Hjælme
1040. Sollys i sandet,
Eftermiddag på milen,
Skarp sol ind på skrå.
1041. Sandkorn med skygge,
Børstet fint af nedslagsregn,
Ru som månestøv.
1042. To strå af hjælme
Lagt ned side ved side,
Sløret let af sand.
1043. Ingen hånd, idé,
Uden hensigt, skuespil,
Kun til for sig selv.
1044. Det ordløse ah,
Den kropsbårne lykke
Fra åbne sanser.
1045. Mødet med noget
Overdådigt uberørt
Og menneskefrit.
1046. Sum af overflod
Fra titusind års længsel;
Al min DNA.
1047. To strå i sandet:
Et billede, et minde,
Uklart, halvt fossilt.