Kategori: Energi mellem planter og mennesker

Udgivet den

Grønt som bevidsthedsækvivalent

Grønt som bevidsthedsækvivalent

Til Mei Mei Berssenbrugge


1742.	Jeg kan ofte få den sære tanke,
        At planter føler sig usynligt frem
        Rundt langs hele individets kanter;
        Grønt sidder jo smak i hjernemuffen,
        Altid lige i øjet, ind på huden.

1743.	Jeg trådte derfor i min haves sted,
        Og stak nervetråde ned i græsset
        For at mærke det som jorden gemmer,
        Når tusind årstidskræfter sætter ind;
        Et sug af fortids sol og vand og vind.

1744.	Formål bryder frem og op af mulden,
        Planter vokser tæt og grønt med vilje;
        Stilke står og ta’r bestik af vejret;
        Jeg mærker træets fibre vides ud
        I en sky af gasser og fotoner.

1745.	Grønt er erfaring fra fylogenesen:
        Frugter og træer og stepper med græs,
        Menneskets første sult, slidte tænder,
        Grove fingre graver jord og knolde;
        Stød i hjernebark og planteceller.

1746.	Vi er opstået sammen, tråd for tråd,
        Med neuroner og trevlerødder,
        Udformet forskelligt, men filtret ind;
        Overlevelse og vækstbetingelser,
        To former for liv i samme skind.

1747.	Grønt trækker i mine nervebaner,
        En puls løber op ad mine fingre;
        Ved berøring af det vævfulde blad
        Er det måske mig selv, der forstår,
        Hvordan krop og tanke hører sammen.

1748.	Grønt er derfor den tredje substans,
        Der forbinder de to med hinanden;
        Her fornemmer jeg min ureksistens,
        Vores første sansning og intelligens;
        Grønt er en bevidsthedsækvivalent.


Nyt i Index Titusind:
Hjernemuffe ◦ 1742; Årstidskræfter ◦ 1743; Træfibre ◦ 1744; Sult ◦ 1745; Hjernebark ◦ 1745; Neuroner ◦ 1746; Bevidsthedsækvivalent ◦ 1748.
Udgivet den

Om planters værdighed – og min

1473.	Der er planter, som bare
		ved at være til,
        Bare ved at stå, 
		hvor de står,
        Bare ved at gøre,
		hvad de gør,
        Har brudt om i alt,
		hvad jeg ved
        Og hvad jeg dengang troede 
                jeg troede,
        Midt i livet, belæst og berejst
 		meningsdannet,
        Ved et rent sammentræf og
		et udefra betragtet
        Helt ubemærket tilfælde 
		og tilmed
        Ikke langt fra de steder, hvor jeg
		voksede op
        Uden at have lagt mærke til
		anden livsform
        End min indre bevidstheds 
		konturer
        Og andres personers påvirking
		af samme,
        Ved en hverdagsagtig begivenhed,
		et familiebesøg,
        I min søsters ganske lille have
		lang s-togsbanen,
        Anlagt som små stier og bede
		i rudeformater
        Med planter jeg ikke ænsede,
 		aldrig så,
        Med ét kommer ansigt til ansigt,
		i betydningen
        Et individ overfor et andet
		individ,
        Med en plante i et sammenstød,
                et chok,
        Med en radikalt anderledes form
 		for liv:
        En plante, som slår vægge ned,
		træder ind,
        Pifter den hovne tempelbygger
		indeni
        Ved sin egenrådige skikkelse
		og form,
        Ved sin måde at være tilstede på,
		uomgængelig,
        Som jeg, arrogant, derfor ikke vidste 
		hvem var,
        eller, som det hed, og stadig gør,
		hvad det var.


1474.	En stang af en stængel
		gråfiltet, lidt gullig
        Kransstillede blade i forfald,
 		visne blomster,
        En halv meter høj, vokset sig selv
		i stykker;
        Og jeg tænker: findes der planter,
 		der ser sådan ud? 
        Kan man have den slags i en have?
		en park?
        Slået til stedet står jeg stille,
 		tager synet til mig;
        Min søster har nok fortalt mig, 
		hvad planten hed;
        Husker det ikke, men måske
		et kongelys;
        Vild i sin styrke til at eksistere 
		som sig selv,
        En fysisk vilje jeg ikke forstod
		dengang,
        For jeg så i den mest et udtryk
		af trods,
        En vegetal fuckfinger til mig
		og min forestilling,
        Primitiv, artscentreret, uden tanke
		for planters væren,
        Om hvordan planter og haver 
		bør se ud;
        Men dér så jeg, rigtig så,
	        for første gang
        En slags ekstravagant værdighed
                hos en plante;
        Uden at vide noget at sætte
		i ord,
        Anede jeg i denne plante
		en hensigt,
        Som det tog mig mange år
                at forstå,
        Stående stille i stum respekt
		indtil
        Planten gav slip på mig igen, 
		lod mig gå.
        
