400. Stk. 2. De naturlige vækstområder har ret og pligt til at
beskytte sine økosystemer, landskaber og egenskaber.
401. Stk. 3. I beskyttelsen kan indgå begrænsning af eller forbud mod
bl.a. afvanding, græsning, kystsikring, høst af biomasse,
anvendelse og udledning af kemiske stoffer, biavl, jagt,
forringelser af fødekæder, råstofudvinding, dambrug, husdyrhold og
friluftsliv. Særligt for havområder omfatter beskyttelsen faunaen
på havbund og i vandsøjlen, forstyrrelser af havbundens tilstand,
fiskeri og sejlads.
Kapitel 7
Repræsentation
402. § 11. Hvert selvejende naturligt vækstområde repræsenteres af en
bestyrelse, der udpeges af Folketingets naturrettigheds¬udvalg.
Udpegningen følger reglerne om lokalrepræsentation i lov om
naturens selveje (tidligere lov om naturparker).
403. Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer er bundet af principperne for
mellemartslig retfærdighed og varetager naturens rettigheder og
selvejets forpligtelser efter denne lov.
404. Stk. 3. De selvejende naturområder er repræsenteret i nævn, råd
og udvalg, der vedrører deres eksistens og interesser på
kommunalt- regions- og landsplan.
Kapitel 8
Udpegning, ejendomsforhold, mv.
405. § 12. Minister for naturrettigheder og klimakatastrofer
fremlægger for Folketinget en national plan for udpegning af
naturlige vækstområder efter § 8. Udpegningen følger procedurer i
lov om naturens selveje (tidligere lov om naturparker).
406. Stk. 2. Arealer efter stk.1 overgår til selveje ved lov, køb,
ekspropriation statslig forkøbsret, afståelse, fondsdannelse eller
anden privat aftale, der sikrer varig overdragelse af råderetten
over et givent areal.
407. Stk. 3. Staten ophæver ved lov alle hidtidige ejerforhold til de
naturlige vækstområder. Der ydes om nødvendigt erstatning efter
gældende regler for ekspropriering eller anden godtgørelse for
tab.
Kapitel 9
Værdi- og nytteregnskab
408. § 13. Der udarbejdes et periodisk nationalt regnskab for
økosystemers værdiskabelse og nytteeffekter for samfundets
økonomi, velfærd, livsvilkår og kultur.
409. Stk.2. Værdi- og nytteregnskabet udarbejdes i et samarbejde
mellem Biodiversitetsrådet, Klimarådet og det Økonomiske Råd efter
nærmere aftale mellem rådene.
Kapitel 10
Ikrafttræden og overgangsregler
410. § 14. Naturrettighedsministeren samordner og fremlægger for
Folketinget forslag til ændring af gældende love og regler af
betydning for gennemførelsen af denne lov. Loven burde også gælde
for Færøerne og Grønland.
Båret af luft
Båret af luft
108. Jeg sover i en klitplantage en
sommerdag. En lille dreng i anorak
med sorte negle. Græsstrå vajer
over mit hoved. Der er fyrrenåle
og rødder på jorden. Vinden pusler
i mit hår.
109. Luften er lun og tør, fuld af mikrolyde:
et svagt pust, et let tryk, et åndedrag,
et knirk fra et strå, en raslen fra et
blad. Usynlige fingre stryger mildt hen
over landet.
110. Jeg ligger på kanten af universet og
nipper til den søde luft. Luften vælder
ind og alle kroppens celler suger til
sig. Jeg mærker deres sult, jeg hører
deres rislen.
111. Kroppen svæver let af fryd, i live hvert
sekund, båret oppe af luft, i hvile og
forbundet til jorden og mindet.
Sådan ligger landet
Sådan ligger landet
29. Sådan ligger landet
og fylder kortet ud,
helt ud til kanten.
30. Rækker ud mod vandet,
ud under sand og tang,
ned i dynd og mudder.
31. Kalk og sten og skær
brydes rundt i undergrunden,
hvælver op, vender sig og skælver.
32. Hælder havet i og skummer søer op,
bøjer kysten, løfter bakker frem
og folder landet ud.
33. Giver planter noget at vokse i,
dyrene noget at gumle med,
Os alle noget at træde på.
34. Partikler, celler, gener og hjerner
har viden om sig selv,
og deraf opstår mindet;
35. Mindet er den ældste viden
om viljen til at overleve,
og livets nødvendige form.
36. Med trevler, rødder og spirer,
med snuder, finner og klør,
med fingre, tænder og tentakler.
37. Minder trækker spor i sandet,
de dækkes til og presses sammen,
og synker ned i landet.
38. Jord og minder er sammenblandet:
vis omhu og vær knurhår opmærksom,
for sådan ligger landet.
Jeg
Jeg
8. Jeg er et jeg. En organblok med sanser.
En tanke med fingre på. En ting med næsen
i jorden og øjne få centimeter over
terræn.
9. Jeg havde en sjæl forrige år, som jeg bar
ud bagved og komposterede i sine
bestanddele af gas og mineraler og en
ubestemmelig rest.
10. Resten blev givet ud til en lille
rødtjørn, angrebet af rust, nødlidende
hele sidste sommer og af tvivlsom
stamina.
11. Men jeg så den, rødtjørnen: Den rankede
sig lidt og senere satte den knopper på
sine spinkle kviste.
12. Vi skal nok klare det, tjørnen, sjælen
og jeg.
Det flade land
Det flade land
1. Jeg er født på det flade land og har
derfor altid haft særlig fornemmelse
for verdens ende.
2. Marsken begynder ved mine støvlesnuder og
når ud til havet og den skumblæste
horisont, helt derude ved ordenes grænse.
3. Dér, hvor de titusind ting fødes og alt
omkring mig kommer til live.
4. Det rasler fra skove af rør, der står med
rødder i det rødbrune brakvand. Himlens
farveprisme spejler sig i dieselsjatter.
5. En dunhammer stritter op fra sivene. En
dunet stok, der kan pelses af og under
skindet dukker frem det fløjsbrune
plantedyr på strå; et fingerstrøg, en
fornemmelse at et andet væsen.
6. Ved den våde marsk læner jeg mig ind i
blæsten og snuser op i vinden. Dufte af
salt, røg, råd, ilt, fisk, tjære, land
og hav.
7. Skyer driver gråt i gråt og blæsten danser
ind på skrå. Landet åbner sig og viser
denne vej, denne vej.