Liden storkenæb

Wittgensteins have (2)

Kvæsurt

Haveasyl – fra kladeforsamlingen Jærnen

Bøgehjort og billesmed

Kompostmusens vise

Vedtægter for Haveforeningen Jærnen

Myresværm

Myresværm

712.	Jeg træder ud på terrassen 
        En midsommerformiddag.
        Strækker ud og gaber op;
        Men hov; en viften i min mund,
        En lydløs flaksen for mit øje.

713.	Smækker gabet i, ser mig om;
        Det sværmer i luften herude,
        Sorte insekter med husblasvinger.
        Undrende tjekker jeg terrænet:
        Her er kravlende, levende strenge
        På havestolen og videre ud
        På hjørnestolpens espalier.
        Som detektiv følger jeg sporet
        Ned langs gitterværket og dér: kilden!
        Myreboet under nedløsbrøret.

714.	Jeg kigger tæt på denne insektarterie:
        Jo, det er myrer med vinger på.
        Ved endnu tættere eftersyn
        Ser jeg også meget små myrer
        I denne myldrende konvoj;
        Måske en tyvendedel i størrelse
        Af de kolossale vingemyrer.
        Det er arbejds- eller slavemyrer,
        Der pusler og passer dronningens
        Kæmpestore, kønsmodne afkom.

715.	Hele sommeren har de ekskaveret
        Rundt omkring mit nedløbsrør
        Og ud under terrassens klinker.
        Korn på korn af sand er båret op,
        Stablet på de voksende tuer,
        Mens klinkerne synker og tipper.
        
716.    Jeg har terroriseret boet før;
        Viftet truende, men dovent,
        Med mit økologiske arsenal: 
        Filtdug, opgravning, natron,
        Kogende vand og kaffegrums.

717.	Men nu: Bevingede myrer myldrer frem,
        En sort substans, der bobler op
        Mellem sprækkerne i terrassen,
        Fra myrebosystemet under mine fødder.

718.	Med magisk timing og koordination
        Går hele myrebyens sexarbejdere
        På vingerne i en sky af feromoner
        Til myresværm og masseparing.
        
719.	De følger de kendte myrestier, 
        Skubber, maser, hilser, smager. 
        Men gamle næringsveje duer ikke.
        Usikre på de nye vinger
        Finder de nye stier fremad,
        Indtil de ikke kan kravle højere op,
        Spreder vingerne og sværmer ud.

720.	En time senere er de alle væk.
        De parrede hunner er fløjet,
        De udtømte hanner er døde.
        Resten er spist af fugle, fanget 
        Af lurende edderkopper,
        Spiddet af rovinsekter.

721.	De befrugtede hunner
        Flyver ud for at bygge
        Nye myrekolonier
        Med medbragt forråd og æg.
        Hun fælder sine vinger,
        Nipper af dem selv
        Og fordrer resten til 
        Et nyt kuld puppeplejere,
        Der piler rundt i nye gange
        Med hvide æg i kæberne.

722.	Endnu en udvidet dag,
        Og her er hvad jeg så:
        Et generationsskifte 
        I et myredynasti,
        Der har eksisteret,
        Adaptivt, succesivt,
        Ved min havedør i årevis.



Marcipan & cyanid

Marcipan & cyanid



638.	Vi påtvinger gerne planter
        Vores mening om æstetik;
        Skærer dem ned og klipper til
        Med vold og redskabsteknik.

639.	Her står så dagens offer:
        En hæk af laurbærkirsebær;
        Denne have- og floraforarmer,
        Der står danskerne så nær.

640.	Men ok, en hæk i lige linjer,
        Stedsegrøn, med strunk symmetri:
        Det er den antropogene hjernes
        Begreb om naturlig harmoni.

641.	Jeg ta’r fat og svinger sværdet.
        Blade hakkes og kviste kappes.
        Hækkens eksklusive bladfigurer
        Flås, falder og ødelægges.

642.	Pludselig midt i myrderiet:
        En duft, et sødligt minde,
        Spiseligt og barndomsbundet.
        Jeg forundres, holder inde.

