Mejeredderkop
882. Ophængt under ben,
tredelte fiberstrenge,
luftbårne, lange.
883. Med hvilke nerver
og trådtynd muskulatur,
med hvilke kræfter?
884. Et mejer på lur,
skræk i miniature,
venter stillestøbt.
885. Edderkoppekost
fra spindler ude på rov
til gab i midten.
886. Er hun truet, straks
går mejeren selv i sving;
hvirvel, slør i gråt.
887. Streger i luften,
optimale neuroner;
Sådan, æoner!
Jeg sluger med glæde min bille
Jeg sluger med glæde min bille
807. Insekter trommer mod min hjælm,
Hårdere end regn, lettere end hagl.
Harker insekter op, kniber øjne tæt,
En byge af vinger, horn og ben.
808. Fremme er jeg levende af vinger:
Mikroinsekter myldrer på hele fladen,
Hår, hals, bluse, bukser, arme og sko.
Tre slags insekter ud og hjem igen.
809. En art er græsgrøn, kun millimeter lang;
Pukkelformet bagkrop som en edderkop,
På ballonfærd, eller båret af tordenvejr?
De iler, jeg kan ikke tælle deres ben.
810. Den anden er helt sort under luppen:
Dråbeformet bagkrop med udstrakt snabel.
Kølleformede følehorn og 1,5 mm lang.
En snudebille? Svært for mig at sige.
811. Den tredje art er en bille, fanget,
Belyst og besigtiget under luppen:
Brune og gyldne striber på langs
Fra hoved, forkrop til bagkrop.
812. Groft behåret overalt, som pels,
Med et gyldent drys på hovedet.
Et par store sorte øjne, sideværts.
Ingen følehorn, kun en snude.
813. Tre par kraftige, leddelte ben;
Bionicle lemmer i miniformat.
Sig det: som robot- eller panserben.
Betagende og bare 2 millimeter lang.
814. Bilister driver forbi på vejen,
Uvidende, med insektfrie forruder.
Men herude er der smat på panden;
Jeg sluger med glæde min bille.
Solsortens halve formiddagslur
Solsortens (halve) formiddagslur
688. Han har sat sig i en spidsløn
En stille formiddag,
Skjult i løvet.
Jeg tror han døser.
Kroppen bliver stille,
Hovedet synker ned.
Halsen trækkes ned i kroppen.
Øjenlåget lukker op,
(Det er en fugl!)
689. Solsorten sover,
Eller døser, eller noget tredje.
I al fald med den ene side.
Ligesom mursejleren,
Mener man at vide.
Måske er den anden side vågen,
Men det får jeg vist aldrig at se.
690. I det mindste ser jeg
En halv fugl sove.
Kroppen er i hvile.
Næbspidsen er sænket.
Drømme i den ene hjernehalvdel,
Synsindtryk real-time i den anden?
Kan han lukke af hemisfærisk?
691. Efter et par minutter
Strækker han hovedet op,
Åbner næbbet.
Kroppen er stadig i ro,
Benene trukket op under sig.
Han vågner, halvt eller helt.
692. Han spejder omkring,
Som alle fugle:
Hoved og hals i ryk,
Kvarte og halve drej.
Først til den ene side,
Så til den anden side.
Gentaget, vagtsomt.
Et minut eller to.
Øjet med dets gule ring
Blikket er stift, sort.
693. Her er helt stille.
Indtil pludselig:
Gren og blade smækker,
Og han er væk!
En forstyrrelse i løvet
Ikke andet.
Han ville have lidt
Tid til sig selv.
En stille stund
Midt i dagens hyr.
Jeg har beluret ham.
Jeg myldrer af liv
Jeg myldrer af liv
672. Jeg myldrer af liv,
Af levende organismer.
Hele verdens biokemi
Mødes i mit skind.
673. Jordens salt er i mine ben,
Luftmolekyler er i mine sener.
Vandet blandes i mit blod,
Nerver og bakterier mødes.
674. Jeg flyder i min arvemasse,
Proteiner og enzymer
Blandes med andre arters gener;
Deres sanser er i mine celler.
675. Mine tanker er mine egne,
Men vi har blandet neuroner.
Vi er vokset frem af jorden,
Vi er samme væsen.
Bøgebuk
Bøgebuk
661. Hvem der har set en bøgebuk
Er et heldigt asen:
Vingedækket er blågrønt blankt.
Lange leddelte følehorn,
En hel kropslængde lange,
Fin balance på langs og på tværs.
Svulmende sorte muskeldråber
På rødlige overlår.
Brunt-orange forbryst
Og et lille sort hoved.
662. Vi erfarer i glimt,
Vi oplever i sekvenser,
Få sekunder lange.
