Kategori: Urtid

Udgivet den

Mols bjerge on my mind

Mols bjerge on my mind

1109.	Ebeltoft ligger dér,
        hvor landet sidst blev skabt,
        i bugten, i den halve horisont
        med blåt, kruset vand,
        den vidåbne himmel og
        landtanger med skov.

1110.	Byen strækker sig 
        ud langs kystlinjen.
        Huse og gader
        renskurede,
        hvidkalkede,
        brostenstoppede,
        turistforberedte,
        stemningsoptimerede,
        æble- og kaffeduftende
        i efterårets hvide sol.

1111.	Stier findes overalt,
        blandt landets bedste:
        Langs kyster, klitter, strand;
        gennem sumpe, moser,
        plantageskov, ungskov
        enge, tunneldale;
        snor sig over moræner, 
        overdrev, bakker;
        Forbi dybtblå søer, 
        mos, stubbe, svampe, 
        kokasser, hestepærer,
        trådhegn, åbne enge
        biller, rævelort og
        selvsmækkende låger.

1112.	Dampen stiger op
        fra kogeapparatet,
        Det emmer fra næsebor
        i aftenmørket, lygter og
        gafler i vanteklædte hænder.
        Et rygende hvæs,
        månebelyst pisstråle
        under tavse stjerneskud;
        En frostklar himmel
        i den enorme nat,
        teltdug med iskrystaller,
        ravnekald henad daggy.

1113.	Dagevis, milevidt
        gennem landskabet;
        på anlagte stier, 
        dyreveksler, hulveje,
        dér hvor isbræen lå,
        kun titusind år siden,
        hér hvor vi går,
        dag på dag,
        til støvlers knas i grus
        mens jeg tænker, at herfra
        udgår vores fortælling,
        den som alle kan:
        istid, afsmeltning,
        indvandring fra syd,
        stenalder, vikinger;
        døde konger, blå øjne;
        Vores dybeste forestilling
        om at være menneske i nord
        begynder efter sidste istid;
        Før da, kun lidt hulemalerier,
        nogle neanderthalere sydpå,
        og så uddøde dinosaurerne;
        Et stort hul i nordboers 
        kollektive bevidsthed,
        vores dunkle palæopsykologi,
        på 60 millioner år.
        Vi bestiger endnu en moræne:
        Fra toppen ses Ebeltoftbugten,
        et mægtigt landskab i hvile,
        tindrende i urtidsfarver.
Udgivet den

Stevns Klint

Stevns Klint

I

918.	Kun til fods mærker man landets linjer:
        Hvordan undergrunden bølger under stien,
        Hvordan sten og rødder skubber jorden ud
        Og vandet åbner revner, sprætter fladen op.

919.	Nogle vandrere siger at de kan mærke 
        Stiens molekyler mellem deres tæer;
        De kan mærke, hvordan landet blev lavet,
        Lag på lag, havbund ovenpå havbund.

920.	Kun med fødder og med fingre
        Fornemmer man de levende lag,
        Der hobede landet op i årmillioner;
        Fra kalkens mosdyrsskeletter
        Til alger i kridttidens lunke hav. 

921.	Det er kun en ubetydelig åbning i
        Den kilometerlange slåenbræmme;
        Men hér er stien ud over kanten:
        Omkring 25 meter lodret ned.
        Det kræver smattet reb og stiger,
        At forcere muddertrin på muddertrin 
        Ned gennem buskads til nutidshavet.

922.	Kridtlaget her stikker dybere og dybere:
        Fire- fem- ni hundrede meter tykke lag
        Af komprimerede mikrokrebs og skaller:
        Kolossale mængder af fortids liv og mineraler
        Under min fødder, mellem mine fingre.

923.	Havet graver sig ind i klinten,
        Opbløder det porøse materiale,
        Sliber runde klumper af gulligt kridt,
        Der ligger blandt strandens sten,
        Lidt ru på overfladen og kornet,
        Efter umindelig tid i jordens skorpe.

924.	På klatreturen op til kanten igen,
        Forbi bølgede lag af sorte flintesten
        Og tynde streger af kosmisk støv
        Indlejret og indfarvet i fiskeler,
        Passerer jeg den ene katastrofe
        Og når op i lyset til den næste.

