Myresværm 712. Jeg træder ud på terrassen En midsommerformiddag. Strækker ud og gaber op; Men hov; en viften i min mund, En lydløs flaksen for mit øje. 713. Smækker gabet i, ser mig om; Det sværmer i luften herude, Sorte insekter med husblasvinger. Undrende tjekker jeg terrænet: Her er kravlende, levende strenge På havestolen og videre ud På hjørnestolpens espalier. Som detektiv følger jeg sporet Ned langs gitterværket og dér: kilden! Myreboet under nedløsbrøret. 714. Jeg kigger tæt på denne insektarterie: Jo, det er myrer med vinger på. Ved endnu tættere eftersyn Ser jeg også meget små myrer I denne myldrende konvoj; Måske en tyvendedel i størrelse Af de kolossale vingemyrer. Det er arbejds- eller slavemyrer, Der pusler og passer dronningens Kæmpestore, kønsmodne afkom. 715. Hele sommeren har de ekskaveret Rundt omkring mit nedløbsrør Og ud under terrassens klinker. Korn på korn af sand er båret op, Stablet på de voksende tuer, Mens klinkerne synker og tipper. 716. Jeg har terroriseret boet før; Viftet truende, men dovent, Med mit økologiske arsenal: Filtdug, opgravning, natron, Kogende vand og kaffegrums. 717. Men nu: Bevingede myrer myldrer frem, En sort substans, der bobler op Mellem sprækkerne i terrassen, Fra myrebosystemet under mine fødder. 718. Med magisk timing og koordination Går hele myrebyens sexarbejdere På vingerne i en sky af feromoner Til myresværm og masseparing. 719. De følger de kendte myrestier, Skubber, maser, hilser, smager. Men gamle næringsveje duer ikke. Usikre på de nye vinger Finder de nye stier fremad, Indtil de ikke kan kravle højere op, Spreder vingerne og sværmer ud. 720. En time senere er de alle væk. De parrede hunner er fløjet, De udtømte hanner er døde. Resten er spist af fugle, fanget Af lurende edderkopper, Spiddet af rovinsekter. 721. De befrugtede hunner Flyver ud for at bygge Nye myrekolonier Med medbragt forråd og æg. Hun fælder sine vinger, Nipper af dem selv Og fordrer resten til Et nyt kuld puppeplejere, Der piler rundt i nye gange Med hvide æg i kæberne. 722. Endnu en udvidet dag, Og her er hvad jeg så: Et generationsskifte I et myredynasti, Der har eksisteret, Adaptivt, succesivt, Ved min havedør i årevis.
Musvit – 500 gange i døgnet
Musvit - 500 gange i døgnet 441. Jeg sidder på en havebænk med udkig til mejsekassen for at tælle antal musvitindflyvninger i timen. 442. Det gælder om at anskueliggøre arbejdet, energien, indsatsen af de små skygger, der hver dag flakser forbi ruden til mit arbejdskammer halvanden meter fra poetens hoved. 443. Under musebøgen en solplettet aften sent i maj klokken 18:32 starter jeg mit stopur. 444. Jeg sidder omkring 10 meter fra redekassen, der er ophængt på facaden knap to meter over jorden. Huset er omgivet af høje bøge og stilkege. Et par grene rækker ned et par meter fra redehullet. Det giver musvitten dækning, udkig. 445. De to første gange hopper musvitten fra kvist til kvist. Forsigtig, tøvende. Hun afgiver aldrig advarselssignal, så hun ser mig ikke som aktuel risiko. Eller er jeg faldet sammen med omgivelserne og sidder musestille? Som ham med lærken? Næppe: Det er selvsmiger. Hvad ser/hører musvitten? Hvilke andre sanser bruger den? Hvordan? 446. Musvitterne danner et par. To gange ser jeg dem begge på samme tid i træerne omkring reden. Det viser også, at ungerne er udklækkede, selvom jeg ikke kan høre ungernes kor af elektrisk vibrerende minipip. 447. Jeg kan ikke skelne hannen fra hunnen i farten. Jeg ved dog på forhånd, at musvitter danner monogame par og de er fælles om fodring af kuldet. Ellers kunne der være både fem eller ti musvitter om fodringen, uden at jeg ville have den ringeste anelse om det. 448. Musvitparret meddeler ikke noget til hinanden, så vidt jeg kan høre, i den time, observationen står på. De afgiver ingen lyde, indlader sig ikke i samvær. Højst sandsynligt har de andre former for kommunikation. Fordring og træning af et kuld unger er en kompleks, social opgave, der næppe lader sig gøre uden kommunikation. 