Vores opmærksomhed
Er for det meste blind.
Men nu og da
Er situationen gunstig,
Og vi ser; rigtig ser.
663. Bøgebukken er der pludselig
Blandt brændestykker;
Spillevende, sky,
Men ikke bange,
Bare på vagt.
Et halvt minut
Og hun piler væk;
Finder vinterhi og lægger æg
I min brændestabel.
664. Jeg værdsætter øjeblikket.
En lille opvisning i
Biologiens uendelige variation
Over temaet insekter og biller.
665. Tilværelsen er ekspansiv,
Og min empati med biller
Er vokset lidt.
Det er hvad jeg kalder
En udvidet dag.
666. Jeg føjer bøgebukkens navn
Til den fælles postkasse
For kendte arter på grunden.
En fodgænger går forbi
Spørger mig: hva’ har du gang i,
Jeg svarer: årh, lidt praktisk biofili.
Fefølehorn
Fefølehorn
350. Der findes små undere,
Der kommer til én
Som gaver, der gør glad,
Som ros og knus.
351. En lysende grøn morgen
Besøger jeg min tjørn
Plantet sidste år, tilset,
Nu i fuldt løvspring.
352. Jeg rækker ud for at røre
Klaser af blomsterknopper
Forventningsfuld, hvad bli’r det:
Laevigata eller monogyna?
353. Og dér, med næsen fremme
Mellem kviste og knopper,
Kommer et under forbi,
Lige ud for mine hænder.
354. Fire små sorte insekter
Sværmer i tjørneløvet.
Sværmer: de bevæger sig
Op og ned som i en hejs.
355. (Poetisk parantes 1:
Aargh! Jeg stritter imod,
Min pen sprutter imod:
Jeg ville skrive “elevator”
356. Endnu en maskinmetafor,
Som jeg har erklæret SNG:
Simile non grata.
Vi sunder os lidt, vi to).
357. Insekter hejses i snoretræk (😅)
En håndsbred op og hurtigt ned.
Det er graciøst, som luft,
Lydløst, solstrejsforkælet.
358. Og se: Overdådige følehorn,
Filamentstynde hvide streger
Tre gange så lange som insektet.
Jeg er forbløffet; det er fehorn.
359. Hovedet er sort og minimalt,
Jo da, det ligner et gedehoved.
Brysk profil og hævet pande,
Som fæste for dens følehorn.
360. Bittesmå sorte væddere,
Som ophængt i panden.
Svæver ud i luften
Under lange, hvide tråde.
361. Insektets krop er blankt bevinget.
Men pludselig, dér: mit bonus under:
Sollys refrakteres i en vinge,
Der skinner i grønt og guld.
362. Det hele varer et halvt minut.
Jeg har aldrig set dem før,
Aldrig vidst de fandtes.
Nu ved jeg noget for altid.
363. Jeg er et andet væsen rigere,
Et sjældent syn forundt.
Lige uden for min hoveddør.
Sådan kan et lille under ske.
364. (Poetisk parantes 2:
En søgning en times tid
Giver dette væsen et navn:
Egelanghornsmøl, en han.
365. Så nu ved jeg det,
På harmonikasammenstødsdansk.
Lidt mere fortryllelse på engelsk:
Fairy longhorn moth.
366. Se: jeg skrev “fehorn”
Ovenfor, i et vers, uafvidende.
Nogen har før set dette væsen
På samme måde som jeg.)
13.5.2023
367. (Poetisk P.S. den 15. maj 2023.
I en kikkert ser jeg
Sværme af små bukkemøl
Højt oppe i et ahorntræ.
368. Jeg kender dem straks igen,
Selv i prismens slør:
Fehornmøl fra i forgårs.
Hvad laver de dér?
369. Sværmer ved grenspidser,
Hviler sig på bladlapper
Suger solskin til sig,
Men spiser ingenting.
370. Ahorn, sukkertræ med rakler,
Fyldt med nektar klasse A,
og - jeg tror jeg ved det -
Her er langhornshunner.
371. De sværmeriske mølhanner
Gør sig til og byder op med
Sex og andre søde sager,
Der ligger lige til tungen.
372. Sværm, brødre, sværm.
Det er hér og nu og aldrig mér.
Aftenluften fyldes ud,
Duft af ahornhonning).
PS 15. maj 2024:
For et par dage siden fandt jeg et par egelanghornsmøl – men måske er det i virkeligheden pilelanghornsmøl; de forveksles tit – på næsten samme sted som de fire møl fra sidste år (to meter). Jeg bringer billederne her – de er alle samme møl – og digtet kan godt tåle at blive læst igen her på digtets årsdag.
