Eleftherna venerationer
485. Ve gav dem vos bedste venerationer
Her på bjerget i Eleftherna,
Ve gød frø og agern og nektar
På stenet jord, blandt stikkende strå,
I dybe raviner, på klippesider.
486. Venerationer voksede frem
I det dovne støv, den svedne hede
I den tid, det tager
En kermeseg at synke i jorden,
I den tid, det tager
En by at falde om i brokker,
På de gamle sten,
Blandt antikke frø.
487. Kom ind under min skygge
Og ieg vil vise dig,
Hvad frøet virkelig kan;
Kriger, slave, senator, matriark.
Her hvor stenen står,
hvor I blev sænket ned,
Ofret, mindet, glemt og gravet ud.
488. Der satte ieg et minde:
Min frugt ved hovedstenen.
På nekropolis står de nu:
De to damer fra Eleftherna,
Indsat i hinandens former,
Sammensatte søstre i sten og træ,
Indtil ieg, olivenolding,
Svinder ind og smuldrer væk,
Mens stenen står tilbage
Fra min veneration til den næste.
489. Kom med ned i slugten
Og ieg vil vise jer,
Hvad figentræer virkelig kan:
Holde hele bjerget i et greb
Til kommende generationer.
Ieg holder på jeres minder og viden,
Halvt hemmeligt, halvt skjult,
Urner, amphoraer, våben, skjolde;
Den lille okse og hinden halvt i spring
Fanget i det brændte ler,
Hamret ind i guld.
490. Kom ind under denne mur
Og ieg vil vise jer,
Hvad vedben virkelig vil:
Langs agoraen, ned af bjergsiden,
Ud over de antikke mure,
Nedstammet i lige linje fra urtids frø,
Vokser venerationer af vedben
I metertyk pragt af blanke blade.
491. Kom nærmere;
Ieg er levende lag
Af solvarme, sugende, slikkende bier,
Et summende spektakel
Så højt, at I stopper,
Forundret over hvad, I ser:
492. Ve viser jer byens dronninger
Og Elefthernas reiterationer:
Alle templerne, al kunst,
Tårnet, jordskælvet, søjlerne,
Alle villaer, cisterner,
Alle stater, alle krige.
Ve har set slægt efter slægt,
Stable disse sten og
Sove under disse stjerner.
Og her står ve
Til de atter mødes.
Et digitalt digtværk i real-time