449. Indflyvning til redehullet er lynhurtigt og teknikken er hver gang den samme: Musvitten flyver direkte mod hullet uden at sænke farten; næb og hoved skyder direkte ind i redehullet, inden kløerne rammer forsiden af redekassen og resten af fuglen forsvinder ind i kassen med et blødt bump. Tolerancen måles i tiendele sekunder, nær grænseværdier for det menneskelige øje. 450. Indflyvningsrute: Musvitten dykker som regel ned fra en af de store træer; nogle gange meget brat, andre gange flyver de ned i to bløde buer adskilt af et par vingeslag og styrer direkte ind i redehullet som beskrevet ovenfor. 451. Udflyvningen er næsten lige så hurtigt, men der sker samordning af to-sidigt risikobillede, før fuglen skubber sig igennem og flyver ud af redehullet. Der er intet fast udflyvningsmønster. Musvitterne kan udflyve til højre, til venstre eller nogenlunde lige ud i ret linje eller opstigende kurve. Jeg ser aldrig, at de flyver nedad. 452. Jeg ved ikke hvad der betinger deres udflyvningsmønster eller om der er forskel på hannen og hunnens udflyvning; kan det være individuelle vaner, præferencer, faktorer i miljøet, eller synspåvirkninger? Jeg har heller ikke tal for, hvor mange gange hver type udflyvning foretages, men det virker jævnt fordelt. 453. En enkelt gang flyver en musvit ud og krænger straks tilbage i en bue op over husets lave tag. Hvorfor, får jeg aldrig at vide. Men et eller andet i musvittens kvikke hoved får den jo til at afvige fra de normale mønstre. Altså er musvitten intelligent adfærdsmodificerende i snævert menneskelig forstand. 454. Ophold i redekassen. Jeg tager ikke tid på opholdet, men jeg anslår et gennemsnitlig ophold i redekassen på 10-12 sekunder. Jeg har ikke viden om eventuel forskel i opholdstid mellem han og hun. Begge deltager i plejen af yngel *. 455. Jeg tæller 31 indflyvninger af to musvitter på 60 minutter, usikkerhedsmargen +/- 1. En indflyvning hvert 1 minut og 56 sekunder. 456. Jeg ved ikke så nøje hvor mange timer en musvit fodrer sit kuld i løbet af et døgn; jeg ved at de vågner og går til ro bestemt af lysets styrke. Jeg anslår derfor et arbejdsdøgn på denne årstid på omkring 15 timer. Det giver 450-500 indflyvninger i døgnet for et musvitpar. 457. Jeg antager at redetiden for et mellemstort kuld med jævnt fødeudbud er ca. 20 dage. Det omregnes til omkring 9-10.000 indflyvninger for at få et kuld ud af reden. Hertil kommer hannens indflyvninger til hunnen under en gennemsnitlig udrugningstid på 15 dage: måske yderligere 2-3.000 indflyvninger. 458. Under gode betingelser udruges et andet kuld, som dog plejer at være længere om at blive flyvefærdigt på grund af lavere fødeudbud. Altså yderligere mindst 10.000 indflyvninger. Hertil kommer opgaver til bevogtning og istandsættelse af reden og indflyvning af materialer. Alt i alt er det nok ikke forkert at anslå et musvitpar foretager omkring 25.000 indflyvninger på en ynglesæson. Lad os antage en margen på +/ 5.000 indflyvninger. 459. Jeg overvejer hvordan det ville være, hvis min elskede og jeg gik ud og ind ad hoveddøren 500 gange i døgnet i samme relative fart som musvitten. Lad os bare sige, at vi lader døren står åben hver gang. Jeg frafalder også betingelsen om, at vi skal flyve ind. Men der skal fart på. 460. Jeg har ikke målt det, men lad os antage at musvitten tilbagelægger en bane på 8 meter fra udsigtstræ til redehul på 2 sekunder. Musvitten måler ca. 14 cm. Altså indgangsfart 28 gange egen kropslængde i sekundet. Jeg er 1,80 høj. Det vil svare til, at jeg skulle brase ind i huset med en fart på knap 50 m/s (orkanstyrke begynder ved 32 m/s) svarende til 180 km/t - 250 gange om dagen (min elskede står for de øvrige 250 gange). 