Om spurvehøgens øje på foranledning af min nabo
Om spurvehøgens øje på foranledning af min nabo
180. Min nabo bringer til min dør
Udsøgte væsener i sine hænder:
Næsehornsbiller, stålorme,
Rævekranier, sumpcypresser,
Og her i går en spurvehøg.
181. Rasende, hjertehamrende høg.
Jeg fikseres af hendes ene øje,
Kan vi forklare det; har vi ord?
Eller har vi kun billeder
Og ordløse minder
Fra urslægters historie?
182. Billeder, så:
Et rundt øje med orange iris
Omslutter en sort pupil.
To optiske nerver i hvert øje
Giver dobbelt fokus, dobbelt syn.
Hovedet falder i hak på halsen.
183. Øjet drejer, men ændrer aldrig form.
Det reflekterer lys, det skinner
Altid med samme styrke.
Øjet blinker ikke, det stirrer
Uden udtryk, vi kender til.
184. Ansigtet er ubevægeligt.
De smukkest arrangerede fjer,
Bagudstrøgne og strømlinede.
Et prægtigt aerodynamisk hoved,
Æstetisk ophøjet i vores øjne;
Mere skulptur end ansigt.
185. Hovedet bæres altid højt,
Hun stirrer oppefra og ned.
Vi ser stolthed, perfektion,
Knejsen og arrogance.
Alt hvad vi selv aspirerer til
Og slår andre ihjel for.
186. Ingen følelse vi kan forstå,
Ingen formildelse vi kan se,
Ingen nåde vi kan tage imod;
Kun den synlige vilje til at dræbe.
Derfor ærefrygt og ophidselse,
Fornemmelsen af atavistisk angst.
187. Skønne fugl i vild symmetri!
Evolutionens hånd og øje *)
Har skabt dette pletskud
I den menneskelige fantasi,
Om blodtørst og status,
Om vold, bytte og magt.
188. Mei Yao Chen beskrev ærefrygten:
Færten af kød, jagten og dykket.
Det knuste hoved, det opsprættede bytte.
Indvolde slynget ud til gribbene,
Der kredsede over Buddhaens statue,
Stænket af fuglelort, tusind år siden **).
189. Vi slipper spurvehøgen fri.
Hun svinger sig op og ud og væk.
Tilbage står vi med mindet
I vores tomme hænder.
Jeg indleder tænksomt, også jeg,
Mit digt en tidlig forårsmorgen.
*) I erindring om William Blake, The Tyger (1794).
**) Mei Yao Chen (1002-1060), betydelige og produktiv kinesisk digter under Song-dynastiet. Der henvises til digtet: En enlig falk ovenfor Buddhasalen i Klosteret for Verdens Renselse (1044).
Gærdesmutten
Gærdesmutten
155. Bladbrune, vimse, jordnære væsen,
Den oprette hale, det kække bagspejl,
En kort flugt få tommer over skovbunden;
Kræfterne tikker i den lille fugl.
156. Hjertet banker i en blodrus
Flere hundrede gange i minuttet.
Hun bevæger sig i svip og stød
Med ubegribelig kraft i tynde ben.
157. Hun klipper tidssekvenserne i stykker,
Springer hér og pludselig dér;
Der mangler noget, synet hakker,
Når hun krydser rundt i hop og ryk.
158. Hendes stofskifte er så højt,
Man skulle tro at fuglen koger;
Hun må spise hvert kvarter,
Fodre den løbske miniaturekrop.
159. Som inkarneret gærdesmutte
Skriver jeg en roman hver morgen,
Æder en Dagli’Brugs om dagen,
Løber til Rom og tilbage på en uge.
160. Men det er bare tankespind;
Jeg ville få hjertestop og kollapse
I løbet af de første få minutter;
Død af udmattelse, stress og kulde.
161. Jeg kommer aldrig i nærheden af den;
I energi, atletik og appetit,
I mental styrke, i courage,
I hjertebanken, i biologisk ur.
162. Men hun har godtaget min grund,
Finder føde under havens egetræer.
Jeg kender hendes sang og ser hende tit;
En tarantel, en vims, og hun er væk.
Jeg
Jeg
8. Jeg er et jeg. En organblok med sanser.
En tanke med fingre på. En ting med næsen
i jorden og øjne få centimeter over
terræn.
9. Jeg havde en sjæl forrige år, som jeg bar
ud bagved og komposterede i sine
bestanddele af gas og mineraler og en
ubestemmelig rest.
10. Resten blev givet ud til en lille
rødtjørn, angrebet af rust, nødlidende
hele sidste sommer og af tvivlsom
stamina.
11. Men jeg så den, rødtjørnen: Den rankede
sig lidt og senere satte den knopper på
sine spinkle kviste.
12. Vi skal nok klare det, tjørnen, sjælen
og jeg.