643.	Billeder flakser i mit hoved:
        Smågrise svæver rundt i luften.
        Jeg snuser ind, jo, det er rigtigt:
        Toms marcipanbrød er duften.

644.	Mandler! Så véd jeg noget straks:
        At arten laurbærkirsebær
        Er i slægt, har stof tilfælles,
        Med prunus dulci, mandeltrær.

645.	Stoffet findes i arter af kirsebær
        Amygdalin blev det kaldt i sin tid,
        Hvilket betyder mandel på græsk.
        Det er en cyanogen glykosid.

646.	Findes i kerner fra bitre mandler,
        Abrikoser, ferskner, blommer,
        I blade fra laurbærkirsebær,
        Og er derfra mandelduften kommer.

647.	Amygdalin udskiller ved indtagelse 
        Det berømte giftstof cyanid.
        Hækkens aromatiske advarsel:
        Ieg har hér et pest- og homicid.

648.	Marcipanduften er træets forsvar:
        Tag min frugt, men æd ikke mine frø:
        Du forgiftes, brækkes og svækkes,
        Ieg ser dig hellere end gerne dø.

649.	Jeg klipper færdig, lægger saksen.
        Måske vi kan enes i mindelighed:
        Jeg klipper aldrig før dine bær er spist:
        Værn om dit afkom, og stå i fred.

Tidsel, tidsel, vis hvad du kan

Tidsel, tidsel, vis hvad du kan


605.	Tidsel, tidsel, vis hvad du kan:
        Verdens fedeste blomsterstand.

606.	Tidsel, tidsel, vis hvad du kan:
        Bier går amok, apeshit, mand.

607.	Tidsel, tidsel, hvem er landets dronning:
        Skal det flyde med lort eller honning?

608.	Fnok svæver ind til en flyverhær;
        Ve gror og skyder, ve ka’ ik’ la vær.

609.	Tidselarter med nye talenter;
        Tiden er kommet og ny jord venter.

610.	Nikkende, stikkende og tornet
        Stiger tidsel fønix op af kornet.

611.	Havefolk, slip nu tidslerne fri!
        Det golde havedømme er forbi.

612.	Tidsel, tidsel, hvad det vil sige
        At være plante i et kongerige?

Afdød digter som havefænomen

Afdød digter som havefænomen

163. Jeg kunne jo være fræk at gengive mesteren, som selv var "fræk at parafrasere gamle Heraklit: Ingen kan gå to gange ud i den samme have. Det gælder også kirkegårde." *)

164. Her står vi så i selve krydset mellem sproget og den beskårne natur, hvor digteren og haven begge vokser, bare i forskellig tid.

165. Planterne står stille, mens digterens øje bevæger sig, hans krop bevæger sig. Heri ligger en tosidighed mellem det langsomt voksende og det bevægelige; mellem det tavse og det tænkende.

166. Digteren siger, at en samtale opstår af denne tosidighed netop fordi haven altid står i korrespondance med naturen, mens digteren selv altid er korrespondance med andre sprog og digtere. En samtale er aldrig alene.

167. Gennem livet er haven i uophørlig vækst sammen med sin digter, der klipper ned og vokser med, men senere falder af og går bort.

168. Det fører også til andet led af parafrasen: den kirkegård, hvor digteren begraves i en strengt beskåren og til den fri natur hyper-polemisk afgrænset haveform, hvor kun få slags samtaler føres.

169. Jeg kunne være fræk igen og sætte et skilt, et kors, en pind op i min have med digterens epitaf. Men det vil nok bare give ballade med familien, med øvrigheden, med kommunen, måske også sandheden.

170. Jeg kunne plante en busk til hans minde. En benved, for eksempel. Diskret, selvfølgelig. Kun få andre ville få det at vide. Men man ville jo forstå, at han er her, gror dernede, står heroppe, i snak, fuldt udsprunget som sin egen sproglige foreteelse.

171. Så kan samtalen fortsætte. Umærkeligt, bag om ryggen på os alle. Til enhver tid. Aldrig alene. Per Højholt † 2004. Stå i fred. 

*) Per Højholt (1928-2004), Haven som sproglig foreteelse, i Stenvaskeriet, 1994.