Den oprindelige vold
2717. Som barnedigter var jeg byttets skrig:
En snegl med en levende orm indeni,
2718. Med afsky så jeg den ækle parasit,
Syg ved synet, hvordan byttet havde lidt;
2719. Svor min hævn over denne snegledræber,
Der stak kniv i mine moralbegreber;
2720. Og min forbitrede foragt for gøgen,
Snylter, forbandet af mig til uddøen
2721. For dens dovne og oprørende snyderi,
Afmægtigt grebet af barnligt raseri,
2722. Rystet og kold dér i et grønkålsbed,
Mine engle borte, kun sårbar ensomhed
2723. Indeni mit nøgne seks-årige selv,
Der troede alt godt og ville alt vel;
2724. Knugende chok over selve det at være,
Den oprindelige vold jeg selv må bære,
2725. Især den, der bryder arternes grænse,
Som kun få vil se, og intet standse,
2726. Finder vej tilbage i disse strofer
Om glemte ord og barndoms katastrofer.
Nyt i Index Titusind:
Skrig 2717, Parasit ◦ 2718, Moralbegreb ◦ 2719, Gøg ◦ 2720, Dovenskab ◦ 2721, Ensomhed ◦ 2722, Selv ◦ 2723, Vold ◦ 2724, Arternes grænse ◦ 2725, Katastrofe ◦ 2726.
Myriadevers
Myriadevers
2312. Jeg indeholder myriader,
Af myrias, murios:
De første skrevne ord
For alt det derude,
For alt det herinde
I det åbne selv:
Den påtrængende verden
Dens titusind ting
Af det jeg ser og ikke ser
Af det jeg er og ikke er.
2313. Jeg indeholder myriader,
Jeg er dem ikke,
Men de er i mig,
Som biologisk vilje
Og billeder af samme;
Alt det jeg har smagt
Spist, ødelagt, berørt,
Gendannet, kysset,
Elsket, tabt, fundet igen
For første gang.
2314. Jeg indeholder myriader,
Mine titusind vers
Mine myrias,
Som ikke er mine,
Bare bevidsthed,
Organisk energi,
Forbrænding,
Ord, der strækkes,
Mening, der sprækkes:
Alt ånder, alt er,
Uafviseligt.
2315. Jeg indeholder myriader,
Går ad arterns grænser,
På mineralernes veje
I de nedbrudte riger;
Min størrelse, mit kropsprincip:
Min største gave og
Min tragiske begrænsning;
Mit dybdeskarpe syn,
Min selverkendelse og
Min biologiske blindhed;
Mine ord, mine lugte,
Min osmotiske hud,
Mit jeg, mit ikke-jeg:
Ud af alt dette
Titusind ting,
Mit sprukne skind.
Lille sang om mig selv
Lille sang om mig selv
2309. Naturen er en arkeenergi
Tilstræbt i den fælles biofili;
Pilen udhænger sig over dammen,
På stammen spættesti og badeskjul,
Akantus bragt ind fra ophavets gård,
Regnvand ledt ned fra hus og verdenstag;
Elementer i min hånd, jord og luft,
I sugende grønt og i cellers duft,
Se, jeg vokser ud i havens spejl;
Træernes vener og græssets blade,
Insekterne glimter i prismelys,
Alt det, der lever og giver liv til mig;
Vi deler sanser, vi blander neuroner,
Kom, lad os forbinde samtlige atomer.
I erindring om Walt Whitman (1819-92).
Admiral på hjerte
Admiral på hjerte
2100. Fire gange samme dag
Til og fra mit arbejdshus
Flagrer admiralen hen
Sætter sig, skulder, ryg.
2101. Hvisker, jeg er tilsmilet,
Også du, min elskede
Foran mig, fagtet hid
Med hjertet udenpå.
Se også: Harlekinhorn
Digterfornemmelser i en kokasse
1971. En vandretur på Kullen,
Min teenagesøn og jeg,
To halve liv siden,
I løb faktisk, i skoven,
Høje af jord og krop,
Gennem overdrev med
Låger og græssende kvæg.
1972. Vi gør rast et sted,
Et minefelt af kokasser;
Jeg tar fotos af én
Fra flere vinkler,
Iagttagende,
Eftertænksom,
Æstetisk handling.
