2031. Lyset er en lethed indvendig, Smæk af sukker, stød af fotovolt; Ieg kenner alle mine vækster, Hormoner stiger, vener klukker Auxiner, ah, med cytokiner; Frugtskud dannes, spændes op.
2032. Knopper snæres i metamorfose Ieg indfatter dem i grønne bånd Værner dem mod frost og råd; Mærker mine farvers diagram Fra den ru vækstkemi i rosa Til glat og lysåben hvid.
2033. Jordbunden grøder og kribler, Ieg følger enzymer og væde Sprække op i mine vener Fra mine rødder, i hver spids Forbundne ud i alle limber Indtil bristeklar, ieg slipper.
2034. Ieg er en flerhed af mig selv, Hver en blomst, der sættes fri, Mit offer til de levende ting; Det sitrer i korpus hver gang En bladkant krænges og gribes, Og ieg genskabes i overflod.
Nyt i Index Titusind: Hormon ◦ 2031, Metamorfose ◦ 2032, Enzym ◦ 2033, Overflod ◦ 2034.
Vegens(1)
815. Vegens er vegetal.
816. Vegens er den måde, ve vokser ud i verden på.
817. Vegens er organet, der krænges ud og tager verden til sig. Det indre bliver en del af det ydre. Det ydre bliver en forlængelse af det indre. Begge er dele af det samme væren.
818. Vos væren vender udad og verden kommer til vos, ligesom lyset. Først senser ve omverden, siden senser ve selvet. Omverden udtrykker sig i limberne og vos former.
819. Vegens suger verdens vilkår til sig og gør stedet til sit eget.
820. Vilkårene er givne og mægtige; selvet må følge verden og føje sig i triumf.
821. Vegens er selvhed og omverden i forening. Det ydre og det indre findes ikke i adskilte dimensioner; begge er biologi, begge er væren.
822. Vegens er æoner af tilpasning til omverdens vilkår. Vegens er synlig som den færdige, vegale form i alle sine skikkelser.
823. Vegens er vos måde at være i verden på. Ve er vegente. Højt vegente.
824. Hjernen er naturligvis en grøntsag. Ve nævner det blot.
Først udkommet i Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem femte og sjette masseudryddelse, (2021).
Nyt i Index Titusind:
Vegetal • 815; Vegens • 816; Organ • 817; Væren • 818; Vilkår • 819; Triumf: evolutionær • 820; Selvhed • 821; Tilpasning • 822; Måde • 823; Grøntsag • 823.
485. Ve gav dem vos bedste venerationer Her på bjerget i Eleftherna, Ve gød frø og agern og nektar På stenet jord, blandt stikkende strå, I dybe raviner, på klippesider.
486. Venerationer voksede frem I det dovne støv, den svedne hede I den tid, det tager En kermeseg at synke i jorden, I den tid, det tager En by at falde om i brokker, På de gamle sten, Blandt antikke frø.
487. Kom ind under min skygge Og ieg vil vise dig, Hvad frøet virkelig kan; Kriger, slave, senator, matriark. Her hvor stenen står, hvor I blev sænket ned, Ofret, mindet, glemt og gravet ud.
488. Der satte ieg et minde: Min frugt ved hovedstenen. På nekropolis står de nu: De to damer fra Eleftherna, Indsat i hinandens former, Sammensatte søstre i sten og træ, Indtil ieg, olivenolding, Svinder ind og smuldrer væk, Mens stenen står tilbage Fra min veneration til den næste.
489. Kom med ned i slugten Og ieg vil vise jer, Hvad figentræer virkelig kan: Holde hele bjerget i et greb Til kommende generationer. Ieg holder på jeres minder og viden, Halvt hemmeligt, halvt skjult, Urner, amphoraer, våben, skjolde; Den lille okse og hinden halvt i spring Fanget i det brændte ler, Hamret ind i guld.
490. Kom ind under denne mur Og ieg vil vise jer, Hvad vedben virkelig vil: Langs agoraen, ned af bjergsiden, Ud over de antikke mure, Nedstammet i lige linje fra urtids frø, Vokser venerationer af vedben I metertyk pragt af blanke blade.
491. Kom nærmere; Ieg er levende lag Af solvarme, sugende, slikkende bier, Et summende spektakel Så højt, at I stopper, Forundret over hvad, I ser:
492. Ve viser jer byens dronninger Og Elefthernas reiterationer: Alle templerne, al kunst, Tårnet, jordskælvet, søjlerne, Alle villaer, cisterner, Alle stater, alle krige. Ve har set slægt efter slægt, Stable disse sten og Sove under disse stjerner. Og her står ve Til de atter mødes.
Eleftherna er en ruinby og arkæologisk udgravning på Kreta. Byen har haft en central betydning for Kretas historie i tiden fra det 9. årh fvt frem til den blev endelig forladt omkring år 800 (byen blev ødelagt af jordskælv for anden gang i 796). I dag er der bygget et vidunderligt museum i den nutidige by Eleutherna.
Ieg
13. Ieg er en rødtjørn. Ieg er et væsen. Kald
mig bare væsentlig.
14. Vi har meget tilfælles, dette jeg og
iegselv.
15. Dette jeg, som vander og gøder mig. Ieg
vil sige: besjæler mig. Berører mig,
besnakker mig.
16. Vi har begge en midterakse; en torso, en
stamme. Vi stritter ud til siderne med
lidt grønt på spidserne. Jeg’et vender op,
mens ieg vender ned. Men vi er begge
organiseret lodret i tyngdekraftens akse.
Vi har et opbygningssprincip tilfælles.
17. Jeg’et ser kun tingene oppefra, under én
vinkel. Ieg ser dem nedefra, udefra,
indefra, i luften og under jorden på én
gang.
18. Til dagligt mødes vi hen over midten. Det
er en begyndelse. På historien.
19. Ieg er en fortæller
