Arion lusitanicus
1572. Det har ganske nyligt regnet
millioner funklende dråber
i aftensolens stråler
langs græssets krybestier,
hvor ukendte destinationer
og gådefulde retninger
danner sit eget landskab
kortlagt og smagt på tungen,
sorte ansigter og følehorn
hårdt slim og bittert stads
en sneglekrop i superklæber
og alligevel altid ren.
1573. Traverserer plænestykker,
bestiger vandkander, kar,
tværs over terassersefliser,
i bålfad, potter, havesko
ribber stande af skvalderkål,
driver flyder ud i dammen,
æder vandliljers blade,
afpiller hostaer, kryber op
ad gedeblade, meterhøjt,
gemt under strå i klynger,
udtrådte indvolde åbne
kannibaliseret undervejs,
grænseløst omnivort:
døde små- og mikrodyr,
hår, negle og dyrelort,
raspet, flået, slebet
fortæret, slugt, fordøjet,
hvert sti og haveplet
overskredet af snegle.
1574. En time med træpincet,
tohundrede gastropoder
klemt, pirket og snappet;
et kilo to hundrede gram
i en skål vridende, glidende
fremad kantoverkrybende
ibiriske skovsnegle fanget.
1575. En seddel fra min elskede:
kog dem, store bogstaver,
min beslutsomhed blegner,
jeg er en havehamlet
dog; de er døde, dømte
til en bløddyrsmassakre
i baghavens sneglegrav,
hakket med en spade
til ukendelig sneglehed.
Nyt i Index Titusind:
Krybesti ◦ 1572; Vandlilje ◦ 1573; Dyrelort ◦ 1573; Skovsnegl ◦ 1574; Bløddyr - massakre af ◦ 1575.