1973. Billederne er tabte,
Men substansen er skarp:
En lys, tyndskidslind,
Tallerkenstor plamage,
Stukket med stråbidder,
Skorpet overflade, hård,
Hullet som ved skud;
Gødningsbiller i drift
Underminerende og
Ivrigt ekskaverende.
1974. Hvad skete der
Den dag på Kullen
På hug ved klatten:
Tavst observerende,
Lykkeligt travende,
Personarkæologisk,
Kolortsgravende
I en mindetue.
1975. For jeg var røgterdreng,
Drev kvæget hjem
Fra marken efter skoletid,
I stalden svabede patterne,
Betjente malkemaskinen;
Så på, når dyrlægen
Hjalp med kælvning,
Arm op til skulder
I koens fødselskanal.
1976. Jeg var kokassetilbeder,
Drev rundt på marken,
Duftede til drøvet,
Det søde, lidt kvalme
Muldartede materiale,
Glad, komøgsberuset,
Opsat på landmandsliv.
1977. Nu, som ældre mand
På vandretur på Kullen *),
Kommer erindringen
Klar, uopsættelig,
Om den forårsdag
Med min søn på tur,
Den udskidte kokasse
Og den lille dreng,
Der snusede kolort
Og drømte om
At blive bonde.
1978. Bonde blev jeg aldrig;
Min søn brød ud
Og blev biolog;
Jeg brød af
Og blev digter;
Sådan sker det,
Side om side,
Titusind spor
Og alligevel
Samme vej.
*) Se Kullaberg I aftensol.
Urtidsminder
Urtidsminder
1443. Larver er dyr, som få ser og endnu færre forstår; heller ikke jeg, som nu eksempelvis i går;
1444. På knæ og albuer med fingre dybt i havemuld; så jeg en larve, som næsten væltede mig omkuld;
1445. Et lysende fund i den mest kostelig farve; af den sorte jord en lille forårsgrøn, sammenrullet larve;
1446. Af form som den forgyldte, fossile ammonit; jeg som dreng faktisk fandt ganske tit;
1447. Den dreng, der klatrede rundt på Devons sorte kyst; med kroppen fuld af videtrang og findelyst;
1448. Som gravede med klodsede fingre i Karbons urgamle stoffer; rester af dyr og planter fra livets endeløse offer;
1449. Nu, forundret at noget så skabende grønt og sart; lever, findes, så indlysende og åbenbart.
Nyt i index Titusind:
Larve ◦ 1443; Knæ ◦ 1444; Forårsgrøn ◦ 1445; Ammonit ◦ 1446; Kyst ◦ 1447; Karbon ◦ 1448; Sarthed ◦ 1449.
Den grønne larve tilhører agatuglen, en almindelig natsværmer i Danmark med form og kamouflage som et rustrødt, vissent blad. Idet jeg samlede larven op landede en mariehøne på min handske. Hun ville hele tiden pile af, men med nøden fra en finger satte hun sig et øjeblik på kameraskud til en håndfuld farverige arketyper: jord, larve, bille og fossile minder.
Livsmoment
Livsmoment
1415. I vores liv gælder den regel
For dagen og aftenens gang,
At hver af os, når som helst,
Ufortrøden skal tåle
En afbrydelse, et ophold
Af minutters varighed;
Slippe ethvert gøremål
Med glæde og med iver
Og følge den anden
Ud i haven, ind i huset
Uden at stritte imod,
Men i tiltro til den anden,
Som ledt med bind for øjnene,
I tillid til at blive forført;
Og derfor må forføreren
Kalde ud i tro og kærlighed
For at vise den anden noget,
Der vækker fryd, forundring,
Selv den lille tusindting
Og mindste overdådighed:
En plante, et skud, en flue,
Et træ, en rod, hvad som helst;
Verden lever, vi lever,
Kom, se, følg mig, nu.
1416. Vi kalder det et livsmoment,
Og med det kan vi bede
Den elskede ud og hid.
I går blev jeg bragt ud,
Midt i et vers, et livsmoment,
Men reglen binder, lykken vinker,
Min elskede står derude, se:
Årets fire første mælkebøtter,
Havens lille hellighed,
Fredet, værdsat, velkommen,
Selvom jeg nu og da,
I ly mine brede skuldre,
Hiver et par stykker op
Fra asyl- og klosterbedet.
