1268. Kropsbygning,
(bygget a hvem?)
Sat sammen af dele.
Med motorik, finmotorik.
Et sanseapparat
En krop artikuleret
Af et bevægeapparatet
(og høreapparat).
1269. Apparatat par excellence,
Maskinmetaforens moder
Vores fineste instrument,
Beskrevet efter den
Teknologiske horisont,
P.t. en supercomputer,
Smart software sat på
Et stykke hardware.
(Krop og ånd, sagde hvem?)
Teknoprimater, der vil
Uploade sig selv
Som en algoritme
I en sky.
(Det hedder ikke længere
på en sky).
1270. Vores omverdenen,
Samfundsordenen,
Statsapparatetet
Med værktøjskasser
Og maskinrum,
Med knapper og drejeskiver,
Man kan trykke og stille på,
Mekanismer til styring
Af samfund og økosystemer;
System indebærer orden
Og kausalitet, helst lineær;
Naturen er derfor et system,
Man kan skrue på,
(f.eks. op og ned).
1271. Vi kan tage et udsnit
Fra Billund til Karachi,
Fra Perm til Saigon,
Fra Antofagasta til Yukon,
Fra Nanking til Perth
Og spørge dette panel:
Hvis krop og omverden
Skal indeholde hinanden
Og udtrykke vores organik,
Hvordan er det egentlig
Vi som frie, bevidste væsner
Blandt andre frie, bevidste væsener
Har ophøjet og værddiggjort
Vores naturlige omgivelser
På en sådan måde
At ingen et øjeblik
ville være i tvivl?
Organik
Organik
1266. Jeg vil sige, ethvert levende væsen,
Plante, dyr, svamp, insekt, mikrobe,
Bøjer sin omverden omkring sig;
Erfarer den og forandrer den,
Om det bare er ganske lidt,
Gør verden omkring sig til sin egen,
Og udtrykker derved sin organik.
1267. Når det lykkedes, fremstår de,
I al deres gribende nærvær
Som frie, bevidste væsner,
Der ophøjer og giver værdighed
Til deres naturlige omgivelser;
Ingen kan være tvivl, når de ser det.
Nyt i Index Titusind:
Omverden ◦ 1266, Organik ◦ 1266, Værdighed ◦ 1267.
Båret af luft
Båret af luft
108. Jeg sover i en klitplantage en
sommerdag. En lille dreng i anorak
med sorte negle. Græsstrå vajer
over mit hoved. Der er fyrrenåle
og rødder på jorden. Vinden pusler
i mit hår.
109. Luften er lun og tør, fuld af mikrolyde:
et svagt pust, et let tryk, et åndedrag,
et knirk fra et strå, en raslen fra et
blad. Usynlige fingre stryger mildt hen
over landet.
110. Jeg ligger på kanten af universet og
nipper til den søde luft. Luften vælder
ind og alle kroppens celler suger til
sig. Jeg mærker deres sult, jeg hører
deres rislen.
111. Kroppen svæver let af fryd, i live hvert
sekund, båret oppe af luft, i hvile og
forbundet til jorden og mindet.
Jeg
Jeg
8. Jeg er et jeg. En organblok med sanser.
En tanke med fingre på. En ting med næsen
i jorden og øjne få centimeter over
terræn.
9. Jeg havde en sjæl forrige år, som jeg bar
ud bagved og komposterede i sine
bestanddele af gas og mineraler og en
ubestemmelig rest.
10. Resten blev givet ud til en lille
rødtjørn, angrebet af rust, nødlidende
hele sidste sommer og af tvivlsom
stamina.
11. Men jeg så den, rødtjørnen: Den rankede
sig lidt og senere satte den knopper på
sine spinkle kviste.
12. Vi skal nok klare det, tjørnen, sjælen
og jeg.