1742. Jeg kan ofte få den sære tanke, At planter føler sig usynligt frem Rundt langs hele individets kanter; Grønt sidder jo smak i hjernemuffen, Altid lige i øjet, ind på huden.
1743. Jeg trådte derfor i min haves sted, Og stak nervetråde ned i græsset For at mærke det som jorden gemmer, Når tusind årstidskræfter sætter ind; Et sug af fortids sol og vand og vind.
1744. Formål bryder frem og op af mulden, Planter vokser tæt og grønt med vilje; Stilke står og ta’r bestik af vejret; Jeg mærker træets fibre vides ud I en sky af gasser og fotoner.
1745. Grønt er erfaring fra fylogenesen: Frugter og træer og stepper med græs, Menneskets første sult, slidte tænder, Grove fingre graver jord og knolde; Stød i hjernebark og planteceller.
1746. Vi er opstået sammen, tråd for tråd, Med neuroner og trevlerødder, Udformet forskelligt, men filtret ind; Overlevelse og vækstbetingelser, To former for liv i samme skind.
1747. Grønt trækker i mine nervebaner, En puls løber op ad mine fingre; Ved berøring af det vævfulde blad Er det måske mig selv, der forstår, Hvordan krop og tanke hører sammen.
1748. Grønt er derfor den tredje substans, Der forbinder de to med hinanden; Her fornemmer jeg min ureksistens, Vores første sansning og intelligens; Grønt er en bevidsthedsækvivalent.
Nyt i Index Titusind: Hjernemuffe ◦ 1742; Årstidskræfter ◦ 1743; Træfibre ◦ 1744; Sult ◦ 1745; Hjernebark ◦ 1745; Neuroner ◦ 1746; Bevidsthedsækvivalent ◦ 1748.
O wad some Pow’r the giftie gie us To see oursels as others see us! Robert Burns, To a Louse, (1786)
1734. Hah! Hvor vil du hen, prægtige kryb Høstet i havens graner i sommer, Jagtet rundt og rundt i luppens lys; Sid stille et sekund, Et vellignende fotobevis Kan du nok ha’ mig undt.
1735. Jeg har grublet over hvem du er, Ved opslag i album for bladlus Straks genkendt i slægtens række, Ét af titusind Omdigtede væsner er fundet: Dette er sitkalusen.
1736. Sitka er et ord lånt fra tlingit, Et oprindeligt sprog fra Alaska, Et demonym, en by, en kæmpegran; En magesløs afid, Ti millioner år på jorden; Sådan ser du ud.
1737. Jeg udvælger et foto til digtet; Alle er ægte, men jeg tøver; Det subliminale er på spil, Jeg hverken forskønner, fordrejer Eller fornægter; Som læser er du manipuleret, Så, caveat lector.
1738. Ét foto er skarpt i fuld figur; Men det andet: Lusen på halen, Antenner strøgne, undergiven, Øjne vendt opad, udtryksfuld, Vækker empati, Antropomorfisk optimalt; Et fuskeri.
1739. Det ligner en form for kontakt: Kæmpe lupholder og ydmyg lus; En bøn om liv og barmhjertighed, En ny fabel om magt og snilde, Som hvalen og musen, En patetisk falskhed i min hjerne Og i lusen.
1740. Men på indersiden af synet: Alle de billeder vi laver, De følelser vi møder og har; Væsner stopper vores hånd, Går i rette med os selv; Den milliontedel af alle arter Vi ikke slår ihjel.
1741. Som Rabbie Burns tænker jeg igen: Gid det var dig, der kunne se os; En slags animistisk gensidighed, Mere adskilte end fælles, og dog, Mindre bange, mere milde, Når vi krydser hinanden derude De brutale versus de vilde.
Nyt i Index titusind: Kryb ◦ 1734; Sitkalus ◦ 1735; Kystregnskov ◦ 1736; Subliminal ◦ 1737; Antropomorfisme ◦ 1738; Hjerne ◦ 1739; Slå ihjel ◦ 1740; Animisme ◦ 1741.
1322. I min lejlighed i Hanoi På spisebordet på syvende sal Står havenelliker i et bundt; Fine blomster med krydderduft, Røde kronblade kantet flæsehvide, Spinkle blågrønne stængler I en vase 20 centimeter høj.
