Tag: Hund • 707

På overdrevet

702.	Her sidder vi, to mennesker
        På en bænk med fred og udsigt
        Ud over overdrevets bakker:
        Tjørne, enge, græs og træ’r.

703.	Vi har hjemme i skovbrynet.
        Som art lever vi på kanten:
        Med ryggen mod skoven,
        Og øjne ud mod det fri.

704.	Vi finder ro, en falk over engen.
        Vi sætter navn på græs og planter,
        Finder sommerfugle og biller.
        Vi kender skovens træer og buske.

705.	Vores fuldendte form er skabt
        I livet mellem skov og slette.
        Vores krop- og hjernefunktioner:
        At klatre, løbe, gå og se.

706.	På byens parker og legepladser 
        Får vores børn færdigheder,
        Som skovbrynets første børn,
        Til at klatre, løbe, gå og se.

707.	Vi lærer dem at sige far og mor,
        Og ja og nej, men hund og gris
        og ko og hest, før søster og bror. 
        Og går tur i skoven hver søndag.

708.	Vi spiser modne kirsebær,
        Stikker os på brombærtorne;
        Plukker årets første svampe
        Til gryden ud på aftenen.

709.	Vi sukker over urtilstanden,
        For skov er en arketype;
        Vores dybeste minde som art.
        Men skov er tæt, vild og mørk.

710.	Vi skal ud i lyset, ud på sletten,
        Med afstand mellem træer,
        Med plads til husdyr og græs;
        På overdrevet blev vi til.

711.	Her sidder vi, to mennesker,
        Med eng, skov og blomsterfrø 
        I vores celler, i vores ben,
        På denne bænk, ved denne sten.