Ud at læse træer
I
1206. Bøg slår eg ihjel;
Vokser højere, hurtigere
Udskygger egekronen
I langsom kvælningsdød,
(ville vi sige, uden at tænke).
Men her har vi brug
For et vegocentrisk ord
For død ved mangel på lys;
Det er faktuelt at skrive,
At egetræet dør af sult).
1207. En ung bøg skyder op
Ranglet, grenløs og farlig,
Spreder toppen ud og
Presser en ældre eg,
Fortabt og eksponeret.
1208. Egen svækkes år for år
Fælder sine store grene,
Som er for dyre i energi,
Skyder nødhjælpsgrene ud
Op og ned på stammen;
Ti år til, og egen dør.
1209. I foråret greb jeg ind,
Drevet af konfuse sympatier
Og misforstået selvjustits.
Fik bøgepiraten topkappet,
Stynet ned til et liv
Som stækket underskov.
1210. Den sommer satte egetræet
Dybere grønne, tættere blade,
Dobbelt så mange skud,
Som sine tre søskende ege.
Egen sugede lys til sig,
Kunne slet ikke få nok,
Og her til efteråret,
Står den grøn endnu,
Stadig grådig efter lys
Og mere himmelhvælv.
II
1211. En skovridder lærte mig som ung,
Noget vigtigt om træer.
Han stod i min have,
Tog bestik af en vandgran;
Den troede den skulle dø,
Sidste år i tørken, sagde han.
1212. Det er tredive år siden,
Men nu forstår jeg, hvad han sagde:
Træer ved, hvad de gør,
De er individer med selvhed.
Træer kan noget, de er levende;
De er bag om ryggen på os.
1213. En naturvejleder i Malaysia,
Gammel soldat, junglekender,
Viste mig noget mere:
Kan du se, sagde han,
Og pegede op i løvet,
Det træ er stresset.
Jeg forstod ham godt,
Og alligevel kom det som
En slags bevidsthedsstød *)
Pludselig at se et træ,
Som et sårbart individ,
Som jeg selv.
Jeg kunne have omfavnet
Dem begge.
1214. Jeg ville meget gerne
Gå med ham ud igen,
Ud at læse træer
På stille junglestier,
Lægge hånd på bark,
Lære at se og tale igen.
Jeg gemte hans navn
I mange år, men det er tabt,
Den ven, jeg aldrig fik.
*) I dag ville jeg sige symfani, se digtet Symfani med aftensværmer.
Rågesjak
Rågesjak
1196. Om efteråret bliver jeg indhentet
Af jordens hældning bag mørke ruder.
Morgenerne bliver intime, små,
Når jeg slår gardiner fra
Til genskin af bløde lampeskær.
Jeg tænder op i brændeovnen,
Det knaser fra kaffekværnen,
Jeg lægger linieret papir frem,
Løser dagens kryds og tværs,
Lidt nyheder blafrer i blåligt lys.
1197. Stilheden er stor, trænger sig på,
Blæst og blade rasler udenfor,
Organismen hvisler i mine ører,
Og endelig kommer de, igen:
En svag susen fra elleskoven
I sumpen nede ved kysten,
En bræmme af brusende lyd,
Der stiger og trykker, som om
Lyden kom op af havet, indtil
Larmen opløses i levende lyd:
Råges dybe, ru stemmer,
Allikers lyse, metalliske kald;
For jeg har ventet på dem,
Nu, hvor dagen skal begynde.
1198. Flokken er uden formation,
Silhuetter på himmelstumper,
Tæt henover mit tag og træer:
De støder sammen, manøvrerer,
Glider ind og ud af flokken
På stive vinger, et flap til kursen,
De skræpper, kalder, kives
Hver dag, i samlet uorden,
Et larmende fugleanarki.
1199. I eftermiddagens skumring
Vender flokken tilbage,
Løsrevet, skråflyvende,
Hovedgruppe og sideflokke
Og enkelte bagstræbere,
Der bakser for at holde trit,
Ned mod overnatningspladserne
I skovene ud til bugten.
1200. Jeg har fulgt efter dem,
Stående i mørke med nattesyn
Og sanserne op på nåle;
En halv times masen og ballade,
Mange hundreder af sorte fugle,
Indtil alle har fundet sig en pind,
Bliver stille, falder i med natten,
Der kryber op af stammerne.
1201. Jeg har set en hel flok i ro,
Kun lidt skræp hist og her,
Pludselig bryde ude i spektakel;
En del af flokken letter, cirkler,
Skændes, samles, deles og
Flyver væk for at finde nyt logi.
1202. Jeg har set en sent arriverende flok
Flyve lavt ind over rastepladsen,
Dreje ud over vandet og komme ind
Til landing blandt gnavne fugle
Og kæmperabalder til følge.
1203. Råger er rodede, uorganiserede
De har ingen flokmentalitet,
En flok af friflyvere, der kævles
Om pladserne på pinden, på holdet.
Ikke velset her i landet;
Vi er mere til gæs og svaner
Med velplejet gruppedisciplin.
Men jeg syntes råger er skønne,;
Jeg kan li’ deres kækhed,
Deres kævl, deres socialmani.
1204. Snart følger jeg dem igen,
Ud i skumringen for at være med,
Lytte til stemmer og skrål,
Være med til aftenritualerne
Med store øjne, som en mus
I skovens svage lys,
En spion blandt mørke træer.
1205. Hver morgen hører jeg flokken,
Det opstigende brus fra kysten,
Der nærmer sig i crescendo
Indover hus og tag og træer.