1323. Visiteret af husets rotte Om natten mens jeg sover, Undersøgt i daggryslys: Tre-fire stængler knækket Ved vasekanten, bøjet ned, Blomsterhoveder kappet af. De røde kronblade sorteret I én bunke ud på bordet; Frugtknuder og bægerblade Samlet sammen i en anden.
1324. Jeg la’r scenen stå. Næste nat er hun tilbage: De to forrådsbunker vokser, Rød til venstre, grøn til højre, Sirligt sorteret og rydeligt.
1325. Her er orden og omtanke, Omhygelige gøremål. Det ligner husholdning; Bunker lagt til afhenting Næring og protein i frugten, Røde blade til foring af rede, Måske en giftig substans, Der skilles ud til medicin. Måske leg og fantasi, Stof til skuespil og frieri.
1326. Jeg bygger en rottefælde Understøttet af min viden, Af tillærte samfundsværdier, Min uddannelse, kort sagt: Min civilisatoriske mission.
1327. En fodskammel fra Ikea, En stak af bøger bygget op Trinsvis til et udspringstårn. Øverst fæstner jeg en lineal Til en bog med elastik. Yderst på vippens spids En terning af husets ost. Under dette lumske stillads Stiller jeg en spand med vand.
1328. Midt om natten vågner jeg, Hypnagogisk, lyd forsinket, Ved et plask af vand, Skraben, kradselyde: Fælden er klappet i, Druknedøden i en spand. Jeg tøver, vender mig, Vil ikke se mit værk. Brutalt sover jeg igen.
1329. Men den næste morgen Er spanden tom, rotten væk, Ostehapsen intetsteds at se. Jeg lader fælden stå en uge, Men hun er fri og klog Og rører den aldrig igen.
1332. Med mel drysset ud Langs paneler og døre Køkkenborde og diske Følger jeg rottens spor Dag for dag, hver nat.
1331. Rottefælder, som jeg kender Har bevægelige dele; Fjeder og slagmekanik. Men hér er konceptet Et ark pap, kulsort af beg, Usynlig tjæresump i natten.
1332. Jeg lægger fælden ud På steder, hvor hun går Sine natlige ruter rundt. Men en rotte kender Sine fjenders vaner Og i uger sker der intet, Indtil en morgen Hvor jeg finder hende Halvdød af udmattelse Efter en nat i kamp Faldet om på siden Fastklistret til massen, Puls, svagt åndedræt, Et stort, stift øje, Hjælpeløs, offerdyr.
1333. Jeg fylder spanden igen Lader rotte og fælde Glide under, små bobler Stiger op til overfladen I det klare vand.
1334. Rotten ender i skraldetønden, Der tømmes morgen og aften Af kvinder med tohjulede kærer, Mundbind, handsker, tørklæder, Kæppe til at tampe skraldet ned, Bræt stukket ned langs siden Til toplæsning af affald Skubbet gennem smalle gyder, Over fliser, stier, pisserender, Aset op til hovedvejene, Afhentet af skraldebiler, Bortkørt, håndsorteret, Kremeret i kradsende røg.
II. Om rotter, lopper og pest
1335. Fra omkring 1330 og frem Spredes pestilens i Kina Datidens folketællinger viser, At Kinas befolkning halveredes Fra 120 millioner til bare 60, Mange, langt fra alle, af pest, I Europe og Mellemøsten omkom En tredjedel (mere?) af folkeslag I midten af det 14. århundrede I dødsangst, i navnløse grave, I rygende bål jorden rundt.
1336. Dna viser at pestbacillen, Oprandt i det vestlige Kina; Fra omkring år 1340 båret vest Langs silkevejenes depoter Af lopper fra rotter og gnavere I gods, varer, bylter, forråd, Karavaner, kroer, lagrer og byer Helt frem til Sortehavet. Omkring 1346 når den Krim, Dokumenteret 1347 i Kaffa havn, Derfra videre til Konstantinopel, Sydpå til Jerusalem, Alexandria, Vestpå videre til Venedig, Til Sicilien med skib, Videre nord, vest og øst; 1349 på de Britiske øer, 1350 i Danmark, så Island *).
1337. Rotteinfektioner denne vinter I skyttegravene i Ukraine; Krig, sygdom og rotter følges ad; Derfor al vores afsky. Bymennesker forbinder rotter Med kloaker og forbrydere. De ækles af "skællede" haler, Deres onde øjne, spidse tænder. Rotter er urenhed og ondskab, Og fremfor alt: pest.
