Havørn
73. Den unge havørn fra i fjor, overvintret
og overlevet i skovens sumpe, sidder i
en nøgen ær, da jeg nærmer mig ad stien.
74. Ørnen åbner vingerne og glider ud på
luften. Det hvisler fra vingekanten,
ørnen trækker vægt, det synger i dens
vingefjer og fuglen stiger op.
75. Næbbet, den gule stevedorekrog, det bøse
bryn og det barske øje holder mig i
sigtet, mens den slår en bue og ser
mig an.
76. Tilfreds krænger ørnen rundt og op på en
udkigsgren. Et sidste skud med blikket
ned på mig, før den vender hovedet bort,
ryster nogle fjer på plads og synker hen,
sat i sten som dens øgleaner.
77. Jeg forlader min audiens, vejet og fundet
alt for let, bukker let på retræten og
vandrer videre med fred i kroppen.
Et digitalt digtværk i real-tid