Kategori: Planter og civilisation

Udgivet den

Jordbesidder i det 21. århundrede

Jordbesidder i det 21. århundrede

1078.	Pace Højholt *), men, 
        Man kan ikke gå to gange 
        Ud i den samme vilde have.

1079.	Metafor, om man vil,
        For livets ustoppelige
        Foranderlighed.

1080.	Man kunne være fræk,
        For det kunne Højholt li',
        Og genvende talemåden:

1081.	En jordbesidder bekæmper 
        Det samme ukrudt – hver gang.
        Det gælder også kirkegårde.

1082.	Metafor, om man vil,
        For livets repetitive
        Udhuling af mening.

1083.	To modsatte ord for
        Den vegetative
        Transformationskraft.

1084.	De er, forekommer det mig,
        De to eksistentielle livsvalg
        For det 21. århundrede - og det næste:

1085.	Ukrudt eller krudturt.


*) Se: Afdød digter som sprogligt fænomen, vers 163-171.
Udgivet den

Kvæsurt

Kvæsurt

875.	Vi kender reglen om havely,
        Et hånd- og rodfast løfte
        Til raserede plantebede;
        Kom, bring en spade,
        Grav op, hvad graves kan,
        Red, hvad reddes skal.

876.	Hér, en stor, forvokset urt,
        Tæt og viljestærk i roden.
        Jeg deler den med spaden,
        Pakker den i jord og sæk.
        Bringer stauden væk og hjem.

877.	En kvæsurt får asyl:
        Ældgamle lægeplante.
        Jeg trykker jorden fast,
        Løber fingre rundt 
        Om klumpen og rosetten.
        Jeg har længe ønsket,
        At vi mødes.

878.	Der er kræfter i denne urt:
        Stor og tyk med stængelbundt,
        Ovale blade, perfekte takker;
        De lyser af en enkel harmoni.
        Standen er en rødbrun kvast,
        En ny og sjælden gæst.

879.	Vi deler fælles jord,
        Forbundet i mange sprog.
        Oldnordisk, oldtysk, 
        Svensk, norsk, dansk: 
        Kveise, quese, kveise, 
        Kveisa, kvis, og kvæse.

880.	Kvæse er en blæreorm,
        En tinte, en blodvabel,
        En byld, en blegne.
        Kvæsurt blev brugt
        Som blodstillende middel.
        Kendt som lægeurt i Kina,
        Blodtop i Sverige,
        Blodurt i Britannien,
        Blodopsuger på latin.
        En jordheler og et rodnet,
        Der holder på terrænet.

881.	Mine aner og dine aner:
        Velkomne i denne jord.
        Hele planten er i chok,
        Et rodnet, der skal læges.
        Jeg klipper stængler ned,
        Giver rigeligt med vand;
        Lad gro, hvad gro der kan.
Udgivet den

Eleftherna venerationer

Eleftherna venerationer


485.	Ve gav dem vos bedste venerationer
        Her på bjerget i Eleftherna,
        Ve gød frø og agern og nektar
        På stenet jord, blandt stikkende strå,
        I dybe raviner, på klippesider.

486.	Venerationer voksede frem
        I det dovne støv, den svedne hede
        I den tid, det tager 
        En kermeseg at synke i jorden,
        I den tid, det tager 
        En by at falde om i brokker,
        På de gamle sten, 
        Blandt antikke frø.
	
487.	Kom ind under min skygge
        Og ieg vil vise dig,
        Hvad frøet virkelig kan;
        Kriger, slave, senator, matriark.
        Her hvor stenen står,
        hvor I blev sænket ned,
        Ofret, mindet, glemt og gravet ud.

488.	Der satte ieg et minde:
        Min frugt ved hovedstenen.
        På nekropolis står de nu:
        De to damer fra Eleftherna,
        Indsat i hinandens former, 
        Sammensatte søstre i sten og træ,
        Indtil ieg, olivenolding, 
        Svinder ind og smuldrer væk,
        Mens stenen står tilbage
        Fra min veneration til den næste.

489.	Kom med ned i slugten
        Og ieg vil vise jer,
        Hvad figentræer virkelig kan:
        Holde hele bjerget i et greb
        Til kommende generationer.
        Ieg holder på jeres minder og viden,
        Halvt hemmeligt, halvt skjult,
        Urner, amphoraer, våben, skjolde;
        Den lille okse og hinden halvt i spring
        Fanget i det brændte ler, 
        Hamret ind i guld.