III. Om sprog, pest og influenza
1338. Få ord i sproget Er så stærke som pest; Intet ord har den historie, Den forbandelseseffekt. Med tiden er ordet falmet, Men den gamle frygt: Billederne, billederne!
1339. Som dreng fik jeg fortalt Om den sorte død over Europa Berettet som en skrækscenarie For at gøre indtryk, pest: De katastrofer, vi kommer af. Billedet af italienske læger, Maskeret som øglefugle Genkendelige for altid; Byldepesten, apokalypsen, Og rotten for altid forbundet, Som væmmelse, som lede, Sammen med slanger, Vores kollektive arveangst.
1340. Influenzaepidemi, igen og igen, Men størst fra 1918 til 1920, (100 millioner døde) Ved frygtelig, lilla kvælning Og dødelig smitsomhed. Først nu ved jeg, at selv i dag Dør folk i hundredtusindvis (en milliard bliver syge) Hvert år af influenza.
1341. Men selve ordet influenza Er trivialiseret, gjort harmløst, Gået over i dagligsproget Som ledsmerter, snot og feber. Influenza har ingen historie Som forbandelse og skrækvision; Kun en beskeden plads I sygdomsvokabulariet. Kun et enkelt diminutiv Formindsket mest muligt: Helt ned til ”flu” på engelsk.
1342. Nok fordi influenza er en virus Har vi ingen rigtige billeder Noget vi kan føle afsky ved. Måske derfor, med vores behov For noget at hade, nedgøre, Vendte vi skylden udad Mod andre, end os selv: Spansk syge, fransk syge, Russiske syge, kirgisisk syge, Kinesisk katarr, tysk syge; Jeg behøver ikke gentage Hvide sydafrikanernes ord, Blot nævne, at vi ikke glemmer.
1343. Coronaepidemien nu (27 millioner døde) Vil indgå i rækken Af skræmmefortællinger Og jeg, med børnebørn, Hvad vil jeg fortælle, Når pesten er næsten væk, Og måske malaria med? Hvilke livslange billeder At sætte i deres hoveder, Hvilken etik i deres forstand, Hvilke væsner at fortælle om Og dele verden med, Når kun virusser er tilbage Som vektor for massedød? En ny laboratoriegenre Med helte og skurke: Virius og Vaccius; Et eventyr om vira Virkelig?
IV. Historie fra det 21. århundrede
1344. En formand for folkekomitteen, Udlovede en lille pengedusør For hver rottehale afleveret I byen på hans kontor.
1345. Drenge, piger, fattige bønder Jagtede rotter i alle landsbyer; I hele riget gik buddet ud. Snart havde hver landsby En rottefarm til opdræt Og afhugning af haler Overbragt i bundter til kongen, Som snart ikke havde penge mer.
1346. Men med alle de mange rotter Kom slangerne ind i byerne, Og gjorde landsbyer farlige Selv ind i byerne kom de, Hvor mænd spiste slanger På landets fine restauranter.
1347. Da gik befalingen ud: Gør byer og marker sikre, Og jægere jagtede slanger; Så mange, at mus og rotter, Voksede sig fede og store Uden slanger til at tage dem.
1348. Rotter kom ind i husene, I laderne, i krukkerne De spiste risene, kornet, Gnavede sækkene i stykker Gravede gange og huller I alle butikker og kældre Og blev en landeplage.
1349. Inde i de mange bure Stablet i lange rækker På markeder i byer, Hvor pelsdyr, smådyr, Grise, fugle, aber, slanger Bæltedyr, egern, rotter Blev slagtet på stedet, Når kunder ville have det, Blev dyrene syge med Virus og fugleinfluenza, Alligevel stegt og spist Sammen med hele bjerge Af kravlende frøer og tudser Slået og stukket med kniv Slængt op i en bunke Til folk, der kom forbi På marked og indkøbstur. Og snart blev folk syge: Kastede op, hostede Fik åndenød, gispede Kunne ikke trække vejret Og døde over hele landet, Lagt i sække på diskene, Kastet ud i grøfterne, Og dér hentet hver dag Af soldater med iltmasker Som kæmpe fluehoveder; Og de brændte dem på bål Til langt ud på natten.
1350. Da måtte formanden befale, At alle burene skulle åbnes, At stalddørene slås op Og dyrene slippes fri, For kun sådan ku’ de stoppe Den store coronaepidemi. Og det er jo ikke løgn.