461. Mit eksempel er falsk, fordi det ikke tager højde for forskellen i vores kinetiske energi, når vi suser ind gennem vores respektive redehuller. En springhale på 0,1 mm kan hoppe 100 gange sin egen kropslænge lige op i luften. Altså skulle jeg kunne hoppe 180 meter op. Det er også en falsk sammenligning, men den er god. 462. Sammenligningen illustrerer ganske godt, at hjernefunktion og sansning er 100% kropsligt betingede og afhængige af hinanden og udelelige i funktion og effekt. Sanseindtryk og tankedannelse i enhver form er artsrelaterede og individ-specifikke, selvom de fysisk-materielle forhold er de samme. 463. Sammenligningen lader også forstå, at hjerne, sanseorganer, opfattelse, tænkning, reaktioner og umweltsindtryk er meget forskellig mellem mig og musvitten. Det havde vi jo en anelse om i forvejen 464. Men samtidig er der jo slående ligheder i det vi gør og derfor også, antager jeg, i den måde vi opfatter omverden. Der er kun små forskelle i vores sanseapparat og nervesystemer. 465. For hvad er sammenligneligt på tværs af artsgrænsen **) ? Sanseligt, videnskabeligt, billedligt, neurologisk, statistisk, emotionelt, eller bare sundt skeptisk? 466. Hvordan er det, jeg skal kunne indleve mig i musvittens måde at opfatte sine omgivelser, for slet ikke at tale om dens selvopfattelse? Det handler de titusind ting om. 467. I morgen laver jeg kontroloptælling fra sæsonens anden mejsekasse i et skovstykke på grunden. Data ligner viden, data er måske viden; så lad os få mere af det. Men måske er data også et udtryk for det, vi reelt ikke ved.
*) Yngel er et værdiladet ord, der bruges til at fratage dyr og deres afkom personlighed. Ses tydeligt ved anvendelse af ordet unger om afkom af arter, vi favoriserer eller har empatiserer med. Unger er i øvrigt et godt eksempel på et ord, der oprindelig er brugt om dyr, men overført til menneskebørn i betydningen vi tager ikke vores afkom alt for højtideligt. **) Om artsgrænsen og fælles sansesystemer, se Charles Fosters fremragende og dybt originale Being an Animal – Adventures across the species divide (2016).
Landsvaler
Landsvaler
292. Et landsvalepar er vendt tilbage
Under halvtaget på vores veranda.
I fem uger denne sommer lever vi
To familier i øjenhøjde.
En rede over havedøren,
En meter mellem dem og os.
293. En svale er født med overblik
Over marker, skove og fjorde,
Over ørkner, storbyer og klipper.
Træer, grene og tage hvirvler forbi,
De stormer skrigende gennem luften
Jager, vender, dykker og leger.
294. Svaleparret udser det bedste vue
Over indflyvningen til reden
Fra toppen af en ranglet løn.
På de øverste kviste sidder de
Knitrer, vogter og vugger i brisen
Holder øje med reden, rovdyr og os.
295. Reden er lige over havedøren.
Jeg kan stå med døren åben,
Se op til reden en armlængde væk.
Ungerne vokser og fylder pladsen ud.
En håndfuld pulserende dun,
Der truer med at spilde over;
To unger ovenpå de andre.
296. Sidste år mistede de et kuld.
Reden faldt og rutschede ned;
Fem spæde unger kastet ud.
I tre døgn sad forældreparret
På et hegn i haven i vildrede.
Deres stemmer knirkede i sorg;
297. Fortvivlede, tror jeg, vågede de,
Et sving ind omkring verandaen,
Hvor deres første kuld forsvandt.
På fjerdedagen besluttede parret sig;
Begyndte at bygge en ny rede
Et andet sted under samme tag.
298. Svaler er sociale og sludrende.
De triller, de kalder, de knitrer.
Skænder, larmer og beroliger.
De hviner og skriger af rivaler,
Jager dem rundt i området
I vild, akrobatisk, synkron flugt.
299. Øjne, hjerne, hjerte, sener
Styrer liv og lemmer
Med tolerancer, der måles
I hundreddele sekunder.
Energien stråler ud af dem,
Lyser fra deres vingespidser.
300. Kun om natten flyver de ikke,
De kan ikke se, de er lammede.
Forældreparret klumper sig om reden
Hunnen i reden, hannen ved siden af,
Trykker sig sammen, ånder, sitrer.
Øjne følger os.
301. Titusinder af indflyvninger og landinger
Titusinder af insekter bringes ind.
Forældrene skiftes til at sidde på reden.
De kalder på hinanden,
De har lyd for tid til at skifte plads.
De har lyd for nu nærmer jeg mig.
De har lyd (meget højt) for hold dig væk.
302. Svalen kan holde stille i luften
Holde sig oppe med vingeslag
Et sekund, højst to,
Den ene spørger, vil du have mad
Den anden svarer, tag over her.
