Benved skud

Benved skud

261.	En benved sætter skud i et hegn af buske, tusinder af spidser i et virvar af kviste, der forskyder sig i alle retninger. Og dog: de peger alle udad, som om hele busken søger udveje, og finder dem. Benved er sin egen løsning.

262.	Jeg fjerner et topskud med en kniv og sætter mig i det gulnede græs med en lup. Senere bar jeg skuddet hjem til arbejdsbordet. Her er hvad jeg så og skrev.

263.	Topskuddet sidder på den firkantede stilk. Ved skuddets rod sidder to knopper, der ligner åbne sårskorper med rødt kød, der buler frem i midten. Det er substansen til et nyt stilkepar.

264.	Skuddet er fæstnet i en krans af fire bægerblade, 5 til 10 mm lange. Bægerbladet er aflangt og hvælvet. Det er creme-hvidt forneden, der changerer over i sart pink omkring to-tredjedele oppe på bladet. Hér forstærkes og fortættes farven til en stærk pink og bladet ender i en rødligsort spids, der minder om en blodunderløben klemmelus med lupsmå fimrehår rundt i kanten.

265.	Ud af bægerbladenes mund skyder en grøn cylinder lavet af et par tæt sammenrullede blade. Bladet er bønnegrønt men changerer over i lyserødt og trækkes ud i endnu en blodrød spids. 

266.	Bladspidserne krænger let udad og åbnes, mund-i-mund, og en ny cylinder trænger sig frem: grøn, pink og rød.

267.	Det sammenrullede blad har tydelige vener; det er en grøn hinde af tyndt, fint liv. Indeni: en puppe, en plantefødsel.