II

925.	Mange vandrere tyder landskabslinjer
        Øjet finder dem: de åbne og de skjulte,
        De brutale med de bløde.
        Men her på Stevns Klint 
        Finder vi landskabsstrimler:
        En smal kant og en strimmel krat
        Holder stand mod generationer 
        Af pløjede marker, herremænd
        Udpinte bønder og rette linjer 
        Overalt i dette flade land.
      
926.	Man mærker aggressionen
        Fra afspærrede, forbudsbeskiltede,
        Mandshøje jordvolde og trådhegn
        Rundt om landskabsskændernes 
        Snorlige, maskintrimmede indkørsler
        Og sprøjtede, pastelgrønne plæner
        Klippet helt ud til jordens ende
        I besidderhovmod og korruption.

927.	Sidste år blev strimlen bredere.
        En fredningssag lagde 25 meter
        Til trampestiens smalle fodfæste.
        Det kan ses med det samme:
        Vegetation og insekter myldrer frem;
        Men også vrede i høstmaskinens sving
        Ind over nyligt fredet land.

928.	Klintekanten skifter karakter;
        Vildere, højere, flere farver.
        Her vokser nye urter og planter,
        Gulnet, hårfint græs føjer sig
        I vindens retning ud mod havet.
        Vandreren nikker til kendte arter,
        Botanikeren finder sjældne blomster.
        Skilte opsat med droneforbud
        (Jeg var længe om at tyde det)
        I dette ældste af levesteder.

III

929.	Hvide sommerfugle flagrer op
        Overalt i den åbne vegetation.
        Kilometer efter kilometer 
        af smalt, nyt overdrev med knopurter,
        Tidsler, regnfan, gyldenris,
        Og hegn af tjørn, slåen, hyld,
        lidt hybenroser og skovæbler.
       

930.	Kålsommerfugle og takvinger
        Er ikke arketypens tætte sværm;
        Men den fredede klint er nu 
        Et tegn på overflod og bonitet
        På en nøjsom, kalkrig jord.
        Bier kravler rundt på sene blomster
        Og selv en pelset duehale svirrer
        Som en kolibri fra urt til urt. 



IV

931.	Boesdal Kalkbrud har fået
        En ny turistmaskine,
        En forsænket linje i landskabet
        Bygget af stedet selv;
        En evighedsvision om 
        Bygning og landskab i ét;
        En tidskapsel til eftertiden,
        En moderne landskabsfortælling
        Om klinten, livet, kosmos,
        Og os.

932.	Nede på klippen over havet
        Bygger turister varder af sten;
        Urgammel landskabsarkitektur,
        Den første fortælling om universet.

933.	Ude på sporet står skilte
        Med den nutidsnære skildring
        Af klippeskærere, flinteknusere,
        Forarmede fiskere, kirkebyggere.
        Det forklares at erhvervene er borte,
        Men ikke at fisken er væk.
        I dag er kun havet tilbage.

V	

934.	De gamle fuglekiggere smiler
        Og trænges sammen i tårnet
        Længere nordpå ved Mandehoved
        Med teleskoper og termoflasker.
        Spejdende skanner de horisonten,
        Småsnakker, driller, chatter.
        Op og ned langs kysten går rygtet,
        At hvepsevågerne er kommet.
        Ude på ruten søger fuglefolket
        De gode steder at stille udstyr op, 
        De misser med skarpe øjne;
        Landsfarende, fugleopsøgende,
        Kyndige i naturtegn og fuglekald;
        Shamaner uden indre stemmer

VI

935.	Skumringen falder over stien,
        Inden jeg når til Rødvig.
        Istidens moræneler og grus
        Polstret af plantemuld og græs
        Blandet med molekyler 
        Og fossile fortidsorganismer
        Sidder under mine trætte tæer.
        Aftenvandrere sidder stille
        I skellet mellem liv på jord
        Og alt det andet derude.
        En rød, glødende sol 
        Hænger over kysten og
        Det gyldne vand.


