Halv hveps – et vidnesbyrd
Til John Kinsella
Halv hveps
Hakket i to
Insekt og invalid
På bøgebark
Fodtrin blade
På skovsti
Et trænet øje
Altid det
Vi ikke ser.
Amputeret
Hvilke tænder
Hvilke skær
En guillotine
Af myrer
Pheromoner
Sprøjter
Duftsprog
I billeder
Vi ikke kender
Sætter spor
Vi ikke ser.
Kun dette:
En halv hveps
Kryber frem
Fem ben trækker
(Sjette ben kvæstet)
Lemlæstet krop
Vingepar intakt
På pronotum
Livsfjeder
Overskåret
Sin sidste time
Forstbotanisk Have
Hann. Münden
Niedersachsen
Oktober 2024.Til John Kinsella med tanke på digtet Love Poem fra samlingen The Hierarchy of Sheep, 2000.
Human organik
1268. Kropsbygning,
(bygget a hvem?)
Sat sammen af dele.
Med motorik, finmotorik.
Et sanseapparat
En krop artikuleret
Af et bevægeapparatet
(og høreapparat).
1269. Apparatat par excellence,
Maskinmetaforens moder
Vores fineste instrument,
Beskrevet efter den
Teknologiske horisont,
P.t. en supercomputer,
Smart software sat på
Et stykke hardware.
(Krop og ånd, sagde hvem?)
Teknoprimater, der vil
Uploade sig selv
Som en algoritme
I en sky.
(Det hedder ikke længere
på en sky).
1270. Vores omverdenen,
Samfundsordenen,
Statsapparatetet
Med værktøjskasser
Og maskinrum,
Med knapper og drejeskiver,
Man kan trykke og stille på,
Mekanismer til styring
Af samfund og økosystemer;
System indebærer orden
Og kausalitet, helst lineær;
Naturen er derfor et system,
Man kan skrue på,
(f.eks. op og ned).
1271. Vi kan tage et udsnit
Fra Billund til Karachi,
Fra Perm til Saigon,
Fra Antofagasta til Yukon,
Fra Nanking til Perth
Og spørge dette panel:
Hvis krop og omverden
Skal indeholde hinanden
Og udtrykke vores organik,
Hvordan er det egentlig
Vi som frie, bevidste væsner
Blandt andre frie, bevidste væsener
Har ophøjet og værddiggjort
Vores naturlige omgivelser
På en sådan måde
At ingen et øjeblik
ville være i tvivl?
Organik
Organik
1266. Jeg vil sige, ethvert levende væsen,
Plante, dyr, svamp, insekt, mikrobe,
Bøjer sin omverden omkring sig;
Erfarer den og forandrer den,
Om det bare er ganske lidt,
Gør verden omkring sig til sin egen,
Og udtrykker derved sin organik.
1267. Når det lykkedes, fremstår de,
I al deres gribende nærvær
Som frie, bevidste væsner,
Der ophøjer og giver værdighed
Til deres naturlige omgivelser;
Ingen kan være tvivl, når de ser det.
Nyt i Index Titusind:
Omverden ◦ 1266, Organik ◦ 1266, Værdighed ◦ 1267.
Båret af luft
Båret af luft 108. Jeg sover i en klitplantage en sommerdag. En lille dreng i anorak med sorte negle. Græsstrå vajer over mit hoved. Der er fyrrenåle og rødder på jorden. Vinden pusler i mit hår. 109. Luften er lun og tør, fuld af mikrolyde: et svagt pust, et let tryk, et åndedrag, et knirk fra et strå, en raslen fra et blad. Usynlige fingre stryger mildt hen over landet. 110. Jeg ligger på kanten af universet og nipper til den søde luft. Luften vælder ind og alle kroppens celler suger til sig. Jeg mærker deres sult, jeg hører deres rislen. 111. Kroppen svæver let af fryd, i live hvert sekund, båret oppe af luft, i hvile og forbundet til jorden og mindet.
Jeg
Jeg 8. Jeg er et jeg. En organblok med sanser. En tanke med fingre på. En ting med næsen i jorden og øjne få centimeter over terræn. 9. Jeg havde en sjæl forrige år, som jeg bar ud bagved og komposterede i sine bestanddele af gas og mineraler og en ubestemmelig rest. 10. Resten blev givet ud til en lille rødtjørn, angrebet af rust, nødlidende hele sidste sommer og af tvivlsom stamina. 11. Men jeg så den, rødtjørnen: Den rankede sig lidt og senere satte den knopper på sine spinkle kviste. 12. Vi skal nok klare det, tjørnen, sjælen og jeg.