V. Rotte i min huskepose
1351. Denne jul fik jeg af mit barnebarn En blank bog, fint indbundet Med overskrifter til mit liv; 'Morfar fortæl nu' trykt på ryggen. Så fin en idé, så stor en gave Og flere år at skrive og lave; Nogle af de titusind små ting, Der ligger i min huskepose.
1352. Men inde i de mange sider Må jeg nok fortælle ham, At jeg slog rotten ihjel, Hvis jeg er modig nok Og selv kan finde svaret, For det var første gang Jeg med egne øjne så, At rotter er kloge, dygtige, lærenemme, energiske, At jeg kom ansigt til ansigt Med et liv og en intelligens, Der ikke så ud som jeg selv, Men at de faktisk ligner os; At dyr er nogen, man ærer, Ikke noget, man bruger.
1353. Under overskriften yndlingsfilm, Ved jeg godt, hvad der skal stå: Ratatouille.
*) Se Michael Wood, The Story of China, (2020), en fremragende sammenfatning og fortælling for enhver, der vil vide mere om Kinas historie, samfund og befolkninger. Oplysninger her er fra kapitlet The Black Death, side 259-61.
Ved et pudsigt sammenfald har der i den forløbne uge været to artikler og et videoclip i The Guardian om travle mus, der samler og ordner ting. Mus og rotter ka’ bare. Quod erat demonstrandum.
Intelligenstest for krager
1065. Spørgsmålet med intelligenstest er
Naturligvis, hvad skal vi teste?
Problemet er aldrig besvaret
Tilfredsstillende for os selv,
Derfor heller ikke for krager.
1066. Vi har gerne stort besvær at
Vænne vores bevidsthed fra
At se sig selv i alt andet,
Derfor er vi som regel selv
Standard for det, vi måler.
1067. Forskere har designet mange
Snedige test, der alle, ikke uventet,
Jvf. verset ovenfor, beviser at
Krager er intelligente.
1068. Apparater er konstrueret for at
Snyde krager fra godbidder,
Hvor kragen fylder sten i et bæger
Med vand for at hæve føde op,
Eller bruge en pind i et rør.
Eller vi har iagttaget krager
Bruge forbikørende biler til at
Knække nødder mod asfalten.
1069. Alle er problemløsninger ved madsøgning
Under menneskeskabte betingelser
Hvor den rigtige løsning er,
Naturligvis, hvad vi selv ville have
Gjort; ergo er beviset for intelligens
Ført.
1070. Men tag nu et eksperiment
På tilfældige vilkår i en almindelig
Krages almindelige hverdag,
Omgivet af menneskeskabte ting,
Men ikke opstillet som forsøg,
Dvs. en test af kragens tilpasning
Enkeltvist og gennem generationer, til en
Menneskabt omverden som tegn,
Netop, på intelligens med kragemål.
1071. Til dette selvudfoldende eksperimentet skal bruges:
1 stk. standard villahave
1 stk. standard græsplane
1 stk. garage eller lign. udbygning.
1 stk. havetræ
1 stk. dum hund *)
1 stk. mellemstort kødben.
1072. Alle ovenstående rekvisitter er
Vidt udbredte og let tilgængelige.
Eksperimentet har ingen menneskelig
Iscenesættelse, bortset fra,
Men ikke uomgængeligt, et kødben,
For hunden kan selv have fundet et.
1073. Fra toppen af garage laver krage 1
Chikanedyk ned over
Bengnavende hund på græsplæne:
Vred, snerrende reaktion.
1074. Krage 2 laver dyk fra træ
Fra modsat side, som altid
Uforfærdet mobber af rovfugle i flugt.
Hunden rejser sig, på vagt,
Ludende over kødben, knurrende.
1075. De to krager dykker skiftevis
Tættere og tættere på hundehoved og
Bringer hund fra hundekoncepter.
Edderspændt begynder hunden at
Jage krager i flugten og blotter
Kødben på grønsvær og må derfor,
Skiftevis fra højre og venstre,
Styrte tilbage for at beskytte sit ben.
1076. Mobning fortsætter tættere og tættere;
Indtil en krage snapper kødbenet
Men taber det, jagtet af hund, nu
Rystende af raseri og blodtørst.
Det er lysende klart for alle,
(Undtagen hunden **) hvad planen,
Hensigten, strategien, taktikken, ideen,
Hvad ord vi end vil bruge, er.
