Tag: Tid: sekvens • 157

Gærdesmutten 

155.	Bladbrune, vimse, jordnære væsen,
        Den oprette hale, det kække bagspejl,
        En kort flugt få tommer over skovbunden;
        Kræfterne tikker i den lille fugl.

156.	Hjertet banker i en blodrus
        Flere hundrede gange i minuttet.
        Hun bevæger sig i svip og stød
        Med ubegribelig kraft i tynde ben.

157.	Hun klipper tidssekvenserne i stykker,
        Springer hér og pludselig dér;
        Der mangler noget, synet hakker,
        Når hun krydser rundt i hop og ryk.

158.	Hendes stofskifte er så højt,
        Man skulle tro at fuglen koger;
        Hun må spise hvert kvarter,
        Fodre den løbske miniaturekrop.

159.	Som inkarneret gærdesmutte
        Skriver jeg en roman hver morgen,
        Æder en Dagli’Brugs om dagen,
        Løber til Rom og tilbage på en uge.

160.	Men det er bare tankespind;
        Jeg ville få hjertestop og kollapse
        I løbet af de første få minutter;
        Død af udmattelse, stress og kulde.

161.	Jeg kommer aldrig i nærheden af den;
        I energi, atletik og appetit,
        I mental styrke, i courage,
        I hjertebanken, i biologisk ur.

162.	Men hun har godtaget min grund,
        Finder føde under havens egetræer.
        Jeg kender hendes sang og ser hende tit;
        En tarantel, en vims, og hun er væk.