Ungerne er skrigende orange trekanter
Når de åbner gabet,
Når de hører svaleforældrene
Bringe insekter til reden.
303. En unge maser sig baglæns
Med anus ud til redekanten
Forældrefuglen hænger fast, parat,
Plukker en kugle klat fra endetarmen
,
Slipper taget, vender sig i luften,
Suveræn manøvre, og flyver ud
,
Bortskaffer skiden i et blomsterbed.
304. De hjælper deres unger på vej,
Fodrer dem, også i flugten
Når ungerne sidder uden for reden
Uden endnu at kunne flyve.
En unge falder ud i flugtforsøg
Og bli’r fanget af verandaglas
En forælder lokker, kalder, viser vej,
Og ungen finder ud.
305. Når jeg står i døren, kan vi ses:
De vender et obsidan-øje mod mit
En lille sort skive uden pupil
,
Fuldstændig fremmed, aldeles vild,
Ingen kontakt, ingen genkendelse
Intet udtryk, bare blank natsort.
Jeg har aldrig følt mig så fjernt
Fra noget andet levende væsen.
306. Men vi gør jo helt det samme:
Samme snak, samme skænd,
Samme ængstelse, samme sorg
Samme hverdag, samme gøremål
Samme form for oplæring og træning,
Samme form for omsorg,
Samme delte ansvar.
307. Sidste år gjorde de reden klar,
Klinede redekanten op,
Bragte friske materialer ind.
Men en morgen, pludselig var de væk,
Reden hakket ned, forladt og ødelagt.
Svalerne blev i luften sommeren ud,
Men kom ikke huset nær igen.
Hvilken beslutning, hvilke forhold?
Hvilken situation, hvilket valg?
308. Hvert år er jeg bange for
At de ikke kommer tilbage igen,
Udsultede og måske forgiftede
Af landbrugets massedrab
På insekter og fødekæder.
309. Jeg lader alt organisk materiale ligge
Kævler, kviste, grene, blade, æbleskrog,
Alt grønt affald fra vores køkken,
Papir og pap i strimler og stykker.
Alt komposteres, ingen kemikalier.
Alt, for at få insekter til at yngle
Og svaler til at komme.
310. Det er slet ikke nok,
Slet ikke, slet ikke.
Men hvis nu en dag,
Svalerne ikke kommer,
Hvor er så min vished for,
At mine børnebørn kan overleve
Uden svaler?
Så har vi mistet noget,
Nej, så har vi slået noget ihjel,
Som er i familie med os selv,
Med samme vilje og samme evne
Til at være til i den samme verden.
311. Zhang Zai, du vidste det:
De titusind ting, alt levende,
Anser vi som vores krop.
Charles Foster vidste det også,
Da han tudede af rørelse
Over mursejlerens genkomst.
I haven på Stevns:
Samme taknemmelighed
Samme glæde, samme frygt.
Musvit i en redekasse en tidlig forårsdag
Musvit i en redekasse en forårsdag 173. En musvit hakker i sin redekasse Lige uden for mit vindue. Hun hamrer og kratter i træværket Hver dag i morgensolen, mens Jeg kradser i mit skrivekammer På den anden side af ydervæggen. 174. Det knirker lidt i gulvet, Når jeg stiller mig ved ruden; Jeg hører hende; hun hører mig. Al arbejdslyd forstummer brat, Jeg fryser fast til gulvet; Vi holder vejret og venter. 175. Spidsen af et kulsort næb Stikker varsomt ud af redehullet. Så den begsorte næserod, Så den sorte pande og isse, Den hvide kile hen over kinden, Og nu: et blankt og kulsort øje. 176. Hun spejder, lytter, vejrer, Ser mig med det halve blik: En figur, en form, en lugt, Ukendt materiale, hår og skind. Hun ved, jer er der, men bliver. Trækker næbet til sig, tier. 177. Vi mødes og vogter på hinanden. En vildskab med lidt venskab. Ingen hilsen, intet farvel, dog, Musvitten banker i morserytmer Inde fra sin rugecelle, som Jeg afkoder i mit kammer. 178. Her er vi så, tre polstrede skeletter, Med huller, søm og luftlommer i, Beklædt med hud, planker og fjer, Lavet til at gå, stå og flyve. Jeg går titusind skridt om dagen, Væggen står i hundrede år. 179. Fuglen flyver ind og ud af kassen Tyve tusind gange på en sommer, Insektjæger og mejsedræber. Jeg selv, udpiner af dyr og planter, Åbner hoveddør og ovndør dagligt. Vejen til frihed og død for mange.