1077. Tilsidst dykker en krage ned
Foran snappende hundekæber,
Tirrer på græsset i afledningsmanøvre
Sanseløst rasende hund, der
Kaster sig efter fugl - og går i fælden,
Som vi andre for længst har set:
Den anden krage dykker fra træet,
Samler kødbenet op og lander
På garagetaget. To krager flyver bort.
P.S. Dette er fra en virkelig situation, iagttaget og gengivet, som jeg så den. Kragerne i dette optrin var gråkrager.
*)
Her når vi et omstridt spørgsmål:
Er hunde dumme eller kloge?
Kloge, fordi de kan alt muligt,
Som mennesker lærer dem, eller
Dumme fordi hunden, evolutionært,
Satsede hele genbanken på et liv
Under menneskers herredømme,
Hvorfor mennesker har samme holding
Til hunde som til slaver: paternalisme
med kærlighed/sadisme, tilsat ringeagt.
**)
Givet at hunde er kloge,
Fintfølende, intelligente,
I en løs betydning,
Mest i menneskers nærvær
Og under disses kommando.
Men krager, disse krager,
De var virkelig smarte,
Street-smarte.
Hunden i dette eksempel
Fejlede at beskytte sit ben
Læste ikke terrænet,
Feks. et halvtag, en krog,
Så ikke fjendes idé,
Benyttede sig ikke af
Det mest enestående privilegium
I hele dyreverden:
Gø ved herrens dør
Og døre vil åbnes for dig.
Dette er fjerde og sidste reiteration af antropogensens hexagram. I diagrammets højre side videreføres billedet af alle ting som indeholdende sine egne modsætninger. Selvet bliver her til verden, og verden bliver til selvet.
Det etiske billede vendes nu på hovedet: Selvets sanser bliver til et billede på hele verden; selvet lukkes inde og bliver sin egen verden. I samme omvending bliver verden reduceret til personens opfattelse af sig selv.
Her er selvet og verden smeltet sammen. Selvet bliver sin egen virkelighed. I en sådan verden findes ingen etik, fordi der intet er at måle selvet op imod; denne verden er anetisk. De titusind ting findes ikke som selvstændige objekter eller individer. Selvet bliver sin egen sandhed.
Antropogensens to yderpunkter er det etiske og det anetiske verdenssyn.
Om antropogens
991. Empiri – Vacui
Alt det jeg ved - og ikke ved.
Alt det jeg kan vide - og ikke vil vide af.
992. Empati – antipati
Alt det jeg føler for - og ikke føler for.
Alt det jeg kan tage imod - og skubber væk.
993. Poesi – Afasi
Alt det jeg siger - og ikke siger.
Alt det jeg forstår at udtrykke - og afviser at nævne.
994. Symfani – Idiofani
Mit møde i forundring med "det andet".
Mit møde med mig selv; igen og igen.
995. Biofili – Biopati
Min indlevelse i alt andet liv omkring mig.
Min biologiske selvtilstrækkelighed.
996. Animi – Solipsi
Min sanselige fornemmelse af enhed med omverden.
Min sans for mig selv og min tanker.
Vegens(2)
907. Vegens er for eksempel
Sans for stedets geni.
Vegens er vækst og sted
På gensidige vilkår,
Udtrykt i fuldendt form;
En symbiotisk organisme.
908. Vegens er vilje til at leve,
Genetisk viden til at vokse.
Vegens er selvnærende,
Og derfor ustyrlig,
Som væsen og som selvhed.
909. Vegens er vegetal,
Ophav,
Hvert sekund,
Til de titusind ting.
Nyt i Index Tituind:
Symbiose • 907; Vegens • 908; Titusind ting: ophav • 909.
Vegens(1)
815. Vegens er vegetal.
816. Vegens er den måde, ve vokser ud i verden på.
817. Vegens er organet, der krænges ud og tager verden til sig. Det indre bliver en del af det ydre. Det ydre bliver en forlængelse af det indre. Begge er dele af det samme væren.
818. Vos væren vender udad og verden kommer til vos, ligesom lyset. Først senser ve omverden, siden senser ve selvet. Omverden udtrykker sig i limberne og vos former.
819. Vegens suger verdens vilkår til sig og gør stedet til sit eget.
820. Vilkårene er givne og mægtige; selvet må følge verden og føje sig i triumf.
821. Vegens er selvhed og omverden i forening. Det ydre og det indre findes ikke i adskilte dimensioner; begge er biologi, begge er væren.