I dag kigger jeg ikke op,
Drejer blot hoved halvt, lytter,
Nikker, som på en arbejdsplads,
Det ene sjak passerer det andet;
Vi ses ved skumringstid.
Skovflåtfolket
Skovflåtfolket
I
786. En skovflåt i sin umwelt
På vej gennem verdenshavet
Af kæmpe græsstrå og gigantiske
Biller på rejse, larver, myrer,
Mariehøns, snappende kindbakker,
Giftsprøjter; sugende, soppende
Fjender og fødeemner.
787. Skovflåtens omgivelser
Opleves i vibrationer, fugt,
Duftgradienter, lysstyrker;
Varmblodet signifikans
Af syre og sprudlende biokemi.
788. En blind skovflåt kravler op,
I sin umwelts kæmpe lys
Fra spidsen af et vajende strå.
789. Signaler af hudsyre nærmer sig.
Sigtet skal være rigtigt,
Timing er alt, fejlraten er høj.
Skovflåten slipper sit tag;
Hun falder, springer, tumler
Mod pelsen, tekstilet og skindet.
790. Skovflåten løber, leder
Efter en åbning ind mod
Kemisk reaktive hud
Under hendes fire fodpar;
Søger fugtig, varm blodrus.
Hun gnaver sig på hovedet
Ned i hudens cellelag,
Til et blodførende lag
– og tæger sig fast.
Uforstyrret, ukradset,
I dagevis; svulmer op
Hundreder af gange
Indtil hun er fyldt ud,
Og kun da giver slip,
Lader sig falde.
Mod skovbunden
Og næste cyklus.
II
791. Kæmpe stålstænger klemmer,
Kitin knaser i flåtens
Nedgravede hoved
Og fastgjort bagkrop;
Trækker hud med sig
Ud i en spids, indtil
Hun slipper sit tag.
Lys fra alle retninger.
Hårdt, ukendt underlag,
På vores spisebord.
Ingen skovbund eller græs.
Løber straks, løber, løber,
I live, i blinde.
III
792. Parasitter er den største skræk;
De suger saften af os,
Bryder kroppens ukrænkelighed.
Vi miste vores egenrådighed.
Vi må dele vores krop
Med andre væsener,
Vores blod mod andet blod,
Vores betydning som individ
Med andre individers liv.
IV
793. Skovflåten afdækker vores krop
I et 360 graders vue;
Steder vi ikke kan se,
Ikke kan nå, ikke ved.
Hele huden er eksponeret,
Blotlagt ud til omgivelserne.
794. Forleden en flåt mellem
Storetå og næste tå;
På overarmen, på skulderbladet,
I armhulen, på læggen,
På indersiden af låret,
I knæhasen, bag øret.
795. Største antal på en dag:
Elleve skovflåter en aften
Stående på taburetten
Under lup og lygte.
En nabo talte tretten.
Vi plukker vores flåter,
Tæller vores borelia,
Alpha-gal iblandt os.
796. Vi er skovflåtfolket.
Vi lever under træerne.
Vi venter på hinanden,
Bevæger os i samme græs.
Vi blandes og berøres.
Vi læser hinandens tegn;
Vi har signifikans
I hinandens verdner.
Bøgen er et mangfoldigt individ
Bøgen er et mangfoldigt individ
335. Den lemlæstede bøg på jorden:
Savet op, dvs. savet i stykker,
skiveskåret, sønderdelt
tværsnit vendt ud i solen.
336. Bøgen viser sit indre ved,
sit vitale system,
sin individualitet
og levnedsbyrd.
337. De gennemskårne flader
Er glatte, fugtige, våde af væsker.
Splintved, kerneved
I gule, brune, sorte farver.
338. En bøg har han- og hunblomster;
En hermafroditisk plante,
Tvekønnet, måske tværkønnet;
Et kønskrydset individ.
339. Denne bøg er et mangfoldigt individ,
For snitfladen viser tydeligt
To eller tre bøgetræer
Vokset sammen til én stamme
340. Et enkelt planteindivid
Med tre genetiske forskellige
Kerner i det samme træ;
Tre liv i samme skein.
341. Årringene er slynget sammen,
Omslutter sig selv og de tre kerner.
Antager fælles ydre bark,
Får fælles livsfunktioner.
342. De deler føde og energitransport.
Gør brug af fælles rodsystem.
De deles om bladene og lyset,
Om jorden og vandet.
343. Hvordan skal vi forstå på dette træ?
Et mangfoldigt individ, et delt individ?
Er det ét træ, er det flere træer?
Eller en kollektiv personlighed?
344. Hvordan er dets/deres/jeres afkom?
Tre fædre, tre mødre i ét træ
Parret med et andet dobbeltindivid?
Den bøg har måske ti forældrepar.
345. En bøg kan også have to træer i sig,
Hvis indre sider ikke er vokset sammen,
Bark og væde og sort jord i en lomme
Omsluttet af ét splintved og barkskal
346. Jeg saver op og lommen kommer frem;
Muld, bakterier og mikroorganismer,
Ser sollys for første gang
I et halvt århundrede.
347. Der er bøge, kaldet musebøge;
Sammenvoksede træer ved roden,
Men med adskilte stammer
på det udvoksede træ.
348. En bøg har flere mellemformer
Halve dobbeltindivider
Eller to hybride individer
Adskilte lemmer; vitale forbindelser.
349. Hos os, et hæsligt misfoster.
Hos bøgen, et superindivid
med genetisk og fysisk styrke,
plastiske evner og levedygtighed.