Lignende digte:
Ekstravagante planter – argument
Ekstravagante planter – korsvortemælk
Ekstravagante planter – kartebolle

Udgivet den

Fingerspidsfornemmelser

Fingerspidsfornemmelser


599.	Min elskede pusler derude
        Med planterne i potterne
        Hjemme på vores terasse
        En solrig sommermorgen.

600.	Min elskede går derude
        I nattøj, stråhat og havetøfler,
        Hilser sine blomster, søvnfrisk, 
        Med et hemmeligt smil.

601.	Se, min elskede er opslugt,
        Ansigtet er i roligt, 
        Fingrene bevæger sig:
        Genfinder og genkender.

602.	Min elskede føler sig frem,
        Går fra blomst til blomst,
        Løfter briller op i panden,
        Bøjer sig mod blomsterhovedet.

603.	Hun ved, hvor jeg er,
        Men ser mig ikke nu.
        Jeg er også en plante
        Bag glasset i mit gazebo.

604.	Fingerspidsfornemmelser
        Fylder luften mellem os;
        Se, min elskede er energien
        Mellem mennesker og planter *).

Se Mei Mei Berssenbrugges digt Hello, the Roses i digtsamlingen af samme navn (2013).
Udgivet den

🇺🇦 Kulsukker fra Krim

Kulsukker fra Krim

312.	Hvad er det, der gør mig særlig glad for kulsukker? Hvert forår venter jeg på, at den stikker sin sammenrullede tungespidser frem af jorden omkring den første maj. 

313.	Hvad er det der trækker mig ud, hvor den gror, bare for at se den, for at give hånd med et blad? Hvad er denne særlige energi mellem planter og mennesker?

314.	Jeg elsker kulsukkers store grove blade, der skyder op af den bare jord, det ene inden i det andet. Ru, tykke blade med dybe, behårede mønstre i relief. 

315.	Stængler og bomsterstande skyder op i svanehalse og svikler, dobbelte buer. Sikken et syn, når sviklen ruller sig ud: en hanekam af blomster, eller i humanmetafor: en regnbuefarvet tomahawk.

316.	Jeg elsker når den blomstrer blomst efter blomst, Skumringsrøde, himmelblå, mælkehvide nuancer med honning indeni. Bier flokkes i bægrene hele sommeren. Korttungede bier bider hul i kronbladene øverst oppe og stjæler nektar fra de langtungede bier.

317.	Som andre planter, har kulsukker talrige navne på andre sprog. Også på dansk: kongsalveurt, kongsalmerod, radhel, benvel, valurt, vundurt og komfrey for at nævne et par stykker. Navnet kulsukker henviser til plantens kulsorte rod og det sødligt hvide væv indeni.

318.	Jeg elsker plantens slægtsnavn: symphytum. Planten, der får noget til at vokse sammen (symphio = vokse sammen, phytum: plante) En tusind-årig samhistorie med mennesker ligger i det navn: Kulsukker er kendt som et ældgammelt middel for knoglebrud og sårheling. 

319.	Romerske legionærer bragte kulsukker med sig på erobringstogt. Det er sandsynligt, at legionærerne opdagede planten netop under romerrigets voldelige udvidelse, for symphytum er hjemmehørende i Kaukasus og landet omkring Sortehavet.

320.	Jeg troede arten i min have var en lægekulsukker. Men det er en foder-kulsukker, som er en naturlig krydsning mellem lægekulsukker og ru kulsukker.

321.	Hvilket jammerligt navn, foder-kulsukker. Det er slet ikke forkert, for kulsukker er en gammel foderplante, men hvor trøstesløst i et land som Danmark, hærget af mekaniseret landbrug og ekstrem avlsmentalitet. Tyskland ligeså, hvor foderkulsukker heder futter-beinwell.

322.	Foderkulsukker kaldes på engelsk for russisk komfrey. Ditto på fransk. Navnet, formoder jeg, skyldes en hyppig misforståelse i Vesteuropa, hvorefter alt indenfor grænserne af det russiske imperium, fra dets dannelse i det 16. århundrede og frem, blev opfattet som russisk. Det på trods af landets mange nationaliteter, lande, sprog og folkeslag. Ukraine, for eksempel.

323.	I anledning af sommeren 2023 vil jeg kalde planten i min have for Krim-kulsukker. I dag, på to-årsdagen for invasionen, ser jeg frem til at krim-kulsukkeret vokser frem igen og ud i sin retmæssige plads under solen. Så kan planter og politik fortsætte deres sammenflettede historie en ny tid endnu *). Slava Tauris. 
*) Der findes en kaukasisk kulsukkerart (symphytum caucasicum) og en art kulsukker fra krimhalvøen (symphytum tauricum), der ikke har noget officielt dansk navn. Den er indberettet en enkelt gang i Danmark på www.naturbasen.dk. Den har blå nedhængende blomster i svikler og stammer, som navnet siger, fra Krim.
Drevet af WordPress