822. Vegens er æoner af tilpasning til omverdens vilkår. Vegens er synlig som den færdige, vegale form i alle sine skikkelser.
823. Vegens er vos måde at være i verden på. Ve er vegente. Højt vegente.
824. Hjernen er naturligvis en grøntsag. Ve nævner det blot.
Først udkommet i Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem femte og sjette masseudryddelse, (2021).
Nyt i Index Titusind:
Vegetal • 815; Vegens • 816; Organ • 817; Væren • 818; Vilkår • 819; Triumf: evolutionær • 820; Selvhed • 821; Tilpasning • 822; Måde • 823; Grøntsag • 823.
Animagens
667. Animagens er for eksempel:
Sanseorganer med billeder
Indtryk, udtryk, handlinger;
Motorik og finmotorik;
Et fintfølende, årvågent
Artikuleret, koordineret legeme.
Krop, evne og vilkår tilsammen.
668. Et animagent væsen
Har skabt sit eget liv
I sin egen form for krop;
Med evne til at overleve
Som art, som bestand,
Et par millioner år
Eller mere…
667. Insekter er animagente;
Pattedyr er animagente;
Vi er en delmængde af animagensen.
Bløddyr er enormt animagente;
Jeg vil sige bakterier
Har deres form for animagens:
De mest oprindelige,
De længst eksisterende,
Leveevne udover al beskrivelse,
Men jeg ved ikke hvordan…
Intelligens
650. Vegens
Animagens
Antropogens.
651. Disse tre:
Levende
Vidende
Agerende.
652. Disse tre:
Krop
Sanser
Selv.
653. Hver deres verden,
Hver deres vej,
Formet af de titusind ting.
Det gyldne bur
631. Jeg ser mig om i mit gyldne bur;
Her er alt, som jeg vil ha’ det.
Her er plads til mig og lidt natur.
Jeg er økobevidst og højt begavet.
632. Jeg har ikke brug for noget særligt
Lidt husdyr at spise, lidt ekstra til kæl
Lidt grønt til haven, lidt strand at gå tur
Det er det gode liv i det gyldne bur.
633. Mine sanser er store og udadvendte.
Jeg har en åben og sensitiv natur.
Jeg lever mig ind i alt omkring mig,
Herinde fra mit gyldne bur.
634. Jeg dyrker mine indre landskaber.
Jeg bader mine følelser i stor natur;
Tegner billeder og drejer spejle
Set herinde fra mit gyldne bur.
635. Min viden er stor, mine følelser er større;
Jeg er skabt af en enestående kultur.
Jeg kan gøre verden smuk og dyb
Med min hjerne inde i det gylde bur.
636. Her er alt som det skal være
Jeg sætter standarden for intelligens
For alle andre arter, som jeg besku’r
Ud gennem sprækkerne i mit gyldne bur.
637. Jeg er veltilpas i mine tanker
Og min rang som topplaceret art.
Jeg har så rigeligt fortjent min tur
Bag tremmerne i mit gyldne bur.
Musvit500 (konklusion)
537. Et musvitpar flytter ind i en ledig redekasse sent på sæsonen, enten er de sene startere eller det er årets andet kuld. De flyver redemateriale ind til kassen: strå, totter, kviste.
538. Den ene har taget en stor kvist i næbet, 7-8 cm lang, og da hun hager sig fast under redehullet hænger naturligvis fast. Kvisten er omkring dobbelt så lang som hullet er bredt.
539. Musvitten masser og skubber, men kvisten er for tyk til at bøjes. Hun flytter den frem og tilbage henover indflyvningshullet og forsøger at få genstand og hul til at passe sammen.
540. Efter lidt tid, 15-20 sekunder, finder hun ud af at dreje kvisten og stikke den ind gennem hullet med den ene ende først. Hun forsvinder straks ind i redekassen uden at slippe sit tag i kvisten.
541. Musvitten viste alle tegn på intelligent adfærd:
o Bevidst forehavende – redebygning.
o Målsætning – kvisten skal kunne komme ind.
o Løsningsorienteret tilgang – prøve sig frem.
o Evne til at lære af egne erfaringer – prøve nye måder.
o En arbejdsmetode – find den rigtige løsning.
o Tålmodighed – evne til at se fremtidig situation.
o Resultat - løsning på et rumligt, geometrisk problem.
