Organik

Landskabslinjer

Skovflåtfolket

Skovflåtfolket

        I

786.	En skovflåt i sin umwelt
        På vej gennem verdenshavet
        Af kæmpe græsstrå og gigantiske 
        Biller på rejse, larver, myrer,
        Mariehøns, snappende kindbakker,
        Giftsprøjter; sugende, soppende 
        Fjender og fødeemner.

787.	Skovflåtens omgivelser 
        Opleves i vibrationer, fugt,
        Duftgradienter, lysstyrker;
        Varmblodet signifikans
        Af syre og sprudlende biokemi.

788.	En blind skovflåt kravler op,
        I sin umwelts kæmpe lys
        Fra spidsen af et vajende strå.

789.	Signaler af hudsyre nærmer sig.
        Sigtet skal være rigtigt,
        Timing er alt, fejlraten er høj. 
        Skovflåten slipper sit tag;
        Hun falder, springer, tumler
        Mod pelsen, tekstilet og skindet.

790.	Skovflåten løber, leder
        Efter en åbning ind mod 
        Kemisk reaktive hud
        Under hendes fire fodpar;
        Søger fugtig, varm blodrus.
        Hun gnaver sig på hovedet 
        Ned i hudens cellelag,
        Til et blodførende lag 
        – og tæger sig fast.
        Uforstyrret, ukradset, 
        I dagevis; svulmer op
        Hundreder af gange
        Indtil hun er fyldt ud,
        Og kun da giver slip,
        Lader sig falde.
        Mod skovbunden
        Og næste cyklus.

        II

791.	Kæmpe stålstænger klemmer,
        Kitin knaser i flåtens
        Nedgravede hoved 
        Og fastgjort bagkrop;
        Trækker hud med sig
        Ud i en spids, indtil
        Hun slipper sit tag.
        Lys fra alle retninger.
        Hårdt, ukendt underlag, 
        På vores spisebord.
        Ingen skovbund eller græs.
        Løber straks, løber, løber,
        I live, i blinde.

        III

792.	Parasitter er den største skræk;
        De suger saften af os,
        Bryder kroppens ukrænkelighed.
        Vi miste vores egenrådighed.
        Vi må dele vores krop
        Med andre væsener,
        Vores blod mod andet blod,
        Vores betydning som individ
        Med andre individers liv.

        IV

793.	Skovflåten afdækker vores krop
        I et 360 graders vue;
        Steder vi ikke kan se,
        Ikke kan nå, ikke ved.
        Hele huden er eksponeret,
        Blotlagt ud til omgivelserne.

794.	Forleden en flåt mellem
        Storetå og næste tå;
        På overarmen, på skulderbladet,
        I armhulen, på læggen,
        På indersiden af låret,
        I knæhasen, bag øret.

795.	Største antal på en dag:
        Elleve skovflåter en aften
        Stående på taburetten
        Under lup og lygte.
        En nabo talte tretten.
        Vi plukker vores flåter,
        Tæller vores borelia,
        Alpha-gal iblandt os.

796.	Vi er skovflåtfolket.
        Vi lever under træerne.
        Vi venter på hinanden,
        Bevæger os i samme græs.
        Vi blandes og berøres.
        Vi læser hinandens tegn;
        Vi har signifikans 
        I hinandens verdner.



Korsedderkoppeungens umwelt

Korsedderkoppeungens umwelt

532.	Korsedderkoppens 
        Klump af unger:
        Knappenålshoveder,
        Gul krop, sort bagsmæk.

533.	Udklækket i en klynge
        Af forgyldte knopper
        Ophængt mellem strå,
        Et træ eller blomsterkurve.

534.	Kom tættere på.
        Pluk en streng;
        Guldprikker spredes
        Ud langs fine tråde,

535.	Flydende bevægelser
        Suspenderet i olie.
        Tytktflydende slo-mo,
        En lydløs sprænging.

536.	Edderkoppekloden
        Spredes for sidste gang 
        Over gyngende broer
        Mod solnedgangen.

Græsstrå i titusind tegn

Græsstrå i titusind tegn

104.	Et græsstrå gror på titusind måder,
        Afgiver titusind forskellige tegn
        Set af titusind forskellige væsener
        I titusind synlige skikkelser.

105.	Vi deler den samme luft
        Vi står på den samme jord,
        Vi holder os i live hver især,
        Men ville dø i hinandens sted.