Båret af luft
108. Jeg sover i en klitplantage en
sommerdag. En lille dreng i anorak
med sorte negle. Græsstrå vajer
over mit hoved. Der er fyrrenåle
og rødder på jorden. Vinden pusler
i mit hår.
109. Luften er lun og tør, fuld af mikrolyde:
et svagt pust, et let tryk, et åndedrag,
et knirk fra et strå, en raslen fra et
blad. Usynlige fingre stryger mildt hen
over landet.
110. Jeg ligger på kanten af universet og
nipper til den søde luft. Luften vælder
ind og alle kroppens celler suger til
sig. Jeg mærker deres sult, jeg hører
deres rislen.
111. Kroppen svæver let af fryd, i live hvert
sekund, båret oppe af luft, i hvile og
forbundet til jorden og mindet.
Jeg
Jeg
8. Jeg er et jeg. En organblok med sanser.
En tanke med fingre på. En ting med næsen
i jorden og øjne få centimeter over
terræn.
9. Jeg havde en sjæl forrige år, som jeg bar
ud bagved og komposterede i sine
bestanddele af gas og mineraler og en
ubestemmelig rest.
10. Resten blev givet ud til en lille
rødtjørn, angrebet af rust, nødlidende
hele sidste sommer og af tvivlsom
stamina.
11. Men jeg så den, rødtjørnen: Den rankede
sig lidt og senere satte den knopper på
sine spinkle kviste.
12. Vi skal nok klare det, tjørnen, sjælen
og jeg.