Marcipan & cyanid
638. Vi påtvinger gerne planter
Vores mening om æstetik;
Skærer dem ned og klipper til
Med vold og redskabsteknik.
639. Her står så dagens offer:
En hæk af laurbærkirsebær;
Denne have- og floraforarmer,
Der står danskerne så nær.
640. Men ok, en hæk i lige linjer,
Stedsegrøn, med strunk symmetri:
Det er den antropogene hjernes
Begreb om naturlig harmoni.
641. Jeg ta’r fat og svinger sværdet.
Blade hakkes og kviste kappes.
Hækkens eksklusive bladfigurer
Flås, falder og ødelægges.
642. Pludselig midt i myrderiet:
En duft, et sødligt minde,
Spiseligt og barndomsbundet.
Jeg forundres, holder inde.
643. Billeder flakser i mit hoved:
Smågrise svæver rundt i luften.
Jeg snuser ind, jo, det er rigtigt:
Toms marcipanbrød er duften.
644. Mandler! Så véd jeg noget straks:
At arten laurbærkirsebær
Er i slægt, har stof tilfælles,
Med prunus dulci, mandeltrær.
645. Stoffet findes i arter af kirsebær
Amygdalin blev det kaldt i sin tid,
Hvilket betyder mandel på græsk.
Det er en cyanogen glykosid.
646. Findes i kerner fra bitre mandler,
Abrikoser, ferskner, blommer,
I blade fra laurbærkirsebær,
Og er derfra mandelduften kommer.
647. Amygdalin udskiller ved indtagelse
Det berømte giftstof cyanid.
Hækkens aromatiske advarsel:
Ieg har hér et pest- og homicid.
648. Marcipanduften er træets forsvar:
Tag min frugt, men æd ikke mine frø:
Du forgiftes, brækkes og svækkes,
Ieg ser dig hellere end gerne dø.
649. Jeg klipper færdig, lægger saksen.
Måske vi kan enes i mindelighed:
Jeg klipper aldrig før dine bær er spist:
Værn om dit afkom, og stå i fred.
Fiskens form
Fiskens form
500. Digtet ligger på mit bord
Splittet ad i mange dele,
Som fiskeben på en tallerken
Rygrad, brækket og kappet.
501. Mit digt er bare stumper,
Men jeg higer efter symmetri,
Den æstetiske ambition
I et fiskeskelet.
502. En pighvar i en balje vand,
Jeg slog hende ihjel i går.
Fisken frygtede for sit liv;
Jeg frygtede at tage det.
503. Men det er løgn, et falskneri,
For jeg købte for at dræbe.
Fisken blev voldeligt sønderdelt
Med en kokkekniv.
504. Om natten drømte jeg
Om et digt i fiskeform,
Om den poetiske vilje
I fiskens blanke krop.
505. En omrids af et digt;
Jeg kunne næsten røre det.
Halvvågen igen og igen;
Det var der, det er muligt.
506. Kødet var fint og hvidt,
En lys, sommerkrydret vin,
Nye kartofler med salt og smør,
Aftensol og trækulsgløder.
507. Vi piller kødet af benene
Satte tænderne i;
Otte milliarder tandsæt
Sad med ved bordet.
508. Munde mastikerer og snakker
Til havets sidste fisk er spist.
Udsmidt udskidt på en mødding;
Fiskeskeletter herfra til månen.
509. Digtet ligger her endnu.
Jeg magter ikke at fange
Fiskens blanke form eller
Fiskens frygt for sit liv.
510. Jeg drømmer om fisk,
Skinnende og glatte:
Skønne linjer, salte og friske,
Springer op af vandet.
Jeg rækker hånden ud
For at beskrive bare én…
Ormens kreds
Ormens kreds
380. Solen stikker, stålet hakker,
Tørven åbnes, ormen lammes,
Endevendt og skiveskåret.
Vrider sig i vild panik,
Ormedele brak i spadechok.
381. Knæler ned ved skorpens rand,
Ryster tørven fri af muld,
Lukker jorden til igen.
Sket er sket og drab er drab,
Ormen døde, ormen leve.
382. Ormen er en kerneart,
Symbol på jordens skifte.
En helgen for det mindste liv,
For dobbeltkøn og plantevækst,
Gravet ned og dækket til.
383. Jorden dufter rent af jord,
Iltet, fugtet og fordøjet.
Jorden er et jordisk stof,
Renset, gødet og beriget,
Klumper i en åben hånd.
384. Vermis faciebat*), alt dette,
Ormens værk til verden.
Af orm er den lavet,
Til orm skal den blive,
Af orm vil den gro ud igen.
*) Det berettes, at Michelangelo efter færdiggørelsen af statuen Pietá overhørte en beskuer tilskrive værket en anden kunstner. Harmfuld indhuggede Micahelango en nat denne signatur på madonnaens skærf: MICHÆLANGELVS BONAROTVS FLORENTINVS FACIEBAT (Michelangelo Buonarotti, florentineren, lavede dette).
Bøgen er et mangfoldigt individ
Bøgen er et mangfoldigt individ
335. Den lemlæstede bøg på jorden:
Savet op, dvs. savet i stykker,
skiveskåret, sønderdelt
tværsnit vendt ud i solen.
336. Bøgen viser sit indre ved,
sit vitale system,
sin individualitet
og levnedsbyrd.
337. De gennemskårne flader
Er glatte, fugtige, våde af væsker.
Splintved, kerneved
I gule, brune, sorte farver.
338. En bøg har han- og hunblomster;
En hermafroditisk plante,
Tvekønnet, måske tværkønnet;
Et kønskrydset individ.
339. Denne bøg er et mangfoldigt individ,
For snitfladen viser tydeligt
To eller tre bøgetræer
Vokset sammen til én stamme
340. Et enkelt planteindivid
Med tre genetiske forskellige
Kerner i det samme træ;
Tre liv i samme skein.
341. Årringene er slynget sammen,
Omslutter sig selv og de tre kerner.
Antager fælles ydre bark,
Får fælles livsfunktioner.
342. De deler føde og energitransport.
Gør brug af fælles rodsystem.
De deles om bladene og lyset,
Om jorden og vandet.
343. Hvordan skal vi forstå på dette træ?
Et mangfoldigt individ, et delt individ?
Er det ét træ, er det flere træer?
Eller en kollektiv personlighed?
344. Hvordan er dets/deres/jeres afkom?
Tre fædre, tre mødre i ét træ
Parret med et andet dobbeltindivid?
Den bøg har måske ti forældrepar.
345. En bøg kan også have to træer i sig,
Hvis indre sider ikke er vokset sammen,
Bark og væde og sort jord i en lomme
Omsluttet af ét splintved og barkskal
346. Jeg saver op og lommen kommer frem;
Muld, bakterier og mikroorganismer,
Ser sollys for første gang
I et halvt århundrede.
347. Der er bøge, kaldet musebøge;
Sammenvoksede træer ved roden,
Men med adskilte stammer
på det udvoksede træ.
348. En bøg har flere mellemformer
Halve dobbeltindivider
Eller to hybride individer
Adskilte lemmer; vitale forbindelser.
349. Hos os, et hæsligt misfoster.
Hos bøgen, et superindivid
med genetisk og fysisk styrke,
plastiske evner og levedygtighed.