Tag: Hår • 176

Musvit i en redekasse en forårsdag

173.	En musvit hakker i sin redekasse
        Lige uden for mit vindue.
        Hun hamrer og kratter i træværket
        Hver dag i morgensolen, mens
        Jeg kradser i mit skrivekammer 
        På den anden side af ydervæggen.

174.	Det knirker lidt i gulvet,
        Når jeg stiller mig ved ruden;
        Jeg hører hende; hun hører mig.
        Al arbejdslyd forstummer brat,
        Jeg fryser fast til gulvet;
        Vi holder vejret og venter.

175.	Spidsen af et kulsort næb
        Stikker varsomt ud af redehullet.
        Så den begsorte næserod,
        Så den sorte pande og isse,
        Den hvide kile hen over kinden,
        Og nu: et blankt og kulsort øje.

176.	Hun spejder, lytter, vejrer,
        Ser mig med det halve blik:
        En figur, en form, en lugt,
        Ukendt materiale, hår og skind.
        Hun ved, jer er der, men bliver.
        Trækker næbet til sig, tier.

177.	Vi mødes og vogter på hinanden.
        En vildskab med lidt venskab.
        Ingen hilsen, intet farvel, dog,
        Musvitten banker i morserytmer
        Inde fra sin rugecelle, som
        Jeg afkoder i mit kammer.

178.	Her er vi så, tre polstrede skeletter,
        Med huller, søm og luftlommer i,
        Beklædt med hud, planker og fjer,
        Lavet til at gå, stå og flyve.
        Jeg går titusind skridt om dagen,
        Væggen står i hundrede år.

179.	Fuglen flyver ind og ud af kassen
        Tyve tusind gange på en sommer,
        Insektjæger og mejsedræber.
        Jeg selv, udpiner af dyr og planter,
        Åbner hoveddør og ovndør dagligt.
        Vejen til frihed og død for mange.