1417. I morges var det min tur;
Vindstille, køligt, lydløs
Morgensol på østfacaden,
En eufoni af fuglestemmer:
Gærdesmutters skarpe triller
Musvitternes parringsfløjt,
Bogfinkens travle skala.
Da jeg stod her i morges,
Mens min elskede endnu sov,
Kom to hjorte rundt om gavlen,
Så mig, frøs, forben løftet
Jeg hvislede, og de sprang.
Kom, stå her, hold min hånd,
Mærk morgenlysets farvespil,
Og den mos vi træder på,
Mærk verden her med mig.
Nyt i Index Titusind:
Kærlighed ◦ 1415; Overdådighed ◦ 1415; Livsmoment ◦ 1416; Bogfinke ◦ 1417; Farvespil ◦ 1417; Mos ◦ 1417.
Ve er en hvem
Båret af luft
Båret af luft
108. Jeg sover i en klitplantage en
sommerdag. En lille dreng i anorak
med sorte negle. Græsstrå vajer
over mit hoved. Der er fyrrenåle
og rødder på jorden. Vinden pusler
i mit hår.
109. Luften er lun og tør, fuld af mikrolyde:
et svagt pust, et let tryk, et åndedrag,
et knirk fra et strå, en raslen fra et
blad. Usynlige fingre stryger mildt hen
over landet.
110. Jeg ligger på kanten af universet og
nipper til den søde luft. Luften vælder
ind og alle kroppens celler suger til
sig. Jeg mærker deres sult, jeg hører
deres rislen.
111. Kroppen svæver let af fryd, i live hvert
sekund, båret oppe af luft, i hvile og
forbundet til jorden og mindet.
Ieg
Ieg
13. Ieg er en rødtjørn. Ieg er et væsen. Kald
mig bare væsentlig.
14. Vi har meget tilfælles, dette jeg og
iegselv.
15. Dette jeg, som vander og gøder mig. Ieg
vil sige: besjæler mig. Berører mig,
besnakker mig.
16. Vi har begge en midterakse; en torso, en
stamme. Vi stritter ud til siderne med
lidt grønt på spidserne. Jeg’et vender op,
mens ieg vender ned. Men vi er begge
organiseret lodret i tyngdekraftens akse.
Vi har et opbygningssprincip tilfælles.
17. Jeg’et ser kun tingene oppefra, under én
vinkel. Ieg ser dem nedefra, udefra,
indefra, i luften og under jorden på én
gang.
18. Til dagligt mødes vi hen over midten. Det
er en begyndelse. På historien.
19. Ieg er en fortæller
Jeg
Jeg
8. Jeg er et jeg. En organblok med sanser.
En tanke med fingre på. En ting med næsen
i jorden og øjne få centimeter over
terræn.
9. Jeg havde en sjæl forrige år, som jeg bar
ud bagved og komposterede i sine
bestanddele af gas og mineraler og en
ubestemmelig rest.
10. Resten blev givet ud til en lille
rødtjørn, angrebet af rust, nødlidende
hele sidste sommer og af tvivlsom
stamina.
11. Men jeg så den, rødtjørnen: Den rankede
sig lidt og senere satte den knopper på
sine spinkle kviste.
12. Vi skal nok klare det, tjørnen, sjælen
og jeg.
Det flade land
Det flade land
1. Jeg er født på det flade land og har
derfor altid haft særlig fornemmelse
for verdens ende.
2. Marsken begynder ved mine støvlesnuder og
når ud til havet og den skumblæste
horisont, helt derude ved ordenes grænse.
3. Dér, hvor de titusind ting fødes og alt
omkring mig kommer til live.
4. Det rasler fra skove af rør, der står med
rødder i det rødbrune brakvand. Himlens
farveprisme spejler sig i dieselsjatter.
5. En dunhammer stritter op fra sivene. En
dunet stok, der kan pelses af og under
skindet dukker frem det fløjsbrune
plantedyr på strå; et fingerstrøg, en
fornemmelse at et andet væsen.
6. Ved den våde marsk læner jeg mig ind i
blæsten og snuser op i vinden. Dufte af
salt, røg, råd, ilt, fisk, tjære, land
og hav.
7. Skyer driver gråt i gråt og blæsten danser
ind på skrå. Landet åbner sig og viser
denne vej, denne vej.