Tag: Knop • 354

Fefølehorn


350.	Der findes små undere, 
        Der kommer til én 
        Som gaver, der gør glad,
        Som ros og knus.

351.	En lysende grøn morgen
        Besøger jeg min tjørn
        Plantet sidste år, tilset, 
        Nu i fuldt løvspring.

352.	Jeg rækker ud for at røre
        Klaser af blomsterknopper
        Forventningsfuld, hvad bli’r det:
        Laevigata eller monogyna?

353.	Og dér, med næsen fremme
        Mellem kviste og knopper,
        Kommer et under forbi,
        Lige ud for mine hænder.

354.	Fire små sorte insekter
        Sværmer i tjørneløvet.
        Sværmer: de bevæger sig
        Op og ned som i en hejs.

355.	(Poetisk parantes 1:
        Aargh! Jeg stritter imod,
        Min pen sprutter imod:
        Jeg ville skrive “elevator”

356.	Endnu en maskinmetafor,
        Som jeg har erklæret SNG:
        Simile non grata.
        Vi sunder os lidt, vi to).

357.	Insekter hejses i snoretræk (😅)
        En håndsbred op og hurtigt ned.
        Det er graciøst, som luft,
        Lydløst, solstrejsforkælet.

358.	Og se: Overdådige følehorn,
        Filamentstynde hvide streger
        Tre gange så lange som insektet.
        Jeg er forbløffet; det er fehorn.

359.	Hovedet er sort og minimalt,
        Jo da, det ligner et gedehoved.
        Brysk profil og hævet pande,
        Som fæste for dens følehorn.

360.	Bittesmå sorte væddere,
        Som ophængt i panden.
        Svæver ud i luften
        Under lange, hvide tråde.

361.	Insektets krop er blankt bevinget.
        Men pludselig, dér: mit bonus under:
        Sollys refrakteres i en vinge,
        Der skinner i grønt og guld.

362.	Det hele varer et halvt minut.
        Jeg har aldrig set dem før,
        Aldrig vidst de fandtes.
        Nu ved jeg noget for altid.

363.	Jeg er et andet væsen rigere, 
        Et sjældent syn forundt.
        Lige uden for min hoveddør.
        Sådan kan et lille under ske. 

364.	(Poetisk parantes 2:
        En søgning en times tid
        Giver dette væsen et navn:
        Egelanghornsmøl, en han.

365.	Så nu ved jeg det,
        På harmonikasammenstødsdansk.
        Lidt mere fortryllelse på engelsk:
        Fairy longhorn moth.

366.	Se: jeg skrev “fehorn”
        Ovenfor, i et vers, uafvidende.
        Nogen har før set dette væsen
        På samme måde som jeg.)

13.5.2023



367.	(Poetisk P.S. den 15. maj 2023.
        I en kikkert ser jeg
        Sværme af små bukkemøl
        Højt oppe i et ahorntræ.

368.	Jeg kender dem straks igen,
        Selv i prismens slør:
        Fehornmøl fra i forgårs.
        Hvad laver de dér?

369.	Sværmer ved grenspidser,
        Hviler sig på bladlapper
        Suger solskin til sig,
        Men spiser ingenting.

370.	Ahorn, sukkertræ med rakler,
        Fyldt med nektar klasse A, 
        og - jeg tror jeg ved det -
        Her er langhornshunner.

371.	De sværmeriske mølhanner
        Gør sig til og byder op med
        Sex og andre søde sager,
        Der ligger lige til tungen.

372.	Sværm, brødre, sværm.
        Det er hér og nu og aldrig mér.
        Aftenluften fyldes ud,
        Duft af ahornhonning).