490.	Kom ind under denne mur
        Og ieg vil vise jer, 
        Hvad vedben virkelig vil:
        Langs agoraen, ned af bjergsiden,
        Ud over de antikke mure,
        Nedstammet i lige linje fra urtids frø,
        Vokser venerationer af vedben
        I metertyk pragt af blanke blade.

491.	Kom nærmere;
        Ieg er levende lag 
        Af solvarme, sugende, slikkende bier,
        Et summende spektakel
        Så højt, at I stopper,
        Forundret over hvad, I ser:

492.	Ve viser jer byens dronninger
        Og Elefthernas reiterationer:
        Alle templerne, al kunst,
        Tårnet, jordskælvet, søjlerne,
        Alle villaer, cisterner,
        Alle stater, alle krige.
        Ve har set slægt efter slægt,
        Stable disse sten og
        Sove under disse stjerner.
        Og her står ve
        Til de atter mødes.
Udgivet den

Kulsukker fra Krim

Kulsukker fra Krim

312.	Hvad er det, der gør mig særlig glad for kulsukker? Hvert forår venter jeg på, at den stikker sin sammenrullede tungespidser frem af jorden omkring den første maj. 

313.	Hvad er det der trækker mig ud, hvor den gror, bare for at se den, for at give hånd med et blad? Hvad er denne særlige energi mellem planter og mennesker?

314.	Jeg elsker kulsukkers store grove blade, der skyder op af den bare jord, det ene inden i det andet. Ru, tykke blade med dybe, behårede mønstre i relief. 

315.	Stængler og bomsterstande skyder op i svanehalse og svikler, dobbelte buer. Sikken et syn, når sviklen ruller sig ud: en hanekam af blomster, eller i humanmetafor: en regnbuefarvet tomahawk.

316.	Jeg elsker når den blomstrer blomst efter blomst, Skumringsrøde, himmelblå, mælkehvide nuancer med honning indeni. Bier flokkes i bægrene hele sommeren. Korttungede bier bider hul i kronbladene øverst oppe og stjæler nektar fra de langtungede bier.

317.	Som andre planter, har kulsukker talrige navne på andre sprog. Også på dansk: kongsalveurt, kongsalmerod, radhel, benvel, valurt, vundurt og komfrey for at nævne et par stykker. Navnet kulsukker henviser til plantens kulsorte rod og det sødligt hvide væv indeni.

318.	Jeg elsker plantens slægtsnavn: symphytum. Planten, der får noget til at vokse sammen (symphio = vokse sammen, phytum: plante) En tusind-årig samhistorie med mennesker ligger i det navn: Kulsukker er kendt som et ældgammelt middel for knoglebrud og sårheling. 

319.	Romerske legionærer bragte kulsukker med sig på erobringstogt. Det er sandsynligt, at legionærerne opdagede planten netop under romerrigets voldelige udvidelse, for symphytum er hjemmehørende i Kaukasus og landet omkring Sortehavet.

320.	Jeg troede arten i min have var en lægekulsukker. Men det er en foder-kulsukker, som er en naturlig krydsning mellem lægekulsukker og ru kulsukker.

321.	Hvilket jammerligt navn, foder-kulsukker. Det er slet ikke forkert, for kulsukker er en gammel foderplante, men hvor trøstesløst i et land som Danmark, hærget af mekaniseret landbrug og ekstrem avlsmentalitet. Tyskland ligeså, hvor foderkulsukker heder futter-beinwell.

322.	Foderkulsukker kaldes på engelsk for russisk komfrey. Ditto på fransk. Navnet, formoder jeg, skyldes en hyppig misforståelse i Vesteuropa, hvorefter alt indenfor grænserne af det russiske imperium, fra dets dannelse i det 17. århundrede og frem, blev opfattet som russisk. Det på trods af landets mange nationaliteter, lande, sprog og folkeslag. Ukraine, for eksempel.

323.	I anledning af sommeren 2023 vil jeg kalde planten i min have for Krim-kulsukker. Så kan planter og politik fortsætte deres sammenflettede historie en ny tid endnu *).

*) Der findes en kaukasisk kulsukkerart (symphytum caucasicum) og en art kulsukker fra krimhalvøen (symphytum tauricum), der ikke har noget officielt dansk navn. Den er indberettet en enkelt gang i Danmark på www.naturbasen.dk. Den har blå nedhængende blomster i svikler og stammer, som navnet siger, fra Krim.