Nyt i Index Titusind:
Undergrund • 918; Havbund • 919; Kridttid • 920; Vandresti • 221; Kridtlag • 922; Jordens skorpe • 923; Kosmisk støv • 924; Landskabslinjer • 925; Fredet land • 925; Landskabsskænder • 926; Fodfæste • 927; Vindretning • 928; Knopurt • 929; Arketype: sommerfuglesværm • 930; Klint • 931; Varde • 932; Fiskebestand • 933; Hvepsevåge • 934; Shaman • 935; Moræneler • 935.
Udgivet den

Stenalderkvinde

Stenalderkvinde

57.	Her går jeg, her gik du, stenalderkvinde, ad hvilke spor, med hvilken frygt?

58.	Denne kyst, denne strand, dette dovne vand, dette blanke hav med bræmmer af det hvideste lys og pakis, der kaster kulde af sig og inde på kysten ligger kæmpe knuder af filtrede rødder under væltede træer.

59.	Samme stilhed, samme ørne, samme snegle. Litorinahavet! Urkysten langs hvilken vi begge går.

60.	Nyt fra Doggerlandet, hvor havet rejste sig så højt som træer, brølede, rasede, rullede og rev dem bort. Fortællinger kom vandrende fra vest langs floder og nye kyster, båret til fods, sommer efter sommer.

61.	Fortællinger om katastrofer og varsler omkring bålet ved stranden, børneansigter gemmer sig under huderne, øjne skinner inde fra bylten under din hage. 

62.	Hvad fortæller du, stenalderkvinde, til dine børn? Hvad glæder jer, hvad skræmmer jer? I stilheden ved bredden lyden af latter, stemmer fra skovbrynet, sort og tjavser hår, brede fodspor og fem tæer i samme sand.

63.	Stenalderkvinde, eminente naturalist! Kender og gransker af de titusind ting omkring dig: udforsker med alle sanser, iagttager, beskriver, giver navne. Der er tryghed i gentagelsen, og verden forstås i genkendelsen.

64.	Stenalderkvinde, ursemiotiker! Læser alle tegn, tyder alle varsler, taler med fuglene, snakker træers sprog, forklarer nattens lyde.

65.	Moders ophav, fødsler gennem tusind generationer. Hvor mange døde ligger nu i højene oppe på åsen? Jeg går forbi sporene af dine børn og efterkommere, sat i verden fra samme sted gennem titusind år.

66.	Hvad gør du ved moderkagen? Jager hundene bort, blander den med sællever, spiser den rå eller brændt og rygende varm fra bålet?

67.	Hvem gav du liv, og hvem tog dit? Dræbte man de gamle? Slog man dig ihjel, da du blev gammel nok?

68.	Hvem klemte du fast mellem dine lår, eller modtog som en hund, en ulv, hvad så du i øjnene når de bristede i råb og sæd og krampestød? Var det elskov, var det vold, var der ord?

69.	Hvad hedder mor og far på palæolitisk? Har i ord for kærlighed og begreb for ting og tid? Er skov og tid det samme ord? Gør i forskel på i dag og i går? Hvordan siger I en hasselbusk, et elmetræ? Hvad hedder mandens rejsning, hvad hedder jord?

70.	Her går jeg, her gik du, stenalderkvinde. Bølger slikker op på bredden, det rasler lidt i strandens grus, sandet er fugtigt og fast under mine fødder. 

71.	Jeg lærer de titusind ting igen, ser med dine øjne, erfarer med dine sanser, berører med dine fingre, og ærer dem i min egen tid.

72.	Landet sank i havet for dig, og det vil forsvinde igen for mig. Stenalderkvinde, ad hvilke spor, med hvilken frygt?
Nyt i Index Titusind: 
Stenalderkvinde ◦ 57 ; Pakis ◦ 58 ; Snegl ◦ 59 ; Sommer ◦ 7
60 ; Bål ◦ 61 ; Fodspor ◦ 62 ; Navngive ◦ 63 ; Titusind ting ◦  63 ; Tegn ◦ 64 ; Ås ◦ 65 ; Moderkage ◦ 66 ; Slå ihjel ◦ 67 ; Sæd ◦ 68 ; Skov ◦ 69 ; Bølger ◦ 70 ; Sanser ◦ 71 ; Berøre ◦ 
71 ; Spor ◦ 772.