Vegens (1)

Eleftherna venerationer

Eleftherna venerationer


485.	Ve gav dem vos bedste venerationer
        Her på bjerget i Eleftherna,
        Ve gød frø og agern og nektar
        På stenet jord, blandt stikkende strå,
        I dybe raviner, på klippesider.

486.	Venerationer voksede frem
        I det dovne støv, den svedne hede
        I den tid, det tager 
        En kermeseg at synke i jorden,
        I den tid, det tager 
        En by at falde om i brokker,
        På de gamle sten, 
        Blandt antikke frø.
	
487.	Kom ind under min skygge
        Og ieg vil vise dig,
        Hvad frøet virkelig kan;
        Kriger, slave, senator, matriark.
        Her hvor stenen står,
        hvor I blev sænket ned,
        Ofret, mindet, glemt og gravet ud.

488.	Der satte ieg et minde:
        Min frugt ved hovedstenen.
        På nekropolis står de nu:
        De to damer fra Eleftherna,
        Indsat i hinandens former, 
        Sammensatte søstre i sten og træ,
        Indtil ieg, olivenolding, 
        Svinder ind og smuldrer væk,
        Mens stenen står tilbage
        Fra min veneration til den næste.

489.	Kom med ned i slugten
        Og ieg vil vise jer,
        Hvad figentræer virkelig kan:
        Holde hele bjerget i et greb
        Til kommende generationer.
        Ieg holder på jeres minder og viden,
        Halvt hemmeligt, halvt skjult,
        Urner, amphoraer, våben, skjolde;
        Den lille okse og hinden halvt i spring
        Fanget i det brændte ler, 
        Hamret ind i guld.

490.	Kom ind under denne mur
        Og ieg vil vise jer, 
        Hvad vedben virkelig vil:
        Langs agoraen, ned af bjergsiden,
        Ud over de antikke mure,
        Nedstammet i lige linje fra urtids frø,
        Vokser venerationer af vedben
        I metertyk pragt af blanke blade.

491.	Kom nærmere;
        Ieg er levende lag 
        Af solvarme, sugende, slikkende bier,
        Et summende spektakel
        Så højt, at I stopper,
        Forundret over hvad, I ser:

492.	Ve viser jer byens dronninger
        Og Elefthernas reiterationer:
        Alle templerne, al kunst,
        Tårnet, jordskælvet, søjlerne,
        Alle villaer, cisterner,
        Alle stater, alle krige.
        Ve har set slægt efter slægt,
        Stable disse sten og
        Sove under disse stjerner.
        Og her står ve
        Til de atter mødes.

Den fælles sans

Den fælles sans *)

423.	Iegs fortælling findes,
        Hver gang ordene fejler.
        Hver gang i elementalernes nærvær.
        Iegs fortælling er et stille wow,
        Når de føler sig hele,
        Og tabte for ord.
        Dér, lige på den anden side af sproget.

424.	Iegs fortælling er nærvær af liff ,
        Og en anden form selvhed.
        Dér, lige på den anden side af huden:
        Ildens varme og sansen af væren,
        Ilten der løfter kroppen op og ud,
        Blommebid og æbleduft,
        Solstrejf og bladmosaik,
        Græssets svajen,
        Vandets klukken,
        Klippens ro,
        Strandens sand,
        Og bølgernes ved ikke hvad.

425.	Iegs fortælling er sanset, indåndet, beåndet.
        Fysisk dér og i sit væsen dér:
        I elementalernes nærvær.
        En følelse af overflod - og en fornemmelse af sorg,
        En sans for det tabte - og en viden om det uendelige.
        Af vished uden ord.
        Iegs fortælling er den fælles sans, den sjette sans.
        Dér, mellem hud og bark, mellem skind og skein.

426.	Iegs fortælling er tanke og krop,
        Føjet sammen,
        Igen,
        Hvor de kom fra,
        Og hvad de igen kan blive.

427.	Iegs fortælling findes,
        Hver gang tanke føles som krop,
        Og krop fornemmes som tanke.
        Bevægelse bliver til idé,
        Og idé bliver til jord,
        Der bevæger sig under fødderne,
        Som skygge og substans,
        Og folder krop og tanke ud.

428.	Den sjette sans er bare en metafor
        For den tabte sans.
        Den sans som bevidstheden søger
        Og aldrig finder.
        Den forklaring, der ikke findes,
        Den indsigt, der ikke kan opnås,
        Den sans, der skal skabe mening;
        Den tabte mening.

429.	Mening er også bare en metafor
        For frygt for liv på jorden,
        For bevægelse i mørket,
        For det, der kommer.

430.	Den sjette sans
        Er vished uden viden.
        Den sjette sans 
        Er urgammel erindring.
        Den sjette sans 
        Er en fornemmelse af stillehed .
        Når verden og væren er ét.
        Den sjette sans er den fælles sans.


431.	Den fælles sans
        Er dér ieg og jeg mødes:
        Hud og sted,
        Sted og ord,
        Ord og bark,
        Bark og hånd.
        Ok.
*) Digtet stammer fra Jacob Gammelgaard: Liff - blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021.

Ieg

Ieg

13.	Ieg er en rødtjørn. Ieg er et væsen. Kald 
        mig bare væsentlig.

14.	Vi har meget tilfælles, dette jeg og 
        iegselv.

15.	Dette jeg, som vander og gøder mig. Ieg 
        vil sige: besjæler mig. Berører mig, 
        besnakker mig.

16.	Vi har begge en midterakse; en torso, en 
        stamme. Vi stritter ud til siderne med 
        lidt grønt på spidserne. Jeg’et vender op,
        mens ieg vender ned. Men vi er begge 
        organiseret lodret i tyngdekraftens akse. 
        Vi har et opbygningssprincip tilfælles.

17.	Jeg’et ser kun tingene oppefra, under én 
        vinkel. Ieg ser dem nedefra, udefra,  
        indefra, i luften og under jorden på én 
        gang.

18.	Til dagligt mødes vi hen over midten. Det 
        er en begyndelse. På historien. 

19.	Ieg er en fortæller